Sorte svaner

av Anna Munch

AKT V

181
Atelieret, som i 4de akt. Jonathan sidder ved et bord og skriver. En pige venter.


    Jonathan (reiser sig om lidt, lægger papiret i konvolut og forsegler. Til pigen)

Se her. Vil De gi frøkenen dette. Hils hende saa, at det er mig ganske umulig at komme iaften. Barnet har været inde i døden de tre sidste dage. Nu sover han derinde … for første gang en naturlig søvn, og jeg venter paa udfaldet.


    Pigen

Ja, da saa. Jo, jeg skal hilse …


    Jonathan

Ja vel. Men kanske hun vil komme herhen? Nu i eftermiddag, før hun tar paa bal?


    182Pigen

Aa jøss, nei da Frøknen er saa nervøs idag, og hun har siddet frissért lige siden klokken 3. Det er fint bal hos kammerherrens naa, hoffet er i byen, skal Dem vide. Og saa skal en jo klæ sig, og det tar mindst to timer.


    Jonathan

Det var fan. Ja, jeg skønner mig ikke paa den slags. Der er brevet, altsaa.


    Pigen

De kan ikke følge heller da, skal jeg sige?


    Jonathan

Jeg har skrevet det dèr. Men hun faar vel følge med en af de andre.


    Pigen

Jo, baade løitnanten og arkitekten kommer vist indom. Dem var her i formiddag. Dem snakked rigtig om Dere, hr. Jonathan.


    Jonathan

Saa.


    183Pigen

Ja. For naa gaar det rundt i byen om den sortklædte damen, den modellen, som lurte sig herop og slog istykker statyen. Ja, Dere skal jo ha sagt det selv. Aa jøss, sligt syn. Naar jeg var som Dere, saa vilde jeg da ha det væk.


    Jonathan (adspredt)

Hvad vilde De ha væk?


    Pigen

De stykkerne der. Nei, saa skammeligt menneske. Jamen maa det være sørgeligt for Dere at se paa, hr. Jonathan. Jeg skulde naa gerne hjælpe Dere, jeg …


    Jonathan (kort)

Nei, de stykkerne skal ligge. (Gaar omkring.) Hm. Taler man om en dame. Har jeg sagt det? Der er vist ikke noget med en dame. Hvorfor skulde hun ha gjort det. Gaa hjem 184og sig … nei, sig ingenting. Hm. Hvad kjole skal frøkenen ha paa iaften, Marie?


    Pigen

Ja, Gud, den er kommen fra etablissementet naa netop. Hvid brocheret silke med guldbroderi og kniplinger. Men jeg staar her og glemmer mig. Frøkenen sa, jeg skulde være tilbage strax, for hun skulde prøve.


    Jonathan

Ja, saa faar De hilse. Farvel.


    Pigen

Adjø, hr. Jonathan.

(Hun gaar.)

    Jonathan (gaar omkring stundesløs, stanser foran de sønderslaaede stykker)

Har jeg virkelig sagt det? Kan jeg ikke ta vare paa min mund. (hæver armene) At 185hun kunde gøre det! At hun kunde gøre det! En uge … det gaar i ét, dag og nat. (Ser paa klokken) Halv 5 bare. Kjoler og kniplinger … baller … Knust marmor … folkesnak, kvindehevn; dødsfare … og ikke søvn paa tre nætter og dage. Det blir snart for meget.

Han lægger sig ned paa løibænken og falder i en let søvn. Musiken intonerer en sagte og blid melodi, som antyder, at han drømmer.

    Jonathan (reiser sig, musiken tier)

Jeg drømte … Saa jeg et alter? Et alter ude i naturen. (Ser hen mod statuen) Og den var hel igen. Skønnere, saa som jeg bare har bygget den i drømme, svævende … rakte den os sin kalk; der var musik – og foran alteret knælte to mennesker, og den ene, kvinden, hun var saa lig – ja, saa lig –

(Det banker paa indgangsdøren til høire. Han lytter, det banker igen. Han gaar langsomt hen og aabner døren. Med dæmpet udraab) Sonja!


