23Det var visitter hos fru agent Vaage. Hendes ungdomsveninde, frøken Hansine Meylænder, sad paa en taburet meget stiv i ryggen, kneisede med det lille hoved og saa ufravendt paa fru Vaage med nogle lyse øine.
Fru Vaage sad foroverbøiet i en lav stol, hvilede albuerne paa knæerne og saa ned. Hun var aldeles voksbleg med en overordentlig fint skaaret næse og et tyndt pandehaar sterkt isprængt med graat. Der var et øiebliks taushed.
«Der er en til ogsaa nu,» sagde fru Vaage, hun saa op og smilte.
«En til! Du er ikke gal vel!» Hansine Meylænders øine udvidede sig og blev mørkere.
«Jo, det er sandt – han friede i theatret iforgaars.»
«Hvem er det da?»
«Student Lange, – du ved han, den pene sorte –.»
24Hansine Meylænder rettede sig om muligt endnu mere i ryggen og skjøv først med høire, saa med venstre haand til bøger og albumer, der laa i nærheden af hende paa bordet.
«Pyh, – frier siger du, – deilige friere, tænker jeg, – de mener aldrig det gran med det, ser du.»
«Mener, – jo kjære dig da –.»
«Og du vil indbilde mig, at en ung pige som din Jenny har tre friere den første vinter, hun er konfirmeret?» – Hansine Meylænder børstede nervøst sit ene kaabeærme. – «Nei, Jetten, det raader jeg dig til at tie stille med.»
«Ja, du kan da vide, jeg siger det ikke til andre end dig, – men tre stykker har nu friet til hende, det er sikkert det.»
«Ja, naar du regner slige som den Magelsen saa –.»
«Aa, Hansine – nævn ham ikke, – hvad skal jeg gjøre, giv mig et godt raad, – du kan være glad du, der ingen børn har.»
«Nei, Gud bevare mig vel.»
«Det er ikke greit, kan du tro, alt dette med Jenny de sidste par aarene, – ja, for det begyndte jo, før hun blev konfirmeret, ved du, med al den kurtisen, – det var jo derfor, vi maatte konfirmere hende saa tidlig; – har du hørt, om folk har snakket noget om hende i det sidste, Hansine?»
«Aa, du ved, folk snakker saa meget, Jetten – men leit er det, naar en ung pige faar sligt ord paa sig, som din Jenny.»
25«Uf, har du hørt noget, siden jeg saa dig sidst, Hansine?»
«Aa nei, jeg hørte bare Louise Mørch sige igaar, at det var en skandale, saa koket som Jenny havde været mod løitnant Storm paa isen ivinter.»
«Louise Mørch, – det er bare den pure misundelse, fordi Jenny er mere i vinden end hun, – bare derfor, – Lovise Mørch er nu vel en tre-fire og tyve aar nu, hun?»
«Ja, jeg anser det bare for min pligt at sige dig, hvad jeg hører, ser du.»
«Ja, det er snilt af dig, – men det er ikke greit for saadanne unge piger, som alle herrer vil have fat i heller, Hansine.»
«Aa, det er da andre, der har været feteret ogsaa, – jeg tænker, nogen hver har gjort sine erfaringer i den retning.»
«Ja, den vinteren, du var saa optaget, Hansine, da du kom hjem fra Odense.»
«Pyt, den vinteren var det ikke værst.»
Fru Vaage havde fundet en liden uldtraad paa gulvteppet, som hun plukkede og travsede op. «Men kan du sige mig, hvad jeg skal gjøre med Jenny, du?»
«Nei, du skulde seet de aarene, efterat du var blevet gift og flyttede til Trondhjem,» vedblev Hansine, «da tror jeg nok, jeg fik vide, hvad kurtise var.»
«Ja, du var vist svært i vinden, Hansine.»
«Ja, det gik saa vidt, Jetten, at kandidat 26Juell, han som er storthingsmand nu, sagde til mig, at han aldrig havde seet noget saa sødt som mig, – men jeg var saa uskyldig, jeg, saa jeg forsikrer dig paa – det gjorde mig ikke mere end som saa.» Hansine strøg sine violetbehanskede hænder mod hinanden og saa udfordrende paa fru Vaage.
«Nei, du havde en fast karakter, du Hansine, – men jeg studerer paa Jennys karakter nat og dag, hun er ikke som andre, ser du, – men sagde hun ikke noget mere, Louise Mørch?»
«Jo, hun lo spodsk, og saa sagde hun: Men nu gjør jo Jenny Vaage et glimrende parti, hun skal jo være forlovet med Magelsen’ – ja, hvorledes er det egentlig med Jenny og denne Magelsen, du Jetten?»
«Ja, Vorherre maa vide det, – alt hvad jeg ved er, at jeg ivinter nogle gange saa Jenny spasere forbi her med en herre i lysebrun frakke, som jeg ikke kjendte. Da jeg spurgte hende, sagde hun, at det var en arkitekt Magelsen. Jeg tænkte ikke mere paa ham, før hun kommer her og fortæller mig, at han havde friet til hende, og at det nok kunde hænde, hun tog ham.»
«Den simple fyren, Jetten.»
«Uf, er han saa simpel, Hansine?»
«Simpel? – Hans moder luder fisk nede i Drøbak, og saa udsvævende, Jetten, en frygtelig fyr; – men dere har nu vel givet baade Jenny og Magelsen ordentlig besked?»
«Ja, du kan da skjønne, vi ikke vil vide 27noget af det. Vaage var indom ham forleden dag og sagde, at han paa ingen maade vilde vide af nogen tilnærmelse fra hans side – ja, han skyldte paa Jennys ungdom da, ser du.»
«Hvad syntes din mand om ham?»
