II.

Imidlertid gik fru Lange raskt hjem. Hun blev beklemt, da hun fra gaden saa lys i sin mands værelse. Hun havde ladet sig hente saa tidlig i det haab at være hjemme før ham.

Med bankende hjerte steg hun op ad trapperne, bankede let paa døren og traadte ind uden at vente paa noget «kom ind».

– Godaften! – sagde hun blidt.

31– Godaften, – svarede en lidt tver stemme, der gjorde sig umage for at være høflig.

I det temmelig store værelse, hvor skrivepult og bogskab var det mest fremtrædende bohave, men hvor alt var saa ordentlig, at endog papirerne paa pulten saa ud, som om de aldrig blev rørte, laa professor Lange paa en sofa, som stod ud fra væggen, med et bord, hvorpaa kun en læsepult ved siden og en lampe, sat paa en hylde bag hans hoved. Han sænkede Aftenposten, som han havde læst i, ned paa sine knæ, da hans frue traadte ind. Det var en smuk mand med store whiskers, mørke øine, høi og velskabt; men næsen var spids og huden strammet sterkt ned mod næsetippen og munden haard.

– Naa – sagde fru Lange spændt, efterat hun hurtig havde kastet kaabe og hætte af sig i en stol ved pulten og sat sig i en lav lænestol, som hun trak hen til sofaen – naa, hvad har du saa at berette, Harald?

– Du har været i selskab, sagde han konverserende og fremmed og fæstede et par kolde øine paa hende, som om han ikke skjønte, hvad det var, hun vilde høre om.

– Ja, jeg har været hos Clara – hos Falks; men jeg gik tidlig hjem. Jeg var baade 32nysgjerrig og bekymret for, hvad du kunde ha at berette.

– Men din bekymring var ikke større, end at du gik i selskab?

– Ja, kjære, jeg var urolig. Jeg vilde gjerne gaa fra mine tanker og faa tiden til at gaa. Jeg vilde ogsaa gjerne – tror jeg – føle mig lidt for … hvad man sa… hvad de tænkte om situationen … om jeg kunde merke noget, om de vilde være mod mig som før. Synes du, det var saa rart, det er jo vore bedste venner.

– Du mener dine, sagde han haardt. – Ja, jeg synes, det var rart. Jeg vilde gjerne talt rigtig ud, først med far og saa med dig. Men jeg fik saadan en rystelse, da jeg kom hjem og saa, at du var borte, at det varer længe, før jeg forvinder den igjen. Jeg er ikke som dig, der smyger alle dine tanker af som dine lange, glatte handsker. Jeg tænkte paa forskjellen dengang jeg blev professor, da var du nok ikke gaaet ud.

– Det var noget andet det, sagde hun tankefuld. – Dengang var jeg saa glad. Der var ingen tvil eller spørgsmaalstegn eller uro ved det.

– Hør, Harald, sagde hun pludselig, stod op og lagde sig paa knæ foran ham, uden at 33bryde sig om sin lyse silkekjole. – Kjære Harald! lad os være venner! Kan du ikke tale med mig om det, du vilde talt med mig om! Kan du ikke komme over den skuffelse, at jeg ikke var her, nu er jeg her jo – og hun lagde indsmigrende sit ansigt tæt ind til hans.

Et øieblik var det, som vilde han lade sig formilde. Det blide, næsten barnlige ansigt – de straalende øine, som hun bragte saa nær ind til hans, at han følte de lange øienhaar røre sit kind, den fine parfume, der næsten virkede berusende, han kunde nesten ikke modstaa det – hans øine hang et øieblik ved den smidige skikkelse, det yndige ansigt og fik et næsten ømt udtryk; men pludselig tog han sig i det og samlede sin vrede sammen igjen. Han lettede lidt paa sig, som vilde han frigjøre sig fra en ubehagelig berørelse, tog med studeret omhu Aftenposten væk, som hendes arm havde krøllet lidt, og lagde den paa bordet, saa saa med det samme studerede udtryk ned paa hendes kjole og sagde haardt: – Er det en maner at behandle en lys silkekjole paa? Og din kaabe og din hue, som slænger omkring paa møblerne! – han tilkastede dem et strengt blik. – Gaa og læg dig, ven min, det passer bedre for dig at passe dine klær end statens tarv.

34Hun havde med uro fulgt hans vekslende udtryk, og endnu mens han talte, reiste hun sig, bleg, med sammenpressede læber. Hun samlede sit slæb, tog kaabe og hue paa armen og nærmede sig døren til næste værelse. Ved døren stansede hun.

– Jeg forstaar, sagde hun rolig, – at meningen er, at du har fattet din beslutning og ikke ønsker nogen indblanding fra min side. Gid din beslutning maa være god, – føiede hun alvorlig til – dette er en alvorlig sag. Godnat! – og hun gik stille ud af døren.

