VI

Vi kom til det yderste af skogen og fordelte os med så lang afstand fra hver, at vi netop kunde se hverandre og alt imellem os; vi gik skogen op, tog næste strøg og gik det ned, men langsomt; thi al sneen fra træerne lå nu over den gamle sne på marken; sommesteder var den pakket så hård, at den bar os, men andre steder sank vi i til knæet. Da vi næste gang samlede os for atter at sprede os, spurgte jeg, om det også var sandsynligt, at to små gutter havde holdt ud i skogen, efter at det var bleven mørkt. Men heri modsagdes jeg af alle. De var vante til at færdes i skogen hele dagen og kvældene med; de havde andre gutter, som bygde snemænd for dem, fæstninger og snestuer, hvori de ofte sad med lys.

Herved droges tankerne hen på alle disse bygværk og på muligheden af, at de havde tyet til noget af dem. Men ingen vidste, hvor de havde dem iår, da sneen var kommet så nylig. Desuden pleiede de at bygge snart her, snart der. Altså måtte vi blive ved.

Det traf sig så, at Stina denne gang gik nærmest mig, og da vi to var ved kløften, og denne sommesteder bøiede, kom vi nær til hverandre og havde ingen strækning at søge på. Hun havde åbenbart en ændret sindsstemning. Jeg spurgte hende hvorfor. «Å», svarte hun, «Gud har så tydelig talt til mig. Nu finder vi gutterne! Nu ved jeg, hvorfor alt dette er hændt! Å, så tydelig ved jeg det!» Hendes madonnaøie skinnede af sværmerisk lykke; hendes blege, fine åsyn var henrykket. «Hvad er det, Stina?» – «De var så hård mod mig før. Men jeg tilgiver Dem. Herregud, syndede jeg ikke selv? Tvilede jeg ikke på Gud? Knurrede jeg ikke mod Gud? Å, hans veie er vidunderlige! Jeg ser det så tydelig, så tydelig!» – «Men hvad er det da?» – «Hvad det er? Fruen har i det sidste halve år bare bedt Gud om en eneste ting. Ja, det er hendes vis at gjøre så. Hun har lært det af sin far. Om bare en eneste ting har hun bedt, og vi har hjulpet hende. Det er om, at gutterne ikke måtte skilles fra hende; Atlung har truet med det. Havde dette i kvæld ikke kommet, så var det kanske skeet alligevel; men Gud har bønhørt hende! Kanske har også jeg været et værktøi i hans hånd; jeg tør næsten tro det. Og lille Hans’s død … ja, ganske vist også lille Hans’s død! Når nu de to små søde sjæle sidder og fryser etsteds og venter på englerne, å, de kjære, kjære gutter, så har de dem jo hos sig! Tviler De? Nei, tvil ikke! Om nu gutterne blir syge, og de blir ganske vist syge, ja, så er det jo deres lykke! Thi når far og mor sidder sammen ved sygesengen, å, da sendes de aldrig siden bort. Aldrig, nei aldrig! Da ser Atlung, at det vilde være at dræbe hende. Å, han ser det alt i kvæld. Ja, han ser det ganske vist. Han har alt nu høitidelig lovet hende det. For nu sidst så hun så inderlig godt på mig, og det gjorde hun ikke for en stund siden. Det var som hun havde noget at sige mig, – og hvad skulde det også i hendes angst være for noget andet end det? Hun har opdaget Guds veie, hun også, Guds vidunderlige veie! Hun takker og priser ham, hun som jeg, – ja, høilovet være Gud for Jesu skyld i evighed!» Hun talte hviskende, men sikkert, ja hæftigt; det sidste, eller lovprisningen, derimod med bøiet hoved, foldede hænder og sagte som til sit eget bryst.

