Oscar Wilde

Det store Kultursamfund har intet andet Fortrin fremfor de smaa end det umaadelige, at det har Spillerum for overflødige Kræfter. I det lille Samfund hersker der nødvendigvis ogsaa paa de aandelige Omraader en strengere Økonomi end i det store. Der holdes et nøiere Opsyn med Aandens Arbeidere, at de retskaffent maa øve sin Dont, og det skjønne evangeliske Princip, at Daglønnere, som først indfinder sig i den ellevte Time, skal faa den samme Løn som de, der har baaret Dagens Byrde og Hede, er skikket til at vække Indignation i et lidet Samfund. Wergeland sled ufortrødent som en Jætte af en Rydningsmand og brød op Land til Aker og til Eng for sit Folk for Retten til at dyrke i sin egen Have det overflødige Vidunderflor, som bestaar, naar alt det daglige 197Brød, han gav, forlængst er muggent og opædt. I det lille Samfund vil Aandsstrømninger brydes og afløse hverandre, de vil aldrig finde brede Leier til roligt Løb Side om Side; der vil herske et enten-eller, en kraftig aandelig Spænding i den ene eller anden Retning, aldrig et baade-og, en rig Omveksling, et Samspil af Forskjelligheder.

Det engelske Kultursamfund er fremfor noget andet overdaadigt i sin Rummelighed. Det anerkjender ingen anden Indskrænkning for personlige Selvudfoldelser end Moral, og da Moralen først rører paa sig og tager til Gjenmæle, naar den offentlig udæskes, er Indskrænkningen imaginær. Englænderne gjør blot en stor Bue udenom Moralen, saa faar de Lov til at gaa i Fred. Hvad man kalder engelsk Hykleri, er ikke andet end Udslaget af den Individualisme, som forlanger en Slaa for sin Dør og respekterer Slaaen for andres. Man ønsker intet Indblik til Skjæven i sin Broders Øie, og man dækker Bjælken i sit eget. I det store Puritanien er der et Folkeflertal for at helligholde Husfreden 198og Hviledagen, forøvrigt er Livet og Ordet frit.

Vi forbinder gjerne med engelsk Aand Forestillingen om noget solid og sindigt, en Nøgterhed med en viss Træsmag af Omgangen med Kjendsgjerninger. Vi tænker paa Spencer. Eller noget bøst og massivt, en Melankoli, der ytrer sig i ødelæggelseslystig Humor som hos Svift. Eller vi tænker paa det lidt smaalige, katekismus-enkle Retfærdighedsinstinkt, der hvidter og soder Menneskeskildringen hos en saa stor Digter som Dickens. Vi forestiller os de mest modsatte Ting, og vi gjør Ret, for engelsk Aand er mer end enhver anden et stort broget Mønster af Modsætninger, og enhver værdifuld Englænder ligner ingen af sine Landsmænd.

Intelligenser, kraftige og nyttige som Londoner Bryggehester, og Intelligenser, fine, slanke og unyttige som de fuldblods – en Litteratur, hvor udholdende, overdøvende Udhamring af moralske Banaliteter har fortrængt selve Erindringen om Stilens Skjønhed, og Verker i denne Litteratur, lyse og straalende af en Skjønhed, der er sig selv nok!

199Den eneste virkelig sjeldne Skribent, den eneste virkelig store Poet i vore Dages England var Oscar Wilde. Det mærkelige ved hans Skjæbne er dette, at han, der før den Begivenhed indtraf, som styrted ham i den dybeste menneskelige Fornedrelse, var en Kunstner, for hvem Kunsten og Livet var en Leg … efterat han havde tabt alt: Velferd, Ære, Frihed, i selve Lidelsen og Nedværdigelsen fandt Kilder til nyt Liv, ny og dybere Lykke, ny og større Kunst. Hans virkelige Storhed aabenbared sig først efter hans Fald. Det er efter at have udsonet sin Tugthusstraf, at han skrev Reading Jail Ballad, det herlige Digt, hvis Enfold og Patos og tragiske Visdom er saa ulig den Aand, der besjæled den tidligere skeptiske Epikuræer. Og det er under selve Fængselsopholdet, at han nedskrev de mærkelige Optegnelser, der er udkomne under Titelen De profundis.

