V

Jeg blev forstemt og vilde tage bort med det samme. Men da jeg kom ind i stuen, sad fruen i den store gotiske bænk eller sofa henne ved døren til spisestuen, og jeg viste mig ikke, før hun lænede sig fremover bordet foran hende og spurgte: «Hvad mener De om Spencers opdragelse? Mener De, vi kan følge den i praxis?» – Jeg vilde ikke indlade mig på det og svarte derfor alene: «Deres mands praxis er i alle fald ikke stemmende med Spencer». – «Min mands praxis? Han har slet ingen». Hun smilte. – «De mener, han tager sig ikke af børnene?» – «Å, han ligner vel deri de fleste mænd», svarte hun; «de morer sig med børnene engang imellem, og slår dem også engang imellem, når der forefalder noget, som generer dem».

«De tror, begge ægtefæller skulde have lige ansvar her?» – «Ja, det tror jeg rigtignok. Mændene har også her delt, som de har havt lyst til».

Jeg ønskede at tage farvel. Hun blev meget forundret og spurgte, om jeg ikke i det mindste vilde drikke kaffe først; «men det er jo sandt», lagde hun til, «De har jo ingen at tale med».

Hun er ikke den første gifte kvinde, som gjør skjulte anfald på sin mand, tænkte jeg. «Fru Atlung, De har ingen grund til at sige sådant til mig». – «Det har jeg heller ikke. De får undskylde mig». – Det var lidt skymt; men tog jeg ikke ganske feil, så var hun ved at græde.

Jeg satte mig altså ved den anden side af bordet. «Jeg har en følelse, kjære fru Atlung, af at De har trang til at tale med en; men jeg er vist ikke den rette». – «Hvorfor ikke det?» spurgte hun. Hun sad med begge albuer på bordet og så over til mig. – «Nu, om af ingen anden grund, så af den, at en slig samtale må tages op igjen, fordi den giver adskilligt at tænke på; og jeg skal reise igjen idag». – «Men kan De ikke komme igjen?» – «Ønsker De det?» – Hun sad lidt, så sagde hun langsomt: «Jeg har i regelen bare et stort ønske ad gangen. Og i det, jeg nu har, falder det ind, at De kom hid». – «Hvad er det, frue?» – «Ja, det kan jeg ikke sige Dem, hvis De ikke vil love mig at komme igjen». – «Nu, så skal jeg love Dem det». – Hun gav sin hånd over bordet: «Tak!» Jeg vendte mig på stolen imod hende og tog hendes hånd. «Hvad er det, frue». «Nei, ikke nu, svarte hun; men når De kommer igjen. De må hjælpe mig, – hvis De tror, det er rigtigt at gjøre det». – «Naturligvis». – «For De tænker jo i mange stykker som Atlung. Han vil høre på Dem.» – «Tror De?» «På mig hører han i alle fald ikke». – «Anstrænger De Dem for at blive hørt?» – «Nei, det vilde være det værste, jeg kunde gjøre. Med Atlung må alt komme leilighedsvis». – «Men kjære, jeg så da, at I har et velsignet forhold til hverandre i grunden?» – «Gud ja; vi morer os ofte så godt sammen.»

Jeg havde en følelse af, at hun ikke ønskede, jeg skulde se på hende, og jeg havde vendt mig igjen, så jeg sad langs ved bordet som før; skumringen blev tættere. «De husker os vel fra Dresden?» – «Ja». – «Vi var to unge mennesker, som legede os; det var så morsomt at være forlovet; men at gifte sig måtte være endnu morsommere, og at komme hjem og føre hus, å så uhyre morsomt; men dog ikke som at få børn. – Ja, så sidder jeg her, da, med et hus, som jeg slet ikke magter, og med to børn, som ingen af os kan opdrage; i alle fald mener Atlung så». – «Men tager De da ikke fat?» – «Med huset mener De?» «Nu ja, med huset!» – «Gud, hvad skulde det nytte til? – Jeg fik mest skjænd, dengang jeg prøvede». – «Men De har jo hjælp?» – «Ja, det er netop ulykken». Jeg vilde just spørge, hvad hun mente med det, da spisestudøren lige ved os lydløst åbnedes; Stina kom ind med lamper. Hun kom i to, tre vendinger; men den store stue blev langt fra fuldt oplyst af de lamper, hun bar ind. Der blev imidlertid ingenting sagt.

