Det er, som jeg siger. Og gid De havde hørt paa mig for længe siden.

Jeg kan ikke høre paa andre. Jeg maa gaa min egen vei. De skal ikke bry 98Dem om mig, hr. Hellesen. Det har jeg sagt Dem før.

Og her ligger De alene. Nu mod vinteren, i et værelse, som ikke har en ordentlig ovn engang. De, som kunde ha baade lys og varme.

Jeg har, hvad jeg behøver.

Bleg og trodsig. Med opreist hode midt i Deres forladthed. For det kan De ikke negte, Agnes. Han har forladt Dem.

Kanske.

Sikkert. Dèr er jeg øienvidne. Han drages mere og mere mod Ellinor. Han kommer der næsten hver dag nu.

Jeg ved det.

Fortæller han Dem alt?

Nok i al fald.

Og alligevel? – Kan De ikke engang slaa den mand af tanken? Ser De ikke, – ser De ikke, hvor liden og almindelig han er? Et ægte mandfolk! Nu, da De har givet ham alt, slænger han Dem fra sig.

Det er ikke sandt. jeg har ikke givet ham «alt», som De siger.

Har ikke De?

Nei.

Det skal De faa mig til at tro. (Ryster paa hodet) Nei, Agnes, De maa og skal ud af det. De er syg og svag, alene og uden venner … De gaar lige lukt ødelæggelsen imøde. Jeg kan redde Dem, og jeg vil; jeg har stærke arme, jeg vil bære Dem bort fra alt dette her. De har ingen ret til at sige nei, ikke nu længer. Vi to, vi staar nu paa lige trin.

Hvad mener De med det?

Bare det, at verdens moral og dom nu gælder ligesaa meget Dem, som mig. Det kan nu ikke længer være nogen hindring for Dem, det, – som jeg ved, at De ved, – mit gamle forhold til Deres tante.

Verdens moral og dom? Det er jo bare teorier. Tror De, jeg vilde bry mig om det, hvis …

Det er altsaa ikke det?

Nei, det er ikke det.

Ja, men jeg var Deres ven engang! De havde ikke noget imod mig, snarere … 102jeg tar ikke feil. Der var noget i Deres øine, som –

Aa ja, kanske. I den alder, da alle har noget at sværme for. Som 15 – 16 aar …

Ja, dengang. Aa, jeg har set Dem bli voksen og udvikle Dem, og –

Paa samme tid, som –?

Ja, paa samme tid. Det forhold kender De ikke, helt fra først af. Jeg var ung, endel yngre end hun. Jeg var i Deres onkels forretning, arbeided hjemme paa hans kontor. Og han var aldrig hjemme, sjelden eller aldrig. Hun var alene, trist 103og nedtrykt, – saa betrode hun sig til mig, det er den gamle vise, og saa –. Men jeg har aldrig været glad i hende, aldrig saadan. Jeg var glad i Dem, helt fra Deres 15de aar. Aa, De med Deres lange, sorte fletter. Jeg tænkte: hun, hun skal engang bli min hustru.

Ja, men det kan jo aldrig bli.

Og De vil ligge her, saa som det nu er. Han gaar til Ellinor, siger jeg Dem.

Ja, De siger det.

Han elsker hende, hører De. Og han er svag! Svag for elegance, for det «fine», 104crême de la crême – som alle opkomlinger. Tænk, hvilke formaaende forbindelser, en af byens bedste familier. Han er ked af sit fattige liv; det skader ikke at bli taget en smule under armene. De kender Ellinor! hun har ikke noget imod at faa en berømt mand. Hun ved at ta ham, den skøierungen. Han er idealist og naiv, han danner et billede af hende efter sin forestilling om det fine, det rene … skønt hun er nærmere demimonde, demimonden i high life. Netop den, han kender i forgrovet skikkelse fra sit eget omstreiferliv, og som han egentlig har en skræk for.

Det ser ud til, at De har fulgt med.

