De snorrige Fættere

av Enevold de Falsen

Første Act



Første Scene

Lise. Jens. (De komme ind hver fra sin Side – Lise har et Brev i Haanden.)


    Lise. 

Det er dog vel, man eengang kan faae Monsieur Jens i Tale; jeg har før i Dag alt været hos Jeres, men var ikke saa lykkelig at træffe ham.


    4Jens. 

Er det for at bringe mig mit Morgenkys, at du i Dag er saa bandsat tidlig paa Færde? Men veed du, hvoraf det kommer, at du ikke kunde træffe mig derinde?


    Lise. 

Hvoraf da?


    Jens. 

Fordi jeg var der ikke – jeg har maattet rende som en Jagthund siden i Morges tidlig Klokken ni.


    Lise. 

Hvormed har du da saa travelt?


    Jens. 

Kan du spørge herom? – I Dag – Bryllupsdagen – og to Brylluper endogsaa! saadant kan nok fine Arbeide – og er det ikke mig, som alleting hviler paa? – jeg maae have alting i Hovedet, og endeel i Benene – jeg har rendt efter hvide Handsker, efter Skolen, Skoemageren, Skræderen, Præsten – bestilt Brudeskammel, Vielse, Vægtere og Bedemand – Uf – Sveden drypper af mig, naar jeg kun tænker paa, hvilket Arbeide det er, at givte sig – og dette er endda kun en Begyndelse – men mærk min Betænksomhed midt under Forretningernes Mængde – for at vi ikke skulle komme i Forlegenhed, og for at faae alleting afgiort paa eengang – har jeg 5bestilt to Præster – altsaa, medens Herskabet, bruger Sognepræsten, kan Kapellanen saa lumskelig smedde den ganske forliebte Jens til hans Siæls Beherskerinde.

(vil omfavne Lise.)

    Lise. 

Saa sagte, Msr. Jens, om han saa behager – Brylluppet er ikke forbi endnu – see her (viser Brevet.) er noget af en ganske anden Dose – det er Skade, at han skal have umaget sig selv og saa mange andre smukke Folk forgieves. –


    Jens. 

Du kan selv være Dose – hvad vil du sige med al den Sludder – er nu Fanden løs igien?


    Lise. 

Nei – ikke Fanden, men din latterlige Herres sædvanlige Optøier – jeg bringer jer her jeres Afskeed i ubunden Stiil.


    Jens. 

Havde det endda været paa Vers – men primer du – hvad er det for Fluer? Vidste din Frue da ikke før, at min Herre var en Nar – jeg synes hun har havt lang Tid nok til at lære at kiende sin Hr. Fætter – og nu, da alting var afgiort –


    Lise. 

Tust nu – saa meget uanstændigere er din Herres Opførsel, ikke at vogte sig i de sidste Øieblik.


    6Jens. 

Hvordan – du er og imod ham – men hvad har han da giort?


    Lise. 

Ikke andet, end at lee min Frue ud i offentlig Selskab i Gaar, fordi hun sagde noget, jeg veed ikke hvad, som ikke havde den Lykke at staae den kloge Herre an.


    Jens. 

Ikke andet end det – en anden Gang er jeg vis paa han græder hende ind. Men er da det noget at bryde for – skulde jeg tage ham ilde op alle de Gange han leer ad mig, var jeg for længst af hans Tieneste – dog, Sagen er vel ikke saa farlig –


    Lise. 

Det lader dog til, som det aldrig har været min Frues Alvor saa meget som i Dag, at give din Herre Afskeed – hun er meget opirret –


    Jens. 

Desto bedre, saa meget før gaaer det over igien – ha, Fruentimmer-Vrede, den skulde vel kunde være bestandig – gaae, min Snut – inden Aften skal de igien være saa gode Venner, at begge vore Præster skal være kommen forgieves.


    Lise. 

Naa, naa, Msr. Jens – vær kun ikke saa vis i sin Sag –


    7Jens. 

Hvordan for Pokker – ikke saa vis – og er det da ikke vor egen Sag, det gielder om – faaer ikke min Herre din Frue, gaaer jo og du glip af mig –


    Lise. 

En stor Skade – som jeg ikke kunde faae en Mand uden dig –


    Jens. 

Ikke saadan en Mand – de Jenser voxe ikke paa Træer – men jeg vil nu bringe min lattermilde Herre dette Brev – han venter sig neppe den Frokost – inden to Timer er han paa Knæe for din Frue, og alting godt igien. Stræb du og paa din Side med din Frue – Lev vel saa længe, du Perle blant Kammerpigerne!


    Lise. 

Farvel, Hr. Spaamand – dog skal der Lykke til, om den Spaadom indtræffer – Der kommer min Frue; hvor hun seer mørk du – jeg giør hende i Dag vel neppe noget tilpas.


Anden Scene

8Frue Dormin. Lise.


    Frue Dormin. 

Nu, Mamsel! er mit Ærende forrettet?


    Lise. 

Oh – længe siden, Frue!


    Frue Dormin. 

Da kunde hun vel bragt mig Svar. Det er forunderligt, hun aldrig kan lære det.


    Lise. 

De befalte mig blot at levere Brevet – det har jeg giort, og jeg har ingen Svar at bringe.


    Frue Dormin. 

Ja, Undskyldninger fattes hun aldrig – hvordan hun har sat mit Haar i Dag – den Bukkel vil jo falde ned – sæt den fast – stik mig dog ikke i Hovedet – hvem leverede hun Brevet?


    Lise. 

Til Jens.


    Frue Dormin. 

Jeg befalede jo, hun skulde levere Leander det selv.


    Lise. 

Jeg beder om Forladelse; det hørde jeg ikke.


    9Frue Dormin. 

Nei – for hun hører aldrig – tag mig en Stoel – hent mig en Bog – Nei lad være – min Vifte vil jeg have –


    Lise,  (i det hun henter den.)

Jeg tænkte det nok – men, det er godt Tegn.


