Spildte liv.

54Der laa en stille gaard langt ude paa landet. Veien endte ved denne gaard; det var, som om al verdens liv var stoppet op ved den gamle allé, der førte op til huset. Det var en lang og kroget allé, der var rogn, der var selje, og der var heg, men trærne var gamle, der hang tommetykt lav og mos paa de gamle stammer, og der var fuldt af tørre grene, der sprikede ud i luften. Et og andet træ opigjennem alleen var aldeles tørt og uddøet. Men de tørre grene blev ikke hugget af, og de uddøde trær stod i ro til høststormene blæste dem omkuld, og fattigbarn hentede dem til brænde. Men under de gamle trær opigjennem alleen stod der gamle, ormstukne bænke, der var saa medtaget af vind og veir, at man maatte sætte sig forsigtig midt paa bænken, ellers vippede de i den ene ende. Det gamle hus var langt og lavt, i én etage. Det havde været hvidmalet i sin bedste tid, bordklædningen 55gik paa langs af huset, og der var en gammel, bred trappe med et tag paa fire tykke søiler. Og græsset groede stivt og høit paa gaardspladsen mellem de gamle udhuse, som tidens tand havde tæret saa paa, at dørene ikke sluttede, og tagrenderne var skjæve.

Men alle gangene i den gamle have var tilgroet med græs, høit, frodigt græs mellem de krogede æbletrær, der stod altfor tæt, stængte lys og luft ude for hinanden og bar smaa, ormstukne æbler, som ingen høstede. Nederst nede i haven var der en smal, fugtig allé med him melhøie aspetrær; det ruslede og tuslede saa underlig melankolsk der høit oppe i aspetræets blade. Og det var paa stille, solhede dage den eneste lyd, der hørtes i den store have.

Der boede de tre søstre, frøken Ulla, frøken Betha og frøken Imeline, og der havde de boet alle sine dage, helt siden faderens, den gamle krigskommissærs, tid. De var nu mellem femti og seksti aar alle tre, og deres forældre var døde for aarrækker tilbage. Men lige til det sidste levede den gamle fru krigskommissær i en umaadelig forbauselse over, at hendes døtre ikke blev gifte. Hun talte ikke længe med et menneske, før denne store skuffelse kom frem: «Men kan De skjønne, at mine døtre skal gaa der ugifte? – Noget saa underligt skulde én aldrig se, – tre dannede, pene piger, uden nogensomhelst lyde; én pleier da ialfald at blive gift, –» og de smaa, lyse øine i fru krigskommissærens fede, 56røde ansigt saa indtrængende paa den tiltalte, «har De seet noget saa rart?»

Naar saa denne i stor høflighed antydede, at det jo ikke var saa underligt, naar fru krigskommissærens døtre selv ingen tilbøielighed havde for egteskabet, glattede den fede frue meget ivrig sin kjole og kastede sine kappebaand energisk tilbage: «Naturligvis, – naturligvis, men mellem os sagt, er det noget unaturligt altsammen.» Hun kunde jo ikke godt med rene ord beklage sig over, at hendes døtre intet tilbud fik. For det var desværre et faktum, der ikke lod sig modsige.

«Ingen lørdag uden solskin, og ingen pige uden frier,» sagde frøken Betha, naar den ting kom paa bane. Og frøken Imeline gjentog ord til andet det samme, og hver for sig syntes de, at de havde sagt noget komplet nyt. Enten de nu sagde det som en skuffelse for andre eller som en trøst for sig selv, er ikke godt at vide. Men frøken Ulla sagde intet, hun var ikke af dem, der snakkede, frøken Ulla.

Frøken Betha og frøken Imeline led forresten af den tilfældighed, at de sagde den samme bemerkning, – undertiden i munden paa hinanden eller lige efter hinanden – med det samme tonefald og den samme stemme, og ingen af dem havde anelse om den fuldstændige overensstemmelse.

«Aa, vi som er saa forskjellige da,» sagde frøken Betha.

Frøken Ulla var den ældste, hun havde faaet broderparten af krigskommissærsindet i sig. Og 57det var et heftigt, ondt sind, der brutalt krævede sin del af livets glæder. Klog, skarp og oplagt til munterhed havde hun været i sin ungdom, men eftersom aarene gik, lukkede hun sig mere og mere inde i sig selv. Skarpere og mørkere blev hun i ansigtet, munden klemte hun sammen, saa den blev bare som en streg. Ingen skjønte sig paa hende der ude paa den stille gaard, og ingen brydde sig om at skjønne hende heller, forresten. Men ond var hun blevet. Og bitrere og bitrere blev hun aar for aar. Det var snart sagt ikke den ting, der holdt maal for frøken Ulla. Verden var falsk, og det var humbug og elendighed altsammen, men først og sidst falskhed.

