Hummeren

34Vi kjender jo alle Hummeren. Det vil sige: Vi kjender den slet ikke, men derfor kan vi godt skrive om den. Vi har ialfald spist den og kjender dens Smag og ved, at den tar sig godt ud paa et Frokostbord. Victor Hugo kaldte den Havets Kardinal, hvilket vilde været en fortræffelig Lignelse, hvis Kardinalerne først blev røde i Skjærsilden. Vi anser den for den fornemste af Crustaceerne, fordi den gjælder for den mest velsmagende, og med Hensyn til Anatomi er den uhyre simpel: en Bagkrop bestaaende af seks Ringe og en Svømmevifte; en pansret Forkrop, hvis oprindelige Ringe er vokset sammen og løber ud i et Spyd, der i Jagtloven fornærmelig betegnes som et Pandehorn, mens Ringenes Vedhæng er omdannet til Følere; end videre Stilkeøine og fem Par Ben, hvoraf 35det første igjen er omdannet til Klør, og endelig en Mund med et helt System af Kjæver. Naar vi siger: «er omdannet til» eller «har udviklet sig til», forstaar vi tilbunds hele Fremgangsmaaden. Udviklingslæren afslører i en Fei hele Naturens Mysterium.

Vi kjender altsaa ikke Hummeren; men derfor kan det være lærerigt for en og anden at høre, hvor vanskeligt det er at stifte Bekjendtskab med den. I dette sydlige Amt er Hummeren fredet fra 1. Juli til 15. September. Det store Hummerfiske foregaar om Høsten; om Vaaren og om Sommeren før Fredningstiden er Folk optaget af andre Ting; der er næsten ingen som fanger Hummer.

Da jeg slet ikke var optaget af andre Ting, bestemte jeg mig til at lægge mig efter Hummer, foreløbig i mindre Stil, foreløbig uden Tanke paa Eksport. Jeg laante to Teiner og en Vandkikkert af en Ven og begav mig en Eftermiddag ud blandt Holmerne. Nu kjender vel de fleste Mennesker en Hummerteine og en Vandkikkert af Udseende, men for at være letfattelig for Ikke-Fagmænd kan jeg bemærke, at Teinen har to Indgange, men ingen Udgang. Voi ch’entrate – Paa 36 en Pinde mellem Indgangene («Kalvene») spiddes Agnen, som bør bestaa af fersk, men ufrisk, helst halvraadden Fisk. Vandkikkert er et Slags dybt Blikspand med Glasbund.

Nuvel. Jeg gik metodisk tilværks og anstilled Undersøgelser af Havbunden. Det er ingen let og overkommelig Sag at undersøge Havbunden. Det kræver Tid og Taalmod. Det er noget ikke den første den beste kan sættes til.

Enhver vil kunne gjøre den Erfaring, at hvor Bunden er en jevn Slette med bølgende Aalegræs, eller dyndet, eller en gold Sandsteppe, der nytter det ikke at lede efter Hummer. Den trives ikke i slige Omgivelser. Nei, den holder af vilde og forrevne Undervandslandskaber, romantiske, kløfterige Fjeldpartier med brun Tangvegetation, i hvis Yppighedden lumsk ligger forborgen og holder Øinene opmærksomt paa stram Stilk. Jeg udstrakte derfor mine Efterforskninger og kom over de rigtige Vildnis, hvor den bredt fligede Baandtang gror i mægtige Tufser, over skumle Jungler af vaiende Alger, over en hemmelighedsfuld, menneskefremmed Verden, skilt fra Hverdagseftermiddagen ved en flere Favne tyk, speilglasklar Vandrude.

37Nedsænket i denne Verden tager Teinen sig ud som et Stykke Civilisation i en Urskog. Den virker tilforladelig, gjæstevenlig, vinkende. Den ligner formelig en liden Missionsstation. Jeg ligger over Baadripen og beundrer den gjennem Vandkikkerten. Og maa indrømme for mig selv, at den netop har Karakter af et Paulun. Svaie, fremmedartede Vækster skygger over Indgangene … Fredens Tærskler, og derinde er Bordet dækket, hjemlig Mad i al Tarvelighed, tak lidt Rakørret. Ja slig tar det sig ud her ovenfra, set med vore Øine. Men jeg glemmer alligevel ikke et Øieblik, at det er en Teine.

