De snorrige Fættere

av Enevold de Falsen

Anden Act


Første Scene

46Leander, strax derefter Capitain Meerskum.


    Leander  (kommer leende ind med et Brev i Haanden.)

Det er ganske fornøieligt, nu jeg har faaet mit Brev færdigt, har jeg ikke een at sende bort dermed – ikke een af mine Domestiquer er tilstede – hola Jens – mon han ikke skulde være gaaet herind til min Cousine – Jens, Jens – nei – den Skurk – (alvorlig.) Det er og gruesomt med alle de Uheld, der i Dag storme ind paa mig – det er ret ligesom den heele Verden havde sammensvoret sig imod mig – som det var en Skiebne, at jeg skal være uheldig i alle Ting. –

(han græder, og holder Tørklædet for Øinene.)
(Meerskum kommer beskienket ind – han standser, da han bliver Leander vaer, og betragter ham noget.)

    Meerskum. 

Men – skal jeg ikke have seet den Fregat før – samme Reisning – samme Takkelage – jo vist maae jeg kiende ham – jeg faaer lægge 47Roer i Læe, dreie bi og praje ham – Sei, Leander, Mand – er det dig?


    Leander. 

Ah, Meerskum – jeg kiendte dig neppe, det er længe siden jeg saae dig, jeg ønsker dig Lykke til din Forfremmelse, du er bleven Capitain!


    Meerskum. 

Det troer jeg; du stod jo her saa forsynket i Betragtninger, som om du havde stødt paa et Skiær – men – plager den Onde dig, troer jeg ikke ordentlig at du græder – er det din Onde dag i Dag, saa holder jeg af igien, for jeg farer ikke gierne med bedrøvede Folk.


    Leander. 

Oh nei, bie – det gaaer strax over – og jeg kan ikke andet end lee ved at see dig – ja hvem skulde og kunne bare sig derfor – saa snorrig som du seer ud.

(leer.)

    Meerskum. 

Lee af Fanden, og ikke af en Caper-Capitain.


    Leander. 

Men siig mig dog, hvor har du været saa længe – hvordan lever du? hvor kommer du fra? hvor vil du hen? Hvor –


    48Meerskum. 

Sei, Rev i Seilene, du finder en fiorten Miils Fart i Vagten – vil du rende mig en Planke ind? Vil du saaledes spørge, faaer du varpe mig Papiir hid, at jeg kan tegne Spørgsmaalene op, for jeg har desuden faaet en Lecase i Hukommelsen i Nat.


    Leander. 

Hvi saa – hvor kommer du da fra?


    Meerskum. 

Fra Champagne-Viin – Ha, Broder – det var en deilig Havn – jeg har ladet mig den ganske Nat.


    Leander. 

Jeg kan mærke det – og hvor agter du dig hen her?


    Meerskum. 

Jeg styrede just Coursen ind til vores Cousine, da jeg dreiede bi for at praje dig.


    Leander  (alvorlig.)

Hvad! – vil du vise dig for hende i den Forfatning –


    Meerskum. 

Og hvad fattes da vel min Forfatning – jeg er aldrig saa høflig, saa beleven, saa skikket til at lægge ombord paa Kiønnet, som naar jeg 49har en Seis – men du selv, hvad giør du paa disse Høider?


    Leander  (leende.)

Du seer en Uheldig – jeg frier til vores Cousine, vores Bryllup var endog berammet til i Dag – men ved en uheldig Tildragelse er hun bleven saa opbragt imod mig, at hun ikke vil høre meere om den Sag.


    Meerskum. 

Det var den Onde, du frier til vores Cousine – det er i det samme Ærende at jeg krydser her – og du er alt nær ved at seile for fuld Vind ind i Havnen, imedens jeg endnu ligger og bouter langt ude i Farvandet – men nu, derfor ere vi lige gode Venner, Farten er frie for enhver, der kan bringe Skib i Søen, og vil hun ikke have mig, saa vil vel en anden; nærmere tager jeg mig ikke den Sag.


    Leander  (alt leende.)

Tildragelsen er løierlig og uventet – vi ere da Rivaler –


    Meerskum. 

Rivaler – nei tak; vil du kappes med mig om at føre Skib, at staae til Roers, at æntre, at gaae til Veirs – ja derom kunne vi blive Rivaler, men for et Fruentimmer! nei pas.


    50Leander. 

Elsker Frue Dormin dig da ikke?


    Meerskum. 

Og befatter jeg mig med det Ragerie – jeg har spurgt hende et Par Gange, om hun vil have mig, og det har hun ikke svaret mig saa reent ud af Skiægget paa; i Dag er jeg kommen her, for at giøres klar, thi jeg har ikke i Sinde at fryse inde her og lade mig iise ud – overalt har jeg ingen Tid, hverken i Morgen eller Overmorgen.


    Leander. 

Hvi saa – Hvad skal du da bestille i Morgen?


    Meerskum. 

Ei nu, det skal jeg fortælle dig – der, hvor jeg var fortøiet i Nat, der var kommen en Lus ind, en Blæksmører, den Onde veed, hvem det var; jeg gier ham Døden og Diævlen, den Hvalp – han duede ikke til at fare til Coffardis med en Svabert! see – medens vi saa sad og skaffede, og parsiarede i Øst og Vest, saa paa eengang faaer han Ondt, og vil paastaae imod mig – Meerskum – som har ført Dragen, været i Canelen – ved de spanske Drenge – under Linien – som kiender Passaten som jeg kiender mig selv – huh – imod mig vil han paastaae, at man kunde seile Vinden nærmere end paa sex Stræger 51– jeg svarede ham meget høflig – det er den Onde tage mig Løgn – det forstaaer jeg bedre end I – herpaa svarede han igien, alt med Høflighed, og kort at fortælle, den eene Høflighed gik saa længe i Kiølvandet paa den anden, at jeg tilsidst smeed ham hans Bramstang over Borde med en Tallerken, som giorde lidt uklart paa hans Stortop – han smeed noget Ragerie efter mig igien, saa der blev en Allemands Haverie – men jeg forsatte ham en slingre Patron saa heftig, at Lysene gik ud i hans Lanterner, og bumbs, der saae min Coffardi-Mand paa sit Agter-Kastel – see, saa blev han vred, og paastod, jeg skulde flaaes ordentlig med ham – vel Mand, sagde jeg, det er og mit Spil, du skal faae det som du vil – og saa bad han om det til i Morgen – for ventelig vil han tage Afskeed med sin Familie i Dag.


    Leander  (som ved Fortællingen er blevet meere og meere alvorlig.)

Men hvem var denne Person?


    Meerskum. 

Veed jeg det – Secreteer eller Consistorial-raad kaldte de ham – en Karl som en Agurk – jeg holder mig ligesaa god som han, og vel saa vestlig.


    52Leander. 

Men betænk dog, hvad Følger din Fremfusenhed kan have; om Hiertet, som det lader, sidder ham paa det rette Sted.


    Meerskum. 

Jeg er tilfreds hvor det sidder ham – hvad Følger – Meerskum har aldrig viist nogen fiendtlig Skude sit Speil, uden naar han har bogseret den efter sig – vi kan komme til at lægge vore Batterier imod hinanden, og løbe hverandre et Par Planker ind – det vil intet sige – men hvad – troer jeg ikke nu du er læk igien; der skulde en Pompe som Fanden til at holde dig lens – hvad er der?


    Leander. 

