V.

«Bagste-Birte» var velkjendt hele Bygden over – hun og «Bagste-Kjævle» hendes; for de to hørte sammen.

Og de var jævnlig paa Farten. Var der saaledes et Bryllup eller en Ligfærd, som stod for, sagde det sig selv, at Bagste-Birte maatte bage «Lefse-Leiven», saasandt alt skulde være rigtig paa Skikken.

Det er underligt med det, at ret beset saa har gjerne ethvert Menneske sit særlige Anlæg, som kan udvikles til Mesterskab. Og Birte var Virtuos med Kjævle; i den Kunst var hun uforlignelig. – Det var forresten ogsaa det eneste, hun dugde til, – saa Birte uden Kjævle vilde snart sagt vært ligesaa hjælpeløs en Tingest som Kjævle uden Birte.

Og Bagste-Birte kjendte sin Begavelses Begrænsning, og bøied sig for den, – hvilket, som bekjendt, ikke alle Mennesker gjør her i denne Verden.

Anlægget havde hun vistnok faat i Arv; hendes Mor og Bedstemor havde vært Bygdens Bagstekoner og sat sin Stolthed i at føre dens dygtigste Kjævle. Birte var bare en syttenaars Jente, da Moderen faldt bort; men det sagde sig selv, at hun og ingen anden indtog den afdødes Herskerplads ved Bygdens Bagstefjæle.

Kjævle rulled muntert frem og tilbage, frem og tilbage, og Leiv efter Leiv, Hundreder og Tusener, gik over Fløien hen paa den hede Helle – jævne og runde, som bare Bagste-Birte kunde faa dem.

Og paa Krakken sad Birte, rund og lubbet, med tykke, røde Kinder under det smørgule Haar – lo, sang og tralled Dagen lang.

Vakker var hun ikke, men ret godlidelig; og et velsignet Humør havde hun, – lad ogsaa være at hun ikke var af de klogeste just, efter hvad Folk sagde.

– Men saa hændte det en vakker Vaardag, at Lars Tellefsen Teigstuen – Dragon-Lars, som han gjerne kaldtes – kom hjem paa Besøg til Folket sit der i Dalen; han havde i flere Aar ligget ved Garnisonen inde i Kristiania. – En vakker, spræk Kar havde han jo altid vært, og fin var han blet baade i Tale og Skik; og ram efter Jenter ogsaa, det er sikkert nok.

Naa ja, Dragon-Lars blev hjemme en Maaneds Tid eller saa, – og drog til Hovedstaden igjen, idet han dyrt og inderligt bandte og svor paa, at i Fonnedal kunde han ikke holde ud; – «for en dannet og beleven Mann, som er vant ute i den store Væla, kan da – forsørje mei! – inte leva uta bare klinkenes Kvinnfolk, heller!» mente han.

Og Birte sad paa sin vante Plads ved Bagstefjælen, og Kjævle rulled frem og tilbage, frem og tilbage, og Leiv efter Leiv gik over Fløien hen paa Hellen.

Men hun hverhen lo eller tralled eller sang mer; hun var blet blegere, med et blaaligt Skjær over de mærkbart indsunkne Kinder, og under Øinene havde hun store blaagraa Ringe.

Og ned paa Narve Opheims og Inger Klobergs Bryllupslefser trilled den ene Perle efter den anden over hendes fremstaaende Kindben. Og naar Leiven bredtes over Hellen, hørtes der indimellem som et lidet Knald, hvergang en Taare traf til at falde paa det hede Metal, hvorfra den i samme Øieblik steg iveiret som en let Antydning til Damp; – det var Bagste-Birtes Uskyld og Ungdom, som gik op i Røg.

Nogle Maaneder efter havde hun en Datter ved Brystet.

Og den vesle Jenten var ikke mere end godt og vel fjorten Dage gammel, før hun fik en liden Bror, – som da rigtignok ikke Bagste-Birte var Mor til.

Men Dragon-Lars lagdes ud som Far til dem begge, – de blev endda døbt i samme Vand; og Jenten fik Navnet Oline.

Bagste-Birte var atter paa Vandring fra Bagstefjæl til Bagstefjæl Bygden rundt – med Kjævle under Armen og Oline paa Ryggen.

Og hun kjævled sig og Datter sin frem gjennem Livet, Dag for Dag, fra Aar til Aar – indtil Oline omsider var sluppet frem for Præsten.

Hun var vakker, Jenten, rigtig vakker endog.

«Aa ja, hu lyg se kje Far te, hu!» sagde Folk.

Og det var nok ikke bare af Ansigt, hun slægted Far sin paa. Hun havde hele Opvæksten fremover vært en vilter, ustyrlig Jentunge, som altid var rede til Skøi og Leven; men til at arbeide havde hun hverken havt Lyst eller Stadighed, og det samme var Tilfældet nu, hun var blet voksen.

