Men skal vi ikke heller bli siddende. Det er et bra sted, dette. Her er saa god udsigt.

To minutter til. Men husk, De har lovet at vise mig monumentet.

Der er vist saadan trængsel, Ellinor.

Uf, se de to fulde mændene. (ler) De er ganske salige, og alligevel har de lyst til at slaas. Gud! bare de ikke kommer hid.

Vær ikke bange. De har jo mig. (Ellinor ler, de veksler blikke. De to fulde fjerner sig igen.)

Det er ubehageligt med den blanding af alle klasser paa de store festdage.

Sig heller, at man blandes for lidet. I udlandet sker det hver dag, derfor begaaes der ikke slige excesser. En ser næsten aldrig fulde folk. Det er galt, som det er, her hjemme. (Han ser paa sit ur.)

Vil De gaa, Hellesen?

Ja, jeg skal være et sted.

Nu gaar vi allesammen. Sid lidt. Jeg skulde tale med Dem om noget.

Til tjeneste.

Nei, se hende dèr! saa høit tilveirs. (De ser alle paa et optog) Ligesom en Gudinde! Skøn var hun.

Kære! det var jo Florence King, den bekendte varieté-sangerinde.

Nei, var det? Jeg har hørt om hende. Og hendes tilbedere. Kanske De er en af dem? – Det maa være et fornøieligt liv, de fører, saadanne.

Nei, Ellinor. Saadant maa du ikke sige. Det mener du ikke.

Jo, da. (ler) Mama er saa bange bestandig. Men jeg synes, det maatte være interessant. Tænk, være en saadan kunstnerdronning. For et eventyrlig og afvexlende liv!

Barn, du kender ikke til, hvad du taler om.

Jo; og jeg skulde gerne ville optræde saadan – og faa blomster og bli feiret og være deilig! Aa, deilig, bedaarende skøn vilde jeg være! Faa dere til at dø for min skyld … (ler igen.)

Eller gøre os lykkelige? (Han reiser sig) Men skal vi altsaa gaa, frk. Ellinor?

Kære, vær nu forsigtige. Pas paa hende i trængselen, Aaby.

Fruen kan være rolig.

Og kommer dere saa hjem og spiser iaften?

Ja, mama, men det er ikke saa vist. Kanske vi træffer nogen andre og gaar lidt paa galei. Det er frihedsdagen idag. Adjø! Adjø, Hellesen.

Hun er saa djerv, det barn. Lig sin far …

Ja, men dristigere. (Smiler) Den kan bli farlig. Hedt blod …

Jeg raar ikke med hende. (Hun har reist sig) Men gaar vi saa? (ser ømt paa ham) Vi to gamle ogsaa?

Jeg føler mig ikke gammel. Sjelden har jeg følt mig yngre end nu.

Nei, nei … jeg mente det jo ikke saa alvorlig.

Mathisen! Bestilte du Rüdesheimeren?

Rüdesheim? Nei, champagne var det.

Tosken! idag var det Rüdesheimer. Skal vide, hvad det blir imorgen? Og jagu betaler han for sig ogsaa. Men nøit dig nu, gut! ned i kælderen med dig, for retnu har vi dem i farvandet.

Ja, og jeg skal gerne expedere her, jeg, – om du kanske vil ta dig en fristund…

Ho! nei, den lurer vi ikke – fan deise mig!

Nei, du tænker nu bare paa de – drikkepengene, du!

Ingen sludder i valsen! ned i kælderen med dig. Her skal det anden honnør til, end hvad en saadan kan præstere. Se der, hører jeg dem i trappen. Det var heldig, bordet blev ledig.

Se her. Her ser vi ligesaa godt.

Ja, og her generer ikke røgen. (De sætter sig) Men i herrens navn, Gerhardt. Vil du sidde med den tingest paa?

Naa. Skal du endelig være den eneste, som er bekranset?

Har jeg den paa endnu? Ja, saa kan den sgu sidde. Kellner, oberkellner! Vinen.

Øieblikkelig.

