Smaa Epistler

av Nils Kjær

Til Firenze

Det er bestandig lige mange Mennesker ude og reiser, naar man selv skal reise. Bønder, som stinker af Hvidløg, Koner med Knytter og Kurve, Haandværkssvende, Munke, Soldater … et haabløst Virvar, før Toget kommer i Gang, men en mærkværdig Orden og Ro, naar alt er stuvet sammen. Jeg beundrer disse Menneskers Evne til at gjøre sig det bekvemt i ubekvemme Forhold. De slaar sig ned i en Kupé som i sin egen Leilighed, spiser sin vante Mad og byder de Medreisende med en rundelig Haandbevægelse at tage tiltakke. Naar de har spist og drukket, tænder de Cigarerne og passiarer og synger lidt, og siden strækker de sig mellem hverandre som om de strakte sig paa Divaner. Deres Velværeforestillinger er absolute, de er uafhængige af Tid og Rum, og 82deres sociale Medgjørlighed stikker grelt af mod den passive Fiendtlighed, hvormed Mennesker, som ikke kjender hverandre, omgaaes i nordiske Lande.

Men paa en lang Reise slappes selv i Syden den muntre Spænding ved at reise, man blir træt af at sidde med Naboens Albue mellem sine Ribben, og protesterer, naar en Kone paa en Mellemstation vil trænge sig ind i Kupeen med en syg Kat … Det hjælper ikke: Konen borer sig fast og stikker Hatæsken med Katten under sit Skjørt.

– Jeg kan ikke fordrage Katter, siger en ung Mand. Og jeg forstaar ikke, hvad slige Bæster er ude at reise efter.

– Hvem spør, hvad De selv er ude og reiser efter? siger Konen fornærmet og samler Skjørterne om Hatæsken.

– Nei, hvad reiser vi vel alle efter, udbryder en gammel Mand i Faarepels … Store Gud, hvad reiser vi efter …?

– Hvad er det forresten, som feiler Katten? spør den Unge.

– Aa poverina, hun er i Omstændigheder, svarer Konen.

Alle ler.

83– Saa haaber jeg hun venter, til De er fremme … ellers kunde De komme til at betale Barnebiljetter …

– Den Slags indtræffer ofte pludselig og uforvarende, bemærker den Gamle … Jeg har været en Gang i mit Liv i Teatret paa Foria … Men da blev Komedien afbrudt, fordi en Kone kom i Nød paa en af de bagerste Rader … og jeg fik ikke engang igjen Pengene. Tvi for Gjøgl!

– Kanske hun var ansat til det? foreslaar en, og alle ler igjen.

– Det har aldrig faldt mig ind, men det kan godt hænde. Verden er bare Bedrag …

Det er igjen en Station. Toget begynder at sagtne Farten, Vognen dirrer under Drønnet af Stødbolterne, og Drønnet forplanter sig taktfast ned gjennem Vognrækken. Ingen af, men bestandig nye ind … Det er ogsaa begyndt at bli en Smule kvalmt, og de mandlige Reisende, som ikke kan faa sove, fordriver Tiden med at spytte.

– Det er ganske løierligt, hvad de finder paa … siger den gamle Mand i Faarepelsen til en skaldet Kapuciner, som sidder og 84dupper i Halvsøvne … De har slaat op paa Stationerne et Forbud mod at spytte … det skal være sundhedsfarligt! Tvi! Jeg har spyttet i tre Snes Aar og befinder mig ganske vel.

Kapucineren nikker med lukkede Øine, og der kommer ingen Samtale istand.

Atter Stans. Arezzo … to Minutter … Konen hutler sig ud med sin Hatæske og sin Kat, et Par Mandfolk farer op af Søvne og dingler efter … Toget larmer igjen afsted, vi har faat et Vindu op, og Trækken slaar Bjergvinden imod vore Ansigter … Bjergvind og Vinter, og over Snefjeldene gnistrer der Stjerner …

– Ja, hvad reiser vi alle efter? Store Gud, hvad reiser vi alle efter! gjentar den Gamle i Tanker … Jeg har været i Neapel, hvor jeg har en Datter, som er gift med en Beværter … men hvad skulde jeg der og besøge dem? Man har ingen Glæde af sine Barn i min Alder … det var et simpelt Hus, de holdt … slet og ret et uanstændigt Hus.