    Frue Dormin. 

Hvad fortalte hun?


    Lise. 

Jeg – ikke et Ord, Frue!


    Frue Dormin. 

Det er dog vel, at jeg er bleven skilt ved denne latterlige Hr. Leander – jeg var paa Veien at giøre et Skridt, som kunde fortrødt mig min Livstid – jeg er ret glad over, at jeg har brudt med ham.


    Lise. 

Saa det nu for Alvor er ude med ham – uden Redning?


    Frue Dormin. 

Hvad kalder hun for Alvor – meener hun det er for Spøg, jeg skrev ham til, og forbød ham at komme for mine Øine?


    Lise. 

Jeg tvivler ikke paa, det jo var Deres Alvor, Frue! den Gang, De skrev det.


    10Frue Dormin. 

Og det skal saamen fremdeeles blive det, Mamsel!


    Lise. 

Men dog, om det maae være mig tilladt – at bryde for saa smaa Ting – nu det var saa nær, at Deres Bryllup til i Dag var berammet.


    Frue Dormin. 

Hvad – smaa Ting – at lee en Kone af min Stand ud i offentlig Selskab – just nu det var saa nær – Ah – jeg kunde døe af Harme – er det af de Ting, som forlades.


    Lise. 

Men Fruen vidste jo før, at det altid var hans Feil, at lee og græde; begge Deele i Utide, hvorfor bestemte De Dem da til at ægte ham – og har De eengang besluttet det, hvor kan da en Feil, som forud var Dem bekiendt, saa ganske forandre en Beslutning, der dog vist koster Deres Hierte en Hoben at tilbagekalde.


    Frue Dormin. 

Hendes Raisonnements fortiente at trykkes, Jomfrue Lise! saa smukke ere de – men jeg vil intet meere høre herom – Leander er en Nar –


    Lise. 

Det tilstaaer jeg – men ere deres andre Cousins, som og frie til Dem, bedre? Denne lille Hr. Spradenfeldt, som idelig taler om sine Reiser, 11om de Fortienester, han ikke har; som fløiter, dandser, og aldrig frembringer noget klogt Ord, uden hvert Skudaar – eller Caper-Capitain Meerskum, som vel har Fortienester, men opblæst af den Lykke, at være kommen i Kongelig Søe-Tieneste, taler idelig om Touge, Vimpler etc. og øvrigt Søemandssprog, som om han stedse var til Søes; som lugter af Tobak og Tiære, og desuden gierne for at vise et indbildt Galanterie (en Levning fra Coffardie-Farten); er fornøiet med en Ruus – var DeDe] rettet fra: de (trykkfeil) bedre faren med nogen af dem?


    Frue Dormin. 

Nei, det var jeg ikke – men saa kan jeg jo lade være at givte mig –


    Lise. 

Ja – den Tilflugt har enhver – men den er haard for en ung Enke paa Deres Alder – og overalt saa har Deres Sal. Mand, Herren af Dormin, efterladt Dem sit Jordegods i en Tilstand, som jo giør Dem det uundgaaelig fornødent at givte Dem med en velhavende Mand, om De skal sættes istand til at figurere i Verden, efter Deres Stand og Attraae.


    Frue Dormin. 

Det er sandt; men skal jeg derfor ægte en urimelig Person – kan jeg ikke finde en bedre?


    12Lise. 

Men endnu har ingen meldet sig – og – forlad mig, at jeg siger mine Tanker – jo længere Fruen bier, jo ældre bliver De, og jo meere aftage Liebhaberne; Leander er jo, paa den Feil nær, desuden en Mand af Fortieneste, og De kan ikke nægte at elske ham, uagtet denne Feil – endog nu.


    Frue Dormin. 

Ah, Lise – du har Ret, det føler jeg – men den Feil, den giør ham latterlig i den heele Verdens Øine – skulde jeg deele denne Skiebne med ham – nei, jeg kan ikke overtale mig til at give ham min Haand – desuden, om min Oncle i Jylland døer, kan jeg dog efter ham vente mig saa meget, at jeg kan betale det meeste af den Gield, der hæfter paa mit Gods, og saa kan jeg leve ret godt –


    Lise. 

Og Enke Deres Livstid – Ah, Frue! De veed ikke, hvad De siger, og Deres Hierte er ikke eenig med Deres Mund – Deres Oncle kan jo og endnu leve længe, siden alle de Sygdomme, han har gaaet igiennem, ikke have udrettet andet, end at giøre ham Skade paa Hørelsen. Han har jo og stedse af sine Søsterbørn havt meest Godhed for Leander; hvem veed, om han ikke faaer den første Plads i Testamentet, saa er og det Haab ude.


    13Frue Dormin. 

Du dræber mig med lutter Grunde, som dog ikke bevæge mig til at ægte Leander.


    Lise,  (som hører en Støi i Gangen.)

Der er Deres Cousin, Spradenfeldt – (tilside.) Maaskee hans Besøgelse giør Leander større Tieneste, end min heele Præken.


    Frue Dormin,  (vranten.)

Han kunde aldrig komme ubeleiligere, og det er umueligt, at lade sig nægte hiemme for ham, for han render lige ind.


Tredie Scene

von Spradenfeldt. De Forrige.


    von Spradenfeldt. 

Pardon ma belle Cousine, at jeg kommer ind uden at lade mig melde. Denne Frihed har jeg vænnet mig til paa mine Reiser – palfambleu – jeg lod mig aldrig annoncere noget Sted – jeg gik ind overalt, som Ami de la Maison – Mad. la Marquise af Estielles og Mad. la Comtesse de Boispre i Paris vare ogsaa vante dertil, at naar en Dør gik op, raabte de strax, ah voila Mr. de Spradenfeldt – god Dag, Lisette –


    14Lise. 

Jeg troede ikke jeg var blevet mærket for lutter Marquiser og Comtesser –


    Spradenfeldt. 