«Aa, papa var saa oprørt, at jeg ikke vilde spørge ham.»
Der kom nogen ind i spiseværelset ved siden af; begge damerne inde i dagligstuen bøiede sig paa én gang frem og kikkede mellem portiérerne. Det var en ung pige, der kom ind, – hun blev staaende med ryggen til og syede paa noget.
Det var en ung spæd figur i en grøn kjole med fillede albuer og en nakke med askeblondt haar, der var virret og lagt op paa hovedet i en spids knude. Fru Vaage puffede lidt til Hansine:
« Hys-s!»
«Snak, Dere,» raabte den unge pige, fremdeles med ryggen til, «jeg ved godt, Dere snakker om mig alligevel.» Stemmen var skarp, hun snakkede høit og lidet behersket.
«Nei, hun er god, – nu tror hun, vi snakker om hende,» – fru Vaage blinkede til Hansine. Jenny Vaage kom frem i døraabningen mellem portiérerne, – hun syede paa en hanske.
«Negt, om Dere kan, at Dere har siddet og snakket om mig hele tiden; jeg synes, jeg hører dig, mama, hvorledes du lægger ud, – ikke sandt, tante Hansine?»
Det var noget vekt ved hende, saadan i en fart seet, armene var uforholdsmæssig lange og 28tynde, hovedet bitte lidet. Ansigtsfarven blændende smuk, hele ansigtet noget rundt, blødt, mygt. Øinene var ikke store, men glimtede og lyste; hun saa forresten mest ned, en og anden gang hurtig op, da gjorde øinene stor virkning. Øienlaagene var smukke, aarerne lyste sterkt igjennem i tindingerne.
«Din moder vil dit vel, Jenny,» sagde Hansine høitidelig.
«Ja, hun er saa inderlig sød, saa,» – Jenny syede fremdeles.
«Ja, du bliver nu aldrig i verden saa vakker, som din moder var,» brast det noget umotiveret ud af Hansine.
«Nei, jeg ved noget, som er saa nydelig paa mama, – tænderne.»
Fru Vaage lo lidt med lukket mund, saa sagde hun et øieblik efter: «Ja, mamas tænder er daarlige nu.»
«Du skulde skamme dig, skulde du,» sagde Hansine.
«Hvorfor det, tante Hansine, – fordi mine tænder er penere end mamas? – Isch, disse hanskerne, – jeg maa have et par nye hansker, mama.»
«Kjære dig, det er jo ikke mere end en uges tid siden, du fik de, du har, – og du ved, at papa har liden raad, Jenny, – det hullet der kan godt syes pent igjen.»
«Ja, sy det du da, – al tid har jeg saa fæle hansker, – det sagde løitnant Storm ogsaa engang, 29jeg burde hellere gaa barhændt, sagde han, for hænderne var penere end hanskerne.»
Hansine Meylænder stirrede paa Jenny Vaage. Hvad var det, – hvad ialverden var det ved Jenny, som alle herrer likte. Seksten aar, og tre friere alt!
Og hun, Hansine, var en og firti og havde ikke havt et eneste tilbud i alle sine dage! Jo, det var nogle kloge mandfolk, der vilde gifte sig med Jenny Vaage.
«Kan du ikke give mig til et par hansker da, mama.»
«Synes du ikke, de hanskerne godt kan gaa an, Hansine?» spurgte fru Vaage.
«Jo, det skulde jeg mene, – for en saadan ungdom som dig, – takke til skulde du.»
Jenny var atter forsvundet bag portieren inde i spisestuen. «Skal én ikke have pene hansker, før én har naaet din ærværdige alder kanske, tante Hansine,» raabte hun derindefra.
Fru Vaage holdt haanden for munden for ikke at le høit: «Uf, Hansine, der kan du høre, hvorledes hun er.»
Hansine blæste og skjød paany albumer og bøger fra sig.
«Ja, det er ikke greit med den barneopdragelsen.» begyndte fru Vaage, som om hun faldt tilbage i noget, der altid var i hendes tanker.
«Ja, men du har jo en bog om opdragelsen,» kom Jennys stemme inde fra spisestuen, «læs i bogen din, mama.» Fru Vaage fik igjen et lydløst 30anfald af latter, selv Hansine trak paa smilebaandet.
Inde i barnekammeret begyndte i det samme et lidet barn at ilskrige.
«Aa, der skriger Haakon, Jenny, – tag ham du, medens jeg snakker lidt med Hansine.»
«Det kan jeg ikke, – jeg skal møde nogen præcis kl. 12, – jeg skal ringe paa Sofie.»
«Nei, Sofie vasker barnevask idag, – det ved du godt, – og Trine er paa bryggen efter fisk.»
Jenny stod allerede med hatten paa foran speilet.
«Nei, jeg har ikke tid til at passe unger –, kan jeg gaa med denne gule kuften, moder?»
«Nei fy, den slaar folder i ryggen, nei ved du hvad, den kan du umulig gaa med,» moderen glattede og trak i kuften, – «synes du vel, Hansine?»
«Jo, det synes jeg rigtignok, hun kan,» sagde Hansine, hun saa ikke paa den, men kneisede med nakken.
«Jeg er ikke forfængelig,» sagde fru Vaage, «det skal ingen beskylde mig for, men den kuften skal du ikke gaa med paa gaden, Jenny, du kan tage regnkaaben.»
«Ja, saa faar du give mig en ny kufte da.»
«Ja, du kan jo se efter, om du finder en, du liker.»
Det lille barn inde i barnekammeret vedblev at skrige. Ind igjennem spisestuen kom tre børn 31stormende, to smaapiger og en gut, de havde fine, blege ansigter og lange armer og ben alle tre.
