I.

– Skal vi ikke spise?

– Jo, straks. Men vi maa vente lidt. Ved du, hvem jeg har buden?

– Buden? – Nei – er ikke alle budne komne?

– Fru Lange.

– Nei, nei, nei, hører du, Stenersen! …

Gjesterne stod eller sad i smaa grupper rundt om i værelset, og verten vendte sig til en af dem: – Clara har buden fru Lange hid idag. Saa kan vi da faa vide, om det er sandt, at manden blir statsraad.

– Er du gal, Olaf, sagde hans kone, – og saa høit, som du snakker, hun kan jo alt være i entreen.

– Aa hvad! Hele den store stue er jo imellem.

– Stenersen, nu vil jeg bare be dig, at du ikke snakker politik idag! – sagde en liden blond dame med lidt anstrengte mundviger og 2blanke øine til sin mand, en statelig, velnæret radikaler med blondt haar og barnlige smilehuller.

– Aa, hvad! Jo, jeg vil netop snakke politik. Jeg maa jo vide, om hun vil være statsraadinde, om hun er paa den rette side i alle merkesager, om hun vil bli ved at være en af vore.

– Det vil hun nok, saa glad, som hun er i os allesammen, – sagde vertinden, fru Falk.

Fru Falk var en høi, mørk og smuk dame, hvis oprindelig slanke figur havde begyndt at antage, hvad de franske kalder et «elskværdigt embonpoint». Hun vilde været anseet for en skjønhed, dersom hun havde brudt sig derom. Fremmede blev altid overraskede over hendes smukke ydre, hendes veninder sagde om hende: – hun er snil; – hendes mands venner: – hun er klog; – for hendes mand var alt, hvad hun sagde og gjorde, rigtig og godt, hvorfor hun aldrig følte sig fristet til at gjøre noget galt.

– Hvorfor bad du ikke ham? – spurgte Falk sagte sin kone.

– Sandt at si, saa bad jeg hende, fordi jeg hørte, han var vække, – svarede fru Falk; hun talte altid bergensk i fortrolighed.

– Hvem har du til bordkavaler til hende? Mo kanske, han er overkomplet, – og han 3kastede et blik hen paa en sorthaaret, glatraget, høi mand, som stod alene under en viftepalme og bladede i et album.

– Nei, ikke Mo, – svarede fru Falk hurtig. – Mo liker desuden bedst at sidde ligeoverfor de smukke damer, saa nyder han synet bedst – føiede hun til med et lunt smil.

– Du er en skalk, – sagde Falk og saa ud, som havde han lyst til at knibe sin kone i øret.

– Jeg ofrer hende Stenersen, saa tar jeg Mo, – sagde fruen. – Stenersen! – hun nærmede sig ham, – vil De ta fru Lange tilbords?

– Nu blir Stenersen glad, – sagde hans kone, som tydeligvis i mellemtiden forgjæves havde søgt at paavirke sin mand med hensyn til hans optræden.

– Ja, jeg blir, – sagde Stenersen godslig, – violblaa øine … fine essenser … elegant, naturlig haarfrisur … hensætter mig i et vist esthetisk velbefindende.

– Mama, mama, der kommer fru Lange!

– Før hende ind, barnet mit!

Man hørte allerede lette trin og en silkekjoles raslen i den store stue. Alle reiste sig, og vertinden gik den nyankomne imøde.

Det lod sig ikke negte, at den indtrædende 4var et behageligt syn. Meget høi, men saa symmetrisk bygget, at høiden blot virkede behagelig, slank og let som en ung pige, traadte hun, med en tiltalende forening af naturlig gratie og den øvede dames anstand, ind i kabinettet. Hun kunde «komme ind», den kunst, som dyrkes saa altfor lidet af vore damer. En lysegraa silkekjole med langt slæb, koralsmykke i halsen og koralarmbaand om de lange handsker, fremhævede i sin enkelhed skikkelsens eleganse. Dianafrisuren var som opfundet for dette fine hoved; i en blød og fast flette laa det blanke, broncefarvede haar som et diadem omkring en høi koralkam. For tungt og svært til at krølle, faldt forhaaret, skjønt løftet op fra tindingerne, i tunge bølger frem i panden og fremhævede pandens sjeldne hvælving, de bevægelige, fint tegnede øienbryn og de barnlig tindrende, af lange, tætte øienhaar sterkt tilslørede øine. Fru Lange var meget moderne; men slæb opgav hun ikke, og pandehaar forsmaaede hun.

