Om sommeren.

126Sanatoriets brede veranda var fuld af damer. De sad paa gelænderet, i trapetrinnet og i dørkarmen, – lyse, hvide sommerkjoler alle steder. Den hele veranda i en latter og passiar, den svage solgangsvind fra sjøen gav smaa, lystige smeld i den rød- og hvidstribede markise, medens solen brændte paa den hvide singel udenfor verandaen og paa det nyanlagte, tynde parkanlæg nedover de skraanende marker. Nedenfor laa fjorden, man saa den milevis opover og nedover, skinnende og stille. Dampskibene pilede afsted, – de store, udenlandske med grønne skrog og røde skorstene med de mægtige røgsøiler i en lang stribe efter sig, – de smaa trækbaade, der pustede og stønnede, trak to-tre seilskibe efter sig og saa ud, som de ikke kom af pletten, dampskibe paa kryds og tvers, grønne jagter med brune seil, og brune snekker med hvide seil, der seg stille udover det blanke vand. Og dampskibspropellernes 127taktfaste slag gjennem sommerdagens stilhed lød op til den brede veranda.

Der sad en ung pige i rød hue, blaa kjole og røde sko paa verandaens gelænder. Hun slog de røde hæle mod hinanden.

«Sig, hvor er alle herrer henne om sommeren?» sagde hun pludselig, – «én kan komme, hvor én vil, paa sanatorier og badesteder og bondegaarde, nede ved kysten og oppe i fjeldene, – bare damer, – damer, – damer alle steder –.»

«De forsøgte maaske fjeldet ifjor, frøken Rasch,» sagde en ældre, mørkhaaret frøken med meget smaa, indgroede øine, – «og iaar sjøen med samme uheldige resultat.»

Frøken Rasch lo, saa man saa hende langt ned i halsen, og satte hagen frem, som hun pleiede. «Ikke for min skyld, frøken Bredal, jeg finder mig briljant uden herrer, jeg, ha – ha.»

«Jeg synes altid, herrer gjør en viss forstyrrelse,» sagde frøken Anthonissen nede fra trappetrinnet, «det er roligere og hyggeligere, hvor damer er alene.»

«Og kjedeligere, ha – ha – ha,» lo frøken Rasch. Frøken Anthonissens ansigt var ingenting at sige paa, næse, hud og øine i den skjønneste orden, men vendte man sig bort i to minutter, havde man glemt det hele.

«Damerne glemmer jo, at vi har et eksemplar af det sterke kjøn, – studenten,» – sagde frøken Ely, hun sad i dørtrinnet og holdt de smale, 128hvide fingre foldede om knæet, hendes rappe, kvikke øine fulgte dampskibene nede paa fjorden.

«Uh,» – sagde frøken Rasch oppe paa gelænderet, de røde hæle gik fortere og fortere mod hinanden, – «nei tak, undselige herrer er værre end ingen, og denne er jo som et uhrverk til og med, fire minutter før otte op, otte og en halv frokost, elleve et glas melk, tolv en kjeks, halv tolv den vei, og halv to den vei, og i vedskjulet sidder han paa en vedstabbe klokken 5.

«Ja, – men han maa dog øiensynlig have en viss interesse for Dem, siden De har studeret hans veie saa nøie,» sagde frøken Ely leende.

«Ja, hvad har jeg andet at gjøre, da?» sagde frøken Rasch og lo igjen.

Provstinde Holm sad i verandaens luneste krog med et brunt sjal om de runde skuldre, havde drukket sin tredje kop kaffe, og det saa nu ud til, at hun havde lyst til at lette sit hjerte med en eller anden bemerkning.

«Holm og børnene», – begyndte provstinden, men frøken Bredal overhørte hende fuldstændig. «Saavidt jeg forstod vertinden, var det idag den spanske konsul var ventende,» sagde hun; glæd Dem, frøken Rasch, Deres udlændigheds dage er talte.»

«Uh, frøken Bredal, – De kjeder Dem, De ogsaa, – men du store, kinesiske, – der har vi ham –.»

Der kom en vogn hurtig kjørende borte paa veien og svingede ind paa den aabne, singelstrøede 129plads foran verandaen. Og en liden, graahaaret, overmaade soigneret herre hoppede ud. Alice Rasch stirrede, saa hendes øine blev kuglerunde. «Graat haar,» hviskede hun bag til de andre og vendte øinene mod himmelen, som om hun gav sig komplet over. Den nyankomne herre bukkede artig for damerne. Han var meget lysklædt, med rødt lommetørklæde, gule sko og en lys filthat. Vertinden kom tilstede, nok en dyb kompliment. «Jeg er konsul Bodom,» – vertinden foran og han efter op ad trappen.

«Du verden,» sagde frøken Rasch, og hen des latter trillede udover, – «han er jo gammel,» hun var nede og inspicerede hans tøi. «Auguste Bodom staar her,» – aa, for et dræbende slag, – «det maa være konens navn, – han er gift, frøken Bredal, – han er gift, frøken Ely, – alt haab er ude –.»

«Frøken Rasch, da,» sagde frøken Ely alvorligt, «er De rent tullet?»

Og nedover gik hele flokken for at bade, de kulørte badedragter og haandklæder svingede i luften, en lang, broget rad mod hasselkrattet i det høie græs nedover jordet. Alice Rasch sang, saa det trillede opover:

«Aldrig jag giftar mig,

det är at sälja sig –»

«Gener Dem ikke,» frøken Rasch,» raabte frøken Ely ironisk efter hende.

Provstinde Holm havde faaet fat paa den 130lille fru Mordt, og «Holm og børnene» kom øieblikkelig paa bane. Og lille fru Mordt snakkede om Kina, for der var hendes mand.