Men ingen gidder høre paa den Gamles Besværinger. Han blir siddende og mumle 85alene i sit store, hvide Patriarkskjæg. I Kupéen blaffer Parafinblusset sygt og sodet oppe under Taget, og den ensformige Klirr af Jern mod Jern har, medens Toget skumpler afsted, dysset de fleste Passagerer ind i en værkende Tredieklasses Blund paa Træbænkene.

I det vankelmodige Lys kan man ikke spore andet Udtryk end Træthedens paa nogen af de mange Ansigter. Der glider den samme Maske over forreiste og forvaagede Tredieklasses Passagerer; Fællesforpjusketheden visker ud Eiendommelighederne eller ens Blik for dem, og de tilfeldig Sammenspærredes Ligegyldighed for hverandre fortsætter sig lige ind i deres Søvn som stupid Udtryksløshed i Ansigterne …

Firenze! Endelig …

Man kan kjende paa Lugten og ved den tilsvarende Sans kjende sig igjen og kjende sig hjemme i disse middelalderlige Byer. Om jeg som en af de lykkelige mystificerede Personer i de arabiske Eventyr blev ført ind i en af dem, skulde jeg kunne skjelne, hvor jeg var, og lugted en af dem særlig moderne skulde jeg sige, at det var Rom. Men 86fremforalt tiltaler mig Lugten af Florens. Den er ikke harsk af Asaføtida som Neapels, ikke sur af Gytje som Venedigs, den har tvertimod den Ældens Sødme, den hengjemte Liflighed, som bedre end selve Gjensynet af de fortrolige Ting kribler i Minderne …

Det er igjen de trange Stræder uden Fortaug og med Rendesten i Midten … det er igjen de sturende Paladser med Spiltougringene og Fakkelstagerne af massivt Jern i Frontmuren … det er igjen de aabne Døre med Skomagerborde og Høvelbænke halvt udenfor, og Grøntboder og Traktørsteder, hvor Suppen koster 10 Øre. Og Lygteskinnet slaar rødt opad de ru Mure, og i den lumre Natteluft veirer man med Næsen Lugten af Firenze … som en Hund sin gamle Herres – – sin gamle Herskerindes.

Hvad er det for en Parfym, hun har brugt i saa mange Aar? Violer har hun bare en stakket Tid af Aaret, og hendes røde Lilje er duftløs … Nei, det er ingen enkelt Essens … det er alle de levende og døende, blomstrende og visnende Ting, hvis Aande i Forening dvæler mellem Murene … Det er 87Lugt af raa Huder og Rosmarin, af Timian, sardinsk Tobak og halvkokt Kaal, af sorte Oliven og brugte Klær og Hvidløk og nedtraadte Citronskaller … ja, en Analytiker vilde kunne skjelne mangfoldige andre Ingredienser, men i Syntesen ligger Velbehaget.

Jeg opsøger mit gamle Spisested, som enhver Nation gjør Fordring paa at ha opdaget først. Man pleier ogsaa at love hverandre at holde det hemmeligt for Venner og Fiender, men ingen holder Løftet, og Stedet florerer. Man kan blive lei af mange Ting i Italien, af det 3. Klasses Jernbanestel, af Danteforelæsninger, af offentlige Ure med en Viser, af ublu Tiggere og af Victor Emmanuel paa sin Hoppe, men man bevarer sin første Kjærlighed til det Trattori, man selv har opdaget. Her gaar Tingene som sædvanlig lidt paa skraa, og Kokken svigter ofte sine beste Indskydelser. Men hvad er der ikke for en Munterhed i Trafikken, naar der baade kokes og fortæres, passiares, musiceres, tigges og tuskes i det samme Rum! Der staar Kokken og vifter under sine Kjedler, saa Gnisterne fyger, og han passer 88de Jern, han har i Ilden, alt imedens han gjør sit for at belive Selskabeligheden ved de forskjellige Borde. Han følger med Spænding Retternes Aflevering til hver Gjæst, og naar vedkommende har tat sin første Mundfuld, roper han med overdøvende Stemme: Hallo, De dernede! Hei, De gamle, hvidhaarede Herre … er Biffen efter Deres Smag?

Hvilken anden Kok i Verden vilde bekymre sig om det?

