Mennesket

siger til sig selv:

Dette er den rigtige, den kraftige Sommer. Den slipper Regn, naar det trænges, men den har Forkjærlighed for Solskin. Den sender Vind til alle Seil, og den har Luner af eftertænksomt, speilende Vindstille. Den lader alle høste, hvad de saadde, men Bønderne er strenge Dommere, og de henrives aldrig til uforbeholden Anerkjendelse af Veiret. Sommeren gjør sit allerbeste, den sætter op sit lyseste Ansigt, men den imødekommer ogsaa ethvert rimeligt Ønske om Forandringer. Dens Himmel gløtter med Lettelse frem bag Regnskurene, dens Sol er aarle oppe og høi og siger i pragtfuld Langsomhed udover Kveldens Skrænt, medens der siden, henover Fjordfladen vimrer myge Gjenskin af dens Purpur.

8Mennesket springer over Næs af glatskuret Fjeld, sjøslikkede Svaberg, tykke Tunger af Granitsubstansen, sand- og smaastenspolerede Odder med Søk og Revner og afrundede Sofaterrasser, hede som Hylderne i en Badstue. Hist og her i en Sprække trives en Dusk af den lila, nikkende Strandnellik, og rundt Fjæren den frodige jodgule Tang med Svømmeblærene i Vandskorpen … Trindt omkring sidder de smaa Snegle, som klistrer sig og sine Huse fast med Foden af Skræk for Korstrold; de smaa gjennemsigtige Ræker snuser med sine Frynser i Tangkrattet, og Krabberne gaar sin ensomme, skjæve Gang over Sten og Skjæl …

Under Stranden bader et Par syvaars Smaapiger. Den ene er hvid som Porselæn, den anden teglbrun af Solsteg og overflødig Friluft. Hun staar i Vand til opover Knæerne, og de smaa Lægger skinner pudsig forkortet gjennem det grønklare Vand.

– Jeg er længst ude, roper hun.

– Ja, men jeg var længst ude, svarer den lille Porselænsfigur.

– Nei, for du var bare ved den Stenen.

– Ja, men jeg dukked mig helt til Halsen.

9– Nei, det er ikke sandt.

– Jo, det er saa sandt, at …

– Ja, men jeg har en Dukke i Byen, som kan lukke Øinene, og det har ikke du.

Argumentet overvælder den lille Porselænspige …

Mennesket padler sin Kano langt forbi den gryende kvindelige Logik. Der gyser en svag Bris etsteds henover og krymper Fjorden i en bred Strime mellem de glatte solede Felter. En Nise er oppe og pæser og dukker igjen uden Blik for Omgivelserne. Over paa det andet Land staar Rugen paa Staur opover Solbakken, og Skorstensrøgen fra et hvidt Hus ringler blaa og middagsforjættende opad Aasen bagenfor.

Det er vidt og vildt, et Land ubesværet af Folk. Frie Strande, frie Skoge, Stilhed. Mange græmmer sig over al vor ledige Jord og fremholder som et stort Eksempel for os de smaa Urtebedslande, hvor hver Fodsbred Muld tvinges til at kaste noget af sig. Men Mennesker som piner hver Fordel ud af Jorden faar intet af den til Skjænks. Det oprindelige i os hører sammen med det udyrkede. Det er lysteligt at se ud over Marker med 10Kaalhoder og Senger med Gulerødder, især naar de er ens egne; det vækker behagelige Forestillinger om Mad og Penge, men ligger der intet bredt Bælte om Akrene af egenraadig Vildmark, beklemmes Menneskene, og beklemmes de ikke længer, er de ringere og armere end de skulde. Her udenfor Kulturen, udenfor det værdibelastede gror det uregjerlige og unyttige i Sind og Muld. Her eier alle og ingen. Her huskes igjen det glemte, her mumler vor Ensomhed, her trives vor Uryddighed, her forgaar ikke vort Ukrud, her plirer vort Kryb, her hækker vore Fugle, her strækker vi os i vor egen Moseseng, og Solsilret gjennem det sommerlige Løv er lunefuldt og vippende som vore egne Tanker …

Dette er Lyksalighed.

Ti Lyksaligheden, sagde Aristoteles, bestaar i Friheden til at gjøre intet eller hvad man har Lyst til. Og Mennesket skimter ingen Hindringer i Horisonten. Ingen Skridt i Trapperne, ingen Entréklokke, intet Regningsbud, intet Memorandum, ingen Sky. Og Flugtredskabet er villigt. Kanoen stikker fra Land, den er fuldkommen som en Svane. 11Den hviler i Bevægelsen, den krummer svagt sit spænstige Legeme for Aaretagene, og Paddelaarens brede Blad er en Svømmefod. Under her er Bunden en Prærie af Aaletangens fine mørkegrønne Bændler. Mennesket kaster sig ud og dukker og svømmer under Vand med aabne Øine og kjender sig som en stor Fugl, der med Bugen streifer de bløde Græsmarker i en forhekset og hinsidig Verden, tæt af Lydløshed og med mimrende Grønlys, spættet af dødhvide Reflekser. Et lidet stilket Øie betragter ham, en liden sort Skygge forsvinder i det høie Græs, som vaier sig til Ligevægt i dovne Bugter.

