Smaa Epistler

av Nils Kjær

Las Palmas

Las Palmas ligger blændende hvid paa Solstrand mod det umaadelige Hav. Pasatbrisen suser i de stolte Palmekroner, og bagenfor hæver sig Landet i Terrasser, som langt oppe under Skyerne er blødt grønduggede af rigelig Vaar …

Fra Puerto la Luz fører en Vei over de gule Sanddyner ind til Byen. Den vrimler af Tartanas med piskesmeldende, hujende Kuske, men det populæreste Befordringsmiddel er en Damptramvia, der er afdanket i Spanien, men har gjort Furore blandt Insulanerne og opfattes som Triumfen blandt Aarhundreders Opfindelser og Kronen paa moderne Kommunikationsmidler. De reiser ikke med den, men de stormer den, naar den en sjelden Gang viser sig. De venter taalmodig paa den i Timevis og lægger sig midt over 168Skinnegangen for at vækkes af den, naar den endelig kommer. Og naar den snøfter sig frem til Holdestedet, overlastet med Passagerer, skaffer de sig Plads paa de andres Fang eller Rygge eller klyver op paa Taget af Vognene eller hænger paa Stigbrættene i Klasevis eller klistrer sig fast paa en eller anden ubegribelig Maade. Og alligevel maa den store Sværm nøies med at følge Toget i fuldt Løb.

Men Kanarierne havde ogsaa i disse Dage en sjelden Aarsag til at være paa Farten. Deres Øer havde nemlig for første Gang siden de opdagedes Æren af kongeligt spansk Besøg. Og Alfonso XIII havde ovenikjøbet tat Las Palmas paa Sengen. Han ventedes først en Dag senere, og Byen fantaserte i Festforberedelser. Triumfbuerne ind til Hovedstaden ligned i sin uferdige Tilstand Udkast til Galger og Skafotter, og Landgangskiosken paa Moloen minded i den tidlige Morgenstund om intet hvad jeg har oplevet af Vildskab i Uorden. Det hele saa ud som et Arrangement af gale Manufakturister, og mens Dekoratørerne, alle med Cigaretter i Mundvigen, sled i og slos om 169de røde Brokadestoffer, vrimled Luften af Ordrer og Kontraordrer, Skrig og Trusler fra den tætte Stimmel af vedkommende og uvedkommende Tilskuere. Og ikke desto mindre var Kiosken som ved et Mirakel fiks og færdig og fuldendt smagfuld, da jeg kom forbi der igjen en halv Time senere, og da jeg hang udenpaa Trammen og holdt Balancen ved at bide Neglerne fast i en Kanarikones mægtige Overarm, for vi frem under prangende Triumfbuer. Som den lille vel opdragne Konge han er, vented Alfons med at stige iland, til alt var i Orden. Og han fik en værdig og misundelsesværdig Modtagelse. Hele Triana flammed af Farver. Det skjønne spanske Flag, der er som Svovl og Blod, smækked med hede Tunger mod den blaa Himmel. Alle Huse var blomsterklædte, alle Balkoner stimlende tæt besatte af festklædte Damer, og Blomsterguirlanderne, Vimpelguirlanderne spændte lette og tunge Gyngebroer fra Tag til Tag, fra Balkon til Balkon. Og det morsomme var at se paa de Indfødte … de var som berusede Bier i en Blomstereng. De summed, de hengav sig til Selvforglemmelsens Fryd, 170deres dunkle Øine drak Farver. Og da endelig Bruset af Menneskebølgerne og de høie Skrig forkyndte, at Kongen og Infanterne nærmed sig, steg Uroen til Larm, til Virvar, til glad Panik. Folk brølte op af fulde Lunger, ikke Hurra, ikke Viva … men bare Lyd, skingrende, skrattende Smæld af Lyd, af virkelige Lyd, af Lyd fra Afrika, Plask af Lyd som fra Kaskader af nedregnende Blikplader … ja ti intet kan erfaringsmæssig sammenlignes med disse ru, altoverdøvende Kanaristemmer, naar de er indstillet til Begeistring.

Jeg fik et Glimt af Kongens unge Bourbonneransigt med den lidt forstrakte Underlæbe. Han hilste op til Balkonkvinderne, hilste ømt og virkningsfuldt. Men Vognen blev øieblikkelig gjemt i en Sky af Konfetti, hvorigjennem de udslupne Duer forskræmte flaksed. Jeg fik ogsaa et Glimt af et Ansigt, der saa forskræmt ud og af en tynd Damehaand, der klemte haardt i Kalesjekarmen. Det var La Infanta. Formodentlig havde hun tænkt, at der fabrikertes Bomber ogsaa paa de lykkelige Øer.

Men da omsider hele Kortegen var passeret 171og Folkestrømmen vælted efter den, havde jeg Tid til at observere, at alle Blomsterne var af Papir …

Spændingen foran det ukjendte holder sig ikke længe. Man mærker snart, at Alverdens Roser er af det samme Papir, og Las Palmas er med alt sit mauriske Præg en almindelig sydlig Handelsby, bare renere og smukkere end de allerfleste. En Plads som dens Alameda med vældige sortskyggende Stenege og lyse Plataner vilde pryde enhver Hovedstad, og om Aftenen, naar Byens Orkester raser i Souzamusik, og alle de mantilleklædte Skjønheder i levende Hegn af gamle Dueñas driver dovent, men utrættelig frem og tilbage paa den evindelige samme Promenade, føler man sig igjen for en stakket Tid hjemme i det sorgløse Syden.