Og alt, hvad der hed kjærlighed, hadede frøken Ulla. Hun taalte den ikke, hun vilde ikke tilstaa, at den fandtes i verden. «Var hun endda blevet skuffet i kjærlighed,» sagde folk, «saa kunde man forstaa det, for der fandtes nu vel ikke den mand, der kunde holde ud med det mørke, skarpe ansigt og den sylhvasse tunge. «Men end ikke skyggen af en kjærlighedshistorie havde frøken Ulla havt i sine dage, det vidste jo alle. En forlovelse, selv om den var hende ganske ligegyldig, kunde sætte frøken Ulla ud af humør en hel uge. Og det var altid den kvindelige part, hun beklagede.

«Ja, nu har hun levet sine bedste dage,» sagde frøken Ulla profetisk, «jeg skulde have lyst til at tale med hende om 20 aar, saa tænker jeg ikke, glæden er fuldt saa stor.»

58Og smaabørn var hende en forfærdelse. De blege barselkoner paa sine halmsenge rundt i hytterne vakk rent, naar frøken Ulla traadte ind. Hun læste dem Pauli ord, den strenge frøken.

Gaarden var bortforpagtet. Det havde været dem, der havde undret sig over, at de tre frøkener ikke selv drev sin gaard. Men frøken Betha og frøken Imeline saa haanligt paa den, der ytrede en slig tanke: «Vi, – en krigskommissærs døtre, nei, ved De hvad, det skjønner vi os dog ikke paa.»

«Nei, at grave i jorden her,» sagde frøken Ulla, – «da grov jeg mig heller ned med det samme.»

Frøken Ulla havde havt store tanker. «Vorherre maa vide, hvad det er, hun har tænkt sig af livet,» sagde folk, styg som hun er.

Og folk gik afveien for hende, langt afveien. Og hun selv streifede om i skogene i miles omkreds med opskjørtet kjole og en stor stav i haanden. «Den gale frøkenen,» sagde bygdens folk.

Men naar Ulla var i sit værste humør, krøb Betha ind mellem alle sine draaber og plastre og smørelser og kom ud og storlugtede af terpentin og nafta og betroede Imeline, at hun altid havde været ræd for Ullas forstand, helt fra den dag, da hun bed over hendes myrtetræ. Det var nu mange aar siden, fra ungdommens dage, frøken Betha havde opelsket et lidet myrtetræ i den hemmelige hensigt maaske, at det skulde blive hendes brudekrans. Frøken Betha havde vist det frem i sin stolthed og spurgt, om det ikke var pent.

59«Pent,» sagde frøken Ulla, «jeg skal gjøre det pent, jeg.»

Og hun satte sine sterke tænder paa den lille ranke stamme, – kritsch, – kratsch, – der seilede den lille lubne krone. Men frøken Betha anede den dag idag ikke grunden. Det var dengang en ung mand, der udmerkede den stille Betha mere end søsteren likte, og myrtetræet maatte undgjælde. Men den unge mand erklærede sig ikke, og nu gik frøken Betha der ude paa den stille gaard og tog nafta to gange om dagen bare til tidsfordriv. Frøken Bethas sind var forresten af det sørgmodige slags: «Verden er trang, – aa ja, – men det gaar nok, – og livet er ikke saa langt, at det er noget at syte for.»

Men frøken Imeline levede blot for sin hud. Hun havde de underligste toilettemidler under sin seng; sur melk og potetesmel og nogle mystiske, smaa deigkugler. I blæst turde hun aldrig gaa ud og aldrig i sterkt solskin. «Vorherre har bevaret mig for fregner,» sagde frøken Imeline. Det maatte være et slags overskyet, mildt veir, naar frøken Imeline skulde ud for at bevæge sig. Da gik hun med blaa knækparasol, ganske melet i ansigtet, og spaserede i den gamle, forfaldne have. Men ingen vil nogensinde faa vide alle de fantastiske tanker, frøken Imeline havde over den sure melk og de smaa deigkugler. De havde vistnok intet med virkeligheden at gjøre.

Frøken Imeline var til det yderste ærbar. Hun vilde end ikke være ved, at hun havde seet 60en mand gaa afsted blot i den hensigt at bade. Da hun alligevel var nødt til at konstatere dette faktum, lagde hun undskyldende til: «Ja, jeg saa det ikke, men pigen saa det.»

