Paa egne ben.

66Det hele damepensionat var i en forfærdelse.

Fru Hoch var død inat.

Tænk, dø i et pensionat!

Gamle, upaaklædte damer med utrolig mange tørklæder anbragt paa sit legeme trippede gjennem gangene ind paa hverandres værelser for at drøfte den skrækkelige begivenhed; de yngre damer stod i flokkevis i trapperne og hvisked:

«Nei, men du verden, er hun død?»

«Det var da uhyggeligt, – uf, at det skulde hænde, medens netop jeg er her, da.»

«Uf, skal hun ligge der indenfor spiseværelset; jeg spiser ikke et maaltid mad, før hun er bragt bort.»

«Har de noget at leve af, frøkenerne, mon?»

«Hvor gamle er de? – De er nu over 30 aar begge to.»

«Den ene er fælt lidet pen.»

«Uf, bare det ikke er smitsomt.»

67«Det er lidet hensynsfuldt af frøken Skabo at tage ind i sit pensionat et saadant sygt menneske, synes jeg.»

«Ja, jeg maa sige, dette var uheldigt –.»

Det var de tilslut alle enige om. Uheldigt var det. Uheldigt for pensionatet og pensionatets ry, uheldigt for pensionærerne. Det var ikke frit for, at næsten alle pensionatets damer tog det for et varsel, at det netop skulde hænde, medens de var der. Ikke fjerdeparten af damerne mødte den morgen op til frokost i det store, skumle spiseværelse til gaarden, med den ubestemmelige lugt af kogt kaal og nafta, af støv og smør og ny maling. Og alle saa de med skræk paa en af de fire brune døre, paa de tomme, graa vægge. For der indenfor, der, – der var det.

Der inde laa den døde fru Hoch i sin seng. Ansigtet var lidet og magert og usigelig fredeligt, indrammet som det var af et hvidt lommetørklæde, der var knyttet om hovedet for at holde hagen oppe. Sengen stod med hovedgjerdet mod væggen. Paa en stol henne ved vinduet sad en ung dame med ansigtet skjult i hænderne og storhulkede. Nede ved fodenden af sengen stod den anden af døtrene, hun krammede den runde knot paa sengestolpen med hænderne; det vibrerede og trak i hendes ansigt, men hun græd ikke.

«Nei, Olga, det kan ikke være muligt, at moder virkelig er død;» det var Malli, den yngste, der talte; hun reiste sig fra vinduet og kom hen til sengen, «moder, – moder, skal du aldrig, – 68aldrig snakke til os mere, da.» Hun bøiede sig ned og stirrede fortvilet ned i moderens ansigt. Men det lille, fredelige, døde ansigt laa der taust og stile.

«Nei, Malli, vær rolig, – du ved jo, det er forbi.»

«Aa, at du kan være saa rolig, Olga, synes du ikke, det er skrækkeligt, da?»

«Jo.» De stive, taareløse øine stirrede paa moderen, og hun bed sig pludselig i læben, saa blodet kom frem.

«Aa, det er saa umuligt, saa umuligt.» Malli kastede sig igjen ned over moderen; saa reiste hun sig pludselig op; «men moder har det godt nu, tænk, moder er salig nu, – nu – medens vi græder saa, Olga.» Men det var, ligesom den tanke ikke gav hende glæde, bare forundring og skræk. Det var et øieblik ganske stille, saa sagde Olga lavt:

«Ja, hvis der findes nogen salighed, – hvis der findes noget godt, saa har moder det, nu.»

Malli saa forfærdet paa hende, saa hviskede hun sagte: «Tænk, at snakke slig, medens moder ligger der, – hvis der findes salighed – –»

Olga laa nu ned over moderen i sterk graad: «Nei, nei, jeg mente det ikke, der maa være en salighed til for saadanne som moder, – ingen, ingen har havt saadan en moder som vi, Malli.»

«Og saa taalmodig, Olga, – aa, du søde, taalmodige moder!» Og Malli tog det lille, døde ansigt og kyssede og kyssede og klappede det og græd.

69Efter dette blev de roligere. «Ja, hun har stridt sin kamp,» sagde Olga; «nu begynder vor, Malli.» I samme nu dukkede der en ny følelse op i Malli, en følelse, hun aldrig før havde kjendt, en underlig følelse af skræk. «Ja, saa alene vi er, Olga, – hvad skal vi gjøre?»

«Jeg ved ikke;» hun gik hen til vinduet, saa bortover de sorte skorstenspiber og den graa himmel, «Det er som en sort væg alle steder,» sagde hun stille.

For tre uger siden var de kommet til byen. Tre korte uger! Og der laa nu det, der havde været deres eneste støtte, det fredelige, lille døde legeme der borte i sengen. Faderen havde været embedsmand oppe i det trondhjemske og var død for et halvt aars tid siden. Det havde været en underlig fin, stille mand; den omgang, bygden der oppe kunde byde ham, tilfredstillede ham ikke, han holdt sig mest for sig selv, og da mandens ønsker var en lov for den lille frue, havde hele huset faaet et præg af den stille, grublende mand. Der var aldrig selskaber eller nogen moro eller liv, bygdens folk holdt sig stadig i en ærbødig afstand; gode venner, der ser indom af sig selv, med hvem man uforbeholdent taler om ve og vel, om sorg og glæde, havde dette hjem ikke. Naar døtrene Malli og Olga en sjelden gang var buden bort, modtog faderen dem ved hjemkomsten altid med de ord: «Naa, hvad udbytte har I saa havt?»

«Udbytte!» De saa paa hinanden; nei, de 70troede ikke, de havde havt noget udbytte. «Nei, nei,» sagde faderen, «det vidste jeg nok.»

Det var blot de to døtre, og der havde altid været paa tale, de sidste aar især, at noget burde gjøres for Olga og Malli; men aldrig strak gagen til for livets hundreder af krav, stadig var der nye og gamle huller, der maatte fyldes, og stadig hed det: «Vi faar se til næste aar, – til næste aar.»

Og Olga og Malli gik hjemme. Broderede, lavede lidt mad, spaserede eg stoppede faders piber. Faderen havde læst med dem til det sidste aar før konfirmationen, da der kom en guvernante i huset. Denne guvernante led tilfældigvis af ulykkelig kjærlighed, og var der noget, hun grundig satte sine elever ind i, var det erotik. Den slags laa imidlertid hverken for Olgas eller Mallis natur, livet i den retning laa saa underlig uvirkeligt for dem; at der virkelig kunde findes mænd og kvinder, der elskede hinanden saa forfærdelig, det var grusomt, det var sanseligt, det var synd; nei, den slags tanker var fremmede for Malli og Olga. Malli havde rigtignok engang forskrækket søsteren ved at sige: «Men det maatte da være deiligt, Olga, at blive forfærdelig elsket.»

«Uf, – fy, – snak ikke saa stygt,» sagde Olga. Siden havde lille Malli ikke ytret nogensomhelst slags kjærlighedslængsel.

Naar de saa spaserede i skumringen bortover de lange, øde veie, kunde det hænde oftere 71og oftere, eftersom aarene gik, at tanken paa fremtiden kom over dem. Hvad skulde de gjøre, hvis fader og moder gik bort? Malli slog gjerne det hele bort i spøg.

«Pyt san, – der kommer nok en prins til hver af os, – se bare til, Olga, vi har ham, før du faar suk for dig,» – eller saa med en pludselig overgang: «Pyt, tjenestepiger kan vi da altid blive.»

I det hele taget vilde Malli helst ikke tale om noget sørgeligt. «Kjære dig da, Olga, – fader og moder er jo friske, – det er stygt af dig altid at gaa og tænke paa, at de skal dø.» Men Olga gik som paa en vulkan, hvad skal vi gjøre, hvad skal vi gjøre. Det var ikke det gjøremaal aabent for kvinder, som Olga Hoch der oppe i ensomheden ikke havde tænkt paa, men altid stængte pengene. Ikke komme ud, ikke tage eksamener, ikke lære noget; penge, penge skulde til alt.

«Dere kommer tidsnok ud,» sagde faderen, «tak Gud for et godt hjem.»

Det ene aar gik efter det andet, og saa blev alderen en hindring. Olga var nu fire og tredive aar, og Malli fyldte en og tredive til jul, men det stille liv og den friske luft havde holdt ungdommen vedlige; de saa begge yngre ud, end de var.

Saa kom elet første slag: Faderens død. Det kom pludseligt, og de tre kvinder der oppe i den afsides bygd var som lamslaaet de første par uger. Saa reiste moderen sig først.

72«Kjære smaapiger, nu er vor gode tid forbi; nu, naar den velsignede fader er borte, nu maa vi selv tage fat.» Og hun ordnede og stellede, gjennemgik regnskaber, holdt auktion og greiede det hele. Til byen maatte de naturligvis, der var nok altid noget for Malli og Olga at gjøre, «og jeg skal strikke for betaling,» sagde fru Hoch, «Dere ved, smaapiger, hvor fort jeg kan strikke, og gudskelov for den lille enkepensionen.»

Saa var de kommet til byen, Olga og Malli, for anden gang i sit liv. Frøken Skabos pensionat var blevet dem anbefalet af lensmandens kone der oppe i bygden, hun havde ligget under lægebehandling i byen og fundet sig overmaade vel under frøken Skabos beskyttende vinger.

Det var som en befrielse og dog under et lammende tryk, at Olga og Malli sad i kupeen indover mod byen. Og graa gjerdes tører og øde marker fløi forbi deres blik. Jeg skal tage fat, – jeg skal tage fat, sagde Olga uophørlig til sig selv; aa, det skal blive en lise at tage fat paa noget ordentligt. – – Men Malli sad den hele tid med en knugende følelse af, at det dog maaske var et simpelt pensionat, de havde bestemt sig til at tage ind i. For madame Grude var ikke noget nøieseende netop. Bare ikke mama har indladt sig for fort paa dette. Men noget i moderens blik, som hun sad der i kupeen med det snehvide lommetørklæde mellem de foldede hænder, afholdt hende fra at give sine tanker luft.

De var kommet til byen, og efter deres landlige 73begreber var frøken Skabos pensionat komfortabelt i alle retninger. Endog Malli var tilfreds, sogar portrummet følte hun sig lidt imponeret af. Havde moderen bare været frisk.

De kunde ikke fatte, hvad der feilede hende. Helst vilde hun ligge i ro, bare ligge og stirre paa den sorte røg over hustagene. Dagen efter hun var kommet, var hun begyndt at snakke om strikning, at de maatte skaffe hende noget strikning, mange gange om dagen laa hun der borte paa sengen og talte om strikning. Der gik fjorten dage, og moderen blev ikke bedre. Kanske de skulde hente dr. Horst, som fader havde kjendt saa godt, byens mest anseede læge?

«Aa nei, smaapiger, – jeg er bare mat, – kanske, hvis jeg fik noget strikning, at det vilde blive bedre, – men ikke fingervanter, smaapiger, dem greier jeg ikke nu.»

Men en aften blev Olga for alvor ræd, moderen besvimede, de troede, det var døden. Olga sprang gjermem de mørke gader til professorens hjem. Hun sagde, hvem hun var datter af. «Hoch, Hoch,» – nei, professoren huskede ingen af det navn, «men det er det samme, mit barn, jeg skal komme til Deres moder.»