Hver Nation har sit Bord undtagen Russere og Polakker, som nomadiserer. Tyskerne har valgt den inderste, hyggeligste Krok, og har som Skilt hængt et Billede, indrammet i Eviggrønt paa Væggen. Det er holdt i Quattro-cento-Stil, og forestiller Deltagerne hensunkne i Andagt om en burschikos Helgen med Sivflaske. Der hersker bestandig en fidel Stemning, og selv de graahærdede Herrer – Professorer og Museumsdirektører, har det lykkeligste embedsundslupne Wanderjahrsmil bredt over de frodige Ansigter … Et andet Bord har Finnerne, unge, lyseblonde Par om Par af nygifte Kunstnere … lavmælte og solide, og midt iblandt dem en ældre, alvorligere, tausere …

89Men ogsaa her fremtoner Englændere … Der sidder to, som har spist, men som er misfornøiet med Maden. De stanger sig i Tænderne, og begge har det melankolske Langdrag i Ansigtet, hvorpaa man kjender Racen. Den ene spør med et dødt Sideblik til Tyskernes Bord, hvad det er for en Nation. – Det er Tyskere, siger den anden.

– I don’t like Germans.

Han vender sig og peger paa Finnerne – Og hvad er det for nogen? Det er vist Russere eller Skandinaver, siger den anden.

– I don’t like Russians, nor Scandinavians …

– Men alle de andre, siger den anden … alle de andre er vist Italienere.

– But I say, I can’t endure Italians.

De betalte og gik. Men de andre Nationer blev siddende og savned dem ikke …

– – Det er paa Piazza di Michel Angelo ved Solnedgang. En fin Kvelddis breder sig over den gamle By, men Kampanilen og Signoria’s Taarn løfter sig rankt over alle Tage ind i den gyldne Luft. Nedover Terrasserne gror Roser, lyserøde Roser i Overflod, falmende, fuldmodne og tusen endnu i Knop; 90et Vindpust fører et Drag med sig fra Heliotropernes Bed, en sød lummer Parfym. Over mod Nord skinner Fiesoles Mure rødt i Solnedgangen, og langt ude mod Vest og Syd tindrer Fjeldtoppenes Sne.

Pladsen er næsten mennesketom. Et Par unge Abbater i sorte Kjoler og bredbremmede Hatte kommer forbi.

Skarpe Profiler, tynde Læber, fine asketiske Ansigter med Ild af den første Ungdom.

Uvilkaarlig tænker man paa de gamle, fornøiede Graakutter ude i Certosa, der de sidder i sine Kjældere og brygger Likør, men lader sig fotografere med Vandspande og Bibler paa Klostergaardens Brøndtrappe.

Men man husker ogsaa Skikkelser, man har set nede i florentinske Gader, barfodede Oldinger, der iler sin Vei uden at se sig om til høire eller venstre, Munke, i hvem Ilden af deres Ungdom ikke er slukket.

Solen er nede, og Abbaterne er gaat hjem, og Mørke er pludselig faldt over Jorden. Nede fra Byen straaler alt Lysene, og i alle Kirker ringer Aveklokkerne.

*

91Fra et af Smugene, der munder ud ved Santa Croce, lyder fjerne Mandoliner. Det er mørkt og øde paa Pladsen, hvor Dantestatuen tegner sig hvidt mod de dunkle Huse i Baggrunden; efterhaanden kommer Mandolinerne nærmere, og fra de aabne Vinduer blir man Vidne til en natlig Dans paa det stille Sted. Foran de Dansende skrider langsomt tre Musikanter over Piazzaen, og Parrene svinger efter, og Dansen trædes lystig under den gamle Digters aandehvide Gestalt, indtil Musikanterne gaar videre, og Mandolinklangen omsider fortaber sig mellem de høie Huse.

I disse Mennesker er Fryden tændt; som de gjerne agerer, saa synger de ved Dag og Nat – ømme, smeltende Arier; og de synger høit, som alene Glæden synger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Smaa Epistler

Smaa Epistler kom ut i 1908. Samlingen inneholder 22 reisebrev og kåserier om litteratur, kunst og samfunn. Her er betraktninger fra og om for eksempel Italia, Spania og England, men også tekster om norske forhold, fiske og estetikk.

Les mer..

Om Nils Kjær

Nils Kjær var, som en av de første i norsk litteraturhistorie, skribent på heltid. Han anmeldte litteratur og teaterforestillinger og skrev reisebrev, essays og epistler for avisene. I tillegg skrev han fem skuespill og noen noveller.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.