– Jeg ved, at jeg kommer for sent, – sagde hun med en klar, lys stemme og saa bedende paa fru Falk med sine violblaa barneøine. – Jeg følte helt ud i fingerspidsene, hvorledes hele selskabet vented paa mig; men jeg fik først din indbydelse, da jeg kom hjem fra byen til middag, 5og saa vilde jeg for gjerne komme til at sende bud og svare nei, jeg vilde heller komme selv og svare ja.

Haar og øine og bevægelsernes ynde var ved første øiekast fru Langes største tiltrækning; men naar hun talte og lo, fandt man maaske mest smag i at betragte de udtryksfulde linjer om munden med de skinnende tænder og de fine, sensible næsebor.

Hun gik om og hilste enhver især, som om hun var glad ved at se hver enkelt og følte sig mellem rigtig gode venner. Da hun kom til Mo, var det, som hun betænkte sig lidt, og der kom et lidt sky udtryk i hendes tilslørede øine; men han smilte, et aabent, venligt smil, der overraskende forandrede hans alvorlige ansigt, og hun rakte ham glad haanden, saa gled hun ham forbi og satte sig hos de øvrige damer.

Fru Falk havde staaet og fulgt hende med øinene med et ganske ubevidst udtryk af moderlig glæde, og hun smilte saa smaat ved tanken om den fine essens, hvoraf duften ganske rigtig fulgte hende, og ved, hvor tarvelig hun selv og de andre damer tog sig ud ved siden af denne elegante fremtoning. At hun for sit eget vedkommende tog feil, kunde hun ikke vide.

Ved et vink fra stuen sagde hun derpaa:

6– Du ved, Ingeborg, den sidste gjest har nøglen til spisestuen i lommen. Værsaagod, mine herrer, tag damer tilbords! Kun Mo har intet valg, han er min kavaler.

– Maa jeg ha den ære, den glæde osv. – sagde Stenersen og bukkede for fru Lange.

– Ved du, at du har gjort en erobring, Ingeborg, – sagde fru Falk, som gik forbi med sin arm i Mos. – Lad ham ikke gli fra dig.

Fru Lange saa lidt tvilende ud og rødmede let. Det var en af hendes skjønheder den lethed, hvormed farven kom og gik i hendes ansigt.

– Det er bare mig, frue, – sagde Stenersen godslig. – Vil De unde mig en beskeden plads blandt Deres mange beundrere – en liden taburet i Deres gunst, – føiede han polisk til.

– Taburet var en daarlig plads for en saa solid beundrer, svarede fru Lange raskt. En lænestol skal De faa. – Et øieblik efter rødmede hun dybt, som om hun følte, at hun var faldt i en snare.

Stenersen var ogsaa meget fornøiet med, hvad han ved sit heldige indfald havde faaet vide – tonen var altfor ubedragelig. Men dermed var ogsaa lysten til at tale politik forgaaet ham. Han satte sig til at smaaspøge og fortælle 7historier og faa sin dame til at le og passede derimellem nøie, at hun fik gode stykker, uden at glemme sig selv.

Fru Falk havde læst fru Edgrens I krig med samhället og var meget optaget af den. Hun diskuterede den ivrig og drog de omkringsiddende ind i samtalen, da til hendes store skuffelse hendes bordkavaler Mo ikke havde læst den. Men hun likte ikke Berentzon og likte ikke rigtig, at fru Edgren havde gjort ham saaledes.

– Det er ligesom at kaste et stænk paa venstre, synes du ikke Ingeborg, sagde hun til fru Lange.

– Nei, svarede fru Lange, jeg synes, han er udmerket godt skildret, og at fortællingen er meget gribende.

– Og De har ikke noget imod, at han er forelsket i en gift kone og faar hende til at skille sig fra mand og barn for hans skyld? De billiger den tendens? – sagde fru Stenersen lidt skarpt. Hun sad paa hjørnet ved siden af vertinden, det var hendes privilegium som gammel veninde, trods bruddet i ordningen: herre, dame, herre, dame.

– Det forekommer mig, at tendensen er den modsatte, – svarede fru Lange rolig og fuldkommen venlig. – Man faar ikke lyst til at gaa 8hen og gjøre ligesaa, naar man har læst I krig med samhället, – tilføiede hun smilende.

– Nei, det er vist, sagde fru Falk ivrig. – Bare det, han siger til hende: Du borde ha forblifvet den qvinna jag vördade og tilbad – – – Men det var ikke nobelt, hvad? –

– Det var naturligt, – sagde fru Lange. – Det ene er en følge af det andet. Havde han været en noblere mand, havde han selv været et vern mod den kjærlighed, han indgjød – men saa var der jo ingen historie bleven af. Paa det stadium af den fri tanke, som han staar, er han udmerket skildret, synes jeg.

– Saa meget hører jeg, at jeg vil læse bogen, – sagde Mo. Han havde drukket glas med et par af herrerne længere borte og tilsyneladende ikke hørt efter damernes samtale, saa denne replik kom uventet.

