Don Quijote

Der var Vinter over Nordsjøen, og Nordenkulingen drev Snebyger efter os langt ned i Biskaya. Men udenfor Kysten af Portugal sprang Sommeren paa en Gang ud med Middagshede og lune Aftener, vi seiled ind i Syden, og det blaa Hav blev for hver Dag mere blaat. Vi duver paa lange Dønninger, og Vestenvinden jager Serpentiner af Skum henover Bølgekammene. Det eneste levende omkring os er Springerne, der leger om Stevnen og glimter med gule Buge i Solskin naar de hvert Øieblik er ovenvande. Her ombord indfanges ingen Nyhedslige gyldigheder fra Landjorden. Vi er lykkelig undsluppet og uafhængige paa det øde, uendelige, bestandig det samme og bestandig omskiftelige Hav. Om Kvelden ligger Nymaanen paa Ryggen høit paa Himlen. Naar 156den gaar ned staar Orion i Sydvest mellem Sirius og Aldebaran, og saa mørke og gjennemsigtige er disse sydlige Nætter, at saavel Hundens diamantagtige Farvespil som Aldebarans røde Øie kaster Refleksbroer over det blanke vuggende Hav. Vi seiler gjennem Morild og under Morild og Stjerner.

Men om Dagen seiler jeg langsomt gjennem Kapitel efter Kapitel i en gammel forreven Don Quijote fra Skibsbiblioteket.

Det er tre hundrede Aar siden den Roman udkom, der den Dag idag er Verdens mest berømte som den i lange Tider var den mest afholdte. Den har i Tidernes Løb været læst af mangfoldige og tydet paa mangfoldige Maader. Barn har moret sig over den, unge Mennesker har slugt den, Voksne har forstaat den, Gamle har berømmet den – kunde allerede Digteren selv skrive i anden Del. Ja, lægger han til: det gaar saa vidt, at Godtfolk ikke kan høre et gammelt Øg knægge, uden at de siger: Rossinante!

Ridderens og hans Hest, Væbneren og hans Æsel vil til Dagenes Ende nyde den samme Folkegunst, og selv i Lag, hvor hverken Digterens eller Digtningens Navn 157har trængt ind, er alle fortrolige med Heltens Kamp med Veirmøllerne. Selve Ordsproget har sat Kronen paa Populariteten.

Og hvad er det for en Bog, som saaledes har vakt Menneskehedens Bifald og som endnu er Verdensværket blandt Romanerne, almindeligere i sin Gyldighed, større og dristigere i sin Plan end nogen anden?

Som Bidrag til den menneskelige Selverkjendelse indtar den sin Plads ganske for sig selv, udenfor al komisk Digtning, udenfor al Digtning. Aldrig før eller senere er en komisk Figur opstaat af Egenskaber, som hver for sig saalangtfra er latterlige, at de tvertimod er Menneskets, Mandens bedste og ædleste: Begeistring, Selvovervindelse, Tro paa en Idé, Offermod, Sanddruhed, Tapperhed, Menneskekjærlighed. Don Quijote er fremfor nogen en Ridder uden Frygt og Dadel, og han er ikke desto mindre bedrøveligere af Skikkelse end den første den beste Leiesvend, der ikke er værd at løse hans Skobaand. Og læg Mærke til, at han egentlig ikke er daarligere udstyret med Aandens end med Hjertets Egenskaber. Uden at forrykke Forholdene eller bryde Enheden i Figuren 158kan Cervantes lægge Helten sine egne kloge og livserfarne, ja sine dybsindigste Ord i Munden, saa endog de, som mener, at Don Quijote opfører sig som en Afsindig, maa indrømme, at han undertiden taler som en Vismand – un cuerdo loco y un loco que tira à cuerdo.

Der kommer en Dag for denne Entusiast, da han ikke længer kan slaa sig til Ro paa sit ubetydelige Gods i La Mancha. Verden er fuld af Uret at gjøre god igjen. Der sidder talrige fangne Prinsesser og venter paa sin Befrielse, der raaber uskyldigt Blod mod Himlen, de Svage krænkes, Vold og List florerer, Troldmænd forvender Sansen for Godt og Ondt, Sandhed og Løgn … Verden er af Hængslerne, men Entusiasten er ikke den, som forbander Pligten til at sætte den igjænge eller tviler paa sin Evne til at gjøre det. Han nyder paa Forskud Lønnen i sin gode Samvittighed, og alle Møier og Forsagelser bestraales for ham af Dulcineas fjerne Smil.