Oscar Wilde var irsk af Oprindelse, han hører til Kelterne i engelsk Litteratur, var smidigere, lunefuldere, ustadigere end Englænderne, der som oftest har mere Karakter end Temperament. Han tilegned sig fransk 200og behandlede det som sit Modersmaal, men som Aand har han modtaget stærkere Tilskyndelser af engelsk og italiensk Litteratur end af den franske. Det er ufransk, at en Tanke tiltalte ham mindre ved logisk Sikkerhed end ved forvoven Holdning. Han forstod Fryden ved den aandelige Idræt, den stramme Line, den farlige Ligevegt. «Paradoksernes Vei er Sandhedens Vei,» skrev han. «For at lære Realiteterne at kjende, maa vi først se dem i Trikot. Naar Sandheden begynder at slaa Kraftspring, saa kan man bedømme den.» En saadan Aandsdisposition forudsætter et klart Hode, ellers blir man Profet som Carlyle. Thi Profeter er neppe andet end genialt taagede Hoder med Hang til Paradokser. Ogsaa Profeterne danser paa Line, men Linen er slap og det mindst profetiske ved dem er, at de ikke forudser, hvor ofte de vil falde ned.

Oscar Wilde besad den kjølige Klarhed, som Italienerne, naar de taler om Vin eller Tanker, kalder limpidezza. Det var hans Overbevisning – og i den indeslutted han en stolt Fordring til sin Kunst – at alt 201kunde udtrykkes. «En Kunstner er aldrig kraftløs.» Den synlige Verden stod for ham i tindrende Realitet. Han fanged de ilende Indtryk, han lod dem risle gjennem sine Sanser og præparerte dem i lykkelige Definitioner. Hans legende Foredrag blir derfor aldrig den selvfordybede Tumlen med Tanker som den egentlige Filosofs. Livet, det netop tilfeldige, Solskinnet, Blomsterne, Skyerne, Humlerne … afbryder ham, gir ham nye Indfald, streifer hans Indfald med Striber, Duft, Skygger og summende Lyd.

*

Det heder i «Dorian Gray», at «de eneste Kunstnere, som er personlig indtagende, det er de daarlige; gode Kunstnere gir alt til sin Kunst, og følgelig er de selv ganske uinteressante. En virkelig stor Digter er den mest upoetiske Skabning i Verden, men de smaa Digtere er ligefrem bedaarende. Jo daarligere de rimer, jo mere maleriske ser de ud. Bare det at en Mand har skrevet en Bok fuld af andenrangs Sonetter, gjør ham ganske uimodstaaelig.»

202Dette er utvilsomt i tusen Tilfælde rigtig. Har Oscar Wilde været en Undtagelse? Formodentlig. Den høie Gunst, han personlig nød blandt det engelske Aristokrati, og den ringe Energi, hvormed han forfulgte sine literære Seire, tyder paa, at han gav sig hen som Improvisator, strødde ud sine Skatte og var en ligesaa glimrende Kausør som Skribent.

*

I «Dorian Grays Billede», en fantastisk Roman, fortrinlig oversat til dansk af Sten Drewsen, har vi hele Oscar Wilde fra denne Periode, artiste pour l’art, indtagende udæskende, malicieux, fordærvet … og fremforalt straalende af det Overmod, som er den eneste Undskyldning for at skabe noget overflødigt …