    186Agnes (staar i døren, ser alvorlig paa ham, gaar forbi ham ind i atelieret, blir staaende foran den knuste statue. Uvilkaarlig)

Aa … hvad de har ødelagt for dig!


    Jonathan (efter hende)

Trampet paa mit livsværk, Sonja. Dét kunde du gøre.


    Agnes

Jeg! … Ja, jeg ved, de siger det. (Sagtere) De har sagt det. Men nu maatte jeg, jeg maatte. Jeg saa Dem for mig mat, saa glædeløs … Jeg syntes, Deres haar var blevet ganske graat.


    Jonathan (nikker)

Aa ja … Det er saa menneskeligt. Og ganske uden samvittighed er De vel ikke. Naar ens hevn er tilfredsstillet, hænder det stundom, at man ynkes over sit offer.


    187Agnes (gentar)

Hevn. Jeg skulde gjort det af hevn.


    Jonathan (ser granskende, iagttagende paa hende. Om lidt)

Sonja … Agnes Reinhart, er det ikke saa … Hm. Havde jeg glemt det: hvor De er besynderlig lig Dem selv og ulig alle andre, der De staar … Men sig mig, svar mig: Er det ikke saa, at en kvindes kærlighed, den gaar let over til had? Saa er sagt mig.

Agnes ser paa ham og tier.

    Jonathan (blir ved)

Jeg dømmer ikke … nei, jeg havde jo gjort dig saa meget ondt. Hvorfor sér du, saa det gaar en i sjælen? (staar stille) Barn, hvad skal jeg tro? Er der ikke som en glæde gemt der bag dit blik, dybt inde. Eller … eller kom du som den skyldige, den, som hemmelig drages og kredser om 188det sted, hvor han har begaat en forbrydeise? Deres øine … de hverken benegter eller bekender. For stolte til begge dele.


    Agnes

Jonathan! (Pause.)

Der høres en sagte larm i rammet indenfor. Hun lytter

Hys! Hvad er det?


    Jonathan (ogsaa lyttende)

Det er barnet. Han vaagner.


    Agnes

Gutten? Er han syg?


    Jonathan

Nei, nu blir han frisk.

Han gaar ind i alkoven, kommer om lidt ud derfra med gutten indhyllet i tepper. Trækker en chaiselongue lidt frem og placerer ham i den.

    189Gutten (rød i kinderne, ser ud, som han har sovet. Ser sig om. Med klar stemme)

Er de ikke her?


    Jonathan (ser fra gutten til Agnes, spændt)

Hvem mener du?


    Gutten (ler)

Er det bare dig? og du, Sonja.


    Agnes (nikker, smiler til ham)

Ja.


    Gutten

Jeg er ikke bange. Han kan ikke gøre mig noget, naar dere er her.


    Jonathan

Hvem – kan ikke gøre dig noget.


    Gutten

Den slemme manden. Jeg er ikke bange nu mere. Jeg er sulten.


    190Jonathan

Det havde jeg glemt. Han skal ha varm melk, naar han vaagner, sa doktoren.


    Agnes

Jeg skal gøre det istand. Jeg ved nok, hvor det staar … (nikker) Ja, hvis det er som før, altsammen.

Hun gaar hen i baggrunden, tænder paa et apparat og begynder at sysle, mens hun samtidig følger de to.

    Jonathan (til gutten)

Barn, ingen skal gøre dig noget. Men sig mig nu, Kykliky …


    Gutten

Kommer de ikke igen?


    Jonathan

Nei, de kommer vist ikke igen.


    Gutten (prater)

Er du ikke bedrøvet?


    191Jonathan

Hvorfor?


    Gutten

Fordi statuen gik istykker.


    Jonathan

Jo. Men hvem gjorde det, kan du sige mig det? Hvem var det, som var her? Kendte du dem?


    Gutten

Det var jo frk. Ellinor. Hun lo saa høit … og jeg vaagned. Og manden var vist soldat. Han tog af hende kaaben … og de holdt armene om hverandre … og saa faldt statuen.