Da Stina skulde gå, spurgte fruen om børnene. Stina fortalte, at man søgte efter dem; de var ikke på gården. Fruen lagde ikke videre mærke til det, og Stina gik. «Hvem er Stina?» spurgte jeg, da døren lukkedes bag hende. «Å, hun er et meget ulykkeligt menneske, som havde en fordrukken far, der slog hende, og så fik hun en mand, en bankkasserer, som også begyndte at drikke og slå hende. Nu er han død». – «Har hun været her længe?» – «Fra jeg skulde have det første barn». – «Men dette er et trist selskab for Dem, frue?» – «Ja; hun er ikke meget morsom». – «Så skulde hun sandelig bort». – «Det vilde være mod traditionen her i huset. Et ældre menneske skal passe børnene, og det ældre menneske skal leve og dø i familien. Stina er brav».

Atter kom den, vi talte om, lydløst ind; denne gang med kaffen. Der var i grunden noget spøgelsesagtigt ved dette blågrønne portræt af Carlo Dolci sådan svævende på tæpperne i den store stue, hvor hun søgte efter en skjærm over lampen på kaffebordet, som om vi ikke havde det dunkelt nok før. Skjærmen var ovenikjøbet et gjennemstukket billede af Peterskirken i Rom.

Stina var gået, og fruen skjænkede. «Og så vil I mandfolk ovenikjøbet tage udødelighedshåbet fra os?» Hvad dette «ovenikjøbet» havde hensyn til, fik jeg tænke mig, som jeg vilde. Hun rakte en kop over til mig og blev ved: «Da jeg idagmorges kjørte til den døende mand på den anden side parken, faldt det mig ind, at sneen over de golde trær, det er dog i grunden det allersmukkeste billede på udødelighedshåbet over jorden, ikke sandt? Så ren ovenifra; og så barmhjertig da?» – «Tror De, den falder fra himlen, frue?» – «Den falder ned på jorden». – «Det er sandt; men den kommer også fra jorden». – Hun lod ikke til at ville høre på dette; men blev ved: «De talte før om støv. Men dette hvide, rene støv over den frosne gren og på den grå jord, ja, det er da som evighedens poesi, – synes mig», og hun lagde et syngende eftertryk på «mig».

«Hvem har så digtet den poesi, frue?» Hendes største øine så på mig og denne gang ikke spørgende; nei, sikre. «Er det ingen åbenbaring udenifra, så er det en åbenbaring indenifra; hvert menneske, som føler så, det har den». Hun havde aldrig været skjønnere. I det samme hørtes nogen i forstuen. Hun vendte hovedet lyttende derhen. «Der er Atlung tilbage!» sagde hun, reiste sig og ringede efter en kop til.

Det var ganske rigtig Atlung; så snart han havde fået tøiet af sig, åbnede han bredt døren og steg ind. Hans disponent, Hartmann, var bleven ængstelig og var kommet mod ham. Atlung havde afgjort altsammen med ham midt på landeveien.

Fruens spørgende øine fulgte ham, mens han gjorde nogle slentrende slag bortover. Enten likte hun ikke, at han afbrød os, eller så hun, at han var i dårligt lune. I det samme han modtog kaffekoppen af hendes hånd, fortalte han hende, hvad der var hændt med gutterne. Han nævnte intet af de ord, gutterne havde ropt ud med så megen jubel; men han sagde nok til, at hun kunde skjønne, hvad det var. Og medens han drak, fortalte han, at han havde lovet dem ris; «men» sagde han, «her må noget andet til end ris».

Som hun stod, da hun gav ham koppen, så blev hun stående endnu, da han havde drukket og gik. Rædsel lå over hendes ansigt og stilling. Hendes øine fulgte ham i rummet; hun ventede på dette andet, som var mer end ris.

«Nu vil jeg sige dig det, Amalie», lød det borte fra værelset; «gutterne skal bort den dag imorgen».

Hun sank langsomt ned i sofaen, så langsomt, at jeg tror ikke, hun selv vidste af, at hun satte sig. Øinene fulgte ham uafvendte. Noget hjælpeløsere, ulykkeligere har jeg aldrig seet.

«Du holder da vel så pas af gutterne, Amalie, at du kan finde dig i det? Nu kan du se, hvad det leder til, at jeg føiede dig sidst».

Men bliver han slig ved, så dræber han hende! Ser han da ikke på hende?

Om hun mærkede min deltagelse eller ei, – hun vendte med en gang sine øine, sine hænder mod mig … mens han gik fra os bort over gulvet; en fortvilelsens bøn lå i dette øiekast, denne lille bevægelse. Jeg forstod strax, at her er hendes eneste ønske; her er det, jeg skulde hjælpe hende med.

Hun var sunken ned over sine hænder, og hun blev liggende slig uden at røre sig. Jeg hørte ikke, at hun græd; ventelig bad hun. Han gik op og ned; han så hende; men hans gang blev altid bestemtere. Han slængte de ting, han tog og kramsede, længere fra sig, hæftigere.

Da gik spisestudøren langsomt op; det var atter Stina. Men denne gang blev hun stående på tærskelen, blegere end vanlig. Atlung, som netop havde gjort vending mod os, standsede: «Hvad er det, Stina?» – Hun svarte ikke straks; hun så ned på fruen, som løftede hovedet mod hende: «Hvad er det, Stina», udbrød også hun.