Professoren kom, det var moderens hjerte, der var sygt; det var spænding og angst, angst den hele dag. Det var at sidde ved moderens seng og stirre paa det lille, stille ansigt; naar moderen aabnede øinene og saa dem sidde der, sagde hun stadig:

74«Kjære, gaa en tur da, vennerne mine, det er trist for Dere at sidde hos mig.»

De turde ikke græde, saa moderen saa det; og ugen gik, og en aften sent, saa hun stille op paa dem, smilte, – et underligt jublende smil, syntes de siden, og øieblikket efter var den lille fru Hoch over paa den anden side.

Og nu var det morgenen efter denne aften. Det bankede paa døren. Det var pensionsvertinden, frøken Skabo. En underlig, mørkøiet kvinde, med et intenst, vedhængende blik. Man saa med et eneste øiekast, at hun var sterkt religiøs. Det var ikke den glade kristendom, frøken Skabo udøvede, det var mere et slags fatalisme, den sorteste mystik, forudbestemmelser og varsler og given sig hen i stemninger. Især var frøken Skabo en ren virtuos i stemninger. De brune, hængende øine stod aabne med et ubestemt, underligt blik, men sjælen var væk, – det hændte, at hun maatte ruskes i, før hun kom tilbage til denne verden. Hun levede forresten udelukkende for kirkegang og veninder. Naar kirkedørene et øieblik paa dagen var aabne, var frøken Skabo der, og veninder var paa op- og nedgang i pensionatets trappe den hele dag. Der var omfavnelser og kys ved hver eneste afskedstagen, og bibelsteder blev raabt ned igjennem trapperne til trøst for de bortgaaende. Uagtet disse sine religiøse interesser forstod frøken Skabo sig dog ganske godt paa denne verdens forretninger. Pensionatet gik godt, det havde ord paa sig for kristelighed, og der blev holdt morgen 75og aftenandagt, hvis tiden strak til, og hvis der var en emissær tilstede. Hvilket der dog næsten altid var. Langsomt talende emissærer gik ud og ind der som husvante og drak the med damerne. Aa, det var en saadan betryggelse, syntes damerne. Frøken Skabo var ikke sikrere paa sin egen eksistens end paa, at Vorherre vilde, at hun skulde holde dette pensionat. «Om det stod skrevet med guldbogstaver paa gadehjørnerne, var jeg ikke sikrere paa det,» sagde frøken Skabo, og saa saa intenst og vedhængende paa sin tilfældige tilhører, som om hun ikke vilde slippe hans blik mere i dette liv.

Henriette Skabo bankede altsaa paa frøkenerne Hochs værelse. Malli stod nærmest, og frøken Skabo faldt hende straks om halsen. Stakkars lille Malli begyndte at græde; men frøken Skabo havde formodentlig faaet en af sine stemninger, for hendes hoved kom ikke igjen op fra Mallis skulder. Malli saa tilslut hjælpeløst bort paa søsteren. Ved forenede anstrengelser fik de igjen Henriette Skabo tilbage til denne verden. Frøken Skabo hævede langsomt sit hoved:

Om de vilde beholde værelset; frøken Skabos duggede, brændende blik hvilede paa dem begge; hun vilde ikke forstyrre dødens fred, men blot dette ene: vilde de beholde værelset?

Olga og Malli saa paa hverandre. Ingen af dem havde et øieblik tænkt paa det endnu. «Jo, foreløbig ialfald vilde vi gjerne blive boende,» 76Olga hørte sin egen stemme, hun havde svaret aldeles mekanisk.

Frøken Skabo gik hen og gjorde korsets tegn over den døde, tre store kors.

«Det,» frøken Skabo pegte med fingeren over sin skulder, «det maa bort idag, – op paa gravkapellet.»

«Nei, nei,» hviskede Malli, «De kan da ikke ville tage moder bort alt nu, hun døde jo inat, – er de bange for at have moders lig her?»

«Bange,» – frøken Skabo kastede et overjordisk blik ud over hustagene; «død, hvor er din braad,» – hun tog Malli og Olga i et blik som i et eneste brændpunkt, – «dette jordiske hylster maa bort –».

Frøken Skabo var gaaet, og Malli og Olga var igjen alene. «Aa, gid vi ikke var reist hjemmefra,» klagede Malli, «tænk, det er ikke et eneste menneske, der vil tage sig af os her.»

«Vi vilde være alene der ogsaa nu,» sagde Olga haardt. Hun skjønte, at dette var den første, store fordring, livet stillede til hende. Men om de kunde beholde moderen bare en dag, en eneste dag til! Og Olgas tanke fløi pilsnar til Gud. Om det kunde nytte at bede om dette, – hun vendte sig braat om, – aa langtfra, – hvor havde hun ikke tigget og tryglet om, at moderen maatte leve! Hvor syntes hun ikke, at det Kristus-billedet, hun havde i sit album, saa haardt ud i de dage, moderen var syg. Nei, hun vilde ikke bede om dette, det nyttede ikke.

77Hele dagen havde de nok at gjøre. I skumringen skulde kisten komme. Den maatte ikke komme før, for at skaane de andre pensionærer mest mulig. Men alle sad de inde i sine værelser og lyttede gysende efter ligbærernes tunge, slæbende skridt. For mændenes skridt kunde nu engang ikke skjules. Malli og Olga fulgte ud paa trappen og saa moderens sorte kiste blive baaret nedover den lange vindeltrappe fra fjerde etage. De fulgte med lys fra pensionatet; længer og længer nedover i mørket, i det blafrende lys saa de moderens kiste forsvinde. Olga bed sit lommetørklæde itu, men hun græd ikke; Malli laa over gelænderet i sterk hulken.

Der var de borte. «Malli, kom nu», – nei, Malli vilde hverken gaa eller røre sig. «Aa, Malli, nu kommer frøken Skabo og pigerne snart op igjen, lad os gaa, før nede de kommer.»

De lukkede op vinduet i sit værelse og saa efter kisten i tummelen paa gaden. Det blæste sterkt, vinduet slog igjen.

Olga sad ved bordet med hænderne for ansigtet. «Aa, Malli, hvor skal vi gjøre af os?»

«At du kan tænke paa andet end moder nu, Olga, moder i denne gyselige stormen oppe i det kokle gravkapellet, – at du kan være saa kold.»

«Kold,» Olga saa op med sine taareløse øine, «ja, kanske jeg er kold,» – øieblikket efter laa hun næsegrus over bordet, – «aa, jeg er saa fortvilet, – saa fortvilet –.»

78«Nei, Olga, naar du giver dig over, er det saa skrækkeligt, – Olga min, da.»

Men det første voldsomme udbrud af sorg lod sig ikke saa let stanse. «Kjære Olga, da, vi skal skrive til onkel Emil, – du kan vide, han giver os nok et raad, hvad vi skal gjøre, – ikke vær saa fortvilet da, – kanske han vil have os op til sig begge to, – tænk det, Olga!»

Det blev besluttet at skrive til onkel Emil endnu iaften. Det var moderens eneste broder, en rig kjøbmand paa Tromsø.

De to familier havde ikke egentlig havt meget med hinanden at gjøre; men onkel Emil havde dog i tidens løb været familien Hochs piece de resistance; stod noget paa i det økonomiske, – og i det økonomiske stod altid noget paa hos familien Hoch, – hed det altid: «Ja, der maa skrives til onkel Emil.»

Olga og Malli skrev altsaa, fortalte om moderens hastige død og deres forladte stilling, – hvad raadede han dem til at gjøre? Nogen fuldstændig besked om deres økonomiske stilling gav de ham dog ikke. Nei, det var saa leit, syntes de begge.

Den næste dag kom lægen, den gamle professor, op til dem. Han talte et par ord med dem og kyssede dem begge paa haanden, da han gik. Det trøstede dem begge saa underligt. Den pene, gamle herre! Kjære, de var da ikke saa rent forladte endda.

Saa var det sørgetøi, kjoler og slør og tilbehør 79der maatte anskaffes. Olga holdt igjen, pruttede og betænkte sig og vilde have alt af billigste sort. Men dette oprørte Malli.

«Men, Olga, – det er moder, vi skal sørge over, – og saa kan du betænke dig paa det, – synes du, noget kan være for godt til sørgeklæder over moder?»

Begravelsen var over; Olgas og Mallis sorte slør viftede i vinden over det lille følge. Frøken Skabo og to-tre andre pensionærer fulgte den lille, trætte fru Hoch hin raakolde høstdag til hvilen.

Da alle udgifter ved begravelsen og sørgetøi var betalt, fandtes der 300 kroner igjen i moderens slidte, store tegnebog. Hvor ofte de havde seet den gamle tegnebog i faders hænder, og nu i det sidste havde moderen tidt og jevnlig havt den fremme!

«Kjære, 300 kroner er mange penge, det,» sagde Malli; – «desuden faar vi jo brev fra onkel Emil snart.» Ja, naturligvis greiede nok onkel Emil for dem; Olga og Malli tvilede ikke paa det. Det var jo altid før blevet ordnet for dem, og nogen maatte jo hjælpe dem, saa alene som de var nu.

De sluttede sig ikke til de andre pensionærer i denne tid. De var en instinktsmæssig følelse af, at alle disse tilfældig sammenhobede kvinder stod under dem i dannelse, deres indiskrete spørgsmaal og raad generede dem.

Kjære, hvad i alverden har de med os at gjøre, sagde Olga og Malli. De traf dem blot ved 80maaltiderne, disse triste, døde maaltider, hvor alle disse kvinder sad der tause, hver i sine sorger og glæder, rundt det lange bord, og hver især kravsede blot for sig, – for det salte, opskaarne kjød, for melkemuggen og det ferske brød. Det gjaldt jo at faa det mest mulige ud af sine 50 kroner om maaneden.

Og fælles for alle var følelsen af, at hun netop blev tilsidesat, og alle de andre foretrukket. De havde et øie paa hver finger for de indrømmelser, alle andre end de selv fik.

Livlig passiar fandt aldrig sted ved pensionatets lange bord. For ingen troede hverandre, bogstavelig ingen. Om det saa bare var stolene, var der krig om dem. «For nu ved jo enhver, – eller burde vide –,» sagde den skindmagre fru Blehr, «at den stol med den bløde pude har jeg taget til min, men tror De, jeg nogen gang faar nyde den? – væk er den.»

Men frøken Skabo sad komplet uanfægtet bag themaskinen og lod sit brændende, beduggede blik glide dvælende omkring. Ingen af hendes pensionærer for tiden var hendes søstre i aanden, saa hun sad der uinteresseret og overlegen. Hun havde rigtignok gjort et par svage omvendelsesforsøg ligeoverfor Malli, men Malli var bleven ræd og flygtede ind til Olga, saa der var intet kommet ud af det. Frøken Skabo sad aldrig saa længe tilbords, som hendes pensionærer. Det var dem, der troede, at hun paa en fin maade vilde antyde: «Se, – dette nøier jeg mig med, 81– grib i Eders egen barm, – hvor meget har I nu fortæret!»

Frøken Skabo var aldrig saa snart ude af døren, før det brød løs.

