VII

Jeg forlod straks Skogstad og uden at tage farvel med forældrene, som var hos børnene. Jeg fik en hest til første station mod byen, og var snart i langsom fart på chausséen. Den sne, som var falden, gjorde veien tyngre, end da jeg kom. Nogle støvgran føg om endnu; men det lettede mere og mere, så månelyset efterhånden blev stærkere. Det faldt på den snelagte skog, som her endnu stod urygget, med fantastisk magt; thi detaljen var tabt og modsætningerne svære.

Jeg var træt, og stemningen blev derefter. I det endnu dæmpede månelys så skogen ud som et bøiet, overvundet folk; den bar mere, end den kunde bære. Alligevel stod den tålmodig, træ ved træ, uden ende bortover. Det var almuen fra henfarne tider til nu, den nedstøvede almue. Hin «himmelfaldne, barmhjertige sne» …

Og som det har gået alle billeder ligefra den oldtid, som mythologien lader os dunkelt forstå, at de blev faste i forestillingen og friede sig ud og blev selvstændige, så gik det mit. Jeg så de henfarne slægter inde i en støvtåge, hvori de ikke kjendte hverandre, derfor kjæmpende mod hverandre, dræbende hverandre i millionvis. Altid stod støvstrøerne over dem. Men jeg så de samme over alle dem, som havde sår, eller som skulde dø. Jeg så iblandt dem kjærlige, fine sjæle, som derved gjorde det høieste og skjønneste, som de vidste, ligesom hine Ægyptens præste læger, der bød syge og døende trylleformler som det stærkeste mod døden og lagde på sårene et lægemiddel, hvoraf det meste var mystiske symboler.

Men jeg så alle livets forhold, selv de friskeste, overstrøede af støvlaget, og det at ville fri dem at være verdens værste eller eneste oprør, der ganske vilde bryde selve forholdene itu.

Og da jeg blev trættere, og det veg fra mig, men det nylig oplevede dukkede frem igjen, da hørte jeg det grangivelig græde inde i et snestøv, som ikke længer faldt; det var gutterne, jeg hørte. De græd så sårt, de klagede så bittert, medens vi kjærligt bar dem fra støv til mere støv.

Jeg kom gjennem skogen og kjørte op langs ved den til stationen. Da jeg deroppe reiste mig og kastede endnu et blik udover træerne, var de klart overstrålede af månelyset. Skogen lå storladen i sin snepragt.

Det majestætiske i synet slog mig nu, – og billedet kom anderledes frem.

En drøm ud over alle folk, opkommen uendelig længe før al historie, i bestandig ny skikkelse, hvoraf hver betegnede undergang af en tidligere, og altid så, at den yngre lå lettere over virkeligheden end den næst forrige, skjulende mindre af den, givende friere åndedrag, – til de sidste rester engang skulde dampe bort i luften … Når skal det ske?

Det uendelige bliver altid igjen, det uforståelige med det; men det kvæler ikke længer livet. Det fylder det med ærbødighed; men ikke med støv.

Jeg sad atter i slæden, og den ensformige dur af bjælden gjorde, at søvnigheden kom. Og så begyndte atter gutternes gråd at synge for mine øren sammen med bjælden. Og jeg måtte i min træthed til at tænke mig, hvad der videre hændte de to små, og hvorledes det i den første tid på Skogstad måtte se ud i sygerummet og omkring blandt dem, jeg netop havde forladt.

Hvor var ikke det, jeg da tænkte, forskjelligt fra det, som siden hændte!

Jeg måtte huske på det, da jeg to måneder efter kjørte den samme vei med Atlung, og han fortalte mig, hvad der var foregået. Da havde jeg været i udlandet, og han mødte mig i byen.

Og når jeg nu fortæller det igjen, så er det ikke med hans ord; thi jeg vilde ikke være istand til det; men hvad han fortalte, det er det.

Gutterne fik feber, og den gik over til lungebetændelse. Alle så de fra første færd, at det tog en svær vending; men fruen var så sikker på, at alt var hændt, forat hun skulde beholde sine gutter, at også de andre fik den tro.