Den næste Morgen er jeg paafærde i Otten.

Det er blødt Graaveir og ganske stille. Alle er enige med hverandre; Havet og Luften og Holmerne; og ingen vil rigtig vaagne. Et Plask af en Fisk i Vandskorpen vækker en vid Ring af Forundring, men længer ude har rigtignok Maagerne alt begyndt at røre paa sig. Jeg ror forbi en Odde og skræmmer et Par blundende Kobber, saa de buser tilsjøs. Paa et lidet Skjær tripper et Kjeldepar omkring og ustanselig forbi hverandre, 38mens de morgner sig. De siger ingenting og undgaar med Flid at se paa hverandre saa tidlig Dags. De har været længe gift! Etsteds over fra Lyngholmen klinger Rødstilkens allerlyseste Fløitetoner. – Nu skimter jeg Dobberne over mine Teiner; jeg nærmer mig med sagte Aaretag og i en viss Spænding. Dernede slumrer Vildnisset; det er umuligt at se om noget er indtruffet i Nattens Løb, men idet jeg forstyrrer Missionsidyllen og trækker Teinen om bord, forkynder de daskende Slag mod dens Bund, at den ikke har ligget dernede og virket i det stille helt forgjæves. Jeg aabner den og finder ganske rigtig en Hummer, en voksen, fuldt udviklet Støver af en Hummer med alle Legemsdele i den systematiske Orden, Anatomien forlanger. Den slaar voldsomt ind med Halen og vinker efter mine Fingre med Saksene, da jeg forsigtig fatter den om Ryggen og lemper den ud af Fangenskabet.

I den anden Teine sad der en mindre Hummer og en vældig Krabbe, som man hernede kalder Palletorsk. De to beslægtede Dyr havde været uenige om, hvem der egentlig kom først ind. Den ene Klo tog den 39anden, Striden var udartet til et regulært Slagsmaal, og Hummerens Sagklo laa igjen paa Valpladsen. Seierherren lod til at føle sig hjemme i Teinen; den havde ædt hvad der gaves af Mad og var mæt og storsnudet og vilde ikke ud igjen. Den hefted sig i den Omstændighed, at Teinen bare har Indgange. Den klored sig fast til Spikene og bed fra sig og maatte slides ud med Vold og Magt. Kan hænde den forudsaa, at det bar lige fra Fængsel til Skafot.

Men nu reiste der sig et i og for sig interessant Spørsmaal, om hvad der skulde gjøres med den mindre – jeg siger ikke: den lille, men den mindre – Hummer. Ifølge norsk Lov skal en Hummer, der fra Pandehornets Spids til Enden af Halens midterste Svømmelap ikke er minst 21 Centimeter, kastes tilbage i Sjøen og under ingen Omstændigheder gjemmes, faldbydes, sælges, kjøbes, modtages eller dræbes. Hummeren er det eneste Væsen, hvis Skjæbne, hvis Liv eller Død, er afhængig af en slig relativ Biomstændighed som Afstanden mellem dens Pandehorn og dens andet Endepunkt. Men Lovens Ord er rene og klare og kan ikke omgaas 40eller bortforklares. Jeg stirred paa den tvilsomme Hummer, men var ikke istand til at afgjøre Sagen med Øiemaal. Kanske lidt over, kanske lidt under den fastsatte Længde. Laa den paa Ryggen, forekom den mig at være akkurat lidt under en og tyve Centimeter; lagde jeg den derimod paa Maven, kunde jeg næsten sværge paa, at den var nærmere en og tyve og en halv. Men gjaldt Loven i al sin Strenghed, naar Dyret var Invalid? Var ialfald Invaliditet ikke en formildende Omstændighed? Denne Hummer havde i Fangenskabet mistet en Klo; paa fri Fod i Eksistenskampen paa Dybet vilde den være en Klo ringere. Har nogen Jurist rigtig sat sig ind i, hvad det vil sige: at være en Klo ringere? Jeg følte det som lidt af en human Pligt at fastslaa dens Længde til et knapt overskredet lovmæssigt Minimum og beholde den. Ti det maatte jo ogsaa komme i Betragtning, at jeg fanged Hummer i et Slags videnskabeligt Øiemed.

