III

Fru Atlung blev åbenbart glad ved at se mig. Hun havde en særegen gang, omtrent som strakte hun aldrig knæerne helt ud; men som hun nu engang gik, kom hun hurtig mod mig og greb en af mine hænder med begge sine og så mig så længe i øinene, til hendes fyldtes af tårer. Det var naturligvis bryllupsreisen, det gjaldt, hendes livs skjønneste dage; – men tårerne?

Nei, ulykkelig kunde hun ikke være. Hun var i den grad den samme, at havde hun ikke været noget fyldigere, kunde jeg ikke – ialfald ikke straks – have opdaget den mindste ændring. Udtrykket var nøiagtig det samme uskyldige og spørgende, ingen begyndelse til en strengere linje eller en anden farve; selv håret lå i samme lokker om hendes bagoverbøiede hoved, og den halvåbne mund havde den samme blødhed, var lige urørt af vilje, øinene havde samme milde glæde, endog stemmens lidt tilslørede klang var den samme barnlige.

«De ser ud, som De slet intet har oplevet af anden art end sidst», var også det første, jeg måtte sige til hende. Hun så smilende op på mig, og ikke en skygge sagde nei til det. Vi tog plads i hver vor stol, frit på gulvet, nær til bibliothekdøren; vi vendte ryggen til vinduerne og så mod en væg, hvor mellem byster og statuer, bårne af de udskårne træfigurer, undtagelsesvis hang et par malerier på de polerede felter.

Jeg gjorde rede for min reise, fik tak for, at jeg endelig var kommet; jeg hilste fra hendes forældre, hvorom vi talte lidt. Hun sagde, hun havde tænkt på sin far idag; hun vilde så gjerne have havt ham med sig; thi hun kom netop fra en døende mand, som var det skjønneste, hun havde seet. Under dette havde hun fået sin yndlingsstilling, det vil sige, hun sad lidt fremoverbøiet, med hovedet helt tilbagehældet, og øinene i det øverste af væggen eller i taget. Med en finger sad hun og trykte på sin åbne underlæbe, ikke i ét, men gjentagende den samme bevægelse. Nu og da vuggede hun lidt med overkroppen. Øinene var som fæstede; de søgte ikke mig, fordi om hun spurgte, eller fik svar, uden når noget ganske særeget lokkede hende ud af hendes stilling. Men hun indtog den straks igjen.

«Tror De på udødeligheden?» spurgte hun, som var det den aller naturligste ting af verden, og uden at se på mig.

Men da jeg studsede og selvfølgelig måtte se på hende, mærkede jeg, at en tåre trillede ned over kinden, og at de åbne øine lå fulde af flere.

Jeg følte straks, at dette spørgsmål var en gjenvei; det var hendes mands tro, hun tænkte på. Derfor vilde jeg spare hende gjenveien. «Hvad mener Deres mand om udødeligheden?» – «Han tror ikke på individualitetens udødelighed», svarede hun; «vi fortsætter os alene i vor omgang, vor gjerning og især i vore børn; men den udødelighed tænker han er nok for sig». Hun stirrede som før, og tårerne lå der: men stemmen var mild og rolig; ikke en tanke af misnøie eller bebreidelse lå i den simple meddelelse, som vist var rigtig.

Nei, hun er ingen såkaldt barnekone, tænkte jeg; og når hun har samme uskyldige, spørgende udtryk som for ni år siden, så er det ikke, fordi hun ikke har tænkt eller ikke har prøvet noget.

«De taler altså dog med Atlung om dette?» – «Ikke mere nu». – «I Dresden syntes I at være aldeles enige om disse ting; I sang sammen –». – «Han var grebet af far dengang. Jeg tror heller ikke, han var helt klar endnu. Det er kommet efterhånden». – «Jeg så også nogle bøger, som nu er sat bag». – «Ja, Albert har forandret sig». Hun sad stille, medens hun gav disse svar; alene den ene finger bevægede sig på underlæben.

«Men hvem sørger da for barneopdragelsen», spurgte jeg. Nu vendte hun sig halvt imod mig. Jeg troede en stund, hun ikke vilde svare; men langt om længe gjorde hun det. «Ingen», sagde hun. «Ingen?» – «Albert vil, at det skal gå således indtil videre». – «Men bedste frue, om man ikke læser med dem, så fortæller man dem dog et og andet?» «Ja, hvis nogen vil, så; – og det er i regelen Stina». «Altså det hele rent tilfældigt?» – Hun havde vendt sig fra mig og sad som før. «Rent tilfældigt», svarede hun næsten ligegyldigt.