Det har jeg. Jeg har fulgt tingenes gang, med skinsygens skarpsyn, jeg negter det ikke … ham som Dem … Jeg ser udviklingen, skal vel vogte mig for at forpurre

noget. Men skændigt er det!

Hvad er skændigt?

Forføre den ene og forlove sig med den anden. Medlemmer af det samme hus.

Hellesen, det kan være det samme, hvad andre tror. Men kan det være Dem til nogen glæde: Jeg har aldrig været hans. Og han ved ikke engang, hvem jeg er.

Véd han ikke, hvem De er?

Nei.

Naa, da begriber jeg bedre hans freidighed. Men Dem, (ryster paa hodet) Dem 106begriber jeg aldeles ikke. (Efter en pause) Har De virkelig ikke sagt ham det?

Men hvorfor? – Og hvad er dette for et slags indviklet forhold … (staar stille og ser paa hende) Jeg tror Dem ikke. De indbilder mig ikke, at De kan leve i tamt venskab eller «kameratskab» med nogen mand. En mand kan det ikke. (lidenskabelig) Han vil bære Dem – lig Sappho – op gennem fire etager, om De blir tungere og tungere. Agnes, Agnes … (nærmer sig)

De skal ikke tale saadan. Jeg er ikke Deres, bare tanken paa det er udenfor al natur. Hvis De ikke vil, at jeg skal faa afsky for Dem, saa skaan mig … lad os 107være venner … (rækker ham et øieblik haanden i bevægelse, slipper) Aa, Gud! Jeg foragter dere – og jeg synes synd paa dere, mænd, skabningens herrer! saa afmægtige, afhængige …

Af en overmægtig naturlov, ja.

Det kan være.

Ja. Og De er netop af dem, som tilgir, fordi De forstaar. De er mild, Deres hjerte er godt. Den, som kunde vinde Dem! Men De staar, De er syg! De maa ikke … (han vil igen nærme sig.)

Jeg er ikke syg. Jeg er stærkere end De, end dere alle. Hellesen, det er sandt, 108at man tilgir lettere, naar man forstaar. Men vov ikke at komme mig nær! De forstaar ikke … nei, men De skal vide det og saa gi mig fred: at jeg tilhører én eneste mand, en, som er gjort af samme stof som andre, – den, jeg aldrig har tilhørt, og (sagtere) kanske aldrig kommer til at gøre det. Med liv og sjæl og for livet, ja, jeg Véd det! (Hun holder haanden for øinene, vakler tilbage til sofaen.) Saa. Kan det nu være slut?

Men jeg vil Dem jo ikke noget ondt. Ikke andet end hjælpe Dem, hvis jeg kan. Ti hvor skal det bære hen? De er aldeles væk – ubegribelig, hvis det var en anden, vilde jeg ikke længer se til den side. Han bryr sig jo ikke om Dem, han gaar fra Dem, syg og daarlig, som De er. Han kommer aldrig tilbage, tro De mig …

Han kommer. Det er ham … jeg kender hans banken. Kom!

Skal vi træffes her?

Ja … frk. Agnes og jeg er gamle kendte

Kan være det, ja. Nei, lad mig ikke, forstyrre. Vil De alt gaa?

Vi var færdige.

Ja, jeg tror … Der var vist ikke mere. Farvel!

Farvel!

De er lidt bevæget, synes jeg. Forstyrred jeg kanske?

Slet ikke.

De kender den mand? Ja, jeg har forresten set Dem sammen før, engang.

Det er hr. Hellesen. De kender ham vist ogsaa.

Jo. Vi træffes iblandt. (Lidt kort) Hvordan gaar det idag?

Tak. Det er ikke saa slemt …

De ser ikke bra ud. Nei, De gør ikke. Alvorlig talt, barn, De bør sende bud efter en læge. Hvorfor vil De ikke?

Der feiler mig ikke noget videre. Bare mathed …

Saa blev det en slut paa det. Sygdom (ryster det af) uf! Er man endelig selv færdig, skal en gaa og se paa andres. (Ser sig om) Her er koldt. Trist belysning. Hør nu, Sonja! De kan ikke længer bli boende her.