Hvor hård sygdommen kunde blive, – den vilde bare være indgang til lykke og fred. Allerede i skogen havde hun taget det høitidelige løfte af sin mand, at de ikke skulde sendes bort; men at en huslærer måtte komme og have dem under stadig opsigt. Og ved sygesengen gjentog han det, så ofte hun vilde, når de i lange nætter og stille dage mødtes der. Hun havde aldrig været skjønnere, han havde aldrig elsket hende høiere end nu; egentlig var hun i en eneste henrykkelse. Hun betroede Atlung, at ligefra han første gang for vel et halvt år siden havde ytret, at gutterne skulde bort, havde hun bedt Vorherre om at hindre det, bedt ham uendeligt, og i al denne tid ikke om noget andet. Hun vidste, at hvad man bad om i Jesu navn, det skulde gives. Hun havde gjort det flere ganger før i tilfælder, som forekom hende selv at være led i hendes liv under troens førelse, naturlige led; og det var altid lykkedes. Hun havde dennegang taget sin far til hjælp og tilsidst Stina; begge disse havde lovet også bare at bede om dette. Det faldt hende ikke et øieblik ind, at der var en anden måde at nå målet på, f. ex. så vidt hun havde kræfter, og så vidt hendes tro tillod det, at studere Atlungs tanker om opdragelsen, og prøve at få ham selv med på et forsøg, så at det kunde vise sig, om de magtede opgaven. Hun gik ud ifra, at det gjorde hun slet ikke; hvad kunde vel hun? Men Gud kunde, hvis han vilde. Det var jo hans egen sag, og det i høiere grad end nogen, han før havde bønhørt hende i, så hun var sikker på, han vilde. Hver hændelse, hvert menneske, som kom til gården, tænkte hun, var sendt; på en eller anden måde måtte de blive et led i den handlingsrække, som førte Atlung til andre tanker. Når hun fortalte Atlung dette i sin uskyldighed og tro, følte han, at det i alle fald ikke var nogen menneskelig magt, som kunde modstå hende. Han reves i den grad selv med, at han ikke alene var vis på, at gutterne kom sig; men han lagde ikke engang mærke til, hvor syg hun selv var.

Det lange ophold i parken uden yderklær og med våde fødder, den overanstrængte sjælstilstand og nattevågen, den mod sig selv hensynsløse forfølgelse af bare ét, så hun glemte at spise, ja, heller ikke trængte til det, … tog tilsidst magten aldeles fra hende. Men sygdommens første mærker gik sammen med hendes hvileløse, henrykkede tilstand; ikke hun selv, ikke andre ænsede den. Da hun endelig måtte tilsengs, var der alligevel en slig glæde, ja fryd over hende, at de andre ikke fik tid til angst; hendes feberfantasier flød sammen med hendes liv, hendes ønsker, hendes tro, så det ofte ikke var godt at skille dem. De forstod alle, at hun var syg, og at hun ofte rasede; men ikke at her var fare. Lægen var en af disse, som ikke taler; men de tænkte alle, at havde her været fare, så havde han talt. Stina, som havde overtaget tilsynet, levede inden sine egne forestillinger og håb og bortforklarte alt, når Atlung viste uro.

Da kommer han hjem en middag fra fabrikkerne, varmer sig og går op på den store sal, hvor de alle lå; thi moderen vilde være, hvor gutterne var. Hendes seng stod slig, at hun kunde se dem begge. Han kom sagte ind. Der var luftigt og godt og dyb fred. Ingen anden end de syge, såvidt han strax kunde se, var i rummet; men han opdagede siden, at vågekonen var sovnet af i en stor stol, som hun havde draget hen i krogen nærmest ovnen. Han vækkede hende ikke; han stod lidt over hver af gutterne, som enten sov eller lå i døs, og derfra gik han lige sagte hen til sin kjære hustrus seng, glædede sig over, at også hun havde fred, kanske sov; thi han hørte ikke hendes pludder, som ellers altid hilsede ham. Der var sat en skjærm for mod vinduet, så han ikke så klart, før han kom nærmere. Hun lå med åbne øjne; men tåre på tåre trillede af dem.

«Hvad er det?» hviskede han opskræmt. I hendes ændrede stemning så han med én gang, hvor medtaget, hvor forfærdelig medtaget hun var. Hvorfor i al verden havde han ikke seet det før? Eller havde han seet det, men i den grad været behersket af hendes sikkerhed, at han ikke havde regnet det for noget. Det var et øieblik, som vilde han vælte overende, og alene hans frygt for, at han så skulde falde tværs over hendes seng, gav ham kraft til at holde sig.

Så snart han kunde, hviskede han påny: «Hvad er det, Amalie?» – «Jeg ser det på dig, at du ved det selv», svarede hun hviskende og langsomt tilbage; hendes læber bævede, hendes øine fyldtes og tømtes; men ellers lå hun aldeles stille. Hendes hænder – å, hvor var de magre; ringen lå meget rummeligere om fingeren, og dette havde han dog seet før; men hvorfor ikke tænkt over, hvad det betød? – Hendes hænder lå helt udstrakte, hver på sin side af legemet, der syntes ham så tyndt under tæppe og lagen. Kniplingerne om håndledet lå ordnede, som havde hun ikke rørt sig, siden hun var klædt og redt, og det måtte nu være flere timer siden.

«Men Amalie!» brast han ud og knælte foran sengen.