– Jeg vil ikke, – sagde Stenersen, – men jeg vil gjerne ha min borddames opmerksomhed igjen; thi faar I hende ikke i theorien med paa at løbe fra sin mand, saa faar I ende i praksis til at løbe fra sin kavaler, og jeg skulde just til med en god historie fra «Krydserens» gode tider, jeg er ikke tjent med at brænde inde med den.

– Og jeg er sandelig heller ikke tjent med 9det, – sagde fru Lange og vendte sig smilende til ham igjen.

NogetNoget] rettet fra: – Noget (trykkfeil) ud i desserten fik dog Stenersen ikke længer nyde sin gode ro.

– Dersom du ikke er altfor optaget, Stenersen, – sagde verten, – vil du saa drikke et glas med mig?

– Naturligvis er jeg optaget, – svarede Stenersen, mens han drak. – Naar du gir mig god vin og god mad og saa gir mig den bedste plads ved bordet, han bukkede galant mod fru Lange – hvor kan du saa vente, at jeg ikke skal være optaget!

– Den bedste plads! nei – derimod maa vi protestere, – lød det fra flere, deriblandt vertens borddame.

– Vi har alle den bedste plads, det er fru Falks hemmelighed at sørge for hver især, – sagde Mo. Han sad i skraa overfor fru Lange og saa desuden i speilet hele bordet.

– Og hvor gaar det saa med omvendelsen? –omvendelsen? –] rettet fra: omvendelsen? –. (trykkfeil) Det var jo den, du skulde være optaget af, naar du fik fru Lange tilbords.

– Skal jeg omvendes? hvorfra, hvortil? – spurgte fru Lange muntert.

– Det kommer Dem overraskende?

– Ja, i høi grad – især fra den side.

10– Det har Ingeborg ret i, – sagde fru Falk, – det var fra høire side, hun som god venstre-kvinde maatte vente angrebene.

– Ja, jeg mente nu med den side især min bordkavaler; for han har gjort sig umage for at faa mig til at tro, at jeg var fuldkommen. Det var altsaa blot for at lulle mig i en falsk ro. – Men sig mig nu ligesaa godt, hvor jeg mistænkes for at trænge omvendelse?

Hun saa med smilende øine og sin faste lille mund om, i kredsen fra verten til Mo. Hendes øine bævede ligesom et øieblik, da de mødte Mos, som med et fast, straalende blik saa lige paa hende, saa fæstnede hendes blik sig, og det var et moment, som nød de begge dette, at deres øine mødtes.

– Af mig mistænkes De ikke, – sagde Mo rolig og fast. Jeg har den mest absolute tillid til Deres retsindighed og trofasthed.

– Det er altsaa der, jeg mistænkes, – sagde fru Lange tankefuldt, fremdeles henvendt til Mo, som søgte hun kun svaret hos ham.

Fru Stenersen trak fru Falk i ærmet med et udtryk, som om hun vilde sige: Se paa de to! Nu kan vi andre gjerne gaa vor vei. – Fru Falk rødmede af uvilje, og skjønt hun med et blik straks overtydede sig om, at hendes bordkavaler 11intet havde merket, skyndte hun sig dog at kaste sig ind i samtalen.

– Du mistænkes for, min yndige ven, – sagde hun – siden det først er kommet paa tale, hvad jeg meget misbilliger – du mistænkes for at ha en mand, som vil gjøre dig til statsraadinde – i et høire-statsraad. Hendes klare, brune øine, som havde streifet hendes mand med et lidt bebreidende blik, fæstede sig moderlig varmt paa fru Lange.

– Saa – naa – det var rene ord for pengene, – sagde fru Lange. – Og for det rygtes skyld er I alle færdige til at slaa haanden af mig og min mand? – spurgte hun. Det lyse blink var endnu i hendes øine; men om munden kom det smertelige drag, der gjorde ansigtet end mere udtryksfuldt.

– Spørgsmaalet blir nok, kjære frue, – sagde Falk, – om saa De ikke blir nødt til at slaa haanden af os, hvor trofast og godt end Deres hjerte kan være.

– Er der ikke et tredje? – spurgte fru Lange og fæstede igjen sine straalende øine paa Mo. Men fru Falk havde følt sig lidt ilde efter sit altfor ligefremme udsagn. Med et: De faar nok ikke mere! sagde hun velbekomme. Fru Lange tog med en ro, som om intet ubesvaret spørgsmaalspørgsmaal] rettet fra: spørgsmaaal (trykkfeil) 12hang i luften, sine handsker og sin vifte til sig, og man reiste sig fra bordet.