«Det var margarin i saucen idag,» sagde frøken Mack og trommede med fingeren i bordet for at give sine ord mere eftertryk; – «ingen skal lure min fine smag.»

Og gamle fru Bolland skreg op paa sin bergensk:

»Ok Gud, – hun steger fisk i fedt, saa er jo intet umuligt.»

»Jeg forlanger ikke meget,» sagde fru Blehr, «men nysilet melk har jeg været vant til, – fra jeg kom til verden, havde jeg nær sagt, – og maa jeg byde Dere dette; det er ikke mere nysilet melk, – end jeg er nysilet melk.»

Alle var enige i, at fru Blehr saa ligesaa lidt ud til at være nysilet melk, som det fluidum, hun presenterede i sit glas.

«Var det muligt at faa det salte kjød her nedover, det har nu været fast stationeret ved den øverste bordende den hele aften?» sagde frøken Larsen spidst.

«Kunde vi ikke blive enige om et fast reglement for, hvem der skal bydes først ved bordet?» foreslog en falmet, bleg dame; – «nu har jeg været her en maaned idag, og endnu er det aldrig faldt i min lod, at fadene først er kommet til mig.»

«Ok Gud, spiser vi andre op for dokker!» sagde fru Bolland.

82«Jeg ønsker blot at blive behandlet overensstemmende med ret og billighed,» sagde den blege frøken strengt.

«Tjen mig i, fru Blehr,» sagde frøken Larsen, «ikke at behandle hvert eneste stykke brød saa intimt, førend De kan bestemme Dem for et stykke.»

«Aa, slig som jeg vasker mig, frøken Larsen,» sagde fru Blehr, «jeg tviler paa, at De vasker Dem saa godt; jeg tror, jeg tør sige, der findes ikke en skidden plet paa mig, – nei, renlighed, frøken Larsen –» fru Blehr blev saa værdig, at hun manglede ord.

Soupéren var forbi; damerne forsvandt lidt efter lidt; nogle enkelte, der var fortvilet over sine ensomme værelser, blev staaende rundt ovnen og klappede den for at varme sig. Gamle fru Bolland for ud og ind med en lampe; hun var oprørt og kastede kappebaandene tilbage.

«Ok, du milde fader, – ingen olje paa lampen, – og klokken har slaaet 8.»

«Har De ingen olje paa Deres lampe, – venter De maaske brudgommen?» sagde frøken Larsen.

«Hvor ugudelig De er, mor, – lad ikke Vorherre høre Dem,» sagde fru Bolland.

Men allesammen viste de et slags respektfuld opmerksomhed mod Malli og Olga. Det imponerede dem, at de saa fine ud, var stille og aldrig klagede over noget. Ja, det havde hændt et par gange, naar der ved bordet blev tale om 83folk med god raad eller folk med penge, at der blev seet hen til Olga og Malli, som om de tænkte: Der har vi kapitalen.

«Aa, de er gyselige allesammen, Olga.»

«Uf ja, – og tænke sig til, at ikke engang den slags mennesker har vi kanske raad til at omgaaes med.»

«Uf, Olga, – hvor mørkt du ser alting, du kan da vide, at onkel Emil hjælper os, vi er jo hans søsters børn.»

Men der kom intet brev fra onkel Emil. Der var gaaet 14 dage efter moderens død, – intet brev. Olga og Malli var de første i pensionatets brevkasse hver morgen; de holdt vagt ved vinduet efter postbudet, de spurgte de tyve gange om dagen efter breve. De laa vaagne om. natten og talte om det.

«Onkel Emil maa være syg –.»

«Kanske han kommer herned og henter os,» sagde Malli, – uf, det er en lang reise; men det er vist hyggeligt i Nordland.»

Olga blev mere og mere ordknap og stille: Gud, – hvorledes skulde dette gaa?»

To og tyve dage efter moderens død kom brevet. En stor, graa konvolut med hans firmamerke trykt udenpaa. De fik begge to taarer i øinene. – Gudskelov, at brevet kom!

Det var langt, paa tre tætskrevne ark. Først et par ord om søsterens bortgang; hun havde ikke levet noget let liv, Vorherre gjorde vel, som løste op. – Dette var nu skeet, for at de ogsaa engang 84skulde blive rigtige mennesker og leve et liv i arbeide og ansvar, som andre havde gjort og maatte gjøre den dag i dag. Han vilde vist være den sidste til at sige noget forkleinende om sin bortgangne, kjære søster, men at opdrage stasdukker laa ikke i tiden. «Hvad ved I om penge og penges værd,» skrev onkelen, «det er en lukket bog for Eder.» Saa kom der en opregning af faderens synder i det økonomiske. Den gang havde hjulpet, – og den gang havde han hjulpet. Og altid hed det, at laanet skulde tilbagebetales, men indtil denne dag havde han hverken seet afdrag eller renter, – han vilde bare fortælle dem, at det androg sig til flere tusen kroner, – nu slog han naturligvis høimodig en streg over det hele. «Nei, nu faar I tage fat selv, nu er det Eders tid til at optage kampen for livet; hos mig kan I ingen hjælp vente.» Her kom en opregning af alle hans store udgifter, sønnen maatte til udlandet og han selv til bad. «I er opdraget over Eders stand,» sluttede han, «over Eders økonomiske stand, det er feilen, saa det skulde ikke undre mig, om I endnu trods dette Vorherres slag og Eders pekuniære stilling er fulde af fordringer. Jeg siger bare, slaa af paa dem, slaa af jo før jo heller; der ligger nok af arbeide, hvis I vil tage fat. En post for nogen af Eder heroppe, som I omtaler i Eders brev, er ikke at opdrive, det maatte vel i saa fald nærmest være som barnepiger i fornemme huse, da I jo, saavidt mig bekjendt, intet har lært. I er vel nu snart firti 85aar, saa man skulde vel formode, at fornuften har indfundet sig, hvis den i det hele taget kommer. En deltagende hilsen i sorgen fra Deres tante og fra mig, der har prøvet livet, saa vi kjender det.» Og i en efterskrift: «I havde i Eders hjem en gammel, antik sølvsukkerkop fra mine forældres hjem; hvis den ikke alt er afhændet, vilde jeg gjerne give Eder nogle kroner for den.»

Malli og Olga stirrede paa hinanden. «Det er stygt, – fy for et stygt brev, – og tænk, saa tror han, vi er firti aar!» raabte Malli.

«Ja, men det er sandt,» sagde Olga stille.

«Hvor kan du sige det, – og saa vil han, vi skal være barnepiger, – hvad skal vi gjøre, Olga, – aa, jeg er saa ræd?»

«Jeg er ogsaa ræd,» sagde Olga stille.

«Kan vi sulte ihjel, tror du?»

«Jeg ved ikke, – ja, det kan vi vist.»

«Aa Gud, – hvor forfærdeligt vi har det, Olga.»

Ikke et menneske havde de at henvende sig til. Ingen slegt, ingen venner i den store by. Havde endda Alvilde Jensen, deres veninde, været hjemme, men hun var i Paris.

«Aa, at vi intet har lært, Malli –.»

«Skal vi gaa op paa mamas grav?» foreslog Malli.

De to sortklædte, unge damer med de lange sørgeslør gik op igjennem gaderne. Folk strøg tæt forbi de to venneløse kvinder, ingen anede deres fortvilelse.

86«Alle mennesker ser glade ud, undtagen vi, du,» sagde Malli.

Det var en forunderlig følelse at sidde der oppe ved graven alene. Det var som at staa paa en øde ø, – ingenting foran og ingenting bag, ingen som længtedes efter dem, ingen som ventede dem, ingen penge, intet havde de lært af det, som livet fordrer, intet arbeide, fremmede paa den hele jord, – det eneste sted, hvor de kunde krybe ind, var det tomme pensionatsværelse der oppe i fjerde etage, hvilket de vel snart maatte forlade, naar pengene slap op. Om vi begge laa der nede ved siden af moder, tænkte Olga, – hvor deiligt, – hvor deiligt.

Og der kom en vild, trodsig tanke op i hendes sjæl: Kjære, veien staar jo aaben, – jeg kan jo gaa dødens vei, naar jeg selv vil, – naar jeg bare selv vil, – om to-tre, om fem minutter kan jeg være borte fra det altsammen

Og hendes tanker fløi op til et vand der oppe i bygden, eler hjemme, dybt og sort var det indunder fjeldet; oppe paa toppen ved udsigten var det brat, dybt ned, bare lukke øinene, hoppe til, – et eneste hop, der var høit, en var kanske død før bunden var naaet. Aa, Gud – Gud – Gud!

Men netop der oppe maatte det ske, ingen andre steder, – det var bare at reise med jernbanen opover, – gaa de to-tre mil fra stationen, veien vidste hun, men hun vilde gaa skogveiene, ingen skulde se hende, – og saa kom hun didop.

laften, naar jeg har lagt mig, tænkte Malli, 87vil jeg bede til Gud, aa, som jeg vil bede; naar jeg bare faar sagt ham rigtig, rigtig, hvordan vi har det, saa sender han hjælp, – men jeg maa bede rigtig, rigtig brændende.

Saa begyndte de at tale.

I pensionatet kunde de ikke blive boende, det var altfor dyrt; men hvorledes skulde de indrette sig?

Malli snakkede uafbrudt, græd indimellem, snakkede igjen. «Vi maa leie et lidet værelse ude i byen,» sagde Olga tilslut, «spise bare brød og melk og ikke middag, – aa, Malli, disse kostbare slørene og kjolerne og hanskerne, du fik mig til at kjøbe, – aa, det er latterligt!»

«Ikke spise middag, – er du gal, Olga?»

Der gik en ung, flot herre forbi dem oppe ved graven. Han kastede et blik paa Malli, formodentlig slaaet af hendes sørgmodige ansigt, saa han igjen paa hende, vendte om, kom tilbage og saa atter paa hende. Der skulde ikke mere til for at opmuntre Malli.

«Se det ikke saa mørkt da, Olga, kjære, vi kan da arbeide, vi kan jo blive selskabsdamer og faa gode poster, – det maa være hyggeligt at læse høit for en gammel dame –.» Den unge, flotte herre gik atter forbi og saa paa Malli.

«Aa, Olga, du skal se, det greier sig nok, – vi er jo unge endda, – og det kan godt hænde, at mama beder for os oppe i himmelen.»

«Ikke fortæl til nogen i pensionatet, at vi ikke har raad til at bo der længer,» sagde Olga, «det er bare af nysgjerrighed, at de spørger.»

88Indtrykket af den flotte, unge herre, der havde gaaet forbi tre gange og seet saa længe og dvælende paa hende, holdt sig endda hos Malli. Det gjorde hendes sind freidigere og hendes dom mild.

«Aa nei da, Olga, – de er da ikke saa leie allesammen.»

Kanske det ikke er rigtig at være saa stolt, tænkte Olga; frøken Skabo er jo saa religiøs og er vel snil, kanske vi bør tale med hende om vor stilling.

Om aftenen gik hun op paa frøken Skabos værelse. Det var hende rent fysisk imod, men hun gik alligevel.

Først en lang omfavnelse fra frøken Skabo og lange, dvælende, kjærlige blikke. Olga fortalte deres historie kort og stille; hvad vilde hun raade dem til?

