Konkurrance

92Om Neapel ikke ligefrem er saa smuk, at man behøver at dø af det, saa er Byen dog ganske indtagende nu om Sommeren, vidaaben som den ligger mod Havet, udslagen som den ligger midt under Solen. Der er Holdning i dette kraftig men ensformig farvede Landskab, en ren Linje, en selvbevidst smilende Skjønhed.

Og Folkelivet overtræffer al Forventning. Gaden er Kjøkken, Spisestue, Salon, Soveværelse, foruden at den er Marked, Teater og Gade. Man barberes paa Gaden, om man vil. Man faar sine Tænder udtrukket paa Gaden, om man vil; og paa en Kasse midt paa Gaden staar en Mand med opsmøgede Ærmer og tilbyder sig at fange ens Bændelorme – medens man venter. Uanfægtet af Vognhjul og Hestehove ligger unge, nogenlunde 93nakne Gutter og spiller Kort eller tygger fundne Cigarstubber eller stirrer blankt ud i Luften med sorgløse Øine.

Det er intet Under, at Syditalien og fremfor alt Campagna felice har været et af Filosofiens Fædrelande. Her hvor Selvopholdelsesdriften har saa smaa Fordringer, her hvor Fattigdom og Lediggang er naturlige og agtværdige Livsformer, her kan de udvalgte Sind hengive sig til selvforglemmende Betragtning. Her trivedes de mystiske kjætterske Filosofskoler i Middelalderen. Her fødtes Giordano Bruno. Men Filosofien udryddedes af Kirken som alt aandeligt Liv i Syditalien den Dag idag udryddes. Ti her er Kirken Herre. Her lader den som den er hjemme. Her udfolder den sin Fetishisme. Her bruger den det grove Sand.

At en Hær, og en Hær, ikke alene mod Bourbonnerne, men mod selve Rom og Pio Nono, kunde samles i dette Folk af Kulsviere, var et af de store historiske Mesterstykker. Det kunde alene udføres af en Fantast, en Eventyrer, det vil sige en praktisk Mand, som spilled Røver i rød Kappe, for lige saa dyb Reverensen i dette Folk er 94for det sorte, ligesaa heftig elsker det rødt: Skarlagen, Vin, Ild, Solnedgang og Blod.

Neapel lever sit glade larmende Friluftsliv. Paris eller Berlin er alvorlige, stilfærdige, næsten indadvendte Byer i Sammenligning med denne Høimælthed. I dette Omhverandre af dødsforagtende Konkurrance og absolut Dovenskab; i disse trange Gader, hvor alskens Sælgere overdøver hverandres Skrig, og hvor Vognmændene knalder og pisker sig frem og forbi hverandre mellem utrolige Hindringer og under strømmende Skjældsord og Forbandelser fra alle de Kvinder, hvis Børn ligger for nær Hjulene; her hvor Gjeiterne mækrer, og hvor Æslerne vaander sig med skurende Kværnstenslyd, og hvor Gadegutterne antænder Sværmere og skyder med løst Krudt paa høilys Dag, her hvor Damer fører Krig om en raadden Tomat, end sige om en Mand … her staar en enbenet Invalid og dreier paa en Lirekasse, og jeg staar ved Siden af ham, men opfatter ikke Melodien.

Konkurrance!

Der findes neppe i nogen By i den gamle Verden Folk, som bedre forstaar sin Mètier 95end Kuskene i Neapel. Professionen har stærk Tilgang, og det af flere Grunde. For det første elsker Neapolitaneren at kjøre, det vil sige at bevæge sig ganske raskt uden at flytte Benene; for det andet er han en Liebhaber af Optøier, dramatiske Konflikter, Folkestimmel, Overkjørsler. Og Professionen gir den rigeligste Anledning til katastrofiske Adspredelser af denne Art.

Dette er ogsaa Kuske, som ikke er tabt bag en Vogn. Men fordi Mængden af dem er overhaandtagende, blir Taksterne sat lavere end overalt ellers, og fordi Konkurrancen bryder alle Love, respekteres ingen Takster, men man kan kjøre for hvadsomhelst.

Det vil sige: Man kan ikke alene kjøre, men man maa. De neapolitanske Kuske tillader til Nød Landsmænd at gaa tilfods, men aldrig Fremmede.