Vi venter. Det gaar an at vente paa noget godt. Og det Guds velsignede veir, og vaaren og friheden og den glade fuldskaben derborte! Her hjemme er alt sig ligt, om en har været 8 aar borte og kommer hjem igen. (Han hæver det tomme glas) Skaal!

Ja, og vi er de samme, Jonathan. Bare at det nu er Rüdesheimer og ikke brunt øl, og ikke en hybel med tre vægge, men en kafé.

Er dét hele forskellen?

Ja, vittighederne, de var saamen lige gode dengang.

Den, som havde noteret dem! Men nu siger jeg ikke vittigheder mere; nei, det er netop forskellen. Jeg gaar dybere, jeg er blevet tænker, et menneske i udvikling, mine herrer! Og mine dybe og symbolske tanker, dem former jeg ikke i fattige ord, nei, jeg hugger dem i plastisk og uforgængeligt marmor. Skaal! (De klinker og drikker) Ah, det er egentlig vrøvl, dette 56med en tanke. En statue, som har en tanke? Hvad?

Det er symbolet, symbolikum, symbolisme. Den tænker … nei, jeg tænker. Min tanke svømmer i et hav af himle. Den menneskelige sjæl enten tænker eller sover – sover. Skaal!

Jeg tror, Balle har faat en stor sorg at drukne. Han gør ikke andet end drikke idag.

Ja, han springer alle stadier over, baade det glade, det elskovsfulde og det krakilske og kommer strax i det søvnige. Men han finder et korn alligevel. Den menneskelige sjæl enten tænker eller sover. Ja, det er netop det, den gør. Og derfor, mine venner, 57er vi ikke de samme. Nei, vi befinder os – om jeg saa maa sige – i udvikling.

I hvad … Naa! Jeg trode, det var en melkevei.

Hm… (med et sideblik) Lad ham svømme om i sin melk, vi holder os til Rauenthaleren. Eller hvad det er …

Det blir et slags melkepunsch.

Au. Vær saa god, 5 øre. (Han tar sin krans af hodet og sætter den paa Balle) Sov Sødt, du ægte søn af Silén! (vinker) Hei, Kykliky! (En liden gut, som har leget i gaden, kommer. Til gutten) Spring op i atelieret og hent min hat.

Ah! tilværelsen …

Ja, du, Exner, du er nu slet ikke den samme. Du er gift.

Ja, det er udviklende, kan dere tro.

Og du, Jonathan, tænker vist paa at bli det.

Gør jeg? Vakte du min slumrende tanke? Der ligger noget og drømmer i mig, men det har vist ikke form. Det er bare saa at sige i begyndende udvikling. Ja, jeg er kommen hjem igen, mine inderlig kære 59venner, for at prøve livet her hjemme og vinde erfaring. Og jeg har været i udlændighed og slidt ondt og levet under et halvt sammenstyrtet tag i 5 maaneder og skabt mine bedste ting der. Men nu har jeg guid paa lommen og arbeider ikke meget. Kellner! mere af den sort! (Han tar op penge og sedler) Den dyre vin skal flyde, og det herrens mammon er foragteligt og skabt til at rulle! Er det ikke et fænomen, ja, et mærkeligt fænomen, mine venner: Man kan simpelthen ikke arbeide, naar man har penge, skønt man absolut ikke arbeider for at tjene dem. Ikke jeg, nei.

En skønner, at du ikke er gift.

Lærer en da at passe bedre paa sine penge? Vel, jeg venter paa at lære ogsaa 60det; vi er her for at lære. Livet er kort og kunsten lang. Ja, kunsten – arbeidet. Ved De, hvad det gælder?

Nei! Fortæl os det!

Dere ved det. Det gælder først og sidst at være fyldt af noget. Den menneskelige sjæl enten tænker eller sover. Og er den ikke fyldt af noget, saa laver den sladderhistorier eller skravler politik og følger derved bare en naturlov. Ti disse tankebaciller, de staar aldrig stille i os. Men jeg udbringer en skaal for hvers dyre hemmelighed og maal … for livets store arbeide, for den fyldende interesse. Mandens værk, hver mands livsværk, – det bedste, vi har!