Mal peste – De er jo saa mørk i Dag, Cousine – hvad fattes Dem – Lise, hvad har Du giort ved Fruen – hvilken en Mine – ret et Enke-Ansikt – paa min Ære, un Visage à la Carème – forlad mig – men er det et Ansigt for Deres Alder – Ah! opklar dog dette Ansigt, lad en Smiil tegne sig paa Deres Purpur-Mund og giøre et hul i Deres deilige Kinder – mon Dieu, er det paa Deres Alder man bonderer – Ah – De er nok vred, fordi De ikke har seet mig saa længe – men er det min Skyld – raader jeg for mig selv een Time? Der er en Riven om, hvem der først skal faae mig til sig – og er jeg færdig at forgaae – Det er een af Hovedaarsagerne, hvorfor jeg vil givte mig – for at kunne drage min Aande – for naar man seer jeg er bunden, saa døe Forhaabningerne, og saa lader man mig dog vel Roe – ikke en Smiil – saa lee da du, Lise – Uf – jeg døer, jeg forgaaer blant alvorlige Folk – toujours chanter & toujours boire, c’est la Devise de Gregoire.


    Frue Dormin. 

Min Hr. Cousin! man kan ikke altid være lige glad.


    15Spradenfeldt. 

Hvordan tétébleu – ikke altid glad – og hvad skal man da være naar man ikke er glad – er der nogen Middelvei imellem at være glad og at være intet.


    Frue Dormin. 

Det er en Lykke for Dem, at De altid kan være det.


    Spradenfeldt. 

Og De skal og blive det – det staaer jeg inde for – der fattes Dem intet uden en Mand – non, rien que ça – og den sender Skiebnen Dem i mig, saa fuldkommen som De kan ønske Dem ham – men, naar skal jeg da eengang overrumple Dem ved Deres Toilette – man maae komme hvad Tid paa Dagen man vil, saa er De altid paaklæd – er det for en Dame af Stand – De skulle giøre saadant i Paris – par la sangbleu, il n’y a que les bourgeoises qui se levent le matin, gens comme il faut sove til Middag – at staae op før, fordærver Teinten, det er det, der giør melankolisk, giver Vapeurs – Lise – naar staaer Fruen op?


    Lise. 

Jeg mener min Frue kan sige Dem det selv, om hun finder fornødent, at De skal vide det.


    16Spradenfeldt. 

Nei sandt, Mamsel Lisette – see det lille Dyr, hun har maaskee og sine Luner – men det er kun Mangel paa Forstand, paa fiin Levemaade, mit Barn, for det er just Kammerpigernes Sag, at give det Slags Underretninger – nu hør Cousine; for at tage Dem vis eengang, vil jeg blive oppe den heele Nat.


    Frue Dormin. 

Oh – spar Dem den Umage – det kunde fordærve Deres Teint – den var desuden spilt; thi jeg modtager ingen Visitter ved Toilettet.


    Spradenfeldt. 

De modtager ingen – oh, for Pokker, det var artigt – De modtager ingen – men jeg lader mig aldrig modtage, jeg, jeg gaaer lige ind – ah, jeg vil ikke tillade Dem, saaledes at lægge Dem ud med le bon ton, jeg skal med Deres Villie faae Dem til at lyde Moden – ikke modtage Visitter à la Toilette! Har de betænkt det?


    Frue Dormin. 

Ja ret vel – det er desuden endnu kun Moden i Paris, og vi, som boe i Kiøbenhavn, ere frie for at lyde dens Love.


    Spradenfeldt. 

Men veed De da vel, at der er ingen Mode til, uden i Paris – Paris er Modens Tempel 17og smuk Levemaades Sæde; det er der et ungt Menneske først ret kan danne sig; det er i denne Smagens Stole at han lærer Airs, Maniéres, façons – ah vive Paris former un jeune homme. Men, lad os tale om andre Ting – hvordan gaaer det med Hiertet? Jeg har i alle disse Dage ikke kunnet faae et Øiebliks Tid for at spørge dertil – jeg er bange, det giør mig et Puds, giør en Afstikker. Man maae passe paa de unge Enkers Hierter; taber man dem een Minut af Synet, patz, saa er det borte; det er som en Raket, comme la feuille au Vent.


    Frue Dormin. 

Den samme Deel, De altid har havt deri, har de vist endnu.


    Spradenfeldt. 

Ah, j’en suis revi – det er mig kiært at erfare, at jeg intet har tabt ved min Fraværelse.


    Lise  (afsides.)

Nei, skulde han vinde, skulde det just være derved.


    Spradenfeldt. 

Man giver min ellers en Rival i Byen – og, fapperment, jeg troer det var mit Ærende herhen, at spørge Dem om den Sag – Min Fætter, Leander, denne Leer og Græder – ja, jeg troer endog, man sagde, De vare givte, eller skulde givtes med det første.


    18Frue Dormin. 

Oh, min Hr. Cousin! man skal ikke troe alt, hvad der siges; intet er utilforladeligere, end Byerygter – hvilken Pine jeg er i.


    Spradenfeldt. 

Nei, vær ikke bange, jeg har ikke troet det eet Øieblik, det kan jeg sætte min Ære til Pandt paa.


    Lise. 

Meener De at faae laant meget paa Pandtet?


    Spradenfeldt. 

Comment Mamsel Lisette, diantre – de la Satire! de l’Esprit! – Ah – hun er af mine Folk – jeg elsker stedse et godt Indfald, om det endog falder paa min Bekostning – ellers have dog vel vore Ærer ikke meget at lade hinanden høre?


    Lise. 

Enhver veed sin Leilighed.


    Frue Dormin,  (afsides.)

Gid da denne Visitte maatte faae en Ende.


    Spradenfeldt. 

Altsaa, min lille Cousine! har jeg da ingen Aarsag at frygte den Rival – ventre faint gris! det skulde og være første Gang von Spradenfeldt var bleven stukken ud – sligt er aldrig 19hændet mig, skiønt jeg tilstaaer det burde skee par Droit de Reprefailles, siden jeg ofte har giort andre det Puds –


    Frue Dormin. 