Ja, hvad kan Mennesket ikke tage sig til i Lyksaligheden! Der har forvildet sig en Maur herned paa Svaberget. Den har aabenbart ingenting at gjøre paa disse Kanter. Ingen Forretninger. Her findes ikke saa meget som en tør Barnaal at berge hjem eller spekulere i. Den render hid og did og ser ingensomhelst Opgave at kaste sin Flid paa. Det er kanske et nødtvungent Strandophold af Helbredshensyn. Mennesket føler sig som et høiere Forsyn, forpligtet overfor al denne stundesløse Aktivitet, og sætter den 12op i en tom Muslingskal og foreslaar en Seiltur. Den faar med en trøsket Barkesmule til Proviant, og Mennesket sætter Farkosten en hel Meter fra Land. Men Mauren formaar ingenlunde at hengive sig til far niente. Den er en Hader af Livets ledige Øieblikke. Den er et Dyr uden Natursans og vimser omkring som et Bytte for rastløs Kjedsomhed. Den piler frem i Stevnen, som vender fra Land, og stirrer utaalmodig udover det endeløse Hav. Den balanserer agterover, langs den knivskarpe Rælling, og stiller sig paa Bagbenene og veirer med Snuden, med Fare for at gaa overbord – kanske en umærkelig Luftning giver den Landkjending. Saa farer den enda febrilsk et Par Gange Skuden rundt og kaster sig endelig resolut ud i Bølgerne og svømmer direkte i Land. Og vel paa det Tørre skutter den det vaade Ubehag af sig og iler hjemover uden at se sig tilbage, hjemover til Tuen og Fagforeningen og sine tusen yrsmaa Gjøremaal …

En ensomtseilende hvid Skydot er glidd som en Hinde foran Solen, og indenfor Kredsen af den svækkede Belysning falmer i samme Nu Landskabet. Fjeldet blir ensformigere 13graat. Vandet ser kjøligere ud, den stærke gulbrune Tang faar et Anstrøg af grønblas Sygelighed. Solen svømmer i Melk … der er faret en flygtig Skygge over Dagens Smil …

Men en anden Dag kan det regne tæt og paatrængende. Strandene er sorte og Skogen sid af Væde. Fjorden blir tung og søvnig og rører sig ikke. Der staar en liden Sprøit op af hver Draabe, naar den smækker Vandskorpen, den synker igjen i en liden Kulp og breder sig i en Ring, saa hele Fjordfladen blir et levende Mønster af eksentriske Cirkler. Det er Fiskeveir. Der er en Slags sympatisk Forstaaelse mellem Hvitting og stille Regn. Den blir muntrere, graadigere og uvornere med sit Liv, naar den mærker Fugtighed oven Vande. Den griber sig i at sprætte. Den hellige Anton fra Padua forsøgte at prædike for Fiskene. Det er ikke nødvendigt. De bider paa Kroken alligevel, saasnart det regner. Ferskvandet virker alkoholisk paa dem.

Det er bemærkeligt hvor længe en slig ægte Ryg kan sidde og duve i en Snekke i Fiskeveir. Den er vendt mod Land, og 14Toppen af en Sydvest stikker op af dens vederhæftige Urørlighed. Den har en Arm paa Æsingen, og naar Snøret dirrer af et ordentligt Nap, gjør Armen et lidet Slag i Veiret, og den anden langer besindig en Haand med til Optrækningen. Men Ryggen tar ingen Del i Bevægelsen; den oplives ikke af nogen Spænding; den har en Gang for alle overantvordet sig til den Idræt at være uryggelig. Mennesket praier Ryggen og spør, om den faar meget Fisk. Men den dreier ikke paa sin Monumentalitet; der knurrer bare noget inde under Sydvesten, hvis Aabning desværre vender til den anden Kant.

Som selve Aasryggene! Som dette rolige Østland! Her springer ingen i Veiret. Her slipper ingen Snøret. Her mister ingen Taalmodigheden, men heller ikke Paastaaligheden. Her er Landets lange, urokkelige Vilje.

Der klinger Kobjælder i Aasen, og det lakker mod den sørgmodige Kveld. Skogen staar lukket bag Regnsvøbet, og den graa Dis møder Skumringen paa Halvveien.

Mennesket har sat sig paa en Bergnab, og det er vaadt lige til Skindet, men det er ingenlunde vaadere end sine Omgivelser, og 15dets Øine skumrer i Fortrolighed med Skyggerne.

Slig siver Dagen ud, og slig modner langsomt Natten, og Menneskets Hjerte er stumt og fordringsløst af Lyksalighed …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.