Overmaade udtryksfuld, betagende, ja sandelig. Gjort, hvad man kalder con amore, ingen døde punkter, sjeldent værk. Jeg takker Dem, hr. Gerhardt. De har gjort mig en stor tjeneste.

Aa, jeg bér.

Vil De sige hr. Jonathan, naar han kommer, at jeg vented paa ham her. At jeg skriver til «Deutsche Rundschau» og til «Revue des revues», for det første. Statuen skal jo til Paris?

Det var meningen. Til vaaren.

En forsmag skader ikke. Jeg priser mit held. Jeg var i udstillingen idag; men der var den altsaa ikke. Saa fandt jeg paa at gaa lige hid. Men hvorfor har han taget den hjem?

Den skulde afslibes en smule.

Nu, se det er kunstnerens hemmelighed. De aller delikateste finesser. Jeg vilde sige: Her er intet mere at forandre.

Hr. Habels altid sikre blik bedrager Dem ikke; ti det er allerede gjort.

Ah, ha, ser De. Men sig mig, hr. Gerhardt. Hvem er egentlig hr. Jonathan?

Hans oprindelse, mener De?

Ja vel.

Jonathan er et ægte barn af folket. For circa 20 aar siden var han en liden fattig gut, som gik og solgte viser og fyrstikker og sligt, her i byen.

Ja, saadan begynder de. Saa var der vel en eller anden rig velynder, som opdaged ham.

Nei, Jonathan har aldrig havt velyndere. Det ligger ikke for ham. Al slags «protektion» har i al fald hidtil været ham en gru. Han gør alt paa sin egen maade, maa arbeide «uden forbindtlighed», som han kalder det. D. v. s., han fik lære frit, kunstnerne interesserte sig for ham. Hans egen kunst har saa at sige baaret ham frem.

Det er meget interessant. Jonathan? er det hans efternavn?

Nærmest hans fornavn. Han kaldtes saa af alle den gang. Senere har han antaget det.

God klang i det navn, og bedre vil den bli. Den dèr, (peger paa statuen) det er et genis lykkebarn og mere end et symbol … det er en guddommelig idé, virkelig født til verden og legemliggjort. Form og tanke i én Støbning. (Noterer i tegnebogen, smiler) Vel, jeg skriver ned med det samme. Man maa holde paa udtrykkene. (Ser paa sit ur) Jeg vilde gerne træffe hr. Jonathan. Men min tid er altfor knap, jeg har allerede forsinket mig.

Han maa strax være her, efter tiden.

Jeg tør ikke vente. Tør jeg bede Dem bringe min hilsen og undskyldning for min 154dristighed at afdække kunstværket. Endvidere min hensigt at anmelde.

Han skal faa al mulig besked, hr. Habel.

Jeg takker Dem. Farvel, hr. Gerhardt. Farvel! (Søger døren.)

Farvel! Nei, udgangen, den er her.

Ah, goddag. Er du her.

Ja. Og Habel har været her.

Jeg traf ham lige udenfor. Han var næsten ikke til at komme fra. Han vil skrive om mig. Distingveret, forresten.

Ja vel. Du er tryg i hans hænder. Apropos! Gaar du med hen til Døcker lidt? Du husker, vi lovte ham det.

Ja, men sid og drik et glas vin først. Det er saa velgjørende at være et øieblik i ro. (Stryger sig over øinene) Naar verden er med en, har det ogsaa sine sider. Jeg gidder ikke bestilt noget om dagen. Naa, – Kykliky! Hvad staar du der efter? Sa jeg ikke, du skulde gaa og lægge dig?

Jo. Skal jeg klæ af mig, da?

Han har forkølet sig, knegten, han har feber. Klæ af dig? Nei, læg dig hen paa løibænken der i hjørnet. Se her er et teppe. (Kaster det til ham) Nu skal du faa noget i en ske. Og se saa til, du kan faa sove en stund.

Her er god gammel Oporto; sygevin saa godt som. Han skal faa den i ske, saa tror han det er medicin, og det hjælper strax. Indbildning, ved du. Smag paa den, Gerhardt, den er ikke ilde. Skaal! (De drikker, Jonathan helder i en ske, gaar bort og gir gutten, drager teppet om ham. Tilbage.)