Men kvinden da?

Og giftermaalet?

Ha, ha! Hvilken ivrig propaganda, du fører. Den er mistænkelig. Nei, men se der! Der kommer nogen, som ikke er gift. Nei, ikke paa nogen maade.

Hvad skal den betyde?

Det er medlemmerne af «Den hvide vinge». En gammel og kendt institution.

«Hvide vinge». Hm, nytter ikke mege jeg kender dem. De er utrolig gode danseheste og lægger overhaands og ubegribelig 62meget i at holde en dame om livet. De dyrker sædeligheds-bacillen, sætter den under renkultur, til den strutter af sundhed, blir spillende frisk … Hm. Farligt det.

Ha, ha! Bravo, Jonathan.

Nei, det er altsaa en misforstaaelse, mener jeg; men slet ikke egentlig videre latterligt. Tvungen forsagelse dur ikke; vi er – om jeg saa maa udtrykke mig – i udvikling. De fleste maa i gennem for at komme over. Jeg siger: Lad de baciller dø, forraadne … prøv hvad alt er værd, ja, smag paa bærmen, til du længes efter det rene! (Han ser sig om, tar sig til hodet) Hvor er det?

Ja det var kvinden.

Og giftermaalet …

Hold mund snart. Vi er ikke komne saa langt.

Se det kvinde-ansigt der, – det hode. Det er fysiognomi. Fængslende … Bleg, øine … sort, krøllet haar under russisk hue. En Sonjafigur. Hm. Mærkeligt.

Nu, Jonathan.

Ja. Jeg tænkte paa noget.

Sig frem, du meget talende. Det flyder med manna og honning fra dine læber.

Naa, hvorfor sige? – Jo, jeg skal sige det. Jeg tænker paa en dyr hemmelighed … mit livs store værk. Det, som jeg skal gøre nu.

Hvad skal du gøre? Sig frem.

Jeg hugger en statue af skæbnen. Min skæbne og alles, skæbnen, som møder os og siger: Du maa! du vil! Ti vor 65egen vilje, det er halvdelen afvorskæbne; den er fri … men udgaar fra en mystisk, forud vidende konstellation – deroppe! Jo, det er saa! Og den statue, den skal være i en kvindes skikkelse, en kvinde med gaadefulde øine, som rækker en en kalk –

Den ide er ikke ganske daarlig.

Og øinene skal sige: Du maa drikke. Du maa ville det – nei, du vil. Og man vil, hvad øinene taler. (Efter en pause) Jeg saa hende nu … har set hende iaften, det ansigt. (Ser sig om) Hvor blev hun af?

Hun er borte.

Ja. Ikke nu. Der ligger ting og drømmer under i ens bevidsthed … Lad dem ligge! Men denne dag er skøn! Det er vaar, jeg er glad idag. Alt smiler, fugle synger for mig ogsaa, og jeg er ikke længer syg, fattig. Nei! mine gode venner! Jeg har været i uleilighed for mange ting; nu arbeider jeg ikke meget, jeg – om jeg saa maa sige – jeg lever. Og heldet smiler til en, livets døre aabner sig. Man sidder paa bløde hynder og indaander parfume, fineste parfume iblandt.

Se! Hun smilte ogsaa. (i stemning) Kendte dere den dame?

Det var jo frk. Lützen. Generalkonsulens datter.

Du kommer jo der i huset.

Har den ære.

Det er nærmest hofkredse.

En mærker det ikke meget. Jeg er sivet derind som flere steder, i det sidste. Man blir snart hel verdensmand. Jo, jo.

De holder aabent hus for berømtheder. Det er nok især frk. Ellinor, som sværmer for det dekorative og det, som er paa moden.

Vil du være saa god at lade være at raljere! Det er elskværdige mennesker. Og den pige, det barn – hun ler saa velsignet, klingende høit!

Ja, freidig nok.

En kan sige, hvad en vil. Der er noget trygt, et vist dæmpet og dirrende velbehag ved at færdes i det liv. Ja, man ser paa tingene, høster ny erfaring. Har endog opdaget, at man sværmer for elegance, komfort, – og silkeraslen af dameslæb! (Ler) Jeg, fattiggutten! Naa, skaal! En skaal for livets modsætninger. En driver did, skæbnen vil.