Inde i kabinettet takkedes for maden. Der var tændt nogle faa lamper med lyserøde skjerme. Den halvdunkle belysning, de mange bløde stole, der med fin sans for hygge var stillede under palmer og ved blomsterstativer, alt indbød til behagelig hvile og gav ro til lange samtaler. Herrerne stod endnu i kreds midt paa gulvet og drøftede de sidste rygter, fru Stenersen udspurgte vertinden om en ny palmes behandling, der bredte sine blade fra en høi marmorvase; fru Lange stod alene ved en af de tunge portierer ind til dagligstuen. Hun havde lyst til at høre om rygterne, hun havde ikke lyst til at høre om blomsterpas, foreløbig legte hun med sin vifte. Hendes lette, lyse skikkelse med det elegante skulderfald og det lange slæb fremhævede sig mod det mørke gulvteppe og de mørke draperier som et af en kunstners haand let henkastet skyggerids. Mo løsgjorde sig fra herreklyngen og nærmede sig fru Lange.

Fruen spurgte: – Er der ikke et tredje? – sagde han med sin milde, dybe stemme. – Var det ikke saa, De sa?

Ved lyden af hans stemme gled et smil 13som et solskin hen over fru Langes træk; hun vendte sig hurtig mod ham og sagde livlig:

– Jo, netop det sa jeg, og jeg vilde saa gjerne ha svar paa det spørgsmaal. Skal vi ikke sætte os?

Hun gik hen til en lænestol, der vinkede fra et efeugitter; han fulgte hende, drog en liden stol hen og satte sig ved siden af hende.

Fru Stenersen fulgte dem med øinene.

– Hvem skulde, nu tro, at han, som sidder der saa mild og stille, var den rødeste af alle røde radikalere, – sagde hun. – Der er ikke noget fanatisk, snarere noget smertefuldt i hans ansigt.

– Han ser ud, som han havde slidt meget ondt i sin barndom og ungdom, – sagde fru Falk tankefuldt. – Men han har vist havt en elskværdig mor, der er noget barnlig lyst i hans øine, som om han havde et ømt punkt, som han holdt friskt i sit hjerte.

– Det ømme punkt er vel fru Lange, – sagde fru Stenersen hurtig. Hun var nu kommet did, hun havde sigtet. – For et smukt par det er, synes du ikke? Det er saa godt, naar de to har fundet hinanden, jeg er altid saa lettet, naar vi er komne saavidt.

– Marie, jeg synes ikke, det er ret af dig, 14de vink og hentydninger, du kommer med! sagde fru Falk strengt.

– Kjære, det er jo kun til dig.

– Det tror du. Men du var noksaa gjennemsigtig ved bordet idag. Synes du ikke, de har lov at tale sammen. De sees aldrig uden her, kan du ikke unde dem det?

– Ak jo, min ven, i den grad under jeg dem det. Du misforstaar mig saa rent. Det er det smukkeste syn, jeg ser, det er de to sammen. Naar de to ser paa hinanden, mødes de skjønneste øine i byen.

– Og de skjønneste, reneste tanker, – sagde fru Falk inderlig. – Der er nogen mennesker, der har ligesom et usynligt gjærde om sig; de er begge af den sort; jeg er vis paa, de kunde kjende hinanden aar ud og aar ind de to, saa vilde de ikke si hinanden et ord, som ikke enhver kunde høre.

– Hm … – sagde fru Stenersen. – Du har selv sagt en gang: en mand tar sjelden feil i sin første kjærlighed, det gir deres udvikling dem forud for os. Og du har ogsaa sagt: Det farligste, som kan hænde en mand, er at møde sin første kjærlighed igjen i en senere alder. Og at hun var hans første kjærlighed …

– Bevares for alle de visdomsord, jeg har 15sagt! – sagde fru Falk uvillig. – Men hvad mener du egentlig med alt dette?

Fru Stenersen betænkte sig lidt.

– Jeg mener, at jeg har lidt ondt af Lange – svarede hun tilsidst.

– Nei, ved du hvad, – raabte fru Falk ivrig.

– Men kjære, har du da ikke ondt af en mand, naar hans kone ikke holder af ham?

– Hvem siger, at hun ikke holder af ham? Og desuden, – tilføiede hun muntert, selv om saa var … – Du kan nu si, hvad du vil, det er de koner, som ikke holder af sine mænd, der gjør sine mænd mest lykkelige, de andre ligger under for situationen.

– Men naar hun nu holder af en anden? – sagde fru Stenersen, hun gav sig ikke.

