Nei! (raaber) Agnes, Agnes!

Ja. (Kommer.)

Jeg faar det ikke til. Jeg ved ikke hvilke jeg skal ta engang. Du faar hjælpe mig, Agnes.

Ja, vent lidt. De holder paa at flytte konsolen derinde, og jeg er bange for den store vasen.

Ingenting klær mig idag. (Til en pige, som gaar gennem rummet) Hent pudder til mig, Pauline. Kvasten, ved du, og det rosa. (Pigen gaar.)

Tar du den sort? Det passer vist ikke.

Nei, hvad skal jeg ta da? Den saffrangule her? Jo, ser du ikke, det er en «dristig sammensætning». Til det grønne? Men uf, en blir saa bleg. Nei, hjælp mig, du har god smag. Disse da? Prøv nedover kjolen. (Hun gir hende et par kvaster, Agnes begynder at fæste. Pigen kommer med pudderet, Ellinor begynder at pudre sig) Saa ja. Og haaret haaret. Der, du! lige bag øret, saa! (gir hende blomster, hun har sat sig, Agnes fæster) Hvad skal du ha paa?

Det er vel ikke saa meget at vælge imellem.

Den lysegraa silke? Efter din mor? Ja, du har jo rigtignok trukket i den adskillige gange. Men den klær dig … (trøstende) Pyh, det er ikke noget at bry sig om.

Det gjør jeg ikke heller. Jeg er allergladest i den kjolen. Men forresten kommer jeg vist ikke til at pynte mig iaften. Jeg vil helst ikke være inde.

Ikke være inde? Naar din egen forlovelse skal deklareres!

Nei, kan du ikke sidde stille, Ellinor, jeg blir jo aldrig færdig med dette …

Ja, se her (rækker hende en blomst) Det mangler bare den paa skulderen nu. Saa. (igen) Ikke være inde? Jeg tror, du er gal. Forlovelsen da?

Jeg er ikke forlovet.

Naa! Og denne selvsamme dag har mama sagt, at forlovelsen skal offentliggjøres iaften.

Det er vel ikke forsent endnu at faa det forandret.

Jo, ved du hvad. Og jeg kom endda til at fortælle det til Emmy i formiddag.

Saa faar du sige til Emmy, at det ikke blir.

Nei, du er god. Og tænk, Hellesen, hvad siger han?

Jeg har aldrig lovet Hellesen noget.

Jasaa?

Det er han selv, – ja, og din far og mor, som har taget det for givet, at det skal saa være.

Nei, nu har jeg aldrig –

Han gik jo her bestandig. Og har gaat her saa længe, jeg kan huske. Jeg skønte ikke, at det var det. Har ikke havt noget imod ham heller. Men nu har jeg det, og det blir aldrig, nei aldrig … (noget knuget) De skal ikke faa mig til det, før skal jeg …

Nei, naturligvis. Ingen tvinger dig. Det var bare noget sent, mener jeg. (Dreier og 15vender sig foran speilet, retter paa sit slæb etc.) Ja, jeg er ligeglad, jeg. Det faar du ordne med mama. Men for en staahei det blir.

(Konsul Lützen ses inde ved spisebordet, han trækker propper af vinflasker, sætter paragouter paa. Om lidt, i døren) Agnes! Hjælp mig lidt her, du.

Ved du, Ellinor. Oberst Bjerrings har sendt afbud; ligesaa Morells, generalkonsulens.

Det var jo kedeligt. Han er saa dekorativ, Bjerring.

Morells skal være reist herfra idag. Man siger, de er blit tildels ruinerede 16gjennem sønnen. Han maa til udlandet og rette paa sagerne.

Sønnen, løitnant Morell? den nydelige løitnant Morell? Han med alle de galante eventyrene?

De var regnet for uhyre rige.

Jeg dansed med ham paa et bal i vinter, og han har gjort visit her. Han var chic! Men de sa, han havde en kostbar elskerinde. Det er naturligvis hende, som har ruineret ham.

Hys, tal ikke saa djervt, barn, hvor lærer du det? Damer siger ikke saadant.

Aah! End du og papa … Og de andre, naar de sidder og hvisker i selskaber. (Ler) Men se paa kjolen min, mama.

Jo, du er bra. Ganske bra. Har Agnes hjulpet dig?

Ja.

Det er sandt. Agnes, bestilte du isen?

Ja.

Bare vi nu faar den i rette tid. De er saa umulige. Nei, se her! Garneringen er 18gaat løs et langt stykke. (Raaber ind) Agnes! aa, kom her med naal og traad.

(retter lidt paa sit toilette. Mønstrer hende.) Men du gode! gaar du endnu i den kjole?