Aa, Haakon skriger, Haakon skriger saa fælt saa.»
«Jeg faar tage ham da, – snak med tante Hansine imedens du Jenny.»
«Ja, men jeg har jo ikke tid, jeg skulde møde nogen præcis kl. 12.»
Frøken Meylænder kavede fra sig med begge hænder: «Nei langtfra, gaa du, – gaa du bare.»
Du skal se, hun skal til et stævnemøde, tænkte Hansine, – stakkars Jetten, med slig en datter, – men hun har vel arten i sig, – Vaage har vist ikke været af Vorherres bedste børn – slig en dameven.
Fru Vaage raabte fra soveværelset: «Det er skam, Hansine, at gaa fra dig, naar du kommer her paa visit, kom herind, saa kan vi snakke, medens jeg steller lidt med Haakon.» Fru Vaage sad paa en lav stol med den mindste ved brystet. Jenny gik fra speilet i soveværelset til speilet i dagligstuen og tilbage igjen.
«Uf, en bliver saa fæl i det speilet der,» saa med en eneste gang til moderen:
«Moder, jeg maa have et par hansker.»
«Ja, tag pungen min da – hvor henne er den da, – den ligger vist i sofaen, – hun maa jo være skikkelig klædt,» sluttede hun undskyldende til Hansine, – «du hørte jo ogsaa, løitnant Storm havde snakket om hanskerne hendes, – du skulde bare vide, hvor pengene er udrøie, Hansine.»
32«Jenny, Jenny,» raabte hun et øieblik efter, «du snakker ikke med Magelsen, hvis du ser ham, hører du det –, du ved, fader og moder vil ikke det, Jenny.»
«Bæ, bæ,» sagde Jenny og stak det friske, unge ansigt ind igjennem døren. Der smeldte entredøren, og Jenny var gaaet.
«At hun ikke har mere respekt for dig, end at hun tør sige saadan bæ, bæ til dig,» sagde Hansine.
«Aa, hun mener ikke noget med det, kan du vide, det er bare for morro.»
«Hm,» kremtede Hansine og saa sig rundt i soveværelset, – sandelig begyndte det ikke at se pjusket ud hos Jetten nu! Der blev et øiebliks pause.
«Det er det, at børnene bliver saa misfornøiede hjemme, naar de bliver store, der er saa leit,» begyndte fru Vaage igjen og dækkede over den lille bylt i sit skjød.
«At du skulde faa en til ogsaa,» sagde Hansine og stirrede med sine lyse, runde øine paa det lille barn, – «jeg synes, du havde nok før, – jeg troede, det var slut nu.»
«Ja, én siger altid, at det skal være slut,» sagde fru Vaage med et mat smil, – saa krystede hun pludselig den lille op til sig: «Er mama lei over, at du er kommet, du deilige, deilige deiligheden min –.»
Et øieblik fór det gjennem Hansine: «Aa, om jeg havde en saadan liden en at kryste, og kjæle, 33som var mit eget, – mit eget. Der blev en bitte liden pause.
«Ja, udslidt bliver du før tiden, – Jetten,» sagde Hansine og reiste sig, – «uf, den giftingen, Jetten.»
«Aaja, det er jo baade det ene og det andet ved egteskabet, men det er der jo ved alt i verden,» sagde fru Vaage, – «du passede bedst til ikke at gifte dig, du Hansine.»
Hvorfor ialverden skulde ikke jeg passe til at gifte mig, tænkte Hansine og blev end mere stram i ansigtet, – uf, gifte damer blev ligesom saa overlegne ogsaa; hvad ialverden havde de at være overlegne af, – Jetten kunde sandelig tie stille med at passe og ikke passe til at gifte sig; var det nogen, der ikke passede til at gifte sig, saa var det vel hende, – saa svag baade i sind og skind.
«Ja, adjø da, Jetten, – du kommer vel paa soiréen iaften?»
«Nei, – nei, det gjør jeg ikke, – jeg har ingen kjole, og jeg er kommet saa væk fra alting, – jeg kan ikke snakke med nogen, synes jeg, – nei, papa følger Jenny.»
«Du skulde ikke give op alting saadan, Jetten, – kjære dig da, – du er da i din bedste alder, – og putte dig saadan væk.»
«Uf jo, jeg tænker bare paa Jenny nu, – det er jo hun, som skal frem, – jeg – jeg er jo færdig jeg.»
«Færdig,» blæste Hansine – fru Vaage var et 34par aar yngre end Hansine, – «nei, ved du hvad; uf, du sidder for meget inde og bliver nervøs; kom og gaa ud en tur.»
«Aa, er du gal, – gaa fra Lillegut og Aslaug og middagsmaden, – og ingen af pigerne er tilstede.»
«Uf, hvor bundet den er, der er gift; – ja adjø da, – jeg gaar paa soireén, jeg skal have den grønne silke –.»
Da Hansine alt var nede i trappen, raabte fru Vaage ovenfra: «Du, Hansine, aa se lidt efter Jenny iaften, – tag dig lidt af hende.»
«Ja, det kan du være sikker paa; sid nu ikke saa meget inde og bliv nervøs da, Jetten, – adjø da.»
Og Hansine Meylænder spankulerede opover gaden, satte benene udad og holdt op sin kjole akkurat, som en fin dame skal holde kjolen oppe. Aa den stakkars Jetten, tænkte Hansine, uf, hun ser ud, som hun er femti aar, – Gud fader ske lov og tak, at jeg ikke er gift, – og saa den vidtløftige datteren, – men hvorledes ialverden bar den jentungen sig ad med at faa alle herrer indtaget i sig, – ja for Hansine Meylænder maatte jo indrømme, saa nødig hun vilde, at det saa ud ialfald, som Jenny Vaage havde en merkelig tiltrækning paa det andet kjøn. Aa, det var vel bare fjas og latter, – naar én bare koketterede, kunde nogen hver faa herrerne efter sig, – nei, hun havde været for fin og ren en natur hun, Hansine Meylænder, derfor havde 35ingen turdet nærme sig hende; – jo, Jetten skulde være viss paa, at hun nok skulde se pigebarnet efter i sømmerne iaften, – ikke et øiekast skulde undgaa hende.