En levende Skabnings Karakteristik er ikke udtømt med dens Anatomi. Jeg havde foresat mig efter Evne at trænge ind i Hummerens Gemytsliv. Det er heller ingen let 41Sag. Den er nemlig utilgjængelig for Blidhed; den er pansret mod enhver Art af Fortrolighed; den er sky, mistænksom og irritabel; den griber til Vaaben ved ringeste Foranledning, og den opfatter enhver Tilnærmelse som en Udfordring. Den er Militarist og forstaar ikke Spøg. Derimod synes Kampen at tabe al Interesse for den, saasnart Modstanderen er afvæbnet eller ydmyget. Bragt i Berøring med Krabben hug den store Hummer efter dens Klo, og Krabben som kjendte baade dens Overlegenhed og ridderlige Forfængelighed, skyndte sig at gjøre sig kampudygtig. Den smøg selv Kloen af sig. Saa snart den vel selv havde strakt Vaaben, fik den være i Fred.

Liggende paa Rygskjoldet er Krabben et frastødende Dyr. Den ligner en Kjæmpeedderkop, dens Krans af Lemmer stritter, famler, krummer og strækker sig, den udtrykker Griskhed og Ublufærdighed. Mens Hummeren er en Skabning af fuldendt Skjønhed: det smale Rygpanser, det spidse Pandespyd, de frygtelige Sakse, den smidige Bagkrop med Haleviften, hvis Blade er af dybblaa Emalje – – alt i fast og harmonisk Leddeling, vækker 42den en eneste samlet Forestilling om agressiv Kraft og Bevægelighed.

Krabben kan som saa mange lavtstaaende Dyr forsvare sig ved Passivitet. Den kan krybe sammen under sit Skjold og ligge stille og ligne en Sten. Hummeren er bygget til at tage Offensiven. Den er en Materialisation af Angrebet som platonisk Idé.

Den menneskelige Teknik følger trofast alle Vink og Anvisninger fra de Udviklingstrin, den kalder tilbagelagte. Til Luftskibet, Propelleren, Ridderrustningen og det moderne Panserfartøi svarer som uopnaaelige Idealer Fuglevingen, Fiskehalen og Hummerskelettet. Kanske derfor alle Fremskridt i Teknik nødvendig betyder Tilbagegang i Menneskelighed.

Næsten alle Havdybets Kryb vækker Gru og Væmmelse. Det store Akvarium i Neapel er et Rædselskabinet ligesaa virkningsfuldt som noget Torturkammer, der vises frem i de gamle Byers historiske Museer. Rent instinktivt kvier vi os for at indrømme, at den menneskelige Retfærdighed har benyttet sig af Tommeskruer, Negletænger, Mamelleklyper og spanske Jomfruer. Og et uvidenskabeligt Instinkt i os reiser sig ogsaa til Protest imod 43de Dyr af besynderlig og fantastisk Uhygge, der fungerer som Pinens udvalgte Redskaber paa Dybet. Der findes Dyr, man ikke kan se uden at hade, Dyr som vækker ens Raseri, Dyr hvis raffinerede Hæslighed selv ser ud som en Protest mod Livet og Verdensordenen. Jeg ved ikke, om dette er naturligt og selvsagt. Ingen Videnskab vil kunne forklare, at Naturen virker paa os som Symbol.

– – Jeg sidder i Baaden og betragter min Hummer. En pansret Kriger fra Dybet, grum og brutal, men brav Underofficer. Ikke at nævne i samme Zoologi som den modbydelige Blæksprut eller den gelésvedende Piraal. Men ukjendt, uerkjendelig som alle andre.

Den ligger der som en Sfinx. Ingenting kan læses i dens stilkede Øine. Sfinxen fortærte den, som ikke gjætted dens Gaade. Jeg magter heller ikke Gaaden, men for dog at gjøre noget, skal jeg ialfald fortære Sfinxen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.