«Nei, at I er saaledes stillet, hvem skulde tro det om Eder? – ja, verdens forfængelighed er stor, – det er en prædiken om verdens forgjængelighed, dette, – ja, hvad vil I gjøre nu da?

«Ja, vi vilde raadføre os med Dem, frøken Skabo.»

«Ak, verden er trang, – trang som et naaleøie, men vi maa igjennem den, – vi maa, – vi maa. – Nei, saa Deres bortgangne moder sad saa daarligt i det; – det har jeg mange gange tænkt at spørge Dem om, frøken, udtalte ikke Deres moder sin syndsbekjendelse og sit levende haab i sin sidste stund?»

«Nei, det gik jo saa fort.»

89«Ja, det var skrækkeligt, men De maa ikke fortvile over Deres moders salighed, frøken, Herren kan frelse den vanartigste, den mest uomvendte fra helvede.»

«Er det min moder, De taler om?» sagde Olga ligbleg og reiste sig.

«Jeg vilde blot bringe Dem et trøstens ord efter ringe evne, – Herren –.»

«Nei, jeg maa vist gaa –.»

«Ja, hvad vil Dere tage fat paa, da? – Der er hundred hænder om alt, – ja, her er for dyrt for Dere her, da, – men De maa huske, at Herren lever endda, – den gamle af dage –.»

«Vi flytter altsaa, straks vi har faaet et andet værelse.»

«Ja, helst imorgen, det er netop en dame, der gaar og taler om Deres værelse hver dag.»

Der var blevet en paafaldende forandring i damernes væsen ligeoverfor Malli og Olga. De snakkede ligesom over dem. Og helst om sine poster, om tillæg, de snart vilde faa i sin gage, og om theaterbilletter til Iste parket, – ikke et ord henvendt direkte til dem, uden saadan i forbigaaende, uden at vente paa svaret.

«Nei, saadan som menneskene er, du» sagde Olga, «de er igrunden bare behagelige, saalænge de gjør sig til for hverandre, – det er vist derfor, at søskende saa ofte ikke trives sammen, du Malli, fordi de ikke gjør sig til for hverandre, – fordi det ikke nytter –.»

«Ja kanske,» sagde lille Malli grundende

90De havde en lang liste paa ledige værelser. Hvor ofte havde de ikke der oppe i hjemmet holdt spektakel og gjønet over: Værelser til leie for to, der vil dele seng, o. s. v.

Det var lange veie at gaa. Trappe op og trappe ned, simple, halvpaaklædte madamer og fortrolige, halvdannede mandfolk i tøfler, blege kvinder, der saa ud som de levede i mørke den hele dag, mørke rum, skidne rum, lugtende rum med udsigt til en trang gaard eller med udsigt til en kalket, hvid, himmelhøi væg.

«At det virkelig er os to, du, som gaar her,» sagde Malli.

«Vi tager det næste værelse, hvorledes det saa er,» sagde Olga, «dette holder jeg ikke ud mere.»

Det var i en baggaard hos en blikkenslager. Han var en sort, busket mand, lud i ryggen; der lugtede sterkt parafin i gangen. Værelset var langt og smalt, blikkenslageren forsikrede, at der var sol. – «Ja, om sommeren er det nu et solværelse af rang.»

«Da er her vel saa hedt, at det er umuligt at være her,» sagde Olga bittert, mere til sig selv end egentlig til de andre. Det var det syttende værelse, de saa paa; de orkede ikke mere,men tog det og flyttede ind samme eftermiddag. Ingen af pensionatets damer var tilstede ved deres afreise; frøken Skabo vilde kysse dem, men de undgik det heldigt.

De havde placeret sine kufferter saa hyggeligt som muligt i det smale værelse. Der sad de 91altsaa. Det var en forunderlig, hvileløs tilstand, som om de hele tiden blev jaget af noget, de var ræd for. Hvor i verden skulde de vende sig?

Lys og ved skulde de holde sig selv. Malli var nede i butikken og kjøbte en flaske petroleum, som hun bar opover trapperne en armslængde fra sig. Olga havde faaet kjøbt en boks med kul af blikkenslageren. «Ovnen ryger kanske lidt med kul, men ikke saa meget, at det er noget at hefte sig ved,» sagde blikkenslageren. Han tuslede ud og ind ad døren hos dem den hele tid. Konen var paa stiftelsen, forklarede han, derfor var det ham, der maatte greie alt.

Ovnen viste sig, til at begynde med, umulig;

Olga og Malli foretrak heller at have det koldt og krøb sammen i et stort sjal oppe i den gamle sofa. Der sad de til længe, længe efter, at det var bleven mørkt. Inde fra blikkenslagerens trængte en skarp lysstribe og en sterk kaffelugt ind gjennem døren. Der var mange stemmer, der blev syet paa maskine, sunget Sankeys sange og leet og snakket. De havde begge længe siddet ganske tause.

«Hvor deiligt de har det derinde, som er saa mange,» sage Malli pludselig.

Olga svarede ikke, før paa længe, saa kom det skarpt og haardt:

«Hvor stygt, – hvor hjerteløst af fader og moder, at vi ingenting har lært, – hvor grusomt, – sætte os ind i et saadant liv.»

Malli viklede sig forfærdet ud af sjalet.

92«Olga, er du bleven gal, at snakke slig om fader og moder?»

«Ja, de kunde sagt os, hvorledes livet var ialfald, – de kunde ladet os skure og koge og hugge ved, – saa kunde vi da det.»

«Aa, Olga, jeg vil tænde lys, jeg vil ikke sidde med dig i mørket længer, saa grusomt, som du snakker, – jeg tænker, du vilde have skuret gulve hjemme, jeg.»

« Hvis vi bare havde vidst det, – hvis vi bare havde vidst, hvilket liv vi gik ind til.»

«Aa, tænk paa den søde moder, vi har havt da, Olga, der strævede saa og var saa taalmodig.»

Ingen af dem vilde have mad til aftens. De krøb sammen oppe i dobbeltsengen. «Det er godt, vi er to,» sagde Malli og krøb tættere ind til søsteren. «Tænk, om en af os var alene, – uf, Olga, kjender du, hvor det lugter af sengklæderne?»

Olga laa atter med tanken paa det bratte stup der oppe i bygden. Gudskelov, – der var da en udvei, – hun foldede hænderne og bad, at, det ikke maatte være synd, hvis hun gjorde det. For jeg maa vist gjøre det, jeg holder ikke dette ud.

Om morgenen tog hun af akkurat saa mange penge, som jernbanebilletten op til bygden kostede, og lagde dem for sig selv. Der havde hun udveien ialfald.

«Hvorfor lægger du de pengene der,» sagde Malli.

«Aa –.»

93De havde været nede paa «Industrien» og faaet sig noget arbeide. Naar de var rigtig flittige som myrer, kunde de fortjene 15 øre dagen hver med broderi. «Ja, men naar vi kan tjene 30 øre dagen, kan vi da ikke sulte ihjel,» sagde Malli forhaabningsfuldt.

Olga saa paa søsteren; hun var bleven saa gul og tør i huden de to maaneder, siden de reiste hjemmefra; – det var første gang, hun saa, at lille Malli var bleven gammel.

Hvis de endda havde havt ro til at sidde stille og brodere. Men det havde de ikke: Altid var det noget, de maatte gaa efter, syntes de, og altid syntes de, at de maatte gaa sammen. Det var billetter, de lagde ned i ekspeditionerne om poster, – de kunde lægge ned en fem-seks om dagen, – og poster, de gik og hørte efter, og poster, – de tænkte paa, og poster, de snakkede om. De talte ikke om andet den hele dag, og i nattens mulm og mørke vaagnede de og talte om poster.

Og de to nette, smaa, sorte skikkelser med de lange, sorte slør gik gade op og gade ned, paa kontorer og bureauer. «Har De attester?» – «Nei.» – «Uddannelse?» – «Nei.» – «Ja,» undskyld mine damer, da nytter det ikke at henvende sig her.» Den besked fik de alle steder. Aa, stupet der oppe, – stupet, stupet, tænkte Olga, var jeg der oppe nu, jeg gik gladelig udover med en eneste gang.

«Men er det ikke nogen, vi kan bede hjælpe os da,» sagde lille Malli.

94«Ja, – du saa jo onkel Emil, – og det er jo vor nærmeste slegt, – aa, verden er grusom, Malli.»

Saa kunde de sidde og snakke om veninden Alvilde Jensen, der havde gjort saadant godt parti.

«Tænk, nu reiser hun til Italien og kanske til Algier, – og ved du, Malli, hvad hun kan takke for det? – at hun har pen hud, den fine bløde huden og de pene kinderne hendes. For det var bare det, som var pent paa hende, og som Jensen blev indtaget i. Det er bare dét, at vi ikke er pene, Malli, som er skyld i det altsammen, – bare – bare det. Hvis vi havde havt saadan ferskenhud, som Alvilde, og koketteret og klængt os saadan ind paa herrer som hun, – saa kanske vi ogsaa kunde været i Italien nu, – aa, kan du huske, hvor grusom Jensen var med den tykke tungen, som læspede, og den finnen, han altid havde paa halsen?»

«Ja, at Alvilde var istand til at gifte sig med ham, – hvor rart, at en kvinde bare er noget i forbindelse med en mand,» sagde lille Malli.

«Nei, – bare vi kunde noget, saa, –» sagde Olga haardt, – «aa, hvor jeg har gaaet blind gjennem livet.»

Og saa denne endeløse venten paa postbudet, om maaske en af de mange, de havde skrevet og nedlagt billetter til, skulde reflektere paa dem. De var i en spænding de tider, posten var ventendes; Malli kunde ikke brodere da, men stod i 95vinduet og saa efter det første glimt af postbudet. For saa havde hun drømt om mama, og nu maatte der komme noget godt idag.

Længe, længe efter den tid, at posten med rimelighed kunde være udleveret, ventede Olga og Malli paa den. De fandt paa allehaande formodninger om, at endnu kunde posten ventes, endda en halv time, – endda ti minutter Men der kom aldrig noget brev til Olga og Malli.

Og livet bruste forbi dem, arbeidets tilfredsstillelse, lykke og kjærlighed, glæde og haab ilede forbi de to ensomme kvinder i baggaarden hos blikkenslageren. Og de vilde dog ogsaa saa gjerne være med; de strakte hænder og sjæl ud efter livet, – efter det livets gjestebud, de aldrig vilde naa.

«Malli, sover du?» det var i nattens dybeste stilhed, – «imorgen gaar jeg ned og fæster mig som barnepige, – for dette holder jeg ikke ud længer –.» Malli blev lys vaagen. «Ja, gjør du det, gjør jeg det ogsaa.»

«Ja, der er da varme og lys, der er da mad og mennesker, – dette smale værelse her gjør mig gal, – aa, disse Sankeys sange der inde –.» «Men tænk, om nogen kjendte papa og mama da?»

«Det bryder jeg mig ikke om længer,» sagde Olga haardt, «synes du, det er bedre at sulte ihjel her da?»