    Jonathan

Ah …! … (Han staar længe og grubler, med hænderne for øinene. Agnes har hørt til og stanset sit arbeide. Jonathan reiser hodet) Sonja! Hørte du!


    192Agnes

Ja …


    Jonathan

Hun lo for høit … Hun tramped paa mit livsværk. Hun danser iaften.

Han blir staaende og gruble.

    Agnes (kommer med melken. Til gutten)

Nu er den god og varm. Nu maa du drikke.

Hun holder koppen hen til ham. Han drikker.

    Gutten

Tak. Det var godt. Sonja, skal du være her nu?


    Agnes

Det ved jeg ikke. Hun steller med ham.


    Gutten

Jeg er søvnig.


    Agnes

Ja, jeg tror, du bør sove lidt nu.

Hun begynder at skyve chaiselonguen tilbage i hjørnet.

    193Jonathan (som langt borte fra)

Vent, lad mig hjælpe dig. Hvad siger du, Kykliky? (Han gaar hen og hjælper. Ser sig om) Dere to. Ah … jeg ser dere igen, Og alt som før. (Ser sig igen om, smiler) Nei, ikke alt ganske som før … Sonja, Agnes Reinhart, De er saa flink og let paa haanden. Vil De hjælpe mig med noget?


    Agnes

Med hvad?


    Jonathan

Jo, se Dem om: Her har stjaalet sig en hel del uægte sager ind i mit atelier. De er komne der lidt efter lidt, jeg ved ikke hvordan. Der er nydelige ting iblandt … kan være, men jeg sværmer nu ikke for det. Se, rundt paa væggene. Kan De rigtig kende Dem igen?


    Agnes (ser sig om)

Nei … her er blit noget fremmed og forandret siden ivaar …


    194Jonathan

Kom, vi rydder væk. En ordentlig razzia. Se, alt dette nips, sammen med den gamle forvitrede torso der … ja, den er ægte, selv om det er en torso. Vi skal snart kende os igen. (Mens de rydder) En mørkningslampe med rosenrødt, erotisk skær. Hm. En kunstig viftepalme … ah! dèr ogsaa! Nyeste porcelæn, ikke ganske smagfuldt, men helt er det altsammen. Og vi slaar ingenting istykker, Sonja. Men sætter det altsammen herhen i hjørnet, hvor dét ligger, som er gaat istykker. (De rydder.)


    Agnes (om lidt, ser sig om)

Nu tror jeg snart, der ikke er mere.


    Jonathan

Nei, nu er her deilig tomt – eller enkelt – de store linjer. Deilig nøgent, om jeg saa maa sige. Vi passer ikke for kunstprodukter, vi, Sonja. Vi urmennesker – vildfugle. Men de skal faa alt helt 195tilbage. Aa –. Jeg aander frit igen, jeg vaagner!


    Agnes (staar, stille)

Ja, nu er alt som før. Som da jeg kom her ind første gang.


    Jonathan (nikker)

Som da. Bare at De er blegere. (Han staar og iagttar hende) Hvor De har lidt, Sonja.


    Agnes

Kanske ikke mere end De.


    Jonathan

Kanske ikke. En ved saa lidet. Der ligger ting og drømmer under i ens bevidsthed. Og man lar dem ligge, man tar dem ikke op. (Efter en taushed, pludselig) Agnes Reinhart! er De flink til at gætte gaader?


    Agnes

Det ved jeg ikke.


    196Jonathan

Kan De sige mig ét: Hvor var jeg i al denne tid? Med mit inderste væsen … det, en ikke selv kender?

Agnes ser paa ham, taus.

    Jonathan

Du ved det ikke? – Barn, jeg ved det nu, og jeg siger: Heller med dig, – syg, fattig, – i ørken og udlændighed, end … (Han stanser i bevægelse og staar med udbredte arme) Sonja!