Klokken blev halv tre, halv fire, – endda var ikke Jenny kommet. Vaage havde brummet lidt, der blev spist, fru Vaage holdt levningerne varme i stegeovnen, gik fra og til og puslede og lukkede, ret som det var, paa vinduet og saa ned ad gaden: «Den Jenny, – den Jenny.»
Klokken slog fire, og der kom Jenny.
«Men hvor har du været saa længe?»
«Ude og spaseret.»
«Men, at du ikke passer madtiden, da.»
«Nei, vi havde ikke uhr paa os nogen af os, – vi plukkede blaaveis, Inga, Maja og jeg, – oppe i skogen.»
«Papa var vred,» sagde fru Vaage.
«Pyt san, da, han bliver nok god igjen,» Jenny kastede hovedet bagover og lo, saa man saa hende langt ned i halsen.
«Ser du den, du,» sagde hun pludselig og holdt en finger med en ring, hvori der var en rød sten, op for moderen.
«Hvad er det, – hvem har du faaet den af?»
«Ha, ha, ha,» hun spiste og lo og talte paa fingrene. «Den fingeren er lovet bort til en ring, – og den fingeren er lovet bort, – og den fingeren er lovet bort, – fire fingre lovet bort til ringe, – hurra!»
«Hvad er det, du siger, – lovet bort fingrene?»
36«Ja, til ringe til mine beundrere.»
«Jenny, – Jenny, jeg mener, du er –»
«Er det noget galt i at have beundrere, da, – aa, det er saa forfærdelig morsomt at gjøre dem jaloux, alle de andre veninderne, – ingen af dem har havt nogen frier ivinter, – og nu har jeg havt tre, – og iaften faar jeg den fjerde, – Aimar Christensen frier iaften, jeg er saa viss, saa viss paa det.» Hun havde reist sig fra bordet og hoppede rundt i værelset.
«Tre friere og snart den fjerde, – hurra.»
«Uf, men Jenny da, jeg mener, de gjør dig rent fortullet,» men hun smilte i det samme.
«Du synes, det er morsomt, du ogsaa, moder, at de elsker mig, – aa, der findes ikke noget saa rasende morsomt, som naar herrerne ligger paa knæ for én, – ja, der har vel ingen ligget paa knæ for dig, moder, – jo, kanske fader, – tænk, fader paa knæ, – aa – aa, – jeg tror, jeg dør af latter.»
Fru Vaage vidste hverken op eller ned, – hvorledes ialverden skulde hun tage dette; aa, om hun bare havde vidst, hvorledes hun skulde tage hende, men altid tog hun feil, altid stødte hun datteren mere fra sig, naar hun allerhelst vilde nærme sig hende. Og det var vist bare hendes egen skyld, tænk, saa aaben som Jenny var nu, det var bare hun selv, der var saa klodset, – kanske det var bedst, hun begyndte at snakke om Magelsen nu.
«Naar det er saa mange, der er glad i dig, 37Jenny min, – at du da kan bryde dig om denne Magelsen da, – han skal jo være saa dum ogsaa, Jenny.»
«Han er klog nok for mig.»
«At du vil gjøre os denne sorgen og alt det leie, jeg har om dagen, saadan som folk snakker om dig, hvordan du løber paa gaden med herrer.»
«Det er vel det gamle hespetræet Hansine, der løber her og sladrer, – jeg tænker, hun var inderlig vel fornøiet, jeg, om løitnant Storm spaserede med hende en times tid, – uf, moder, sid nu ikke der med det begravelsesansigtet. Læs en prædiken, du moder, saa bliver du fornøiet igjen.»
Jenny Vaage sprang fra bordet og ind i sit eget værelse. Fru Vaage hørte, at hun dreiede nøglen om. Hun stod et øieblik og stirrede ud for sig, saa bøiede hun sig ned og tog op datterens serviet, som hun havde slængt fra sig paa gulvet, lagde den sammen og begyndte at tage af bordet.
– Klokken var 8 om aftenen, lampen var tændt i spisestuen, ind igjennem værelserne stormede der fem smaa Vaager, ind den ene dør og ud den anden. Hængelampen under taget svingede sterkt, Aslaug havde kastet en sofapude paa den. Mama og Jenny var indelukket paa den sidstes værelse; Jenny skulde paa soiré i lyseblaa kjole. Hun sprang ud og ind et par gange med en varm kroltang, – naar nogen af børnene kom i hendes 38vei, puffede hun dem voldsomt og gav dem endda en to-tre knubs i hovedet. «Ekle ungerne.»
Men der kom papa i døren, en svær, slap mand med tunge øienlaag.
«Nei, nei, smaabarn, ikke saadant spektakel, smaabarn.» Aslaug og Svein brølte i vilden sky og trampede, saa gulvet dissede.
«Nu skal smaabarna lægge sig,» sagde den store, slappe papa.
«Nei, vi vil ikke, – vi vil ikke lægge os!» Vaage stillede sig med ryggen mod ovnen, hans læber bevægede sig lydløst, det var nu saadan en vane, han havde. Naar han tiede stille, var hans store tykke mund i en uafladelig bevægelse. Men det var endnu aldrig nogen, der havde opdaget, hvad disse Vaages lydløse taler dreiede sig om.