Naar Olga var saadan, tiede Malli stille. Den. 96næste dag gik de ned paa et fæstekontor. «Barnepiger?» sagde fæstemadamen og saa forbauset paa dem, «Dere ser mig mere ud som fruer eller fine frøkener, Dere, – men én ser saa meget sligt nutildags; mig er det det samme, her sidder netop en frue, der skal have barnepige –.»

De stod foran en liden, rund dame med sorte øine og allevegne besat med sorte stenkulsperler.

«Og Dere vil være barnepiger, – nei tak, – nei, Gud bevare mig, – nei, – nei –», og den lille, runde frue trillede afsted og raabte endda i døren : « Gud bevare mig, – nei tak!»

«Tænk, at være saa overflødig i verden, saa komplet overflødig,» sagde Olga hen for sig, – «ingenting, – ingenting, – ingenting; gid der kom en kvindepest,» fortsatte hun bittert, «der tog alle overflødige kvinder bort fra jorden, – al den sorg, der da vilde være slukt.»

Da de gik op ad trappen til sit logi, kom de i følge med blikkenslagerens datter, en liden, sort væver en paa 16 aar. Hun bar endel bøger, da hun gik og lærte bogholderi og handelsregning; nu var hun snart færdig, og da havde hun løfte om en post ude paa Grønland hos en ven af papa, – hun var svært selvbevidst.

Kanske det ogsaa var noget for os, tænkte Olga og Malli. De gik ind til blikkenslagerens og talte med den lille selvbevidste sorte.

«Jo, det var saa let, saa, – pyt, det var jo bare regning, jo, – og læreren var saa flink, – og alle, som var hos ham, fik poster straks, – 97jo da, de kunde godt faa være med hende imorgen og tale med læreren, der gik mange gamle der ogsaa, saa de kunde godt spørge sig for ialfald.

De fulgte med til handelslæreren. En rar mand i et bagværelse; han havde sky øine, og det faldt ham vanskeligt at udtale bogstavet r, der kom tykt og blødt. Mallis hurtige øine saa sig om; alt i det mørke værelse var symmetrisk sat ved siden af hinanden. En papirkniv paa bordet, to tommer fra den et blækhus, to tommer fra det en pakke aviser, to tommer fra den et nøgleknippe. Seks par sko paa gulvet, to tommer mellem hvert par. Han kan ikke være gift, tænkte Malli – nei, ingen ring paa fingeren.

Ja, det var ingenting i veien, damerne kunde begynde straks; handelslæreren tullede og ballede med de ulyksalige r. Det var forholdsvis billigt. Naar de solgte et dusin gamle sølvskeer, klarede de den udgift. De havde glædet sig ved og stolet paa det gamle sølvtøi, at de dog havde noget til uforudseede udgifter. Og faders og moders uhre, og deres ringe, moders tynde slidte inde i faders tynde slidte, – men dem vilde de aldrig, aldrig sælge.

Nu skulde de da lære noget. Gudskelov!

De tog fat med stort mod. Men en uventet hindring mødte dem straks. De kunde ikke regne; bogstavelig umulige i de simpleste regnestykker. Disse usigelig mystiske opgaver om A. og B, som laante en unævnt sum til unævnte renter, og saa skulde man alligevel tilslut nævne baade summen 98og renterne. «Det er jo som en gaade,» sagde Malli. For Malli var ubetinget den værste; Olga grublede og arbeidede sig gjennem det paa en vis, men Malli var aldeles blottet for all begribelse. Hun græd, hver gang hun regnede. «Kan du skjønne, at jeg skal være saa dum, Olga? – jeg skjønner jo ikke et ord af alt dette.»

«Hvilken skole har damerne frekventeret?» læspede læreren.

«Nei, noget saa latterligt, at de ikke kunde regne,» sagde den lille sorte; nei, saadanne mennesker havde hun da aldrig truffet paa før, og saa gamle som de ogsaa var, det var da latterligt, – regning som er saa let da!

Det gik i Malli i Olga, der de sad. Den uforskammede jentungen! Imellem tænkte de paa at give det hele op, men nei, det var jo umuligt, – de havde jo ikke andet, – og dette kunde de umuligt!

Handelslæreren gjorde sit bedste, læspede og forklarede og regnede. Broderiet havde de nu aldeles lagt paa hylden, de regnede og arbeidede den hele dag. Forsaavidt var det noksaa heldigt, at det dog var ét arbeide, der maatte gjøres, noget at prøve sine kræfter paa, saa dagene gik hurtigere end før. «Om jeg bliver 90 aar, skal jeg aldrig glemme dette handelslærerens værelse,» sagde Malli, «det lugter, saa man skulde tro, der blev vasket med blæk.»

De havde gaaet det reglementerede kursus. «Ja,» – handelslæreren slog ud med haanden; 99et testimonium kunde de jo faa, men et godt, – umuligt; – den ældste frøken var dog ikke værst; «men De», henvendte kan sig til Malli, «min reputation» (det var et vanskeligt ord for handelslæreren) «forbyder mig det, rent ud sagt.»

Malli laa paa sengen og græd i to timer, da de kom hjem. «Du siger, du er overflødig, Olga, men du kan da lære, du, jeg er dum ogsaa, jeg,» «Kjære, søde Malli min, hvis jeg nu faar en post, saa arbeider jeg for os begge, – og du broderer saa nydeligt, ved du.»

Nei, ingenting trøstede Malli den dag. Ingenting, – ingenting. Blikkenslagerens datter kom ind til dem om aftenen; hun havde faaet det og det i de forskjellige fag, glimrende karakterer helt igjennem. Forresten vilde hun bare fortælle dem, at den kassererposten ude paa Grønland, hun skulde havt, nu var ledig, da hun havde faaet et meget bedre tilbud fra en anden kant.

«Vil ikke en af Dere søge den, da,» sluttede blikkenslagerens datter, «én behøver ikke være saa fælt flink for at faa den filleposten.»

Den næste dag gik Malli og Olga der ud. En lang vei i sneslabs og søle. Det var en stor, rummelig kolonialbutik; kjøbmanden var graahaaret og saa ud som en gammel professor.

«Kassererske, – men jeg har jo ikke averteret endda?»

«Jo, blikkenslagerens datter –.»

«Jasaa, – kjender Dere hende? – Ja, det eren anden sag.»

100Nei, saa bekjendtskabet med det ufordragelige pigebarn dog til syvende og sidst skulde være det, der hjalp dem. Ja, verden er rar!

Olga fremviste sit vidnesbyrd. Det var ikke engang tale om Malli.

«Hm,» kjøbmanden tog sig om hagen, «ja, jeg har jo seet bedre ting end dette, – men De er saa altfor gammel, De, – folk vil se unge ansigter, om det saa bare er paa kasserersken, – nei, det maatte heller være Dem, da,» henvendte han sig til Malli.

Malli rødmede lige op i haaret. «God løn, ser De, tyve kroner maaneden; er jeg fornøiet, bliver det fem og tyve fra nytaar.»

Malli tog imod uden betænkning. «Ja tak, ja, tusen tak.» «Og De kan begynde imorgen.»

Olga og Malli kastede et blik paa kassererskens lille baas, da de gik forbi den. Et stort vindu med røgede fleskeskinker paa den ene side, døren paa den anden. «Bare det ikke er koldt,» sagde Olga.

«Pyt, nei da.» Malli var straalende, da de gik hjemover, snakkede uafladelig, som hun pleiede, naar hun var glad. Tænk, at hun havde en post, – en virkelig post!

Men det var noget, der stak i Olga. For gammel!

Saa hun virkelig gammel ud alt! Der hjemme i bygden var hun blevet regnet til de unge piger, paa landsbygden er der ikke saa mange, der fortrænger 101hinanden. Da hun fyldte det tredivte aar, var det jo ligesom en lidt ubehagelig følelse, men hun saa ingen synderlig forandring i sit ydre, – og nu pludselig var hun gammel! Trods deres forladte stilling, stak den ting, at hun ikke fik posten, ikke saa dybt som kjøbmandens bemerkning om, at hun saa gammel ud.

Da Malli var nede hos deres kjøbmand efter brød, tog Olga det brøstfældige speil ned, som hang over komoden, og saa nøie paa sit ansigt i det svage dagslys fra vinduet.

Jo, – hun var blevet gammel; der var en rynke ved munden, – og om øinene var der rynker, – og tænk, hun havde graa haar i tindingerne. Mange, mange graa haar! Hun skyndte sig at hænge speilet op igjen, inden Malli kom tilbage.

Graat haar, intet arbeide, ingen venner Olga laa vaagen om natten og stirrede ud i mørket. Aa, hvor dum jeg var dengang, at jeg ikke tog sorenskriverens fuldmægtig, der friede til mig. – Tænk, det er 16 aar siden iaar, – han er jo død siden, men det havde været bedre alligevel, – – – og saa siger de, at én ikke er bedre end prostituerede kvinder, naar én gifter sig uden kjærlighed, – aa, de, som siger det, skjønner ingen ting; de skjønner ikke, hvad det vil sige at blive gammel og graahaaret og alene og fattig, – skjønte de det, saa prostituerede de sig allesammen, tænkte Olga, – allesammen.

Olga laa vaagen hele den nat, hun fik ikke ro for de hvileløse tanker. Hun var ræd og angst 102for livet, og ingen var der til at beskytte hende, ingen.

Hele dagen saa nu søstrene ikke hinanden. Men Malli var ikke længer saa straalende, naar hun kom hjem om aftenen. – «Hvorledes hun havde det?» – «Aa jo, men det var saa koldt.» – Altid det samme, at det var saa koldt. Hver morgen gruede hun for al gaa der ud, saa Olga maatte følge hende for at opmuntre hende. Paa en af disse ture mødte de Alvilde Jensen.

«Nei, du verden, er det Dere, hvorledes har I det?»

«Aa, – jo tak.»

«Jeg er netop kommet hjem, – tænk, vi har været i Venedig og Neapel, – og den blaa grotte, – og tænk, Deres moder er jo død, – uf, døden er det sørgeligste, jeg ved.»

«Ja.»

Hvor bor Dere henne, da?» – Malli fortalte, at hun havde en post.

«En post? – aa, hvor tilfredsstillende og deiligt, hvor rasende morsomt at staa paa egne ben, – men Dere kan tro, Neapel var deilig, aldrig i mit liv havde jeg kunnet tænkt mig noget saadant.»

De fulgtes ad et stykke. Da de skiltes, bad Alvilde Jensen dem endelig komme op til sig, naar de vilde, – «skjønt nei, alting er saa uordnet endda efter reisen, – jeg skal skrive, – hvor deiligt, at være sin egen herre som Dere –.»

Olga talte ikke; hun havde en følelse af, at 103sagde hun noget, vilde hun angre det siden. I det sidste øieblik kom der dog en bitterhed op i hende, som hun ikke formaaede at skjule.

«Ja, du havde kanske mere lyst til at være kassererske paa Grønland end at reise til Capri – du –»

«Jeg, – nei, jeg maa have nogen at støtte mig til, jeg, – jeg maatte gifte mig, jeg; – men Dere er saa kjække, Dere. – Uf, kan Dere sige mig, hvor én skal faa kjøbt nogle rigtig gode hjerper henne idag?»