    Agnes kaster sig i hans arme. Taushed
Der bankes stærkt paa indgangsdøren til høire. De to faar tid til at fjerne sig, Agnes gaar noget tilside og sees først ikke.
Ellinor Lützen med en elegant forværkskaabe løst kastet over sin baldragt, kommer hurtig ind. Efter hende løitnant Morell i sin uniformskappe, fru Lützen og kontorchef Hellesen.

    197Ellinor (kaster kaaben tilbage og staar i et pragtfuldt, dybt nedringet baltoilette. Siger lidt forceret livlig)

Jeg syntes, du maatte se min nye kjole. Skynd dig at se. Vognen venter nede.


    Fruen

Ja, vi kørte opom. Det er synd, De ikke blir med. Er hun nu ikke ualmindelig fix?


    Jonathan (bukker meget dybt)

Jeg hilser … Skønhedens dronning!


    Fruen (opdager i det samme Agnes)

Men det er jo … Agnes! Du her! (trækker sig lidt tilbage) Naa! det maa jeg sige.


    Ellinor

Gud … Agnes! (Ser sig om) Holder dere flytning her?


    198Jonathan (med lune)

Ja, nu flytter vi … Vi ryster støvet af vore fødder, saa at sige. Til en eller anden øde ø … hvem ved …


    Fruen (dæmpet, til Hellesen)

Jeg tog altsaa ikke feil. De var to om skandalen. Han blir kanske nødt til at gifte sig med hende nu …?

Hellesen trækker paa skuldrene.

    Jonathan (paa samme maade)

Naa, godt ord igen … undre Dem ikke for meget! Mine damer og herrer – et alvorsord i sagen skader ikke: Den unge pige der, frk. Agnes Reinhart, hun var nemlig beskyldt for – ja, hvad skal man 199kalde det – et slags billedstormeri paa dette selvsamme sted. Og eftersom et gammelt ord siger, at forbryderen – eller eventuelle forbrydere – altid har en selsom og mystisk dragelse til at kredse om den plet, hvor en hemmelig forbrydelse er begaat, saa – nei, men vil De alt gaa …


    Fruen

Ja, vognen venter. Og saavidt jeg forstaar, gør al den underlige snak ikke Deres sag bedre. Ellinor, kaaben … forkøl dig nu ikke.


    Jonathan (til Ellinor)

Faar jeg lov at hjælpe Dem med kaaben? (Hun lar ham viljeløs hjælpe sig, alle fire trækker sig tilbage mod udgangen) Farvel, mor Dem nu godt! … Ja god fornøielse paa ballet. (Han følger til døren, de gaar, med halve og tause hilsener.)


    Jonathan (tilbage, lys)

Se saa … Jeg har lyst til at sige, skønt ordet er ikke af mig, jeg har læst det et 200sted: Agnes Reinhart! (rækker hende naanden med stor gestus) Haand i haand med dig udfordrer jeg mit aarhundrede!

De staar lidt saa. Agnes ser paa ham og smiler. Han ler

Naa ja. Det kan være det samme foreløbig – med alle de andre!

Han drager hende til sig.

Teppet falder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sorte svaner

Skuespillet Sorte svaner ble utgitt i 1898. Stykket handler om kvinners rett til selv å velge sin egen vei i livet, men også om kunstnerens forhold til modellen.

Billedhuggeren Jonathan treffer unge Agnes Reinhart som har reist hjemmefra omtrent uten penger. Hun har ikke noe sted å gjøre av seg og blir med til Jonathans atelier, hvor hun får sove mot å være modell og inspirasjon til hans neste verk. Når verket, en stor marmorstatue, er ferdig og gjør suksess, går Jonathan fra Agnes og forlover seg i stedet med hennes kusine, Ellinor.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no).

Les mer..

Om Anna Munch

Anna Munch er i dag kanskje mest kjent som romanfigur i Selma Lønning Aarøs roman Hennes løgnaktige ytre fra 2016, som handler om forholdet, eller kanskje rettere sagt ikke-forholdet, mellom Munch og Knut Hamsun. Men Anna Munch var en ganske godt kjent og produktiv forfatter i sin tid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.