Streik

av Per Sivle

VI.

Det var den 23de Mai.

De vaargrønne Spirer havde endelig rukket at give Markerne sin friske Farve.

Oppe i Aasbrynet sad Gjøken og gol, mens Trærnes endnu ikke fuldt udsprungne Løv syntes som Millioner af smaa, lyttende Øren.

Og fra Langestrands Kirketaarn kom Klokketonerne i regelmæssige, malmrene Bølger og fyldte Luften med Høitidsstemning.

Det var jo ogsaa Pinseaften.

Brugene havde vært i Drift en halvanden Uges Tid. Idag var de stanset Klokken tre. – Og for første Gang det Aar gik Arbeiderne hjem med en hel Uges Løn i Lommen.

I Hus og Hytte gjordes Forberedelser til Høitiden. – Oppe i Kaalrabien ogsaa. – Ole Augustinussen sad under det skraa Vindu i Midtrummet, der var Familiens Dagligstue og Spisestue og Faderens og Hans Teodors Soveværelse.

Den gamle var just ifærd med at barbere sig. En blankslidt Buksesæle af Skind var med sin ene Ende fæstet ved en Syl til Vinduskarmen, Sælens anden Ende holdtes fast af Ole Augustinussens Tænder; og henad den strammede Flade drog den svære, barkede Næve – hans eneste – en gammel Barberkniv frem og tilbage – forsigtigt, langsomt. Paa en Stol, som endnu bar Mærker af, at den engang havde vært rødmalt, stod en Blikkop med varmt Vand ved Siden af et rødgult Saapestykke, og mod Vindusposten var et Speil med spættet Glas stillet op. – Der var da ogsaa blet Raad til et skikkeligt Stykke Saape idag, saa han paa folkevis kunde faa Skjægget af; for med Saksen blev det jo aldrig saadan tilgagns snaut, og der var noget saa kjedeligt stikkende ved de Stubberne.

Ude i Kjøkkenet holdt Jensine paa med at vaske og klæde sine to Gutter til Høitidskvælden; det var Ole og Olaves – fem og tre Aar. Ole var allerede næsten færdig, vasket og kjæmmet, og stod nu i ren Skjorte, nylappet Bukse, rødrudet, messingknappet Vest, Sløifelue paa Hodet og Sko paa den ene Fod – bare stundende efter, at Far skulde komme hjem fra Skomageren med den anden Sko, hvorpaa en Grime var løsnet.

Men Olaves skreg: «Vil inte ha Vann paa Halsen! – hu hu hu! – denner ne paa Dyggen ossaa!»

«Naa naa, bare vær snil Gut, du Olaves, og inte skrik. For naa kommer snart Papa hjem med noe godt tell dei; og saa skal du endda faa det pene Tørklæ dit om Halsen!»

– Indenfra Stuen lød det alt i et: «skrr-rrap-skrap»; – det var i Bedstefaderens rødgraa Skjægbuster, det skreg.

Der fór Ole hinkende over Gulvet, paa en Sko og en Strømpelæst.

«Vil du la være aa søle tell Strømpen din, du!»

Ole smutted ind til Bestefaderen, men kom styrtende ud igjen: «Mor, Mor – Bedstefar, blør! – Bedstefar blør!»

«Jøsses!» – Jensine sprang til.

«Aa nei, det er inte farli. Jei rispa mei bare litegranne paa Kjakan og Haka med dennane Fillekniven.»

Saa kom Kristoffer, og Ole fik sin Sko, og han og Olaves hver sin Toøreskage. – Om lidt kom ogsaa Hans Teodor. Han bar nogen Pakker under Armen. Ole og Olaves vilde endelig se, hvad Onkel havde i de Pakkerne; – nei, de maatte ikke røre! Og Hans Teodor gik først ind i Siderummet, hvor Stine sad og byssed sit Barn, og siden ud i Kjøkkenet til Svigerinden. Nu blev det hendes Tur at tage sig en Trip ud i Byen. Da hun vendte tilbage og satte det, hun havde med, fra sig paa Kjøkkenbænken, var Gutungerne straks om hende.

«Hva har du der i Koppen, Mor?»

«Det er Fløte, Barnet mit.»

Ole vilde opi med en Finger.

«Nei, vil du la være! – vi skal jo ha det tell Kaffen imorra.»

«Og det skal rigtignok smake godt, engang igjen!» sagde hendes Mand, som kom forat hente sig Vaskevand.

– Omsider havde alle i Huset stelt og pudset sig. – Og nu holdt Mor paa at rumstere med Madkogning ude i Kjøkkenet; men Gutterne havde hun jaget ind. Olaves sparked i Døren og skreg. Saa tog Far Riset ned. Olaves krøb ind under Bordet og forsøgte at fordrive Tiden med at furte; men det holdt han ikke ud, han maatte snart frem igjen, og begge de smaa stilled sig op paa Vagt ved Kjøkkendøren.

Hvad kunde det vel være, Mor havde i Gryden? For hver Gang, der blev gløttet paa Døren, strømmed der imod dem en Duft af Mad, som – – ja, noget rigtigt rart maatte det være!

