Clairvoyance

Naar et Fænomen som Clairvoyance er saa lidet opklaret, er Grunden dels Fænomenets relative Sjeldenhed, dels Iagttagernes Fordomsfuldhed.

Der foreligger for det første et utilstrækkeligt Materiale, for det andet er dette Materiale enten bearbeidet af Forundring og Sensationslyst eller af Vantro. Enten har man altsaa sagt: dette er overnaturligt, eller: dette er umuligt. I det ene Tilfælde har man ved alle mulige Udsmykninger forsøgt at gjøre Fænomenet over al Forstand interessant, i det andet mest muligt at reducere det til Illusion eller bevidst Bedrag, hvis ofte forbausende Resultater udelukkende skyldes Slumpetræffet.

Nu vil jeg forudskikke disse fordringsløse Linjer den Bemærkning, at jeg desværre 119ikke kjender det mindste til den utvilsomt rige og oplysende Literatur, der foreligger om Emnet. Hvad Videnskaben mener om Sagen, maa jeg opsætte med at skaffe mig Underretning om, indtil jeg træffer en Læge. Og naar jeg har faat vide, hvad Videnskaben mener, vil ieg dermed lade mig nøie.

Det er en Ting saavel de stærkt Troende som de Vantro er enige om: Det er at betragte Clairvoyance som et isoleret Fænomen en overordentlig Mærkværdighed. Og ganske vist er det rigtig at definere Gjenstanden for en Iagttagelse og holde den vel ud fra alle andre, men under denne logiske Operation er det ikke værdt at glemme, at intet Fænomen i Virkeligheden er isoleret. Antager man Muligheden af Clairvoyance, og definerer man den som en betinget psykisk Paavirkelighed af Gjenstande ad en anden Vei end gjennem den normale Sansning, saa er det ogsaa rimeligt at antage, at en saadan Paavirkelighed kan forekomme i forskjellig Grad hos alle – og selvfølgelig til forskjellige Tider i forskjellig Grad hos det clairvoyante Individ. Hvad der betinger Graden af den psykiske Paavirkelighed maa 120foreløbig staa hen. I ekstreme Tilfælde synes det at være nok, at Individet faar opgivet en Beskrivelse af Gjenstanden for at den rigtig lokaliseret skal «tegne» sig i hans Psyke. I andre Tilfælde er Clairvoyancen indirekte, og at tyde som Forestillingsmeddelelse fra Individ til Individ.

Særlig frappant er i saa Henseende Fortællingen i Joh. Ev. IV. om Jesus og Kvinden fra Samaria. Jesu Ord havde gjort Forestillingen om hendes Levnet levende i hende, og derigjennem meddelte den sig med minutiøs Bestemthed til hans Psyke. Det samme gjælder Historien om Ananias og Safira i Ap. Gj. V. Al virkelig intuitiv Psykologi beror paa Muligheden af en saadan Tankeoverføring, og her har vi en af Forbindelserne mellem Clairvoyance, og normalt Sjæleliv. Det er en Kjendsgjerning, at den psykologiske Intuition er uafhængig af detaljeret fysiognomisk Sagkundskab. Lavater, den store Fysiognomiker, var et Lam som Psykolog. Analysen af Trækkene kræverkræver] rettet fra: kræ- (trykkfeil) som ethvert bevidst Tankearbeide Tid, Intuitionen er umiddelbar og øjeblikkelig. Det pludselige Velvære eller endnu sikrere det 121pludselige Uvelvære ved det første Møde med et Menneske, og dette vil for bestandig grundlægge ens Opfatning af Vedkommende – tyder paa, at ens Psyke passivt modtar Indtryk af sym- eller antipatiske Forestillinger. Dermed er Opmerksomheden vakt, – og ens Iagttagelser vil gruppere sig indenfor den givne Ramme: man tar vedkommende Menneske psykologisk i Besiddelse.

Alle Mennesker er til en viss Grad clairvoyante, men Enkelte eier Evnen indtil Genialitet, eller som et Speciale, der vækker Opsigt og Forbauselse. Lettest begribelig er naturligvis den indirekte Clairvoyance, i det der her er Forestillinger som fremkalder Forestillinger og billedlig talt foregaar en psykisk Smitte fra Individ til Individ. Men rigtignok blir ogsaa de herhen hørende utallige Gange konstaterede Kjendsgjerninger ganske uforklarlige, hvis man forskanser sig i den sjælløse Psykologi og opfatter Psyke som intet videre end en Hjernefunktion.