Hun gik ind i sit værelse og blev siddende der uden at tænde lys og uden at rulle ned. Lyset fra gadelygterne og fra husene omkring hindrede værelset fra at blive mere end halvmørkt. Hun havde sat sig i en stol ved vinduet, hendes hænder laa hjælpeløst foldede i hendes skjød, af og til knugede hun dem ind til brystet og lod dem saa hjælpeløst synke igjen. Pludselig stod hun op, tændte et lys paa toilettebordet, der med sin skjerm udad mod værelset blot oplyste speilet og lod værelset forøvrigt i mørke. Saa smøg hun sin lange prinsessekjole af, slængte den paa en sofa, slog om sig en lang, hvid peignoir og satte sig foran speilet til at løse op sit haar. Af og til saa hun fortænkt ind i 35speilet og gav sig saa med en vis iver til at børste sit svære haar. Med et bankede det paa døren. Hun vak i, men svarte rolig: Kom ind! Det var hendes mand.

– Hvor mørkt du har det, – sagde han venlig. – Skal jeg ikke hente ind min lampe?

Og uden at vente paa svar gik han igjen for at gjøre saa. Da han var gaaet, stod fru Lange hurtig op, hængte sin silkekjole ind i klædesskabet, skjøv smykker og vifte ind i en skuffe og fik saaledes fjernet ethvert irriterende tegn paa, at hun havde været i selskab. Neppe havde hun faaet sat sig og taget fat igjen paa at børste sit haar, saa kom han ind med lampen og satte den fra sig paa bordet. Værelset blev med et ganske oplyst, blot, at de mørkere gjenstande, borde, stole og rammer kastede skygge om sig. Værelset var ikke stort, og dog stort nok til at indeholde, hvad en dannet dame, der er glad i at være alene, samler om sig i sit eget værelse. Det hele var præget af en lun og stille hygge med et umiskjendeligt præg af eleganse. Gardiner, gulvteppe, portierer, toiletbord- sofa- og stoletræk var altsammen af samme bløde, lette, blomstrede stof i douce farver; toiletbord stod i det ene hjørne, skrivebord i det andet paa hver sin side af vinduet. Et lidet mahogny 36klædesskab havde til pendant et damebogskab med skyvedøre og en lav liden gyngestol foran, midt i værelset divanbord med sofa og smaa lave stole omkring. Sengen skimtedes gjennem de tilbagefæstede portierer inde i et karnap, som udvidede værelset i dybden. Paa væggen, saa man fra sofaen havde det lige for sig, hang et stort kobberstik af Rafaels einzige Madonna.

– Kan jeg faa lov til at bli lidt hos dig? sagde hendes mand venlig.

– Vær saa artig. – Han satte sig paa sofaen.

– Vil du ikke komme hen til mig?

Hun bandt hurtig et silkebaand om sit udslagne haar, saa det, strøget væk fra tindingerne, faldt i en bred strøm ned over nakke og skuldre og indfattede hovedet som en mørk ramme, og gik hen til ham.

Han drog hende ned til sig.

– For et deiligt haar du har, sagde han. – Kan du ikke forstaa, at den, som har en saadan staselig kone som jeg, han er pligtig at gjøre hende til statsraadinde, naar han kan.

– Harald, sagde hun alvorlig, – du har bestemt dig altsaa.

– Ne-i, – svarede han undvigende, – jeg 37skal op og gi svar imorgen paa slottet, og jeg vilde jo gjerne gi det svar med dit samtykke.

– Harald, gjentog hun igjen alvorlig, – er det din mening, at vi nu skal tale alvorlig om den sag?

– Det var min mening.

– Vil du saa betragte mig som en god ven, og kamerat, glemme, at jeg er en kvinde, hverken komme med ukvemsord eller komplimenter i den anledning, men tale med mig som et menneske med et andet menneske.

– Det er vanskeligt for mig at glemme, at du er en kvinde, du er saa yndig i den hvide peignoir og det mørke haar. – Men lad gaa! jeg gaar ind paa alle betingelser, – lagde han hurtig til, da han saa, at hun strammede sig op mod et forelsket udtryk i hans øine, som hun kjendte altfor vel.

– Sig mig saa først, hvad sa din far? – spurgte hun, da hun saa, han ventede paa at sættes paa glid.

– Far syntes, at jeg skulde ta imod det. Han betroede mig, at han engang selv var tilbudt at være statsraad, og at han havde angret, at han afslog.

– Det var andre tider dengang, – sagde 38hun tankefuldt. – Gjorde det indtryk paa dig, Harald, – spurgte hun hurtig.

– Ja, det gjorde. For, ser du, det er dog noget det at være statsraad. Ja, bare at ha været det. Det var det, jeg følte saa sterkt ogsaa ved at tale med far.

Fru Lange saa bekymret og alvorlig ud.