Endelig kom hun da ind, bredte en Serviet over Bordet, lagde Skeer frem og slog af et Blikspand Mælk i nogle Kopper.

Og der – jo, et Fad med deilig, ganske hvid Grød, og i Midten var der endda til et gult Smørøie.

«Nei, du Mor, du Mor – tænk, Risengrød!» sagde Kristoffer. – «Men strak Pengene tell, da?»

«Ja, det er naa han Hans Teodor, vi kan takke for det, ser du.»

«Jo, jei syntes, vi fik flotte vors lidt ikvæll, siden det er Pinseaften,» mente Hans Teodor.

«Saa faar Dere værsgo sætte Dere, da.»

Aa jo, der var Pinsestemning der ved Bordet!

Smaagutterne vilde straks hugge ind.

«Nei, Barn, – Borbøna først!» sagde Bedstefaderen. «Du har vel inte glemt den, Ole?»

Og Ole og de voksne folded Hænderne, og selv Olaves sad andægtigt stille paa Moderens Fang.

«Jøssu Nam, gaa vi tilbors,
spise og drikke paa dit Or,
Gud til Ære og os til Gavn,
saa faa vi Mad – – Jøssu Nam!»

Og saa fik de Mad; og den Maden smagte!

«Jei mener, her er strødd Sukker paa, ossaa, jei!» sagde den gamle.

«Ja, bare en liten Klype; – men det smaker naa mye grommere, naar der er aldri saa lite Sukker paa,» svarte den unge Husmoder. «Jei hadde havt Løst paa litegranne Kannel, ossaa,» lagde hun til; «men saa langt strak det inte.»

– Der stod Hans Teodor op fra Bordet, gik ud i Sideværelset og kom tilbage med – – – jo saa sandelig var det ikke en Halvflaske og det riflede Drammeglasset indefra Hængeskabet!

«Jei tænkte – Far –, du kunde ha godt a en liten Dram tell Maten, ikvæll – og vi andre ossaa.»

– Jo, der var Høitid i Kaalrabien ikvæld.

Der var Høitid, – og det tiltrods for, at Bertel Talleberg havde sagt, de allesammen skulde paa Døren, hvis han ikke fik sine Penge til første Søndag efter Pinse – sidste Frist.

Men det var ikke denne Pinseaftens mindst glædelige Overraskelse, at Oscar Andrésen, som kjendte Forholdet, idag havde kaldt Hans Teodor ind paa sit Kontor og sagt, at han nok skulde snakke med Talleberg og faa ham til at give Taal. Og de kunde saa omtrent være sikker paa, at det vilde ordne sig; – «for naar jei snakker med ham – jei sjøl – saa – –»

Det var rigtignok ikke ligt Oscar Andrésen, dette, – men det var nu slig, han sagde, alligevel, og han var kjendt forat holde Ord.

– «Uf, det stikker og river saa i venstre Hanna mi igjen ikvæll,» sagde gamle Ole Augustinussen. – «Aa, ja – Herregud! – – han vet, hossen Pinse du holler, der du ligger, Stakkar! – Men inte glømmer jei dei, og inte heller kan du glømme mei, ser det ut tell.»

«Aa – Far –, tænk naa inte paa det! – Vi tar vors en liten Dram tell, – og saa en Pipe etter Maten.»

– Der var taget af Bordet; enhver var god og mæt, og de tre Mænd sad noksaa hyggeligt med hver sin Snaddepibe og smaaprated, mens Gutterne sprang legende omkring paa Gulvet, og Jensine rasled med Opvasken ude i Kjøkkenet.

Alene Stine sad stille og bleg paa en Krak borte ved Ovnen.

Da reiste den gamle sig, gik hen og strøg hende over Haaret.

«Aa, ja, stakkars Stine! – men det tør nok bli bra igjen for dei ossaa, skal du se. – Aa ja, Herregud! – det er saa mye, man faar friste her i Verden.»


Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Streik

Streik, med undertittelen Arbeiderroman, fra 1891 er Per Sivles eneste roman. Den er skrevet på riksmål, eller dansk, som nynorskmannen Sivle selv sa det.

Hovedtrekkene i handlingen bygger på faktiske hendelser rundt en arbeideroppstand i Drammen ti år før utgivelsen, og den fiktive byen Langestrand er da også lett gjenkjennelig som 1880-årenes Drammen. Romanen oser av sosial indignasjon på vegne av underbetalte og dårlig behandlede trelastarbeidere, og handlingen er til tider svært dramatisk.

Da Streik utkom ble Per Sivle av flere anmeldere kritisert for å ha latt kunstnerisk kvalitet lide på bekostning av den politiske agitasjonen som gjennomsyrer verket. Men boken fikk fornyet oppmerksomhet i forbindelse med radikaliseringen på 1960- og 70-tallet, og regnes i de fleste litteraturhistoriske oversikter som Norges første arbeiderroman.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1891 (NB digital)

Les mer..

Om Per Sivle

Per Sivle debuterte i 1878 med diktsamlingen En Digters Drøm, men er først og fremst kjent i ettertiden for å ha skrevet Norges første arbeiderroman Streik som ble gitt ut i 1891. Sivle bidro i stor grad til å sette søkelyset på arbeiderklassens levekår.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.