I Collins Spor

Jeg har endelig faat læst «det nyeste Mesterværk i vor Literatur» og maa atter forbauses over den «legende Lethed», hvormed norske Digtere frembringer Mesterværker oppe i den høie Alderdom. Vor helt igjennem paalidelige Kritik trænger ofte kun stakkede Nattetimer fra en Bog af en af de store Gamle er kommet ud, for at læse sig til, – ja, hvad siger jeg, den faar undertiden ikke Tid til at læse; den skal jo skrive, – til at skrive, at nu har igjen et mageløst Mesterværk seet Lyset. Med forunderlig Tæft, eller for at bruge et sømmeligere Udtryk: med forunderlig divinatorisk Evne behøver den bare at se et af de gode gamle Navne paa Titelbladet for straks at falde i Henrykkelser over de nye psykologiske Dybder, de nye Skildringens Høider, over alle Fundene, al Finheden, al Friskheden 128– kort sagt Mesterligheden i Mesterens nye Mesterværk. Saa legende let tar denne vor Kritik sin Opgave.

Og saa kommer Collin. Da er allerede Sukcesen fuldkommen, ja saa hastig som alting nutildags foregaar, er Begivenheden allerede udbasuneret naar han et Par Dage forsinket indtræffer med det glade Budskab. Collin gaar nemlig ikke saa sporenstregs paa Maalet, han traver lidt paa vilden Fod om i sin Beundring og fortolker sig besværlig gjennem subtile Begrebsforvirringer og overflødig Aandrigdom tilbage i Ring til sit Udgangspunkt: Admiror, ergo – –. Men da svøber ogsaa hans tætte, kroniske Beundring sig om sin Gjenstand, kjælent og klamt som Taagen om et høstligt Landskab.

«Bjørnsons Billede af Mary vil faa sin Plads blandt den lange Række af Menneskebilleder, fødte af Digternes Harme over Kvindernes Undertrykkelse», heder det hos Collin. At han i Flæng regner Medeia og Gretchen med i Rækken af kvindelige Martyrer skal ikke forundre nogen. Man er vant til de mest overraskende Sammenligninger hos denne klare Aand. De forgangne Tiders Digtere – de 129store og gode blandt dem – betragter han nu engang som mere eller mindre heldige Forløbere for Bjørnson, og at Euripides da ogsaa ansees for kollegialt einverstanden i den norske Digters allernyeste Opstilling af Krigs-Mandsmoral contra Freds-Kvindemoral, det falder af sig selv. Og hvorfor genere sig for at tage Goethe ogsaa med? Faust som har voldt kløgtige Hoder saameget Bryd, blir utvilsomt nemmere, hvis den opfattes som en Chanson d’une mal mariée, hvori den harme glødende Digter tar Madames Parti mod Monsieur.

Dette være nu som det vil. Det er uvist, om den Collinske Fortolkning af Bjørnsons Tekst i dette Tilfælde er ortodoks og autoriseret, men da det ene Udgangspunkt kan være ligesaa godt som det andet, gaar jeg med Collin ud fra, at Mary skal opfattes som en Kombattant for sit undertrykte og forurettede Kjøn. Uden selv at være egentlig kuet af Undertrykkelsen, tvertimod rigere udrustet og gunstigere stillet end de fleste af sine Medsøstre, kan hun vise dem Veien til Revanche eller om man vil: til Befrielse.

Denne Tanke udfører Collin med mættet 130Omstændelighed. Blandt andet griber han Anledningen til at minde om, at Bjørnson allerede i sin ældre Digtning «har aabnet et Fristed for ulykkelige Mødre» og at han «har slaat en Bro over fra de norske Nutidsbygders uægte Børn til den gamle Kongesagas uægte Kongesønner». Det maa jo være deiligt for ulykkelige og «dobbelt ulykkelige» Mødre at have faat et Fristed … et Tag over Hodet. Da er de jo hjulpne. Men Broen mellem uægte Børn i Hedenold og Nutid! Den Bro Bjørnson skal have slaat! Der staar vi overfor en af Dybhederne hos Kommentatoren. Den Broen opgiver jeg at komme over. Nei, det faar gaa som det kan. Vi slipper Fortolkerens Haand og begiver os til Værket …