– Men din far, sagde hun, – tog det vel ikke saa udvortes, at han mente, at det var det at være statsraad, som det kom an paa – og, Harald, det er vel ikke det, du mener heller?

– Jeg ved ikke, hvad det er, du mener nu?

– Jeg mener, sagde fru Lange, – at den, som kaldes til en saa vigtig stilling og i en saadan alvorlig tid som denne, maa jo især tænke paa, hvad han vil udrette, maa jo ha en bestemt plan og tanke.

– Ja, naturligvis, naturligvis, kjære ven, det følger da af sig selv.

Der var lettelse, men der var ogsaa tvil i det blik, fru Lange alvorlig fæstede paa sin mand fra sine klare, kloge øine.

– Far og jeg blev enige om, at hvad det jo først og fremst gjaldt var at støtte kongen. – Han taug igjen.

– Ja, støtte kongen i at gjennemføre de 39nødvendige reformer vel, – sagde fru Lange, som vilde hun igjen hjælpe ham paa glid.

– Hvad kalder du de nødvendige reformer? Han lænede sig stivt tilbage, saa han kom længere fra hende, og stak tommelfingrene ind i ærmegabet.

– Statsraadernes adgang til tinget naturligvis først og fremst, sagde hun raskt. – Jeg troede det, Harald, – føiede hun indtrængende til, – at du ogsaa mente det, at fra det øieblik, vi fik aarlige storting, var statsraadernes adgang til tinget kun et tidsspørgsmaal. Ingen dygtig statsraad vilde undgaa at se det, og det forekommer mig, at enhver dygtig mand maatte si: Skal jeg være statsraad, saa vil jeg i tinget.

– Og det vilde du, jeg skulde si?

– Ja, det vilde jeg, du skulde si. Og det haabede jeg, din far ogsaa sa.

– Og det kan du tro, at far vilde raade mig til? Hvorfor da ikke ogsaa sætte som program opretholdelsen af 9de juni-beslutningen og afskaffelsen af absolut veto? – spurgte han hvast.

– Kjære, kjender ikke du fars anskuelser da, barn, – spurgte han mildere.

– Jo, naturligvis, – svarede hun indrømmende, – i theorien nok; men troede, at 40naar det kom til det praktiske, og naar du skulde udrette og udføre noget, saa vilde din far tænke; anderledes. Jeg troede ogsaa, det var i den tanke, du raadspurgte ham.

– Jeg raadspurgte ham, fordi han er min far, og fordi jeg skylder ham ærbødighed – og lydighed. Han strammede sig igjen op og saa værdig ud. Ingeborg taug et øieblik.

– Hør, kjære Harald, – sagde hun saa, og der kom et varmt og overtalende udtryk baade i ansigt og stemme, – dette er for alvorlig en sag til, at du maa ta den saa formelt og gammeldags. Var det din fars anskuelser, man vilde ha paa taburetten, saa spurgte man vel ham og ikke dig. Støtte kongen, lyde sin far! – udbrød hun ivrig. – Det gaar ikke an at sætte saadant op nu. De, som vil ta fat nu, maa indvie en ny tid, rykke dem, som har magten, ud af deres tusendaarige søvn og ikke dysse dem dybere ind i den.

– Til den nyere tid hører vel ogsaa, at kvinderne skal ha magten, – spurgte han spodsk og hvast.

– Kjære Harald, lad os ikke blive personlige! – sagde hun bedende. – Husk, hvad du loved! – Er der noget i mine udtryk, som var 41saarende, saa ber jeg om forladelse. Lad os gaa videre, kjære!

Hans ansigt blev lidt mindre stramt, og han gjorde en haandbevægelse, som han vilde sige: Spørg, jeg skal svare.

– Sig mig, – sagde hun, efter at have ventet lidt paa, at han selv skulde gaa videre, – sig mig, er det ikke saa, at naar der skal vælges en regjering, saa henvender kongen sig til en, som igjen gaar til de andre, og saa vælges de paa et program. Det, jeg hele tiden venter paa at faa høre, det er, paa hvilket program statsraadet skal sammensættes.

– Aa ja, Ingeborg, du venter saa meget. Jeg venter ogsaa meget hver gang, jeg vil tale med dig om noget; men det blir altid en skuffelse! – Man venter et kvindeligt, elskværdigt, hjerteligt ord, et tillidsfuldt – og saa faar man inkvireren og præk og talemaader! Det kan lidet nytte, at du vil stipulere, at du ikke skal behandles som en kvinde; thi at du bare er et uvidende fruentimmer, merker man ved hvert ord, du siger. Forat du rigtig kunde forstaa, hvad det her gjælder, maatte jeg sætte dig ind i en masse spørgsmaal, som du er ganske uvidende om – men begynde med at stave abc det kan man dog virkelig ikke! – Og saa denne forbandede 42inkvirering – det er som at bli stukket af hvepse … Du er, Gud døde mig! ligesom lille Axel, han kan heller ikke snakke uden i spørgsmaal.