Livets pligter og ansvar kjendte de tre derude paa den stille gaard kun af navn. «Uf ja, det er mange mennesker, der har det ondt,» sagde frøken Betha; «aa, det er deiligt at kunne lægge sig i sin gode seng og ikke tænke paa nogen ting.»

«Den fornøielse har du jo stadig,» sagde frøken Ulla.

«Uf, Ulla, vær ikke saa bitter, da, jeg skjønner ikke, hvad det er, du vil, saa sorgfrit og godt, vi har det, da.»

Og de lagde sig i sin gode seng og vaagnede og var lige trætte og lagde ikke to pinder i kors for et andet menneskes velvære uden sit eget.

Engang imellem brød det saa ud af frøken Ulla, hun holdt ikke ud at leve saadan, hun fortæredes af tomhed; – sorg eller glæde, det var hende snart sagt det samme, bare ikke dette ulidelige tomme. I saadanne stunder var det en forfærdelse at se frøken Ulla. Men efter et saadant udbrud strøg hun gjerne tilskogs, og søstrene saa hende ikke dagen til ende. Og frøken Betha og frøken Imeline gyste i sine hjerter: «Hun bespotter forsynet,» sagde de, «jeg fatter ikke, hvad det er, Ulla vil.»

I fjorten dage snakkede Betha og Imeline om farven paa et uldgarnsbroderi; uafbrudt talte 61de om det med mange, mange ord, og den femtende dag begyndte de saa at sy det med langsomme, betænkte sting, og langt om længe var saa broderiet færdigt og blev syet paa en pude og lagt under varetræk i den bedste stue. En gang om aaret blev maaske den bedste stue brugt; efter megen snak frem og tilbage blev det op- og afgjort, at saa stor stas, som at varetrækkene skulde af, var det dog ikke. De kunstige, skinnende blomster, aars arbeide, Bethas og Imelines livs arbeide, laa vel gjemt under de perlegraa træk bag de nedrullede gardiner.

Saa kunde det hænde en dag i skinnende sol, at frøken Ulla rev alle trækkene af de broderede stole, trak op gardinerne, aabnede vinduerne og lod lys og luft strømme ind igjennem de gamle værelser.

Men Betha og Imeline korsede sig: «Er du gal Ulla, solen tager farven straks,» og de fløi ængstelige og lukkede og rullede ned.

Da kom der en dag et brev fra en gammel ungdomsveninde. Hun skrev, at hendes datter var blevet lærerinde i den nærmeste by, og hun havde bedt hende reise ud og besøge hendes gamle veninder. Kanske det morede dem at se hendes datter, og saa fik hun efter alle disse aar atter høre noget fra dem.

Det blev en begivenhed. «Hvad skal det pigebarn her,» sagde frøken Ulla hvast. Men Imeline drømte om en ny veninde; den unge pige 62var tyve aar. Frøken Betha vendte sin hverdagskjole i den anledning.

Den unge pige kom kjørende en sommeraften, medens akerriksen kneppede i det høie græs langs det brøstfældige gjerde, og de tre frøkener sad paa den brede trappe under de fire søiler. Det var en frisk, fregnet ung pige, paa den høire haand havde hun en skinnende guldring.

«Ja, her er deiligt,» sagde hun senere paa aftenen, hun sad i trappetrinnet ud til gaardspladsen, hænderne holdt hun foldet om knæet. «Her maatte være deiligt at være, naar man var træt og rigtig vilde hvile.»

Ja, hør nu bare en saadan bemerkning, tænkte Ulla, – hvad ved hun om træthed, – om lange dage, trætte af tanker! Men hun sagde intet, trak blot munden en smule tættere sammen, og agerriksen kneppede i det høie græs.

«Hvad gjør Dere saa her ude alle dagene?» spurgte den unge pige fremdeles.

«Vi har vort arbeide,» sagde Betha.

«Og vore tanker,» sagde Imeline.

«Men bliver det ikke saadan lidt – lidt –?»

«Fordummende, mener du,» afbrød frøken Ulla.

