Et Brev om Æstetik

16Jeg staar og betragter en Gulerodseng, som nogetnær er den ypperste i sin Slags, jeg har set. De grønne Kvaster staar i parallelle Geleder paa ligelig Afstand som om de var saadd efter en stram Snor, og der er akkurat saa stort Rum mellem hver Plante, at Rødderne kan voxe sig trivelige og ikke behøver at skubbe Huldet af hverandre under Udviklingen. Jeg ved godt, at der ikke ligger noget Verk om Guleroddyrkning inde paa Bordet hos Befolkningen. Den lar sig geleide af sund Sans og Erfaring og begaar ingen uregjerlige Dumheder selv om det gjælder saa stor en Ting som at grave en Grøft. Desuden er det Smaajenter i 9–11 Aarsalderen, som har saadd og stelt med disse Gulerødderne, og de har ikke engang lært 17det paa Skolen. Der lærer de nemlig bare Æstetik.

Det viser sig, at Dannelse er gaat rent af Mode blandt de Dannede. Det er bare her ude paa Landsbygden vi er saa forsinket, at vi enda anser det for en Fordel at kunne læse og skrive. De virkelig Dannede sætter Ordet i Gaaseøine ligesom «Dyd». De har gjort sig færdig med begge Dele og anfører Begreberne under Dække af Ironi. Og i Aviserne optræder den ene Autoritet efter den anden og aflægger Vidnesbyrd mod Dannelsen. Snart er det en Sydpolsfarer, som har mærket det paa sig, at alslags Aandsliv er overflødig; snart er det en Mama, som beklager sig over det høiere Skolevæsen, fordi hendes Bengler ikke orker at følge med i Tysk eller Matematik; og snart er det en Maler, som græmmer sig over al Æstetiken i vor Folkeskole.

Jeg har grundet paa, hvad det er for en Æstetik, han sigter til. Er det det Gran, der læses af vore Digtere, eller det Gran Geografi eller norsk Historie? Men vedkommende Maler, som er national til Fingerspidsene, ja hvis Stil er saa dekadent-national, 18at den kræver ikke ringe æstetiske Forudsætninger hos Publikum, han kan da ikke for Alvor se surt paa det Gran enfoldig Æstetik, som hjælper Vestlændinger og Østlændinger, Fiskere og Fløtere, til at føle sig som et Folk, der igjen tilhører Menneskeheden?

Det er en Slags oplyst Obskurantisme, som for Tiden har Vind i Seilene her i Landet: Vær Specialist fra din spæde Barndom. Mur dig ind i dit Fag og tjen Penge. Sky Æstetik, hvis Du ikke skal leve af Æstetiken. Man var temmelig nær et sligt Ideal for længe siden, dengang Bokkulturen var indestængt i Klostrene og Fagdygtigheden florerte indenfor Laugenes Hegn. Og det hed dengang ogsaa: Skomager bliv ved din Læst. Men den gode Orden sprængtes af den moderne Aand, og Bokkulturen strømmed velsignende udover.

Den absolute Fagmand, ligegyldig paa hvilket Omraade – den absolute Æstetiker ikke minst – er ikke alene den kjedeligste, den minst muntre, men ogsaa den tværest egeninteresserede af alle Medmennesker. Han er visselig nyttig for sig og sine, men hans 19Fagegoisme gjør ham uretfærdig og blind for Nødvendigheden af det fri Samspil af Agenserne i et frit Samfund. Han er netop ingen god Borger. Husk paa de privilegerede og monopoliserede Næringsdrivende i de gamle Samfund eller tænk paa Protektionisterne af enhver Art i vor egen Tid. Bare vi beskyttes –! Bare vi faar Magten –! Vi Industridrivende, vi Agrarer, vi Forbudsmænd. Vi, vi –! Den rene Faguddannelse skaber en økonomisk og social Sekterisme, der er minst ligesaa ufordragelig som den religiøse. Den fliser op Samfundet. Folks Intelligens trænger Vexelbrug ligesaavist som Jorden. Men aandeligt Vexelbrug er Dannelse. Og vel kan man være dannet uden at være meget belæst, men heller ikke i vor Tid uden Læsning. Personlig Dannelse er den frie, glade Raadighed over aandelig Eiendom, almindelig Folkedannelse det Fælleseie af eleverede Forestillinger, som letter det aandelige Samkvem.