Hvad der er? Er det ikke beklageligt, og kan det ikke fortiene Taarer, at see et Menneske saaledes med beraad Hu styrte sig i Faren, og med Overlæg skille sig med Glasset i Haanden ved den sunde Fornuft.


    Meerskum. 

Slap hun derud – den sunde Fornuft mig hid, og den sunde Fornuft mig did, saa viid, min kloge Ven, at der er intet saa dumt, som den sunde Fornuft – hvad man vil giøre, hvad man slaaer paa, strax er den i Veien, kan man 53da giøre bedre, end at smidde den over Borde og drikke den bort, saa bliver man først letseilende.


Anden Scene

De Forrige. Spradenfeldt.


    Spradenfeldt  (ind til Coulissen.)

Pierre – Laquai – Maraud – ha – jeg troer ikke nogen Adelsmand i det heele Land er saa slet betient som jeg!


    Meerskum. 

Er det dine Junger alle de – giv dem en Lussing – kast dem i Boien, saa giør jeg ved mine.


    Spradenfeldt. 

Ah, bon jour Meerskum, det er jo hundrede Aar siden jeg saae dig; jeg har ikke seet dig siden du blev Msr. Le Capitain – og Leander, peste, je suis ici en pays de Connoissance


    Meerskum. 

Kunde du ikke sige det paa Dansk; man skulde troe, du havde været under Linien, for du har lidet Haverie paa Forstanden.


    54Spradenfeldt. 

Ja, du spøger nu altid – men hvad fattes vor Ven Leander i Dag?


    Leander. 

Meerskum har havt en Trette, han skal slaaes, det bør giøre mig ondt.


    Meerskum. 

Ikke andet end det; naar det ikke giør mig ondt, saa seer jeg ikke, at du kan have nogen Svie deraf.


    Spradenfeldt. 

Ah, Bagatelle que ça – jeg havde nu nyelig en Affaire – jeg kom for Skade at kiøre en Fiacre i Rendesteenen, ved det jeg har befalet min Kudsk, immer at holde Midten af Gaden – Manden, som sad deri, blev vred, sprang ud, vilde, jeg skulde slaaes med ham – Enfin, jeg var forceért – jeg stak ham tvert igiennem Armen, og fik siden at vide, at det var Greven af Fontak –


    Leander  (grædende.)

Hvor kan du dog lyve saa, det er uværdigt for en Adelsmand – Fontak er jo alt i Forgaars reist til Paris.


    Spradenfeldt. 

Ja, det var og Dagen før jeg havde Passagen – og jeg fortalte det meest for at faae dig til 55at lee – jeg vil altid see glade Folk – jeg er selv aldrig bedrøvet, uden naar jeg fattes Penge, og det er endelig kun sielden hændet mig – un galant homme à tousjours ses Ressources – dog, eengang paa mine Reiser hang jeg forbandet med Hovedet; skulde I troe, at jeg en heel Uge igiennem i Paris var saa fattig, at jeg ikke eiede 10,000 Rdlr.


    Meerskum  (leer høit, og Leander græder.)

Det var en Coffardi-Stræg – hold dig om Bagbord, naar du lyver saa – du har jo aldrig seet 10,000 Rdlr.


    Spradenfeldt  (til Leander.)

Ah, Monfrere! det giør mig ondt – sørg ikke derfor nu – den Tid er længe siden forbi –


    Meerskum. 

Han maatte være gal, sørgede han for det – nei, det er nok snarere Kurven, han har faaet hos vores Cousine, som trækker ham Vandet af Spigatterne.


    Spradenfeldt. 

Hvordan? Comment? Hvad – Kurv – du frier da til Frue Dormin?


    56Leander. 

Ja; og ventede i Dag endog at see mig foreenet med hende, hvis ikke Skiebnen, som altid er mig ublid –


    Spradenfeldt. 

Qu’entend-je-tetebleu, j’enrage! saa er dog Rygtet sandt – men du burde ventet dig Kurven – Du veed maaskee ikke, min lille Fætter, at Frue Dormin elsker mig?


    Leander  (leer.)

Elsker dig?


    Meerskum  (leer og.)

Elsker dig – det staaer ved Siden af de 10,000 Rdlr.


    Spradenfeldt. 

Ja, ja, elsker mig – ret mig – er det saa ubegribeligt – jeg synes det maatte forundre jer, om hun ikke giorde det – mon jeg er en Person qu’on refuce – som man holder Stand imod – men jeg taaler ikke, at nogen gaaer mig i Veien, og vover at frie, hvor jeg har giort mine Prætensions – og jeg skal lære dem, som tør giøre Anfordring paa Frue Dormins Hierte, at von Spradenfeldt forstaaer Kaarden ligesaa godt som Galanteriet.


    57Leander  (sætter sin Hat paa med Latter.)

Kom, min behiertede Fætter! vi vil strax giøre Prøven; du kunde aldrig finde mig bedre opsat.


    Spradenfeldt  (forlegen.)

Oh, det har just ingen Hast – jeg slaaes ikke gierne, naar jeg har gode Klæder paa, og desuden er denne Kiol saa trang over Armene.


    Meerskum. 

Saa tag min Broders, den har du Rum nok at røre dig i, det veed jeg – og slaaes saa med mig, det har du bedre af – Leander! maae jeg tage din Absent?


    Leander  (med Foragt.)

Oh ja, jeg overlader dig ham.


    Spradenfeldt. 

Comment, Morbleu – jeg har jo intet udestaaende med Meerskum.


    Leander. 

Det samme som med mig – han frier og til vores Cousine.


    Spradenfeldt. 

Nu – det var snorrig – er der ikke fleere – vi ere altsaa her tre Rivaler –


    58Meerskum. 

Den Onde plager jer, at ville være mine Rivaler – jeg har sagt, at jeg aldrig er Rival med nogen udenfor Seilads, og med dig vil jeg kun slaaes for Løiers Skyld – saa kom –

(han trækker Kiolen af og flyer Spradenfeldt.)

Der – drukne i den – jeg slaaes best i Vesten – nu frisk – Batteriet an – stødt Styrbord – eller har du maaskee større Lyst til at baxes, see, det kan jeg og tiene dig med –

(han støder til Spradenfeldt, som falder baglænds om paa Gulvet.)

Ah – faldt du – stødte du dig for Hiertet?


    Spradenfeldt. 

Disse Haand-Gebærder ere saa ubehagelige – nei hør, mine Venner – jeg faaer et andet Indfald – vi ere dog alle tre Sødskendebørn, og jeg vil ikke smitte mine Hænder med min Families Blod – Vi ville vente vores Skiebne fra Frue Dormin selv – vi ere her nu alle tre, lad hende vælge os imellem – jeg er vis paa, hun vil skiønne Fortienesterne.


    Meerskum  (som trækker sin Kiol paa igien.)

Og saa er jeg vis paa du vinder ligesaa lidet, som ved at slaaes – men top, det holdes – det er dog hende selv det fornemmelig angaaer, og den af os, som vant hende, havde dog giort en forloren 59Reise, dersom hun bad ham fortrække – see, der kommer hun selv – ret som hun var kaldet.


    Leander. 

Ah – jeg skielver som en Forbryder, der venter sin Dom.


Tredie Scene

De Forrige. Frue Dormin. Lise.
(Under denne Scenes Løb afvexler Leander med at lee og være alvorlig.)


    Spradenfeldt. 

Ah, min smukke Cousine! kom og afværg en Ulykke, Blods Udgydelse – Mord – De seer her tre Hierter, som Deres Øines Straaler have tændt i Brand – som alle staae i klare Luer – brænde hæftig –


    Meerskum. 