Nei, det vidste Olga og Malli ikke, og saa skiltes de. Ikke et ord vekslede de, før de var lige ved butikken. Saa sagde Malli: «Det maatte være deiligt at være gift – og kjøbe hjerper.»

Og Malli gik ind i sit kassereraflukke ved siden af de duftende, røgede skinker bag det islagte vindu, medens Olga sad hjemme i det smale, halvkolde værelse og tænkte paa poster, læste om poster og søgte poster.

Og nu var endda den angst kommet til: Kanske jeg er for gammel til det altsammen. – – Men da gik hun hen til vinduet og plukkede sine graa haar ud ved det brøstfældige speil.

Naar hun saa ventede Malli, lagde hun ovnen fuld, flyttede bordet hen til ovnen og lampen paa det; nu – nu kom Malli snart!

Men naar Malli kom, var hun blaa i ansigtet og vilde bare lægge sig. Det var saa koldt, alting var saa koldt. I otte dage var lille Malli kassererske paa Grønland; saa kunde hun en 104morgen ikke staa op, værelset gik rundt for hende, og hun var brændende hed.

I fjorten dage laa Malli tilsengs i feber. Havde de i den tid ikke havt blikkenslagerens kone, var Olga bukket under, det følte hun. Bare den tanke, at de ikke var alene, at det var nogen, der kom ind til dem, holdt Olga oppe. Blikkenslagerens kone gik ud og ind med sit spædbarn ved brystet, trøstede og snakkede, – og Olga tænkte paa hendes liv; mon hun igrunden havde det saa stort bedre end Malli og hun selv? Siden hun kom fra stiftelsen, havde hun ikke en eneste gang været nedenfor trapperne. Grønlig-hvid i ansigtet var hun, kjolen stadig opknappet, ud og ind fra den lille kvalme entré til stuen og kjøkkenet

Blikkenslageren var blevet religiøs i det sidste, eller maaske han havde været det før; bønnerne havde idetmindste aldrig været saa høilydte. Olga blev lidt rørt; han mente sikkert, det skulde være til en trøst i sygeværelset. «Kom, kom i denne ston, i denne aftenston, om det kunde ske, at du kom i denne ston,» lød det stadig.

«Holder han ikke snart op derinde,» sagde Malli med svag stemme, «det er saa ondt at høre paa.» Hun kastede sig med feberstraalende øine fra den ene side af sengen til den anden, og Olga sad ved sengekanten dag efter dag og stirrede paa det skidne rullegardin, hvor en herre i knæbukser og med gevær underholdt en dame i langsjal under et palmetræ, medens der i baggrunden tronede et slot. – Fem og firti kroner 105havde de igjen i penge, halvandet dusin theskeer, og en gammel suppeøse. – –

«Jeg tror, jeg dør jeg, Olga; men jeg er saa ræd –.» Malli laa stille en liden stund, saa hviskede hun igjen: «Det var vist bedre at dø; men jeg er saa bange.»

De havde hentet en doktor, som blikkenslagerens kone havde anbefalet. En smaaøiet, ung mand, der snakkede en masse bergensk og var som en hvirvelvind ude af døren igjen. Olga havde tænkt paa den gamle professor, der kyssede dem paa haanden, dengang moderen var død; men saa generede hun sig for, at han skulde se, hvor daarligt de nu havde det.

En dag, medens Malli var paa det værste, kom Alvilde Jensen med maarskind op om de dunbløde ferskenkinder. «Gud – er det her, Dere bor?»

Da hun hørte, Malli var syg, vilde hun paa ingen maade gaa ind. «Aa, sygdom er det værste, jeg ved, – jeg taaler ikke at se noget leit, jeg, – sandelig har det ikke taget paa dig, Olga, – du ser jo rent gammel ud, – kjære, drik bouillon hver dag, – det gjør jeg, – det er det eneste, som hjælper,» – og langt ned igjennem trappen raabte hun: «Drik bouillon da, Olga.»

Olga fortalte ikke Malli engang, at «veninden» havde været der. Saadan var altsaa verden, tænkte Olga. Og hun tænkte paa et ord af faderen: Jo længer ieg lever, desto mindre tro faar jeg paa menneskene, havde han sagt. Og hun tænkte paa sin rare, stille fader, – mon 106han havde ret? Dette var altsaa veninden, som de havde længtet saa efter i pensionatet; naar bare hun kom, saa havde de troet, at alt skulde blive godt, – og Alvilde, der havde været saa meget i deres hjem; men dengang havde de papa, og hun var forældreløs; – nu havde hun en mand. – Olga grublede og tænkte, broderede for «Industrien», og hendes sind var ikke lyst.

Malli kom sig. Rekonvalescenstiden begyndte; hun blev smaagrætten, kræsen og vilde altid have mad. Olga saa paa hende med tunge, bedrøvede øine. Men begyndte Olga at tale om kassererposten, blev Malli som fra sig selv. «Jeg holder ikke ud at gaa der igjen, – det var som iet isskab, – jeg dør derude, Olga – –.»

I disse dage tænkte Olga ofte, meget ofte paa stupet der oppe i bygden. – Skulde hun overvinde sig selv og gaa op til Alvilde og bede hende sende Malli noget god mad. Der var saa hjerteskjærende at høre lille Malli ligge der borte paa sengen og snakke om grønkaal med kjødboller – «eller fuglesuppe, du Olga!»

En aften hørte de en fremmed, landlig, høi stemme snakke meget inde hos blikkenslagerens. Bare at spekulere paa, hvem det kunde være, interesserede dem begge nu. Den næste morgen blev det opklaret; det var en søster af konen, gift med en landhandler oppe i landet. Hun fulgte søsteren ind til frøknerne, som om det var noget, der faldt af sig selv. Rødkindet, bred og hjertelig 107sad hun i det smale værelse og fyldte hele rummet med sit friske liv.

«Jamæn er det rart at se, hvorledes bedre mands barn kan faa det ogsaa,» sagde hun, «Dere ser ikke ud, som Dere er vant til verden nogen af Dere.» For hende kunde Malli og Olga aabne sig; de fortalte sit livs historie, og landhandlermadamen slog sig paa knæerne:

«Jøsses! – jøsses! – skulde én have hørt sligt da! – Firti kroner igjen og saa fattigkassen for to saadanne pene frøkener, der gjerne vil arbeide.» Hun kom igjen ud paa aftenen: «Jeg kan ikke faa Dere af tankerne; jeg havde tænkt saa smaat paa at faa et menneske til at læse med smaajenterne, og siden det flasker sig saa rart til, kanske en af Dere vilde følge med opover til os. – Det er ingen løn da, – men frit ophold og reisepenge – og godt humør har vi alle.»

Da hun var gaaet, omfavnede Olga og Malli hverandre, og for første gang efter moderens begravelse græd de sammen. «Du skal reise, Malli; – det er Gud, som har sendt hende hid til os, ser du. – Det er Gud, – det er Gud, Malli.»

Allerede dagen efter reiste Malli. Olga var saa let og fri, som hun ikke havde været paa længe; naar bare Malli havde det godt, saa var det jo ingen sag med hende. Hun gik ind til blikkenslagerens om aftenen, og de sad længe sammen og snakkede; tilslut sang hun Sankeys sange sammen med konen.

Men den næste dag gik Olga ud til kjøbmanden 108paa Grønland. Om han ikke kunde forsøge hende istedenfor søsteren? Hun var rigtignok gammel, sagde hun med et vemodigt smil, men hun kunde nok regne.

Aa ja, en kassererske skal jo ikke netop være noget «trækplaster», spøgte kjøbmanden, og Olga kunde forsøge.

Der kom en styrke i hendes sind, som hun ikke før havde kjendt. – Aa, Gud i himmelen, at hun nu virkelig havde arbeide! – Al bitterhed var veget bort; hendes sind var blødt som et barns. Hun skulde nok taale kulden, hun vilde taale den simpelthen. Om aftenen bad hun til Gud, hvad hun ikke havde gjort paa længe; – kanske der alligevel fandtes en Gud, der hører bønner.

Der var i butikken en ældre handelsbetjent med et poset ansigt og blaafrosne hænder med pulsvanter. Olga havde ikke været to dage i butikken, før hun merkede, at de blaafrosne hænder med pulsvan terne greb efter hende, naar hun tilfældigvis gik forbi. Han er vist ikke ganske vel bevaret, tænkte Olga og saa paa ham med en viss skræk. Men hun merkede snart, at han var ved sine fulde fem; det skulde blot være et slags kurtise.

«Vil De værsgod lade mig være,» sagde Olga paa sin korte maade, næste gang de blaafrosne hænder kom nær hende. Han smilte blot med en blød, stor mund og saa uhyre forstaaelsesfuld ud. Hans tilnærmelser vedblev; engang hørte hun endog mellem de røgede skinker i vinduet, 109at han hviskede noget om at elske. Olga var fortvilet; holdt han ved paa denne maade, drev han hende væk, hun holdt det ikke ud, nei, hun gjorde ikke. Hun pressede munden sammen og sad som en stenstøtte i sit aflukke. Og hun kom til at huske paa, hvad hun havde tænkt i de fortvilede dage for ikke længe siden, at hvemsomhelst, der kunde give hende et sorgfrit udkomme, vilde hun gifte sig med. – – Om den posede handelsbetjent havde havt penge – aldrig – aldrig i evighed! – Aa, da tusen gange heller sulte, dø, tusen gange heller stupet der hjemme, hvor fjeldvandet under var saa dybt og deiligt og stille.

Der kom brev fra Malli. Hun var frisk; der var deilig mad og deilig luft og fuldt af folk paa gaarden; – men, Herregud, simple var de alle, skrev hun. Og saa ien efterskrift: «Du kan tro, her er en løierlig fyr, som bor her, en seminarist, stiv som en lineal og snakker bogsprog; han siger «haver» og «lader» og ser ud som en agurk i ansigtet.» Og i det næste brev: «Sørsdahl» – Olga gjettede sig til, at det maatte være seminaristen – «er lige latterlig; – han gaar efter mig alle steder, du skulde aldrig seet slig en borre. Var det ikke saa latterligt, skulde jeg tro, han var forelsket.» Olga tænkte paa handelsbetjenten og skrev et alvorligt, advarende brev til søsteren.

«Pyt san,» skrev Malli, «du tager nu alting saa alvorligt, du; én maa da have lidt at more 110sig med. Jeg lærer ham at spille whist, og han lærer mig noget, han kalder løitensokning-rakker. – Jeg ler af ham lige op i øinene.»

Saa i det næste brev:

«Tænk, alle her oppe taler om, hvor indtaget Sørsdahl er i mig, og allesammen bryr mig for ham. – Uf! – du skulde bare se det nuppede fjæset hans. – Jeg vil ikke snakke med ham mere.»

Otte dage efter:

«Tænk, Sørsdahl har friet til mig. Først et brev paa otte sider og siden mundtlig, da vi gik til kirken idag. Stakkar, jeg har ondt af ham; for han ser ud, som om han skal gaa i graven; for jeg vil jo ikke have ham, kan du vide.»

