IV

Døren gik helt op, Atlung kom slentrende ind. Den høie, slanke mand i de rummelige klæder, der havde mangehånde spor af fabrikkerne, han havde besøgt, bar i åsyn, bevægelse, holdning flere slægters ligesæle sikkerhed.

Han plirede lidt med de grå øine under de usynlige bryn, da han så mig, og derpå blev det lange ansigt til et stort smil. Hans ypperlige tænder lyste mellem fyldige, korte læber, idet han råbte: «Er det Dem!» Han tog begge mine hænder mellem sine hårde, frægnede næver, slap så med den ene og tog hustruen om livet med fuld arm: «Var ikke det morsomt, Amalie? Hvad? De dager i Dresden, du?»

Da han slap os, spurgte han ivrigt om mig og min reise, han vidste, jeg skulde en kort tur udenlands. Så begyndte han at fortælle om, hvad han drev med som mest, og under dette slentrede han af og til i rummet, tog en ting mellem fingrene, kramsede den, slap den, tog en anden. Han holdt ikke en liden ting som vi med det yderste af fingerspidserne; i fuldt greb faldt den ind i hånden på ham, så fingrene lå udover. Det, han talte om, greb han i grunden på samme måde, i en slags overflod og kastede det gjerne straks hen igjen for noget andet.

Fruen var gået ud, men kom straks ind igjen og bad os tilbords. Netop da slængte han sig foran pianoet, hvor der stod et hefte ny musik opslået, som han i det samme karakteriserede med nogle ord. Så gav han sig til at spille og synge vers efter vers af en lang sang. Fruen mindede ham igjen om maden, da han var færdig. Derved kom han formodentlig til at mærke, at hun var inde. «Hør, Amalie, lad os prøve den duet;» og han slog an akkompagnementet. Hun smilte over til mig; men stillede sig hen og sang med. Hendes noget dækkede, søde sopran smeltede ind i hans varme baryton, som jeg havde hørt det for ni år siden. Begges stemme havde fået det rigere indhold, et liv lægger i den, når det selv har indhold; færdigheden var derimod omtrent den samme.

Den, som et øieblik i forveien måske ikke kunde fatte, hvorledes disse to var komne sammen, behøvede bare at stille sig ved siden af dem, mens de sang. En lyrisk hengivelse i stemningen var fælles for dem begge, og på forskjellige forudsætninger var de fuldkommen enige om at lade stå til. Som to børn i en båd vuggede de nu afsted, ladende maden bag sig blive kold, tjenerne utålmodige, gjæsten tænke, hvad han fandt for godt, og husets orden og deres egen bestemmelse for dagen skiples.

I deres sang var ingen energi, ingen skole, ingen finere udarbeidelse af dette enkelte nummer, som de kanske også sang for første gang. Men en jævn, lad, glad sammengliden nedover melodien. Stemmernes lyse farver gled ind i hverandre som et kjæleri; men der var ynde over det.

Vers på vers sang de, og jo længere, jo bedre sammen og altid gladere. Da de endelig sluttede, og hun ved min arm gik på sin lidt tunge måde ind til bordet, og han slang i forveien for at give nøglen til vinkjælderen til Stina, så var der i hendes øine ingen spørgsmål mere, bare glæde, mild skjøn glæde, og han fløitede som en kanarifugl.

Vi satte os tilbords, medens han var ude; vi ventede i det uendelige på ham; enten havde han ikke truffet Stina, eller hun havde ikke forstået ham; – han var selv gået i kjælderen og kom igjen således tilrakket, at vi skoggerlo. Fruen standsede dog midt i latteren, og sad siden taus hen, mens han skiftede og vaskede sig.

Han slurpede ske for ske af suppen i sig med grådig hast, vandt sig godt humør igjen, da hans første hunger var over, og talte i et væk, til han pludselig, mens han sad og skar stegen for, spurgte efter gutterne. De havde spist; de kunde ikke vente så længe. «Har De seet børnene?» «Ja», svarte jeg, og jeg talte om deres naturlige væsen, og om hvor stærkt den ene lignede på hans slægt og den andre på fruens. – «Men», kastede han ind, «det er slemt, at begge slægter har forholdsvis formegen fantasi; der er noget vekt i det. Og gutterne har fået fra begge. Her indtraf for en fjorten dages tid en sørgelig begivenhed. En legekammerat blev i fiskedammen. Hvad gutterne – naturligvis ved Stinas hjælp – har gjort ud af dette, er rent utroligt. Jeg har tænkt på det idag. Jeg har intet sagt, for det var i grunden morsomt også, og så vilde jeg ikke ødelægge det for dem med Stina. Men det er dumt, er det. Hør, Amalie, så er det næsten bedre at have dem borte på en skole, end at de skal gå slig og drive ind i altslags tøv».