Han havde reist sig og gik heftig op og ned af gulvet. I forbigaaende sparkede han til en taburet. Hans stemme, som ellers var jevn og slæbende, som om han havde lært udenad det, han sagde, blev ujevn og skrigende, og ordene kom stødvis og hakkende. Den spidse næsetip var bleven ganske hvid, huden paa næsen saa derved endnu strammere ud.

Fru Lange var bleven rolig siddende i sofaen, hun lænede sig tilbage og fæstede øinene paa madonna. Hun var meget bleg; men ingen lyd kom over hendes læber, og ikke en muskel fortrak sig i hendes ansigt, blot den smertelige linje ved munden traadte sterkere frem.

Lange stansede foran hende. – Jeg forstaar ikke, at ikke du kan forstaa, at jeg lider ved dette, – brast det ud af ham, – at du ikke kan la være at udsætte mig for disse stadige rystelser og sindsbevægelser. Nu har jeg da virkelig andet at tænke paa end dit præk. Hvorfor kan du da ikke hjælpe mig?

– Jeg vilde gjerne hjælpe dig, naar jeg vidste, paa hvad maade du vilde hjælpes, – svarede hun med en stemme, som hun gjorde sig 43al mulig umag for at give en naturlig og rolig klang.

Han gik et par gange op og ned af gulvet.

– Har du imod, at jeg blir statsraad? – spurgte han saa pludselig og stansede foran hende.

– Ja, – svarede hun fast. Jeg har imod det.

– Hvorfor?

– Jeg tror ikke, du passer til det.

– Hvorfor ikke?

– Fordi … hun stansede og lukkede læberne fast sammen. Han forstod, saa lidt paa hende og sagde imødekommende:

– Sig din mening, og sig den helt ud. Jeg lover dig, at jeg ikke skal afbryde dig, og at jeg skal prøve, at overveie det, du siger.

– Vel. Fordi altsaa: Du er for klog til af fuldt hjerte at være med paa et høire-ministerium – høire anser dig heller ikke rigtig for høire – du er dog ikke rigtig af det stof eller af de anskuelser, at du kan regnes for venstre-mand og udrette noget til venstres seir. Du er for meget politiker til at bortse fra politiken og blot arbeide for de praktiske eller sociale spørgsmaal, du er ikke politiker nok til at kunne faa nogen indflydelse paa politiken. At du er spurgt, er blot et bevis paa, at man ikke vil bøie sig 44for rigsretten og dog endnu ikke ved, hvad man vil. Det er jo ogsaa tydeligt af, hvad du siger, og af hvad du ikke siger: dette ministerium skal ikke dannes paa noget program. De skal danne en bro – og vel at merke en bro, som skal kastes af, naar den er brugt – man haaber til et høire-regimente; men naturligvis blir det til et venstre-ministerium og venstre-regimente. Du maa ikke tro, kjære dig, at jeg ikke altid har forstaaet det, at din ærgjerrighed var at bli statsraad, og jeg synes, det er en legitim ærgjerrighed for en dygtig mand. Men just derfor er jeg saa bange for, at du skal bli det nu. Vil du ha stillingen paa den gammeldagse maade, er det for sent; til at udrette noget er det endnu for tidlig for dig. Det kunde jeg saa godt forstaa hos Falks idag ogsaa. De var ikke ærgerlige eller spændte eller vrede. De var glade, venlige, seirssikre. Og af, hvad Mo sa – skjønt jeg ikke rigtig husker ordene, var ogsaa meningen den, at de, som blir statsraader nu, som gaar ind i et høire-ministerium nu lige efter rigsretten – de ofrer kun sig og sin fremtid for at staa skildvagt for en tabt sag. Og, du ved, politiken er Mo inde i. –

Hun havde talt med mere og mere liv og varme og endte med overtalende at lægge sin 45haand paa hans arm og bøiede sig henimod ham uden i sin iver at lægge merke til udtrykket i hans ansikt. Han havde begyndt med efter løfte at høre opmerksom og rolig efter; men ved denne objektive, usympatiske veien og vragen af ham kogte vreden op i ham, og ved de sidste ord skummede den over. Han stod ganske bleg foran hende, med afsky unddrog han sig hendes haand og brød ud med en stemme, som dirrede af vrede:

– Naa, saa, der slap det ud! Du har raadspurgt Mo om mine anliggender! Derfra kommer din indsigt i politiken! Ikke nok, at du har stævnemøder med ham hos dine veninder; men sammen med ham bedømmer du mine evner og veier mine udsigter.

– Jeg talte ikke med Mo om dig, – sagde fru Lange rolig. – Du tar ganske feil. Jeg vilde ønske, du kunde hørt, hvad der blev sagt.