«Det var ikke således, jeg mente det», svarede hun med så sagte hvisken, at han under andre omstændigheder intet kunde have hørt. «Hvad mener du med således, Amalie? … Å, forsøg igjen at svare mig! – Amalie!» Han så, hun vilde men kunde ikke eller betænkte sig. Øinene fyldtes og tømtes, fyldtes og tømtes, munden bævede, men ligeså lydløst som dette skede, lige stille lå hun. Endelig rettede hun de store øine på ham. Han bøiede sig nærmere hen til hende for at høre: «Jeg vilde ikke tage dem fra – dig», hørte han hvisket som før; ordet «dig» kom for sig selv, og endnu i den hviskende tone omgivet af en ømhed og klage, som intet på jorden kunde overgå i styrke.

Han vovede ikke at spørge igjen, skjønt han ikke forstod. Han fattede alene, at der var hændt noget, endnu samme formiddag, som havde gjort liv til død. Hun lå lamslået. Hendes urørlighed var forskrækkelse; noget uhyre stort havde trykket hende til lydløs stilhed, knust hende. Men han fattede også, at bag denne lydløse urørlighed var der en bevægelse så stor, at hun måtte sprænges; han fattede, her var fare, at hans nærvær øgede denne fare, at her måtte hjælp til, d. v. s., han fattede, at fik han ikke selv komme bort, så var bare hans ansigt, som det nu måtte se ud, nok til at dræbe hende. Han ved ikke, hvorledes det gik til. Han kan huske, han var i en trap; thi han kan huske et billede, hun der selv havde hængt op, den hellige Kristoforus, som bærer Jesubarnet over en bæk. Han fandt sig selv liggende på sofaen i den store stue med noget vådt over panden, og et par mennesker ved siden, hvoraf den ene var Stina. Han kjæmpede længe som med en ond drøm. Ved at se Stina kom hans rædsel igjen: «Stina, hvordan har Amalie det?» Svaret kom, at hun lå i vild feber.

«Men hvad har hændt i formiddag, mens jeg var borte?» Stina vidste intet. Hun forstod ikke engang hans spørgsmål. Hun var ikke den, som havde pleiet fruen om formiddagen; hun havde havt nattevagt, og da var fruen i lyksalige feberfantasier ligesom nu igjen. Havde da doktoren været hos hende om formiddagen? Nei, han var ventendes. Han havde sagt igår, at han idag ikke kunde komme før senere. Dette tydede fra doktorens side på sikkerhed.

Havde fruen talt med nogen anden? Det måtte da være med vågekonen. «Hent hende!» Stina gik; han sendte også bort den andre, som var der; han trængte at samle sig. Han satte sig med hovedet mellem sine hænder, og før han vidste det, brast han i gråd. Han hørte på sin egen hulken i den store stue og gøs. Han følte det, – å, han følte det, at han skulde sidde her alene og høre den i uger. Og i det grænseløse savn stod hendes billede klart frem, hun kom som af sengen i sit hvide klæde og gav ham ord for ord, hvad hun havde ment. Hendes bøn til Gud havde været at få beholde gutterne, og nu var hun forfærdelig bønhørt; thi nu skulde hun have dem med sig i døden. Det var dette, der havde lamslået hende. Og så gjentog den elskelige: «Jeg mente det ikke således; jeg vilde ikke tage dem fra – dig».

Men hvorledes var dette på én gang faldt hende ind? Hvorfor var hendes uryggelige vished slået om til noget så forfærdeligt?

Vågekonen vidste intet. Mod morgenen var fruen falden i søvn, og efterhånden var den blevet roligere. Da hun vågnede et stykke ud på dagen, lå hun lidt, før hun blev pleiet. Hun var overmåde svag; husholdersken hjalp til. Ingen talte til hende om hendes tilstand, ikke med et ord. Selv sagde hun intet uden én gang; det var da hun havde fået lidt suppe, da sagde hun: «å nei, det kan være det samme». Hun lagde sig bagover og lukkede øinene. De rådede hende til at spise; men hun svarede ikke. De stod lidt og ventede, så lod de hende i fred.

Ud på kvælden blev feberen stærkere; på doktorens råd blev hun da båret ud i næste rum. Dette opfattede hun som at bæres mod paradis, og sang til med en liden hæs stemme. Hun talte også nu uden ophør; men med undtagelse af hin salme om paradis, var der intet i al hendes tale, som tydede på, at hun nu huskede noget af hvad hun havde tænkt i det øieblik, hun havde bevidsthed. Alt var nu igjen lykke og latter. Ud på morgenen sovnede hun; kort efter vågnede hun, og straks kom hin usigelige smerte; men også straks dødskampen. Under denne blev hun var, at gutternes senger ikke var der. Hun så på Atlung og åbnede hånden, som vilde hun have hans. Han forstod, hun tænkte, gutterne var gået forud, og at hun vilde trøste ham. Med denne lille kolde hånd i sin og dens sagte ryk under kampen med de sidste bud fra det vingede liv sad han, til det var slut.

