For Føden

Jeg havde besluttet at udnytte vort Lands naturlige Næringskilder til min egen Fordel og til en Begyndelse at skaffe Fisk til Hytten. Nogen videre lovlig Jagt kan der endda ikke være tale om. Der gaar rigtignok en Ko oppe i Aasen, og dens Navn er Frydelin; men den er en personlig Bekjendt af mig, saa jeg kan af rent sentimentale Bevæggrunde ikke løsne et Skud mod den. Den vilde desuden kjende mig ved Dagslys, og om Natten har jeg ingen Chancer for at træffe den. Endvidere er jeg afskaaret fra en Hovednæringsvei som Akerbrug. Det er Feilen, Grundfeilen ved min Fødsel, at den ikke er foregaat i landlige Omgivelser. For vistnok kan man leve paa Landsbygden som Bymand, men i Byen er Overlegenheden paa Bondens Side. Og hvad Literaturen angaar, 45er den en gylden Aker for dem, som har et opladt Øie for de lyse Sider og en fast Haand over de gode Magter i Livet. Men vi andre kommer sørgelig tilkort am Webstuhl des Gedankens. Jeg følte mig altsaa henvist til Fiskeri. Til Fjorden behøver man nemlig endda ikke at løse Adgangskort. Men lad det være sagt med éngang: der kan ikke tænkes nogen ringere Beskjæftigelse for en nogenlunde oplyst og energisk Mand end at sidde stille i en Baad og fiske Hvitting. Jeg taler af fire Timers ensformig Erfaring, og nu er jeg skuffet og ser mørkt ogsaa paa den Side af Livet. Alt har været i Orden: Dræg, Snøre, Agn – men det er gaat aldeles som naar man kjøber ind større Partier af Penne for at skrive. Og dog skulde jeg have en viss Øvelse – en viss Rutine som det haanlig kaldes af dem, som ikke kan. Mine Angler er blanke og kvasse og med Modhagerne lumskelig dulgt i forlokkende Agn. Fisken burde svømmet til i store Stimer for at lade sit Liv efter alle Kunstens Regler. Men der kom bare tilfeldige, letsindige Nap af vimse smaa Liv, som ikke monner i Gryden, ikke har nogen Pris paa 46Markedet, bare dirrer paa Kroken og stivner i sine smaa Spræl og kan slænges ud igjen uden at min Kunst kan siges at have blomstret op til den allertarveligste Næringsvei.

Derfor bestemmer jeg mig brutalt for Lediggang. Kaster Klærne af mig og stuper i Sjøen. Et Plask, og Bølgen lukker sig taust over mit menneskelige Mismod. En Fornemmelse af Tryghed i det vigende Element, en glat Styrke, en munter saltprikket Reaktion af Blodet, og jeg søger ned mod Tangskogene og øver mig i at aande ved Gjællerne. Vore Ører er naturligvis bare en af Udviklingens misforstaaede Omdannelser af vore oprindelige Pusteapparater. Det gaar endda udmærket godt an at snige til sig en Mængde Surstof gjennem de eustachiske Rør, og Svampefiskere i Middelhavet har fortalt mig, at de trækker Veiret gennem Ørene. Men Opdriften gjør det vanskelig at holde sig længe dernede. Jeg staar paa Hodet og holder mig fast i Tangtoppene, men ofte knækker de, og ofte er de for sleipe. Det er ingenlunde let at faa Ro til at bli fortrolig med Landskabet, især fordi man ser det ovenfra og fordi Lysbrydningen er ens Menneskeøie 47uvant og opfattes som et Flimmer af opalfarvede Kamme om Randene af de mygt svaiende Alger. Men som Overfladesvømmer maa jeg op igjen og tar med mig et stort Korstrold til Erindring. Imens er Snekken drevet et godt Stykke fra mig, og jeg svømmer iland og sætter mig ved Siden af Korstroldet paa et solstegt Svaberg.

Om der var indplantet en Slags Tankeevne i det lille stjernede Utyske, vilde det som andre lavere Væsener ha benyttet den til at tro. Den mærkelige Oplevelse vilde fylde dets lille Kalkhjerne med Gru og Bæven for den mystiske Magt, der sled det løs fra Muslingdyngen. Det vilde ikke kunne tænke sig, at det var et Tilfælde. Men ogsaa Tilfældet er en Overfladetanke, som vi opgir igjen ved at tænke grundigere. Altsaa har den troende Kalkhjerne alligevel Ret til at begynde, hvor vi andre slutter.

Snekken ligger og driver langsomt med Strømmen om Odden. Den gynger i de lange Magsbølger fra en forbiseilet Dampbaad, saa Aarene vipper ansvarsløst om paa Tofterne og truer med at skubbe overbord mine efterladte Klær. Men jeg gider foreløbig 48ikke at røre mig fra mit Svaberg. Det skal vise sig om nogen tilfeldige Dampskibsbølger kan berøve mig mit sidste Skattefundament. Og om det sker, vil jeg anse det for mere end et Tilfælde. Alt er saare godt.

Hvad Menneskene mon gjør i Byen nu –. Det er Aarets Middag, og Bordet staar dækket om alle Strande. Der foregaar ingenting med Sommeren længer, den pønser ikke paa mere Nyt, den har udtømt sin Fantasi, den hviler ud og hengir sig til at bie paa Resultaterne. Modningens stille Sorgløshed er indtraadt, alt passer sig selv i den overdaadige Husholdning, et mægtigt Velvære forkynder sig vidt og bredt i Solskinsdøsen over Land og Fjord. Se, alt er saare godt.