– Naa, saa det vilde du! Det er ikke nok, at der alt tales om jert forhold i byen. Jeg skulde ogsaa gjøre mig latterlig ved at lure og lytte og stikke mig ind imellem jer. Jeg har seet nok, min ven! Jeg har seet dit ansigt straale, som jeg aldrig har faaet se det straale før. Og jeg kan si dig noget: Du er et af lodderne i vegtskaalen. Blir jeg statsraad, faar jeg dig 46– thi saa meget veier dog politiken – ud af den kreds, ud af det forhold.

– Du taler mod bedre vidende, – sagde fru Lange ganske fattet og stille. – Du ved godt, at alt det, som du der siger, kan jeg la mig ganske gaa forbi. Det fæster sig ikke ved mig. Du ved ligesaagodt som jeg, at jeg taler med Mo tilfældigvis engang imellem i selskab. Af saadanne grunde vil du vist ikke bli statsraad i tider som disse, det er bare noget, du kaster ind uden at mene noget med det. Men en ting ser jeg, og det har jeg medynk med, – lagde hunhun] rettet fra: hun hun (trykkfeil) til, og hendes stemme blev fra kold og rolig blød og bevæget, – du er jaloux. Jeg vil love dig, Harald, at vil du la alle andre hensyn fare og blot tænke paa sagen og svare nei til kongen, som jeg er vis paa, at du paa bunden af dit hjerte helst vil, saa vil jeg aldeles undgaa Mo, la være at komme, hvor han kommer, la hele det bekjendtskab falde. Det vil koste mig meget; for han er den eneste, som jeg kjender alt hjemmefra paa Clara Falk nær, og far og mor var glad i ham. Men jeg vil love det og holde det. Og hun lukkede sine læber fast og klemte sine hænder i hinanden med en energisk, besluttet mine.

Men hendes ord havde den modsatte virkning af, hvad hun tilsigtede. Hendes mand 47tilkastede hende et ondt blik og udbrød med en stemme, som først var hæs af raseri, men klarede sig etterhvert:

– Du har medynk! Du foreslaar mig kjøb og salg. Du vil, jeg skal sælge min fremtid for min huslige ro. Det er en uforskammethed, saa stor, at … Og saa mener du, jeg skal tro dig. Ja, jeg skal si dig, hvad jeg tror: jeg tror, at du ingen troskab har. Denne aftens samtale har tilstrækkelig vist mig det. Aa, nei! Disse fifdamer … de er blevne saa meget slikkede paa og logrede for, at de er, Gud hjælpe mig, som et slags finere …

– Du ved ikke, hvad du siger! – afbrød hun ham og strakte haanden ud som for at afverge et slag.

– Vil du agere, at jeg vilde slaa dig, hvad? – spurgte han og traadte lige hen til hende, mens han skruede et par sinte øine ind i hendes ansigt.

Hun mødte dem med et fast, funklende blik, som hun rolig fæstede paa ham, til hans øine veg undaf, saa lukkede hun øinene og sad ubevægelig.

Da han saa paa hende igjen, var der noget i hendes lukkede øine med de fine, lange øienhaar og det blege, rolige ansigt, der greb ham 48som et samvittighedsnag. I al sin ro saa det smertetæret og især ædelt ud. Men han vilde ikke gjøre hende afbigt.

– Denne fordømte fornemme utilgjængelighed, – brummede han blot.

Han gik et par gange op og ned i værelset, saa listede han sig til at se paa hende igjen. Hun havde aabnet øinene og sad og saa paa madonna.

– Kan du ikke forstaa, at du piner mig, – sagde han og stansede lidt fra hende.

– Jeg ser det ialfald, om jeg ikke forstaar det, svarede hun mat. – Hør, – fortsatte hun, – lad os ikke tale mere om dette. Du har fattet din beslutning; men du kan ikke true mig til at billige den. Du faar nøie dig, om jeg ikke er glad.

– Det er alt det, du har at si mig efter at ha pint mig saa meget og sagt mig saa mange stygge ting, sagde han haardt.

Hun saa forbauset op.

– Jeg orker ikke mere, – sagde hun stille, – spar mig!

Han gjorde en bevægelse, som vilde han sige nogen onde ord; men han tog sig i det og sagde blot kort og koldt: godnat!

– Godnat, svarede hun rolig og reiste sig 49halvt op som til en hilsen. Han gik med sin lampe, og hun blev alene i halvmørket.

*

Fru Lange blev siddende paa sofaen; hun følte sig træt og magtesløs.

