En Romergade

Her hersker en viss gammeldags Uorden i det daglige Liv, en Slendrian, som for unge og lette Sind har sin Charme, men som for nøiere regnende Karakterer er en Vederstyggelighed. Her er Damer, gode nordiske Husmødre, hvis Dage stritter som smaa Naalepuder af Ærgrelser, forvoldte af Baker og Slagter og Melkemand. Og driver Leverandørernes Slyngelstreger dem til at opgive sig selv og Husholdningen og friste Livet paa Restaurant, kan de ligesaa godt først som sidst opgive Troen paa en lovmæssig Verdensorden.

I Gogols store Roman holder en forgjældet Godseier en Kok, som fordomsfrit sætter sig ud over alle smaalige, tilvante Regler for Madlavning og krydrer Retterne med de Ingredienser, 74som er ham nærmest for Haanden. Om det er Sukker eller Sennep, han kommer i Kompotten, beror paa den miskundelige Slump.

Et sligt improvisatorisk Skjælmeri vil ingen god nordisk Husmor frakjende de romerske Kjøkkenmestre, men Spøgen falder ikke i hendes Smag. Stikker der en liden Djævel af en Hvidløg i Oksestegen, faar hun Taarer i Øinene, og ligger Speilæggene og oser i Olje, faar hun ondt. Og saadan er ikke bare Kvindenaturen. Jeg har en høiagtet Ven hernede, en ældre Lærd, som bare nyder Vin under Middagene og ser ud som om det eneste han kunde æde, var Opvarterne.

For satte Livsvaner, for enhver nordisk Patriotisme, for al Trang til Fløde til Kaffen, er Sydeuropa en Skuffelse. Der sad en respektabel ældre Dame inde i vort Trattori. Hun beklaged sig over Smørret, som var usalt, og over Skorpen paa Brødet. Over Vandet, som forvoldte haard Mave, og over Vinen, som virked modsat. Over Solen, som skaffed hende Hodepine, og over Skyggerne, som gav hende Gigt. Men en ung 75ilter Fløifjeldsstemme skar af: Di er’kje nokken Kunstnernatur!

*

Den tidlige Færdsel i Gaden, de fortrolige Skridt af de første, som er oppe, de vindskibelige Samlere af Cigarstumper, og af de næste, Søppelmændene; Dørhamrene, som begynder at røres; de tunge Bondevogne; en utidig, gneldrende Kirkeklokke … man kan sove rolig over alt, men det første Morgenmøde mellem Værtinden og Brødmanden i Forstudøren er Dagens uafviselige Allarmsignal. Værtinden er en Signora, og hun pleier at bringe dette Faktum i Erindring, men ingen faar tiere og smerteligere føle, hvad de sociale Afstande har at betyde end vor usselige Paria af en Brødmand, som foruden Brød og Maccheroni bringer Olje og Kolonial ind i Huset. «Man maa enten ha ydre eller indre Dannelse», siger vor Signora. «De, Signore, og jeg, vi har begge Dele.» Men hun underforstaar, at det er et sjeldent og lykkeligt Samspil af Tilfældigheder, som har ført os to sammen. Brødmanden har ingen af Delene. Han er bare skikkelig og 76høflig og frygtsomt underdanig, naar han har løiet op Sukkerprisen med en Soldo eller knebet et Lod af Vægten paa Brødet, og det gjør han bestandig, fordi han er fattig og simpel og gift.

Vor Signora veier Brødet og de andre Varer. Der er som sædvanlig lidt for lidet af alt, og hun geraader som sædvanlig i Affekt. Hun elsker sin Veltalenhed og sin toskanske Dialekt, og hun affærdiger ikke Skjælmen med de første de beste Ord.

«Birbante!» raaber hun. «Truffatore! De forfalsker Vægten, De er et fordærvet Menneske, ikke ældre end De er. De er et sørgeligt Eksempel paa et Udskud, og jeg beklager Deres døde Mor og Deres Kone og alle Deres smaa uskyldige Børn – – Dio mio, Utysket er jo gift ovenikjøbet! – – De forfalsker Vægten, forvorpne Menneske, De stjæler os Brødet ud af Munden. Fy for en Ulykke! Hvad tror De, de Fremmede skal mene om os? Det angaar Dem vel ikke? Her bor en Signore, en Russer fra det yderste Ungarn, en lærd og beleven Mand, som studerer Kunst og forstaar sig paa Kunst. Hans Mening er kort og godt den, at alle Romere 77er Kjæltringer af Naturen. Jeg respekterer en slig Mening, og min Mand respekterer den, og har vi ikke Ret? Og hvem er De? Og hvem er jeg? Jeg er en Signora, og De er en ynkelig liden Bakerskurk. Vilde det være passende, om jeg lod mig byde enhver Uforskammethed? Vor Familie er gentilissima og høit anset i hele Rom og i Siena, og for ti Aar siden eide min Mand en halv Million Lire, en halv Million, og min Mands Søster, som er død, poverina, talte fem Sprog, deriblandt Fransk. Og her kommer De, et Menneske lige ud af Populacen og forsøger uden Blu og paa en nedrig Maade at trække os op – – –»