Især var Moderens Livskald Gjenstand for Olines Modvilje og Foragt, – saa der var kun smaa Udsigter til, at Embedet skulde forblive i Familien.

Birte, Stakkar, havde mangen en tung Stund og talte mangt et Formaningens Ord for den Sagens Skyld.

«Da Mor mi» – pleied hun at sige – «laa paa sit siste, saa tok hu mei i Hanna, og saa sa hu: «Birte,» sa hu, «hus paa, at om alt anna her i Væla svigter og sviker dei, saa gløm inte Vorherre, aa slipp inte Kjævle dit, for da berger du Live,» sa hu.

Men Oline var og blev den samme, tiltrods for baade Formaninger og Taarer.

– Saa en Dag kom hun og sagde, at nu vilde hun ned til Brofos og faa sig Tjeneste.

– Der er en hel liden Landsby der omkring Værket. –

Bagste-Birte blev saa tung om Hjertet og dertil saa ræd, som hun før neppe havde kjendt sig. Hun prøved med alle de Modlæg, hun bare var istand til at hitte paa. – Men til ingen Nytte; Oline vilde og maatte afsted, der var ikke Raad for andet.

Ja, saa gik Birte omkring i Gaardene og tog op paa Borg. Og Oline var i flunkendes ny Klær fra Top til Taa, da hun en Høstmorgen slog Følge med Fonnedals-Elven nedover mod Brofos.

– Men Bagste-Birte gik sin gamle Gang fra Bagstefjæl til Bagstefjæl deroppe i Fonnedal; og hun tænkte paa Oline, og kun paa Oline.

Den randt hende saa levende i Hu, den Tid, da hun havde Jentungen paa Ryggen og Kjævle under Armen. Nu var Jentungen væk, langt, langt væk, Vorherre maatte vide hvor og hos hvem; Birte havde bare Kjævle igjen.

Og som hun sad ved Bagstefjælen, og Kjævle rulled og rulled, og Leiv efter Leiv tynded og bredte sig jævn og rund under hendes øvede Hænder, der gik frem og tilbage mekanisk som to Maskinarme, var det atter Oline og kun Oline, hendes Tanker dreied sig om, og Træk efter Træk af deres svundne Samliv steg frem for hendes Erindring; ofte græd hun, men stundom maatte hun ogsaa drage paa Smilebaandet ved et eller andet Minde.

Det var rent mærkværdigt, for Ord det Barnet kunde komme med. Saaledes var det engang, da hun endnu bare var Smaajente, at hun sagde:

«Du Mor, – maa Kvinnfolka gifte sei for aa bli Kjærringer?»

Jo, det var nok saa.

«Har du ossaa vært gift, da, Mor?»

Nei, gubetre, – Birte havde nok ikke det.

«Ja, men hossen kan dom kalle dei for Bagstekjærring, da – da?»

– – Aa ja, hun havde godt for sig, og pen var hun, og snil var hun ogsaa i Grunden, flygtig og vidtløftig af sig rigtignok; men – Herregud – hun var jo bare Ungdommen endnu, og det vilde nok rette sig med Aarene. – «Je trur naa lel, atte hu bli te noe, hu Oline,» var gjerne Omkvædet, naar hun talte om Datteren.

– Saa kom Jens Sundre, Kræmmeren, hjem fra en Tur til Brofos. Han havde mange Hilsener og tre Kringler med fra Oline til Mor hendes; hun tjente hos en Landhandler, spiste Bykage og andre gode Sager til hver evige Dag, og havde ikke stort andet at bestille end gaa i Stasklær og dalle med to Tvillingunger.

Den, som blev glad, var Birte. Og med første Leilighed sendte hun nedover en Tine, som foruden et Forklæde og et Par Sko ogsaa indeholdt seks Lefseklinger, saa fine som Birte havde kunnet bage og skjære dem.

Endnu nogle Hilsener fik Birte fra Datter sin paa Brofos. – Men saa kom Jens Sundre efter en ny Tur tilbage med den Besked, at Oline ikke mer tjente hos Landhandleren, – for hun var reist til Langestrand; mere vidste han ikke.

Der sêg som et helt Berg indover Bagste-Birtes Bryst; hun havde begyndt at forsone sig med Brofos, – det var jo dog ikke længer borte, end at hun kunde baade sende og faa Hilsen, ret som det var. – Men Langestrand! – – – Herregud, at Jentungen kunde falde paa at reise saa rent urimeligt langt væk!

Hun tænkte og tænkte om Dagen, naar hun sad ved Bagstefjælen, og hun tænkte over og over igjen, naar hun laa om Natten og ikke fik sove.

Endelig var den store Beslutning fattet: hun vilde selv afsted og finde Datteren.