Det ringede paa entredøren. Fire smaa Vaager sprang paa én gang ud og rev hverandre omkuld for at komme først ud og lukke op.
«Det er tante Hansine, mama, hun vil ikke komme ind, men hun vil snakke to ord med dig.»
Nei, frøken Meylænder vilde paa ingen maade ind, alle børnene blev skydset ind igjen fra entreen.
«Nei, jeg maa skynde mig hjem for at klæde, mig, jeg blev opholdt hos fru Gran, – jeg vilde bare op og sige dig, – jeg synes, det er min pligt, at sige dig det, – at fru Gran havde mødt Jenny og Magelsen idag klokken 3 oppe i Rødskogen, – og fru Gran lagde til, at saa ondt det 39gjorde hende for din skyld, maatte hun forbyde sin Ellen at gaa med Jenny mere, – det er min pligt at sige dig dette, Jetten.»
Der kom en trods op i fru Vaage: Skulde hun staa her rolig og gang paa gang tage imod disse Hansines beretninger om Jenny, – og saa, at nogen skulde forbyde sin datter at gaa med hendes Jenny!
«Ja, du maa undskylde, Hansine,» kom det tilslut med sammenkneben mund, «men altid at skulle tage imod den slags rapporter om sit barn, kan du vide, er alt andet end behageligt.»
«Kjære dig da, Jetten, – jeg mente virkelig at gjøre dig en tjeneste, jeg, – du selv er jo aldrig ude og ser ingen ting, – men undskyld, – jeg skal ikke genere med nogen «rapport» mere. Adjø, Jetten!»
Men inden Hansine var nede ad trappen, havde det mildnet sig i fru Vaages sind mod veninden. «Hansine!» – raabte hun nedover trappen – «kom snart op igjen, da!»
«Er det værdt, jeg kommer her mere, da,» lød tyk og fornærmet frøken Meylænders stemme op fra det mørke portrum.
Du store verden, var det kommet saa vidt, at folk forbød sin døtre at gaa med Jenny paa gaden! Det kunde saamæn godt hænde, at Jenny havde været sammen med Magelsen idag igjen. Men hun havde ikke holdt ud at høre paa denne Hansines spodske maade at fortælle det paa. Skulde hun snakke til Vaage om det. Nei, hun 40turde ikke det heller, saa slap og indolent han var, kunde han faa aldeles uberegnelige anfald, saa han formelig gik berserkergang. Skulde hun nu forstyrre hele fornøielsen for Jenny iaften, slig som hun glædede sig til denne soiréen, – det var vist bare noget sladder altsammen, – ligefra hun var ung pige, havde Hansine havt det med det, at hun saa gjerne vilde fortælle ubehagelige ting.
«Hvad var det, det gamle skabilken sladrede om, da,» spurgte Jenny, da moderen kom ind igjen.
«Det var om dig, Jenny,» sagde fru Vaage alvorlig, «nu har du jo spaseret med Magelsen i Rødskogen idag igjen.»
«Jeg mener, jeg er omgivet af spioner, jeg,» lo Jenny Vaage, – ja, var det noget farligt i det, da?»
«Du ved, Jenny, at papa og mama vil det ikke.»
«Ja, men han skal blive manden min, og da maa jeg vel gaa med ham.»
«Det ved du, der aldrig bliver noget af, – og at du vil udsætte dig slig for folkesnak, Jenny!»
«Aa, jeg passer mig nok, maa du tro, – er papa færdig?»
Inde i barnekammeret var børnene imidlertid bragt i seng, men -bombarderede hinanden med puder og tepper. Ingeborg og Aslaug legte dampskib i barnepigens seng; der var ikke ørenslyd at faa.
41Det var dækket i spisestuen, da der blev spist hjemme; paa soiréen fik man blot dessert. «Vær nu stille, barn, saa skal dere faa et stykke ost,» Vaage gik med en gaffel med et stykke ost paa fra sprinkelseng til sprinkelseng.
«Jeg vil have pølse, papa.»
«To stykker ost, papa, saa skal jeg ligge stille.» Vaage jabbede ud og ind i selskabsdragt med en hævet gaffel med ost og pølse.
«Skynd dig og spis, papa, ellers kommer vi for sent,» – det var Jenny, som kom brusende ind.
Hun vilde intet have, vilde ikke engang sidde ned, havde ikke ro paa sig til det, spillede et par takter af en vals. «Tra-la-la. Aa, som jeg glæder mig, – spis papa, spis, – tra-la-la.»
Faderen fulgte hende med sine tunge øine. «Hun er knusende vakker iaften,» fik han anbragt i al hemmelighed til sin kone.
«Pas paa hende, papa,» gav fru Vaage tilbage med bekymrede øine.
«Puh, – passe paa, – hvad vil du, jeg skal gjøre?»
Der var Jenny i slængkaabe og balhætte, nydelig og frisk. «Ja, vi skal vel kjøre?»
«Nei, jeg har ingen vogn bestilt,» sagde Vaage.
«Nei, du er værre end værst, papa, har du ikke tænkt paa mine balsko da?»
Der gik ilbud efter vognmand. Jenny mælte ikke et ord, før vognen kom, var saa fornærmet, at hun ikke engang sagde farvel til moderen. Fru Vaage fulgte helt ned i portrummet med et uldent 42tørklæde, som hun vilde, Jenny skulde have om benene. Hun stod med tørklædet i udstrakt arm den hele tid. «Se her, Jenny, tag det, – tag det.» Ikke et ord fra Jenny til svar, vogndøren smeldte igjen, og vognen rullede ud gjennem portrummet.