– Hvem siger, at hun gjør det? Sympati og endog beundring blir da ikke straks kjærlighed! Desuden, la du ikke merke til, hvad hun sa ved bordet: En nobel mand er selv et vern mod den kjærlighed, han indgyder. – Jeg skal si dig, Marie, det, som gjør fortræd, det er snak og sladder, det virker jalusi og alt ondt. Rent ud sagt: Ingeborg er for god til bare at snakkes om paa den maade.

Imidlertid fortsatte Mo og fru Lange sin 16samtale, medens kaffen blev baaret ind, uden nogen tanke eller bevidsthed om, at de var gjenstand for iagttagelse.

– Jeg skal si Dem, hvad jeg mener med «et tredje», – sagde fru Lange. – Alle her lod til at mene, at enten var en mand venstremand, og saa kunde han ikke passende gaa ind i et ministerium nu, eller ogsaa beviste det, at han blev statsraad, at han var høiremand. Derfor spør jeg: Gives der ikke et tredje? – Hun foldede sin vifte sammen, saa ud i rummet og fæstede saa sine øine alvorlig og intenst spørgende paa Mo.

– De mener, frue, at det kunde bevise, at venstremændenes tid nu var kommen – at kongen vilde regjere med en venstreregjering?

– Netop. Derfor ønskede jeg at vide – De skal ha lov at forbause Dem over, at jeg spør Dem – kan man haabe noget saadant? Er det venstresindede, som der nu søges fra høiere steder.

– Nei, frue, – sagde han fast. – Det er høire-hofmænd, som søges fra høiere steder – endnu da – isprængt med nogle moderate elementer, som vil gaa ind i den tro, at de kan sætte gjennem de nødvendige reformer trods høire og lige for næsen af venstre.

– Og det tror De ikke, de vil kunne?

17– Jeg tror, jeg antar, at naar fruen spør mig, saa vil De ha et alvorligt svar? – Fru Lange nikkede alvorlig. – Jeg tror, at denne position er den værste, den ufrugtbareste af alle. Det er blot venstre nu, som kan udrette noget positivt, og at være høiremand og alligevel ville gjøre noget andet end at si nei, det er en umulig position det – nu her for øieblikket ialfald.

– Naa, saa ja, jeg tænkte mig noget lignende. Det betyder ikke noget nyt system. – De er ikke spurgt?

– Jeg, frue! – en agitator, journalist,folketaler!

– Og politiker og forfatter. Det var ikke blot venstrefolk, der sa om Deres sidste brochure, at den, der havde skrevet den, burde være med at styre staten. Det skulde vel være tiden nu, at det ikke blot var ad de departementale trappetrin, at man steg op til de høieste tillidshverv. De, som rygtet udpeger denne gang, er jo ogsaa for en del kjendte fra folkemøder. – Men Deres ærgjerrighed ligger vel ikke der?

– Ikke længer. De ved, at den har gjort det.

Han saa lige paa hende med sit aabne, sikre blik; men hendes øine gled tilside. – Der er 18i grunden noget rørende ved dette, – fortsatte han rolig, – man tror i ungdommen, at den høieste post betegner den høieste visdom, at den er som et symbol paa den høieste sandhed. Siden lærer man jo, at den høieste sandhed udelukkes fra de høieste poster.

– Derfor slap De embedsveien …?

– De ved, hvorfor jeg reiste fra Kristiania, det blev aarsagen til, at jeg slap den, – svarede han kort. Hun blev lidt blegere, og han fortsatte rolig: – Skjønt ogsaa for det, De siger. Jeg syntes, det hele blev saa taabeligt og meningsløst og blot førte mig bort fra det, jeg vilde. Husker De Keiser og Galilæer? Husker De, hvorledes Julian fik spaadomme, han før blot havde opfattet aandelig, til at passe saa deilig paa den verdslige og jordiske storhed. Det slog mig. Siden passed jeg paa. Jeg vilde fremdeles være blandt de første, jeg vilde naa op til en høide; men jeg vilde blot naa op ad den aandelige vei. Det var desto vigtigere for mig, fordi jeg er kommen af smaafolk, som De ved, og havde svage punkter.

– Mistænksomhed f. eks.? – spurgte fru Lange smilende.

– Værre end det, frue. De, som kommer af smaafolk, blendes let, det er faren. Man lar 19sig lokke, fordi man har lyst paa det, som er fint og skjønt. Skjønhedssansen er et svagt punkt, den gjør mange utro. Der er kraftigere sjæle end mig, som den har gjort til høiremand. Thi forinden man kommer saa vidt, at man vil være simpel, er der en tid, hvor man gjerne vil være fin, hvor man liker sig bedst der, hvor lænestolene er bløde og damerne sidder smukt i dem.

– Men, – sagde fru Lange med et fint smil, – synes De, man behøver at gaa til høirefolk for at finde saadanne vilkaar?