Sei, hvad vil al den Passiaring sige – kort og godt, Cousine! Sagen er denne: jeg har styret Cours herhid i Dag, for at høre Deres endelige Beslutning, om De vil have mig eller ei, og da jeg ankrer her, finder jeg Leander og denne Finke-Ridder, som begge fortælle mig, at de og ere fortøiede her, og frie til Dem – nu ligge vi 60her paa Rad alle tre, vælg nu hvem De vil der skal blive seilklar, for min Provision er nu snart sluppen; jeg kan ikke meget med det Frieras, og hvad det hedder.


    Spradenfeldt. 

Ja, Cousine! giv een af os Æblet; jeg tør vel smigre mig med, at De ikke betænker Dem længe paa Valget.


    Meerskum. 

Jeg smigrer mig aldrig, jeg lapsalver mig heller – men de veed, hvad jeg før har sagt Dem – vil De vove Dem ud med mig paa Ægteskabs Søe, troer jeg De skal ikke blive misfornøiet med Skipperen – jeg skal holde meget af Dem, naar jeg er i Land; ja, næst Skib og Søe, skal jeg holde meest af Dem – men slaaer De til, saa Bryllup i Dag, for i Morgen skal jeg, om Gud vil, slaaes, og Overmorgen farer jeg ud at krydse igien. Dragen er nu forhudet og i seilbar Stand; vil De seile med, vel, der ere stolte Anstalter, De skal faae mine bedste Koie-Klæder, og en deilig Hænge-Koie; men vil De blive hiemme, ogsaa det – De skal fra min Side have Vind og Strøm med Dem i alle Ting –


    Frue Dormin. 

Deres Tilbud, mine Herrer Cousins, beærer mig meget – men forlad mig, at jeg ikke kan 61modtage enten den enes eller den andens – jeg har ikke i Sinde at forandre min Stand.


    Spradenfeldt. 

Hvordan, Frue Cousine? en ordentlig Kurv – betænker De det – naa Spradenfeldt – det er første Gang – ja, man skal forsøge alting i Verden – men jeg vil ikke være haard nok til at tage Dem paa Ordet – jeg veed det nok – Modestien – De vil ikke saa i Selskab udlade Dem med, hvad De føler – Ah – jeg veed det nok –


    Frue Dormin  (fortrydelig.)

De maae vide, hvad De vil, saa forsikkrer jeg Dem, at De er den, jeg allermindst betænker mig paa at give Kurven –


    Meerskum. 

Maet – den var plat – det Compas kan du vel seile efter?

(Spradenfeldt fløiter.)

    Leander. 

Elskte Cousine – tør jeg til min Fordeel udtolke den Koldsindighed, De udviser imod mine Medbeilere – tør jeg haabe –


    Frue Dormin. 

De veed, Leander, at jeg har elsket Dem – men jeg kan ikke overtale mig til at foreene mig med en Mand, der ikke vil skille sig ved en Feil, 62som med Grund giør ham latterlig – Deres besynderlige Leen og Græden –


    Meerskum. 

Ja, Cousine har Ret, du veed ikke hvordan du selv takler dig med den bandsatte Feil – see – hvad er der nu at grine af?


    Leander. 

Og hvem skulde ikke lee af dine Udtryk – og den Maade, du har at fremføre dem paa.


Fierde Scene

De Forrige. Jens.


    Jens. 

En Karl leverede mig dette Brev i Porten, han sagde, det var til Dem, Frue!


    Frue Dormin. 

Til mig? Og hvor er Karlen?


    Jens. 

Her er han, at sige Karlen, som Brevet blev leveret til; for den, som leverede det, rendte strax – det var et Postbud; han sagde, det var kommet med Posten fra Jylland.


    63Frue Dormin. 

Sort Lak – jeg er bange det angaaer vores Oncle.


    Jens  (til Lise.)

See, hvor lige hun kunde giette det – nu vil det bryde løs.


    Lise. 

Tys – vær forsigtig.


    Frue Dormin  (efter at have læst Brevet.)

Vores Oncle er død –


    Spradenfeldt. 

Død – Ah, det var paa Tiden – le bon homme – nu vil det give sig, om han har skrabet brav sammen sammen til os.


    Leander  (græder.)

Hans Død afpresser mig Taarer, han var dog vores Oncle.


    Meerskum. 

Men hvad, Skuden var jo saa gammel, at det vel var paa Tiden at den blev ophugget.


    Frue Dormin. 

Ja, det er ikke alt – han efterlader sig et Testamente – i Sandhed et besynderligt Testamente – Lise! læs hun Brevet høit.


    64Jens. 

Det kan du best – du kiender Indholden.


    Lise  (læser.)

«Som Forvalter paa Hr. Orgons Gods, og den eeneste Christen Siæl, der ved hans Hensovelse betiente ham, maae jeg efter den salige Herres Befaling lade Fruen vide, at Døden vist Søndag Aften, ongefær tre Qvarteer til 7. slog min Herre for Panden, saa han strax faldt om og døde som en Stud – –


    Spradenfeldt. 

Stilen er nydelig – man skulde troe en Slagter var Forfatter deraf.

(Meerskum leer, og Leander græder.)

    Jens  (afsides.)

Det kunde maaskee og nok hænde sig.


    Lise  (læser videre.)

Der er fundet et Papiir efter ham, hvori der staaer: At han indsætter sin Broder-Dotter, Frue Dormin, til sin eneste Arving, men paa de Vilkaar, at hun skal givte sig med een af hendes tre Sødskendebørn, Hr. Leander, von Spradenfeldt, eller Capitain Meerskum, hvilken hendes Hu meest staaer til – men dersom 65hun ikke vil det, skal hans Midler af Øxen, Stude, Faar, Sviin, Huuse, Jord, Løst og Fast, deeles i tre lige Deele imellem disse omskrevne tre Fættere, og Fruen være arveløs, og ikke nyde den mindste Skilling – – Hvortil jeg gratulerer af Hiertet.»
Christen Mikkelsen.
Forvalter paa Godset.

(hun leverer Frue Dormin Brevet tilbage.)

    Spradenfeldt. 

Den Sal. Mand har dog ikke været saa dum som jeg troede – nu vel, Cousine! hvad siger De nu – refuserer De endnu von Spradenfeldt? – Den Lykke, at have saa gentil en Mand, og den Sal. Oncles Penge med ham? Vi ville sælge alt, hvad der findes efter ham – Øxnene, Faarene, Jordegodset, Sviinene, kort: det Løse og det Faste, giøre det altsammen i Penge, og saa leve i Kiøbenhavn comme il faut.


    Frue Dormin. 

Jeg kan oversee hvad De siger – men det skulde smerte mig, om nogen af de andre Herrer kunde troe, at Pengebegierlighed var i nogen Maade istand til at forandre min Beslutning, eller indgive mig andre Tanker, end jeg havde før. De behager altsaa at deele Deres Oncles Arv efter Testamentet.


    66Jens  (til Lise.)

Fy, dette tager en splittergal Vending.


    Meerskum  (støder Jens tilside, som staaer imellem ham og Frue Dormin.)Dormin.)] rettet fra: Dormin. (trykkfeil)

Sei, du Svampetrykker, stik paa dit Toug og skiær dig herfra – Saa, staae mig ikke til Luart og tag Vinden fra en Orlogsmand, seer du ikke jeg vil snakke – (til Frue Dormin.) Hør, Cousine, hun har slet ikkeikke] rettet fra: ike (trykkfeil) nødig at tage mig omborde, naar hun endelig ikke vil – og hvad Arven angaaer, saa bryder jeg mig ikke meere derom, end om raadent Kabelgarn og forslidt Anker-Toug – Seer hun, jeg har nok at leve af, saalænge jeg duer til Søen, og siden er jeg ikke værd at føde længer, for naar jeg ikke kan fare, duer jeg ikke for en suur Sild – Styr frit Cours med hvem hun vil.