Uden Blu er et overilet Udtryk om den arme Baker. Det betegner ham ikke. Han ser under vor Signoras haglende Bebreidelser ud som Blu og Brøde i segneferdig Forening. Han klaprer med Knærne, og Øinene flakker forskræmt omkring Væggene, som om de ledte efter Smuthuller, og han stammer: «Signora! Distintissima, stimatissima Signora … det skal aldrig ske mere. En ren Feiltagelse. Ak, jeg arme Mand. Betænk, kjære Frue, jeg er poverino.»

78Og let og befriet og med den venligste Stemme trækker han sig tilbage med et Paa Gjensyn! Og vor Signora raaber elskværdig efter ham, som om intet var passeret: a rivedèrlo!

Vor Gade er et «Impasse», og Færdselen stønner forbi, men skvulper herind i Dødvandet mange af de Eksistenser, som driver for Stumperne: Tiggere, Lediggjængere, Gjøglere, Modeller og almindelige ubestemmelige Individer med mistænkelige Ansigter. Gadestumpen faar et festligt Anstrøg især i de Uger, da Senatus populusque romanus tillader maskerede og kostymerede Personer frit at ferdes paa Gaderne, «saafremt deres Forklædning ikke gir den offentlige Velanstændighed nogen billig Grund til Beklagelse eller deres Personer ufordelagtig maatte være Politimyndighederne bekjendte». Man skulde tro, at netop Mennesker af denne siste Kategori maatte ha en særlig Opfordring til at forklæde sig.

I Kjærrer pyntede med spraglede Filler og halvvisne Guirlander kommer de agende, de unge glade Mennesker og de mødige professionelle Gjøglere. De danser til en 79Musik som sjelden lokkes frem af ædlere Instrumenter end Klaverlirekasse, og de indlader sig sjelden paa andre Forestillinger end de traditionelle Pryglemimer. Men Maskerne tilhører ofte et høiere Fag, dem vi kjender fra de ældste Folkekomedier og ned til Goldoni: en Elsker i Allongeparyk og med blomstrende Sminkekinder og hans Fortrolige, en Brighella med sort og krumnæset og djævleblændt Skurkefjæs.

Kjærrene drager videre, og Publikum spreder sig. Bare vore urokkelige Solslikkere blir igjen. Det store, triste Hus over Gaden er et Asyl for uskadelige og ulægelige Sindssyge, og op mod Solvæggen under de jernsprinklede Vinduer læner de ledige Medmennesker sine Kroppe og nyder Betragtningens Hvile. Jeg ved ikke, hvor mange har sagt det, men det er et af Visdommens siste Ord, at alle Fornøielser har sin Pris og alleneste Glæden er gratis. Den byder sig ligelig og rigelig til Menneskene og bier paa dem den lange muntre Dag i alle Solvægge. Der gives ingen spildte Dage i de Solbeskinnedes Samfund, deres Sind luner sig harmløst som Tusenfryd mellem alle tilfeldige Tanker, og 80alle kartgrønne Protester mod Livets smilende Ufornuft forgyldes humoristisk af det omfavnende Solskin.

Og alligevel og tiltrods for at jeg nylig har læst Vilhelm Andersens livspoetiske og livstilfredse Betragtninger, eller kanske netop derfor, er det mig paafaldende, hvor lidet glade de ser ud, de sammendrevne Dagdrivere mod Galehusets Solvæg. Jeg har tænkt mig, at kanske en eller anden uvæsentlig Omstændighed som Sult eller Sygdom eller Husvildhed har lagt en viss Dæmper paa deres naturlige og umiddelbare Livsglæde, saa de heller kunde ønske sig indenfor end udenfor de jernsprinklede Vinduer.

Det er ikke alle, Livets Ufornuft viser sit smilende Ansigt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.