Fru Vaage gik op i spisestuen og satte sig i sofaen. Resterne af aftensmaaltidet stod endnu paa bordet, lampen var for sterkt skruet op og osede lidt, men hun merkede det ikke. Hun stirrede ret frem for sig.
Var det hendes skyld, var det hun, som skulde være anderledes? Skulde hun have været mere streng, – eller kanske hun skulde taget hende med endda mere kjærlighed. Hvad kom det af, at Jenny var glid saadan bort fra hende, – at alle børnene gled bort, naar de voksede til. Hun greb sig i, at hun sad og tænkte paa, hvem af børnene, hun endda havde. Svein var alt begyndt at glide fra hende, og Isak, – han var fjorten aar, – han stod hende saa fjernt, hun anede ikke hans tanker, naar han sad ved siden af hende. For ikke at tale om Jenny! Hvad skulde hun gjort opigjennem aarene? Hun havde vist ikke havt forstand nok til at opdrage børn, – enhver maatte jo tages paa sin maade; – men den omtanken for hver enkelt havde hun aldrig havt tid til, syntes hun, der hun sad og tænkte tilbage. Der skulde god tid til for at tænke rigtig, det havde gaaet paa en slump altsammen.
Og saadan, som hun var kommet udenfor altsammen i verden i sit egteskab, – hvad vidste 43hun om alt det, der var oppe i tiden, hun havde jo stelt børn hele sin tid, – hun havde engang troet, at det var hendes kald i verden, at det var det eneste, hun duede til, at det var det, Vorherre vilde, hun skulde gjøre, og følt sig lykkelig ved den tanke, – men lidt efter lidt var det gaaet op for hende, mere og mere for hver dag, at, var det noget, hun ikke duede til, saa var det til at opdrage børn, til at være moder.
Hun havde nylig læst en bog om en moder, hvem det var gaaet op for, at hun ikke duede til at opdrage sine børn, og saa var hun gaaet sin vei fra altsammen for at opdrage sig selv.
Ja, det vilde se nydeligt ud, skulde hun gjøre det, og desforuden, hvor skulde hun gaa hen, nei, det var jo bare noget tøv, – fru Vaage ligesom rystede noget af sig, – det var jo bare noget unaturligt væv, de fandt paa, de, der skrev bøger.
Hvo, der ikke tager sit kors op, staar der i bibelen, – kanske dette var hendes kors, hun havde jo ellers havt det saa godt i hele sit liv. Lille Haakon skreg, og moderen maatte ind til ham. Gudskelov for de smaa børn, tænkte fru Vaage, da hun sad med ham, der er saadan fred med dem.
«Lille Haakon – lille Haakon.»
Det rettede sig nok kanske alt med Jenny ogsaa, hun var jo saa ung endda, – og de kunde nu sige, hvad de vilde, saa var hun mere afholdt end nogen af de andre unge piger i byen.
– Jenny havde moret sig saa guddommeligt 44paa soiréen, at hun maatte ligge til klokken 12 den næste dag. Ellers fortalte hun ikke moderen nogen ting. Fru Vaage angrede paa, at hun havde stødt Hansine saadan fra sig aftenen før, der fik hun da iallefald ren besked.
Vaage havde heller ikke været meget agtpaagivende.
«Dansede Jenny meget, da?» spurgte moderen.
«Ja, det gjorde hun vist.»
«Saa du noget til denne – Magelsen, da?»
«Ja, han stod der og hang i dørene.»
«Var Jenny meget – ja, du ved – koket og vild, – du ved –.»
«Hvorledes kan du forlange, at jeg skal have greie paa det, – jeg spillede jo kort hele aftenen.»
Jenny var ude til klokken 3, og var morsk og stur, da hun kom hjem. Alle moderens tilnærmelser prellede af. Om aftenen i mørkningen hørte fru Vaage sterk latter og fjas nede i portrummet. Hun lyttede ned igjennem trappen, det var Jenny og to herrestemmer. «Skal vi vædde om et kys?» sagde den ene herrestemme. «Ja, den slags væddemaal er meget behagelige,» sagde en skarp guttestemme, «for enten man vinder eller taber –».
«Jenny,» raabte fru Vaage, «kom op øieblikkelig.» Dyb taushed der nedenfra. Fru Vaage ventede et øieblik, gik saa ned i porten. Ingen var at se, ikke udenfor paa gaden heller.
Nei, dette gik ikke længere, Jenny maatte bort. Hvad ende skulde dette tage, det var jo 45hele Jennys karakter, der stod paa spil. Aa, denne gyselige hemmelige forlovelse, som hun vilde sætte igjennem! Fru Vaage gik til sin mand.
«Om det var muligt at faa sendt Jenny bort –?»
«Kan du spørge slig?» sagde Vaage, – «ja, har du nogen overflødig mynt at spendere paa den ting? jeg har det ikke.»
Nei, hun vidste det nok altfor godt, der var intet at tage af, det var saavidt, det hang sammen fra aar til andet. Men hvad skulde hun da gjøre med Jenny?»
«Ja, du faar holde hende mere i ørene, – det er jo din egen skyld, der ikke har forstaaet at tage hende paa den rigtige maaden, – det er jo moderen, der maa greie det.»
Ja, hun vidste det nok, det var hende, der fik skylden. Og for hundrede gang spurgte hun op og op igjen sig selv, hvad hun dog skulde have gjort. Jenny havde havt mængdevis af veninder paa skolen, havde ofte været buden bort, været feteret paa børneballerne, fru Vaage havde pyntet hende som en dukke og frydede sig over den lykke, hun gjorde. For ikke en eneste en af de andre var saa i vinden som hendes Jenny. Det var noget som en stolthed i dette, naar hun var sammen med andre mødre. Mere og mere rend af veninder paa dørene, guttefølge paa isen og guttefølge paa kjælketurer, – hvor fru Vaage havde moret sig, naar hun saa, at der stod en tre fire gutter i portrummet og ventede paa datteren, 46– saa blev det med en eneste gang voksne herrer, der kurtiserede. Jenny blev buden paa voksne baller, før hun blev konfirmeret, og tog luven fra alle de andre unge piger. Det var ligesom en trolddom ved hende, hun kan jo faa, hvem hun vil, tænkte moderen.