– Han blir statsraad, – tænkte hun, – jeg kan ikke hindre det, og jeg kunde ligesaa gjerne ladet være at prøve paa at hindre det. Han blir statsraad, og saa faar alle se, hvad jeg alt længe har vidst, at nogen fremragende mand er han ikke. Han flyder paa faren og saadan en vis ydre rutine og selvtillid; overbevisning har han ikke, blot en verdslig, kort tænkt fremadstæben. Og hvormeget jeg har mod det, hvormeget jeg kan komme til at misbilige, hvad han gjør og hvad han ikke gjør, saa deler jeg ydmygelsen – ja, jeg faar vel skylden, baade for, at han blir statsraad, og for, hvad han gjør galt som statsraad. Det er næsten en slags trøst: jeg faar skylden. Jeg fortjener det vist lidt; for jeg forstaar vist slet ikke at behandle Harald. Mænd skal snakkes efter munden, siger alle kloge folk. Men jeg kan da ikke si tvertimod, hvad jeg mener. Sig sandt! sa far, sig sandt! sa mor. 50Om du lider derfor i øieblikket, sig sandt alligevel, hvor kan saa jeg …

Hun stod op, gik hen til toiletbordet, tændte ogsaa det andet lys og saa sig længe ind i speilet.

– At det er mig, som blir behandlet saaledes, – sagde hun halvhøit. Jeg synes næsten, der maatte sidde merker i mit ansigt som efter slag. – Hun satte sig ned og saa fortænkt ind i speilet.

– Var jeg ikke gift, saa havde jeg ikke lille Axel, og det vilde være synd. – Gudskelov! Jeg har ingen døtre, af mig skal ingen komme, som skal haanes og mishandles af nogen mand … naar jeg tænker paa, at Axel kan bli saaledes mod sin kone, saa er jeg færdig … stakkars liden, jeg har ikke engang været inde at se efter, om han sover godt iaften.

Hun merkede, at hun havde vanskelig ved at samle sine tanker om noget bestemt, saa lod hun dem rolig svæve omkring og sad og saa paa dem glide sig forbi uden at prøve at kontrollere dem.

– Hvorfor gjorde jeg det? Imellem ønsker jeg, at jeg ikke havde vant mig til saa stor selvbeherskelse, saa vilde jeg kaste mig ned paa gulvet og hulke – men jeg kan ikke; ikke at gjøre kvalm er bleven en del af mit væsen. – 51Hvorfor gjorde jeg det? Hvor ganske annerledes mit liv kunde været. Jeg kunde ernæret mig ved mit arbeide – for jeg kunde lært at arbeide istedenfor at danse polka, og – hvem ved? I arbeidet kunde vi mødtes, vi, som passer sammen, jeg var kanske ikke bleven saadan en verdensdame; men han havde brudt sig om mig ligevel, skjønt han er lidt svag for eleganse, og saa havde jeg kanske aldrig lært Harald at kjende, og det havde været godt for mig. Harald hader mig formelig imellem, tror jeg, hader mig og mistænker mig – og der tales om os i byen, siger han. Ved da folk i byen ens hemmeligste følelser, dem, som man aldrig har røbet for sig selv engang? Det, som ligger som en hemmelig skat i ens inderste hjertekammer, det tar altsaa fremmede folk frem og ser paa og vrænger … Jeg ved det godt, at naar jeg ikke ser det, saa ser han paa mig, han føler det, naar jeg er i værelset, han henvender til mig alt, hvad han siger, enten jeg kan høre det eller ikke, og han anser det for spildt, naar jeg ikke kan høre det. Idag, da vi sad ved bordet, var det først, som vi sad saa langt fra hinanden; men saa var det, som naar skyerne langsomt drar sammen og pludselig støder mod hinanden, det var, som lynet slog ned, da vore øine mødtes. Jeg syntes, alle maatte 52føle det som et knald og et blink, da vore øine mødtes, og jeg sad saa rolig, saa rolig; men der skjød mig en elektrisk strøm fra isse til fod, og fra det øieblik var det, som var der ingen andre end vi to … Mon alle har det saa, at de har to aflukker i sit hjerte, et med en hemmelig skat, et minde, et venskab, en sympati, og et med alle bitre minder, alle haarde, skarpe ord, al den haanske, slette behandling, de har døiet, alle de klager, de ikke har klaget; det er, som et saar, der murrer og værker. Enhver mor burde sige til sin søn, at vilde han ikke behandle sin kone med agtelse, saa burde han ikke gifte sig. Men hvad hjælper ord? Alle mænd er vist ligedan … Derfor er jeg saa glad i fru Edgrens noveller; for hun kjender dem! Ak alle de haarde ord … det maatte være en glæde, saadan at hudflette dem med deres egne ord … de faldt, som manna i mit hjerte … Og saa er Harald jaloux – jaloux. Men det er ikke saa, at det, at jeg mødte ham igjen, at det løsnede mig fra Harald. Det havde han sørget for at gjøre selv, han brød sig aldrig om at bevare noget blødt eller sart i vort forhold, vreden og myndigheden kom straks – saa vredagtige er nu vel ikke alle. – Hun saa sig om.