I Skildringen af Mary er der det Misforhold, som altid opstaar, naar den der fortæller … ligegyldig hvad … er for henrykt over det, han har at fortælle. Bjørnson har villet fremstille en ung Pige ganske efter sit Hjerte; han føier Træk til Træk med glad Iver; saa deilig er hun! … Saa stolt! … Der kom hun med et Svar! … Det Mandfolk knibsed hun nydelig væk! … Nei, aa 131nei, aanei … er hun ikke herlig! Sin Mor op af Dage! … Og saa videre.

Og saa rives man til sin Beskjæmmelse ikke helt med! Ja slig er Menneskenaturen, at man i al Stilhed mumler Protester. Hvad er det for et forkjælet, kapriciøst Pigebarn! mumler man. For en ufordragelig liden Egoist! Og man tænker med Vemod paa den Opdragelse, hun har faat i et sengevarmt Hjem af sin Far, hvis Ømhed grænsed til Svagsind, og en Husbestyrerinde, som anstrengte sig for at plukke al Drøm ud af hende. Ja det er lykkedes! Den unge Pige er blevet et rationelt Væsen – et helt lidet Amerika af Selv-conceit. Det er forsaavidt i sin Orden, at hun bytter sit norske Døbenavn Marit med Mary. Det er en symbolsk Akt. Hun erklærer sig som suveræn Personlighed ved dette sit Navnebytte, og Digteren som i et og alt er med paa Fiktionen, har givet denne vigtige Begivenhed Rang af Tronskifte: Den unge Dronning tager selv Sceptret!

Hvis man nu venter sig megen jomfrulig Kjølighed, megen afvisende Renhed, megen spodsk Utilnærmelighed hos denne Dronninglige 132og feirede Skjønhed, saa skuffes man ikke. Hun vil ikke lade sig overrumple af sine Sanser, ikke beseires, men selv vælge og vrage mellem de Beseirede, selv skjænke sin Gunst til den mindst Uværdige.

«Hun kan ikke forføres paa vanlig Vis» erklærer Collin med dyb, maskulin Kundskabsfylde. Han har det med at gjøre Reservationer; derfor bruger han det gaadefulde Udtryk: paa vanlig Vis.

Hvad man nu end mener om Frans Röy som Mand og Elsker: han gjør Kur paa en høist usædvanlig Vis. Han er Officer og Atlet og gaar paa Hænderne og staar paa Hode og slaar Volter til Marys Ære i Boulogneskoven. Hans Kurmageri er en eneste Række af Saltomortaler, hans Forelskelse ytrer sig i voldsomme Krafteksplosioner, og han maatte ogsaa være istand til at gymnastisere sig ind i det kræsneste Kvindehjerte, ti fraregnet at han næsten savner Næse, er han skabt som en Gud.

Jeg forstod for mit Vedkommende straks at ham blev det … før eller senere, ham og ingen anden, ikke Jørgen Thiis. Jeg hyggede min Slutning over en Ideassociation eller 133et Analogisyn, som Collin siger. Bare at han gik paa Hænderne var for mig nok. I Bjørnsons Digtning gaar ingen paa Hænderne forgjæves. Det er et Merkmal der Tugend, og før eller senere faar det sin Løn.

Men alligevel knytter al Interesse i Bogen sig til Skildringen af Forholdet mellem Mary og Jørgen Thiis. Som saa ofte ellers hos Bjørnson virker de Figurer, han unddrager sin Sympati, afgjort mere sympatisk og menneskelig end dem, han udstyrer med formeget af Sit. I den Henseende er han poetisk retfærdig.