Hans Vilje er ren som hans Kjærlighed er platonisk. Hans Sindelag er fuldkommen uverdsligt, og hvad man end mener om hans Rustning: ét er sikkert: den pansrer ham 159mod alle Erfaringer. De groveste Regninger preller af paa hans Overbevisning om, at Værtshuset er et aabent og gjæstfrit Slot, og forgjæves minder Maritornes Svinskhed ham om, at hun ikke er nogen sødtduftende Uskyldighed. For indslaaede Tænder, knuste Ribben, brukne Arme, for de ubehageligste Sammenstød med Livsens Realiteter finder han en rigelig Skadeserstatning i Vissheden om, at han kjæmper for Ret og Sandhed mod Løgnens og Ondskabens Liga og at Retten og Sandheden i hans egen Person omsider maa triumfere.

Er da Don Quijote som Heine mente alene «den største Satire over den menneskelige Begeistring», eller har Turgénjev Ret, naar han i sit aandfulde Essai lægger al Vægt paa de sympatiske Sider ved Heltens Væsen, hans Sinds Oprigtighed, hans hellige Oprørskhed, hans uforbederlige Mennesketro og uhelbredelige Menneskekjærlighed? Noget af en Don Quijote, mener den russiske Digter, maa enhver den være, som vil vinde Menneskene, bevæge dem, forædle dem. Verden vilde gaa tilgrunde af Egoisme uden Don Quijoterne. Ikke hans naragtige Handlinger, 160men hans rene Vilje er det væsentlige ved ham.

Derfor elsker man Don Quijote med al hans Løierlighed, men man holder ikke af Hamlet eller Faust med deres umaadelige Aandsfortrin …

Det store komiske Grundforhold i Cervantes’s Roman er ikke dette: at Helten ikke kan maale sig med sine Opgaver, men det modsatte: at Opgaverne ikke kan maale sig med Helten, med Varmen af hans Begeistring, med Voldsomheden af hans Ufortrødenhed. Han er istand til at slaa en Armé paa Flugt, og al hans Dumdristighed tjener til at splitte en Saueflok. Han tømmer en Potte skiddent Vand med samme Bravur som Herakles rensede Augias’ Stald. Og han kan aldrig forbløffes, fordi hans Bevidsthed er saa opfyldt af Ideen om en storartet Kraftudløsning, at den er ganske utilgjængelig for nogen Anelse om det intetsigende Resultat.

I Hælene paa Rossinante traver Asenet, og den eneste fortløbende Kommentar til Don Quijotes Bedrifter er hans Svends Betragtninger. Der er her ingen abstrakt Modstilling af Idealisme og Materialisme. Den tykke 161prosaiske Væbner er inderligere og uadskilleligere knyttet til sin spøgelsesmagre Ridder end om han delte hans Anskuelser og var opflammet af hans Entusiasme: han vil nemlig høste Fordelen af dem. Sancho Panza svæver ikke et Øieblik i Tvil om, at alt hvad hans Herre foretar sig er den rene og skjære Galskab, men Galskaben stikker ikke for ham i Don Quijotes enkelte fornuftvidrige Handlinger, i hans uslidelige Villighed til at se Virkeligheden farvet og forstørret gjennem sine eventyrlige Ønsker … den stikker deri, at han i det hele tat lever og bemøier sig for noget saa substansløst og uspiseligt som et Ideal. Sanchos Lettroenhed tar for gode Varer alle de Jætter og Drager og Heksemestre, al den Djævelskab, som «hans vandrende Ridderskab» ligger i Konflikt med, og som for hans eget udannede Bondeøie fortoner sig som Vindmøller eller Saueflokker eller Galeislaver eller selve den «hellige Hermandad» … men at hans gode Herre begaar alle sine ulyksalige Bedrifter i den Hensigt at lyksaliggjøres med et Smil af en Dulcinea, som ikke engang er til eller i det mindste bare er et Bondefruentimmer 162i Toboso … det spænder Sanchos Forundring over dens Udvidelighed, og i sit Hjerte er han sikker paa, at der stikker noget mere solid under, og at hans Herre nok mener at drive det til en saavidt reel Vinding, at han kan forlene sin Væbner en Ø til Tak for hans Troskab. Sancho rider med paa alt med den Bagtanke: Vi gjør ikke alle vore Dumheder forgjæves!

Som umaadelige Silhouetter kastes dette ridende Pars Skygger over Verden, lige groteske, den ene i sin Skindmagerhed, den anden i sin Fedme; den ene i sin Higen som den anden i sin Træghed. I Takten, den saare ujevne af Rossinantes begeistrede Galop og Æslets hæderlige Luntetrav har Menneskeheden gjenkjendt Rytmen i sin egen Fremrykning, som den i den glorværdige Hidalgo fra La Mancha og hans gemytlige Væbner gjenkjender Figurer, der bestandig optræder om igjen paa Verdens Teater.