Men kære …

De Penge faar De sandelig ta imod og leie Dem et bedre værelse.

Jeg har jo faat modelpengene.

Aa, det. Jeg har gjort det bedste arbeide i mit liv, og Dem har jeg at takke for det. Min statue vil gøre mig berømt, og imens ligger modellen og dør.

Statuen … Er den udstillet?

Ja, idag. Imorges.

Hvor?

Henne i «Central». Det store lokale.

Idag. Og imorgen … (sagtere) imorgen kommer skandalen.

Hvad siger du?

Nei, ingenting.

Her er altfor koldt. Lægger De ikke i ovnen for Dem? Det er jo slutten af oktober. (Han blir ved at spikke, begynder at lægge i ovnen.)

Ovnen er ikke god.

Nei, jeg ser det. Men naar det kommer an paa dét, (han lægger i) saa har jeg stelt med endnu daarligere ovne end denne. (Han faar det til at brænde. Sætter sig en stund ved ovnen, støtter hovedet i hænderne. Pause) Hvordan har De egentlig havt det … siden jeg var her?

Siden sidst De var her? Det er en stund siden.

Ja, det er saa. Jeg har havt travlt …

Har De?

For en del.

Hellesen siger … ja han kom til at fortælle, tilfeldigvis, at der har været soirée hos konsul Lützens. At De var der.

Jo, jeg var der (Ler, reiser sig) Vil De tro, jeg dansed. Ja, de unge damer fik mig til at danse galoppade, men vals, det fik de mig nu slet ikke til. Der er jo maade med alt, nemlig.

Ja, hvorfor skulde De ikke danse og more Dem. (Pause.)

Frk. Ellinor, ja … har De set frk. Lützen? Nei, der er slig glæde over 116hende… Apropos, Sonja! Ja, det var jeg skulde sagt. (Han stanser.)

Hvilket?

Jo, hvordan har De havt det – her? (ser sig om) Siden vi taler om det … Hellesen? hvorfra kender De ham?

Jeg … jo … jeg kender ham.

Kender ham. Jeg … jo, jeg kender (Mørk) Ikke mere. Nei, aldrig mere. Jeg vidste det.

Der er ikke mere.

Er der ikke mere? Jo, der er mere, mere paa alle kanter. Der er ting, jeg ikke sér igennem. I begyndelsen er det ingenting. De er den, De er … Sonja, det ord var saa vakkert!

Ja.

Og naar De smiler slig … Hm. Men 5 maaneder er en lang tid, Sonja. Jeg er træt.

Er De træt. (angst) Ja, jeg ved det.

Træt. (stærkt) Jeg vil væk, jeg vil ryste det af mig. Dem og mystiken og lidelsen 118og det altsammen. Det er, hvad jeg vil. Her er saa mørkt hos dig. (Pause.)

Ja, nu er det høst. Husker De ivaar? da var det lyst … Hvor lyst det begyndte.

Ja.

Det var helligdag hver dag, sa De. Og hvor De kunde arbeide. – Hvorfor kunde det ikke vare ved?

Saadant varer aldrig ved. Der kommer den dag før eller senere, da en ikke kan. Slige halve forhold er umulige, unaturlige. Men De skulde gaat med dengang, Sonja. 119Da havde det været bedre for Dem nu. Ja, selv om De aldrig skulde se mig mere.

Jonathan … jeg ved, jeg forstaar hvorfor De er kommet her idag.

Det er godt, at De forstaar det. Det gør det lettere for mig at tale. Ja, jeg negter det ikke. Jeg er kommet hid iaften for at sige Dem … for at løse et baand, som aldrig nogensinde blev knyttet mellem os, fordi De gav for lidet – og forlangte for meget.

For meget, (efter ny taushed) Hvor gaar De hen? Reiser De?

Nei. Jeg reiser ikke. Jeg har bundet mig herhjemme.

Har De bundet Dem …

Jeg blev igaar forlovet med Ellinor Lützen.

Ah! (hun sidder stille, ser stumt og ligesom ventende paa ham.)