Jeg tvivler ikke derpaa; en Person af Deres Fortienester –


    Spradenfeldt. 

Ah Serviteur – De vil see mig rød – oh ja – man kan maaskee vel gielde noget – i Paris der taler man endnu om mig – man husker endnu le Marquis de Spradenfeldt – on conte mes pröuesses – jeg var almindelig kaldet der l’homme à bonne fortunes – man nævnede mig som en Cavalier accompli – De kan og troe, jeg giorde min Nation Ære. De havde aldrig seet saadan en Dansk.


    Lise. 

Det troer jeg gierne.


    Spradenfeldt. 

Dronningen raabte meere end eengang, naar jeg dandsede til Hove – peste qu’il danse bien – Dauphin rakte mig Haanden, og jeg tutoyerede Prindserne af Blodet – Hofdamerne kikkede paa mig over Vifterne, og hviskede: en Verité ma Soeur, il est beau, il est charmant, il est unique


    20Frue Dormin. 

I det sidste er jeg ganske eenig med Hofdamerne.


    Spradenfeldt. 

Mandkiønnet i Almindelighed derimod saae med Glæde, at jeg forlod Paris; jeg var dem overalt i Veien – blant andet var jeg temmelig vel hos en vis Douchesse, som en Grand d’Espagne, der da var i Paris, giorde sig forgieves stor Umage for at behage –


    Lise. 

Tillad mig, min Herre! et Grand d’Espagne – hvad er det for noget?


    Spradenfeldt. 

Jeg vil tiene dig, mit Barn! En Grand d’Espagne er een af de fornemste Mænd i Spanien – det er en Mand, som har sin Hat paa, naar han taler med Kongen. Begriber du det nu?


    Lise. 

Oh ja, jeg forstaaer – det er en fornemme Mand med Hat paa.


    Spradenfeldt. 

Les bourgeois sont pourtant bien bêtes. Nok sagt – en Mand som jeg stikkes ikke ud – det er nok, at han lader sig see, for at alle andre maae forsvinde, og jeg sover ganske roelig for Leander.


    21Frue Dormin. 

For den Deel, De har at tage i den Sag, er det vist ikke værd at foruroelige Deres Søvn.


    Spradenfeldt. 

Ah – jeg seer nok, at jeg ikke har truffet det lykkelige Øieblik – l’heure du berger – og at de giør Vold paa Deres eget Hierte, for at synes vred – têtebleu! det er og paa Tiden at jeg skynder mig – jeg skal see Prøven af en nye Ballet, og give min Betænkning over en nyelig ankommen Dandserinde, som giør nogle uforlignelige Pas – jeg skal vise Dem nogle deraf.

(Han dandser og synger dertil.)

Hvad synes De derom – men saae De hende selv! Jeg saae hende kun nogle Minuter i Gaar igiennem mit Glas – men hun fortryllede mig – jeg maae føre dem paa Comedien! en nydelig Fod – en Fod! Himmel! en Fod! lad mig see – ja, som Deres – og en Gorge – ah, Vandet kommer mig i Munden – à revoir ma belle Veuve; saasnart jeg bliver mig selv mægtig, skal jeg være for Deres Fødder igien, og see, om Veiret ikke da er opklaret – Adieu Lise!

(giør en Coupeé, gaaer syngende du, og kalder paa sine Folk med Støi i Gangen.)

Fierde Scene

22Frue Dormin. Lise.


    Frue Dormin. 

Nei – han er ufordragelig – at underholde sin Kiæreste om en Dandserinde, om med lutter Vindmagerie – det er vel han gik.


    Lise. 

Ja, uagtet hans Feil, er Leander dog en ganske anden Mand.


    Frue Dormin. 

Jeg har jo sagt dig, at jeg vil intet meere høre om Leander – det er vist – han praler aldrig.


    Lise. 

Nei han er for et ungt Menneske meget beskeeden.


    Frue Dormin. 

Han har og ingen af Ungdommens sværmende Feil; han er ordentlig – Huusholder –


    Lise. 

Og behøver ingen bedre Talsmand, end Fruens eget Hierte.


    Frue Dormin. 

Ah, Lise! ja, jeg kan ikke nægte, at jeg elsker ham – men den Leen og Græden, nei – det skal være ude.


    23Lise. 

Svær ikke, Frue – De hørte jo desuden, at Rygtet om Deres Givtermaal er alt i Byen – hvad vil man dømme, om der intet bliver af – men der seer jeg Jens.


    Frue Dormin. 

Hvad kan han ville – jeg vil gaae min Vei – siig ham, jeg modtager hverken Brev eller Bud – dog – jeg kan jo sige ham det selv.


Femte Scene

De Forrige. Jens.


    Jens. 

Om Forladelse, Naadige Frue – Tak for sidst, lille Lise!


    Frue Dormin. 

Hvad er vel Msr. Jenses Ærende – har jeg ikke forbudet hans Herre oftere at komme i mit Huus; hvortil da hans Besøgelse?


    Jens. 

Med meere Høflighed, Frue! om jeg tør bede; jeg er Ambassadeur; jeg kommer her ikke paa Klammerie, men for at megle Fred; jeg er en Freds-Gesandt.


    24Frue Dormin. 

Veed han vel, at han er næseviis – nu snart, hans Ærende?


    Jens. 

Sagen er, at min Herre lade Dem vide, at han er ganske fortvivlet –


    Frue Dormin. 

Nu da?


    Jens. 

Rasende –


    Frue Dormin. 

Men – videre?


    Jens. 

Afsindig, desperat, besat, forplumret, og ilde tilmode –


    Frue Dormin. 

Nei, Taalmodigheden forgaaer mig, og hvad gaaer alt dette mig an?


    Jens. 

