Skumringsmuligheder

100Det har i nogen Uger været varmt, og Luften i Landskabet føles en Smule indelukket. Kalkstøvet nøier sig ikke længer med Landeveiene, men udbreder sig ligelig i Luften, uden Foranledning af nogen Vind, og lægger et uldent Varetræk over Plantevæksten. Solen seiler Dag efter Dag uforstyrrelig og forhadt over Himlen og antar mod Aften og Nedgang den svulmende, apoplektiske Rødme, som udmærker høitstaaende og høitlevende Væsener mod deres Aften og Nedgang. Mørket kommer uden Kjøling, og i den lange duggløse Nat ligger Jorden hen, vaagen og tørstig under sit Støvtæppe.

I disse lumre Kvelder fordriver vi Tiden paa en lærerig Maade med at betragte alt 101det tusenbenede Kravl af Liv inden Døre. Slukker man pludselig Lyset og tænder det igjen lige saa pludselig, kan man overraske sine smaa og lyssky Husfæller au flagrant i Mord og Elskov og alle Synder. De er knusktørre og bevægelige, de kryr frem af Sprækkerne og bener hen over Gulve og Vægge. Der er Skolopendere og smaa Uhyrer med ækle børstede Kroppe, der er Natbiller med lange vibrerende Følehorn, der er hvidlige fluemæskede Edderkopper, og der er alles Fiende, den modbydelige Ghekko.

Jeg har en Omgangsfelle, en erfaren Mand. Han er egentlig fra Astrakan, og hans Navn er Muikov Muikovitsj; han lever af Vand og Frugt og vandrer paa sin Fod gjennem Verden: han har været Typograf i Chikago og Lærling i et Kloster i Birma.

Jeg knaser en Edderkop under Hælen, og Muikovitsj farer sammen og vaander sig.

– De dræber, siger han. De udrydder med koldt Blod. De har ikke Lov til at pille ved Fangerne.

– Kjære Muikov Muikovitsj, svarer jeg. Deres buddhistiske Griller gaar mig ikke an. 102Det er Deres private Overtro, og jeg vil ikke lade mig indhegne af Kingler i mit eget Hus.

Russeren smiler og tier.

– Anerkjender Deres Religion intet Helvede? spør han endelig.

Jeg nødes til at tilstaa, at vor Religion ikke har Punktet ganske paa det Rene.

Om lidt sætter han Fingeren paa Lysetanden, og vi blir siddende i sort Mørke. Saa tænder han igjen og stiller hurtig Lyset ned paa Gulvet. Der tasser Bæsterne om hverandre og flygter for Lyset med smaa raslende Lyde ned i Sprækkerne. Det gule Firben levner i Befippelsen en Mundfuld af et eller andet Insekt. Mundfulden lever endnu og spræller.

– Saasandt der er Religion, maa den anerkjende Helvede, siger Russeren i en Tone som en Foredragsholder, der netop har fremvist et Lysbillede. – Hvis ikke Rædselen, selv den sekundvarige, for hvert Menneske opveied alt, hvad det kaldte sin Lykke, vilde ingen Religion være opfundet, eller, engang opfundne, vilde de alle forsvinde igjen af sig selv. Der paa Gulvet, for et 103Øieblik siden, fik De et Glimt af de Fordømtes Kvaler.

– De indbilder Dem vel ikke, at de smaa Utysker er forvandlede Syndere?

– De har aldrig set de store Utysker af samme Familie. Jo, jeg trodde det dengang jeg var hos Munkene i Mandalay. Vi lærte om Synderne, at de fik Hæslighed i Løn. Og Hæslighed er intet andet end materialiseret Rædsel. Saa dyb kan denne være, at den paatar sig en synlig Form og ligesom stivner til et Legeme, til en Hæslighed. Slige smaa Dyr kan engang have været Mennesker, som var meget bange for sig selv … Mørket, kjære, Mørket er saa fuldt af Muligheder.

Jeg foragter dette skarpsindige Menneskes Overtro og siger bare i Luften:

– Det er varmt, hvad?

– Nei, svarer han. Det er ikke varmt. Der er yderst faa Steder i Verden, hvor der er varmt. Man mærker undertiden Heden i Bolivia, og paa det Røde Hav i August. Forøvrigt er Planeten en af de kjøligere.