    Spradenfeldt. 

Men, diantre Cousine, hvad forlanger De da meere, end en Mand og Penge! (afsides.) om de sidste er det mig især at giøre.


    Leander  (leende.)

I Sandhed! dette Testamente er latterligt, og min Oncle maae have gaaet i Barndom, da han giorde det, det er langt fra, at jeg i nogen Henseende agter at giøre mig Fordeel deraf – (alvorlig.) Men vil De da knuse mit Hierte med 67evigt Afslag? Tør jeg ikke oftere haabe at bevæge Dem? Ah – Grusomme – var det at elske? Kan man være uforsonlig imod den, man elsker – og kan de være haard nok til at døve Deres Hiertes Stemme, som dog vist lader sig høre til min Fordeel –


    Frue Dormin. 

Bebreidelser, Leander, har De ikke Ret at giøre mig; og taler Hiertet end for Dem, saa taler Eftertanken imod Dem, saalænge De ikke aflægger Deres alt for besynderlige Feil.


    Jens. 

Lise – jeg troer jeg gaaer hen og siger, det er Løgn altsammen.


    Lise. 

Ja, Fusentast – saadanne ere altid dine herlige Anslag.


    Jens. 

Var du da ikke ligesaa meget for det som jeg?


    Leander. 

Velan da, Cousine – jeg skal ikke oftere blive Dem byrdefuld – en Elsker, som er til Byrde, bliver snart forhadt, jeg skal skille Dem ved en Person, som er Dem utaalelig – men tillad, at jeg i Vidners Overværelse maae afstaae Dem min Andeel i Testamentet – jeg vil ikke paa Deres Bekostning nyde Godt af min Oncles Uretfærdighed 68– hans urimelige Disposition skal fra min Side ligesaa lidet berøve Dem en retmæssig Arv, som den skal binde Dem til at bortgive Deres Haand – (med Latter.) Den gode Mand maae have kiendt mig meget lidt, naar han kunde troe, at jeg paa slig en Maade kunde beqvemme mig til at erhverve Midler, eller forskaffe mig en Kone – og hvad mig selv angaaer, saa har jeg Midler nok til at kunne skaffe mig en Krog paa Landet langt fra Mennesker, hvor jeg kan philosophere over disse kloge Væsener, som blinde for Deres egne Daarligheder, med Falkesyn opdage hos andre de Feil, de ved en Hændelse netop ikke have selv – og hvor det eneste, jeg vil beklage, er Deres Hiertes Forliis, hvis Besiddelse ene udgiorde Sødheden af mit Liv.

(han vil gaae.)

    Jens. 

Oh, min stakkels Herre – han kommer mig til at græde – den Ædelmodighed ventede min Tiener-Forstand sig ikke – jeg dumme Diævel – jeg maae give mig selv an – Herre! hør –


    Frue Dormin  (som med Bevægelse har seet efter Leander, der er nær ved at gaae ud af Skuepladsen.)

Bie, Leander – De overbeviser mig – Deres Ædelmodighed rører mig og overvinder min Beslutning – Ah, den var nok desuden kun svag 69– jeg skiænker Dem min fulde Kiærlighed igien – De fortiener min Haand, jeg giver Dem den her, og skal ikke oftere tage den tilbage.


    Jens. 

Ha – der faldt en Steen fra mit Hierte – om hun havde givet mig sin Haand, kunde jeg ikke blevet gladere.


    Leander. 

De skiænker mig Livet igien – jeg kan aldrig bevidne Dem, hvor stor min Glæde og Taknemmelighed er – Uforlignelige – Ah, hvor jeg er lykkelig!

(med Taarer.)

    Frue Dormin. 

Og dog fælder De Taarer!


    Leander. 

Ah, Cousine – der ere og Glædes-Taarer – jeg skal stræbe at rette min forhadte Feil – jeg vil herefter stedse lee, og skulde jeg græde, er det ene af Glæde.


    Meerskum. 

Fætter Spradebasse, vi to nyde ingen Ting – vi ligge her og som tørre vore Seil efter en Regn.


    Spradenfeldt  (Til Frue Dormin.)

De er straffet nok ved at faae Leander – jeg skal nu giøre en Skiønsommere lykkelig, og saa vil Fortrydelsen komme for sildig.


    70Frue Dormin. 

Ja, det kan være farligt nok – men Leander, vi maae ikke berøve vore Fættere den Andeel, de have Ret at paastaae i Arv efter vores Oncle – vi vil deele lovlig –


    Leander. 

De forekommer mig, og min Oncles urimelige Testamente skal vist ikke giøre mig riig paa mine Medarvingers Bekostning. Deres Haand og Hierte er mig Rigdom nok.


    Spradenfeldt. 

Ah – je m’en mocque. (afsides.) Dog, sandt at sige, tager jeg imod min Part.


    Meerskum. 

Ja, ja, Mand – det er vel nok – jeg veed du meener, hvad du siger – men er det mig Erstatning for Deres Haand, Cousine?


    Frue Dormin. 

Jeg har aldrig lovet Dem den, saa jeg ikke bedrager Dem, og kan mit Venskab være Dem behageligt, saa tilbyder jeg Dem det med Deres ærlige Oprigtighed.


    Meerskum. 

Venskab – ja det er godt til Baglast – at nægte mig Deres Haand, og tilbyde mig Deres Venskab, det er som at tage min Fregatte fra mig, 71og give mig en Pære-Skude igien – dog top – jeg tager derimod – jeg er ikke den, som hænger mig, fordi man ikke vil have mig – jeg skal end meere af et godt Søemands-Hierte stikke en Pocal ud paa en god Vind for Brudeparret.Brudeparret] rettet fra: Prudeparret (trykkfeil)


    Leander. 

Ærlige Ven – hvor kiært er dit Venskab mig!


    Meerskum. 

Ja, du har godt for det, du er Flagmand –


    Jens. 

Nu, Jomfrue Lise – hvad har hun nu at klage?


    Lise. 

Det gik bedre, end jeg tænkte.


    Jens. 

Ja derfor, naar du har mig med, behøver du ikke at tænke.


    Meerskum  (til Leander, som græder.)

Hvad? nu en Regn-Bye igien – raser du Mand?


    Leander. 

Jeg kan ikke nægte, at jeg dog min Oncles uventede Dødsfald gaaer mig nær.


    Meerskum. 

For alle Uveir, da veed jeg der gaaer ti Oncler paa een Kone, er det at tænke paa nu?


    72Leander. 

Du har Ret! den yndigste Kones Besiddelse skal og snart forjage den Sorg af mit Bryst.


    Jens. 

Siden da nu alle Ting tegne til Glæde her, saa tillad og Deres troe Tiener, Jens, at tage Deel i Brudehuusets Fornøielse, og lad ikke mig blive den eneste, som græder paa denne glade Dag – Tienere kan aldrig giøre bedre, end følge deres Herskabs Exempel; og da det nu endelig er kommet saa vidt med Herren og Fruen, at De givte sig, saa tillad Kammerpigen og Jens at følge et saa priisværdigt Exempel.


    Meerskum. 