Men frøken Ely vilde ikke bade, saadan bading i flok og følge var hende imod, hun satte sig ind i det aldeles overgroede lysthus, i den friske, fugtige duft af jord og løv, hvor store, grønne mark dumpede én ned i hovedet, lagde benene op paa bænken og lukkede øinene. Saa strakte hun hænderne op over hovedet: «Ak ja,» – aabnede derefter pludselig øinene, – der stod konsul Bodom i lysthusets aabning. Han var kommet i straahat og bukkede dybt.

«Undskyld tusen gange, frøken, – forstyrrer jeg?» – et dybt buk, – «jeg er konsul Bodom fra Spanien.»

Frøken Elys ben kom temmelig hurtig ned af bænken. «Her ser saa indbydende friskt ud i denne hede, – I giver jo ikke de sydlige lande noget efter med hensyn til varme, min frøken, – tillader De, at jeg tager plads?»

Frøken Ely tillod det, hun følte, at hun rødmede og ærgrede sig; hvorfor skulde hun føle sig generet ligeoverfor denne fremmede; saa begyndte hun at tale fort og raskt for at skjule sin generthed. Konsul Bodom legede med sin stok og saa paa hende. Det var en mand maaske opimod de seksti, det graasprængte haar krusede sig ved ørene, med graa, velpleiede whiskers, unge, skarpe øine og en frisk hudfarve. Og soigneret til det yderste.

131Han var kommet derned for at fiske og seile. Hans yacht kom formodentlig imorgen, skulde blot pyntes paa en smule. Og det var jo en behagelig overraskelse, at her var saa mange damer. Han talte meget, havde været i Spanien i 30 aar, – «deiligt liv, frøken, men,» – og han trak paa skuldrene, – «hjemmet drager én, man maa hjem, om ikke for andet, saa for at sidde paa en grøn bakke og græde eller komme ud i en gammel pram og fiske hvitting. Har De ligget ude paa fjorden her saadan en speilblank, drømmende aften og fisket de smaa, sprellende hvittinger, frøken?»

Frøken Ely likte ham; de blev siddende der længe, saa længe, til man paany hørte de badende damers latter og snak opover markerne. Da syntes hun, at hun havde kjendt konsul Bodom i dagevis.

Frøken Ely var 32 aar, men saa yngre ud. Hun var høi og spæd, blond, og med et skiftende ansigtsudtryk. Var hendes ansigt i ro, saa hun trist og træt ud, med blaa ringer under øinene, i et sekund kunde saa det hele forandres til spillende liv, øine og smil straalede sammen, til det hele igjen forsvandt lige saa pludselig, som det kom, og det trætte kom der igjen, sterkere end før. Hun klædte sig vakkert, stilfuldt, men med sterke farver. Elisabeth Ely var forældreløs og havde været folkeskolelærerinde i 10 aar.

Om hendes arbeide interesserede hende? Aa ja, forsaavidt at hun med det tjente sit livs ophold, – «men havde jeg penge, var jeg økonomisk 132uafhængig, gav jeg hele skolen en god dag,» sagde Elisabeth Ely, «ikke det mindste suk skulde jeg drage efter disse børn, – disse velsignede, kjedelige, umulige unger, – efter disse ensformige skoleværelser og disse lange, kolde korridorer, hvor jeg stivner til is baade udvendig og indvendig. Der er lærerinder, der elsker skolen for dens egen skyld, – aa Gud, jeg vilde hade den, var det ikke for de hundred kroner maaneden.»

Hvad hun da vilde foretage sig, hvis hun kunde gjøre, hvad hun vilde?

«Aa, – ingenting, – bo paa landet og seile og fiske og reise tilsjøs, paa langfart, reise til Japan og New-Zealand, – og aldrig komme hjem igjen.»

Hun havde sit hjem hos to gamle tanter. Eller maaske rettere, de havde sit hjem hos hende, da hun for en stor del underholdt dem. Men da saaledes hendes løn skulde deles paa flere, var de nødt til at indskrænke sig, de boede tarveligt i en udkant af byen og havde et lunt, lidet hjem paa 3 værelser ud til en gammel bortgjemt have bag et høit graat, forfaldent gjerde. Mod tanterne var Elisabeth Ely hensynsfuldheden og godheden selv. «Gud, jeg skal jo blive en saadan enslig gammel en selv,» sagde hun ofte. Ikke et øieblik glemte hun det, og de gamle tanter elskede hende. I ferien var hun saa kommet her ned for at samle kræfter og faa se sjøen.

Elisabeth Ely havde let for at skaffe sig venner, – venner, der elskede hende til sværmeri, – 133dette skiftende, vanskelige, at de aldrig vidste, hvor de havde hende, var en del af hendes charme. Hun kunde være det blødeste, vakreste paa jorden og saa dagen efter afvisende, – hun trængte dem ikke. Nogle dage efter kunde hun saa tigge om, at de vilde holde af hende – bare lidet, lidet gran.

Hun likte sig dernede ved fjorden. Bare himmel og sjø, hvor hun saa hen. Hun kunde sidde nede paa stenene lige ved sjøen, saa hun maatte trække sin kjole op for ikke at blive vaad; – i timevis kunde kun sidde saadan med hatten af, medens vinden blæste hendes pandehaar ret tilveirs.

Saadan var Elisabeth Ely.