Don Quijotes agressive Forhold til Virkeligheden bestemmes helt og holdent af, at hans Forestillinger om den engang for alle er festnede, størknede og uimodtagelige for Fremskub af selvstændige Erfaringer. Hans 163Verdensbillede er færdigt, før han skrider til sin Gjerning, og forvrængt, fordi det ikke er hans eget, men tilegnet paa anden Haand, uoriginalt. Hans Magerhed er symbolsk. Alt, hvad han ser og oplever, ser han i forrykkede Dimensioner, fordi han tvinger det ind i sit System; intet vækker den skabende Forundring i ham, intet afslører sig for ham som uafhængig Realitet, men som Illustration til hans forudfattede Mening. Derfor kan han ræsonnere abstrakt som en Vismand, men handler reelt som en Daare …

Hans lidet perfektible Natur er vidaaben for Entusiasme. Han har umaadelig let for at tro og at ville, fordi han intet Materiale har samlet til Tvil. Han har umaadelig let for at være tapper, fordi alt, hvad der møder ham af Modgang og Hindringer, svarer fuldstændig til de Gjenvordigheder, hans ideale Forbilleder med Glans har overstaaet. Han har umaadelig let for alt undtagen for at smile … ogsaa derfor vækker han ustanselig Munterhed.

*

Da første Halvdel af Don Quijote udkom var Don Miguel de Cervantes y Saavedra en 164Mand paa nær de seksti Aar med et Liv bag sig fuldt af Eventyr, Ulykker, Sorger og Krænkelser …

I sin Ungdoms glødende Begeistring for Kristendommens og Spaniens Sag var han traadt i Krigstjeneste. Han var som menig Soldat med i Slaget ved Lepanto, hvor Tyrkerflaaden blev oprevet og ødelagt af Don Juan d’Austria. Der blev hans venstre Haand knust af en Kugle. Men Skuffelsen over at den tilbedte Feltherre blev kaldt tilbage og at Seiren blev forspildt ved Filip den andens vankelmodige, nidske Politik dæmped ikke hans Krigslyst. I de følgende Aar var han med ved Navarino og La Goletta, og i 1575 blev han som bekjendt paa Hjemseiladsen fra Neapel tat til Fange af Pirater og holdt som Slave i Algier i over fem Aar. I Novellen «El Cautivo», der er indflettet i Don Quijote og mangfoldige andre Værker har han gjenoplivet Minderne fra dette Fangenskab. Efter mange mislykkede Flugtforsøg blev han endelig udfriet med en Løsesum og vendte tilbage til sit Fædreland. Saa begynder hans lange og tornefulde literære Løbebane – afbrudt af nye Krigseventyr. 165Han skriver Mængder af Skuespil og Noveller, Tendensskrifter og i Tidens Stil Pastoraler, men hans Ry fordunkles af den overmenneskelige frugtbare og af Publikum forkjælede Lope de Vega. Cervantes kunde ikke leve af sin Produktion. Han fandt aldrig nogen mægtig Beskytter og vedblev hele sit Liv at være fattig. Han kjæmped trodsig og ensom for sine Idealer, han red sine Kjæpheste, men Livet maatte han friste i smaa Erhverv eller ingen, under stadig Omflakken … Han lærte Spanien at kjende ud og ind og fremfor alt paa Vrangen … og sit Hovedværk paabegynder han i et Fængsel.

Da han ti Aar senere havde fuldendt den store Digtning, skrev han: «Mit Værk er forspildt, og mit Liv har været en lang Uklogskab. Jeg gaar og bærer paa min Ryg en Sten med en Indskrift, som fortæller om alle mine feilslagne Haab.»

Saa sidder han den gamle Kriger, den gamle Digter i sit lille armodslige Hus i Valladolid og nedtegner sine feilslagne Haab. Men hans Bitterhed opløser sig, mens han skriver, i Smil. Han befrir sig i en umaadelig 166Overdrivelse af Uforholdsmæssigheden mellem de fantastiske Fordringer til Livet og Livets egen impertinente Nøgterhed. Hans urolige, tapre og stolte Sind vinder Ligevægt i den store Selvironi. Og han ser hele det livagtige Gespenst af Ridderen, hvis Skygge vil sees til alle Tider: I Kirker og Parlamenter, i det daglige Liv, blandt Folkets Førere og Ungdommens, i Videnskaben og i Digtningen, blandt Forkjæmperne for afblegede Idealer eller for det allernyeste i Sandhed-faget.

Og et Ansigt, som er streifet af Don Quijotes Skygge er i sit Alvor uryggeligt. Det vil kunne lyse af en Glød indenfra, men aldrig af det Straalespil, som speiler et Sinds underfundige Mistanker om, at Verden ogsaa vilde bestaa uden den vandrende Ridder, som netop bryder en Lanse …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.