«Gutterne», sagde Stina, og holdt inde. «Gutterne?» gjentog begge, Atlung standsede, fruen reiste sig.

«De er ikke på gården, ikke i husmandspladserne … vi har søgt alle steder; – ved fabrikkerne også». – «Hvor så I dem sidst?» spurgte Atlung åndeløst. – «Budeien siger, hun så dem styrte mod parken grædende, da De lovede dem ris». – «Fiskedammen!» kom jeg til at sige, før jeg fik tænkt mig om, og virkningen på mig selv og dem alle var, som om noget sprang istykker mellem os. «Stina!» ropte Atlung; det var ikke bebreidende, nei det var et skrig af smerte, det såreste, jeg har hørt, og ud for han. Fruen løb efter, og idet hun ropte hans navn.

«Bed om lygter?» sagde jeg til de folk, jeg så bag Stina i spisestuen. Jeg gik ud og fandt mit tøi, vendte om igjen, traf Stina, der bevægede sig rundt i ring med foldede hænder. «Men så kom og vis mig, hvor det er!» Uden svar, og kanske uden at vide, hvad hun gjorde, ændrede hun sin gang fra rundt til ligefrem, altid med foldede hænder og høit bedende: «Fader i himmelen for Jesu skyld! Fader i himmelen for Jesu skyld;» rørende, kraftigt; og hun blev således ved ud gjennem gården, forbi husene, gjennem haven, ind i parken.

Det var ikke videre koldt; det sneede. Dette lange mørke spøgelse foran mig i snetågen med bøn-strimen efter sig ind under de høie, belagte trær, fulgte jeg som i drømme. Jeg sagde mig selv, at to små gutter nok kunde gå til fiskedammen for at finde Gud og englerne og de nye klær; men hoppe i hullet, hvis der var noget, og det to sammen … umuligt, unaturligt, dumt! Hvorfor i al verden var jeg kommen til at tænke eller antyde sligt? Men det nytter ikke alt det forstandige, man siger sig selv i en slig stund; det værste og utænkeligste vinder på en alligevel, og dette, «Fader i himmelen for Jesu skyld … Fader i himmelen for Jesu skyld», der i høieste angst susede om mig, virkede bestandig ny angst også hos mig.

Hvis de slet ikke har gået til fiskedammen, eller hvis de har været der, men ikke har turdet springe i vandet, så kan de jo være tumlet afsted andetsteds hen. Hans’s far skulde i eftermiddag få vinger på; – mon ikke også de i sin hjerteangst sidder etsteds under et træ og venter på det samme? I så fald fryser de sig døden til. Og jeg så for mig de to forfrosne stakler, som ikke turde gå hjem, den yngre grædende, den ældre også tilsidst grædende; jeg syntes bogstavelig jeg hørte dem … «Hys!» … «Hvad er det!» sagde hun og vendte sig i pludseligt håb. «Hører De dem?» – Vi stod begge stille. Men der var intet at høre uden mit eget pust, når jeg ikke længere kunde holde ånden. Ei heller var der noget at se, som lignede to små sammentullede mennesker.

Jeg sagde hende, hvad jeg netop havde tænkt, og hun udbrød hviskende, men i tilbageholdt stor jammer, idet hun kom mod mig med foldede hænder: «Bed med mig! å, bed med mig!» – «Hvad skal jeg bede om? At gutterne nu må dø og komme til himmelen og blive engler?» Hun stirrede forfærdet, vendte sig og gik foran som før; men nu uden en lyd.

Vi fulgte en gangsti gjennem skogen; den førte til fiske dammen, som jeg huskede fra fortællingen om lille Hans; men vi måtte gå mer end halvten af parken for at nå den. Her gik en bæk i en kløft, og her var gjort en opdæmning. Den var stor, så fiskedammen havde et anseligt omfang. Vi måtte op fra stien forat nå kanten af dammen. Stina gik bestandig foran, og da hun havde nået op og så dammen og de to forældre ude på den, knælede hun ned i bøn og hulken. Nu havde jeg ondt af hende.

Da også jeg nåede op og så forældrene, greb det mig stærkt. I det samme hørte jeg stemmer bag mig i skogen. Det var folkene, som kom med lygter. Det flagrende af snefaldet dæmpede lys, som de fire lygter gav ud over menneskerne, sneen, underdelen af træerne, den skygge, som samtidig enkelte i toget og enkelte trær og steder nær ved kom i, hæftede sig for alle tider i mit minde til de ord, jeg samtidig hørte fra dammen: «Her er intet hul i dammen!» Atlungs røst; den dirrede af bevægelse. Jeg vendte mig og så hans hustru om hans hals, Stina var sprunget op med et udrop, som endte i et langt men stille: «Gud være lovet og takket!» – Men de to på dammen slap ikke hverandre; jeg med nogen møie ned og bortover til dem; endnu hang hun om hans hals, og han var bøiet over hende. Jeg standsede ærbødig et stykke ifra; de hviskede til hverandre. Lysene oppe på dammen var det første, som vakte dem.

