Se her. Vil De gi frøkenen dette. Hils hende saa, at det er mig ganske umulig at komme iaften. Barnet har været inde i døden de tre sidste dage. Nu sover han derinde … for første gang en naturlig søvn, og jeg venter paa udfaldet.

Ja, da saa. Jo, jeg skal hilse …

Ja vel. Men kanske hun vil komme herhen? Nu i eftermiddag, før hun tar paa bal?

Aa jøss, nei da Frøknen er saa nervøs idag, og hun har siddet frissért lige siden klokken 3. Det er fint bal hos kammerherrens naa, hoffet er i byen, skal Dem vide. Og saa skal en jo klæ sig, og det tar mindst to timer.

Det var fan. Ja, jeg skønner mig ikke paa den slags. Der er brevet, altsaa.

De kan ikke følge heller da, skal jeg sige?

Jeg har skrevet det dèr. Men hun faar vel følge med en af de andre.

Jo, baade løitnanten og arkitekten kommer vist indom. Dem var her i formiddag. Dem snakked rigtig om Dere, hr. Jonathan.

Saa.

Ja. For naa gaar det rundt i byen om den sortklædte damen, den modellen, som lurte sig herop og slog istykker statyen. Ja, Dere skal jo ha sagt det selv. Aa jøss, sligt syn. Naar jeg var som Dere, saa vilde jeg da ha det væk.

Hvad vilde De ha væk?

De stykkerne der. Nei, saa skammeligt menneske. Jamen maa det være sørgeligt for Dere at se paa, hr. Jonathan. Jeg skulde naa gerne hjælpe Dere, jeg …

Nei, de stykkerne skal ligge. (Gaar omkring.) Hm. Taler man om en dame. Har jeg sagt det? Der er vist ikke noget med en dame. Hvorfor skulde hun ha gjort det. Gaa hjem 184og sig … nei, sig ingenting. Hm. Hvad kjole skal frøkenen ha paa iaften, Marie?

Ja, Gud, den er kommen fra etablissementet naa netop. Hvid brocheret silke med guldbroderi og kniplinger. Men jeg staar her og glemmer mig. Frøkenen sa, jeg skulde være tilbage strax, for hun skulde prøve.

Ja, saa faar De hilse. Farvel.

Adjø, hr. Jonathan.

Har jeg virkelig sagt det? Kan jeg ikke ta vare paa min mund. (hæver armene) At 185hun kunde gøre det! At hun kunde gøre det! En uge … det gaar i ét, dag og nat. (Ser paa klokken) Halv 5 bare. Kjoler og kniplinger … baller … Knust marmor … folkesnak, kvindehevn; dødsfare … og ikke søvn paa tre nætter og dage. Det blir snart for meget.

Jeg drømte … Saa jeg et alter? Et alter ude i naturen. (Ser hen mod statuen) Og den var hel igen. Skønnere, saa som jeg bare har bygget den i drømme, svævende … rakte den os sin kalk; der var musik – og foran alteret knælte to mennesker, og den ene, kvinden, hun var saa lig – ja, saa lig –

(Det banker paa indgangsdøren til høire. Han lytter, det banker igen. Han gaar langsomt hen og aabner døren. Med dæmpet udraab) Sonja!

Aa … hvad de har ødelagt for dig!

Trampet paa mit livsværk, Sonja. Dét kunde du gøre.

Jeg! … Ja, jeg ved, de siger det. (Sagtere) De har sagt det. Men nu maatte jeg, jeg maatte. Jeg saa Dem for mig mat, saa glædeløs … Jeg syntes, Deres haar var blevet ganske graat.

Aa ja … Det er saa menneskeligt. Og ganske uden samvittighed er De vel ikke. Naar ens hevn er tilfredsstillet, hænder det stundom, at man ynkes over sit offer.

Hevn. Jeg skulde gjort det af hevn.

Sonja … Agnes Reinhart, er det ikke saa … Hm. Havde jeg glemt det: hvor De er besynderlig lig Dem selv og ulig alle andre, der De staar … Men sig mig, svar mig: Er det ikke saa, at en kvindes kærlighed, den gaar let over til had? Saa er sagt mig.

Jeg dømmer ikke … nei, jeg havde jo gjort dig saa meget ondt. Hvorfor sér du, saa det gaar en i sjælen? (staar stille) Barn, hvad skal jeg tro? Er der ikke som en glæde gemt der bag dit blik, dybt inde. Eller … eller kom du som den skyldige, den, som hemmelig drages og kredser om 188det sted, hvor han har begaat en forbrydeise? Deres øine … de hverken benegter eller bekender. For stolte til begge dele.

Jonathan! (Pause.)

Hys! Hvad er det?

Det er barnet. Han vaagner.

Gutten? Er han syg?

Nei, nu blir han frisk.

Er de ikke her?

Hvem mener du?

Er det bare dig? og du, Sonja.

Ja.

Jeg er ikke bange. Han kan ikke gøre mig noget, naar dere er her.

Hvem – kan ikke gøre dig noget.

Den slemme manden. Jeg er ikke bange nu mere. Jeg er sulten.

Det havde jeg glemt. Han skal ha varm melk, naar han vaagner, sa doktoren.

Jeg skal gøre det istand. Jeg ved nok, hvor det staar … (nikker) Ja, hvis det er som før, altsammen.

Barn, ingen skal gøre dig noget. Men sig mig nu, Kykliky …

Kommer de ikke igen?

Nei, de kommer vist ikke igen.

Er du ikke bedrøvet?