Jo – det skal dog angaae Dem noget, det er Tingen. Det er det Uheld, han har havt, at giøre Dem vred, der sætter ham i denne Forfatning – Ah, Frue! om De saae ham, vilde De vist blive bevæget – huh – en Steen maatte røres derved.


    Frue Dormin. 

Hm – er han da saa bedrøvet?


    25Jens. 

Ja, jeg har aldrig seet ham saa tilmode, som han er, siden han fik Deres Seddel; han tramper i Gulvet, saa Hælen gik af hans eene Skoe – han slaaer sig Buler i sin Pande mod Væggen – jeg vilde trøste ham, men fik til Svar: Hold Mund, Slyngel – for det er altid hans Mundheld, naar han er i det onde Lune.


    Lise. 

Det er Tegn til han kiender dig.


    Jens. 

Tak for Skosen, Jomfrue! jeg skal være hende saa god igien; det er ellers med hendes Frue jeg taler.


    Frue Dormin. 

Og, naar faaer da alt dette Ende?


    Jens. 

Strax, Frue! Lidt Taalmodighed – det var vist ved Slyngelen vi slap – ja, rigtig – derpaa slængte han sig i en Stoel, og vrælede, saa det kunde høres paa Gaden – Ah – det er ude med mig – hun hader mig – saa nær ved min Lykke, seer jeg mig skilt ved alting – forbandede Feil – fordømte Latter – og meget meere, hvoraf jeg intet husker, uden at det var saare bevægeligt; han talte om at døe, jeg vilde strax hentet Doctor og Apotheker, da han efter mange Sukke, Eeder og Forbandelser endelig brast –


    26Frue Dormin,  (hæftig.)

I Graad?


    Jens. 

Nei – i en stor Latter.


    Lise. 

O den Nar!


    Frue Dormin. 

I Sandhed, Fortællingen er dens Helt værdig; et smukt Tegn til Bedrøvelse.


    Jens. 

Ja, Frue – det er saa min Herres Maade; han leer tit, hvor andre græde – og flæber igien, hvor hans Næste leer – han loe den heele Dag, da hans Sal. Fader døde; derimod græd han Dagen efter, fordi Fairfax fik en Apoplerie; forleden Dag loe han af, at jeg faldt i Gulvet med hans Suppe og spildte den; derimod græd han over, at hans ene Hest haltede; og jeg finder det dog vel verre at miste Suppe, end at kiøre med en halt Hest.


    Frue Dormin. 

Men med alt dette er jeg endnu ikke kommen i Erfaring om, hvad hans Ærende er.


    Jens. 

Om Forladelse, jeg havde nær glemt det – Det har man af de Parentheser; ja det var dette, at han udbad sig Tilladelse, at kaste sig næsegruus 27paa Gulvet for Dem, og sige Dem mange smukke Ting, som han og sagde mig, men som min svage Hukommelse ikke kunde beholde, og hvoraf Meeningen var, at han ikke kunde leve, uden at see Dem.


    Frue Dormin. 

Alt dette bevæger mig ikke – siig kun sin Herre, at jeg vil ikke see ham oftere.


    Jens. 

Vil Fruen da begaae Mord?


    Frue Dormin. 

Msr. Jens! han kan blive sat ud paa Hovedet.


    Jens. 

Jeg er Dem forbunden; men jeg gaaer allerbest paa mine Been – men Frue, lad Dem dog bevæge – for Pokker, Lise! du staaer og der, som du var stum; hielp mig dog, beed med, to skraale dog altid høiere end een; hvad holder jeg dig for?


    Lise. 

Ei! hvad gaaer mig din naragtige Herre an? Du endnu naragtigere Ambassadeur.


    Jens. 

Tys! du veed det andet, der er os imellem – skal jeg da gaae med uforrettet Sag tilbage, Frue?


    28Lise. 

Aldrig har jeg heller seet Fruen saa ubevægelig, og det for saa smaa Ting.


    Frue Dormin. 

Naar jeg behøver hendes Raad, skal jeg forlange det, og han, Msr. Jens –


    Jens. 

Ah, Frue! jeg seer min Herre, lad ham nu selv føre Ordet, for sandt at sige, var jeg og nu keed deraf.


Siette Scene

Leander. De Forrige.


    Jens  (gaaer Leander imøde.)

Jeg har kun slet Trøst at bringe Dem; Fruen er ubevægelig –


    Leander (leer.)

Saa, ja, naar man sender en saadan Karl i Bye, maae man være vis paa at faae sit Ærende vel forrettet.


    Jens. 

Det har man for sit gode Hierte.

(Frue Dormin vil gaae ud; Leander holder hende.)

    29Leander. 

De flyer mig – er da alt mit Haab ude – Min Utaalmodighed tillod mig ikke at oppebie Deres Tilladelse, at komme for Deres Øine – kan jeg da nu ikke vente Tilgivelse meere?


    Frue Dormin. 

Jeg meener, mit Brev har sagt Dem alt, hvad jeg har at sige, jeg har intet at tillægge.

(vil atter gaae.)

    Leander  (med Taarer.)

Ah, Cousine – har De nogentid elsket mig, saa kald den haarde Dom tilbage, De deri har fældet – jeg har ikke havt eet roeligt Øieblik siden, og faaer det aldrig, førend De tilgiver mig – min Vellyst var at elske Dem, at tilbede Dem, var min eeneste Lykke; jeg saae mig nu nær ved mine Ønskers Maal, skal i det samme Øieblik Deres Haand, denne Haand, De endelig havde bestemt mig som Løn for den fuldkomneste Kiærlighed, selv nedstyrte mig derfra i Fortvivlelsens Afgrund.


    Frue Dormin. 

Ah, Lise! han bevæger mig.


    Lise. 

Ja, det har jeg nok tænkt.


    Jens. 

Siig nu, jeg spaaer ikke rigtig.


    30Leander. 