Vi kom fra hverandre og nu og da nær hverandre, hvor kløften drev os sammen, og al søgning for vort vedkommende hørte op. «Et savner jeg forklaring over», hviskede jeg til hende. «Dersom alt, ligefra lille Hans’s ynkelige død, er hændt, for at Atlungs gutter skal blive hos sin mor, så må også det store snefald, vi nylig så og hørte, passe ind. Men jeg kan ikke se, hvorledes?» – «Det? Det var bare en naturbegivenhed det; en ren tilfældighed». – «Er der da noget sådant?» – «Ja», svarte hun. «Og det griber ofte ind. Men her kan jeg ikke se, hvorledes. Det er en stor nåde, at jeg kan se det, jeg ser. Hvorfor skal jeg forlange mere?» –

Vi speidede omkring os; men vi følte, at her lige ved kløften var gutterne ikke. Hvad jeg sidst havde sagt, blev ved at optage Stina. «Hvad mente De med snefaldet?» spurgte hun sagte, da vi næste gang traf hverandre. «Det skal jeg fortælle. Fruen havde, kort før vi kom ud i parken, sagt mig, at udødelighedshåbene falder fra himmelen på vort liv ligeså tyst, hvidt og mygt, som sneen over den nakne jord …» – «Å, hvor vakkert!» udbrød Stina … – «Og så tænkte jeg, da rystelsen kom, hele skogen skalv og sneen faldt af trærne med torden, – ja, bliv nu ikke vred! – da tænkte jeg, at slig var også udødelighedshåbene faldne af både fruen og Dem og os allesammen i den store angst for gutternes liv. Vi for om hverandre i jammer og gråd, og somme i slet dulgt raseri over, at der blev kaldt på gutterne fra et andet liv, eller at hændelserne her havde ført dem til randen af evigheden». – «Å, Gud, ja!» – «Men nu har vi havt udødelighedshåbene over os i mange tusen år – thi de er meget, meget ældre end kristendommen; og længer er vi endda ikke kommet». –«Å, De har ret! Å, De har tusen ganger ret! Tænk!» sagde hun og gik videre i stille funderinger. – «De sagde før, jeg var hård mod Dem. Og da gjorde jeg ikke andet end at minde Dem om de udødelighedshåb, som De havde lært gutterne …» – «Å, det er sandt; tilgiv mig! Å, javist! …» – «For De havde jo lært dem, at det var meget, meget bedre at være hos Gud end her, at det at få vinger på og være engel, det var det høieste, som et lidet barn kunde nå, ja, at englerne selv kom og tog de ulykkelige børn …» – «Å, nei ikke mere!» våndede hun sig og lagde begge hænder til sine øren. «Å, hvor jeg har været ubetænksom!» lagde hun til. – «Tror De da ikke på det?» – «Jo, tænk, om jeg tror! Disse tanker har i mit liv stundom været min eneste trøst. Men De forvirrer mig ganske, tror jeg». Og så fortalte hun mig så rørende, at hun ikke havde så stærkt hoved længer; hun havde grædt og lidt formeget; men håbet om et bedre liv efter dette havde ofte været hendes eneste trøst.

Atlungs melankolske rop, altid med de samme ord, hørtes af og til, og netop nu. Med et sæt var vi atter i den forfærdelige virkelighed, at gutterne havde vi endnu ikke fundet, og at jo længer det varte, før vi fandt dem, des sikrere var det, at de måtte bøde med en livsfarlig sygdom. Det sneede fremdeles, så at vi trods månelyset gik i en tåge.