Han havde Ret den Stortingsmand, som sagde, at det ikke var morsomt at staa op og forkynde selvsagte Ting. Det er for den Sags Skyld ikke engang rigtig dannet i et 20Land, hvor alle har en viss Forkjærlighed for at slingre fra den ene Yderlighed til den anden. Men siden jeg engang er ude paa dette farligste af alle Skraaplaner, vil jeg tilføie et Par selvsagte Ting om den høiere Skole.

Den skal ikke uddanne Fagmænd. Af den simple Grund, at hver Elev isaafald maatte faa sin egen Klasse, da det vel umulig kan forudsættes, at alle af samme Kuld skulde være skikket til samme Livsgjerning. Den skal tjene den almindelige høiere Dannelse ved at meddele Kundskaber, som vil have sin Værdi for et Menneske i en hvilkensomhelst Livsstilling. Altsaa Modersmaal, Naturkundskab, Historie, Kultursprog. Den skal tage Hensyn til at et Menneske først og fremst tilhører Naturen, dernæst Civilisationen, dernæst et bestemt Folk. Sin Stilling i det Folk skal han selv finde, naar hans særskilte Evner er modnet og henviser ham til Valg af en bestemt Levevei.

Det er af den største opdragende Betydning, at Fagkredsen er saa vid, at der for hver enkelt Elev blir Tale om en jævn Vexlen mellem lette og vanskelige Fag. Den som 21syns, Historien og Sprogene er morsomme, faar til Gjengjæld slide med Matematiken. Slap han denne, misted de morsomme Fag en hel Del af sin Charme. Slig er engang Menneskenaturen, og det er bare misforstaat Mama-Ømhed at ville ha Gutten sin fritaget for alt, hvad der ikke gaar i ham som Fod i Hose. Den som ikke overvinder de smaa Vanskeligheder i Skolen o.s.v.

For mange vil de Aar de læste senere staa som en Tid fuld af Frihed og Lykke. Man fik det første lille Glimt af det Ubegrænsede, den første lille Anelse om, hvad der kræves for at kunne. Et matematisk Bevis, klart som Krystal og uforgjængeligere end alle Bjerge – – Et græsk Verbums Uregelmæssighed, skjøn som Blomsterstanden paa en Orkidé – – Cromwell’s Revolution – – ja, altsaa, altsaa, altsaa Æstetik.

Æstetik! Læren om Værdien af det Unyttige, Værdien af det som ikke kan kjøbes og sælges, Værdien af det som gjør os Mennesker til noget andet og mere end en Transithavn for vore Fødemidler.

Og saa tilslut et lidet Trøstens Ord til dette arme norske Folk, som aldrig faar 22Fred for sine Raadgivere. Jeg vil raade det norske Folk til at gjøre med Raadene som man skal gjøre med Patentmediciner: Tag imod dem i Guds Navn, betal for dem, om galt skal være, men læg dem paa Hylden! Snart er det ene saliggjørende at bytte Sprog: Hør paa Raadet, men følg det ikke. Snart vil alt vendes til det Gode, bare det norske Folk skyr Spiritus: Hør paa Raadet, men vid, at det er bedre at drikke en Dram selv end at se sig sint paa at andre gjør det. Og snart opfordres Folket til at befatte sig saa lidet som mulig med Læsning: Vær glad, at Du kan læse, eller vilde dette gode Raad undgaat Dig.

Det norske Folk kan lignes med den Mand, der begav sig til Byen, ridende paa et Æsel. Han red selv. Han lod sin Søn ride. Tilslut bar de Æslet mellem sig. Ingenting var Raadgiverne tillags. Men heldigvis ligner jo ikke det norske Folk dette Æsel af en Mand, som fulgte alle Raadene. Dette var endel af mine Betragtninger over en Gulerodseng.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.