Ja, mama, du skulde bare vide. Agnes vil …

Ti stille, Ellinor, jeg skal selv …

Se saa. Det var de vaade varer. Men den sherry er ikke tør. (Børster sig med lommetørklædet 19over livkjolen) Og sauternen er feil aargang fra kælderen; jeg saa det for sent. De jenterne! (Viser frem noget) Se her, hvad har vi her?

Papa, din nye orden.

Nyt af aaret! Sidste stjernefald.

Lad mig fæste den paa dig, papa. (Hun fæster) Nei, saa statelig!

Hm. Aa ja, kan gaa an. Endnu.

Ja, længe endnu. Ved du papa, at Ada Holtmark er ganske haabløst forelsket i dig. Hun betrode mig det forleden.

Nei, er hun det. Da er hun saa vist ikke den første.

Saa? skal du nu til med det narreri. Jeg synes, du engang burde komme over den slags indbildninger. (Til datteren) Hvorfor siger du sligt, Ellinor? Det er naturligvis bare noget, du vil opnaa igen. (Ellinor ler.)

Naa. Du er jaloux. Det ved vi.

Jaloux!

Naa, naa … Apropos, jaloux … har du hørt nyeste nyt? Det er jalousi, som 21forslaar. Hm. Oberstløitnant Bratt kommer hjem sent igaar nat – fra sold, nei, det kan virkelig ikke fortælles høit. (Fruen spidser øren, konsulen fortæller halv sagte, man hører afbrudte sætninger) … Ved Sovekammerdøren … fulgte ham ned trappen … Evakostyme … inde i alkoven … tableau, ha, ha … (Fruen er blid igen, de ler begge.)

Fortæl det, papa.

Hys, det er ikke noget for dig.

Igaar, siger du. Ja, men iforgaars … og hendes egen svoger … (de hvisker igen.) Naa saa! Ja, det tror jeg inderlig gerne. Det ligner hende. Hun tror sig ganske uimodstaaelig.

Nei, nu skal jeg fortælle noget. Tænk, fru Kent, dere ved, hun, som skrev til sin mand fra Rom ganske aabenlyst, at hun bedrog ham, – hun ligger nu haabløst syg paa hospitalet af sorg over, at han, den andre, har forladt hende … og familien vil ingenting ha at gøre med hende mere …

Det er ikke saa, Ellinor, for jeg saa dem tilfældigvis igaar. De gik arm i arm.

Jasaa. Ja, gerne for mig. Han kan vist være bedaarende, men trofasthed trode jeg ikke var hans stærke side.

Ja, lad nu det fare. Det er ikke noget at spilde tiden med, – en gemen og aabenlys skandalhistorie, som alle folk spytter paa.

Aa, men de har da vist – lidt saa meget, begge to, alle tre –

Naa, det er ikke noget at forsvare, synes jeg.

Nei, men ved dere, hvem han ligner? Jonathan, billedhuggeren. Jo, han gør. Jeg saa ham idag. Dere skulde set ham, da han hilste. Storartet! Papa, han kommer vel iaften?

Han kommer vel nok, da indbydelse er sendt. Saadanne hjemløse fugle har ikke noget imod at komme lidt med. Og denne er nok en ægte vagabond.

Godaften! godaften!

Godaften!

Ja, vi er rigtignok noget tidlig ude. Men jeg havde lovet frk. Ellinor at være en smule dekoratør.

Ja vist. Blomster-arrangementet inde i salen; det havde jeg ganske glemt.

Som mand af faget, ved De. Men bevares, hvor De er blændende, storartet! 25(Han bukker for hende) Maa jeg ha den ære? (Han rækker hende buketten.)

Tusen tak. (Ler) Hvor vi skal more os iaften. Kom, hr. arkitekt, til værket; jeg rækker Dem palmerne. (Hun gør dansetrin, drager ham med sig indover til venstre.)

Ellinor! Vær nu forsigtig med din dragt! hold kjolen op! … Staa ikke paa gardintrappen, barn.

Jeg faar nok være med der.

Den er vist ikke til mig, hr. Hellesen. Giv den heller til tante Adéle.

Hvad? Frk. Agnes, hvad skal nu dette betyde igen?

Det er feil adresse, siger jeg Dem.

Ja, jeg maa ogsaa spørge, Agnes. – Hvorfor staar du der som en støtte? Hvorfor er du ikke pyntet?

Fordi jeg helst ikke vil være inde iaften.

Sludder! Hvad er det for vanskeligheder? (til Hellesen) Aa, hr. Hellesen, vil De ikke gaa ind i salen til de andre. Jeg taler med Agnes, (nikker opmuntrende efter ham) Det skal nok greie sig. (til Agnes) Hvad er dette for paafund, barn? Nu i sidste Øieblik.

Jeg kan jo ikke, tante Adèle. Det er ganske, ganske umuligt.