For 100 Travatere – hvad – du Plynder-Greve, du Svaber-Capitain – skulde du løbe af med den skiønne Pige – nei stop – hun er for god for saadan en Opløber – jo, en smuk Person paa en Roerkop – før maatte jeg forlise alle mine Ankere og see Master og Stænger gaae over Borde – hør, min Putte, førend du skulde seile den Bavian i Armene, saa lad mig –


    Lise. 

Den Ære var mig for stor – og jeg har desuden en uovervindelig Afskye for Søen.


    Spradenfeldt. 

Ah, Mademoiselle Lisette à de l’Esprit – hun pynter Kurven.


    73Meerskum. 

Du vil heller have det Murmeldyr, end en stolt Søemand; nu da, saa lad staae til – seil din egen Cours – men den Onde knække min Stormast, om du er hende værd.


    Jens. 

Det er og nok, naar hun er mig værd – Herre! tør jeg erindre om det Forvalterskab.


    Leander. 

Hvad jeg har lovet, skal jeg holde, endskiønt jeg kunde skylde dig noget – men paa denne Dag skal det være glemt – min Bedste har vel intet imod, at Jomfrue Lise giøre Hr. Jens lykkelig?


    Frue Dormin. 

Naar hun selv vil, saa har hun mit Samtykke – nu kan jeg ellers begribe, hvorfor hun altid saa ivrig har talet Leanders Sag – nu – hvad siger hun, Lise?


    Jens. 

Hun tier og samtykker – en Pige trykker sig altid ved, at sige det første Ja – men er det eengang sagt, saa gaaer det siden som en Peberqværn, ja, ja, ja, ja; ikke sandt, Frue Forvalters?


    Lise. 

Jeg meener, Hr. Forvalteren kan ikke giøre sig til af for mange Jaer af mig.


    74Spradenfeldt. 

Ah, Mr. Jens est discret, man taler ikke saa om sine bonnes fortunes, han tier med sin Lykke hos Kiønnet.


    Jens. 

Ja, det er og kun, naar man ingen har, at man taler derom.


    Meerskum. 

Gid du faae Last og Skam, du Hundunge! du har gode Indfald, og har dog ikke faret til Orlogs.


    Frue Dormin. 

Vil De giøre mig den Ære, at gaae ind til mig, og lade os alle ende denne Dag i fælleds Venskab og Glæde?


    Spradenfeldt. 

Oh ja – je serai de la partie, jeg skal lee lidt paa DeresDeres] rettet fra: deres (trykkfeil) Bekostning, som har tordet vove at give mig Kurven – (afsides.) og see at passe, at DeDe] rettet fra: de (trykkfeil) ikke glemmer Arvens Deeling.


    Meerskum. 

Og jeg vil stuve Sorgen med Viin, og gaae i Værk med at lætte.


    Frue Dormin. 

Saa giv mig Haanden, Leander – vi vil vise dem Veien.


    75Spradenfeldt. 

Nei, flye mig den i Dag – han kan faae den nok siden – lad mig i Dag giøre les honeurs – aprés nous Messieurs


    Jens  (til Lise.)

Naar Præsten har været her og giort alting klart, saa siger jeg først, at Testamentet var Løgn. – Giv mig sin Haand, Jomfrue Liesgen, jeg har fortient den, det veed jeg.

(De vil alle gaae ind, da de ved Udgangen af Theatret møde Hr. Orgon, som kommer ind i Reiseklæder.)


Femte og sidste Scene

Frue Dormin. Leander. Spradenfeldt. Meerskum. Orgon. Lise. Jens.
(Orgons uventede Komme volder en almindelig Bestyrtelse: i det han kommer ind, giver Frue Dormin et Skrig og falder besvimet om i en Stol.)


    Leander  (studser og gaaer nogle Skridt tilbage, men leer strax og siger:)

Hvordan! vor Sal. Oncle gaaer igien.


    Meerskum  (staaer og forundret i nogen Frastand fra Orgon, og siger:)

Enten er det vor Oncle eller Fanden, der har forhudet sig med hans Planker.


    76Spradenfeldt  (slipper Frue Dormins Haand det første han bliver ham vaer, og giør en lang Kreds omkring ham, for at naae Døren, raabende:)

Det er Fanden, c’est le diable, c’est mon Oncle.

(hans Frygt giør, at han ikke kan faae Døren op, han troer den er i Laas, og siger:)

Hvilken Ulykke! Døren er gaaet i Laas.

(han forsøger at komme du af Vinduet, men da han finder det for høit, har han ingen anden Redning, end at skiule sig bag Frue Dormins Stol.)

    Lise  (raaber, i det Orgon kommer ind:)

Onclen fra Jylland!

(Lise og Jens ere rendte hen forrest paa Skuepladsen, og see hinanden længe an med taus Forlegenhed.)
(Orgon selv staaer i Midten og gotter sig over den almindelige Forvirrelse – der ere nogle Øieblik en stum Scene, som Jens er den første der bryder.)

    Jens. 

Aldrig kom nogen Oncle ubeleiligere! Pokker komme efter den gamle Knark, som saaledes falder ned fra Skyerne for at spilde os den heele Leeg!


    Lise. 

Ja, det er dit Værk – burde du ikke underrettet dig først, om denne Ulykkens Oncle var i Jylland endnu, førend vi – Ah, jeg maae springe i Flint – saadan er du alletider – staae vi der ikke kiønt nu?


    77Jens. 

For en Ufærd! synes du, du staaer ilde, saa sæt dig ned – du staaer der jo ikke verre end jeg, det er over mig det fornemmelig vil bryde løs – kunde jeg faae min Ryg og mine Skuldre asseurerede, for der vil nok falde en artig Regn over dem.


    Orgon. 

Ja, ja, det tænkte jeg marre nok, Børnlille! jeg vilde sætte jer i Forundring, I ventede mig ikke.


    Jens  (for sig selv.)

Nei, ligesaa lidet, som vi vente Dommedag.


    Orgon. 

Jeg seer mit uventede Komme volde Bestyrtelse og Glæde hos jer alle.


    Jens. 

Ja, ongefær den samme Glæde, som det vilde volde at see sit Gienfærd.


    Orgon. 

Min Reise er gaaet ligesaa snart og lykkelig, som den blev hastig besluttet.


    Jens. 

Oh – det havde slet ingen Hast – du kunde gierne givet dig Tid.


    Orgon. 

Det eneste, jeg har at klage over, er de svære Bekostninger, som medgaae ved Reiser.


    78Jens. 

Ja, just de burde holdet dig ved dit Huus.


    Orgon. 

Nu Børn, glem dog jeres Forundring igien, den maae jo dog eengang faae Ende – kom, min ærlige Meerskum, kom og lad mig kysse dig –


    Meerskum. 

Nei stop – jeg kysser ikke gierne Fanden.


    Orgon. 

Hvad? Oh ja, paa Munden eller Panden, det skiller eet – som du vil –


    Meerskum. 

Leander – det er ham selv, han er jo døv.


    Orgon. 

Saa kom da du, min Leander, og omfavne din Oncle.


    Leander. 

Men er dette et Blendværk, eller er det Dem selv, jeg seer?


    Orgon. 

Hvad? jeg taler jo ikke om, at det sneer – det kan være det samme, nu har jeg Huus over Hovedet.


    Leander  (høit.)

Men, hvordan begriber jeg dette? Var det maaskee for desmeere at overrumple os, at De indbildte os, at De var død?


    79Orgon. 