Og da ved De, at vi maa være færdige. Det har varet længe nok. De har lidt, og jeg har lidt … det er sidste gang. (Han vender sig rask imod hende) Sonja, De forstaar, at det maa saa være.

Men jeg vil forsikre mig om, at De ikke har det ondt, at der er nogen, som sørger for Dem … Aa, disse … (stamper med ét i gulvet) Sig mig: har De venner? Hvem var det, De skulde møde i natten dengang? Første gang, jeg traf Dem?

Det var en dame.

Siger De sandt? – Hvorfra kender De Hellesen? Hvad gaar han her efter, han? Hvem er De? En eventyrerske? – Det er som allerhelvedes evige pine, at en aldrig kan bli færdig med Dem.

De piner Dem selv … Aa, hvor De gør det.

Ja, men hør, barn. Forklar mig nu: Kan De huske den aften, da De graat saa meget. Den aften, da jeg havde bedt Dem om det. Erindrer De?

Ja.

De tilstod mig lige ud, at De var glad i mig. At jeg var Dem mere end far og mor, sa De. Hvorfor vilde De da ikke – hvad jeg bad om?

Men De brød Dem jo ikke om mig ikke saadan. (Hun retter sig, stoltere) Jonathan, 123jeg vilde ikke. De fortalte mig om de andre. Disse atelier-oplevelser. Og om hende fortalte De. Jeg kunde ikke, nei, jeg kunde ikke; jeg maatte ligesom vente, Vente … (hun ser frem for sig.)

Vente? paa hvad?

Paa noget større. Jeg forstod, at det ikke var der, det store, – det, som varer.

Tror De paa det, som varer? Har De set det?

Ja.

Hvor?

I forholdet mellem min far og mor. Jeg maatte tænke paa det altid.

Underlige pige. Der er modsætninger, som jeg aldrig blir klog paa. Deres væsen, Deres maade at leve paa – det hører ikke sammen. Jeg kender Dem, og kender Dem ikke.

Jeg har aldrig løiet for Dem.

Hvor det er mørkt her. Dystert som tvilen selv. Hvor De ser syg ud, De har tabt Dem, Sonja. Husker De, hvad De sa engang, da jeg bad Dem meget, fordi jeg pintes af Deres nærhed, som mænd pines, fordi de er mænd: De sa: Kunde De 125gøre mig til Deres hustru? – Hvor faldt De paa det?

Jeg ved ikke – nu mere. (Da han knapper sin frak til, halv sagte, bævende) Gaar De?

Jeg maa gaa. (staar lidt, siger) Det er sandt … De skal nu ikke mangle noget. (Han tar op sin tegnebog, lægger to røde sedler paa bordet.) Jeg har faat forskud … Se her, Sonja, lov mig nu, at De leier Dem et bedre værelse.

Tag Deres penge tilbage, jeg rører dem ikke … tag dem tilbage, hører De! (knuger hænderne) Vær barmhjertig, aa menneske, mand, forstaa! Gør ikke dette øieblik endnu tungere, bitrere, (i halvkvalt hulken, som hun bekjæmper) De gaar fra mig, De … Jeg 126skal ikke se Dem mere, og De vover at byde mig erstatning i penge! Jeg rører ikke Deres penge. (Peger bydende paa bordet) Tag dem!

Sonja, hvem er De? For sidste gang.

Naar De ikke trode mig … naar De ikke kender mig, for min egen skyld, som den jeg er, i mit inderste indre … da kan det vist være os begge ligegyldig, hvem jeg er – i samfundet.

De har ret, kanske. (Han gaar nogen skridt mod døren, vender sig) Farvel, Sonja.

Farvel! (i bevægelse, bønlig) Vent lidt.

Deres penge vilde jeg ikke ha … men giv mig et eneste minde! Giv mig den lille lermodellen, som De formed statuen efter. Til erindring om det, som var saa lyst!

