Orotava

«Ikke et af Paradiserne, men Paradiset paa Jorden» … Det er Alexander Humboldt som har grundfæstet Orotava’s Ry for usammenlignelig og absolut Naturskjønhed. Et Stemningsudbrud af den store Reisende har for hans Landsmænd forbenet sig til Dogme, og med den troende Taabelighed, der nu engang er tyske Turisters Særkjende, kan man se dem springe ned af sine Æsler og leire sig paa den Udsigtspynt, hvor man har det videste Overblik over hele Orotavadalen, «Humboldts Hjørne» og mætte sin Beundring for autoriseret Naturskjønhed med rundelig opladte Øine og glade Gebærder.

Veien brækker om Fjeldkammen og begir sig i faldende Bugter mod Dalbunden. Solen brænder i Havranden og Havet vimrer i Lysfraade som paa et Turnersk Maleri. 177Nogen Minutter, og den er gaat under, og Natten smyger sig uforvarende opover Fjeldsiderne … Det er allerede mørkt nede i Dalen, og høit, uendelig høit oppe staar Pico el Teides Snetind svøbt i Solrødt. Den blir væk for os i en Veisving, vi er nede paa Sletten og kjører gjennem Alléer af vældige Febertrær, som sveder sin Røgelse ud i den hede Nat. Vi møder bananlastede Vogne, trukne trægt af tunge Okser … Kuskene ligger paa Toppen af sine Læs og sover eller skraaler mod Stjernerne Stumper af en eller anden ubekymret Vise. Og langt om længe svinger Vognen ind i en Park og op for Indgangen til det store Hotel «Taoro».

Jeg holder af visse Grunde ikke af store Hoteller. Det er muligt, at det er en Fordom, men det er sikkert, at den alene vil kunne overvindes af store Akkreditiver. Et lidet Gjæstgiversted, om det kalder sig Gasthaus eller Inn eller Albergo eller Fonda, vil bestandig rumme lidt af det, den omstreifende Reisende søger selv paa Bekostning af Renlighed og Bekvemhed: en Slump Særegenhed, et pudsigt Interiør, en Levning af de Kuriosa, som forsvinder: Nationaleiendommelighederne. 178Europæismen har endda bare ædt sig gjennem de øvre Lag af Folkene. Almuen sidder igjen og vogter Racen, dens Fysik, Idé, Sprog, Dragt. Bourgeoisiet er overalt sig selv ligt. Det læser overalt de samme Aviser, ser de samme Teaterstykker, spekulerer i de samme Værdier, spiser den samme Mad, drikker den samme Vin og døser i de samme Forestillinger om Liv og Død. Og med Socialismen vil denne Bourgeoisiets Internationalisme forplante sig nedover og forberede Fremtidens graat oplyste, esperantotalende Enestand. Men foreløbig er Hotellet, det store Hotel Interimshjemmet for den Type, som overalt og intet steds er hjemme: den dannede Europæer, som reiser for sin Fornøielse, sin Forretning, sin indre Uro, sin Sygdom – eller simpelthen for at tilfredsstille sin Ligegyldighed.

Imidlertid er det saa sent, at Typen heldigvis er gaat til Ro.

Jeg vaagner midt paa Natten i blaat Maaneskin. Udenfor er Rummet fyldt af en eneste, overdøvende, og alligevel i sin Vælde dæmpet Lyd, som om Jorden selv sang inde i sine Hvælvinger.

179Jeg gaar ud paa Terrassen … Der ligger igjen et ukjendt Landskab, en fremmed Verden bevogtet af den velkjendte Fuldmaane. Kystens Linje er svunget som en Sigdrand med bratte Forbjerge i Nord og Syd, og Havet ligger blankt imod den og blikstille, og alligevel raser Brændingen med Tordenlarm mod Klipperne. Oceanet gynger i sit Leie, det skvulper umærkelig mod Kanterne … det nynner paa en ny Orkan …

Jeg lister mig tilbage til mit Værelse. Gjennem Væggen hører jeg en sprød Hoste, der vedvarer uafladelig inde fra Sideværelset. Den lyder saa spinkel og saa sørgelig. Den er taalmodig og arbeidsvant; det er som sad der et lidet Dyr inde i det svindsottige Bryst og besindig hakked det istykker …

Ude i Hotellets Patio er der fortøiet en liden vims, kolerisk Abe til en Søile. Der sidder en syg Englænder i en Rullestol og morer sig med at anbringe smaa Delikatesser netop en halv Tomme udenfor Dyrets Rækkevidde. Det er mange lækre Ting. Strassburger Gaaseleverpostei med Trøfler. Smaa ristede Brødkrummer med Wolga-Kaviar. Helgolands Hummer. Franske Escargots … 180Marekatten slider sin tynde Krop halvt af Led af Appetit og gjør desperate Tilsprang, som bare snærrer Lænken om dens knurrende Mave. Dens Mund løber i Vand, og den skjærer Tænder af Raseri, den knytter sine sorte, afmægtige smaa Næver truende mod Englænderen, som vaager over alle dens Krumspring med et ondskabsfuldt Forsyns dybe Interesse.

Det er et frygtelig udtæret Menneske. Hans Ansigtsknokler er løselig omvundet med et Pergament, som nu da han smiler brister i alle sine tusen Rynker. Han viser Aben al den Mad, han ikke selv kan spise … han hævner sig over sin egen syge Mave …

Dette er Orotava, dette er Paradiset paa de lyksalige Øer.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.