Oh – det var kun en kort Tid, at jeg var døv – det kom af en Sygdom – det er forbi – nu hører jeg ret godt.


    Meerskum  (endnu høiere.)

Nei, for alle Uveir – han spørger, hvorfor I indbildte os, at I var død, og saa gar havde giort Testamente?


    Orgon. 

Har I ikke ladet mig hente? Er jeg jer da ikke velkommen?


    Leander  (med Taarer.)

Hvad det dog er beklageligt, at mangle een af sine Sandser!


    Meerskum. 

Nei, ikke selv min Baadsmand kunde skraale saa han kan høre det; var min Jolle her, skulde jeg lade ham bogsere mig min Raaber hid.


    Leander  (leer.)

Du kan faae een hos mig.


    Meerskum. 

Vel Mand! (til Jens.) Sei du, seil ind og hent den.

(Jens løber ind, og kommer strax ud med en Raaber, som han leverer Meerskum.)
(Under denne Scenes Løb er Lise gaaet hen til Frue Dormin, og hielper hende at komme sig af Besvimelsen, ved at holde lugtende Vand for hende etc. Spradenfeldt har kikket af og til over Stolen; endelig vover han sig frem.)

    80Spradenfeldt. 

Jeg seer det gaaer an at tale med Spøgelser, endnu er der ingen Ulykke skeet; skulde det være min Oncle selv – jeg faaer at vove en Dyst – Ih, for Pokker, det kan jo ikke gaae mig verre, end de andre – frisk Mod, von Spradenfeldt.

(han nærmer sig med megen Forsigtighed, Orgon bliver ham i det samme vaer.)

    Orgon. 

Ah, Fætter Spradenfeldt, jeg syntes nok, jeg saae et Glimt af dig før – det glæder mig, at finde jer her alle.

(han vil omfavne ham.)

    Spradenfeldt  (gaaer tilbage.)

Ah, min kiære Sal. Oncle – abracadabra


    Orgon. 

Hvad? hvor jeg kommer fra – ih, fra Jylland – fra min Gaard – kom og kys mig.

(han vil atter omfavne Spradenfeldt, som stikker sig under hans Arm, saa han kommer til at omfavne Jens, der staaer ved siden af Spradenfeldt.)

    Jens. 

Nu er jeg ligesaa ilde bestod, som om jeg var i Lucifers Kløer.


    Orgon. 

Men Børn, forklar mig dog dette, hvad er der paa Færde? Brænde I Eder paa mig? I vil dog ikke giøre Nar af jeres gamle Oncle, som kommer fredelig herover fra Jylland, og tænkte, han skulde glæde jer med sin Ankomst?


    81Leander. 

Men, hvordan kan og dette hænge sammen?


    Meerskum. 

Ja, uklart er det, vi ere i en Leiervold – det gaaer over min Horizont.


    Frue Dormin  (som lidt efter lidt er kommet sig, til Lise.)

Ah, det var et fælt Syn, jeg syntes, jeg saae min Sal. Oncle livagtig.


    Lise. 

Ja, vi havde alle det fæle Syn, og have det endnu, for han gaaer iblant os.


    Frue Dormin. 

Hvordan – saae jeg ret, er han da ikke død?


    Lise. 

Jo vist er han – det er jo skrevet Fruen til – men – Folk kan jo gaae igien.


    Frue Dormin. 

Ja Snak – med Spøgelse-Historier skal du ikke komme til mig – her maae være Bedragerie i denne Sag – jeg mistænker noget – det skal snart erfares – ja vist er det min Oncle – det er ham selv.

(hun staaer op og gaaer hen imod ham.)

    Orgon. 

Ah, min kiære Broder-Dotter, naa, Gud skee Lov! eengang faaer jeg dog et fornuftigt Menneske i Tale – alle disse Folk bære sig ad som de vare galne, og aldrig havde seet en Herremand fra 82Jylland før – siig mig – seer jeg da saa forunderlig du?


    Frue Dormin. 

Den Forundring er ganske naturlig, hvori Deres Ankomst sætter os.


    Orgon. 

Nei Tak, Broder-Datter! jeg er ikke træt – jeg vil nok staae.


    Meerskum. 

Ha, ha, ha! ja, den onde splidde mit Top-Seil – er ikke det vor Oncle selv!


    Spradenfeldt. 

Jeg begynder selv at troe det.


    Lise. 

Jo, Hr. Jens har bragt os i en kiøn Labyrinth.


    Jens. 

Tys – man maae ikke snakke, hvor det spøger.


    Meerskum. 

Jeg er keed af denne Parsiaring – jeg maae have klaret dette.
(i Raaberen.) Sei, Hr. Oncle, er det paa Skrømt eller Alvor, at I er død?


    Orgon. 

Hvem? jeg død? raser du?


    Jens. 

Nu tog jeg gierne Penge for min Part.


    83Lise. 

Komme vi i nogen Fortred, skal du ene undgielde derfor.


    Jens. 

Mange Tak – det har jeg altid troet.


    Frue Dormin  (høit til Orgon.)

Ja, jeg faaer jo nylig et Brev om Deres Død fra Deres Forvalter.


    Orgon  (som kan see paa hende, at hun griber sig an for at tale høit.)

Tael ikke saa høit, jeg kan jo nok høre – ja, ja, Broder-Dotter, jeg tager til Takke med de Anstalter, her ere – det er just for at afværge, at ingen skulde giøres, at jeg kommer saa oven paa dem.


    Frue Dormin. 

Nei, det er fortrædeligt, han hører aldrig ret, jeg kan ikke skrige høit nok til at blive forstaaet af ham.


    Meerskum. 

Da kan jeg – (i Raaberen.) Cousine spørger, hvorfor I har ladet Eders Forvalter skrive, at I var gaaet til Grunde, og havde giort Testamente?


    Orgon. 

Har jeg ladet saadant skrive – ere I da alle af Lave, eller vil I giøre mig gal – jeg har jo aldrig havt nogen Forvalter – jeg kommer herover fra Jylland for en Proces, som jeg har for 84Høieste-Ret, og som jeg agter at føre selv, for de Procuratores ere saa dyre, og snakke ikke saa meget om Sagen, som jeg kan snakke selv – og jeg indbildte mig, at jeg kunde være frit hos min Broder-Dotter,Broder-Dotter] rettet fra: Brodotter (trykkfeil) eller een af jer andre, i den Tid, for den Reise koster nok alligevel – tænk engang, det koster allene 28 Skilling at gaae over fra Nyborg til Corsøer, for en ledig Person; thi min Bagage har jeg i Lommen – hvad vilde der ikke gaae med, om jeg skulde betale mit Ophold i Kiøbenhavn.


    Meerskum  (alt i Raaberen.)

Kommer da det Brev, som vi have faaet, fra Lucifer?


    Orgon. 

Hvad for et Brev – jeg veed ikke, hvad I vil sige –


    Meerskum. 

Flye mig det, Cousine – jeg mærker nok, jeg maae være Tolk her, siden ingen kan spille paa denne Fløite uden jeg – Sei, Hr. Oncle, see der, læs selv.


    Orgon  (efter at han har læst Brevet.)

O, mine kiære Penge, mine kiære Penge! som jeg saa møisommelig har skrabet sammen, det spøger for jer – vidste jeg, hvilken en Skielm der har drevet Spot med jer – for en Skielm er det 85– jeg har aldrig havt nogen Forvalter, de ere Tyve i et Huus, jeg forvalter selv alle Ting og giemmer alle mine Nøgler selv – Brevet har jeg hverken skrevet eller ladet skrive, og denne Christen Mikkelsen kiender jeg ikke – At jeg er ikke død, det kan I see – og hvor skulde jeg falde paa, at giøre et saa naragtigt Testamente – man har narret jer, Børnlille! ja men har man saa.


