Capri
111Retfærdigheden optraadte først i den viderlige Skikkelse af en Regning for den holstenske Baron eller pseudo-Baron von Güldenlach, som havde bodd et Fjerdingaar i et borgerligt Hotel ved Marina uden at betale andet end Drikkepengene, dem han i sine Par første Velmagtsdage havde strødd ud med rund Haand. Baronen forstod foruden sit Holstensk ikke noget levende Tungemaal, og denne aristokratiske Ignorans redded ham for mange pinlige Meningsudvekslinger med Værtskabet. Paa en saadan liden Ø lærer alle hverandre uundgaaelig at kjende, og Baronen var saa elskværdig at betragte mig som Landsmand i min Egenskab af «norsk 112Slesvigven». Imidlertid randt Tiden hen, og den borgerlige Vært stunded mindre og mindre taalmodig efter sine Penge. Endelig maatte Baronen flytte. Han gjorde det som det anstaar sig en Adelsmand med et ironisk overbærende Smil og et Fingerkys til Opvartningspigen, og han bemærked, at Værten var dummere end en Hest og et Æsel, siden han saadan uden videre skilte sig fra sin eneste Gjæst … som ovenikjøbet var et Navn.
Nu forløb faa Dage, inden der optraadte en Advokat fra Neapel. Baronen sad paa det flade Tag i sit nye Logis og nød Vermuth, og op til dette Tag førte kun en løs Hønsestige. Da den fremmede Herre spurgte efter von Güldenlach, trak Baronen af Forsigtighedshensyn Stigen op til sig paa Taget. Han fortalte siden, at han i dette Øieblik følte sig i samme uindtagelige Position som sine Ahner paa deres Borg, naar de havde trukket ind Vindebroen.
Det viste sig, at Stillingen var holdbar. Advokaten maatte nøie sig med at oplæse en Klageskrivelse for Svig nedenfra og opad, og von Güldenlach blev rolig siddende paa sit flade Tag, og for hvert af Advokatens 113Punkter blaaste han Røg ud i Luften og gjentog sin eneste italienske Frase: Non capisco, non mi riguarda … jeg forstaar ingenting, og det hele er mig uvedkommende, og paa Holstensk tilføied han: Staa ikke der og forkøl dig, din neapolitanske Avekat! Men saa muntre af Naturen er Italienerne, at det temmelig store tilfeldige Publikum, deriblandt Værten og hele hans Husstand, svinged med Hatterne og lo og skraalte Bravo. Og Advokaten fortrak med Skam og Haanhed.
Dette var igjen et Ansigt paa Retfærdigheden. Men Advokaten vilde ikke været Advokat, om han ikke ogsaa havde vist frem ét.
Dagen efter skulde jeg sammen med en Finne være Tolk for Landsmanden, og det var let nok at være Tolk, for Baronen lukked sig inde i Taushed, og paa Advokatens Erklæring om, at han vilde indgaa til Præfekturet med Anklage for Svig, saafremt hans Klients Fordring ikke paastand blev tilfredsstillet, lod han svare med stoisk Gelassenhed:
– Lad os se Morgendagen an. Maaske er imidlertid min Post arriveret. Denne Ro virked paa Advokaten, han 114overveied Sagens Muligheder, og den næste Dag tog han frem det Papir, som indeholdt Anklageakten og lagde sin Haand over det og sagde:
– Mine Herrer, det er mig pinligt at føre denne Sag mod en Mand af god Familie og med et saa sympatisk Ansigt. Men alle er lige for vor Lov, og Loven er streng. Desuden er min Klient en Mand uden Skaansel, en opbrusende Natur og om jeg saa maa sige – pengegrisk. Kort sagt, her gjælder det Pengene eller Konsekvenserne. Jeg har allerede været nødt til at stille Baronen under Karabinierenes Opsigt. Han kan med den største personlige Frihed bevæge sig omkring paa disse ti Kvadratkilometer, i et herligt Landskab og blandt en gjæstfri Befolkning, men han bør ikke tænke paa at forlade Øen med Dampskib eller Robaad. Privat vil jeg ogsaa indstændig fraraade ham en Svømmetur over til Sorrent. Golfen vrimler af Hajer. Skulde Baronen have uopsættelige Forretninger i sit Hjemland eller skulde han komme til at lide af en saa naturlig Følelse som Hjemvé, da beklager jeg ham, men Loven, mine Herrer, kjender ikke Sentimentalitet. 115Jeg vil derfor indstændig anmode Dem at opfordre Baronen til at ordne denne Regning øieblikkelig. Selv forlanger jeg intet Salær.