– Muikov Muikovitsj, siger jeg. De vil 104spille den vidtbereiste. Paa hvilken Klode er der varmere end i Bolivia?

– Jeg var der virkelig engang, siger han undskyldende. Som en Underordnet i en Ekspedition efter Kobber. Vi bored tilslut efter Vand, men det vi fik, var for salt. Og man døde fra os iflæng. Men der var nok af Kobber.

Jeg vil ikke længer opretholde Høfligheden mod dette Menneske, og jeg siger:

– De har vist bestandig været med som Underordnet, ikke sandt?

Jeg ser paa ham. Det er en liden Mand med lidt Skjæg og med et Par Øine, der ligesom længes til Lukningen … der er noget betragtningstræt over dem. Man kommer til at forestille sig et Menneske, som ruller ned Gardinerne og blir siddende indenfor og tænke.

– Underordnet, ja ganske vist. Ja netop. De karakteriserer mig forsaavidt. Ved De, at jeg søger en Opvarterplads i Sorrent?

– De faar den paa Deres Aasyn, siger jeg.

– Ja, det er min eneste Anbefaling. Foruden Sprogene. Jeg er ikke stolt af det, men selv Arabisk taler jeg i tre Dialekter.

105– Det gjør alle Opvartere i et Turistland.

Russeren faar et bekymret Udseende. Denne Mand har ført et omflakkende Liv, men han er usikker i alt undtagen i Metafysik. Han eier ogsaa en irriterende Evne til at befinde sig vel under Foragt.

Jeg siger til ham:

– De holder vel af Pompeij og Golfen og Den blaa Grotte, siden De ønsker at være her, selv under Kaar, som er lidt ydmygende?

– Nei, ikke det. De lægger jo an paa at spøge. Pompeij og Golfen og Den blaa Grotte!! Har De nogengang havt en æstetisk Følelse, som – ja, jeg vil kalde den Landskabshad. Det er den akute Form for Hjemvé. Man staar op og ser paa Solen, paa Himlen, paa Havet, paa Klipperne, paa Træerne og alt det grønne; men der er mellem en selv og det man ser en Krystallinse, en Glasvæg, en Barrière mod Fortrolighed. Det hele er stumt og døvt, det kan ikke smile, og Blomsterne nikker ikke, nei De skulde engang om Vaaren se Tulipanerne ved Volga!

106Og han blev ved:

– Landskabshadet er en af de Følelser, som jeg vil udrydde hos mig selv, fordi det gjør mig hjemstavnsbunden. Det er Nationalisme, Panslavisme, Forfængelighed. Jeg er stanset her paa Capri for at gjennemgaa en grundig Renselse. For dette er det forfærdeligste af alle naturskjønne Landskaber. Middelhavet, Golfen … en slig Balje med opløste Blaakugler! Og de sammenskruede Fjeldklumper bag Castellamare! Og selve denne naragtig sadelryggede, kolossalt famose, Tibérs og Krupps Insel! Men man skal vænne sine Øine til alt.

Om en Stund siger han:

– De har sikkerlig bemærket en lignende vaandefuld Følelse hos Dem selv ved Mennesker, som engang for alle figurerer som de selvsagt store og selvsagt gode og selvsagt geniale? Man føler Hjemvé efter noget ubestemt i et sligt Menneskes Nærhed. Det er en Form af Landskabshad. De skal beflitte Dem paa at udrydde det – ja undskyld: vi skal beflitte os! For man skal i Ydmyghed vænne sit Sind til alt.

Muikov Muikovitsj sidder en Stund og ser vemodig paa mig.

107– Det er mærkeligt, siger han, hvor De ligner en Matematiker – ja undskyld. De ser ud som en, der tror paa Beviser, og det er jo en ganske løierlig Overtro.

– Jeg er Matematiker, svarer jeg lidt ophidset. Efterfølger af Nils Henrik Abel.