To dage efter:

«Olga! – synes du, det er forfærdeligt, at jeg har sagt ja til Sørsdahl? Han er virkelig glad i mig, ser du. – Madamen har begyndt at snakke om, at igrunden behøver de ingen lærerinde, og hvor skal jeg saa hen? Og du ved, jeg kan jo ikke lære noget; jeg bliver syg og forkjølet straks. Sørsdahl har den største lærerpost i bygden og bor bare her, medens han venter paa, at det store, nye skolehuset skal blive færdigt. Stort, deiligt hus, fire værelser og kjøkken foruden skoleværelserne. Og det er da bedre at faa sit eget, Olga. Jeg passer ikke til byen eller til at være alene, og Sørsdahl er saa snil og tænker saa pent, det gjør han virkelig.»

Aa, du lille Malli, tænkte Olga. Aa, du lille, lille Malli!

111Hun græd ikke og klagede ikke; – hvem skulde hun ogsaa klage for? – Men det var, som om en dyb bølge af vemod slog sammen over hende. Dette var livet! Dette var, hvad de havde gaaet og snakket om der hjemme paa de lange, øde veiene, om prinsen, som skulde komme, om kjærligheden – den underfulde kjærligheden – og det lyse, rige livet, de havde i sin haand.

Om eftermiddagen mødte hun Alvilde Jensen, og med en af disse underlige inkonsekvenser fortalte hun hende Mallis forlovelse, som om det var en glædelig begivenhed. Han bestyrede en skole og var en meget brav mand, og det var jo godt at Malli fik sit eget.

«Nei, for en lykke da,» sagde Alvilde; «ja, ingenting kan sammenlignes med at være gift. Jeg havde simpelthen ikke kunnet leve, jeg, hvis jeg ikke havde havt en at støtte mig til.»

Hun fortalte ogsaa kjøbmanden forlovelsen, og den posede handelsbetjent gratulerede, og alle syntes, det var en lykke. «Det er saamæn sjelden at høre, at en fattig pige gjør et saa godt parti,» sagde kjøbmanden. Tilslut syntes Olga ogsaa, at det kanske ikke var saa galt; hun kunde sidde og skrive Malli Sørsdahl – fru Malli Sørsdahl – for at se, hvorledes det tog sig ud

Malli skrev ofte; hun lod til at være fornøiet. Sjelden noget om sin forlovede, men desto mere om det nye skolehus. Hvilket værelse skulde være dagligværelse, hvilket spiseværelse; engang havde hun endog vilde planer om et røgeværelse 112for Sørsdahl. Og haven, – den skulde blive et mønster af en have. Sørsdahl interesserede sig umaadelig for træplantning og havestel. «Skolehuset er nu færdigt,» skrev Malli, «Sørsdahl løser kongebrev, og i slutten af næste uge gifter vi os. Aa, om du kunde været her da, men det er jo umuligt, men saa maa du komme til sommeren, kjære, og se mit hjem. Vi har faaet saa meget af konen her, tænk, en stor, deilig dyne og gryder og en aldeles deilig kaffekjedel.»

For en forunderlig følelse det dog maa være at faa sit eget, tænkte Olga, aldrig havde hun hørt, at lille Malli var faldt i henrykkelse over en dyne og en kaffekjedel før.

Malli var gift, og brevene kom sjeldnere. Og naar de kom, var der ikke et ord om manden, bare om husstel og veiret og de faa besøgende, der kom indom. Malli var forresten en mester i at faa intet til at se ud, som det var noget. Havde presten tilfældig seet indom skolehuset en dag, blev det i et brev til Olga til et stort, paatænkt besøg. Olga forsøgte at læse mellem linjerne, men hun fik intet ud af det; Malli maatte vistnok være lykkelig, saa underligt det hørtes. Naar Olga paa stormfulde aftener kom hjem til sit ensomme værelse, kunde hun fryde sig ved tanken paa Mallis koselige stue der oppe paa landet, lampen tændt, røgelseduft i værelset; Malli likte en egen sort, huskede hun. Gud var god, som havde givet lille Malli denne havn.

Men ikke et ord svarede Malli paa Olgas forventning 113om at se hendes hjem; ikke før langt ud paa vaaren, da hun skrev: «Ja, kom endelig, Olga, men ikke før i september, da er vel mit lille barn kommet; kom, – kom, du kjæreste menneske paa jorden.»

Vaaren var kommet og gaaet, og sommerheden satte ind med kraft i gaderne. Det lugtede i portrum og søppelkasser; i butikken havde de døren aaben til gaden den hele dag; det var en rammel af vogne; skulde noget rigtig forhandles, maatte døren lukkes. Gadestøvet kom i hele laviner væltende ind over svedende fedevarer og store, smilende smørbutter, over chokoladevignetter og lange rader af billige vine. Det var døde tider, og Olga heklede blonder i sit kassereraflukke den hele dag til Mallis ventede lille. Den posede handelsbetjent havde sluttet sit kurmageri og fundet et mere modtageligt sind hos opvartningspigen. Olga kunde igjennem gaderamlen høre hende le ude fra lageret. – Malli skrev sjelden, næsten aldrig; hun orkede ikke at skrive i varmen, hed det i hendes sidste brev. Hvor kunde dog Malli tale om varme der oppe paa landet med store marker og svale aftener i skogen og den deilige have, Malli havde skrevet om; der maatte være et syrenlysthus, et deiligt skyggefuldt sted, hvor Malli og hun skulde sidde med den lille. Hvor Olga glædede sig; aldrig i sit liv havde hun længtes saa saart efter noget, som efter at sidde i det lysthus med Malli, sin egen, lille Malli.

114I august kom barnet; et kort, stivt brev fra Sørsdahl, som underrettede hende om begivenhe den. September var endelig kommet, og Olga fik reise. Et par foræringer havde hun med, nu skulde hun jo leve frit hos Malli en hel maaned, saa det havde hun altid raad til.

Det var ganske ukjendte trakter af landet, hun reiste i. Olga nød reisen som et skolebarn, der har faaet ferie, og altid var den endda større glæde foran hende, mødet med Malli, – Mallis barn, – og Mallis hjem.

De sidste to-tre mil maatte kjøres med skyds; det var ingen vakker egn, fladt med lave aaser i baggrunden, ingen store, velstelte gaarde, men mager, stenet jord. Det bliver nok vakrere nærmere Mallis hjem, tænkte Olga; hun vidste saa tydeligt, hvorledes det var. Birkeskog rundt det lyse, nye skolehus; fra vinduerne vakker udsigt over hele bygden, – det laa høit. Malli havde skrevet, at de saa langt; og kløvermarker, der duftede i aftensvalheden, og vild timian langs grøftekanten. Gud, – hvor glad hun var; saa glad havde hun ikke været, siden moderen levede.

De kjørte over en øde mo; store kampestene strøede udover det magre land, en mager, gul hest veirede med hovedet bag et stengjerde og vrinskede efter dem, langt der borte paa sletten laa et nyt, upanelet hus alene i solheden. Det er da et underligt, tomt landskab, tænkte Olga. De nærmede sig det nybyggede hus; store, høie, tomme vinduer og den lige graa landevei klods 115forbi. Skydsgutten stansede hesten med et ryk.

«Hvorfor stanser du her?»

«Det er jo hid, Dere skal.»

«Hid,» – Olgas øine gik forfærdet fra gutten opover det tomme nye hus, – «hid!»

Men der saa hun Mallis ansigt i et vindu. Store Gud, – jo, det var her, – i et sekund var hun ude af kariolen og mødte Malli paa trappen, de lo og græd i hinandens arme, – men der kom et mandfolk, – aa, Gud, det var ham, – i skjorteærmer og med pibe.

Olga saa paa Malli, at hun med en eneste gang blev ligesom lidt brydd. «Det er min mand, Olga, – men du lovede mig jo, at du skulde have frakke paa, naar Olga kom, Anton,» – det var spøg og dog lidt fortrydelse i stemmen, – derpaa til Olga: «Stakkar, han lider saa af varmen, det er en forfærdelig varme, vi har havt i sommer ogsaa.» Olga hængte sit reisetøi op, Malli snakkede uafladelig, hendes mand havde endda ikke ytret et ord, før de kom ind i stuen, da det kom langsomt og bredt: «Jamæn ser De skral ud ogsaa –.»

«Ja, dette er dagligstuen,» skyndte Malli sig at sige, «er den ikke pen, – og er ikke den visitkortskaalen nydelig, – den fik Anton af presten, – og denne blomsterpotten, – ja, det er jo mange ting, som mangler, ser du, endda, –» og Malli for ud af stuen i sine husmoderlige pligter.

«Ja, hun bragte ikke meget til huset, konen, just,» kom det langsomt fra Sørsdahl.

116«Nei, vi havde jo solgt alt vort efter min faders død.»

«Ja, men det var nu rart ogsaa, at det skulde være saa blottendes bart efter en embedsmand, som havde draget sine gode penge af staten i saa mange aar.»

Olga kastede et blik paa sin svoger, et eneste, stort blik.

«Ja, jeg har nu opgjort mig mine egne tanker derom», vedblev Sørsdahl, – «at Dere søstre var bleven enige om, at den, som var ugift, skulde have hele forældrearven, det er saa rart med det, naar en kvinde har faaet en mand, saa skal jo han trække læsset.»

«Til dette har jeg intet andet at sige, end at De tager fuldstændig feil,» sagde Olga rolig; men inde i hende rørte det sig som en stormflod af had mod dette menneske, – «der var desværre intet igjen efter mine forældre.»

«Ja, elendigt stel maa det nu have været, da,» sagde Sørsdahl og kradsede sin pibe ud.

«Jeg maa bede Dem erindre, at det er mine forældre, De taler om,» brast det ud af Olga.

«Ja, hvem skulde det ellers være?» sagde Sørsdahl forundret.

Malli kom ind igjen, varm og rød med en dug under armen. «Vil du drikke chokolade eller se gutten først?»

«Gutten først naturligvis.» Begge søstrene forsvandt i soveværelset. «Hvad synes du,» spurgte Malli, «er han ikke deilig? – aa, øinene skulde 117du se, – nu aabner han dem, de deiligste mørkeblaa øine, akkurat som staal, saa glimter de.»

Olga havde i de to-tre sekunder gjennemgaaet en fortvilende angst for, at barnet skulde ligne faderen, men der laa det lille barn med deres egen moders fine næse og brede ansigtsform. «Han ligner jo mama, Malli, – Herregud, han ligner mama –,» og Olga bøiede sig ned over det dunbløde barnekind, – «aa, Malli, er det ikke rart, at det er dit barn?»

«Aa jo,» sagde Malli i sin nye værdighed, «én indbilder sig altid, at det skal være saa forfærdelig rart, ligesom saa jublende, – og saa er det bare saa naturligt, ligesom ikke noget svært rart, – men jeg er jo fælt glad i ham, kan du vide.»

Det var med de mest forvirrede følelser, at Olga saa Malli her i disse fremmede forhold med den simple mand og det lille barn herude i det tomme hus paa sletten, og endda lod Malli ikke til at være ulykkelig, saa bundulykkelig, som Olga syntes, hun maatte være.

«Men Malli, du talte om haven i dine breve, – her er jo ingen.»

«Jo da,» – Malli gik hen til vinduet, – «ser du ikke, den er stukket ud, der med de hvide pinderne? – Der skal blomsterbedet være, – og der syrenlysthuset, – og der kanske asparges –.»