Konsul Bodom blev med en eneste gang sanatoriets midtpunkt. Provstinden talte med ham om Holm og børnene, fru Mordt snakkede om Kina, frøken Anthonissen snakkede pent og damemæssigt om ingen ting, og selv frøken Rasch tilgav ham det graa haar. Det er merkeligt, at der findes herrer, der falder i alle, absolut alle damers smag. Disse herrer maa være artige, meget artige, bukke meget, være soigneret i sin klædedragt, meget blid i øinene og fremfor alt lade, som om den kvinde, han netop taler med, interesserer ham fremfor alle andre. Har han saa til og med formue, har natten ikke saa mange stjerner som de tanker, der ødsles paa ham.

En saadan mand var konsul Bodom. Og han var ikke gift; det var hans forfranskede fornavn, der havde narret frøken Rasch.

134«Han er en fuldendt kavaler,» sagde frøken Bredal og kneisede. Det laa i hendes mine: Jeg kan bedømme det.

Konsul Bodom henvendte sig altid til hende i vanskelige samtaleemner ved bordet, om luftens sammensætning eller statsøkonomi og lignende.

Frøken Bredal kjendte ligesaa lidt til disse ting som en liden kattepus; men hun vidste at sno sig, og det smigrede hende, at konsul Bodom troede, hun vidste besked paa, under hvilken breddegrad Bilbao laa.

Frøken Anthonissen var af den slags unge damer, der fortæller endeløse historier uden point, om hvad papa sagde i den og den anledning, og hvad mama saa svarede, og hvad hun selv havde tænkt. Men hun fandt i konsul Bodom en meget interesseret tilhører. Han havde en fin liden cigaret mellem læberne; de smaa gule sko laa overkors, medens han ufravendt betragtede frøken Anthonissens daddelløse, ordentlige profil. Af og til tog han op en liden kam og kjæmmede sine whiskers.

Konsul Bodom havde været paa sanatoriet i akkurat fire dage, da frøken Ely og han en dag spaserede en tur. Frøken Ely plukkede bringebær i stenrøserne ved veikanten. «Vil De have nogle, konsul?» Hun bød ham de fristende bær i sin smale, hvide haand. Han tog hele haanden med bærene og holdt den fast nogle sekunder. «Jeg tager nok mere, end jeg bliver tilbudt,» sagde han sagte. – Du er vist en god, gammel 135kurtisør, tænkte Elisabeth. Længer inde i skogen tog de plads paa en trærod. Han skulde vise hende nogle behændighedskunster, men kom herved til at rive hendes haand tilblods.

«De søde hænder, – de søde hænder! – Tilgiv mig, tilgiv!» – Han kyssede hendes hænder, klappede dem, «tilgiv mig!» og kyssede dem igjen.

«Kjære, det gjør da ingenting,» sagde Elisabeth koldt. Kanske jeg bør være mere forsigtig ligeoverfor ham, tænkte hun; – men det er maaske hans udenlandske maade. – De bruger det kanske saaledes i Spanien.

Men hun tænkte mere paa konsul Bodom efter den dag, end hun før havde gjort. Og hun lagde ogsaa merke til, at han fulgte hende overalt. Hun smilede af det. «Det er jo latterligt.» Men hun morede sig alligevel, naar de kom alene. Hans yacht var kommet derned, en fin, elegant, hvid lystbaad med blaa vimpel og navnet «Mercedes» i guld paa siden. Han havde en brunbarket sjømand i en flad, blaa hue til at styre den. De havde været ude nogle gange og prøvet yachten, de to. Oppe fra sanatoriet blev saa «Mercedes’s» hvide seil fulgt med stor interesse. Elisabeth havde med den største freidighed holdt den i kikkerten den hele tid: «Jeg ser konsulens graa hoved, kom her og se.» Men i de sidste dage var denne hendes freidighed lidt forsvundet; hun brydde sig ikke netop om, at de andre damer skulde se, at hun stod der i kikkerten og stirrede efter konsulen. Ikke en eneste gang saa hun 136efter ham, naar han var ude; men hun vidste ikke desto mindre meget godt, hvor henne paa fjorden «Mercedes’s» hvide seil netop befandt sig.

Der var maaneskin. Augustmaaneskinnets klare, drømmende stilhed over de vide marker, over fjorden og over granaaserne ind mod land. Hele selskabet var efter aftenstid vandret ned til sjøen. Der nede blev de siddende paa de store stene. Konsul Bodom og frøken Ely sad paa en flad sten alene. Fjorden laa sort med den brede, maaneglitrende stribe. Der gik et dampskib forbi: de røde og grønne lanterner mod den dunkle himmel og maskinens taktfaste, stødige slag var ligesom lige ind paa dem. Og sjøen skvulpede sagte mod land.

«Her er deiligt,» sagde Elisabeth, «det er saadan en sommeraften, én kan længes efter hele vinteren.»

Hendes haand laa paa stenen. Med én gang følte hun, at konsulen lagde sin haand op paa hendes. Hun blev siddende urørlig. Jeg burde vist tage min haand væk, tænkte hun gang paa gang; men saa vilde hun ikke lade, som hun tog det mindre uskyldigt end han. Og hun lod den blive liggende, og konsul Bodoms haand trykkede den fast.

Frøken Rasch sang dæmpet: «Aftenen er stille.»

«Hvor dog maanen vækker længsler,» sagde frøken Bredal.

«Nei,» sagde Elisabeth pludselig, «nu vil jeg gaa.»

137«Aa, at De kan ødelægge denne fortryllende stemning,» sagde frøken Bredal. Men da først én gjorde opbrud, gik de dog alle. Veien op fra fjorden gik gjennem et tæt hasselkrat. Elisabeth vidste ikke, hvorledes det gik til – det var aldeles ingen beregning fra hendes side –, men konsulen og hun blev de sidste. Han gik langsommere.

«Vil De ikke tage min arm, frøken?»

«Nei tak.»

