Vinterland

62Det lider med Januar, og nu blomstrer Mandeltrærne paa bar Kvist, spædt og lyserødt … men ikke her. Det er forbi med de Dage, da man holdt sig med sydlige Vintre og ikke behøvde at spare paa Solbeholdningen. Skrive Vinterbreve fra Himmelstrøg, hvor den gamle Høst og den unge Vaar smiler til hverandre og kaster Roser over det lave Vinterhegn, som skiller dem – det er en Fornøielse. Men beskrive den vitterlige, uomstødelige Vinterkjendsgjerning, den lange Pause, da Naturen indstiller sin Virksomhed og ikke gir Livstegn fra sig, det er en Kunst, jeg opgir. Desuden er det upatriotisk at udsætte noget paa Vinteren, fordi den ansees for en specifik national Aarstid, en Medgift vi har faat med Nordpolen. Vor Vinter kræver ikke alene Respekt, men 63Begeistring. I sin Mægtighed har den intet tilovers for kritiske Bemærkninger. Den sætter sig tilrette paa det knuste Landskab og gjør sig bred i den Livløshed, der er dens Værk. Og prises af Malere og Sportsmænd.

Men i Tilblivelsen, før den har begyndt at kjede ved sin Langvarighed, sin Ensformighed, sin Nærgaaenhed, sin saftudtømte, selvfølgelige Renhed, sin ærværdige Hvidhed … i Krystallisationsmomentet har den ikke destomindre en Skjønhed, som vækker Forestilling om en Art skabende Kraft … Naar det stivner, naar det brister, naar de smaa ribbede Kviste higster i Sno, naar den sprøde Natis klimprer langs Bækkeløbene og Frosten med tusinde Pincetter kniber i de pinte Livsaarer, naar Høstens sidste Hvisken risler hen, før Landet lukkes inde i den langt lydende vinterlige Enetale, da imponerer denne døde Kraft, som faar alt til at forstumme, og kommer man ud af sit Hus en slig første Vintermorgen og ser Markerne graa af Rimslag og Trærne drømmende mod den ulmende Solopgang – drømmende bort sine fattige Kviste under en dunlet Blomstring af natudsprungne Krystaller, da kan 64ens Sind fyldes af det Nyes forundrede Velbehag, og man siger til sig selv: det er Vinter! Det er endelig Vinter!

Eller en Skumring, naar den første Sne i et Mylder af vildfarende Prikker vimser mod Jord! Det er netop en slig vinterforjættende første Snefaldskveld, man kan mærke, at Noget er uforandret og uforanderligt, Livsfølelsen, den dybe grundløse Forklaring paa, at man er til og er slig. Jeg saa en gammel Mand møisommelig skrabe sammen til en Sneball og klemme den mod den nærmeste Væg … det var, fordi det var den første Sne!

Ti allerede nu det lider med Januar og Sne har afløst Sne i flere Lag, og Vinteren er ved Velmagt og har Sol og Vind paa sin Side, er det forbi med dens Stemningsmagt. Den frembringer ikke god Natur længer. Den ciselerer ikke, tegner ikke … den maler ivei grovt impressionistisk og modellerer plumpe Snetrold. Skal dette være en Unggran eller en Myretue? Gjenstanden er ubestemmelig. Her har været anvendt for meget Sne. Det er Publikumsnatur. Natur for Skiløbere. Og hvor man gaar: den samme 65Overlæsselse, den samme Ensidighed, de samme runde Hætter over Tingene, den samme selvtilfredse Udholdenhed i Gjentagelse. Linjebrydningen, Farvekrydsningen, de tusen Luner af det levende, Individualiseringen, den strømmende Mangfoldighed af Overraskelser … alt er skrumpet bort under summarisk Afrunding og Udjævning, under hvid Vat eller forenklet i braa, intetsigende Kontraster – – –

– – Jeg skulde gjerne reise til Rusland, skrev omtrent Heine i et Digt, men jeg er bange for, at jeg ikke kunde taale Knutt i de strenge Vintre. I Leroy-Beaulieus eller en andens store Værk om Rusland staar det, at den lange Vinter er Aarsag i, at Bønderne sover det halve Aar ad Gangen paa sine umaadelige Ovne uden at tage anden Næring til sig end Vodka. Men naar de reiser sig slunkne og grætne ud paa Vaarsiden og faar sat Mad tillivs, vaagner Livsaanderne i dem med uanet Vælde. Da valser de op med sine Koner og Heste og kjører i Troika til Byen og begaar Dumheder nok til at kvitte for den lange Dvale. Men derefter opstaar Ruelsen i dem, og de farer 66hjem til Bod og tænder dobbelt Blus under Helgenbillederne og arbeider i sit Ansigts Sved i alle de Maaneder af Aaret, som kræver Slid … Om de levde saa, vilde det være et fornuftigt Liv, et sindrigt Forsøg paa at bringe Tilværelsen i Overensstemmelse med Naturens Love. Og de vilde være begribeligere og elskeligere end de moderne, for hele Aaret optrukne Menneskeautomater, som arbeider drømmeløst mod Velvære og Død. Aarstiderne skal lystres. Mai stiger ikke blomstrende og berusende op i et Menneske, som har Aaret sønderhakket af ens formige Pligter. Livet er en Drøm, som de allerfærreste gir sig Tid til at drømme – – – – –

– – – Har Vinterlængden og Vinterkulden sat noget Mærke paa vor egen Folkekarakter? Det ved jeg ikke, men formodentlig vil man kunne hente Oplysninger om det i en eller anden fransk Reisebeskrivelse. Hvis der er noget sandt i det jeg netop citerte om Russerne, har vi i en ganske anden Grad forstaat at forsone os, ja assimilere os eller underlægge os Vinteren. Brugen af Ski viser det. Og mangfoldige 67andre Ting. Nationen er mere høirøstet om Vinteren. Og gladere. Og de unge Piger lattermildere. De er heller aldrig mere sommerfugleprangende end midtvinters. Vinteren føles altsaa som en Festtid. Den minste Smule Solvarme gjør en gjennemsnitlig Nordmand døsig og mistrøstig. Men han er lige modtagelig for den oplivende Virkning af tyve Kuldegrader som af en gloende Ovn. Folkets Energi er vinterlig, ikke spontan, men reaktiv. Den trænger Modstand. Aldeles som Nordmænds Ideer, der først udfolder sig i Debat. Derfor tænkes der her i Landet kun over aktuelle Ting. Og det er karakteristisk, at to Modmeninger øieblikkelig krystaliseres om sine Poler, saa snart et Spørsmaal reises. De gror ikke op af nogen stille Eftertænksomhed, for der hersker slet ingen stille Eftertænksomhed. Derfor er det saa let at drive Politik her i Landet, og derfor har al upraktisk Aandsvirksomhed saa vanskelig for at trives. Det, som trænger Varme og lang Grotid, har vanskelig for at trives. Det er et Vinterland – – –

– – Det lider med Januar, Aarets altforlange Indledning. Paa Vinduet har Kulden 68afsat nogen fine Tegninger: en lang svunget Midtstamme lodden af regelmæssige Udløbere. Nu ser jeg det: den ligner nøiagtig Lykopodium, vor Skogbunds vakre Krybeplante, af hvis Støv venlige Apotekere laver Trøstemel til smaa saare Ender. Der findes altsaa trods al Videnskab et synligt Slægtskab mellem Krystallisation og Liv. Vinteren er ikke totalt Ophør af Forretningen. En anden Januar vil Mandeltræerne blomstre – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.