Elskte Cousine! vend dog ikke Deres Øine fra mig – send mig et af de fortryllende Øiekast, De i lykkeligere Dage har værdiget mig, og lad en Smiil vidne, at De tilgiver mig min Forseelse.


    Frue Dormin. 

Men kankan] rettet fra: kan kan (trykkfeil) jeg og tilgive Dem den – hvorledes stemmer den overeens med den Kiærlighed, De siger at bære for mig – leer man da den Person ud, som man elsker? og just nu, saa nær ved vores Bryllup; burde De dog ikke de sidste Øieblik i det mindste vogte Dem – hvad Agtelse tør jeg vel vente mig af dem som Mand, naar De som Frier endnu, og Dagen før Bryllupet, tør lee mig ud, og det i offentligt Selskab?


    Leander. 

Jeg tilstaaer Dem med Skamfuldhed min Forseelse, men lad min uheldige Feil dog ikke virke en saa gruesom Mistanke hos Dem – De kan ikke vente Dem Agtelse! Himmel! Uforlignelige! Tilbedelse kan De vente Dem; jeg vil ikke leve, uden for at elske Dem, for at giøre Dem lykkelig De kunde aldrig faae en Mand, der elskede Dem meere – tilgiv mig dog – skiænk mig Deres Hierte igien –


    31Frue Dormin. 

Nu vel da, Leander – jeg tilgiver Dem – endnu denne Gang. Hvor svage Vaaben har man dog mod den, man elsker!


    Leander  (grædende.)

De tilgiver mig – Ah! lad mig kysse denne Haand, jeg nu tør kalde min – Hvor glæder De mit Hierte.


    Jens. 

Det skulde man neppe troe, naar man ikke kiendte ham.


    Leander. 

Deiligste – Ah! evig skal jeg elske Dem – jeg svær Dem en evig Kiærlighed og Erkiendtlighed – her for Deres Fødder –

(han springer i det samme op og leer.)

    Jens. 

Au – det kom, som naar Quinten springer i en Concert.


    Frue Dormin. 

Hvordan – nei, dette gaaer for vidt; har De foresat Dem at drive Spot med mig?


    Leander  (immer leende.)

Forlad mig, Cousine! men kan jeg bare mig for at lee – intet uden min heftige Kiærlighed kan undskylde den Daarlighed – jeg synes, De maatte lee selv, ved at see mig som en Romanhelt 32falde paa Knæe for Dem – Ah – det er latterligt i høi Grad – man maae sige, hvad man vil, saa er dog Bondestanden den, man skulde gaae i Skole hos – de Folk leve naturlig, de kiende hverken Moder eller Fordomme – den ene er den andens Ligemand, og en ærlig Bonde vilde lee høit, og have Ret der til, om han saae det eene Menneske falde paa Knæe for det andet.


    Frue Dormin. 

Han skulde lee vel høit, om han skulde lee høiere end De – og De, min Hr. Cousin! giør Dem fra nu av forvisset om, at der intet bliver af vores Foreening – Tilsidst maae Deres Opførsel overbevise mig, at den mildeste Dom, man kan fælde over Dem, er, at Deres Hoved er ikke ganske rigtig istand. (hun gaaer.)


Syvende Scene

Leander. Lise. Jens.


    Jens. 

Jo, den Afhandling om Bondestanden kom ret tilpas – Har Herren mange saadanne? De skulde give Dem i Trykken – Uf – jeg maatte 33blive gal; i det samme Øieblik, hun tager Dem til Naade igien, saa ved en nye af Deres sædvanlige gale –


    Leander. 

Og hva nytter da din Sludder –


    Jens. 

I det mindste ligesaa meget, som Herrens Afhandlinger.


    Leander. 

Hold Munden – jeg føler nok, at jeg er ulykkelig –


    Jens. 

Siig Fusentast, Afsindig – jeg veed ikke, hvad jeg skal kalde det; thi en Mand, som De, troer jeg ikke der findes i begge Kongerigerne.


    Leander. 

Ah, Lise! antag dig min Sag, tael for mig hos din Frue, du har før været min Talsmand hos hende.


    Lise. 

Men nu er jeg Deres Tienerinde; tilsidst bliver man keed deraf – altid at slette – at giøre godt igien, hvad De har giort galt – nei – jeg befatter mig ikke med Deres Sag mere.


    Leander. 

Vil du ikke for min Skyld, saa giør det for Jenses; jeg veed, I to have et godt Øie til hinanden; 34og naar jeg faaer din Frue, har jeg lovet ham, han skal blive min Forvalter, og saa skal jeg nok sørge for jer – ophit kun noget til mit Beste, tænk paa at redde mig – kan denne Guldbørs opvække Tænkekraften?

(han flyer Lise en Guldbørs.)

    Lise. 

Det er sandt, De har nogle talende Argumenter – nogle Grunde, som jeg ikke kan modstaae; saa vred jeg end var, skal jeg dog antage mig Deres Sag, og stræbe for Dem som en ærlig Pige.


    Jens. 

Jo, havde Herren ikke den bandsatte Feil, var De en fuldkommen Herre; thi De har for Resten en meget god Maade at omgaaes Folk.Folk.] rettet fra: Folk (trykkfeil)


    Leander  (leer.)

Midt i min Bedrøvelse kommer jeres Adfær mig til at lee – jeg vil gaae bort, og giøre en Tour i Haugen, for at adsprede Tankerne, og give jer Roe til at overlægge, hvad der tiener til mit Beste – om nogle Øieblik skal jeg være her igien, for at høre, og i alt at følge jeres Raad. (gaaer ud.)


Ottende Scene

35Lise. Jens.


    Lise. 

Naa, lad nu da see, hvad din Hierne kan bringe frem, sæt nu din Forstand paa Skruer.


    Jens  (griber efter Guldbørsen, som Lise veier i Haanden.)

Ja, lad mig faae nogle Skruer – du har godt ved at tale derom; Fordeelen vil du have, og det er mig, som skal have Hovedbruddet – nei Tak, vil du deele –


    Lise. 