Jeg fortalte hende kort, hvad Stina havde fortalt gutterne om livet hinsides, englerne osv., og jeg spurgte, om hun billigede det.

Hun vendte hovedet mod mig: «Ja, hvorfor ikke?» De store øine så uskyldigt på mig; men da jeg ikke strax svarede, blev hun langsomt rød.

«Når man skal fortælle dem noget om sådant», sagde hun, «må det dog være noget, som griber deres barnefantasi». – «Det forstyrrer virkeligheden for dem, frue, og det er det samme som at forstyrre evnerne». – «Gjøre dem tosset, mener De?» – – «Nu, om ikke tosset, så hindrer det dem i at bruge evnerne rigtig». – «Jeg forstår Dem ikke». «Når De lærer børnene, at livet her er ingen ting mod livet hisset, at det at være synlig er ingenting mod det at være usynlig, det var at være menneske ingenting mod det at være engel, det at leve ingenting mod det at være død –, så er det ikke veien til at lære dem at se rigtig på livet eller til at elske livet, få livsmod, arbeidskraft, fædrelandskjærlighed –?» – «Nu, således! – Ja, det bliver så vort arbeide med dem senere hen». – «Senere hen, frue? Når alt det støv først har lagt sig på sjælen?»

Hun vendte sig fra mig, tog sin gamle stilling, stirrede i taget og faldt i tanker. – «Hvorfor bruger De det ord støv?» – «Med støv tænker jeg nærmest på det, som har været, men nu er opløst, og som fyger om og lægger sig på ledige pladser». – Hun sad en stund. – «Jeg har læst om støv, som fører giftstof fra forrådnede dele; … sligt mener De da vel ikke?» – Der var ikke spot i tonen, ei heller vrede, så jeg forstod ikke, hvor hun vilde hen. – «Det kommer an på, hvor støvet falder, frue; i friske mennesker gjør det bare skodde, domme, så de ikke kan se klart; kommer der slet ingen bevægelse i det, så samler det sig ofte tommetykt, til maskineriet ikke kan gå».

Hun vendte sig mod mig livligere end ellers, lænede sig på stolarmen og lagde ansigtet nærmere til mig: «Hvorledes er De kommen på det der? – Er det fordi De har seet, hvor meget støv her er, her inde?» – Jeg tilstod, at jeg havde seet det. – «Og alligevel gjør ikke stuepigen og Stina andet end at tørre støv, og jeg gjorde heller ikke andet i den første tid. Jeg forstår det ikke. Hjemme hos mor hørte jeg aldrig tale om noget så meget som om støv. Hun for omkring far med en våd klud; han var så ærgerlig over, at hun forstyrrede hans bøger og papirer. Men hun påstod, at han samlede støv som ingen anden. Han kom ikke ud af kontoret, før hun var på ham med en kost. Og så kom turen til mig. Jeg var som far, sagde hun, slæbte støv med mig, og kunde selv aldrig støve godt nok. Jeg var så træt af støvet, at da jeg giftede mig, stod det for mig som et paradis, at jeg skulde slippe og få andre til at støve. Men deri tog jeg dog feil. Dog nu har jeg givet det over. Det nytter ikke. Jeg må formodentlig ikke have talent for at blive det kvit».

«Det var da besynderligt», blev hun ved, idet hun lod sig glide tilbage i stolen, «at også De skulde komme med dette om støvet». – «Ja, jeg har vel ikke fornærmet Dem?» – «Hvor kan De tænke –!» og så atter med den roligste og uskyldigste stemme af verden: «den, som har levet ni år med Albert, kan aldrig mere blive fornærmet».

Jeg blev dygtig forlegen. Hvad pokker havde jeg også havt med at blande mig op i dette? Jeg sagde ikke et ord mere. Også hun sad, eller rettere lå, længe stille og trommede med fingrene på stolarmerne. Endelig hørte jeg som langt borte fra: «Men sommerfuglestøvet er dog vakkert». Og så længe efter, gjennem mange tankeled, som hun ikke røbede, gled det spørgsmål frem, halvhøit: «Strålebrydningen … den forskjellige strålebrydning …?» hun standsede, lyttede, reiste sig, hun havde hørt Atlungs skridt i forværelset. Jeg reiste mig også.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.