Apropos, drive. Jeg synes, det mørkner. Klokken er henved 9. Skal vi nu ikke drive hen et sted og spise aften?

Du siger noget. Eller nei … Jeg gaar ikke ud iaften. Der er noget, jeg skal gøre, (lægger haanden over panden) Og iaften maa det ske. Venter jeg til imorgen, er det væk. Hør nu … nei! Gaar du hjem til din kone, Exner?

Min kone? Tror du, hun sidder alene hjemme? Nei, hun er ude og morer sig, far. I al uskyldighed og ærbarhed, forstaas.

Ja, lad os haabe det. Og da gaar vi to ungkarle hen i logen. Dig ved jeg, det ikke gaar an at overtale, Jonathan. Men 70denne synderen her? Hvad i evigheds navn skal vi gøre med ham?

Det var, hvad jeg vilde sige: Ham følger jeg. Jeg trænger en spasértur for at klare begreberne. Følger ham hjem, Og saa … Hei, Kykliky! (Gutten kommer.) Gaa ind i kafeen og bestil nogen smørbrød og en halv øl til mig, til jeg kommer tilbage. (peger) Derop. Hoi – vent! Du har spist, vel?

Ja.

Gaa saa selv med – op og læg dig.

Naa, du Bacchuss broder! har du studeret melkeveien og de syv sfærer, saa følg 71nu vore fjed paa jorden. Hvor er din hat, min ven. (Han sætter den paa ham.)

Jeg er ikke fuld. Jeg har ikke sovet. Hvem siger det? Du Jonathan? Værsgo’, fortsæt hvor du slap. Vil dere alt gaa?

Kom nu, du glædens fyrbøder.

Tak, jeg kan godt gaa alene.

Tak, jeg er ikke bange. Jeg tør saa godt vente alene. Det kan ikke vare længe, før hun kommer nu. Vi aftalte klokkeslet.

Tror De, jeg vil lade Dem alene. Det er jo snart helt mørkt.

Nei, slet ikke. Det er ganske vaarligt, ser De ikke det? Og maanen kommer op. Jeg ber Dem, hr. Hellesen, gaa fra mig nu. Og spørg ikke om mere. Jeg har gaat saa meget idag Og er træt. (Hun sætter sig ned.)

Ja, netop derfor. Og jeg behøver ikke at spørge. Frk. Agnes, jeg har været oppe i Deres logi. De var flyttet igaar.

Og hvad saa? Hvorfor – hvordan vidste De, hvor jeg bode?

Det undersøgte jeg. Folkene sa, De var flyttet, men De havde ikke givet nogen adresse for mulige bud eller breve. Vil De ikke sige mig, hvor De nu er flyttet hen?

Hvorfor skulde jeg sige Dem det?

Hvorfor skulde De ikke sige mig det?

De maa gerne vide det. Saa skønner De, at det ikke nytter. Jeg har ikke faat noget værelse endnu, men skal være hos 74den dame inat, som jeg venter paa her. Jeg hjælper hende med noget …

Javel, men De kan ikke skjule for mig … Tror De ikke jeg ved, at De ikke har flere penge? De kan ikke skaffe Dem et værelse. De staar snart ganske paa bar bakke … De har kanske ikke spist idag. (Ser ned ad hende) Deres kjole, – dragt –

Og selv om det var saa. (Træt) Jeg har jo sagt Dem det, hr. Hellesen. Jeg ønsker ikke at ta imod nogen hjælp af Dem. (Opgivet) Aa, jeg er træt. Om De vilde være saa snil at gaa.

Vel, jeg gaar nu, jeg vil ikke plage Dem. Men De kan ikke forbyde mig at forhøre 75mig om Dem og følge Deres spor. Og kommer De i nød, frk. Agnes, da haaber jeg at faa lov til at vise i gerning, at De ikke eier nogen bedre ven end jeg. Hvis De vidste …

Farvel, hr. Hellesen. Det er snilt, at De gaar nu. Jeg vil bare gerne faa sidde lidt her og hvile, (nikker) Farvel, farvel!