«Jo, gjør mig den glæde. – De aner ikke, hvor lykkelig jeg er over at være kommet hid, frøken Ely.»

Der var noget saa hjerteligt i hans tone. Igrunden er det bare affektation af mig ikke at tage. hans arm, tænkte Elisabeth og lagde sin arm i hans. Han trykkede den op til sig.

«Hvor dog skjæbnen undertiden kan være én huld, frøken. – De aner ikke, hvor sterkt jeg følte mig tiltrukken af Dem den første gang, jeg saa Dem paa verandaen.»

Frøken Ely følte en lille, bitte smule skjælven indvendig; saa lo hun af sig selv igjen og sagde et par henkastede ord. Han forsøgte at faa fat i hendes haand og tog og gjemte den ind i sin. Gjennem hasselkrattet gik de saaledes tause begge to. Men straks de kom ud i maanelyset, trak Elisabeth hastig, sin arm til sig.

Hun sov ikke paa længe den nat. Aa, hvor hun ærgrede sig over sig selv og var rasende paa konsul Bodom. At hun skulde have tilladt ham at holde hendes haand slig, – og at hun 138havde trukket sin haand til sig, straks de kom ud i maanelyset. Hvorfor kunde hun ikke simpelthen have spaseret videre og holdt ham under armen. Som om hun skulde have nogen hemmeligheder med den fremmede mand. Hvad maatte han tænke om hende?

«Jeg tror, jeg er lidt tullet,» sagde hun næsten høit i nattens stilhed, «at jeg tillader ham saadanne friheder; men nu skal det være slut, – jeg vil lade, som jeg aldeles ikke ser ham imorgen.» Med den beslutning sovnede Elisabeth Ely.

Hun løftede ikke sine øine fra tallerkenen ved frokostbordet den næste dag og var taus som en sfinx. Efter frokosten tog hun sit arbeide og satte sig mellem provstinden og fru Mordt. Et lidet blik overbeviste hende om, at konsulen iagttog hende. Ja, netop saadan skulde han have det; den slags uforskammetheder skulde hun have sig frabedt. Konsul Bodom satte sig imidlertid ligeoverfor de tre damer ved verandabordet og begyndte at fortælle om Spanien. Han fortalte godt og med liv; det var om tyrefegtninger og spanske nationale danse. Han dansede sogar nogle pas bortover verandaen. Elisabeth saa ikke op fra sit arbeide, uden naar det var absolut nødvendigt for ikke ligeoverfor de andre damer at synes aldeles uhøflig. Men hun følte hans øine paa sig.

Siden gik hun straks op paa sit værelse. Over middag hørte hun latter og sang i salonen. Det var frøken Rasch og konsul Bodom. Hun sad ved pianoet; han tæt op til hende, saa hende 139ind i øinene og lo. Elisabeth saa gjennem vinduet ud til verandaen, at han hviskede noget i Alice Raschs øre, og at hun puffede lidt til ham.

Elisabeth løb ned ad verandatrappen og ned til sjøen. Aa, hvor lei hun blev af sig med en eneste gang. Ligesom noget af en fortvilende følelse. Hun gik ned til stranden og satte sig lige ved vandet, som hun pleiede. Hvorfor ialverden tog hun sig saa nær af dette? At hun kunde blive saa lei af sig, fordi om den gamle kurtisør hviskede noget i Alice Raschs øre! Hun havde jo intet – aldeles intet – med ham at gjøre, – og hun var jo igrunden rasende paa ham fra igaaraftes. Ja, hun var rasende, – hun bankede med sin haand mod stenen, hun sad paa; hun var vred paa ham, – men endda. – Hvorfor ialverden skulde han hviske saaledes til den lille, jaalede Alice Rasch. «Det er ingenting ved ham, naturligvis,» sagde hun ganske høit ud over sjøen.

Hun blev siddende der længe; der blæste en storm fra sydvest, og vandet gik skumhvidt næsten helt ind til hendes fødder. Saa flyttede hun sig i læ af nogle fjeldstykker, satte sig i det gule, vindtørre græs og foldede hænderne over knæerne, som hun pleiede.

Saa kom refleksionen. Elisabeth, – du er vel ikke forelsket? Langtfra! Jo, du er, – du er jaloux. Langtfra! For hvert «langtfra» stødte hun hælen haardt mod det gule græs. Jeg kan bare ikke udstaa, at han skal gaa der og hviske 140hende komplimenter ind i øret. – Saa en liden stund efter: Elisabeth, du er latterlig, – husk, du er to og tredive aar, – og han har graat haar, – gjør dig ikke til latter hverken for dig selv eller andre!

Der kom nogen ovenover hende ned ad fjeldet. Hun saa op. Det var ham. Da hun saa ham paa frastand, tænkte hun : Er det virkelig denne graahaarede, gamle mand, jeg sidder her og tænker paa, – og er lidt ulykkelig over?

«Sidder De her? – og som jeg har ledt efter Dem.» Han satte sig ned lige foran hendes fødder.

«Sig, er De vred paa mig, frøken?» Hun forsøgte at møde hans øine. Kunde først ikke, men lidt efter lidt blev hendes blik fastere, og de saa hinanden ind i øinene. «Gud velsigne Dem,» sagde han pludselig, «hvor det er underligt, at man kan støde paa et menneske, der saa helt og udelt faar ens fulde sympathi.»

Det havde ærgret hende før, og hun følte det nu igjen, at hun aldrig rigtig vidste, hvad hun skulde svare ham. At tage hans ord for den ungdommeligste kurtise og le dem bort med spøg og spektakel, som hun havde gjort i sin ungdom, – det kunde hun ikke, – han var for gammel, og hun var for gammel; det vilde blevet noget uværdigt i det for dem begge. Men paa den anden side at lade, som hun tog hans ord for alvor, lade ham merke, at hun lagde mere i hans ord, end han maaske selv gjorde, nei, – nei, det vilde hun dog ikke.