Bokens Fabel, som er det minst væsentlige, hvis man opfatter den som rent Kunstverk uden Tendens, minder om de symboliserende Omskrivelser, som var yndet af de tyske Romantikere: Ligesom Peter Schlemihl mister sin Skygge og en af Hoffmanns Helte sit Speilbillede, har den unge Dorian Gray, 203som nærer en lidenskabelig Narcisforelskelse i sin egen Skjønhed, kjøbt sig en evindelig Ungdom ved at lempe alle de synlige Følger af Aarene og sit syndefulde Liv over paa sit Portræt. Billedet ældes, han selv bevarer sin Ungdom. Billedet blir hæsligt, han selv bevarer sin Skjønhed. Hans Tanker og Gjerninger sætter sine uudslettelige og forræderske Furer i det malte Ansigt, mens hans eget forblir glat. Billedet hovner og bulner af hans Laster, hans eget Aasyn bevarer sit oprindelige Præg af Uskyld. Billedet forestiller til enhver Tid hans moralske Personlighed, det er hans løsrevne onde Samvittighed …

Og han stiller Portrættet hen og gjemmer det, netop som man kunde ville gjemme en frygtelig Anklager, og besøger det ikke desto mindre Gang paa Gang i Gru og Spænding indtil han tilslut i Fortvilelse jager en Kniv gjennem det og selv falder raadden og ukjendelig i Billedets Lignelse til Jorden, mens Billedet i samme Øieblik gjenvinder sit og hans oprindelige Udseende.

*

204Det er vanskeligt, hvor meget end Forfatteren frakjender sig enhver moralsk Tendens, ikke i denne Allegori at se en Fordømmelse af det æstetiske Nydelsesliv. I Skjønhedsglæden og i Tankeglæden kan Mennesket mane frem Dæmoner, som forhærder hans Hjerte i Egoisme, hans Hjerne i intellektuelt Hovmod og fortaber hans Sjæl. Og har Digteren selv paa dette Tidspunkt ikke ment dette, men kun benyttet Lasten som Kunstnerens Stof i Kunsten, saa kastes der dog en mærkelig Refleks over denne Bok af de Bekjendelser, han skrev i det sidste Aar af sit Ophold i Reading-fængslet (De profundis. Engelsk og tysk Udgave 1905).

Den ulastelige Skikkelighed vil skuffes, om den venter sig Selvbebreidelser, Anger og Sønderknuselse i denne Bok. Oscar Wilde vidste for godt, at det, som var hændt ham, maatte hænde. Han mente ogsaa, at vi Mennesker ligesaa ofte straffes for vore Dyder som for vore Laster; og det blev efter den første, næsten tilintetgjørende Fortvilelse et Holdepunkt for ham i den forsmædelige Fangetilværelse at vide, at intet kunde været anderledes, end det engang var. Den 205Erkjendelse vaagned i ham, som han med al sin nygryende Energi klamred sig til og uddybed, at det staar i et Menneskes Magt, at vende alle Oplevelser, selv de forferdeligste, til gode for sig selv. Og han kom til at spørge sig selv om den egentlige Grund til, at han sad der: hvad der mangled, hvad han havde undgaat, hvad der ikke havde aabenbaret sine Hemmeligheder for ham i hans forrige Liv, og han forstod, at det var Smerten, Lidelsen. Han havde grebet efter alle de gyldne Frugter, som hang i Solen, han havde forsmaadd, hvad der stod i Skyggen: Han havde levd et ufuldstændigt Liv. «Bag Lyst og Latter fordækker sig ofte et raat og haardt og knortet Temperament, men bag Smerten er bestandig Smerte, bag Smerten er bestandig Sjæl.» Og han fandt den nye Vei til sig selv, i Virkeliggjørelsen af sit eget Væsen, til Fuldkommenheden. Han begyndte i Tugthuset sit vita nuova.

206Oscar Wilde har allerede længe ligget i sin Grav. Denne lille Bok vil blive dyrebar for alle, hvor forskjellige de end er af Anskuelser. Han selv var i sit Liv en stor Hedning, og han blev en god Kristen. Han levde med Verden, og han blev forkastet af Verden, og han overvandt Verden. Han kan vanskelig tages til Indtægt for noget Parti i denne Verden, hvor vi alle famler. For partivis opnaar vi hverken Himmel eller Helvede. Men hans Skjæbne vil være betydningsfuld for mangfoldige, og alle vil glæde sig over hans store elskværdige Sind.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.