«Men hvad nu? Hvor skal vi søge?» spurgte Atlung. Jeg gik nærmere. Jeg sagde nu forældrene, skjønt skånsommere, hvad jeg før havde sagt Stina, at måske sidder de under et stort træ etsteds her og venter i sin hjerteangst på forbarmende engler, og så er der fare for, at de alt har froset, så de blir syge. Før jeg havde talt ud, spurgte Atlung op mod dem på volden: «Havde gutterne ydertøi på, sidst I så dem?» – «Nei», svarede to stykker. Han spurgte, om de havde huer på, og herom blev der uenighed. Jeg påstod, de havde huer på; en anden sagde nei. Atlung kunde selv ikke huske det. Endelig troede man, at den ældste havde hue på, og den yngste ikke. «Å, den lille Storm!» klagede moderen. Blandt folkene oppe på damkanten var der nogle, som gråt, så vi hørte det ned. Jeg tror, der stod tyve mennesker ved siden af hverandre omkring lygterne.

Atlung ropte op: «Vi må søge hele parken igjennem; vi begynder med husmandspladserne». Og han kom henover, og kløv op og hjalp sin hustru efter.

Her mødtes de af Stina: «Frue, frue!» hviskede hun bønfaldende. Men ingen af dem ænsede hende.

Jeg stirrede i kløften under os. At se snelagte træer ovenfra er som at se en forstenet skog.

«Kjære Atlung! vil du ikke rope?» bad fruen.

Han stillede sig længst frem; der blev stilt. Og så ropte han langsomt udover skogen: «Anton og lille Storm! Kom hjem igjen til far og mor! Far er ikke sint længer!»

Var det luften, som kom i bevægelse, eller faldt netop det sidste snegran, det, der skulde bringe en overlæsset gren til endelig at slippe, eller var nogen kommen nær en sådan, – nok Atlung fik som svar snefald af en stor gren halvt ved siden, halvt foran. Det gav et dumpt brag med gjenlyd i skogen, grenen svaiede og svang op, og der stod snedamp ud over os. Men ved rystelsen slap endelig alle dets svære grene sine snebører; brag og damp indhyllede os, og før vi vidste ordet af, slap det nærmeste træ sneen fra alle sine grene på en gang. Lufttrykket heraf var så stærkt, at to til, så fem, seks, ti, tyve trær slap med voldsomt drøn og gjenlyd i skogen og med en damp som af store snefonner, alle sine tunge læs. Da kom træklynger på træklynger efter, nogle ved siden af os, nogle længere borte, nogle tæt foran, bevægelsen gik først i to store armer, som efterhånden delte sig i mangfoldige, skogen stod og skalv. Tordenen rullede langt fra os, nær ved os, nu stødvis, nu samtidig og endeløst. Foran stod alt i hvid damp; det store tordenens tog over skogen forfærdede os i førstningen; efterhånden som det drog bort fra os og voxede, blev det så storartet, at vi glemte det andet.

Træerne stod atter reiste og ranke, fri og grønne; selv så vi ud som snemænd. Alle lygter var slukte; vi tændte og vi rystede sneen af os. Da hørte vi klagende: «End om smågutterne ligger under en snefonn?» Det var moderen, som talte. Nogle skyndte sig at sige, at den umulig kunde skade dem, den kunde i det høieste kaste dem overende, kanske for en stund kvæle dem; men de måtte kunne arbeide sig frem af den. En sagde, at de ufeilbarlig måtte skrige, straks de blev fri sneen, og Atlung råbte: «hys!» Vi stod mere end et minut og lyttede; men intet hørte vi uden langt borte fra et og andet efterdøn af en enkelt stående klynge, som nu først kom med.

Men var gutterne i en af skogens yderkanter, så kunde vi vanskelig høre dem der, vi stod; på begge sider var jo kløftens kanter høiere end dæmningen, hvorpå vi stod.

«Ja, lad os så gå og lede efter dem;» sagde Atlung bevæget; han gik imidlertid helt ud på det fremste af dæmningen, vendte sig mod os, som var begyndt at stige ned og bad os stå stille: «Anton og lille Storm! Kom hjem igjen til far og mor! Far er ikke sint længer!» Det var hjerteskjærende at høre. Intet svar; vi stod længe. Intet svar.

Mismodig kom han tilbage og gik ned på stien med os andre; hans hustru tog hans arm.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.