En Eksistensglæde, som er sin egen Stimulans, svulmer i dem alle. De smiler henrykt over sig selv og over sin nye Kjole og siste Tilbeder. De pranger i den korte Skumring, i den korte Ungdom, før Fedmen tar Overhaand. Med Mørkefald glider de hjem og sætter sig ved Vinduet, der som sædvanlig i Syden er tættilskoddet, men her 172paa Canaria er forsynet med en liden Glugge, en «Postigo», der meget praktisk er stor nok til at tillade en Conversacion med den udenforstaaende Elsker, men for trang til at slippe ham ind. Det er en autoriseret Art Flirt, hvori de unge Kanariere opviser en ligesaa uforkrænkelig Taalmodighed som nogen Spanier. De rokker sig ikke i Timevis, de flytter bare Støttepunktet fra Ben til Ben for ikke at dovne i dem begge, og de pleier at staa, indtil de tydelig mærker, at den Skjønne snorker inden for sin Postigo.

Om de kanariske Damers Skjønhed staar der for Øieblikket en Strid i Aviserne. De ledende Organer paa Hovedøen er enige om, at de kanariske Damer er smukkere end al Verdens andre. Derimod mener Tenerife, at Gran Canarias Damer ikke taaler Sammenligning med deres egne, og Gran Canaria fremholder af æstetiske Motiver, usmittede af Patriotisme, den Kjendsgjerning, at alene Gran-Canarietterne vilde være «Hors Concours» i en universal Skjønhedskonkurranse.

I en grundhæderlig og britisk knastør Guide over Øerne bemærker Forfatteren, at det er almindeligt at høre Reisende prise de 173indfødte Kvinders Skjønhed. Men, lægger han til, man maa huske paa, at disse Reisende gjerne er Sjøfolk som har været længe tilsjøs.

Jeg er ogsaa tilbøielig til at tro, at de flatteres af Spændingen foran det Ukjendte.

Fra det solsvedne Las Palmas gaar Reisen til Tenerife, hvis vestlige Skraaning skal være Øernes Paradis. Men forinden tar jeg endda en Tartanatur op til Byen, og gjennem Forstadsgaden, der strækker sig langs Strandbuen gjennem en rødlig Dis af Støv og Flyvesand. Havet ligger blankt og gyldent foran Byen, og i Skumkraven af Brænding leger de brune Kanariebørn Sidsten. Andre hiver Sten op i Palmerne for at rive ned Daddelkart. Alle Døre staar gjæstmildt aabne, og overalt er der Taverner, hvor fremmede Matroser holder Landlovskalaser i Vin, der smager som glødende Flyvesand svalet i Sprit … og tilfredsstiller sin umiddelbare Livsglæde i Betragtningen af de hvælvede Skjønheder der kredenserer Bægrene. Udenfor i Støv og Sand ligger henslængt Grupper af de samme Skjønheder. De er vistnok yderst anstændige. Deres lade Øine er halvlukket af mættet Nysgjerrighed 174paa Livet, de vugger end ikke sin dvaske Fedme i Middagsheden, de bugner fredelig op som overmodne Græskar.

Som Mødre har de liden eller ingen Bekymring for sit talrige Afkom. De piller sine smaa i Manken, mere af Ømhed end af Renlighed, og naar Børnene straks efter Fødselen har faat indsat et Par Ørenringe, trænger de paa flere Aar ingen yderligere Beklædning. Og Melk maa absolut forekomme i Overflod. De første Ord de smaa Tunger lærer at stamme er una perrett’ caballerito, og dermed er de udstyret til de første raske Manøvrer i Livskampen. Perretta er Kjælenavnet paa Soustykkerne, og paa Veien ind til Las Palmas samler man som fremmed hele Sværme af perettaskrigende Unger om sin Tartana. De holder Følge i det rasende Trav, udholdende som Maager efter en Damper, de slaar Hjul og gjør andre Kunster ved Siden af Vognen og hugger smaa sorte Næver i Karmen, knebrende Perrett’, Perrett’ med flinthaarde rr’er.

Eiendommeligt og paafaldende, men ingenlunde uforklarligt er det, at en hel Del af disse Kanariebørn har faat lyseblaa Øine i 175Vuggegave. De tindrer i deres kaffebrune Ansigter som muntre Uregelmæssigheder af Naturen, og deres haarde, nordiske Blik bekræfter saagodtsom noget andet, at vi befinder os i et Centrum for den store internationale Trafik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Smaa Epistler

Smaa Epistler kom ut i 1908. Samlingen inneholder 22 reisebrev og kåserier om litteratur, kunst og samfunn. Her er betraktninger fra og om for eksempel Italia, Spania og England, men også tekster om norske forhold, fiske og estetikk.

Les mer..

Om Nils Kjær

Nils Kjær var, som en av de første i norsk litteraturhistorie, skribent på heltid. Han anmeldte litteratur og teaterforestillinger og skrev reisebrev, essays og epistler for avisene. I tillegg skrev han fem skuespill og noen noveller.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.