141«Blev De fornærmet paa mig igaar, frøken Ely –?» fortsatte han, «paa min ære, det var det sidste, jeg vilde gjøre, at fornærme Dem.»

Hun saa paa ham, og hun følte, hvor hendes hjerte droges mod ham. «Det er noget saa hjemligt ved Dem,» vedblev han, «jeg føler det, bare jeg sidder saadan ved siden af Dem.»

«Det var godt gjort at faa en hjemlig følelse i denne storm,» sagde hun let.

«Men De sidder i ly,» sagde han, – og førend hun vidste af det, lagde han sit kind mod hendes hænder, som hun endnu holdt foldet om knæet.

«Nei, konsul Bodom, sagde hun stille, «ikke gjør det.»

«Kan De ikke unde en stakkars vildsom mand en følelse af ro og hvile,» sagde han sagte.

«Nei, – nei,» hun reiste sig hastig og begyndte at klyve opefter fjeldet; vinden tog i hen des klæder og haar; de kunde ikke høre hinandens stemmer mere, stormen tog lyden og bar den ud over fjorden. Da de kom i ly, begyndte de at tale om de store, violette tidsler ved veikanten.

«Der har vi jo konsulinden,» sagde frøken Bredal, da Elisabeth en stund efter traadte alene ind i salonen, hvor flere damer netop befandt sig; «tør vi spørge, om konsulinden følger med til udlandet allerede til høsten?» De lo alle. Men Elisabeth kunde ikke gaa med paa spøgen. Bare for otte dage siden havde hun kunnet gjøre det, men ikke nu, – ikke for alt i verden.

142Pludselig slog det Elisabeth, hvor forandret frøken Bredal var blevet mod hende de sidste dage. Hvad gik der dog af hende? Naar det var hende muligt, kom hun med et bittert udfald mod Elisabeth, – ligesom saa spottende. Og frøken Bredal og Elisabeth var dog dem, der fra først af havde sluttet sig mest til hinanden. Det var ikke den gamle hygge i deres aftenture mere. Hvilket thema Elisabeth saa bragte paa bane, førte frøken Bredal det tilbage til konsulen. Og konsul Bodom kunde Elisabeth netop ikke tale om, – mindre og mindre for hver dag.

«Jeg skal sige Dem, frøken Ely, det er en mand uden principer,» sagde frøken Bredal strengt.

«Ja, jeg kjender ham jo ikke stort.»

«Jeg kan ikke udstaa hans blik,» sagde frøken Bredal.

«Jasaa, – jeg synes da, De har talt med ham som alle vi andre.»

Frøken Bredal kneisede: «Nei, jeg har altid sagt, at det er noget af en havmand ved det menneske –.»

«Uh, frøken Bredal –,» Elisabeth maatte le mod sin vilje.

Det havde regnet den hele eftermiddag; nu var det et lidet ophold. Luften var tung og graa, de fine sandede veie var vaade med dybe, sølede hjulspor, den vilde timian duftede sterkt langs grøftekanten, og rognetrærne ved veien duschede én i nakken ved den mindste berøring. Elisabeth og konsul Bodom havde gaaet bortover veien; 143nu stod de stille og saa udover fjorden, hvor taagen langsomt drev udover. De havde ikke talt paa en tid. Som regel gik de i det sidste ofte ganske tause.

«For en underfuld ting dog kjærligheden er,» sagde konsul Bodom pludselig. Elisabeth studsede ikke engang, det var, som hun havde teenkt paa det samme.

«Ja,» sagde hun stille og ligefrem. Og denne gang ærgrede det hende ikke, at hun ikke vidste andet at svare ham, – det var, som der intet andet svar behøvedes.

Men fra den dag vidste Elisabeth ved sig selv, at hun elskede ham. Skjønt, elske, – nei, det var saadant et sterkt ord, – nei, ikke elske, – men like ham, – like ham fremfor alle andre. Og tomheden og graaheden forsvandt med en eneste gang af Elisabeth Elys liv. Hver dag var ny. Alle hendes gamle, mismodige tanker var som blæst bort; at dog livet havde gjemt en saadan glæde endnu for hende!

For han elskede hende; hun følte det. Om hun ikke saa ham, – hun følte det, naar han kom i hendes nærhed.

Hun sov ikke mere saa roligt om nætterne, laa vaagen og tænkte op igjen og op igjen alt det underfulde, som dagene bragte. Saa kunde hun pludselig le af sig selv: Nei, jeg er gal, – det er bare noget tøv altsammen, – han bryder sig ikke om mig, – kanske det er noget, jeg indbilder mig, det hele, at jeg ogsaa liker ham, 144– – og kanske han ligner en havmand en bitte liden smule. Hun kunde gaa ned til frokosten med den tanke: Uh, den gamle kurtisør, virkelig vil jeg ikke se at komme væk fra dette, – og saa havde hun ikke talt med ham i fem minutter, før hun intet andet tænkte paa i verden.

Men det merkelige var, at hun følte sig mere mild og blid, end hun paa lange tider huskede at have været. Hele verden var saa deilig; hun fik saadan stor trang til at være snild. Hun kunde nu i timevis sidde og høre paa provstindens beretninger om Holm og børnene, uden at det trættede hende; frøken Anthonissens historier om, hvad papa havde sagt for merkelige ting, døiede hun meget bedre, ja, selv den hypokondre student tog hun sig af og morede sig ved at tale til ham.