Nu her i dette Øieblik falder det mig ind, at dette: «Alt er saare godt» er den egentlige pessimistiske Tanke. Med den siger jeg verweile! til Øieblikket; intet bedre, intet høiere er ivente, og om jeg her ligger som en naken Pesjeræ efter mislykket Fiske og gjentar Ophavsgudens Ord med Overbevisning, saa har jeg naadd det høieste. Og alt 49Fremskridt, al Udvikling, alle kommende Tider og Slægter er Blaf, som ikke engang kruser min pesjeræiske Sindsro. Har man ikke lagt Mærke til, at ingen Filosofi virker saa nedtrykkende som den bestandig flade Optimisme? Fordi den fatter alle Ting og Tilstande som Led og Trin, Overgangsformer, Mellemstadier – og med andre Ord fremstiller Tilværelsen som halvferdig, stiller sit kummerlige Ideal op som Maal for den nu og evig fuldkomne Realitet og siger: bare vent, til vi kommer saa langt, til Efterslægten er naadd did eller did. Mens for den mørke Begeistring Livet nu i Nuet er Alt, ikke er Brøk, er fuldkomment, er saare godt, selv om det er os selv, en Haand slider løs fra vor Muslingdynge. Det foresvæver mig, at Voltaire lader Candide staa tjoret til en Palme og se paa, at Saracenerne braser Bif af hans Elskedes to fyldigste Legemsdele. Som Optimist skulde han alligevel ikke trøste sig med, at de nyder les meilleurs des fesses possibles, men at deres Efterkommere engang i Fremtiden vil faa Adgang til endda ædlere Delikatesser. Hvis da Voltaire tør forbedres?

Men imidlertid er Katastrofen indtruffet: 50Aarerne har rullet over Æsingen og har revet med sig min Skjorte og Hat. Det er paa Tide at opgive sin Passivitet og svømme til Undsætning. Og snart er Snekken fortøiet under Skjæret og Tøiet lagt paa Land til Tørring. Jeg ruller en Cigaret og betragter Omgivelserne. Det banker op til Regn i Sør. Det er her Fjorden vider sig ud, ikke for Alvor endda, men med en foreløbig Svulmen – Armens valkede Biceps. Hurumlandet tversover viger vestover og dukker under og op igjen med et Par graa Holmer, og fjernt bagenom dem dvæler langelig de violette Aasrækker. Kristianiafjorden er et af de blide Indfald af vor Natur. Den er uforlignelig i sin prunkløse Indfatning. Den har ikke brudt ind i Landet med Vold og List, den sniger ikke skulende i Skyggen af svarte Berg. Det er Landet selv som har bredt Leie for den store, smilende Indtrænger. Derfor strækker den sig ogsaa i sin Imødekommenhed helt op til den mindst smilende By i Kristenheden.

Jeg hører snøftende Lyd og mærker, at Kvist og Kvas i Skogkanten bag mig mases af en fremturende Kraft. Ja, men det er jo 51min Bekjendt, det er Frydelin, som jeg paa denne Dag af økonomiske Bevæggrunde tænkte paa at eksploatere som Næringskilde. Det værdige Dyr triner anmassende frem af Ulændet, knækker en Gren hist og her og sludrer med Klovene i Stenene. Idag vil hun ikke engang kjendes ved mig, kanske fordi jeg er naken og ubeskjærmet. Hun vifter sig for Klæg og gaar arg og hoffærdig lige ud i Vandet, som om der ikke gaves Skranker for en Kos Rettigheder. Frydelin! lokker jeg. Frydelin! Nei, jeg er Luft for hende. Hun blir staaende og svaler sig, snuser med Mulen mod Vandskorpen og sætter op et Ansigt som om hun forstod sig paa Sjøvand og Navigation. Jeg angrer næsten paa, at jeg ikke har skudt hende. Grasnaut! roper jeg. Elendige Grasnaut! Men hun tar sig ikke nær af gutteagtige Skjældsord. Hun vender mig Halen og vifter sig for Klæg og nyder sin Mæthed i uomtvistelig Sindsligevægt. Lad hende gaa i Vandet som vi andre. Der hun staar blankt speilet i det, og som det fint slaar Ringe om hendes Ben, er hun et sommerligt Billede, et Frodighedens Tegn, en god Magt, en lys Side af Livet, som jeg 52engang skal huske paa at skildre og bli populær paa.

Ja, det trækker op til Uveir. En pragtfuld Cumulo-Nimbus har løftet sig over Skybankerne i Sør. Den fylder sig langsomt, idet den stiger og pumper ind og magasinerer alt det soladspredte atmosfæriske Sinne. Den hovner mere og mere af farlig Lummerhed, dens Rande ulmer om den blaasorte Masse, og det rumler tungt i dens Bug. En Bølge af Hede, et Pust fra et Svælg slaar kvalmt henover Jorden, Klæggen stikker som besat, og Frydelin blir urolig. Hun strækker pludselig Hals og løsner sit Besvær i et langt Brøl og vender sig og trasker tilskogs igjen. Og om en Stund er Solen gjemt, og den store Uveirssæk revner. Men det fortsætter med jevnt Regn udover Kvelden. Alt blir gjennemblødt lige til Tobakken i min Lomme. Selve Sindet blir numment af Fugtighed. Ikke engang den pessimistiske Sandhed, at alt er saare godt, kan varme det længer. Det er jo ogsaa bare en Tirade fra første Mosebok …

Og Pesjeræen ror hjem forbi Holmer og Odder og kjender sig forsagt og fattig under Landets graa Stenblik – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.