«Nei, nei, jeg mente bare saadan lidt ensformigt herude alene,» – hun blev lidt rød og saa brydd ud, det var ikke pent af hende at sige det til dem, der jo maatte bo her. For at faa samtalen bort paa noget andet, begyndte hun at tale om sig selv. Hvor hun havde strævet paa seminaret og arbeidet natten ogsaa undertiden, – 63«for jeg vilde staa paa egne ben, ser Dere, «men det var rigtig svært mange gange, jeg maatte lægge kjolen min saa meget ind, saa tynd blev jeg af alt det arbeide. Men det var morsomt ogsaa, – aa, det var herligt, var det, og saa fik jeg denne gode posten, – og nu skal jeg arbeide, kan Dere tro –,» hun slog hænderne sammen, «du store verden, hvor jeg glæder mig, – tænk, jeg skal have en klasse paa tredive gutter,» vendte hun sig med et komisk, forfærdet ansigt om til de tre frøkener.

«Ja, men du er jo forlovet,– du har jo ring,» sagde Imeline.

«Ja, – gudskelov,» sagde den unge pige straalende, hun tog om den nye, skinnende ring og holdt paa den med den anden haand. – «Gudskelov, – arbeide er herligt, – men kjærligheden er bedre endda, den,» hun blev rød igjen, men fortsatte saa fort, ligesom undskyldende, – «for Dere kan tro, det er en perle af en gut, jeg tror ikke, hans mage findes, – han skal blive prest og vil reise til Amerika og virke blandt landsmænd der borte.»

«Til Amerika, – skal du til Amerika,» raabte Imeline, «den forfærdelige sjøreisen da, du staar den ikke over.»

«Jo, jeg har ikke det mindste mod det, naar han vil det, og jeg skal nok ikke blive en klods om hans fod der borte, nei, det har jeg lovet mig selv og ham, – synes Dere, det er en saadan gyselig ting da, at reise til Amerika med den, én holder mest af i verden?»

64«Ja, det er vel noget, du skal gaa igjennem formodentlig,» sagde frøken Betha dystert. Hun betragtede egteskabet udelukkende som en prøvelsesstand, frøken Betha.

Men den unge pige løb op, kastede sig om halsen paa hende og klemte hende: «Aa, du rare frøken Betha, – tænk, noget jeg skal gaa igjennem, naar jeg elsker ham, og han elsker mig, og vi skal faa være sammen, saa længe vi puster her paa jorden, – aa, jeg er saa usigelig glad for alle ting, – – for alle ting –.»

Frøken Ulla sad med et underligt aandsfraværende ansigt og stirrede udover de lange marker.

Hun kan ikke like mig, frøken Ulla, tænkte den unge pige, da hun var kommet iseng – uh, hvor hun er bitter og kold, mon hvad det er, hun sidder og ruger over, med de underlige øinene – –

Den nat lukkede ikke frøken Ulla sine øine.

Hvorfor, – hvorfor skulde denne unge pige faa alt, alt det, hun havde sukket efter i lange aar, og hun, – hun havde intet faaet. Intet, – intet. Arbeide, frihed, kjærlighed, alt det, hun havde længtes saa saart imod, hvad ret havde dette unge barn mere til livets glæder, end hun havde havt. Jeg ser paa denne unge pige, tænkte hun, at hun synes, jeg er bitter og kold, – aa, hun skulde vide, hvad det er at tørste hele sit liv, – dage og aar, – der er ingen Gud, nei – nei, havde han været, saa havde han seet, hvor 65hun havde trængt alt dette, den unge pige fik kastet over sig som af et overflødighedshorn. Den femtiaarige kvinde derinde paa sin seng græd lydløst nede i puden: Hvorfor – hvorfor –, og nu var der intet mere at haabe, – nu kom alderen, den kom, den kom, og hun kunde ikke resignere, nei, – nei, nei, – hun bed i lagenet og strakte armene op i mørket: Hvorfor, – hvorfor, – bare lidt, kjære, snille Gud, bare lidt at leve paa, – lad ikke mit liv være saa rent spildt?!

Men Betha laa alt i halvsøvne: «Jeg siger, som jeg har sagt, dette egteskabet er nu en prøvelse, hun skal gaa igjennem, stakkar, hvem ved, hvad det kan være godt for, – men gudskelov for den, der er udenfor og kan lægge sig i sin gode seng –».

Den næste dag reiste den unge pige. Da hun vendte sig i vognen og saa op mod huset, stod de tre frøkener i den fugtige aspeallé mellem de gamle stammer, hvor aspebladene der høit oppe i luften raslede saa underlig melankolsk og gjorde stilheden endnu stillere.

Da var det en af frøkenerne, der viftede, et hvidt lommetørklæde mellem mosbegroede, ældgamle trær i den gamle have. Den unge pige kunde ikke skjelne, hvem det var, men hun troede, underlig nok, at det var frøken Ulla.

Den bitre, bitre frøken Ulla!

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.