En Uges Tid efter var hun færdig med sine – baade mange og omhyggelige – Forberedelser til Færden.

Saa var hun endelig paa Farten nedover langs Fonnedals-Elven. Kjævle bar hun i en Dug under Armen, – hun vidste ikke selv ret hvorfor, men hun kjendte sig ligesom tryggere, naar hun havde det med.

I Førstningen gik det glat nok – Tanken paa Oline satte Fart i hendes Fødder.

Men som en efter en af de kjendte Aaser og Koller sank og gjemte sig i den nordlige Horisont, blev hendes Aandedræt tyngre og tyngre, og hvert Skridt faldt hende saa besværligt, som havde hun Blysaaler under Skoene.

Endelig var hendes hjemlige Synskreds ganske forsvundet.

Og da kunde hun ikke mer, – hun satte sig paa Veikanten og græd og græd, saa uendeligt ensom og hjælpeløs.

Og saa – ja, saa tog hun paa at pusle sig nordover, den samme Vei, som hun var kommet.

Dermed var Bagste-Birtes store Reise gjort; – for allerede Dagen efter sad hun atter ved en Bagstefjæl i sin Hjemgrænd.

– Dage, Uger og Maaneder gik, og fra Oline hørte hun intet.

Endelig skulde Jens Sundre igjen gjøre en Tur nedover, – kanske helt til Langestrand, mente han.

Og Birte bagte i to Dage for ham – mod Tilsagn om, at hvis han kom til Langestrand, saa maatte han spørge Oline op og faa Rede paa, hvordan hun havde det.

Efter en lang, lang Uge kom han tilbage.

I Langestrand havde han vært, – havde dog ikke truffet Oline; men han fik rygtevis spurgt, at hun skulde være reist med et af Kystdampskibene ind til Kristiania.

Til Kristiania! – – det rent svimled for Bagste-Birte.

– Saa var det Langestrands-Marked frem i Marts. Birtes Søskendebarn, Anders Kroken, skulde da til Markeds med en Tønde Rakørret; og Birte tog det Løfte af ham, at han skulde faa sikker Besked om Oline.

Atter var det en lang, lang Uge at vente, og saa endnu tre Dage til. – Jo, endelig en Aften kom han.

Og næste Morgen, da Bagste-Birte tren ind i Stuen hos Narve og Inger Opheim, for hvem hun skulde bage til den ældste Datters Bryllup, var hun straalende og stolt som en Dronning. Hun gav sig neppe Tid til at lukke Døren efter sig, før hun maatte frem med, at nu havde hun hørt noget sikkert fra Oline. Anders Kroken som igaarkvæld kom hjem fra Langestrand, havde faat opspurgt, at Oline – ganske rigtigt – var reist ind til Kristiania. Saa var der en Kjøbmand, som gav ham det Raad, at han fik høre sig nærmere for paa Langestrands Politikammer; og der havde de – efter nogen Akkedas – bedt ham se indom igjen om etpar Dage. – Jo, da han saa kom, saa sagde de, at de havde faat Brev fra Kristiania; og i det Brevet stod der – blandt endel andet, som Anders Kroken ikke skjønte –, at «hu Oline hadde fast Plass hos en Prost,» stod der, – saa meget havde han da begrebet af det hele.

«Saa hu ble naa te noe lel, hu Oline, – som je alti har trudd!» – sagde Birte, med Glædestaarer i Øinene.

– Men at «Prostens» fulde Navn var Prostitutionen, – det vidste ikke Bagste-Birte.

Og hun fik heller ikke vide det, selv ikke efterat ud paa Vaaren den fulde Sandhed rygtedes hjem til Fonnedal. – Var det af Hensynsfuldhed, at Folk lod Rygtet gaa Moderens Øren forbi? Saa barmhjertig pleier dog ikke en hel Bygd at være, især hvor det er en gammel Fattigstakkar, det gjælder. Aa nei; – Sagen var den, at endnu inden Vintren var omme laa hun gjemt inde paa Fonnedals Kirkegaard.

– – – Men hvordan det gik til, at Oline Larsen efter omkring to Aars Forløb kom bort fra sin faste Plads hos hin «Prost» i Kristiania, det er en lidt vidtløftig Historie, som vi her ikke nærmere skal opholde os ved.

Nok er det, at hun omsider atter var havnet i Langestrand – som «Jomfru» i Bertel Tallebergs Restauration.

Der var nu forresten dem, som vilde vide, at Restauratør Talleberg – i al Stilhed rigtignok – var en langestrandsk Embedsbroder af Anders Krokens Kristiania-«Prost»; – saa de mente, at Jomfru Larsen nok alligevel ikke kom saa ganske paa ukjendt Forum i sin ny Kondition.

– – – Men Bagste-Birte hvilte trygt og roligt inde paa Kirkegaarden deroppe i Fonnedal.

---

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.