Var det saa ikke nogen moro, helst hjemme, blev hun sær og pirrelig, kjedede sig ved alt og gik omkring med nedtrukne mundviger den hele dag. Ude, især mellem herrer, var hun ellevild, ikke til at styre, bare liv. Saa var folk begyndt at snakke, – unge damer, hvis kurtisører hun havde taget fra dem, og forargede mødre; Jenny Vaage blev paa kort tid et uudtømmeligt samtaleemne. «Stakkar Vaages med den datteren, hvad ende skal det tage?»
Havde fru Vaage ikke havt Hansine Meylænder, havde hun staaet udenfor det hele. Hun havde seet sig saa blind paa den lykke, datteren gjorde, at vrangsiden ikke faldt hende ind. Saa fjernt stod hun sit eget barn, endda hun ikke en dag i sit liv havde været fra hende, at datterens indre liv var hende som en lukket bog. Fru Vaage var ingen skarptænkt kvinde, havde levet sin barndom og ungdom paa landet, et ensformigt liv med drømme og længsler efter beundring og kurtise og mænds altopslugende kjærlighed!
Og dette havde nu datteren naaet, og fru Vaage havde frydet sig.
Saa aabnede Hansine hendes øine. Fra begyndelsen 47af havde det blot været en følelse af skam over, at folk skulde snakke slig om hendes barn, det havde oprørt hende, men lidt efter lidt var hele ansvaret og alvoret dukket op for hende, og hun saa, at det var Jennys karakter og fremtidslykke, der stod paa spil. Og denne sidste vinter havde saa godt som været en uafbrudt kamp.
Det anede hende, at det var noget leit efter soiréen igjen. Hun maatte gaa til Hansine. Men frøken Meylænder var fornærmet. «Naar éns gode hensigter bliver mødt med utak, trækker man sig tilbage, Jetten; jeg har jo gudskelov intet med din datters affærer at gjøre, – eller med dit tunge ansvar som moder, – det er jo bare af venskab for dig, at jeg i det hele taget lagde mig op i – dette –.»
«Aa ja, jeg troede, du overdrev –.»
«Overdrev, – nei, ved du hvad, der skal meget til at overdrive, saadan som din Jenny – opfører sig; for naar en ung pige gaar op paa herrernes værelse og sidder der til klokken halv 12 om natten, saa –.»
Hun havde egentlig ikke tænkt at sige dette sidste; da hun igaar havde hørt det fortalt paa soiréen, havde hun tænkt, at dette vilde hun dog skaane Jetten for. Men nu var hun blevet saa oprørt, at det slap ud af hende alligevel.
«Hvad siger du, – til klokken halv 12 om natten,» gjentog fru Vaage forfærdet.
48«Ja, og saa siger du, jeg overdriver,» sagde Hansine med funklende øine, – «fru Gran saa hende selv en nat, hun gik hjem.»
«Aa, Hansine, – Hansine,» fru Vaage storgræd, – «aa, jeg staar saa hjælpeløs, – saa hjælpeløs.»
«Ja, som én reder, saa ligger man, havde jeg nær sagt, – nei, nei Jetten, jeg mente ikke dig, – Jenny har vist været et vanskeligt barn alle sine dage; græd ikke saa da, Jetten, – kjære, det er ikke saa greit for en moder heller, – og det er vel ingen ulykke skeet, – faar vi haabe –.»
Jo, jo, det var hendes skyld, det var hun, der havde ført sit barn ud i dette, bare af uforstand og forfængelighed, – og nu gik Jenny til grunde, fordi hun ikke havde havt evnen til at opdrage hende, – og Vorherre vilde kræve Jenny af hende, – og da, – og da, – hvad skulde hun da sige? Og fru Vaage storhulkede, saa hun rystede, og laa nede i Hansines røde sofa.
Hansine maatte begynde at berolige: «Kjære dig da, du ved, hvor folk sladrer, – fru Gran sagde det bare til mig paa soiréen igaar, men du ved, Jetten, det kan jo godt være løgn, – spørg Jenny selv.»
Fru Vaage reiste sig op med et forstenet ansigt. Spørge Jenny ja! Ja, det vilde nytte stort, nei, nu fik faderen træde til, nu kunde ikke hun mere, hun havde længe nok dækket over og taget undaf, Vaage vilde blive rasende, han slog 49hende ihjel, var han i det humør, – men nu maatte det briste eller bære!
Hansine fulgte hende bortover gaden, hun var blevet ræd den forstenede ro, der var kommet over fru Vaage, som noget haabløst fortvilet. Vaage var hjemme, fru Vaage gik lige ind paa hans kontor, i hat og kaabe.
«Vaage,» sagde hun, «Jenny er paa Magelsens værelse til langt paa nat, – fru Gran saa hende en nat komme ud derfra.» Ikke en muskel bevægede sig i hendes ansigt.
Vaage stirrede paa hende, hun saa aaren i hans pande svulme op. – Lad det komme, tænkte hun overgivet, – det raseri, hun frygtede mere end alt; nogle gange før i sit egteskab havde hun seet det, og det var hende en forfærdelse for alle tider.
Men nu ønskede hun det formelig.