    Meerskum. 

Naa, jeg bander nødig, men den Onde splitte mine Touge og splindre min Stænger, havde jeg den Coffardi-Mand sat, der har spillet os den Stræg, skulde han ikke surres til Canonen, og have saa diærv en Lussing, som Arm kan give!


    Jens  (afsides.)

Tusend Tak!


    Spradenfeldt. 

Jeg tænkte nok, det latterlige Testamente var galt, jeg var jo ikke Hoved-Arving!


    Leander. 

Det er skammeligt, saaledes at torde spille Giæk med brave Folk – en saadan Ondskab afpresser mig billige Taarer!


    Jens. 

Alle disse Skyer trække op til Uveir for min Ryg!


    Lise. 

Ulykkens Fugl! hvad har du giort?


    Jens. 

Testamente –


    86Frue Dormin. 

Leander – hvem skal jeg mistænke for dette, uden Dem –


    Leander  (leer.)

Mig, Cousine?


    Frue Dormin. 

Ja Dem – lee kun af den smukke Opfindelse! De vilde bedraget mig ved en saa slet sammensat List, og nær var jeg bleven et Offer for min Godtroenhed – gaae, Utaknemmelige! De er den Kiærlighed uværdig, jeg har baaret for Dem; jeg vil skamme mig ved at have kunnet være svag nok til at elske et Menneske, der besad en saadan Tænkemaade – min Haand skulde belønnet et Puds – og hvilket Puds – et falsk Testamente; en Handel som kun en Skielm burde kunnet befatte sig med! Uværdige, kom aldrig meere for mine Øine, men slaae dine ned af Skam over den foragteligste Handling!


    Spradenfeldt. 

Brava Donna brava! en ypperlig Declamation! skiønt! fortræffeligt! det var just Tonen og Ansigtet –


    Jens. 

Farvel Forvalterskab –


    Meerskum  (til Leander, som staaer og grunder.)

Kammerat! du er i Bekneeb – det var en Diævels Misviisning; kan du prange den Leger fra dig, saa er du min Mester.


    87Leander  (med Høihed.)

Det er fornærmeligt, at De kan mistænke mig for et saa nedrigt Puds – Ja, Cousine! jeg vil selv frasige mig Deres Haand, om det er Deres Alvor, at De troer mig istand til denne Stræg – (leer.) Dog, det er alt for løierligt, jeg skulde giøre falske Testamenter! Jeg vil tilstaae Dem, at jeg har bedet Lise og Jens ophitte noget til min Redning hos Dem, give mig et Raad, da jeg i min Fortvivlelse ikke selv kunde finde noget Middel, og dette er noget af det daarligste, jeg har giort min Livstid – men en uheldig Elsker griber villig selv det Ubetydeligste, som kan nære det Glimt af Haab, der er hans Livs Trøst – men de skal selv bekiende, at jeg forbød dem, ikke at giøre nogen Plan, som streed imod Redelighed og den Ærbødighed, jeg skylder Dem, og begge svarede mig, at de vidste intet Raad – men jeg har denne Skurk mistænkt – det er af hans sædvanlige Mesterstykker – det var og ham, som bragte Brevet – Siig strax, Elendige! er du Fader til dette skiønne Paafund – bekiend, eller jeg –

(trækker Kaarden.)

    Meerskum  (holder ham tilbage.)

Sei – du seiler jo til med en stiv Merseils Kuling – lad ham dog faae Tid at læse Fader vor.


    Leander. 

Slip mig – vil du tilstaae –


    88Jens. 

Der staaer Lise – lad hende svare – hun veed det ligesaa godt som jeg.


    Lise. 

Hvad veed jeg – er det ikke dig –


    Leander. 

Naa – faae vi noget – bekiend, eller døe –


    Jens. 

Au – oh, strax, Herre – Lise – tael du –


    Lise. 

Tael selv – du kan best –


    Jens. 

Nu vel – saa forvar da denne Kaarde – jeg kan aldrig snakke, saa længe jeg lugter Staal – Ja, Frue – det er da mig, som, for at giøre en Ende paa min Herres og Deres evige Frierie, og for selv at komme i Besiddelse af den lysøiede Glur, der staaer, og et vist Forvalterskab tillige, har forfattet dette Testamente, som jeg troede skulde befordret Ægteskabet, da jeg dømte om Deres Kiærlighed til Penge af det Indtryk, de giøre paa mig selv, og desuden nok vidste, at De havde meest Godhed for min Herre – jeg vilde tilstaae Dem, at det var Løgn, naar jeg havde faaet Herren og Fruen vel givtede, og den første Bryllups-Nat var forbi, for saa troede jeg nok, De ville tilgive mig det – men denne Sag viser, hvad Mennesket og Menneskets Paafund ere – det 89gaaer mig som alle Projectmagere – man dømmer om dem efter Hændelsen og Udfaldet – var mit Forslag lykket, saa havde ingen været fornærmet, og jeg blevet en stor Mand; men nu det gik rabuntus, saa er jeg en Esel, som jeg var før – og kan alt dette ikke undskylde mig, saa staaer min Undskyldning der (peger paa Lise.) hun kan nok dreie Hovedet paa en ærlig Karl.


    Spradenfeldt. 

Oh, Msr. Jens kan giøre Testamenter – oh l’habile homme – i Sandhed, dine Fortienester burde ophøies, saa alle kunde see dem.


    Frue Dormin. 

Og hun og, Jomfrue Lise! jeg tænkte, man skyldede sit Herskab meere Ærbødighed –


    Meerskum. 

Ja, hør nu, godt Folk! nu ere vi varpet af Grund, og komne til at flyde igien, lad nu alle Ting være godt, jeg beder for Knægten, han har ikke meent det saa ilde, og vil De ikke tage ham til Raade, saa kan du blive Koksmat omborde hos mig – naa, lad os nu begynde, hvor vi slap, jeg veed dog, det vil falde ud dertil alligevel, saa kom hid –

(Han tager Leanders og Frue Dormins Hænder, og lægger dem i hinanden med en Dask.)

Lad nu alle Ting være vel, og lad os eengang faae smuult Vand efter Stormveir.


    90Frue Dormin. 

Ja, siden Leander ingen Deel har deri, forlader jeg gierne en List, som har lært mig at kiende hans gode Hierte.


    Leander. 

Og skulde jeg kunne være vred for et Indfald, som, hvor uoverlagt det end er, dog forsikkrer mig min elskte Cousines Haand –


    Frue Dormin. 

Jeg skylder dem den, som en Giengieldelse for den Uret, min Mistanke giorde Dem.


    Leander  (med Taarer.)

Ja, den Mistanke smerter mig endnu; men jeg vidste vel, at den ikke var grundet, igiennem alle de Vendinger, vores Sag har taget, var Deres Hierte dog for mig – men tag nu ikke oftere denne Haand tilbage –


    Frue Dormin. 

Nei, den skal blive Deres.


    Spradenfeldt. 

Ah – que ca est doux – lad os faae det sat paa Noder.


    Frue Dormin. 

Vi fattes nu intet, uden min Oncles Samtykke, siden han er tilstede. – (til Jens.) Men han forlader vel neppe dig, at have besottet hans Penge og løiet ham død.


    91Jens. 