– Jeg er glad i dette lille værelse, hver en ting er mig kjær; men jeg har bragt det 53altsammen med mig hjemmefra – og ingen af mine venner, ingen, jeg er glad i, har jeg gjort bekjendtskab med gjennem ham; enhver opmuntring, enhver glæde, stor eller liden, er kommet til mig andensteds fra – og jeg stod saa ensom, der var som et tomt rum omkring mig – det var fyldt med skuffelser og stas – hendes læbe krummede sig foragtelig, – og pligten, den haarde, kolde pligt uden glæde, uden lykke, uden tillid stod igjen … men jeg har valgt selv, det faar jeg altid huske paa – tænke sig, jeg havde valget mellem de to!

Hun sad og saa ind i lyset, og et smil gik af og til over hendes ansigt. En erindring gled ind, en erindring, som hun før havde stængt ude og gjemt sig væk for – nu lod hun den komme og tage hende med uden at staa imod.

– Der var bal hos hendes forældre. Alle gjester var gaaede, og træt og mat af dans og smiger kastede hun sig i en lænestol i det ydre kontor, der for anledningen var omdannet til et toiletværelse nr. 2 for damerne. Det summede, strømmede, vuggede, dansede for hendes øine og øren af melodier, dansetakter, toiletter og skiftende stemninger fra ballet. Det ene jog det andet og blandede sig mere og mere sammen – hun holdt vist paa at blunde, da hørte hun lette, 54raske trin og saa, næsten uden at se det, Mo træde ind.

– Jeg har søgt Dem overalt, frøken, – sagde han, – for at si farvel.

Hun var søvnig og træt og lidt kjed Mos utidige afbrydelse. Om han var gaaet uden at sige farvel, havde hun ikke lagt merke dertil. Hun gad ikke lette sig op af sin magelige stilling; men for at bøde paa sin nonchalance sagde hun høflig:

– Jeg er paa Deres enemerker, undskyld mig! men De ved, det er ikke rigtig Deres før imorgen tidlig, og indtil da skal baade jeg og andet uvedkommende være feiet ud. Godnat! – og hun gabede let, løftede sin arm søvnig op og rakte ham haanden. Det var mageligere og lettere end at løfte sit hoved til en hilsen. Der var visselig mere over hende af et forkjælet barns træthed end af den elegante dames anstand.

Han beholdt haanden.

Dette gjorde hende med et vaagen. Raskt reiste hun lidt paa sig og trak haanden til sig.

– Ingeborg, – sagde han, og hans stemme var bevæget og skjælvende, – jeg kom ikke for at si farvel, jeg kom, fordi jeg ikke kan holde 55det ud længer. Jeg elsker Dem! og han laa paa knæ ved hendes stol.

– De! – raabte hun forskrækket; men der var et skjær af ringeagt i tonen, som hun ikke kunde bekjæmpe.

– De synes, det er anmassende af mig, og det maa se ud saa, det kan jeg nok forstaa. De tror vel ogsaa, at det er, fordi De er fiffig og glimrende og paa moden – men De tar feil. Det er det i Dem, som ingen anden ser, det er Deres sjæl, som jeg elsker.

– De kjender den ikke, De kjender ikke mig.

– Det tror De; men De ved ikke, hvad det er at se Dem og at høre Dem tale. – De sidder saa stille, naar Deres far og jeg taler sammen; men Deres tænksomme pande gir os nye tanker, og saa gjør De imellem et klogt spørgsmaal eller kommer med en liden bemerkning, om aabner samtalen nye vidder. De …

– Det er det morsomste, jeg ved, at høre Dem og far tale sammen; men De maa ikke tænke vel om mig derfor. Jeg vilde være for dum, om jeg ikke syntes det. Men jeg forsikrer Dem – og De maa tro mig, jeg er letsindig og forfængelig og flygtig.

– Jeg kjender Dem bedre, end De kjender 56Dem selv, – sagde han stille, – jeg har fulgt Dem mere og seet dybere i Dem, end De aner. – Sig mig, jeg vil ikke overrumple Dem, ikke binde Dem – men tør jeg haabe, tør jeg vente? – Jeg har, hvad ingen af Deres balkavalerer har, jeg har en fremtid. Ingen post, ingen stilling ligger for høit for mig, og for Deres skyld vilde jeg gaa den vei, som fører fremad ogsaa i det ydre. Kan jeg komme igjen? – om mange aar? –

– Naar jeg er gammel og styg?

– Ikke i mine øine, for mig maa De gjerne være graahaaret og rynket.

Hun lo, en lystig, glad barnelatter, som befriede hende selv fra en altfor knugende stemning. Tænke sig hende graahaaret og rynket!

Hun fik en trang til at spøge det bort.

– Men, – sagde hun, – jeg kan falde i trapperne, jeg løber saa hurtig – og brække mine ben og bli halt.