Jørgen Thiis er som det heder «en vakker, elegant Kar, en udmærket Kavaler … med Sans for det fuldkomne i Kunst, Disciplin, Sprog». Det er ikke saa lidet. Men han har et «glubsk, sugende Blik», naar han ser paa Mary, der er med andre Ord Attraa i hans Forelskelse, hvilket er betænkeligt. Det er betænkeligere, at han lurer paa hende, en gang hun bader. Og mærkelig nok: midt i Marys Harme over denne Frækhed, dæmrer der en Slags afbødende Forstaaelse; «han havde stormende Lidenskab, han havde Mod til vældig Hensynsløshed», og en Sitren af 134Spænding: «Om han var kommet!» Men neppe røres denne Streng af sund Sanselighed i hende, før denne Diana, denne Minerva giver sig hen til spidsfindige Reflektioner over Mandsbegjæret og dets «lange, lange Ophobning». Og hun lader det i uredelig, instinktløs Kydskhed ophobe sig om hende, udsætter sig for et nyt Overfald, vinker ham af, smækker ham over Fingrene, vinker ham til, indgaar regulær Forlovelse, med Far og Tante og Onkel til Vidner, og endelig! i prunkende Egenmægtighed, af dronninglig Naade forbarmer hun sig over Dyret: «Du skal ikke vente, Jørgen».

*

Den fortræffelige Jørgen tror, at nu har han vundet. Han er naiv nok til at indbilde sig, at hun har hengivet sig til ham i ung hensynsløs Elskov, at hun er hans som han er hendes, og den Ulyksaglige tillader sig at anlægge en seierslykkelig Mine. Dermed er han solgt. Den Reaktion som vilde indfundet sig hos hende, hvilken Mine han nu end havde anlagt, stiger til blankt Raseri overfor hans ømme, beskyttende Optræden. Han! «Han som burde kastet sig i Støvet og kysset 135den nederste Søm af min Kjole!» … siger hun.

I Virkeligheden sker her det afgjørende Brud. Alt hvad der senere foregaar mellem dem er uundgaaelig dømt til at bestyrke hendes forudindtagne Stemning mod ham. Den uskyldige Ting, at han prygler sin Hund paa aaben Gade, svulmer op i hendes Fantasi til hjerteløs Brutalitet … og i Collins ikke mindre ophidsede Fantasi fremstiller det sig som Udslag af Krigsmoral, Slavepiskermoral! Mindre kan ikke gjøre det.

Men hvad man nu end finder for godt at kalde det: paa Mary aabner det lille Optrin Øinene: hun ser, hun ikke elsker Jørgen Thiis, aldrig har elsket ham. Og fordi hun er stolt nok og stærk nok, forlader hun ham, trods Følgerne.

Som hendes Karakter er fremstillet, er dette den naturlige Løsning.

Men hvad er det for en Forurettelse, Collin taler om?

Mary har, som det aller udtrykkeligst fremhæves i Bogen, «af fri Suverænitet ydet ham Livets høieste Pris».

136Der vifter et kjøligt Pust fra disse Ord, man tænker paa noget sligt som Snedronningens Brudenat, men han ialfald, denne noksom beklagelige Jørgen Thiis mødte da med sin Manddoms Livsvarme. Er det dette som er Forurettelsen?

Paa hvis Side er den da?

Mary har begaat en skjæbnesvanger Misforstaaelse. Hun har ene og alene af en Slags doktrinær Fordomsfrihed ladet sig lede til et Skridt, hvortil Instinkterne ikke pousserede hende. Deraf disse Taarer! Det maa hun bøde for. En tung Bod – lige ind i Fortvilelsen … lige ind i Døden, hvis ikke Bjørnsons gode Hjerte havde Frans Røy i Beredskab, Manden fra Boulogneskoven.

Men efter Læsning af Fortællingen lykkes det mig ikke at komme tilbage til det Udgangspunkt, jeg laante af Collin; til Opfatningen af Mary som Repræsentant for et undertrykt og forurettet Kjøn. Underveis er denne Opfatning smulret istykker for mig, og jeg er i det hele taget ude af Stand til at drage nogensomhelst anden moralsk Erkjendelse ud af Bogen end den, at hvordan en ung smuk 137Dame end behager at forvikle sig i Livets Vanskeligheder, vil der altid staa en Mand paa Hodet for hende – og gaa paa Hænderne – – og bære hende paa Hænderne. Og det skulde da ogsaa bare mangle!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.