Undskyld! Jeg turde spørge, om De kanske er den dame, som skulde vente her. Vente paa en anden dame?

Ja, det er mig.

Da skulde jeg hilse fra den anden dame, at hun var forhindret fra at komme, da hun var buden med paa den store folkefesten. Hun var her for en stund siden.

Jasaa. Naar – naar slutter den festen?

Aa, den varer vist baade til to og tre.

Og gav hun ingen nøiere besked? Gav hun Dem ingen nøgle til mig?

Nei, Hun sa ikke mere. Hun havde saadan hast. (Ser op og ned ad hende. Deltagende) Men frøknen skulde heller gaa med paa festen. Det blir grom fest, kan Di tro, og 77baade for store og smaa. Hele betjeningen her har fri, for hid kommer der vist ikke flere iaften.

Ja, De skal ha tak for beskeden.

Ja, undskyld, men –. Vi skulde nok lukke her. For betjeningen har fri, ser De. (Agnes reiser sig, blir staaende, ubesluttet.) Vi trækker bare teltvæggen for. Saadan. (Løfter haanden til hatten, vil gaa, stanser.) Nei, kom heller og bli med, da – frøken!

Hvad er det? Hun? Der sidder hun … Det er ansigtet, trækkene (iagttagende) ja, der er det! (blir staaende, grunder tankefuld, ser) Mærkværdig.

Hvorfor sidder De alene her ude i natten, barn?

Jeg sad og hvilte. Jeg var træt.

Hvordan kom De hid?

Jeg skulde møde en.

Og han kom ikke?

Nei, den jeg skulde møde, kom ikke.

Besynderligt … Hør, sig mig: (gaar nærmere) hvor bor du? Hvem – hvem du?

Jeg er … (stolt) Jeg er, den jeg er.

Javel. Den du er. Rigtig! Jeg har set dig før. Du heder Sonja!

Gør jeg? ja, kanske det.

Du smiler. Hm. Du staar saa rank der, saa rolig, lidt bleg … Du er vist ikke bange?

Nei, jeg er ikke bange.

Kender du mig?

Jeg ved ikke …jeg tror … Jo. Jeg maa ha set Dem.

Jeg heder Jonathan. Er kunstner, billedhugger.

Aa …

Hvad tænkte du nu?

Ikke noget.

Det er skæbne-trækkene, figuren, hodet …

Hvor gaar du hen?

Jeg … (ryster paa hodet) Jeg ved ikke.

Hjem? Jeg skal følge dig.

Jeg har ikke noget hjem.

Ikke noget hjem. (Efter hende) Men barn hvor vil du gaa hen?

Jeg – jeg ved det jo ikke. Lad mig gaa.

Hør … Sonja! Lad mig tale med dig. Du kan gøre mig en stor, stor tjeneste; du ved ikke, hvor stor. Ja, hør: Der er noget ved dig – noget uforklarlig! Du er den, du er, siger du … Jeg forstaar. Og vilde ikke sige til dig som til en anden: Gaa hjem med mig! Men alligevel siger jeg det, hør paa mig: (peger op) Dèr oppe sover et barn. Gaa med mig derop, lad mig tegne dit ansigt, dit hode – din skikkelse. Jeg har ledt længe, længe … nu begynder det at forme sig, (peger paa panden) herinde, forstaar du. Gør det. Og siden kan du gaa ind i alkoven og hvile. Jeg sover i atelieret. (Efter en taushed) Er du bange for mig? Sig nei!

Jeg er ikke bange. (staar taus) Men vil De sige mig: Tror De paa «skæbnen»? ja, jeg mener, det som kaldes saa?

Om jeg tror paa en skæbne? Ja, det ved himlen, at jeg gør.

Da er det vel den, som har ført mig hid. Der er kanske en mening med det. Og Deres ansigt lyver ikke. Jeg tror Dem, naar De siger, at deroppe sover et barn!

Tak!