Men da overlod han sig også helt til sin grænseløse sorg. Ansvaret, han følte, ved ikke at have forsøgt at tage hende med ind i sin egen stærke læsning og tænkning; af at have ladet hende leve et vekt fantasiliv; bære husbyrderne og barneopdragelsen, men ikke få samfund i ånd og vilje; halvt af hensynsfuldhed, halvt af magelighed at have sat hende efter, hvor han tog hende; moret sig med hende, når det faldt ham ind, men ikke søgt at arbejde sammen med hende, – det var det, han brødes med uden trøst, uden svar, uden tilgivelse.

Først i den efterfølgende nat, da han drev omkring derude under en stjerneklar himmel, kom de første svalende tanker. Vilde hun nogensinde have forladt sine barnlige forestillinger for at følge hans? Var ikke dette en arv, så dyb i hendes natur, at et forsøg på at rygge den bare vilde have gjort hende ulykkelig? Dette havde han aldrig troet, og til syvende og sidst var det også dette, som havde bestemt ham til at leve sit liv, mens hun levede sit. Den skjønne, elskeliges billede svævede omkring ham, og de to gutter fulgte hende som altid. Var det hans egen træthed, som gjorde det, eller var det bebreidelserne, som havde udtømt sig og lod tingene tale sit naturlige sprog, – hans skyld mod hende og mod dem flyttede for en del fra dette og lagde sig over andre ting, som var mange og smertelige nok, men ikke som hine.

Hvad dette var, fortalte han ikke; men han så ti år ældre ud.

Doktoren søgte ham den næste dag, fordi han havde trang til at sige, at når han intet havde ytret om det farlige i fruens tilstand, så var det, fordi at han ikke havde troet andet, end at hun skulde bære igjennem. Hendes eget lykkelige sind vilde hjælpe, tænkte han. Men hin formiddag måtte noget være hændt.

Atlung svarede intet. Doktoren føiede så til, at gutterne var over al fare; den ældste havde altid været det.

Atlung havde endnu ikke et øieblik skilt moderen og gutterne. Under deres sygdom følte han med hende, at de måtte leve; i det sidste døgn, at de skulde følge hende i døden. Moderen uden dem kunde han ikke tænke.

Og nu, da han måtte skille dem, var den første følelse – ikke glæde; nei, forfærdelse over, at også heri skulde den kjære have skuffet sig! Det var, som hun levede og kunde se det, at alt var feiltagelse, og at denne sidste feiltagelse unødig havde dræbt hende.

De to sortklædte gutter var de første, vi mødte på gården. De så blege og forskræmte ud. De kom ikke imod os, og faderens kjærtegn gav de ikke tilbage.

I gangen mødte Stina os; også hun så medtaget ud. Jeg udtrykte for hende min oprigtige deltagelse. Hun svarte stille, at Guds veie var uransagelige. Alene han vidste, hvad som var til vort bedste.

Atlung tog mig med til familiebegravelsen, et lidet stenkapel inde i en lund nærmere elven. Underveis fortalte han, at hver gang han skulde til at tale fortroligt med gutterne og prøve at være både far og mor, strømmede det så ind på ham, at han ikke kunde. Det fik komme efter hvert.

Gravkammeret var et venligt lidet kapel, hvor kisterne stod på gulvet. Kun var porten ikke en almindelig port, men et jerngitter, som nu stod åbent; thi der blev arbeidet i kapellet. Vi tog huerne af og gik hen til hendes lille kiste. Vi vexlede intet ord. Først da vi forlod den og så på de andre kister og på deres indskrifter, meddelte han, at hans hustrus kiste skulde sættes ind i en af sten. Jeg bemærkede, at vi på denne måde kom til at bevare mer af vore forfædre, end det var sundt at bevare. «Men der er pietet i det», svarede han, idet vi gik ud.

Varmegrader i luften. Over den blålige sne stod skogen grøn eller gråmørk, og fjorden var truende frisk. Der var som vår i luften, skjønt vi endnu var midt i vinteren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Støv

I fortellingen Støv (1882) tar Bjørnson for seg temaer som livssyn, tro og barneoppdragelse. I løpet av 1870-tallet hadde han fjernet seg mer og mer fra sin barnetro og den grundtvigianske kristendomslære, noe som kommer til syne i denne fortellingen.

Jeg-stemmen i fortellingen er på besøk hos et ektepar og observerer hvordan ektefellenes forskjellige syn på tro, vitenskap og oppdragelse får alvorlige konsekvenser.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.