Og det siger du nu, samme aften, sagen skal offentliggøres. Vil du gøre skandale?

Det blir ikke skandale. Sagen er jo ikke kendt endnu.

Aa. Baade den ene og den anden ved allerede …

Ja, det er ikke min skyld, at Ellinor og du selv –. Hvorfor er dere ikke mere forsigtige.

Og du, end du selv? Har du kanske ikke ladet ham kysse dig? Tror du ikke, jeg saa det igaar aftes.

Ja, netop derfor. Netop efter dét kan jeg ikke. Aldrig mere. Det blir første og sidste gang.

Naa, det er storartet! Og han skulde ikke være god nok. Du, en forældreløs pige, som maatte være glad til. Og hvad 29vil du gøre nu? Tror du, vi kan ha dig gaaende her aar efter aar? Hvad i al verden har du imod Hellesen med ét? Han, som har kendt dig lige fra dit trettende aar, da du kom hid.

Jeg har ingenting imod ham uden det, at han vil gifte sig med mig. Og kanske én ting til.

Hvad er dét?

Nei, det var ikke noget –. (bøier af, indtrængende) Tante Adèle, du kan ikke mene, at jeg skal gjøre dette for at være dere alle til vilje – og fordi jeg er i en vanskelig stilling her –

Den vil ialfald ikke bli lettere herefter. Og nu har vi da skandalen gaaende.

Skandale? det er din eneste tanke. Gid jeg aldrig kom til at gøre værre skandale end det …

Skammeligt … sætte os alle i gabestok … udsætte for omtale …

Tante Adèle, du faar mig til at sige mere end jeg vil! Her er ingen fare, jeg kan jo være blit syg. Og om der hviskes i krogene! Dere er jo ikke bange, dere – heroppe i den store verden – for andet end aabenbare fakta, for det, som kan bevises. Alt det andet, det dækkes jo over. Forlovelsen er ikke offentliggjort. Og imorgen … ja, imorgen er jeg herfra.

Du? Nu skal vi faa høre. Hvor vil du gaa hen?

Det ved jeg ikke endnu. Jeg vil gaa ud i den vide verden, did skæbnen vil. For dét har jeg vidst længe, at her, – i dette liv her, – hører jeg ikke til.

Hvad er det for noget taabeligt snak. Hvor du kan irritere en! Det er, som at høre din mor …

Aa, nævn ikke mor. Hende kendte ikke du …

Nei, jeg havde ikke evne til at forstaa; hun laa for høit, kanske. (Roligere) Hvad er det for noget vrøvl, barn. Hvor vil du gaa hen? Du, som ikke engang har lært noget. Vil du kanske søge dig plads som lærerinde eller sidde paa et kontor?

Ja, gid jeg havde gjort det for længe siden, gid jeg havde lært noget. Men det passed sig jo ikke, at et af medlemmerne her sad paa kontor. Og dere havde altid, altid brug for mig herhjemme. (afbedende) Nei, jeg bebreider dig ikke … Men de penge, jeg havde efter far og mor, de er gaat med til finere klær og til flere fornødenheder, end jeg af naturen har. Nu har jeg en sparebankbog med 200 kr. tilbage. Og dem har jeg tænkt at benytte bedre.

Jo, de rækker vist langt. Hvad er det, du «tænker» paa.

Jeg vil leve for dem, saa længe jeg kan, – ude i Guds fri natur! Det er ikke saa længe til vaaren nu! Jeg vil gaa ud i livet for at lære, for at søge … Der findes vel 33et sted en plads for mig. Her er en fremmed verden.

Du er jo vanvittig. Hvad er det for tilbøieligheder, du har? Vil du gaa fra hus og hjem som en eventyrerske? en zigeunertøs, – bohêmienne? – Jo, det er takken, man har. Du, som vi har hegnet om i flere aar, opdraget sammen med vor egen datter inden hjemmets trygge mure. Som nu kunde faa en bra mand, selve dette hjems bedste ven. Men der er din mor igen: en vagabondnatur, en fremmed langt borte fra. Der er blandingsblod i dig, og ulykke for min bror, at han nogensinde traf hende …

Vagabondnatur? sig en fri natur, en oprindelig, en, som kunde skille ægte fra uægte. Og fars ulykke ved at træffe hende, – ja, det var kanske den, at han 34ikke kunde overleve hende, (knuger hænderne, uvilkaarlig) Aa, far, – mor, – hvor jeg længter! … Et hjem, siger du. Ja, der var et hjem … og der var et helt forhold, saa helligt, saa enkelt … livet mellem to, det, som varer – livet ud! Jeg tror paa det!