– Nei – det er just det. Det er den store forandring, som er foregaaet, og som fuldblods høirefolk ikke kan eller vil se. Da venstrepartiet begyndte, var det Jaabækianisme og tarvelighed, og høire kunde glæde sig ved at ha intelligensen og de fine. Saa fik venstre aandsmagten og dermed tillige mange af dem, som havde den egte dannelse og endog dannelsens ydre politur. Jeg kan ikke si Dem min forbauselse, da jeg kom til Kristiania igjen efter min lange frivillige forvisning. Jeg havde øvet mig, hærdet mig i al slags tarvelighed og forsagelse, i had mod luksus og fine damer – han bævede lidt i stemmen. – Jeg kommer herind, og dem, som før sad og præked for ligesindede paa en eller anden ussel 20kafe, dem finder jeg ikke alene som anførere og bannerførere i literatur og politik, det vidste jeg jo, men jeg finder dem i smukke, fine hjem, og de damer, som jeg tænkte mig i fiendens rækker og havde svoret foragt og had, dem finder jeg med, samt sine lange handsker, lange slæb og øvrige elegansens attributer, – han bøiede sig let henimod hende – i venstres rækker. Det argument, som gjorde, at selv liberale folk som Deres hr. far f. eks. trøsted sig over, at høire havde magten, det, at de var det gode selskab, ikke engang det holder stik længer.

– De har saa ofte, – sagde hun i sin lette verdenstone, – hentydet til Deres forundring over, at jeg er bleven venstre. Ved De, hvad der gjorde mig til venstre?

– Nei – sagde han. – Fortæl mig det.

– Tonen lød mere, som om han likte at høre hende tale, end som han var nysgjerrig.

– Det var deres liberalitet, – sagde hun. – Min mand var, som De ved, ivrig høire, jeg var en kjætter i politik og synes endnu fremdeles, at idealet af politik er ingen politik, men retfærdighed. Men vore venstre-venner lod os ikke lide derfor, var lige venlige.

– Det tror jeg nok, – sagde han uvilkaarlig, – man holdt af Dem, fordi det var Dem, og 21man var liberal mod Deres mand, fordi han var Deres mand.

– Det samme maatte jo gjælde for vore venner paa høire side, – sagde hun uden at lade, som hun bemerkede komplimenten. – Men De vilde ikke ha noget med os at gjøre, fordi vi havde venstre-venner.

– Høires hengivenhed var vel mere nidkjær. De vilde ha Dem for sig selv – deri er jeg enig med høire, – sagde han og smilede lidt. Havde De ingen bedre grunde til at blive venstre-kvinde, frue.

– Jo, jeg havde. Skjønt jeg synes, liberalitet er vindende, men jeg blev ogsaa vunden af skrift og tale – Deres og andres, af gjerninger og færd. Jeg kom lidt efter lidt til at føle, at udviklingen laa der, at venstre, de bedste af dem ialfald, vil noget virkelig, medens høire – ja, som De sa, ikke vil andet end si nei og saa bagtale venstre. Det er ikke saa meget politiken – skjønt jeg har jo lidt efter lidt kommet til at forstaa, at venstre egentlig er det konstitutionelle parti – som har gjort mig til venstre, som især de sociale spørgsmaal, det, at venstre vil utbrede oplysning og velvære saa vidt og saa dybt som muligt og vil gjøre dem selvhjulpne og selvansvarlige, som høire bare vil skal la 22sig styre og lede. Men – ved De, hvad jeg har mod venstre?

– Aa, det kunde være mange ting det, – sagde han lunt. – Tænker De paa noget specielt?

– Jo, – sagde hun, – naar jeg nu kunde gjøre mig forstaaelig. Jeg mener, at foruden den forandring, som De nævner i venstre, at det har faaet sit aristokrati, saa er der ogsaa foregaaet en anden – som efter min mening er god, men som partiet ikke drager konsekvenserne af, ikke lar sig influere af.

– Nu vel, lad høre, – sagde han smilende. – Maaske vi kan bli enige ogsaa i dette.

– Før, – sagde hun, – synes jeg ikke, det lar sig negte, at de vilde kongedømmets afskaffelse og republikens indførelse. Gambetta stod i hodet paa om ikke de fleste, saa de første af dem. Men da saa Gambetta traadte tilbage som deputeretkammerets præsident, og det viste sig, at de vilkaar, han havde skabt, kunde han ikke selv regjere under, og da han døde uden at ha kommet til magten igjen – saa kjølnedes den republikanske begeistring sterkt hos venstre her. Man begyndte igjen at se hen til det gamle mønsterland, England; parlamentarisk styre, konstitutionelt kongedømme blev 23igjen maal og mønster. Men saa mener jeg, de skulde i konsekvens dermed ha vist kongen og kongemagten al mulig hæder; jo mere magt de tog fra kongen, jo mere respekt skulde de vist ham, hædret sig selv i ham.