– Naasaa. Ja, der kommer mange fra det Land. Det er derfor Norge har saa daarlig Literatur. Den er jo fuld af Bevisligheder. De husker nok den ikke videre dybsindige Ytring af Prins Hamlet til Horatio? «Der er mere mellem Himmel og Jord.» Den trækkes frem, naar Folk øver sig paa Mystik. Men hvad har vel den skikkelige Horatios Filosofi nogensinde drømt om? Og hvad kjender vel Matematikere med god Mave og Nattesøvn til de overordnede Dimensioner?

– Abel, indvender jeg, var en Aand, som svang sig ud fra vor lille trillende Klode – –

– Jeg kan ikke fordrage Matematik, siger han; den er mig for selvsikker, for hovmodig, for paastaalig paa sit, for fuld af tom Klarhed. Det er mig ufatteligt, at De kan tale om en Flugt fra vor Klode i Forbindelse med et matematisk Geni.

108– Men Matematiken modsiger sig ikke selv.

– Nei, fordi den selv i sine mest indviklede Operationer gaar ud fra slige banale Axiomer som: at et Punkt ikke er langt eller bredt, eller at en ret Linje er kortere end en krum. Men jeg har engang, og det ganske nylig, læst en matematisk Afhandling, som endelig indeholdt noget nyt. Den var af en uberømt Franskmand, men jeg har desværre glemt hans Navn.

Denne lærde Mand flytted hele Matematikken over til en ny Dimension og undersøgte, hvordan det saa gik med alle dens Uomstødeligheder. Det viste sig ogsaa, at Flytningen ikke kunde foregaa uden Ravage. Definitionerne maatte omredigeres: Parallelle Linjer kom til at krydse hverandre, Cirklerne flød ud i Ellipser, Summen af Trianglets Vinkler blev fire rette, og den rette Linje kom til at staa lodret paa sig selv. Man skal ikke være blottet for Fantasi for at løse selv det simpleste matematiske Problem under disse nye Forhold. Men tænker vi os boende en Dimension lavere end vi for Øieblikket befinder os, tænker vi os flade som 109Papirark, saa vi blot kjendte Udstrækning i to Retninger, vilde det ikke da falde os mindst ligesaa besværlig at regne med Kubikforhold eller overhovedet beskjæftige os med Stereometri? I Forhold til den nye Dimension er vi alle flade, vi lar os genere af materielle Hindringer, medens vi med Bevidsthed om den fjerde Dimension skulde kunne passere paa skraa tværs gjennem en Væg lige saa let som en Høne, den sagnagtige Høne, burde kunne skride over en hvid Streg.

– Men Videnskaben, siger jeg …

– De paakalder et Fantom. Videnskaben! Nogen gamle Distriktslæger, som sidder og snakker Materialisme. En forstoppet Verdensopfatning. Men det er gaat med Materien som med den Oldtidslevning, der omtales i en af de norske Matematikeres Værker, er det ikke i «Brand»: der er bare et Hul igjen af den, og i dette umaadelige kosmiske Hul dirrer det ukjendte … Vibrationerne – fra de forholdsvis langsomme, vi opfatter som Lyd, til de hurtigere, ufattelig vanvidsnare, som i aldrig endende Stigning aabenbarer sig for os som Elektricitet, Lys, 110Røntgenstraaler, med brede Bælter mellem hvert af de iagttagbare Fænomener af ukjendte og usanselige Vibrationer.

– Men hvad er det som dirrer slig?

– Æter. Atomer. Men det er et Navn og intet videre. Words, Words, Words! for igjen at citere den samme Prins. For mit Vedkommende finder jeg det ikke altfor absurd at tænke sig, at hele denne Vibrationsproces er hvad man kalder aandelig: at det er et uendeligt Væsens Sjæl, hvis Tanker uophørlig dirrende skaber Kosmos.

– Men hvad Brug har De egentlig i alt dette for deres fjerde Dimension og for Rædslerne, som materialiserer sig i natligt Kryb?

– Aa, det nødvendigste for mig er det overflødige. Tænk Dem, at vi var omringet af en Verden, af Liv, af Væsener, som vi intet sanseligt Middel har til at træde nærmere, men som vor Filosofi nok kan drømme om. Det er Skumringsmulighederne, min Ven, det er dem vi alle, hver paa sit Vis, lever paa. Derfor holder jeg af den paradoksale Matematik … og De, De har nok ogsaa Deres Skumringsmuligheder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.