Hvorfor?

Fordi statuen gik istykker.

Jo. Men hvem gjorde det, kan du sige mig det? Hvem var det, som var her? Kendte du dem?

Det var jo frk. Ellinor. Hun lo saa høit … og jeg vaagned. Og manden var vist soldat. Han tog af hende kaaben … og de holdt armene om hverandre … og saa faldt statuen.

Ah …! … (Han staar længe og grubler, med hænderne for øinene. Agnes har hørt til og stanset sit arbeide. Jonathan reiser hodet) Sonja! Hørte du!

Ja …

Hun lo for høit … Hun tramped paa mit livsværk. Hun danser iaften.

Nu er den god og varm. Nu maa du drikke.

Tak. Det var godt. Sonja, skal du være her nu?

Det ved jeg ikke. Hun steller med ham.

Jeg er søvnig.

Ja, jeg tror, du bør sove lidt nu.

Vent, lad mig hjælpe dig. Hvad siger du, Kykliky? (Han gaar hen og hjælper. Ser sig om) Dere to. Ah … jeg ser dere igen, Og alt som før. (Ser sig igen om, smiler) Nei, ikke alt ganske som før … Sonja, Agnes Reinhart, De er saa flink og let paa haanden. Vil De hjælpe mig med noget?

Med hvad?

Jo, se Dem om: Her har stjaalet sig en hel del uægte sager ind i mit atelier. De er komne der lidt efter lidt, jeg ved ikke hvordan. Der er nydelige ting iblandt … kan være, men jeg sværmer nu ikke for det. Se, rundt paa væggene. Kan De rigtig kende Dem igen?

Nei … her er blit noget fremmed og forandret siden ivaar …

Kom, vi rydder væk. En ordentlig razzia. Se, alt dette nips, sammen med den gamle forvitrede torso der … ja, den er ægte, selv om det er en torso. Vi skal snart kende os igen. (Mens de rydder) En mørkningslampe med rosenrødt, erotisk skær. Hm. En kunstig viftepalme … ah! dèr ogsaa! Nyeste porcelæn, ikke ganske smagfuldt, men helt er det altsammen. Og vi slaar ingenting istykker, Sonja. Men sætter det altsammen herhen i hjørnet, hvor dét ligger, som er gaat istykker. (De rydder.)

Nu tror jeg snart, der ikke er mere.

Nei, nu er her deilig tomt – eller enkelt – de store linjer. Deilig nøgent, om jeg saa maa sige. Vi passer ikke for kunstprodukter, vi, Sonja. Vi urmennesker – vildfugle. Men de skal faa alt helt 195tilbage. Aa –. Jeg aander frit igen, jeg vaagner!

Ja, nu er alt som før. Som da jeg kom her ind første gang.

Som da. Bare at De er blegere. (Han staar og iagttar hende) Hvor De har lidt, Sonja.

Kanske ikke mere end De.

Kanske ikke. En ved saa lidet. Der ligger ting og drømmer under i ens bevidsthed. Og man lar dem ligge, man tar dem ikke op. (Efter en taushed, pludselig) Agnes Reinhart! er De flink til at gætte gaader?

Det ved jeg ikke.

Kan De sige mig ét: Hvor var jeg i al denne tid? Med mit inderste væsen … det, en ikke selv kender?

Du ved det ikke? – Barn, jeg ved det nu, og jeg siger: Heller med dig, – syg, fattig, – i ørken og udlændighed, end … (Han stanser i bevægelse og staar med udbredte arme) Sonja!

Jeg syntes, du maatte se min nye kjole. Skynd dig at se. Vognen venter nede.

Ja, vi kørte opom. Det er synd, De ikke blir med. Er hun nu ikke ualmindelig fix?

Jeg hilser … Skønhedens dronning!

Men det er jo … Agnes! Du her! (trækker sig lidt tilbage) Naa! det maa jeg sige.

Gud … Agnes! (Ser sig om) Holder dere flytning her?

Ja, nu flytter vi … Vi ryster støvet af vore fødder, saa at sige. Til en eller anden øde ø … hvem ved …

Jeg tog altsaa ikke feil. De var to om skandalen. Han blir kanske nødt til at gifte sig med hende nu …?

Naa, godt ord igen … undre Dem ikke for meget! Mine damer og herrer – et alvorsord i sagen skader ikke: Den unge pige der, frk. Agnes Reinhart, hun var nemlig beskyldt for – ja, hvad skal man 199kalde det – et slags billedstormeri paa dette selvsamme sted. Og eftersom et gammelt ord siger, at forbryderen – eller eventuelle forbrydere – altid har en selsom og mystisk dragelse til at kredse om den plet, hvor en hemmelig forbrydelse er begaat, saa – nei, men vil De alt gaa …

Ja, vognen venter. Og saavidt jeg forstaar, gør al den underlige snak ikke Deres sag bedre. Ellinor, kaaben … forkøl dig nu ikke.

Faar jeg lov at hjælpe Dem med kaaben? (Hun lar ham viljeløs hjælpe sig, alle fire trækker sig tilbage mod udgangen) Farvel, mor Dem nu godt! … Ja god fornøielse paa ballet. (Han følger til døren, de gaar, med halve og tause hilsener.)

Se saa … Jeg har lyst til at sige, skønt ordet er ikke af mig, jeg har læst det et 200sted: Agnes Reinhart! (rækker hende naanden med stor gestus) Haand i haand med dig udfordrer jeg mit aarhundrede!

Naa ja. Det kan være det samme foreløbig – med alle de andre!