– De siger som Voltaire: «kysse dens fødder, hvis hænder man binder», – svarede han.

– Aa, ja, der kan være noget i det, De siger. Men saa kommer det vel af, at vi endnu ikke er blevne aristokratiske nok. Plebeierne har vanskelig for at være høflige. Høflighed er en aristokratisk egenskab. Vi faar se at gaa frem ogsaa der.

Fru Lange reiste sig.

– Jeg har holdt Dem altfor længe borte fra cigaren, – sagde hun, og de andre damer kunde savne mig.

– Tak, frue, jeg røger ikke. Der kommer desuden herrerne. De har altsaa faaet nok af cigarer og politik.

Han havde ogsaa reist sig, og med et buk lod han fru Lange passere. Hun gik hen til de andre damer, som sad leiret om divanbordet.

– Vi sidder her og taler om det at bli gammel, – sagde fru Stenersen, – og at vi imellem synes om os selv, at vi er gamle, naar andre ikke synes det, og omvendt. – Hvad er det 24sikreste tegn paa, at man blir gammel? – spurgte hun, henvendt til herrerne, som ogsaa var komne hen til bordet og til damerne.

– At man har mistet evnen til at behage damerne, – sagde Stenersen.

– For en vaasekop du er, Stenersen, – sagde hans kone oprigtig.

– At man har mistet haabet, – sagde Mo med sin dybe stemme.

– At man tænker paa, hvad man har gjort, istedenfor paa, hvad man vil gjøre, – sagde Falk.

– At man længes efter sin ungdom, – sagde fru Lange, – og gjerne vil leve den om igjen.

– For at forandre den? – sagde fru Stenersen lidt skarpt.

– Det vilde netop bevise, at man endnu var ung, – sagde Mo. – Den, som virkelig er bleven gammel, vil ikke ha noget anderledes i sit liv. Han indser det gode ogsaa ved modgangen.

Fru Lange gjorde intet tegn til at forklare sig tydeligere eller optage fru Stenersens skarpe bemerkning. Hun betragtede tegningerne i sin vifte og kastede saa et hurtigt blik paa Mo. Han stod og saa paa hende; men da hendes blik mødte hans, tog han sine øine til sig.

Fru Falk var bleven kaldt ud og kom ind igjen.

25– Ingeborg! – sagde hun til fru Lange, – det er saa ærgerligt; men der er kommet bud efter dig.

– Saa maa jeg gaa – sagde fru Lange rolig, men skiftede farve.

– Nei, det er for harmelig, – sagde Stenersen, – det er just aftenen, som er hyggelig i saadanne smaa middage. Jeg sad ved cigaren og tænkte paa en hel del ting, jeg vilde underholde damerne om, naar vi kom tilbage. Og saa gaar De!

– Læg merke til det tryk paa De, – sagde fru Stenersen og lo.

– Det er unegtelig fristende, – sagde fru Lange og sendte Stenersen et muntert blik.

– Vi sad netop derinde og talte om moral – da vi havde udtømt politiken, forstaar sig – og vi blev enige om, at den høieste moral ofte er det modsatte af den almindelige, som vi blev enige om at kalde den lille moral, og at den – den høieste – bestaar i …

– At gi efter for fristelser.

– De ler, De, frue. Jo netop. Fordi de ofte repræsenterer vort virkelige behov.

– Ja, jeg beklager, at jeg ikke kan faa den lære nærmere udviklet; men jeg har valgt den lille moral, – sagde fru Lange, og maa se at komme mig ud af fristelsen.

26Og hun sagde farvel og var væk i en utrolig kort tid uden de sedvanlige afskedssamtaler i entreen.

– Hun vil ikke være statsraadinde, – sagde Stenersen en stund efter, at fru Lange var gaaet.

– Nei. Hun er for klog, – sagde Falk.

– Det kan vel ikke hjælpe, om hun er klog eller ei, det er vel manden, det kommer an paa, – sagde fru Falk.

– Aa, jeg ved ikke det, – sagde Stenersen godslig. – Spør ikke Deres mand Dem tilraads i alle vanskelige tilfælde, frue?

– Ikke, naar han vil begaa en dumhed, – svarede fru Falk raskt. – Dem gjør han paa egen haand.

Alle lo og Falk med.

– For en lykkelig mand! – sagde Stenersen. – Nei, gjør jeg noget dumt, saa er mutter just med.