Hvad, Sladder, det er godt at sætte Boe med; enten du har det eller jeg, kommer jo paa eet ud, og desuden meener jeg, min Person kan nok lønne Umagen at bryde din Hierne noget.


    Jens. 

Nu, saa forvar da disse Dukater, mine Tænder løbe ret i Vand, jeg har al min Tid været en Giek efter det Fias.


    Lise. 

Nu da, saa hit paa.


    Jens. 

Saa hit paa, hit paa – jeg havde langt meere Lyst at tale noget med dig om mig selv – 36det er en græsselig Tid siden jeg har faaet sagt dig et Par Ord – nu, fortæl mig noget.


    Lise. 

Og hvad skal jeg vel fortælle dig?


    Jens. 

Ih – noget af det, du veed jeg gierne gider høre – nu da – nei – for Pokker, jeg veed ikke, hvorfor vi Mandfolk alletider skal tale først.


    Lise. 

Det er ikke meere end jeres Skyldighed; er der ikke Ære nok, at vi svare Eder?


    Jens. 

Nu, saa lad det blive derved – saa svar mig da – Lise! holder du noget af din Jens?


    Lise. 

Og hvor tit vil du da giøre mig dette Spørsmaal?


    Jens. 

Ih, for en Ufærd, det kommer sig af, at jeg glemmer altid, hvad du svarer derpaa – Ah, Taske – hvad dog dine tyvagtige sorte Øine have giort en Rumstering i mit Hierte; seer du, naar jeg ikke er hos dig, saa er jeg saa underlig – det er ligesom det er mig – og dog ikke mig – og – som der var noget borte af mig – og 37saa, som med en Klappen – og en Fortumling – og en Længsel – forstaaer du mig? føler du ikke saadant noget?


    Lise. 

Kan det ikke være din store Nar lige meget, hvad jeg føler og ikke føler, naar jeg kun bliver din Kone – og dette veed du kan ikke skee, førend vi faae din Herre og min Frue givte, før faaer du jo ikke det Forvalterskab, han har lovet dig, som er os saa nødvendigt, for af Luften kan dog ikke leve.


    Jens. 

Nei; især for mig, som gierne vil have fyldig Mad – hvorfor han ikke og kunde give mig det Forvalterskab strax, uden videre hocus pocus.


    Lise. 

Ja, ja; derfor saa stræb nu at ophitte noget, som snart kan befordre deres Ægteskab – naa, saa skynd dig da – hit paa.


    Jens. 

Det er reent forgiort, jeg har aldrig været saa dum som i Dag; havde jeg dog noget at live min Geist op med, som for Exempel: et godt Glas af den Ratafia eller Persicus, du stial til mig i Gaar, for, naar jeg drikker en Draabe, pleier jeg altid at faae gode Indfald.


    38Lise. 

Ah! din Forræder, er det saaledes, du holder af mig; naar har før et Puds, en Løgn kostet dig noget? Betænkte du dig saa længe den Gang du bildte din første Herre, Kammerjunkeren, ind, at hans Sprogmester, den franske Soldat, som just paa den Tid havde faaet i Sinde at see sig videre om, havde taget hans Hat med den hvide Fiær med sig paa Reisen, som du selv havde brugt paa Cantusse-Ballet i Laxegaden, hvor Verten beholdt den i Mangel af anden Betaling – Og da du, efter at have levet høit med din vestindiske Herres Madera-Viin, tog Tappen af Ankeret, da det var paa Heldingen, som om det var skeet i Fuldskab af hans Morian, hvilken du for i Veien med Flid i al Venskab havde tilpakket, paa det hans Ruus kunde giøre din Angivelse meere rimelig, saa den arme Skielms Ryg maatte betale din Fortæring – og da du –


    Jens  (holder hende for Munden.)

Og da du, og da du – hvad behøver du at staae her at qvække om mine Krigsbedrifter, og rose mig i mine aabne Øine – man kan jo nok vide, hvad man er værd – men bie – just nu faaer jeg et Indfald –


    Lise. 

Ja, ja, rigtig; det var brav –


    39Jens. 

Hvad for noget?


    Lise. 

Ih – det, du meente, hvad er det?


    Jens. 

Ja, hvad var det – bie dog og hør det først, inden du dømmer, om det er brav eller ei – har du ikke sagt mig, at din Frue og min Herre skulde til sammen arve en fælleds Oncle i Jylland, naar han engang bliver mæt af Dage?


    Lise. 

Ja rigtig – han hedder Hr. Orgon, og det er fra den Kant min Frue venter de Midler, hun endnu kan haabe – Spradenfeldt og Meerskum skal og arve ham.


    Jens. 

Desto bedre – gid jeg og skulde arve ham – men denne Oncle – befinder han sig vel?


    Lise. 

Saavidt – han har i to Aar ellers næsten havt alle muelige Sygdomme, Pløris, Gigt, Vattersot, Podagra.


    Jens. 

Au, au, det jager mig alt i Kroppen – der maae da nok ikke være Doctores i Jylland, siden han lever endnu – nu vel – saa fald paa dine 40Knæe, og beundre mig, som i et Øieblik skal udrette meer, end Jyllands Apothequer har funnet udrette i to Aar.


    Lise. 

Hvordan, hvad vil du sige –


    Jens. 

At denne Oncle, denne Herremand fra Jylland, denne Hr. Orgon –


    Lise. 

Nu da?


    Jens. 

Skal inden to Timer være død og have giort Testamente.


    Lise. 

Er du bleven gal –


    Jens. 

Nei; dette er just Høiden af Viisdom – Hør nu, og forstaae, hvad jeg siger: Vi vide, at din Frue elsker Leander, og kan ikke synderlig lide de andre to Herrer, der giøre sig Umage for hende, men at hans Leen og Græden immer giør dem Uvenner.


    Lise. 

Ja den dumme Feil –


    Jens. 