GerhardtGerhardt] rettet fra: Grehardt (trykkfeil)

Har du ta’t den lille fyren til dig, du? For alvor?

Ja, ser du … han er mig til stor nytte, med ærinder og sligt. Og sandt at sige, jeg har vist ikke let for at slippe ham. En voxer sig sammen, det er den hellige vane. Han var helt forkommen, da jeg traf ham første gang, – lig mig selv i gamle dage. Har en gaat dét igennem, saa.

Ja vel. Og hvordan staar det sig ellers?

Jo. End du?

Naa, – travlt. Det er en evig trædemølle, det journalistliv. – Og du lever i glans og herlighed? Hvordan gaar det med «udviklingen»?

Jo, saa at sige. Eller … skal jeg gi en nærmere kommentar til min tilstand, 158saa vil jeg sige, at jeg befinder mig nærmest lig den mand Tannhäuser, der han var kommen ind i Venusbjerget. Jeg er kanske ikke kommen længer end til forgaarden, men selv den er ganske vist attraaværdig nok. Forresten, det rene vellevnet. (Han drikker, blir siddende og se ud for sig.)

Skaal, du lykkens søn! Herren skal vide, jeg under dig inderlig dit held baade i kunst og i kærlighed.

Ja vist. Det slemme er, en blir blødagtig. Er jeg ikke blit fed, synes du?

Jo. En steges i solskin, blir indolent. Jeg tror, herren forsyne mig, jeg ikke kan 159udrette noget ordentlig, uden jeg har et halvt snes kreditorer slængende i hælene paa mig; – i al fald sulter lidt og fryser lidt og bor i 5te etage og ser fremtiden akavet. Jeg faar ikke gjort det bitterste gran om dagen.

Naa, herregud! det er da rimeligt. En forlovet mand!

Ja, trolovet … med selve dronningen derinde i Venusbjerget. Skaal for hende! Hun beruser …

Og varmer …

Er det ikke koldt her? (gaar omkring) Jeg undres … for gutten.

Jeg synes ikke det.

Men det mørkner. Jeg skal tænde lys. Se denne … et kunstværk af en lampe. (Han tænder en liden «maaneskinslampe», den har rødt skær) De har pyntet for mig her, ser du. De sætter ind saa mange slags ting. Det er slet ikke aldeles ægte kunst altsammen. Men herregud! det forstaar de sig ikke paa. Forresten forstyrrer det mig lidt. Ellinor … hun er her undertiden … da tænder vi den lampe; den har et – om jeg saa maa sige – elskovsglødende skær.

Jeg forstaar.

Hm. (Gaar omkring) Der strømmer saa mange ting ind paa en hver dag. Og en 161uro … (tar sig til panden) Jeg ved ikke, om den er her eller udenfor.

Naa. Det følger vel med berømmelsen. (Efter lidt taushed) Ja, der blev du rigtignok staaende med palmer i hænderne.

Hvor?

I denne «skandalhistorie». Især da arbeidet viser sig at være et mesterværk. Det er sandt: Igaar saa jeg hende, den anden part i sagen.

Hvem?

Din model.

Saa du hende? … (efter en pause) Er hun ude? Hvor saa du hende?

Det var lige her i nærheden. Igaar, i mørkningen. Hun strøg mig forbi.

Hvordan … saa hun ud?

Mørkt klædt og bleg. Mere saa jeg ikke. Ja, hun er da ødelagt, forsnakket. Men en faar vel sige, det er hendes egen skyld. (Etter ny taushed) Sig mig, skal vi saa gaa?

Jo. Ja, lad os det. Gutten? (ser derhen) Han sover. Lampen kan brænde; jeg 163blir jo ikke længe borte. Vil du ha en cigar? (byr)

Tak. (De tænder cigarerne, Gerhardt vender sig i døren) Vakkert atelier; særlig ved dette eiendommelig erotiske skær. Lykkelige! jeg misunder dig.

Aa, det er ikke altid saa let at vide … hvem der er værd at misunde.

Nei, ingen.

Han maa nylig være gaat ud. Her er frisk cigarrøg, og lampen brænder.

Ja, lampen brænder. Hyggeligt her? Tænk, hvor heldigt, at jeg havde den lille partoutnøgle.

