II

Naturindtrykket spiller med ind i vor forventning om det, vi skal møde. Hvad var det for noget hvidt og fint noget, jeg skulde opleve her?

Hun var rigtignok ikke hvidklædt sidst, jeg så hende, den lyslokkede, som jeg nu skulde se igjen. På hendes bryllupsreise og i Dresden for omkring ni år siden havde vi sidst været sammen. Hver dag var hun festklædt, det er sandt, … et lune af ham, den unge, berusede brudgom. Som oftest var hun blå, men ikke en eneste gang hvid; det vilde vist heller ikke have klædt hende.

Jeg husker dem især, som de sang foran pianoet, han siddende, fordi han akkompagnerte, hun stående og helst med hånden på hans skulder; men det, de sang, var rigtignok hvidt, nemlig større eller mindre jubelhymner. Hun var datter af en sekterisk præst, og de kom fra præstegården og fra bryllupsidyllen. I præstegården havde jeg fra tid til anden siden hørt om dem og havde også ad den vei gjentagne ganger fået fornyet bøn om at se til dem næste gang, jeg kom på de kanter. Nu var jeg på veien.

Jeg havde hørt hovedbygningen omtale som en af de største træbygninger i Norge. Den var grå og umådelig lang. Den ene Atlung havde aldrig ladet sig nøie med, hvad den forrige havde bygget, og så havde huset fået et tillæg i hver slægt og en delvis ombygning af det gamle, så vidt, at det sidste kunde passe i det første. Jeg havde hørt, at mange og lange ganger, (hvorover der i festsange skal være rimet i det uendelige), prøver at binde ihob det indvendige med samme held eller uheld, som udbygninger, skråtag, altaner, verandaer prøver at holde stil i det udvendige. Jeg har hørt, hvor mange rum der er i huset; men jeg har glemt det.

Den sidste tilbygning er gjort af den nuværende eier, og er foretaget i en slags moderniseret gotik.

Bag hovedbygningen ligger gårdens andre hus i en halvmåne, der dog hovner stygt til den ene side. Imellem disse og hovedbygningen kjørte jeg nu frem, for efter skydsguttens råd at holde ved et bislag på den gotiske fløi. Jeg så ikke et levende væsen på gården, ikke engang en hund. Jeg ventede lidt, men forgjæves, og gik derpå gjennem bislaget ind i en gang, hvor jeg tog af mig, og herfra ind tilhøire i en lys, stor forstue. Heller ikke her så jeg nogen; men her hørte jeg enten to barnestemmer og en kvinderøst eller to kvindestemmer og en barnerøst, og sangen kjendte jeg; thi den drog netop landet rundt, denne lille piges klage over, at hun allesteds var iveien undtagen hos Gud i himmelen, der så gjerne vilde have ulykkelige børn hos sig. Den klang noget fremmed, denne klage, inde i det lyse, livlige rum, fyldt af geværer og andre jagtredskaber, rensdyrhorn, rævebælger, gaupeskind og lignende påtagelige gjenstande, ordnede med den mest udsøgte smag.

Jeg bankede på og trådte ind i en af de skjønneste dagligstuer, jeg har seet her i landet, så lys den ligger mod fjorden, så stor, så pragtfuld. Væggenes blankpolerede træfelter skiltes af udskårne træfigurer, som hver bar en byste eller en mindre statue; stilfulde møbler var til alle sider fremrullede over brüsseler-tæpper. Moody-Sankey’s månesyge vise flød udover her som et gulhvidt lagen. Der er kristelig sang, som hører til det skjønneste, jeg kjender; men denne gjorde et indtryk, som var der under det moderne rum en krypt-kirke fra middelalderen, hvor indestængte nonner holdt dødsceremonier mellem osende lamper, og hvorfra dampen og klangen uadskillelig forbunden sneg sig op i det nittende århundredes lyse forestillinger og behagelige kunst.

Det var en kvinde og to gutter, som sang, den ældste på syv år eller vel det, og den yngste et år yngre. Kvinden vendte åsynet mod døren og standsede ganske forundret ved min indtræden; gutterne vendte mod vinduet og så ikke på hende; de var fuldt optagne af sit, hvorfor de vedblev en stund, efter at hun havde hørt op.

Disse to gutter var den ene af faderens slægt, den andre af moderens; kun var hendes store øine indsatte i begge. Den ældste gut havde langt ansigt med høi pande og rødligt hår, og han var frægnet, altsammen som faderen. Den yngstes figur var moderens, lidt fremover ludende, fordi hovedet ikke steg rakt op af skuldrene. Men hovedet holdtes som følge deraf lidt bagoverbøiet for at vinde ligevægten igjen. Atter som følge deraf var munden halvåben, – og så de store spørgende øine og det lyse, lokkede hår over en fint hvælvet pande – ganske moderen. Den ældste var lang og tynd og havde faderens gang på slentrende ben og små, stærkt udadbøiede fødder. Jeg så dette i et øieblik, mens gutterne gik hen mod bordet ved sofaen, idet hun forlod dem. Hun kom nemlig efter lidt betænkning hen mod mig; hun vidste nok ikke, om hun kjendte mig eller ei. Ved at høre navnet, fandt hun smilende ud, at det alene var mit portræt, hun havde seet, portrætet i albumet fra værtfolkets bryllupsreise. Hun fortalte, at Atlung var over i fabrikkerne og kom hjem til middag, d. v. s. om en times tid, og at fruen var i en af de husmandspladser, jeg havde seet fra veien; der lå nemlig en gammel mand for døden.