Ja … hvem negter dig det. Tro du bare …

Dèr trængte aldrig noget at dækkes over. Men her! Aa, tante Adèle, du tvinger mig, – ja, jeg vil tale lige ud engang! Hvad er det for hjem, hvad er det for hegn? Og hvad er alt dette, som sker og hviskes om i krogene, det, som gaar saa godt an, saa længe det bare gaar hemmelig og ikke kan bevises. (Gaar hen og ser hende lige i øinene) Tante Adèle! jeg vil sige det, for du skal ikke fordømme mig, fordi jeg gaar nu: At jeg véd, hvem han er – eller har været – han, som du kakler «hjemmets bedste ven». 35Han, som du nu vil, at jeg skal gifte mig med – kanske for at binde ham fastere til huset?

Barn! Hvad vover du at sige …

Jeg vover ikke … og jeg bebreider dig ikke … men jeg ved.

Ved …

Ved, ja. Kan ikke bevise. Nei. Men jeg ved, husker, fra aar tilbage, lige siden den sommernat i haven, da jeg var 14 aar! Jeg har tænkt over meget i det sidste, maattet lægge sammen. Indtil et par ord, jeg hørte dere tale igaar aftes! Men aldrig 36skulde jeg nævnt, hvis du ikke havde villet gifte mig med ham.

Ja, men ved Gud, Agnes …

Jeg skønner det altsammen. Du kan jo ikke undvære ham – gaaende her i huset – og heller end at miste ham ganske, afstaar du ham til mig. Saa blir han da i familien.

Ja … tro, hvad du vil, du. Men hvad du end tror … saa daarlig er jeg ikke, at jeg skulde ville … hvis der nu var … Naa! Ja, en skal opleve mangt og meget. Men du skulde vide, du, som dømmer …

Jeg dømmer ikke. Bare dem, som dømmer de andre. F. ex. dem, som er mindre behændige.

Aa Gud, ja … Vi er alle skrøbelige, alle syndere for Gud! men faar haabe paa Kristi blod, som renser fra al synd.

Nei, det tror jeg ikke paa. Det er jo hedensk. Et blodoffer, en «aflad», som menneskene bruger til sovepude. «Der skal gjøres regnskab for hvert utilbørligt ord», staar der. Vi faar vist svare hver for os.

Hys, barn, du taler ganske bespottelig. Gaar du aldrig i kirke? Men hvad jeg vilde sagt: Du skulde vide, du, hvad jeg 38har maattet gaa igennem i mange aar med ham, min mand … alle hans hemmelige veie.

Véd jeg det ikke –. Og jeg har syntes synd paa ham og foragtet ham! Onkel Lützen, saa djærv, statelig … altid lige god for verden! Fordi de ved at vogte sig! Der gaar de paa samme tid og holder saa ængstelig fast paa sin værdighed, ikke en flig maa løftes – for verden! Nei, da heller ofre hemmelig baade skæbner og hjerter, – andres!

Ja, men ved du hvad. Sin værdighed, den faar en da sandelig holde paa.

Nei! Hvorfor ikke heller kaste den af i høi foragt – for den «offentlige mening»? 39Aa, en kunde jo gerne faa lyst til – ja, netop at gøre «skandale», som dere er saa ræd for. En ordentlig, ærlig en!

Du skulde vogte dig!

Ikke for skandalens skyld. Ikke for at udfordre, trodse. Men jeg mener, – ja, at jeg kunde kanske komme til at gøre det.

Ja, det skulde bare mangle.

Jo. For der ligger da gerne noget ægte til grund for det, som kaldes saa. En stor, hel følelse, ja, kanske endog noget rent. Sommetider i al fald.

Men, mama, hvor blir du af? Flere gæster er alt komne. Jonathan er kommen, (ærgerlig til Agnes) Jeg maa sige, det er lumpent af dig at gøre alt det opstyr i sidste minut! Kom, mama, det gaar ikke an. Du maa jo ta imod og præsentere. Jeg har aldrig set paa magen!

Ja, gaa nu, gaa bare ind igen. (Vinker med haanden) Jeg kommer efter, kommer øieblikkelig. (Opgivet) Ak, Gud, hvad er der at gøre! og forlovelsen, deklarationen, mange ved om det, – det vil bli snak (opgivet og vred) Ja, efter dette faar du reise, Agnes. Du kan virkelig ikke være her.

Jeg reiser. Se her – (gaar et øieblik ind til høire, kommer tilbage med en haandkuffert og sit overtøi) Jeg har alt pakket. Jeg turde ikke vente – om det skulde komme til det 41yderste. Det andet skal jeg hente siden. Farvel, tante Adèle, og tak for alt …

Mama, nu kommer du. Jeg maa præsentere dig for Jonathan, den berømte billedhuggeren. Du kan tro, han er statelig; men gruelig rar. Nu har han alt sagt mig ti komplimenter i ét minut!

Farvel, farvel … har ikke tid …

Far, – mor! vær med mig nu!