Konsulen havde bedt alle damerne med ud paa en seiltur med «Mercedes.» Det var en solblank dag. «Mercedes» laa nede ved den lange stenbrygge og vuggede i dønningerne med flag og vimpel og de hvide seil oppe, og nedover de lange, skraanende marker kom det hele følge med plæd og kurve, hvorfra lange flaskehalse tittede op. Konsulen var i et ypperligt humør, som en gut, sang spanske lystige omkvæd, og stod paa den spidseste sten med sine bitte smaa, lakerede støvler og hjalp damerne ombord. Elisabeth forstod straks, at han arrangerede det saa, at de kom ved siden af hinanden i baaden. 145Tæt op til hinanden sad de alle sammen i det lille aflange rum midtskibs.

«Det kommer an paa, om han ikke frisker paa udover dagen,» sagde baadsmanden med den flade, blaa hue.

«Desto bedre,» sagde konsulen. «Desto bedre,» raabte alle damerne.

«Ja, for han har ikke været at stole paa de sidste dage,» sagde baadsmanden. Vinden tog i det store seil; de satte udover fjorden. Elisabeth følte sig mere bevidst lykkelig, end hun kunde huske, at hun nogensinde havde været. Det var sommeren og det var solen, og denne jublende, frie følelse ved seiladsen, og – og – det var ham, der sad her lige ved hendes side, tæt op til hende. Hun blev muntrere, end hun pleiede, rent overgiven glad med pudsige indfald; hun satte liv i det hele. Med én gang følte hun, at konsul Bodom greb hendes haand og trykkede den sterkt, næsten knugede den, useet af alle de andre. Elisabeth blev med én gang stille. Hun likte det ogsaa, men maaske det dog ikke netop var en agtelsesfuld maade, han her behandlede hende paa. Hun forsøgte at trække sin haand til sig, men kunde ikke faa den løs, useet af de andre.

«Hvad gaar der dog af Dem, frøken Ely?» blev der spurgt. «De er bleven saa stille, – er De sjøsyg?»

Det friskede paa, som baadsmanden havde sagt; sjøen gik høiere, baaden lagde sig mere over; frøken Rasch jublede høit for hver ny sjø. 146Og konsulen lod champagnen knalde, vinden smeldte i det store seil, og det friske, hvide skum stod høit over forstavnen. Baadsmanden begyndte at tale om at vende, men det fandt ingen an klang hos selskabet. «Nei, bare ud til den odde, –og den odde –og den odde –.» Det blev overskyet, solen var borte, og sjøen gik høiere for hvert minut. Pludselig sprutede en eneste stor sjø over det hele dæk. Der blev et skrig:

«Konsul Bodom, er det farligt? – Lad os vende! – lad os bare vende – –!»

Det tunge seil blafrede sterkt i den voldsomme vindbyge; baaden laa i til langt over vandgangen. Konsulen sprang forud for at hjælpe baadsmanden, og alle damerne klamrede sig fast og skreg i, naar sjøerne kom. Konsulen og baadsmanden strævede med topseilet, der maatte ned; hattene blæste af damerne, haaret blæste dem om kinderne, og sjøerne slog over dækket.

«Dette er vor sidste stund!» raabte frøken Bredal, hun lagde hovedet bagover og gav sig øiensynlig Gud i vold. Men da de andre damer saa, at frøken Bredal gjorde det, blev de først for alvor bange.

Elisabeth havde aldrig følt frygt paa sjøen; hun satte sig op paa dækket, holdt den ene arm om masten og stirrede ud over de hvide, skumdækte bølgetoppe; – nu var det netop jublende morsomt.

«Bodom! – Bodom!» raabte frøken Bredal, «kom herned til os.» Det blik, hun sendte op til 147konsulen, der stod paa dækket, røbede for Elisabeth med én gang hendes hemmelighed. Det var et hundetro, ydmygt blik, som Elisabeth aldrig glemte. Hun stirrede paa hende.

Du elsker ham, tænkte Elisabeth, – du ogsaa, – du ogsaa, – og hele frøken Bredals underlige opførsel i de sidste dage stod med én gang for hende. Elisabeth Ely hadede sig selv, der hun sad og saa mørkt ud over den oprørte sjø. Vi stakkars, stakkars kvinder, tænkte hun, der gaar vi hen og giver bort vort hjerte, straks en mand taler lidt venligt til os. Der kom et trodsigt udtryk i hendes ansigt: Men jeg vil ikke dele noget med frøken Bredal, – lad hende tage ham,’ – gjerne for mig. – Det er dog, som man siger, at det er de gamle piger, der hurtigst forelsker sig. Uh! jeg hader mig selv!

Konsulen var gaaet ned til frøken Bredal; hendes hoved laa mod hans skulder. Ikke et ord mere hørte man om hendes skræk; hun saa næsten lyksalig ud. Er det ikke forfærdeligt, tænkte Elisabeth, der var hun dødsensræd for et minut siden; men naar hun ligger der med sit hoved mod hans skulder, er hun rolig. Gid jeg kunde dø, tænkte Elisabeth, jeg liker ikke livet.

Sjøen gik ikke længer saa høi; de kom ind i smulere vand og var snart hjemme. Men frøken Bredals hundetro, ydmyge blik forfulgte længe Elisabeth Ely.