Hun fortalte dette med vellydende, skjønt noget spæd røst, og med et par forskende øine fæstet på mig. Hun havde hørt noget om mig. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde se en af Carlo Dolci’s madonnaer stige ned af en ramme for at stå i en nymodens dagligstue og tale med mig, og derfor var vist ikke mine øine mindre forskende end hendes. Hovedets stilling på skuldrene, dets ludning til den ene side, ansigtets profil, og fremforalt øinene og øienbrynene, ja, det blågrønne hovedklæde, draget langt fremover, hvorved det blege åsyn fik noget af samme let, – altsammen en ægte Carlo Dolci!

Hun gik lydløst og lod mig tilbage med gutterne, som jeg også strax gav mig ikast med. Den ældste hed Anton og kunde gå på hænderne, d. v. s. næsten; og den yngre hed Storm og fortalte dette og meget mere om broderen, som han beundrede ubetinget. Den ældste derimod fortalte om sin mindre bror, at han endnu ikke var færdig med det, som er det modsatte af at ligge tør om natten, og at han derfor idag havde fået bask af far; Stina havde sagt far det; Stina hed hun, som netop havde forladt os.

Efter denne ikke meget diplomatiske indledning til et kjendskab, stod de snart på hver sin side af mig og fortalte, hvad der for tiden optog dem, og det overordentlig stærkt. De fortalte begge, især den ældste, men med udfyldende tillæg af den yngre, at der borte i en af husmandspladserne, som jeg havde kjørt forbi, der boede Hans, lille Hans, d. v. s. der havde han boet; thi den rette, egentlige lille Hans var hos Gud. Han havde været her på gården og legt med gutterne næsten hver eneste dag; dog havde sommetider de også fået gå over til husmandspladserne, som jeg kunde forstå, var gutternes forjættede land her på jorden. Så skulde han gå hjem en kvæld i halvskumringen nu for fjorten dager siden; det var før sneen kom, og i parken, han skulde gå igjennem, der lå fiskedammen så blank og sort. Så vilde han skri over den og gik fra gangstien op på den; for gangstien går lige ved dammen. Men der havde de samme dag hugget hul for at fiske, og de havde glemt at sætte mærke ved, og så skridde lille Hans lige ud i hullet. De havde hørt et barns nødrop på gården; budeien havde hørt det, men bare én gang, og hun havde ikke tænkt noget større ved det; for der i parken pleiede alle gutterne at lege. Så var lille Hans borte, og ingen kunde sige, hvor han var. Da blev dammen ophugget, og de fandt ham; men gutterne fik ikke se ham. Derimod havde de fået være med til begravelsen sammen med smågutterne og småjenterne ved brugsskolen. Men han blev ikke begravet i kapellet, hvor bedstefar og bedstemor ligger; han blev begravet på kirkegården. Å, det havde været så deiligt, da de sang. Skolemesteren havde sunget bas til, og gamlebrunen havde trukket Hans, som var i en hvidmalt kiste, som far fik fra byen, og der var kranser på. Mor og Stina havde flettet dem. Alle børnene fik kager, før de drog afsted, og ribsvin. Men sangen, det var den, som gutterne nys havde sunget; Stina havde lært dem den. Hans havde været så fattig, men nu havde han det godt; han var hos Gud; det var bare kisten, som kom i jorden. Hvad der da var i kisten? Jo, det var ikke den egentlige Hans, det, for Hans var ganske ny nu. Der var kommen engler ned i dammen til ham med alt, som den ny Hans skulde have på, så han frøs ikke i dammen; han var der ikke. Alle barn, som døde, kom til Gud, og det sammen med hundrede tusen millioner ganske små engler. De engler var også her rundt omkring os; men vi kunde bare ikke se dem, for de var usynlige, og Hans var nu med dem. Englerne kunde se os, de var så snille med os, især med barn, og de allerulykkeligste barn vilde de have hos sig, derfor tog de dem. Det er meget, meget, meget deiligere at være hos englerne end her. Jo, det er det, for Stina har sagt det. Stina vilde også heller være hos englerne end her; det var bare for mors skyld, at Stina ikke gik til dem, for så blev mor så alene. Alle engler havde vinger på, og nu lå Hans’s far og vilde til Gud, han også. Han skulde også få vinger på og blive en liden engel og flyve om her og hvorsomhelst han selv vilde – lige op til stjernerne. For stjernerne var ikke bare stjerner, de var så store, så store, når vi kom op til dem, så store som hele jorden, og den var umådelig stor; større end det største fjeld. Og der var mennesker på stjernerne, og der var meget, som ikke var her. Men i eftermiddag skulde Hans’s far få gå did, han, lige til Gud; for Gud var oppe der i himmelen. De vilde så gjerne få se Hans’s far få vinger på; men mor vilde ikke have dem med. Og Hans’s far var alt nu bleven så deilig, der han lå, at han næsten så ud som en engel. Mor havde sagt det; men de fik ikke se ham.

Stina kom ind, da de holdt på med det sidste; hun bad dem følge med sig ud, og de adlød.

En dør stod åben til venstre; jeg kunde se boghylder der inde, så jeg skjønte, at der måtte bibliotheket være. Jeg havde lyst til at finde, hvad disse gutters far netop læste, – forsåvidt han læste. Det første, jeg fandt opslået på pulten ved siden af brev, regnskabsbøger og fabrikprøver, var Bain. Og Bains engelske venner var de første, jeg fik øie på i den nærmeste hylde. Jeg tog ud en, og jeg så, at den var læst. Dette stemte med, hvad jeg havde hørt om Atlung.

I det samme lød bjælder fra gården. Jeg tænkte mig, at fruen kom hjem, og jeg satte ind bøgerne i samme orden, som jeg havde taget dem ud; derved kom nogle bag dem i uorden (thi de stod i to rækker) og disse, som altså var gjemt, fik jeg også lyst til at se, hvilket tog tid. Jeg kom først ud af bibliotheket, idet fruen kom ind af hoveddøren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.