Da lød der et rop gjennem skogen og snetågen af en anden røst end Atlungs og af en helt anden art. Jeg kunde ikke skille, hvad der blev sagt; men så kom nyt rop af en anden, så atter af en tredie, og det sidste lød klart: «Jeg hører dem gråte!» Det var en kvinde, som ropte. Jeg hastede frem, de andre foran og efter, alle mod den kant, hvorfra ropet kom. Vi var blevet trætte af at vade i den tunge sne; men nu løb vi så let, som var der fast jord under vore fødder. Lyset fra lygterne hoppede mellem os og over os, lyste os og blændede, ingen talte, bare åndedrættene hørtes. «Hys!» ropte en ung jente og standsede, og som hun alle; thi vi hørte de to små jamre med denne såre gråd, børn har, når de har grædt forgjæves i lange, lange stunder, og der så endelig kommer medlidenhed. «Å, Herregud!» sagde en ældre mand; han kjendte slig gråd. Vi kunde skjønne, gutterne ikke længer var ene; vi gik videre, men roligere. Vi var oppe og forbi fiskedammen, et stykke fra kløften, hvor træerne stod regelmæssigt; thi stedet lå lunt og forgjemt. Gråden blev naturligvis tydeligere, jo nærmere vi kom, og tilsidst hørte vi stemmer blandede med den. Det var faderens og moderens, de havde dog været de første. Da vi kom helt frem, så vi kunde se mellem træerne ind i snetågen, mødte vi to sorte klumper mod noget høit hvidt; det var faderen og moderen, på knæ, holdende hver sin gut op til sig; bag dem var en snefæstning eller en knust snehytte, hvori gutterne altså havde søgt tilflugt. Da lygterne kom nær, så vi, hvor ynkelig forfrosne og forkomne de var; de var blå, fingrene valne, de kunde ikke stå godt på benene; ingen af dem havde huer; ventelig lå disse i snedyngen, om de havde havt nogen. De svarte på ingen af forældrenes kjærtegn eller spørgsmål, ikke en eneste gang sagde de et ord, bare græd, græd. Vi stod om dem, Stina storhulkende. Gutternes gråd og forældrenes klager, spørgsmål og kjærtegn, med den fortvilelse og glæde, som vexlede i dem, greb strærkt.

Atlung reiste sig og tog sin; det var den ældste. Fruen reiste sig også og tog sin. Flere bød hende at bære gutten; men hun svarte ikke, bare gik med ham, trøstende, grædende uden et øiebliks ophold mellem ordene, indtil hun trådte, så hun faldt, gutten under og hun over. Hun vilde ikke have hjælp, men kravlede op igjen med gutten i sine armer, gik videre og faldt igjen.

Da så hun op mod himmelen, som vilde hun spørge, hvoraf dette kunde komme, hvorledes det dog var muligt?

Når jeg nu siden husker hende i hendes tro og i hendes hjælpeløshed, så husker jeg hende således, med gutten foran sig udstrakt i sneen, og hun over ham på knæ, med gråd og spørgsmål op mod himmelen.

Der var en, som tog gutten op, og Stina hjalp fruen. Men da gutten var kommen på en anden arm, begyndte han at klage: «Mor, mor!» og strakte de to stive, valne hænder ud efter hende. Hun vilde strax efter og bære ham igjen, men han, som bar, skyndte sig og lod ikke som han hørte hende, skjønt hun tilsidst bad så ydmygt. De var imidlertid ikke før kommet ned på stien, før hun ilte frem og standsede manden, og så tog hun under mange ømme ord gutten igjen i sin favn. Atlung var ikke mere til at se.

Jeg lod dem gå foran mig allesammen.

Men som jeg så dem et stykke fra mig inde i snetågen der mellem træerne og hørte det græde og trøste derinde … gled jeg tilbage i de gamle tanker.

De to stakkels gutter havde taget de voxne på ordet til disses egen store forfærdelse! Hvis vi havde ret til at tro så (thi gutterne selv havde jo endnu intet fortalt og kom heller ikke til at fortælle noget før efter den sygdom, de nu måtte gå igjennem); men hvis vi havde ret til at tro så, da havde de små søgt en virkelighed høiere end vor.

De havde troet på væsener, kjærligere end vore, et liv varmere end vort; for disses skyld havde de trodset kulden her, skjønt i gråd og frygt, ventende standhaftig på underet. Da tordenen gik, havde de måske bævet mod forvandlingen, – og blev bare begravne.

Hvor mange forgjængere havde de?

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.