Finnen svarte paa Landsmandens Vegne, at det hele var et simpelt Spørsmaal om Inddrivelse af Gjæld, og at der intet Grundlag forelaa for Tiltale for Svig. Kreditor maatte gaa frem som i andre Lande og i Nødsfald skaffe sig sit Tilgodehavende ved lovlig Tilbagehold af Debitors Effekter.
– Ja, min Herre, men al den Stund det realisable af Baronens Bagage indskrænker sig til en Tandbørste og en Digtsamling i et ukjendt Sprog, foruden en Krøltang, saa vil De selv indse, at Baronen ikke har balanceret sit Budget og at Tiltalen for Svig er uafviselig.
Baronen sad og nipped i sin blege Fipskjægkrølle, og omsider sagde han:
– Det gjælder bare om at fordrive Tiden. Imidlertid aabner der sig ganske vist en Chance. Jeg har skrevet til en Ven i Kina, som ønsker mig derover. Fortæl ham, at jeg venter en større Sum fra Shanghai.
Advokaten trak Skuldrene høit op og holdt 116Albuerne tæt ind til Siden og bredte ud Haandfladerne. Denne almindelige italienske Gestus betydde i dette Tilfælde, at det er langt til Shanghai. Men pludselig fik han et Ryk af en Ide, han skubbed Stolen nærmere og sagde fortrolig:
– Tiden iler, mine Herrer, og det haster med at komme til en Forstaaelse. De forstaar mig nok, sagde han, og banked med Neglene paa sit Dokument.
– Nei.
– Ingen overflødige Ceremonier, mine Herrer. De forstaar mig nok. Dette graverende, for Baronen og hans Familie høist kompromiterende Dokument er ingen Stentavle?
– Nuvel.
– Lad os kalde det et Papir.
– Javel.
Han tog det op mellem to Fingre og gjorde en Gebærde, der skulde fingere, at han rev det itu … og han saa paa os med et Smil, der var fuldt af diabolisk Skjælmeri.
– Min Klient er en fattig Stymper. Han vil ikke kunne forfølge Sagen med en ny Advokat. Ecco, mine Herrer, der ligger Dokumentet, og her staar jeg.
117Da Baronen fik den korte Mening af denne Tale, gløded han op af Indignation.
– Hvad er det vel for en Vært, sagde han, som staar i Ledtog med slige Advokater, og hvad er det for en Judas af en Advokat, som forraader sin egen Klient? Hvad hedder Kjæltring paa dette Lingo?
– Ladro.
Von Güldenlach stilled sig tæt op mod den forventningsfuldt smilende Advokat og sagde truende:
– Signor, vous êtes un ladro! Un banditto!
Hans lyse, holstenske Øine lynte, og hans Ansigt var blegt af Harme, og da jeg saa dette Ansigt, forekom det mig at ligne selve Retfærdighedens, den krænkede Retfærdigheds.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Smaa Epistler kom ut i 1908. Samlingen inneholder 22 reisebrev og kåserier om litteratur, kunst og samfunn. Her er betraktninger fra og om for eksempel Italia, Spania og England, men også tekster om norske forhold, fiske og estetikk.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1908 (nb.no)
Nils Kjær var, som en av de første i norsk litteraturhistorie, skribent på heltid. Han anmeldte litteratur og teaterforestillinger og skrev reisebrev, essays og epistler for avisene. I tillegg skrev han fem skuespill og noen noveller.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.