Hele den næste dag var konsul Bodom i byen. Elisabeth savnede ham og gik som i 148drømme. Hvorfor kom han dog ikke? Hun gik der og stredes med sine følelser; det var stunder, da hun elskede ham varmt og fuldt af sit hele hjerte, saa kunde der komme en mistro mod ham op i hende; men – og det var det merkelige – da blev hun rasende paa sig selv, fordi hun likte ham, – aldrig paa ham. Hun sad der alene, saa ud over de vide marker og holdt disse lange enetaler med sig selv, som hun pleiede: Uf! hvad skal jeg gjøre, fordi jeg liker dette menneske saa usigelig? – Jeg er igrunden lidt fortvilet for det, – men, kjære, man er da ikke en saadan bold for sine følelser. – Jeg vil ikke tænke mere paa ham. Og Elisabeth nynnede for sig selv og gav sig til at plukke en buket med markblomster, blaaklokker og prestekraver med lange stilke; saa maatte hun have ormegræs ogsaa, langt, svaiende ormegræs. – – Men han mente dog virkelig, hvad han sagde; det var dog noget godt og trofast ved ham!

Det var begyndt at mørkne udover aftererne. Elisabeth gik alene efter aftenstid markstien ned mod fjorden. I hasselkrattet kom nogen imod hende; en tændt cigar lyste i mørket. Det var ham. Der gik som et stød gjennem Elisabeth; saa kom der en jublende let følelse. Han begyndte at tale med sin sonore, behagelige stemme. Han havde været i byen i forretninger den hele dag, men havde længtet udover igjen. – Han elskede dette sted, – han vilde elske det bestandig, – alle de deilige minder, der knyttede sig til det, – at livet dog har en saadan oase i ørkenen. – «Hvorledes 149har De havt det idag, frøken? – De har vel ikke ofret en stakkar, der maatte være i byen den hele dag, en tanke –?»

Jo, Elisabeth havde da tænkt paa ham

«Tak!» Han greb hendes haand, men slap den straks.

De satte sig ned paa et stengjerde mellem markerne. Det var en usigelig stille aften; efterslaatten af kløver stod i fuld blomst, luften var mættet af den søde duft, og sjøen slog sagte mod stranden. Elisabeth sad lidt lavere end han. Pludselig tog han hende om halsen og lagde hendes hoved op til sig. «Du søde – søde,» hviskede han; det var et øieblik, Elisabeth ikke rigtig vidste af sig selv. «Du er den sødeste, jeg nogensinde har mødt,» kom det igjen sagte ned over hende, – «du er mig dyrebarere end nogen anden, – du aner ikke din magt –.» Han for søgte at kysse hende.

«Nei, Bodom! – slip mig! – øieblikkelig, hører De! – Er De gal!»

«Min egen, kjække pige –.»

Det var nogen, der kremtede; en svag liden lyd borte ved hasselkrattet. Elisabeth sprang op; der dukkede en skikkelse frem af skyggen.

«Det er frøken Bredal!» raabte konsulen med en stemme saa hjertelig, som om den vilde sige: Dig har vi jo netop siddet og ventet paa. «Frøken Bredal, – kom herhen, – her er en deilig hvileplads. – En henrivende aften, ikke sandt?»

«Nei, lad mig ikke forstyrre stemningen,» 150sagde frøken Bredal, – «jeg agtede mig blot ned til stranden.»

Elisabeth fik ikke en stavelse over sine læber; hun hørte paa frøken Bredals stemme, at hun havde seet det hele. Bodom konverserede paa sin lette maade, men frøken Bredal var ikke at formaa til at sidde ned.

«Saa gaar vi ogsaa,» sagde Elisabeth hurtig.

Nei, dette var det forfærdeligste, hun havde oplevet! Hvad tænkte frøken Bredal om hende? Hun maatte jo være gal, at hun havde ladet Bodom kjærtegne sig slig. Og tænk, hun var to og tredive aar! Det var jo til at dø af skam over, at hun havde opført sig saaledes; – men hun elskede ham – elskede ham; nu var der ingen tvil længer i hendes sind. Imorgen bad han hende blive hans hustru, ja, han havde jo allerede næsten gjort det, – og det trange skoleliv og det lille hjem i den gamle, forfaldne have blev med én gang saa fjernt, – ligesom noget gammelt, forbigangent. Gud fader i himmelen, hvor glad hun var! Ikke mere disse lange, ensomme aar fremover i livet at tænke paa; hun skulde faa et hjem dernede i syden, og han skulde give farve og liv til alle hendes dage. Og Elisabeth Ely stolede paa ham af hele sit fulde hjerte. Hvor dog livet havde bragt hende meget paa tre korte uger!

Da Elisabeth den næste morgen kom noget sent ned paa verandaen, kom allerede frøken Bredal spaserende fra byen. Hun spaserede meget, frøken 151Bredal, med opheftet kjole og turiststøvler, med afmaalte, bestemte skridt, det ene skridt aldrig længer end det andet. Frøken Bredal kom lige mod hende, og hendes øine skinnede; det var noget hensynsløst over hende, som om hun var opfyldt af en eneste ting.

«Jo, det er nette historier, – yndefulde historier at høre om Deres ivrige tilbeder. Tilfældigvis nævner jeg til en dame inde i byen, at konsul Bodom boede herude. Findes der virkelig damer, der vil være sammen med ham, sagde hun, jeg troede, hans rygte var altfor vel kjendt,» – frøken Bredals øine lynede; – «han lever et gyseligt liv; der er ingen ende paa alle hans historier, en Don Juan af værste kaliber. – – Ja, jeg maa sige, frøken Ely, at jeg har forbauset mig over Dem mere end én gang,» – frøken Bredal fik med én gang noget fjernt, overlegent i sit væsen, – «at De virkelig vilde tillade ham denslags stormende kurtise; jeg saa jo fra første øieblik, hvilken klasse han hørte til.»

Det gik et øieblik aldeles rundt for Elisabeth, som om hun blev styrtet ned fra en høide. For alt i verden maatte dog frøken Bredal ikke merke hendes bevægelse.