Fruen svarte ikke.

Jeg vilde aflede og spurgte, om han havde læst Spencers afhandling «om opdragelsen».

Da kom der liv i ham! Han havde just sat sig for at spise; men han glemte det; tog endelig nogle bid, glemte det atter; jeg tror vi sad med denne ene ret i en time, mens han docerte Spencer. At jeg, som spurgte, om han havde læst bogen, efter al sandsynlighed selv havde læst den, vedkom ham ikke i mindste måde. Han fortalte mig bogen, ofte punkt for punkt, med egne anmærkninger til. Den ene af disse var, at om også, som Spencer vil, læren om opdragelsen skal indføres på skolen som skolens næst vigtigste fag, de fleste vil desuagtet ikke få evne til at opdrage sine børn; thi opdragelsen er et talent, som meget få har. Han for sin del vilde, strax børnene var store nok, sende dem til en dame, som han vidste, havde dette talent, og som også havde de kundskaber, der ubønhørlig måtte til. Hun var en begeistret tilhænger af Spencer.

Han sagde dette, som var det en længst op- og afgjort sag; fruen hørte på det som på en gammel bestemmelse. Jeg var meget forundret ved, at hun ikke havde sagt mig det, da vi for lidt siden talte om børnene.

Nu husker jeg ikke, hvilken materie vi så drev ind i, da han med en gang rev uret op: «Jeg har rent glemt Hartmann! Jeg skulde have været i byen! Ja, ja, – det er endda ikke for sent! Undskyld!»

Han lagde servietten fra sig, drak nok et glas vin, reiste sig og gik. Fruen forklarede mig undskyldende, at Hartmann var hans disponent, at der desværre ikke gik telegraf hid ud, og at noget sandsynligvis skulde være svaret på inden en times tid eller så.

En time i det mindste til byen; om ikke for andet, så for hestens skyld mindst en time der, og så en og en halv tilbage; thi man kjører ikke så lang vei med samme hest lige hurtig frem og tilbage. Dette sad jeg og regnede ud, mens jeg spiste videre, og fandt da også ud, at jeg altså var kommet ubeleiligt. Efter kaffen vilde derfor også jeg tage afsted.

Vi var begge færdige og reiste os. Hun undskyldte sig, idet hun gik ud i kjøkkenet, og jeg, som altså var alene, vilde se mig om på gården.

Da jeg var kommen ud på trappen foran bislaget, mødtes jeg af gutternes stærkeste latter, umiddelbart fulgt af et ord, som jeg ikke havde tænkt, de kunde tage i sin mund, end sige rope ud med al sin evne, og det på åbne gården. Den ældste ropte det først og så den andre efter.

De stod oppe på låvebroen, og en jente, som i vedskjulet lige mod dem lå bøiet over en kjælke, var den, som ordet gjaldt. Gutterne ropte nok et ord, om muligt værre end det første, og nok et og nok et, ganske uden ophør. Mellem hvert ord jublende latter. Det var klart, at de souffleredes af en indenfor låvedøren. Jenten svarte ikke; hun så engang imellem tilbage fra sit arbeide – ikke på gutterne, men på nogen bagom låven, hvor vognskjulet var.

Da hørte jeg bjældelyd derifra. Atlung kom frem reiseklædt og ledende sin hest. Gutternes forfærdelse, da de så faderen! Thi med en gang gik det op for dem, hvad de havde ropt, om ikke helt ud, så ialfald at de havde udrettet ond tjeneste for en anden.

Faderen skreg op: «Vent nu gutter, til jeg kommer hjem, så skal I sandelig have ris begge to». Han satte sig i slæden og slog på hesten. Mig så han i forbifarten og rystede på hovedet mod mig.

Gutterne stod en stund forstenede. Så tog den ældste tilbens, alt hvad han årkede. Den yngste efter: «Vent og tag mig med! – Hører du, løb ikke fra mig, Anton!» Han begyndte at græde. De kom bort bag vedskjulet; men jeg hørte længe efter den mindstes gråd.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Støv

I fortellingen Støv (1882) tar Bjørnson for seg temaer som livssyn, tro og barneoppdragelse. I løpet av 1870-tallet hadde han fjernet seg mer og mer fra sin barnetro og den grundtvigianske kristendomslære, noe som kommer til syne i denne fortellingen.

Jeg-stemmen i fortellingen er på besøk hos et ektepar og observerer hvordan ektefellenes forskjellige syn på tro, vitenskap og oppdragelse får alvorlige konsekvenser.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.