Den direkte Clairvoyance synes derimod ikke at kunne nøie sig med mindre end en metafysisk Forklaring. Fra en livløs Gjenstand 122(en Ring eller et Lig) kan der ikke tænkes at forplante sig Forestillinger til en om end aldrig saa modtagelig Psyke. Man staar altsaa overfor en af to Udveie: enten at tænke sig den clairvoyante Psyke aktivt opsøgende Gjenstanden eller –. Med dette Eller vil jeg bare henvise til den efter Kant elementære Betragtning, at den ydre Verden bor i vor Hjerne og bare kjendes som Forestilling under Bestemmelsen Tid og Rum. At derfor Muligheden af hver Gjenstands Tilstedeværelse som Forestilling i vor Hjerne dermed er givet og at den clairvoyante alene har det præ, at den latente Tilstedeværelse under visse ukjendte Omstændigheder kan gjøre sig gjældende som aktuel. Men jeg er forberedt paa, at den første den bedste Læge kan oplyse mig om, at alle Slutninger trukne af Kants Lære er det rene Hjernespind. Og Videnskaben har som bekjendt nu Ordet.

Til Slutning bare et Par Ord om Betingelserne for den psykiske Paavirkelighed, som vi kalder Clairvoyance. De fleste pleier at hævde, at Betingelsen er en sygelig Tilstand, og da de selv ikke har oplevet noget 123saadant og anser sig for at være sunde paa Legeme og Sjæl, slaar de dermed Sagen hen. Nu vilde det jo ikke bevise noget som helst om Clairvoyance eller andre overordentlige psykiske Evner hang sammen med sygelige Tilstande. Paa Forhaand skulde jeg ogsaa være tilbøielig til at tro, at ikke enhver blomstrende Borger, hvis Legeme er et Resultat af bedre Middage og hvis Psyke er et Resultat af Avislæsning, – netop kommer og overrasker Verden med sin Clairvoyance. Er den sygelige Tilstand en Betingelse for at Psyke kan udfolde sine Egenskaber, nuvel saa er vi dermed langt paa Vei til at fastslaa et andet og mindre ligefremt Forhold mellem det psykiske og det fysiske end det almindelig antagne. Ti ingen vil ialfald nægte at Clairvoyance betegner et Plus, en Potensering af psykiske Egenskaber. Og er disse, som jeg tror, af væsentlig passiv Natur (Modtagelighed) saa vil det være rimelig om den er særlig udpræget hos et Menneske, – saalænge dets Vilje, dets Karakter endnu er vek, saalænge Sindet endnu er mygt og Blikket klart. Det heder med Rette Clairvoyance. Medmindre da en 124stærk og dyb Naturfortrolighed som hos Vis-Knut bevarer Evnen for hele Livet.

Som de fleste andre har jeg oplevet et og andet, der staar i en viss Sammenhæng med de omhandlede Fænomener. Hvis nogen samler paa sligt, kan jeg gjerne meddele et typisk Tilfælde paa indirekte Clairvoyance, og minder samtidig om, at Værdien af alle saadanne Meddelelser selvfølgelig beror paa deres absolute Paalidelighed.

Jeg sad altsaa en Vinterkveld for adskillige Aar siden paa min Hybel og læste. Der raste en Snestorm udenfor og jeg vented intet Besøg. I Værelset ved Siden af var et mig paarørende Menneske. Men medens jeg sad der, fik jeg Fornemmelse af, at noget nærmed sig og vilde mig noget. Jeg slog det flere Gange ærgerlig hen, men det meldte sig igjen – og pludselig saa jeg en Skikkelse som arbeided sig med noget mørkt foran sig mod Snestormen. Jeg skrudde uvilkaarlig bedre op Lampen og læste paa Trods. Men om en Stund saa jeg igjen og dennegang, at det var en høi Mand med en Paraply. Nu lod han sig ikke afvise. Jeg mærked, at han kom nærmere. Dette blev 125saa ubehageligt, at jeg gik ind i Sideværelset og fortalte det til min Paarørende. Vi blev enige om at det var en Indbildning, og jeg gik ind til mig selv igjen. Men da jeg vel havde sat mig, kom det igjen og nu saa jeg, hvem det var. Det var en Mand jeg ikke havde set og ganske sikkert ikke tænkt paa i mindst fire Aar. Og som jeg ingen Forbindelse havde med. Af en her uvedkommende Grund var han mig antipatisk. Da gik jeg ind igjen og sagde, at den Mand (jeg nævnte hans Navn) var paa Veien op til mig, og at jeg ikke ønsked at træffe ham. Saalænge jeg var inde i Sideværelset saa jeg ingenting, men af en Slags selvplagende Nysgjerrighed gik jeg atter ind til mig selv, og da jeg vel havde sat mig, saa jeg ham igjen og tydeligere end før – blandt andet at han havde en usædvanlig høi lidt melankolsk Filthat og at hans Ansigt ligesom krymped sig og trak sammen Rynker for Kulden og Snekavet … Jeg havde ladt Døren staa aaben ind til Sideværelset og gav Meldinger: Han kommer nærmere, nu stanser han, nu gaar han igjen … og dette blev ved henved en halv Time. Jeg følte mig meget ilde, 126og Blodet bankede voldsomt i Tindingerne. Endelig ropte jeg: nu slaar han ned Paraplyen … nu gaar han ind af Porten … nu er han i Trappen … nu ringer han. Og i samme Øieblik ringte det, og da min Paarørende gik ud for at lukke op, var det den selvsamme Mand.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.