«Folk siger jo saa meget,» fik hun med anstrengelse frem.

«Ja, men dette er notorisk, – notorisk, – kjære frøken Ely. – Husker De ikke den gyselige historie, der gjorde sin runde i byen i vinter; det var en udenlandsk konsul, hed det; – det var 152ham, – Deres kurtisør. – Jo, De kan være stolt af den erobring, frøken Ely.»

Elisabeth havde hørt den samme historie og blegnede. Hun følte, at hun hadede frøken Bredal. Jeg gjennemskuer dig, tænkte hun, – aa, hvor jeg gjennemskuer dig, – saadan som vi kvinder er, – blandet sammen af jalousi og retsind og smaa, ynkelige tanker, – og kjærligheden behersker os alle.

«Tak, frøken Bredal,» sagde hun overlegent, let henkastende, «paa saadanne steder, hvor man ikke selv kan vælge sit selskab, kan man jo meget let være udsat for den slags.»

«Ja, jeg syntes, det var min pligt at sige Dem det,» sagde frøken Bredal paa sin side overlegen. «Trods De ikke er ganske ung længer, er der noget troskyldigt ved Dem.»

«Tak!» Elisabeth lo; hun forbausede sig siden over, at hun den gang dog virkelig havde kunnet le. Hun hørte sin egen kolde, klare latter.

Og en af disse underlige følelser af, at man har oplevet det hele en gang før, kom over hende. Ikke et sekund tvilede hun paa sandheden af frøken Bredals beretning. Hun havde jo selv havt en vag følelse af mistro den hele tid, men havde aldrig villet give den rum. Det nye havde draget hende, og hun havde ikke villet se.

Den stygge – stygge Bodom! nei, nei, han var ikke styg – –.

Elisabeth laa paa sin seng; hun havde stængt sig inde paa sit værelse. Var virkelig det hele 153forbi? – dette deilige, dragende, underlige, – kunde hun ikke mere være glad i ham, – var han et uværdigt, gyseligt menneske –.

Hun saa elendig ud, der hun laa og stirrede frem for sig: Var der intet mere i livet for hende? Saa en liden stund efter: Men ialverden, med hvilken ret kan jeg stille noget krav til hans moral; jeg vil ikke sørge mig ihjel over det. – Mon jeg igrunden ikke har gaaet hen og forelsket mig i ham af pur kjedsomhed. – – Nei, nei, det er jo det forfærdelige, at jeg endnu elsker ham, endda jeg ved dette om ham – endda – endda –. Hun reiste sig op, gik hen i speilet og stirrede paa sig selv. «Jeg gad vide, om du igrunden ikke er et foragteligt menneske du ogsaa, Elisabeth Ely,» sagde hun næsten halvhøit, – «at du kan like ham trods dette, – og saa har jeg ladet ham kjærtegne mig slig – –.»

Elisabeth satte sig paa en stol og græd sagte, for at ingen i sideværelserne skulde høre hende. Medens hun græd der stille og alene, kom hun til at tænke paa, at der ikke fandtes et menneske i verden, som hun kunde græde ud hos for denne sorg, og saa græd hun endda saarere. Tanterne vilde korse sig over hende, og veninderne vilde foragte hende, – jo, hun syntes, hun hørte dem. Men aldrig skulde han ane noget af alt dette. Det var, som om denne beslutning gav hende kraft, hun reiste sig op og begyndte at ordne sit haar til middagen.

Hun vilde reise straks. Gjemme sig bort hos 154de gamle tanter bag det høie, graa plankegjerde. Bare hun kom did, vilde alt blive godt. Hvor hun længtes did, saa saart, saa saart! Og ikke længer siden end igaar havde hun jublet over, at hun ikke mere skulde leve sit liv i det lille hjem, hvor dagene var saa ensformige, saa fortvilet ensformige.

Hvor tomt livet var – –!

Hun gik ned til Middagen. Konsul Bodom talte til hende over bordet; hun saa paa ham og svarede ham og undrede sig lidt over, at hun elskede ham mere, naar hun blot tænkte paa ham, end naar hun havde ham her ansigt til ansigt.

Naturligvis skal jeg komme over dette, tænkte hun, – jeg ved ikke noget dummere end kvinder, der gaar og ruger i aarevis over en dødfødt kjærlighedshistorie. – Den slags kvinder er mig en gru.

Hun fortalte, at hun skulde reise.

«Reise!» raabte konsul Bodom, «hvad er det dog for en skrækkelig bestemmelse, frøken Ely?»

Jo, – – et uventet brev hjemmefra, – hun maatte hjem allerede iaften.

Det var damernes badetid, da hendes vogn kom frem, og hun var glad ved at slippe afskedtagningen paa verandaen. Konsul Bodom kom ned ad trappen. Der blev et hurtigt farvel; hesten var ung og livlig og vilde ikke staa stille.

«Kjør forsigtig!» raabte konsulen til kusken. Saa tilføiede han sagtere, saa blot Elisabeth hørte det: «Han skulde blot vide, hvilken værdifuld skat han kjører – –.»

155– Nogen tid efter mødte Elisabeth Alice Rasch paa gaden. Alice Rasch kom løbende imod hende: «At jeg traf Dem netop nu. – Jeg har været nede og fulgt konsul Bodom ombord. – Hvor sød han er, frøken Ely; vi blev saa forfærdelig gode venner; han skal skrive til mig. Jeg kan ikke tænke mig nogen saa elskværdig som han. – Havde vi ikke en deilig sommer, – frøken Ely?»

«Nei!» sagde Elisabeth Ely haardt. Og hendes hjerte var endnu haardere end hendes stemme.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.