Nøglen ja. Har han givet Dem den?

For nødstilfældes skyld. Jeg tog den engang. Jeg kommer og gaar, naar jeg vil.

Naturligvis. Det er Dem, som hersker her. Det merker man.

Paa hvad?

Naa … her er ligesom en atmosfære af erotik. Den røde lampen har De givet ham, ikke sandt? Han forstaar ikke sligt.

Deiligt … deiligt …

Og dette andet. Jo, det er altsammen Dem. De skaber eventyr om Dem … De staar altid indhyllet i et erotisk rødmende flordraperi. Derfor kan jeg næsten ikke holde ud at være her.

Derfor? Hvorfor ikke?

Jo, alt dette eventyr og al denne deilighed skænker De jo en anden. Her i 166dette selvsamme rum møder De ham. Hvad her kan være passeret, tør jeg ikke tænke paa.

Ja … hvad her kan være passeret. Er De nysgerrig? Kanske jaloux? Man kan aldrig vide. Kanske vi leger Maupassant her.

Pin mig ikke.

Hvor har De gjort af Deres vakre mod, hr. løitnant? Forresten. Han er slet ikke saadan; han er saa løierlig. Sky saadan.

Han er naturligvis en træstok.

Nei, aldeles ikke. Men han tror saa godt om mig. Ja, han vilde vist helst 167sætte mig helt op paa en pidestal: bare se, ikke røre. Og da faar jeg altid lyst til at pirke ham lidt.

Saare naturlig.

Men man maa være forsigtig. Jeg skal sige Dem, han har nogen egne anskuelser og stødes let. Jeg tror, man kunde skræmme ham lang vei, saa nervøs, som han er. Men det vogter jeg mig vel for.

Det lykkelige menneske! nei, var det mig …

Ja, De! Med Dem taler man ret frem.

Bare leger lidt gemsel somme tider.

Lege, ja! (ler)

Nei, De er yr, uimodstaaelig … den latteren! (ser vist paa hende) Lege, ja! Danse paa randen af en afgrund og falde ned paa fødderne, hvis man falder. Det kan De, frk. Ellinor.

Danse? – Ja, men helst paa et glat dansegulv, hvor en kender jorden under sig.

Saa bortførte jeg Dem i en vals!

Hvorhen, om jeg maa spørge.

Ud! til større forhold! Det er dem, De er skabt for. Skønt De aner det ikke selv … aa, De ved ikke, hvad det er at leve!

Aa jo, hr. Morell. Jeg er ikke ræd af mig, jeg. (Ser ham fast i øinene) Jeg ser verden, som den er.

Og gaar hen og binder Dem til en blind idealist.

Ja, men han blir en berømt mand (ler) og jeg hans hustru – hans stjerne, herskerinde! Ved hans side – skønner De ikke det, (med en haandbevægelse) ligger verden for min fod! Han allerførst naturligvis. Og kommer der en tid, da han ikke gør det … (stanser.)

Hvad saa?

Saa la ham dyrke sin kunst og sine idealer, jeg gir ham carte blanche, paa én betingelse.

Hvilken?

Naturligvis at han gir mig det samme.

Ja, frk. Ellinor. Livet, ser De – det er som et stort table d’hôte for de udvalgte. Det er bare at ta for sig af retterne.

Men saa langt er vi ikke komne endnu.

Ikke? (Pause.)

Nei, hvad skal vi gøre nu? Han kommer vist ikke. Skal vi gaa?

Nei, lad os vente. Her er saa lunt herinde. Synes De ikke egentlig, her er varmt? De bør ta kaaben af. Faar jeg lov at hjælpe Dem? (Han hjælper hende med kaaben, lidt dvælende. Siger dæmpet) Ja. Saadan pleier de at gøre.

Hvem?

De, som mødes … til bestemt klokkeslet, naar blodet brænder. Aa, De er vidunderlig 172i den kjolen! Frk. Ellinor, ved De … kender De Deres egne kræfter?

Nei … de sover vist.

Vidunderlig er De! Der strømmer imod mig fra Deres personlighed ligesom en mægtig døvende kraft …

Dét ved jeg ikke! Men fortæl … aa, fortæl mig noget, hvad De vist har oplevet! Underlige eventyr, ikke sandt? Fra de store forhold derude. (Naiv) Jeg ved jo ingenting, (ler) nei, slet ikke. Jonathan fortæller mig aldrig noget saadant. Det er saa morsomt. Sig … hvad gør han saa?