– Ja, det tror jeg, – sagde fru Stenersen. – Jeg blir altid spurgt i forveien; for det er saa godt at ha nogen at skylde paa bagefter. Hvoraf slutter du nu saa sikkert, at hun ikke vil være statsraadinde, da? – spurgte hun lidt irriteret. – Hun er klædt, som om hun vilde vise, at kun det fineste er godt nok til hende, – føiede hun til.

– Jeg slutter det af den allerkjæreste uvilje, 27hun viste mod taburetten, – sagde Stenersen og smaalo.

– De fine klær er hun saa vant til fra barndommen af, at hun tænker ikke noget ved det, – sagde Mo.

– Ja, sig mig, – sagde Stenersen, du har jo kjendt fru Lange, før hun blev gift. Du var jo paa kontoret hos faren, din heldige gris! Endskjønt, Gud ved! Jeg kunde ikke staaet i det. Hører du, mor.

– Ja, jeg hører, – sagde hans kone tørt. –

Var fru Lange meget smuk i sin første ungdom? – spurgte hun Mo.

– Hun er smukkere nu, – sagde Mo ubetænksomt.

– Det synes ogsaa, – sagde fru Falk, – hun har vundet mere, end hun har tabt.

– Smukkere! Visvas! – udbrød Stenersen, – det tror jeg ikke. Sin lette gang og sine diamantes øine havde hun vel ogsaa dengang, og ungdommen da, far, ungdommen! Den moderne retning, at overse de unge piger og blot beundre den modne kvinde, den anden ungdom, den kan jeg ikke med, det er noget usundt tøieri.

– Det er derfor, De ikke beundrer fru Lange, – sagde fru Falk skjelmsk.

– Gud velsigne hende! – sagde Stenersen 28blødt, – hun ler saa godt af en god historie. Havde hun bare en anden mand!

– Amen, sagde fru Falk ganske sagte.

Men fru Stenersen var nysgjerrig og havde ikke lyst til at lade Mo slippe for saa godt kjøb. Hun vendte sig mod ham og spurgte, som om ingen havde sagt noget siden hans sidste ord:

– Var hun kanske ikke smuk til daglig …

– Det ved jeg ikke, – sagde Mo tørt. Jeg saa hende ikke stort til daglig. I store selskaber bad stiftamtmanden sit kontorpersonale, som han bad sin huslæge og børnenes spillelærerinde. (Hvilken sammenstilling! indskjød fru Falk). Der saa jeg ogsaa datteren – paa afstand. Hun var elegant og hovmodig, men havde saa meget af en elskværdig vertinde, at hun sørged lidt for alle. Paa mig prakked hun gjerne de oversiddende unge damer og fandt sig med en fifdames velopdragenhed i, at jeg sprøited champagne over hendes lyse silkekjole, da jeg engang skulde skjænke for hende. Jeg spiste nok der imellem – søndag middag; for stiftamtmanden havde noget af den gammeldagse følelse af forpligtelse ligeoverfor undergivne. Men derfra har jeg mest erindring om eftermiddagspassiarerne til kaffen inde paa stiftamtmandens værelse. Da 29var datteren nok tilstede; men det var yderst sjelden, hun sa et ord.

– Men, sagde fru Stenersen, hun gav sig ikke saa let – nøied De Dem da med de damer, hun prakked paa dem, dansed De ikke selv med hende?

– Nei. Det gjorde jeg visselig ikke. Hun havde vist fundet det ligesaa passende, om porthunden havde kommet og bukket for hende.

Han talte ud af en stemning, som han for længe siden havde havt, og som han nu selv med forundring hørte komme op igjen i sine egne ord.

De andre tænkte paa det rygte, som almindelig havde gaaet, at Mo i sin tidlige ungdom havde faaet en kurv af frøken Holst, nu fru Lange, og alle taug lidt. Fru Falk skyndte sig at dreie samtalen. Hun var bange for, hvad fru Stenersen kunde finde paa at sige, og udbrød livlig:

– Jeg er forfærdet over jer! Fædrelandet er i fare, vi trues med et høire-ministerium nu lige etter rigsretten; en af dem, som vi, takket være denne udmerkede kredses paavirkning, troede vunden for den gode sag, lar sig vælge ind i et høireministerium, og saa sidder I, venstres faste borg, og diskuterer en dames skjønhed!

– Det er damernes skyld, – sagde Falk. 30De blir saa ivrige, naar talen kommer paa det kapitel.

– Vi har aldrig havt noget haab til Lange, sagde Stenersen. – Vi vidste alle, at han gik med en statsraad i maven, og helst i et høire-ministerium.

– Der er ingen fare for politiken, frue, sagde Mo rolig. – Vi faar et høire-ministerium nu, det er sikkert. Men –

– Det blir Pernilles korte Frøikenstand det, – sagde Stenersen muntert.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.