«Hvor er hun, – hvor er Jenny –,» brast det ud af hans sammenbidte tænder
«Jeg ved ikke, – ude formodentlig.»
«Og der er hun oppe til langt paa nat, hos det – det svin –.»
Op og ned fór han i kontoret: «Og du – du – du, der skulde passe dit barn –.»
«Jeg magter det ikke,» sagde fru Vaage stille, hun var sunket ned paa en stol.
«Magte, – jeg skal magte, –» han havde grebet en stor lineal og vilde ud af døren.
«Jeg tror ikke, hun er hjemme,» sagde fru Vaage lige stille.
50Nei, hun var ikke hjemme. Vaage lod dørene ud til entreen staa aabne for at passe paa, naar hun kom hjem; han gik i et stormveir af raseri, – han vilde ud, – finde hende i byen, – trække hende hjem, – slaa hende, – slaa hende. –
Ikke et ord sagde fru Vaage. Hun havde taget et broderi, sat sig i dagligstuen og lukket dørene. Men hænderne skjælvede, og der gik hendes mand ud den ene dør, ind den anden og lod alle døre staa aabne.
«Skal jeg hente hende hos Magelsen, Jetten –?»
«Gjør som du vil,» – men øieblikket efter: «Nei, nei, Vaage, vent lidt, – nu kommer hun vel snart.»
Middagsmaden var færdig, men der blev ikke spist. Pigerne skjønte, at der var noget paafærde, lyttede ængstelige ved dørene og trak sig hastig undaf.
«Vorherre fri og bevare os, agenten er gaaet fra forstanden,» hviskede kokkepigen, «han driver ud og ind med linealen i veiret.»
Der ringede det. Det var Jenny; faderen lukkede selv op.
«Har Dere spist,» sagde hun raskt. Døren blev smeldt igjen til kontoret, fru Vaage hørte ikke mere. Hun sad der i skjælvende angst, hænderne trykket mod hjertet. Han kan da ikke slaa, – han kan da ikke slaa hende ihjel, – aa Herregud! Jenny, – Jenny –!
51Der hørte hun sin mands stemme, skrigende afbrudt, – saa et eneste skrig, det var Jenny! Døren til kontoret blev revet op, ilsomme skridt over entreen, det var Jenny, der løb ind i sit eget værelse. Moderen i fortvilelse efter, der stod datteren med en flammende rød plet paa det ene kind efter faderens ørefig. Hun rev hat og kufte af sig:
«Jeg hader, – jeg hader, – jeg hader Dere!» raabte hun, øinene flammede som ild.
«Hys – hys, Jenny min! lad ikke papa høre dig –.»
«Jo, han maa gjerne høre det.»
«Jenny, Jenny, vi vil bare dit vel, – vi vil ikke, du skal kaste dig bort, – hør paa din moder, – han er et stygt, daarligt menneske,» ikke om det havde gjældt hendes liv, havde fru Vaage kunnet nævne for datteren den frygtelige angst, hun havde for, at datteren var en vanæret kvinde.
«Aa,» – Jenny storhulkede, – «han er meget snillere end Dere.»
Der var Vaage i døren. «Snak ikke med det vanartede barn, moder, jeg har sagt hende, at hun har husarrest i to dage, – saa kan du tænke dig om,» sluttede han til datteren. Døren blev laaset udvendig fra, Jenny sad paa sengekanten, flammende rød.
Aa, hvor sint hun var paa papa, aa, hvor sint hun var paa mama, – daarligt, stygt menneske, 52sagde mama, – ja, hun vidste godt, at Magelsen havde elsket andre før hende, – hun havde ogsaa elsket andre, – papa havde vist ogsaa elsket andre end mama, men mama havde vist ingen elsket, – hun var saa rar, mama, – – men hun kunde ikke leve, uden der var nogen, som var glad i hende, – aa, den grusomme tante Hansine, der gaar og sladrer, det var bare jalousi, fordi hun ikke selv var blevet gift, – men hun vilde spørge Magelsen, om de ikke skulde gifte sig straks, ja, det vilde hun, for det var ingen ting i verden, som var saa deiligt, som naar han var glad i hende og kyssede hende – –, men pyt san, disse to dagene gik snart, og imorgen tænkte papa kanske anderledes, og mama, – pyt, mama da. –
Nei, Jenny er ufordærvet, tænkte fru Vaage, – og i grunden saa blød, – hun blev bare lidt vond nu, – aa, Gud fader i himmelen, hold hende paa den rette vei, sukkede moderen.
Om aftenen kom Hansine. Fru Vaage var mere trøstig. «Ja, Jenny har husarrest nu, – skal ikke komme ud paa to hele dage, – du kan vide, Vaage med sine strenge principer og sit pletfrie liv blev forfærdet over dette sidste, – men Jenny med sine glimrende evner skjønner nok nu, at dette bærer galt afsted, – men ikke sig til nogen, at Jenny har husarrest, Hansine.»
Da frøken Meylænder gik hjemover, takkede hun Vorherre oprigtig – og denne gang mente 53hun det –, fordi hun ikke var gift og ingen børn havde.
Den stakkars Jetten!
Men hvorledes den jentungen bar sig ad med at faa alle herrer indtaget i sig, det skulde dog være ganske interessant at vide, – tænkte Hansine.
Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Novellesamlingen Som kvinder er ble gitt ut i 1895 og var Zwilgmeyers første utgivelse for voksne. Samlingen inneholder seks fortellinger om ulike kvinneskjebner. Novellene er samfunnskritiske og tar særlig opp ugifte kvinners vanskelige kår. På mange måter foregriper Zwilgmeyer en rekke sentrale spørsmål i debatten om kvinnenes stilling i samfunnet.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1895 (NB digital)
Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.