Enhver har sin, og denne siger intet, naar man bliver vant dertil – hør nu da – man 41maae hitte paa et Middel, som kunde tvinge din Frue til at giøre en Ende paa Sagen; thi den vinder intet ved Opsættelser – hun er fattig, og hendes eeneste Haab er denne Oncles Arv – naar man nu opdigtede et Brev fra Jylland, hvori der meldtes, at Onclen var død, og havde ved Testamente indsat din Frue til eeneste Arving, men imod at hun skulde givte sig med een af sine tre Fættere; og dersom hun ikke vilde dette, da være arveløs – skulde det da ikke, meener du, bevæge hende til at ægte min Herre, og giøre mig til Forvalter –


    Lise. 

Ja, nu begynder jeg selv at holde dig for en stor Mand – det Indfald var Guld værd – hurtig, lad os faae det sat i Værk – men – naar de nu faae at vide, at det er Løgn –


    Jens. 

Ja, lad os kuns først faae dem smeddet sammen, siden maae Onclen leve op saa meget som han vil.


    Lise. 

Oh ja, du har Ret; men hvem skal Brevet komme fra? thi den salig Mand kan dog ikke skrive selv.


    Jens. 

Det kan jo komme fra en Forvalter, man kan lade ham have havt, og som kan skrive det.


    42Lise. 

Vel – oh, hvor jeg nu holder af dig – skynd dig at faae det skrevet, det er i Dag Postdag fra Jylland.


    Jens. 

Ja, det er Knuden; for naar jeg sætter mine Tanker paa Papiir, skal de være dievels onde at fatte for andre end mig selv – den lærde græske Magister, jeg tiente for tre Aar siden, brød sig et heelt Jevndøgn igiennem, for at udfinde, om noget, jeg havde skrevet, var Elamitisk eller Mesopotamisk, og jog mig paa Porten, fordi jeg fortalte ham, at det var min Haand.


    Lise. 

Oh! ikke andet – der er Peer Slagter, han kan skrive – du kiender ham jo – han giør det strax færdig – Men der troer jeg Leander kommer tilbage.


    Jens. 

Han maae intet vide deraf – hans ømme Samvittighed vilde aldrig tilstede dette Puds, og spilde os den heele Comedie – vi ville derfor intet sige ham heraf.


Niende Scene

43Leander. De Forrige.


    Leander. 

Nu Børn, hvad har I udfundet? Kan jeg haabe? Er der Redning? Jeg samtykker alt, naar det kun ikke strider imod Redelighed og den Ærbødighed, jeg skylder min Cousine.


    Jens  (til Lise.)

Sagde jeg det ikke?


    Lise. 

Nei, frygt kun ikke herfor – det, vi have hittet paa, strider aldeeles ikke herimod; thi det er –


    Leander. 

Nu da?


    Lise. 

Intet.


    Leander  (leer.)

Hvordan? Det var løierligt – veed du da intet til min Redning? Har I i al den Tid ikke kunnet udfinde noget?


    Lise. 

Nei – ikke det allermindste.


    44Leander. 

Jens – er det sandt, veed du heller intet Middel?


    Jens. 

Jo; jeg kunde endelig nok vide eet, dersom Herren kun vilde sætte det i Værk.


    Leander. 

Ah – siig snart, hvori bestaaer det – jeg vil giøre alt.


    Jens. 

Det bestaaer i, at De skulde bestemme Dem til, enten at lee bestandig, eller at græde bestandig, for det var meget bedre, end dette April-Veir og den Blanding af Solskin og Regn, som immer er hos Herren.


    Leander. 

Forvovne! du tør spotte mig – min Haand skal tugte din Uforskammenhed.

(griber til Kaarden.)

    Jens. 

Ah – bie, Herre! lad mig bare rende først lidt bort og giøre Testamente, førend jeg døer.

(han løber.)

    Leander. 

Den Skurk – han skal betale det – Ah! Lise –


    Lise. 

Vil De og aflive mig – i saa Fald har jeg og først noget med en sidste Villie at giøre.

(hun løber.)

    45Leander  (allene.)

De Uforskammede! de tage mine Penge, og spotte mig til – men er det andet, end en Virkning af min urimelige Leen og Græden. (med Taarer.) Forbandede Feil – du skuller mig ved den, jeg elsker, og udsætter mig for Folks billige Spot – jeg er dog ret ulykkelig, at jeg ikke kan betvinge denne Feil – (leer.) Men er det og ikke tilpas til mig, som har den Daarlighed, at ville søge Trøst og Raad hos saadanne Folk – jeg maae lee af mig selv – (alvorlig.) jeg vil gaae ind og skrive min Cousine selv til – jeg vil afmale hende min Tilstand, og sige hende, at jeg enten maae besidde hende, eller døe. (han gaaer.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om De snorrige Fættere

Farsen De snorrige Fættere er en typisk 1700-tallskomedie og byr på komiske figurer, forviklinger og pussigheter i Holbergs ånd.

Enken Frue Dormin vil gifte seg igjen, men hvem av de tre merkelige fetterne skal hun velge? Leander, som ler eller gråter om hverandre hele tiden, kaptein Meerskum, som alltid snakker sjømannsspråk og helst vil være til sjøs, eller verdensmannen von Spradenfeldt, som flotter seg med franske gloser og anekdoter fra Paris? Frue Dormins framtid står på spill, og det gjør også framtiden til Leanders tjener Jens og Frue Dormins kammerpike Lise.

Stykket gjorde suksess både i Danmark og Norge og ble oppført en rekke ganger både i Falsens levetid og utover 1800-tallet. I 2007 ble stykket satt opp i Kristiansand i anledning av Det Dramatiske Selskabs 220-årsjubileum.

Les mer..

Om Enevold de Falsen

Enevold de Falsen var juridisk embetsmann og dikter. Det er først og fremst som jurist han har plass i Norgeshistorien, men Falsen var hele sitt liv opptatt av teater og litteratur.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.