– De har den skjønneste gang, jeg har seet, – sagde han, – men for mig maa De gjerne bli halt. Jeg er sterk, og De er jo fin og let som en silju. Jeg kan bære Dem. Han havde reist sig og bredte armene ud mod hende, som om hun var et barn, han vilde tage paa sine arme.

– Nei, nei, nei! – udbrød hun pludselig. 57Det gaar ikke an, det kan aldrig ske, aldrig, aldrig! jeg har aldrig tænkt paa Dem paa den maade, aldrig.

Han blev bleg og traadte lidt tilbage.

– Jeg troede … jeg tænkte … jeg syntes, – stammede han.

– De har taget feil, – svarede hun sagtmodig og stille.

Han blegnede endnu sterkere, saa al farve endog veg fra hans hænder, og han sagde med en saadan smerte, at den lagde stilhed omkring dem:

– Det er lykken og alt haab om lykke, som De tar ud af mit liv.

Hun nærmede sig ham og sagde inderlig og næsten frygtsomt: Tro mig, De tænker for vel om mig, jeg er det ikke værd. Det vil De snart forstaa. De vil glemme mig, De vil finde en anden.

– Jeg vil ikke glemme Dem, jeg vil ikke finde en anden. Jeg elsker kun Dem. Men jeg vil si Dem noget. Det er Deres egen lykke, De viser fra Dem tillige. Ingen kan elske Dem, ingen kan forstaa Dem som jeg, for ingen kan De bli det, som De kan bli for mig. Jeg ved, hvordan en kvinde skal behandles. Jeg har lært det af min mor. Mor var et yndigt, deiligt menneske; men far var haard mod hende. 58Han vilde altid, hun skulde være anderledes, end hun var, som mænd gjerne vil. Han angred det, før han døde, og paa hans grav svor jeg at gjøre hans uret god igjen, at sone hans ukjærlighed med kjærlighed. Jeg holdt ord, og rigelig blev jeg lønnet. Hvad en kvinde kunde bli, naar hun fik være sig selv, ikke blev truet, ikke blev hunset eller kuet, det følte jeg da – og endda var mor en ruin. Dem skulde jeg gjøre lykkelig, – brød han varmt ud, – alle de skjønne spirer, som De gjemmer i Deres hjerte og ikke kjender selv, dem vilde jeg frede og pleie, og De skulde selv bli forundret over alle de skatte, De eier.

Hun rystede bedrøvet paa hovedet.

– Jeg ser, hvordan det gaar, sagde han mørkt, – jeg ser det saa tydelig, som om det alt var skeet. Han – foragtelig – paa ballet i aften, han, som var løven blandt herrerne, lige som De var løvinden blandt damerne, og som damerne var ligesaa stolte af at danse med som herrerne af at faa danse med Dem, ham anser De for Deres jevnbyrdige, den eneste, som ikke er anmassende, naar han byder Dem sin haand, og det vil ske. Om ti aar er De vokset fra ham – da vil De forstaa – da vil De angre, og da –

– Da? – spurgte hun stolt.

59– Da var det heldigst for Dem, om De ikke traf mig igjen, – svarede han rolig og gik.

Og det var gaaet, som han havde spaaet, og nu sad hun der med sine skuffelser og sine vaagnende sterke følelser og ingen anden udsigt end at blive statsraadinde og blive det paa den maade! en parodi paa hendes ungdoms forfængelige og ærgjerrige drømme. Men mens hun sad der og stirrede ind i lyset, fattede hun en beslutning og nikkede bagefter til sit eget blege ansigt i speilet som til en bekræftelse.

– Jeg vil ikke dra hverken ham eller mig ned ved at gi endog paaskud til omtale eller Harald noget paaskud til at besudle mig med sin mistanke, eller mig selv nogen aarsag til at hænge efter saadanne drømmerier som iaften. For det gir ham jo ret. Det skal være sidstegang iaften, jeg har talt med Mo. Jeg kan undgaa ham, uden at han merker det engang. Det tilbud, jeg gjorde Harald, det vil jeg opfylde. Den beslutning virker kanske ogsaa paa Haralds beslutning, endda han ikke hører den.

Hun merkede nu, da den spænding, hun havde været i, var bragt til ro ved en beslutning, at hun frøs i sin tynde peignoir, og krøb hurtig tilsengs.

Lange fandt imidlertid, at da han havde 60kjæmpet saa længe med sin kone, behøvede han ikke at kjæmpe med sig selv. Han følte sig styrket og beroliget, da hans vrede havde lagt sig, som om han havde udrettet noget for den gode sag, og trøstede sig over sin kones misfornøielse med, at hun vilde nok være statsraadinde, hun vilde blot ogsaa være martyr. Næste dag, da han kom tilbage fra slottet, var det som statsraad.

– Det er merkeligt, – sagde folk, baade at han blir spurgt, og at han vil.

– At han vil, er ikke saa rart, – sagde en ven af ham, – han har en forfængelig kone, hun vil være statsraadinde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.