Den verste Steen er lettet, siden Herren og Fruen have tilgivet mig, og ere komne til fast Accord, hvortil jeg ydmygst gratulerer. Jens Mikkelsen, Forvalter paa Godset.


    Meerskum. 

I see alle paa mig – det betyder vel saa meget, som at jeg maae til at praje ham igien – (i Raaberen.) Saa, Hr. Oncle! nu er den Urede klaret – det kom fra den Bavian, der staaer – Sagen er – Leander elsker sin Cousine, og hun ham igien; men ved det, at han saa tit er læk, var hun bange for at gaae omborde hos ham, og for at faae hende desto snarere paa Faldreebs-Trappen, har Jens, som har havt Lise og et Forvalterskab i Udkik ved den Leilighed, smeddet dette Brev færdig – See, nu kan I vel see Land? nu kommer det an paa jer, hvad I vil giøre ved Testamentet, og om I vil tillade, at Leander og hans Kiæreste heiser Ægteskabs Flag?


    Orgon  (til Jens.)

Din Gadestryger! Hvem giver dig Lov til at drive Spot med en ærlig Mand og hans Penge – giorde jeg din Ret – saa – men jeg har alt een Proces paa Halsen, den bryder mig nok, og vel er det, vi kom ud af den Forvirrelse.


    92Jens. 

Det var det, man paa Latin kalder Kørivendum, det begyndte alt at lue mig om Ørene.


    Orgon. 

Nu, Børn – nu kan jeg begribe jer heele Adfærd – hør nu da, jeg samtykker gierne, at I givte jer – I veed, jeg har altid ønsket, at I to vilde tage hinanden – jeg har endog tænkt, ved mit Ophold iblant jer at faae den Sag i Rigtighed, og med det samme deele mine Midler iblant jer alle Fire, endnu i mit levende Live, saa hindrer det alle Tvistigheder – forstaae mig nu, jeg holder marre meget af jer allesammen, men sandt at sige, holder jeg meer af mine Penge, seer I, derfor giver jeg jer ingen af dem i Hænde saa længe jeg lever, men naar jeg er død, faaer det være mig ligemeget, hvor de ere, og saa ere de jer vel undte.


    Frue Dormin. 

Dermed er jeg for min Deel meget fornøiet – det er os kun om Deres Samtykke at giøre.


    Orgon. 

Hvad?


    Meerskum  (i Raaberen.)

Vi sige alle, det er vel.


    93Spradenfeldt. 

Det har jeg ikke sagt endnu.


    Jens. 

Da har jeg alt længe sagt det.


    Lise. 

Ja, vi kan sige efter Ordsproget: Ilde gik det, og vel var det.


    Orgon. 

Ja, hør nu, saa vil jeg da med det samme jeg er iblant Eder, beskikke mit Huus, og bringe mine Sager i Rigtighed – jeg har altid elsket Orden, og vil derfor see at vedligeholde den, endog efter min Død – Leander og hans Brud vil jeg testamentere, forstaae naar jeg er død, 40,000 Rdlr. og dig, Meerskum, og dig, Spradenfeldt, hver 20,000 Rdlr. at sige, og naar jeg er død, ikke før – det er alt det, jeg eier – saa er det deelt kiønt lige imellem jer, og saa skeer ingen for nær.


    Jens. 

Det har dog en anden Art, naar en Mand selv giør sit Testamente.


    Spradenfeldt. 

Serviteur Mr. mon Oncle, bare han ikke vil leve for længe.


    94Orgon. 

Mange Penge – ja, ja, det er mig kiært, I ere fornøiede.


    Meerskum  (ryster ham i Haanden.)

Tak, Mand, for min Part, det er godt, naar jeg bliver for gammel til Søen, og maae sidde hiemme at røge Knaster og tale om mine Kryds-Toge.


    Frue Dormin. 

Tillad mig, at bevidne Dem min Taknemmelighed – Deres Godhed overgaaer langt min Forventning.


    Leander  (omfavner ham.)

Deres Godhed rører mig paa det ømmeste, jeg er det lykkeligste Menneske –


    Orgon. 

Ja, nu vil I kysse mig – men hør – det er med den Betingelse, at I lade mig være frit hos Eder, saa længe jeg har at bestille i Kiøbenhavn, og bekoster min Reise hiem til Jylland.


    Leander. 

Det vil være os en Fornøielse, at have vor Oncle hos os, saa længe De vil beære vort Huus med Deres Nærværelse.


    Orgon. 

Ja, I kan give mig, hvad Værelse I ville, det er mig det samme.


    95Meerskum. 

Naa, saa fattes vi jo nu kun en Præst til disse to gode Venner, for at faae dem spidset sammen.


    Spradenfeldt. 

Ja – og en Notarius, for Testamentets Skyld.


    Jens. 

Præsten vil nok strax komme, han er bestilt siden i Morges, og her boer en Notarius strax ved.


    Frue Dormin. 

Hvor De har været tidlig paa Færde, Leander.


    Leander. 

Ah – kunde jeg haste for meget, naar det gielde om, at besidde Dem.


    Orgon. 

Hvad er det, De sige?


    Meerskum  (i Raaberen.)

De sige, at vi nu kun fattes en Præst og en Notarius, for at faa alting kant og klar.


    Orgon. 

Ja – men I skal selv betale begge Forretningerne.


    Leander  (med Taarer.)

Hvad dog Gierrighed er en slem Last – den formørker alle vor Oncles gode Egenskaber.


    Meerskum. 

Saa, sørger du nu for det – nu da, lad os gaae ind og faae en Ende paa Sagen – jeg længes nu ret efter, at fortøies ved et godt Bord, den megen 96Skrigen har giortgiort] rettet fra: giørt (trykkfeil) mig ganske tør i Halsen – saa, Chalouppen i Land – (til Orgon.) Vil I varpe jer ind efter mig – men for alle Ting hold tæt ved Bordet, Leander, for jeg vil ingen Flæben vide af, naar jeg skaffer.


    Leander  (som aftørrer sine Taarer.)

Kan du tvivle om, at jeg i Dag vil være glad?


    Jens. 

Svær ikke, Herre! uden i det høieste for hver andet Qvarteer. (til Tilskuerne.) Jeg for min Deel veed kun et eneste Tilfælde, som i Dag kunde komme mig til at græde, det er: om De, mine Herrer! ikke lee.

Ende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om De snorrige Fættere

Farsen De snorrige Fættere er en typisk 1700-tallskomedie og byr på komiske figurer, forviklinger og pussigheter i Holbergs ånd.

Enken Frue Dormin vil gifte seg igjen, men hvem av de tre merkelige fetterne skal hun velge? Leander, som ler eller gråter om hverandre hele tiden, kaptein Meerskum, som alltid snakker sjømannsspråk og helst vil være til sjøs, eller verdensmannen von Spradenfeldt, som flotter seg med franske gloser og anekdoter fra Paris? Frue Dormins framtid står på spill, og det gjør også framtiden til Leanders tjener Jens og Frue Dormins kammerpike Lise.

Stykket gjorde suksess både i Danmark og Norge og ble oppført en rekke ganger både i Falsens levetid og utover 1800-tallet. I 2007 ble stykket satt opp i Kristiansand i anledning av Det Dramatiske Selskabs 220-årsjubileum.

Les mer..

Om Enevold de Falsen

Enevold de Falsen var juridisk embetsmann og dikter. Det er først og fremst som jurist han har plass i Norgeshistorien, men Falsen var hele sitt liv opptatt av teater og litteratur.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.