Aa, Olga kjendte Malli igjen, den lille Malli med sine vilde planer. Asparges – paa den stenede mark! Hun havde et sekund lyst til at 118spørge hende, hvor hendes mands røgeværelse var henne, men kanske det bare vilde saare hende.

Om aftenen, da Olga var kommet i seng, græd hun saart og længe nede i Mallis gjestedyne. Dette var altsaa det, hun havde længtes saa jublende efter? – Nedenunder hørte hun Malli bysse og synge for det lille barn. Og det syntes hende saa underlig unaturligt, at Malli skulde ligge der nede hos den simple mand, som hun havde kjendt i knapt 1 aar, og ikke her oppe hos hende, der havde elsket hende alle de 30 aar, hun havde levet.

«Men Malli, hvor har du gjort af dig i denne varme sommer, her er jo ikke skygge skabt paa lange veie?» sagde hun dagen efter.

«Kjære, vi har da siddet rundt husvæggen da, og flyttet os efter solen.»

«Det er ondt for Malli, som er saa glad i skog, at det er saa langt til den,» sagde Olga til svogeren. Det var en underlig, ubetvingelig følelse i hende at sige ting til ham, som hun vidste, han ikke likte. Aldrig havde hun følt det saaledes ligeoverfor et andet menneske.

«Puh, Malli er ikke synderlig glad i skog, hun,» sagde Sørsdahl overlegent.

«Det skulde da jeg vide,» bruste Olga op. «Ja, det skulde da vel jeg ogsaa vide, naar det er konen min,» svarede Sørsdahl uden at lade sig anfegte.

«Ja, desværre,» havde Olga nær sagt; men hun betvang sig. Malli kom til i det samme.

119«Gaar du vel og længes efter skogen, du kjærring?» spurgte Sørsdahl.

«Langtfra!» sagde Malli, «nei, jeg liker saa godt at se langt, som vi gjør her.»

Saa forandret som Malli var blevet, og ikke var det hende muligt at faa grund i, om hun var lykkelig eller ulykkelig. At spørge hende saadan direkte kunde Olga heller ikke faa over sine læber. Olga gik i en stadig sindsoprivelse, rasende paa svogeren over, at han kaldte Malli for «kjærring» og ellers tog lidet hensyn til hende, og forbauset over søsteren, som det var hende umuligt at udgranske. Før havde hun eiet nøglen til alle hendes tanker; men der var nu et rum i lille Malli, hvor søsteren aldrig fik se ind. Hun kunde jo umuligt være lykkelig, – og dog saa det paa en maade ud til det. Hvor havde lille Malli faaet denne underlige resignation fra – uden klager?

En dag saa Olga, at Sørsdahl pryglede sin hund, saa den laa halvdød; det var umuligt for den at reise sig. Olga var oprørt og løb til Malli.

«Han maa da gjøre med sin hund, hvad han vil, kan du skjønne,» sagde Malli; men Olga saa paa hendes ansigt, at hun led ved det. Der var øieblikke, hvor det syntes Olga, at det vilde være en lettelse, om Malli vilde skrige ud, at hun var fortvilet, ulykkelig, saa hun kunde taget hende ind til sig, kjærtegnet hende, trøstet hende, istedet for denne rædsomme komedie, hun der gik og spillede.

120Nu var det gaaet saa vidt, at Sørsdahl og Olga ikke talte fem minutter med hinanden, før de faldt ud af rollen. Malli kunde opholde sig hvorsomhelst i huset, saa havde hun det paa følelsen, hver gang Olga og svogeren var alene; øieblikkelig var hun der, glattede ud og dækkede over Sørsdahls simple tænkemaade og ufine manérer og Olgas spidse svar. Olga sledes i et kaos af de mest forvirrede følelser. Hun havde tabt søsteren, hendes inderste væsen eiede hun ikke mere, og for hvem havde hun maattet vige? Og som hun havde længtes op mod Malli, næsten som mod himmeriges glæder! – Der var nu stunder, hvor hun længtes, eller en følelse, der lignede længsel, mod det smale værelse dernede i byen hos blikkenslageren; men saa stormede det igjen over hende: ingenting – ingenting – ingenting havde hun at længes i mod.

I saadanne stunder var Mallis lille barn det eneste, der trøstede hende. Hun kunde sidde lange stunder med det paa fanget. «Du – du – du er det eneste, jeg har i verden –.»

Saa kom faderen: «Nei, gamle jomfruer duer ikke til at holde paa unger engang. – Ungen kvæles, han, naar De holder ham slig. – Tag barnet dit, Malli.»

Olga leverede den lille fra sig uden en lyd; hendes ansigt var stivt som en statues.

Blot en eneste gang gav hendes indestængte følelse sig luft. Malli skjønte paa hende, at hun gik og længtes efter skogen, saadan saart og dragende. 121«Skulde vi ikke tage en tur bort i Sønsteby skogene,» foreslog hun. Bare vi to kunde gaa alene, tænkte Olga. Turen blev bestemt; Malli havde saft og vand i en flaske og smaakager i en pose. Bare dette, at Malli ikke spurgte hende tilraads i sit madstel, stødte Olga; hun havde jo spurgt hende om alt før, hvorfor gjorde hun det da ikke nu?

Det var at gaa over bakker og moer, et langt stykke træløs udmark, og der oppe begyndte skogen, stor og høitidsfuld. Olga kastede sig ned og pustede ud: «Hvor deiligt, – hvor deiligt –.»

Men Sørsdahl var blevet tørst. «Har du korketrækkeren, Malli?»

«Nei, den har vel du?»

«Nei.»

Ja, Malli havde den ikke. Sørsdahl blev med en eneste gang heftig, disse pludselige, rasende vredesudbrud, der forfærdede Olga.

«Fa’n til kjærring til at glemme,» hvislede han mellem tænderne. Olga hørte, han skar tænder; han greb et glas og gik indover skogen for at finde vand. Det var, som graaden vilde op i Olga; men ikke en muskel bevægede sig i Mallis ansigt. En for en tog hun smaakagerne op af posen og lagde dem paa en tallerken.

«At du kan, – at du kan være glad i ham, –at du holder ud at leve med ham –.» Olgas stemme brast ved de sidste ord.

Men Mallis øine dengang glemte Olga aldrig. Hun saa paa hende, bare saa, ikke et ord kom 122over hendes læber. Der var sorg i dem, ordløs smerte; men det var ogsaa fasthed, der talte om, at kampen maatte strides ud. Hvor længe de stirrede paa hinanden, vidste Olga ikke; men hun sænkede først sine øine.

Der kom Sørsdahl tilbage.

«Fandt du noget vand?» spurgte Malli rolig.

De sad høit; det vide landskab laa under dem i sommersolens hede glans, smaa gaarde med dyrket mark af grønt rundt husene, den brune, stenede udmark, den graa vei over lange, stenede moer, men intet vand. Det var saa underlig stængt, uden liv. Som altid, naar hun saa vidt, kom længselen over Olga. Hun troede, det var efter Gud, hun længtes; havde nogen sagt hende, at det var efter kjærlighed – livets skinnende, jublende kjærlighed – var hun maaske blevet vred.

«Kommer der ikke saadan længsel over dig, Malli?» hviskede hun tilslut.

«Jo, efter Lillegut,» sagde Malli hurtig og reiste sig. «Kom saa gaar vi hjem.»

Den næste dag, da Olga opholdt sig paa sit værelse ovenpaa, hørte hun Sørsdahls stemme gjennem den aabne dør nede fra gangen. «Naar hun tjener saa meget som fem og tyve kroner maaneden, var det nu ikke formeget, om hun betalte noget for sig, saalænge hun giver sig til her,» sagde han. Der kom et utydeligt svar fra Malli inde fra kjøkkenet. «Jasaa, synes du ikke fem og tyve kroner maaneden er meget for et fruentimmer?»

123Olga lukkede døren; hun vilde ikke høre mere. Saa han syntes, hun blev for længe? – Ja, selv havde hun rigtignok heller ingen lyst til at blive længer; han maatte bare ikke tro det. Og stakkars lille Malli havde jo ingen mening længer. Hun gav sig med en gang til at pakke ind. Aa, med hvilken glæde hun havde pakket sine ting ned derinde i byen; hun huskede hvert stykke, hun havde lagt ned, – i sin store længsel efter Mallis hjem.

Hun stod og saa udover sletten fra kvistvinduet:

Ingenting – ingenting havde hun nu at længes imod – – –

Malli sagde ikke stort, da Olga erklærede, at hun maatte reise.

«Ja, du kan vel ikke være længer fra din post.»

«Jeg synes saamæn ikke, De kan klage paa principalen, saa pas lang ferie De har havt,» sagde Sørsdahl.

Kariolen stod for døren; Malli stod paa vogntrinnet, omfavnede Olga atter og atter og græd ved hendes skulder.

«Naada, kjærring!» sagde Sørsdahl, «de faar da komme sig afsted engang.»

Da Olga var et stykke borte paa den lange, lige landevei, vendte hun sig om; der stod Malli endnu midt paa veien og vinkede efter hende; Sørsdahl var ikke at se. Malli hævede begge arme og vinkede; Olga vinkede igjen, blændet af taarer. Saa reiste hun.

124Da hun pakkede op sin kuffert inde i byen, græd hun over nogle madvarer, som Malli, hende uafvidende, havde lagt ned der fra sit tarvelige, lille kjøkken.

Men den forskjel var det dog fra før, hun reiste til Mallis hjem, at hun nu i ensomme, fortvilede stunder ikke mere tænkte paa stupet deroppe i bygden, men paa Mallis lille barn, som lignede hendes egen moder. Hvorledes det kunde gaa for sig, at det lille barn kunde give hende nogen glæde, det skjønte hun ikke; men hans første smil havde hun faaet. Malli havde sagt, at han aldrig havde smilet til nogen, før til hende, og engang havde det lille uskyldige barn strakt sine arme mod hende. Og det kunde Olga aldrig glemme. Paa det smil og de smaa arme levede Olga Hoch alene derinde i den store by. Det var dog noget at elske, noget, hun ogsaa havde paa jorden, – men som dog, naar alt kom til alt, slet ikke var hendes.

Og høsten kom med søle opover anklerne og sur, høstlig vind rundt gadehjørnene. Den trængte ind gjennem butikkens store vinduer, mellem de røgede skinker og i store, raakolde gufs, hver gang døren blev aabnet. Olga sad med tandpine i sit kassereraflukke og stak de gule lapper paa den spidse stage. En af hendes fortænder havde faaet et hul, og Olga havde ikke raad til at plombere den nu; den fik vente til efter jul. Men formodentlig vilde ikke tanden vente, – uden tænder, med graat haar ved tindingerne og blaafrosne, 125sprukne hænder i de grove pulsvanter – og dog sad ogsaa hun der med længsel i sin sjæl efter kjærlighed og livets jublende glæde!

Hun saa ned paa sine hænder, strøg dem mod hinanden, saa hun kjendte deres ru, haarde flade; saa hviskede hun næsten høit:

«Jeg mener, jeg er gal! – At jeg alligevel kan sidde og tænke paa sligt!»

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.