Naar jeg kunde det! Men den er ikke mere, den er ødelagt. Jeg var ikke fornøiet med den. Og hvad gør det ogsaa? Vi har jo den store i marmor, min skæbnestatue, den, vi skal bli berømte paa begge to. Jeg sender den paa salonen til vaaren.vaaren.] rettet fra: vaaren (manglende tegnsetting)

Statuen … den i marmor, den nøgne, kyske, dit livs skønneste værk! (sagtere) Men for verden skandale, den nøgne skandale …

Hvad siger De?

Det var ikke noget … Farvel! og gid De maatte faa glæde af Deres værk!

Glæde, ja. De siger det saa profetisk. Sonja, gaa og sæt Dem, hvil Dem –.De taaler ikke at staa. Glæde? Ja, jeg tror det. Farvel! og tak!

Ikke det engang. Ikke den lille lermodellen. (Hun reiser sig, ser op, løfter hænderne frem for sig) Skæbne? – Jeg tror at hvad der skal ske, det skér!

Ligheden? Er der lighed?

Om der er lighed.

Nei, har du ikke hørt det, Milly. Jeg vidste det alt igaar.

Er det sandt?

Er det mulig?

Ja. Og tænk … (Blir ved at tale halv sagte.)

Der kan De se, hvad sa jeg?

Nei, var det andet at vente. Hun skulde jo altid være anderledes end andre.

Hvor jeg beklager Dem, fru Lützen. Ja, rigtig inderlig gør jeg det. Vi talte længe om det idag, min mand og jeg.

Ja, herregud! jeg vasker mine hænder.

Det kan De vist trygt gøre. Saa godt, hun havde det hos Dem i mange aar.

Og saa lønne Dem med at løbe fra huset og staa ganske almindelig model.

Ja, og Gud maa vide, hvad andet. Men tilbøielighederne er vanskelige hos nogen. En faar ikke dømme for haardt.

Havde det endda været med klær paa. Men ikke saa meget som et bælte engang.

Naa, naa, bedste frue, berolige Dem. Hodet, ansigtet, halsen, det er hende. Resten? det kan man umulig vide.

Det kan vel ikke være sandt?

Ikke spor af klær.

Ikke spor. Og tænk … (taler halv sagte.)

Tænk en dame! En virkelig dame.

Nei, før jeg vilde …

Ja, men statuen er glimrende gjort, frk. Benneche.

Aa, De vil vel ikke forsvare …

Jeg forstaar mig lidt paa kunstværker. En høihed, forsikrer jeg Dem … en sublim tanke! Den vil han bli berømt paa.

Ja, hvad siger du, Ellinor? Hvor kedelig det maa være for dig. Din egen kusine, og to dage efter din forlovelse …

Kommer han hid iaften?

Vist kommer han. Vi venter ham hvert øieblik. Pyh, det gør ikke noget. Hellesen siger, han vidste ikke engang, hvem hun var. Det ligner hende.

Gud, kommer han hid iaften? Hvor gerne jeg vilde se ham.

Det er en bjørn, mine damer.

Sidste nyt!

Slem historie … beklageligt (udraab, hvisken etc. De taler sammen to og tre i grupper; Ellinor gaar omkring og taler med enkelte.)

Det er frækt … skandale … utaknemlighed … etc.

Jo, det er De. Som taget lige ud af en af Maupassants bøger. Har De læst?

Bevares!

Jeg tænkte paa Dem i udlandet.

Det er ikke sandt.

Hvor De kan le … Deres latter er himmelstormende, der ligger en portion ligegyldighed i den, som risler en som staalklinger nedover ryggen. De sætter Deres fod paa en mands nakke; De er ikke norsk, De er chic.

Er de saadan i udlandet?

Der var en, som ligned Dem. Berømt chansonette, solgte sig til en millionær; han kom mig i forkøbet. Ikke spor af hjerte, men guddommelig chic og deilig foragtfuld. Herhjemme er det smaatteri. (Han snur sine barter.)

Hvordan?

Der er noget gauche. Se f. ex. der (peger) 4 om én. De gør kur til ham, rollerne er forbyttede. Se, frk. Elvig, dette villende blik. Man faar nok af det med disse pigehjerter i en buket.