Der kommer en engelsk Familie nedover Toledo: Papa i Stanleyhat, Mama under et fantastisk udspilet Solslør, Misserne med vippebræmmede, florentinske Straahatter. Familien vil intet hellere end promenere. Den stanser foran hvert Butikvindu, den kjøber nogle Smaating i et Parfymeri, den læsker 96sig paa en Melon. Men Stanleyhatten er opdaget, og fra begge Ender af den milelange Gade ruller Ekvipagerne mod sit Bytte. Der blir Trængsel om Familien. Den tilropes fra ti forskjellige Vognstyrere. De knalder med Sveperne og svinger Snærterne omkring alle disse Hatter. Familien modtager Indbydelse: til Posilip, til Portici, til Bajæ. Men Stanleyhatten er urokkelig. Man kjører ind paa den, Krikkerne snuser paa den med Mulen, et Hjul svinges behændig saa nær en af Missernes Fødder, at hun med et Skrig maa kaste sig op i Vognen, for ikke at faa dem knust. Dermed er Slaget vundet. Kusken pisker løs paa de forspændte Knokler, og den unge Dame triller afsted mod en ukjendt Bestemmelse. I Panikken kaster naturligvis Resten af Familien sig op i tre forfølgende Vogne, og fire Kuske er for den Dag befriede for enhver timelig Bekymring, ti Englændere maa ikke alene betale fuld Takst, men overfuld.

Konkurrance!

Ved Immacolatella Vecchia: det er «den lille gamle Ubesmittede», et Kjælenavn, som Kajen har efter en Madonna, ligger tre Dampskibe 97parat til Afgang for Sorrent og Capri. De tilhører forskjellige Selskaber, og de prøver alle at holde Fremmedpriserne høie og hemmelige, medens de befordrer Indfødte og Fremmede med en Smule Forstand for Priser fra 8 til 2 Soldi. Det yngste Selskab gjør det gratis og gir en halv Liter Vin paa Kjøbet.

Der er igjen den engelske Familie, og igjen pr. Vogntog. Stanley er omringet af Agenter for de forskjellige Linjer, en Sværm Gadegutter slaas om Kufferterne og slæber dem ombord i forskjellige Dampskibe, Kuskene forlanger Opgjør; de holder alle ti Fingre i Veiret, ialt fyrretyve Fingre, hvilket betyder ligesaamange Lire.

Konkurrance!

De tre Dampskibe skufler sig under Høitryk over Golfen, det ene en god Kabellængde foran de to andre, som holder paa at mase hverandres Hjulkasser i Stumper af Forbitrelse. I Bugten ved Sorrent sværmer Hotelhaierne med mægtige Reklamefaner: en vinkende, hujende, gjæstegrisk Sværm af unge Gutter i vippende Baade. I sin forbitrede Kamp om Faldrebstrapperne dænger de hverandre 98med Aarene, og forsøger de at hugge hverandre isænk med Entrehagerne. De ligner Pirater, som er Uvenner. Og de skriger med hæse Fordreielser af fremmede Tungemaal: Venite Madamma! A Moi Lordship! Excellenza! Ici, ici Herrschaften … Maison tranquille, Mussiu! Schøne Veduta! Og ud af Gnyet flyver enkelte store Eder tilveirs, klare og tindrende som romerske Lys.

Konkurrance!

Yderst paa Landgangsbroen staar endel friserede Herrer med løftede Hatter, smilende og bukkende som til gamle anselige Bekjendtskaber. De uddeler Velkomsthilsener i alle Sprog, og i samme Øieblik Baaden lægger til, flyver deres Visitkort med trolddomsagtig Gesvindthed ud af deres Lommer og over i de Fremmedes Hænder. Imidlertid slider tusen tjenstvillige Fingre Pakkenellikerne ud af Hænderne paa de Reisende, som værger sig svagt og forknyt, eller sløvt finder sig i Begivenhederne.

En Herre med Stanleyhat holder krampagtig en Kuffert i hver Haand. Lordship, Lordship! brøler en af de bukkende: Hotel Royal & du beau Monde! Og han faar i 99Farten et Kort anbragt mellem Flippen og sin Hals. Han har jo begge Hænder optat.

Denne ældre Herre synes at have gjennemgaat meget. Han er bragt temmelig langt. Hans Næseparti kryber pludselig sammen i farlige Rynker, og i et Glæfs snapper han Kortet med stærke, gule Tænder og skumtygger det til Papirmasse, den han uden videre spytter i Ansigtet paa Værten i Hotel Royal & du beau Monde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.