I rum Sjø

Det urokkelige Fædreland er af Sigte, de fattige Jyllands Klittekyster er af Sigte, vi er i rum Sjø, og det eneste urokkelige er Horisonten og vort Sind. Sjøen skjærer i Grønt, i truende, skumstribet Grønt under Solblinkene mellem de ustanselige Skyer. Det lyner ombord i blankpudset Messing, og Solskinnet gynger i ustadige Felter over Gulv og Vægge i Salonen, hvor alt er med i den lange, duvende Bevægelse. Der dirrer Reisefryd i store og smaa Karafler; et enkelt Glas klirrer indiskret og disharmonisk mod en Flaske; det vil ikke holde op at erindre om sin Eksistens; det dunker sig heller istykker end gir tabt. Jeg ser til min Forbauselse, at det er mit eget. Men Barometeret hænger værdig og ansvarsbevidst paa sin Plads ligeoverfor Uret.

151Disse hastigtikkende Skibsure i ottekantet eller taugvundet Mahognyramme! Som uafbrudt korrigeres, enten man seiler mod Øst eller mod Vest og finder sig i alle Rettelser med mekanisk Sagtmodighed.

Et sligt Ur forstaar, at Klokkeslettet er et af de Fastboendes Privilegier, og at det selv som seilende Individ er afskaaret fra Ufeilbarhed. Dets Visere kommer Tiden i Forkjøbet eller agterudseiles, alt efter Omstændighederne. Men Tiden er en Illusion, saa i sit Indre behøver Uret ikke at tage nogen Skade af Bevidstheden om sin kroniske Upaalidelighed.

Et sligt Ur har havt en væsentlig Andel i min Opdragelse. Vi havde et i mit Hjem, og det havde seilet for længe. Det havde krydset Atlanten og Pacifiken saa ofte, at det omsider var begyndt at sløves i Fjærene. Det var vant til at flyttes frem og tilbage fra Døgn til Døgn i et langt bevæget Liv og kunde ikke ganske forsone sig med Forestillingen om at være oplagt. Og med rigtig barnligt Instinkt forstod vi det gamle Urs Følelser og begyndte uvorrent at flytte Viserne, eftersom det faldt os bekvemt. Vi 152flytted dem tilbage om Aftenen for at kunne være længe oppe og om Morgenen for at kunne bli liggende og ikke komme for tidlig paa Skolen. Og det gamle sindssvage Ur tikked velvillig og tænkte: Nu bærer det altsaa mod Vest igjen!

Men nu bærer det mod Syd, mod Sol, mod Afrika, mod de lykkelige Øer – ti saa kaldte Plutark (eller Strabo eller Ptolemæus) Kanarierne, formodentlig fordi der ingen Kunst var der, ingen Literatur, ingen Videnskab, ingen Plutark, ingen Strabo, ingen Ptolemæus. Men dengang laa de ved Verdens Ende, nu ligger de midt paa Oceanets aabne Farvei og er kanske ikke lykkeligere end andre.

Jeg bodde engang paa en Ø, hvor der var drevet iland en Tysker fra en forlist Skonnert. Han havde maattet skille sig ved hvert Plag for at redde sig iland, og han kom bogstavelig talt uden Bagage til det Hotel paa Øen, hvor han tog ind. Han bodde der i Maaneder og Aar og vented taalmodig paa en Pengeforsendelse, som bestandig udeblev, men han spiste og drak og var velklædt og trivedes som man trives paa en lykkelig Ø. Imidlertid vokste Værtens Datter, som var 153et nyfødt Barn, da han landed paa Øen. Hun vokste omkap med hans Gjæld og blev stor og smuk. Og en Dag satte Værten – som man siger – Tyskeren Kniven paa Struben og sagde: «Betal Regningen eller gift Dem med min Datter. Nu kan jeg ikke vente længer.» Tyskeren valgte den lykkeligste Udvei og blev boende paa den samme Ø og i det samme Hotel, det han ved sit Giftermaal overtog.

Og det eiendommelige ved ham som Hotelvært var, at han aldrig modtog mindre velklædte Gjæster, medmindre de erlagde Betalingen paa Forskud. Han havde sine Erfaringer. Men for mit eget Vedkommende vil jeg vare mig for at kalde Kanarierne lykkelige, før jeg har prøvet Hotellerne.

Der burde ikke findes Hoteller paa lykkelige Øer. Det har stemt mig mindre gunstig mod min Reises Maal, at der findes et Olsens Hotel i Santa Cruz. Men hvis ikke «Encyclopædia Britannica» lyver, saa findes der til Gjengjæld ingen Kunst og ingen Literatur … derfor er jeg i mine egne og i mine Venners Øine alligevel et misundelsesværdigt Menneske. Jeg reiser ikke ud for 154at sætte Stemning paa Baedekers Stjerner. Jeg reiser til Snefjeldet under Krebsens Vendekreds, til Palmer og til blaat Hav …

Der mangler et lidet Slingrebræt til Blækhuset her ombord. Derfor raader jeg mine Venner til at benytte den kostbare Tid og skrive, før de kommer i rum Sjø. Men de hvide Kalkklipper ved Beachy Head er i Sigte, og Brevet faar gaa som det er.

Det er England, solbelyst – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.