Hvem?

Jeg mener: disse to, som mødes.

Hvad han gør? Jo … paa et sted, hvor de to er alene, i skønne omgivelser, som her … der hjælper han hende kaaben af, han føler den varme berusning fra hendes legeme … Han knæler for hende, (knæler) han kysser sømmen af hendes kjole (gør det.)

Er De gal! staa op? – Og saa? hvad saa videre?

Jo, han staar op, og han staar dér foran hende. Blik i blik staar de og aner hinandens hjerteslag … til de ikke kan mere … Og han kaster sig over hende og kysser hende … paa halsen. Og er 174hun naadig, da faar han lov at røre hende, klæ af hende … lidt efter lidt …

Aa, Gud! Se! se der!

Hvad? Hvor?

Der i hjørnet. Gutten.

Ah! … (Staar et øieblik, gaar derefter hurtig hen til sofaen, tar med et tag gutten og løfter ham frem paa gulvet. Dæmpet)

Hør nu, du … Du skal faa penge, mange penge, hundrede kroner skal du faa, hvis du vil sige til Jonathan, naar han kommer, at det er dig, som har gjort det. (Gutten, endnu fortumlet, ser paa ham, svarer ikke) Hører du, gut! Din djævels unge, kan du ikke svare. (Stamper i gulvet) To hundrede kroner skal du faa, jeg sørger for dig hele din levetid. Men tag skylden. (Med forsøg at tale rolig og mildt.) Han blir jo ikke vond paa dig da, skønner du, gut!

Ja, men det var jo ikke mig.

Sig, at det var dig. Hører du! Eller sig ingenting. Jeg gør dig noget ondt … jeg myrder dig, gut … imorgen, en dag, du skal aldrig faa gaa i fred, være ræd bestandig … hvis du røber os.

Hys! Jeg synes, at jeg hører … Der kommer nogen op ad trappen (peger) opgangen fra gaarden. Det er ham. Vi tør ikke vente … Gud! skynd Dem, Morell! (til gutten) Kykliky, du skal faa markedssukkertøi, store poser … alle de godter, som er til, bare du vil tie! … Skynd Dem, kom! (De to gaar ud til høire. Gutten har stanset graaden, staar og stirrer efter dem et øieblik, gaar bort og sætter sig paa løibænken.)

Hvad er dét? Hvad i evigheds 177navn er det! (Han ser sig om, opdager gutten, tar ham i armen og drager ham frem paa gulvet. Gutten er bleg og ryster i feber.) Er det dig, som har gjort det? Sig det nu. Sig det, gut.

Det er ikke mig.

Er det ikke dig? Sig sandheden, gut! Hvem er det? Har der været nogen her (ser sig om, ligesom veirer) Ja vel har her været nogen. Her er en lugt af noget fremmed og en svag parfume (ryster ham i armen, ude af sig selv) Ud med det, hører du! Hvem har været her?

De sa … jeg skulde ikke sige det. De vil dræbe mig, imorgen, – manden, han sa det …

De? Der var altsaa to? Var det to? En mand og en – kvinde. Svar!

Ja. (Han falder pludselig om paa gulvet.)

Se saa! Der daaner han af. Nei, fan! først ham nu! (Han henter en karaffel vand og et haandklæde, væder hans pande. Gutten rører sig om lidt, løfter hodet, falder tilbage igen og lukker øinene. Blødt) Din lille stakkar. Saa. Du skal slippe at tale. Sov nu bare. Saa. Jeg tror ikke, det er dig, gutten min. (Han tar ham i sine arme og bærer ham bort til løibænken. Breder tepperne over ham.) Saa. Saa. (Gaar sagte fra ham og blir staaende foran den sønderslaaede statue. Om lidt, stille, afbrudt, intenst grundende) To. En mand og en kvinde. Kan bare være én. Og hjælpere har hun. Forlod jeg hende ikke … syg, fattig … Jeg udstilled hende for den hele by. Hun hader mig; hevner sig. Ja, nu har du hevnet dig, – Sonja!