Ja, De skal jo ha knust saa mange, hr. Morell. Gud, for et rygte, De har.

Gud, for nogen øine, De har! Tror De ikke, jeg saa Dem efter det bal. De kan gi Dem saa deilig hen i en vals.

Den eneste, De dansed.

Og bare med Dem.

Men De reiste alligevel, hr. løitnant.

Og De – forloved Dem.

Med en, som mange andre gerne vilde ha.

Var dét grunden?

Nei, hvor kan De tro. (Ler.)

Og De tror, at De vil kunne gaa rolig til ankers i ægteskabets havn? Med Deres «flammesjæl»?

Hvad behager?

Jeg tror, jeg reiser til udlandet igen.

Ja, gør det. Nei, gør ikke det da … Hys! (vender sig.)

Naa? Ved han det?

Spørg ham!

De slemme mand. Hele byen taler om Dem.

Ja, men i herrens navn!

Om Dem og Deres model. Forklar Dem nu, forsvar Dem; jeg er vis paa, De kan det. Hende taler vi ikke om.

Hende? Forklare mig. Nei, De maa forklare mig. Folk summer en om ørene 141med dumheder og vil ha greie paa en historie, som lader til at være kendt af alle undtagen af mig.

De vidste det altsaa ikke?

Nei, om jeg ved endnu. Hvem i Guds navn er frøken Agnes Reinhart?

Det er jo Deres model.

Naa, den ting begriber jeg da endelig. I lige maade at hun er «kompromitteret», og det er en stor og vældig skandale. Men sammenhængen, frue? Hvem er hun?

Du gode! Det er jo min brordatter, som er løbet fra os. Vidste De virkelig ikke det?

Vi trode en stund, at De begge var om det. Det vilde gjort os ondt, for vi er sandelig blevet saa glad i Dem, hr. Jonathan.

Ja … men hun? Hvad er det med hende? Hvorfor løb hun bort?

Hvorfor hun … herregud (irriteret, forurettet) spør mig ikke om hende. Vi har havt nok af ubehageligheder i den sag. Hendes navn nævnes ikke mere i vort hus. Naar man løber fra hus og hjem, saa maa det vel være, fordi ens tilbøieligheder … Min bror gjorde nemlig en mesalliance, skal jeg sige Dem, og saadant ligger i blodet.

Ah …?

Hun var altid et vanskeligt barn, hr Jonathan.

Vanskeligt barn. Saa. (Til Hellesen, som nærmer sig) Kanske De, hr. Hellesen, kan gi lidt besked? De kendte frk. Reinhart godt, sa De.

Jo, det er ikke usandhed. Frk. Reinhart og jeg var meget godt kendte. Men nu tror jeg næsten, jeg overlader hende til Dem, hr. Jonathan.

Hvad behager? (Han blir staaende paa samme plet, det ser ud, som mange slags tanker brydes i ham)

Totalt ødelagt … folkesnak! … skammelig frækhed, uhjælpeligt… skandaløst. Den var for drøi!

Er De helbredet, Hellesen?

Jeg tror det.

Hvad tænker du paa?

Min glædes dronning! Jeg hilser dig, jeg er din slave, (kysser hendes haand) Dit smil og dit blik … de gaar altid som 145vin og ild gennem mine aarer. (Ser sig om) Her er lyst! Er her ikke selskab iaften? Jeg kender jo mange af disse mennesker … (Høit og lydeligt til gæsterne) Mine damer Og herrer, hvad siger De om en dans? Skal vi ikke holde bal iaften ogsaa?

Jo! jo!

Vel, vi begynder strax. Glæden høit i tag. Faar jeg danse med Dem, frøken? – Med Dem? (Han løber om og tar snart den ene, snart den anden om livet. Damerne flygter, ler, river sig løs halv paa skrømt og nærmer sig igen.)

Ha, ha! Her leger man: Bjørnen er ikke hjemme. Plukke – plukke bjørnebær!