Det led fremover mod Kvældingen.
Kun faa af de streikende havde vært Øienvidner til Arrestationen; de fleste var gaat hjem hver til sit, andre holdt Øie med Brugene – ved hvilke ogsaa Politiet havde sine Vagtposter.
Men der trængtes ikke lang Stunden, før hele Langestrand vidste Besked. Der berettedes uhyggelige Ting om Politiets Fremfærd, og Toppunktet var, at det havde hugget med Sabler.
Og fra Arbeiderkvartererne i Langestrands Udkanter tog der paa at strømme som en Folkevandring mod Byens Torv. I utrolig kort Tid blev der udenfor Raadstuen sort af Mennesker – Mandfolk, Kvindfolk og Unger.
Men ved den lave Stentrappe udenfor Raadstudøren samled Brugsarbeiderne sig i en Klynge, der hurtigt tiltog i Omfang og Tæthed.
En Politibetjent havde to Gange opfordret Mængden til at fjerne sig; den eneste Virkning var, at Arbeider-Skaren heller sêg nærmere.
Saa kom Politifuldmægtigen. Han brugte skarpe Ord.
En dump, knurrende Mumlen svared ham; og i næste Øieblik skar en stærk Røst igjennem:
«Nei, vi gaar inte, før vi faar Kammeraterne vores ut!»
«Nei, vi gaar inte! – de skal ut igjen! – ut igjen!» lød det.
«Er dere gal, Mennesker? – vil dere true dere frem mot Politiet? – det blir dere en farli Spas!»
«Det faar inte hjælpe – Kammeraterne vores skal ut!» – «Ja-a-a det skal de! – det skal de!»
«Jasaa naa!» – Han blaaste i en Signalpibe, og godt og vel et Snes Mand, Konstabler og hvervede om hverandre, kom ud.
«Fremad Marsch! – gaa paa! gjør ryddigt!»
Troppen havde øiensynligt sine Betænkeligheder.
«Naa da? – jei gaar jo sell med; – marsch!»
Jo, saa bar det da fremover, om just ikke i Stormskridt.
Folkemassen vêg uvilkaarligt noget tilbage.
«Se saa! – nu hjælper det; – bare frem!»
Da var der ên, som raabte:
«Neigu om vi længer lar vors jage som en Saueflok, lel! – Paa dem, Gutter!»
«Ja! – ja! – Paa dem! – paa dem! – Hurra! – hurra!»
Som en Stormbølge vælted Mængden forover, mens Politifolkene over Hals og Hode søgte tilbage til Raadstuen. – Det lykkedes ogsaa de allerfleste at komme unna, – Politifuldmægtigen var den sidste, der fik redde sig ind, hvorpaa han dreied Nøglen om; men det venstre Skjøte af hans Uniformskjole blev tilbage nedenfor Trappen, i en ung Sagarbeiders Næve.
Desuden havde de streikende faat Klo i to Konstabler og en hvervet Skomager. Og disse Stakkarer fik nu undgjælde; man slog og man sparked.
«Aa, for Guss Skyll, spar Livet! – hus paa Kona mi og alle Barna!» klynked Skomageren.
«Naa ja, Gutter, vi faar da inte slaa dem ihjel, heller!» sagde ên. «De klarer sei med det, de har faat, tænker jei. – Lat vors heller se tell aa faa Kammeraterne vores ut!»
Dermed lod man de tre slippe, efterat først Sablen var Skomageren frataget og brudt i Stumper.
– «Ut med Kammeraterne vores! – ut med dem!»
Politiet forholdt sig taust og lod sig ikke se.
Saa dundred en Sten mod Raadstudøren, flere fulgte efter. Og ind gjennem en Vindusrude fløi Heftet af den sønderbrudte Sabel.
Fremdeles Taushed indenfor.
«Kom, saa sprænger vi Døren, Gutter!»
«Hurra! – javist sprænger vi den!»
Og snart hamredes der løs med Næver og Hæle.
«Nei, dette hjælper inte! – Sæt Skuldrene paa, saamange som kan komme tell!»
Det blev gjort. Der lød et Brag – det var Døren, som brast; men endnu holdt Jernbeslaget.
Da endelig aabnedes et Vindu i anden Etage, Politimesterens runde, rødkindede Ansigt kom tilsyne og mødtes af et heftigt, vedholdende Raab:
«Slipp dem ut! – slipp dem ut!»
Det varte en Stund, før han kunde komme tilorde for Skrig og Støi.
«Naa ja, dere skal faa det, som dere vil ha det, da! – Men saa faar dere ossaa være Folk – Folk!»
«Ja – ja! – bare ut med dem – straks!»
Der blev gløttet paa Porten, saavidt at Stensen og Per Amundsen og de to andre Arrestanter kunde smutte ud, hvorefter der igjen ilsomt blev lukket og laast.
En Orkan af Hurraer hilste dem.
Stensens Klær var – som nævnt – i en høist miserabel Forfatning. Busserul, Vest og Skjorte var flænget, saa det bare Bryst stak frem. Men Per Amundsen fandt paa at dække Aabningen ved Hjælp af Politifuldmægtigens Kjoleskjøte og nogle Knappenaale, – hvilket vakte umaadelig Jubel.
Opløbet havde ganske taget Magten i Langestrand.
Politiet var glad til, det slap med at holde sig væk.
Byens Bedsteborgerskab var skrækslaget, fyldt af bange Forventninger; det holdt sig inde i sine Reder, tildels bag stængte Porte og omdreiede Gadedørsnøgler. Ingen Herskabsvogne kjørte ud i den lyse, milde Kvæld, og Damernes spraglede Vaartoiletter lod sig ikke som ellers se paa Promenadeveien oppe under Byaasen.
– Tre forskjelligartede Strømdrag kom snart frem inden den sammenstimlede Menneskemasse.
Brugsarbeiderne toged afsted for at tale et Ord med Cheferne. Stensen og Per Amundsen saas blandt de forreste i Fylkingen.
De fleste af Tilskuerne vendte lidt efter lidt tilbage til sine Hjem.
Men der var en hel Del andre, som sanked sig i mindre Flokke, der hver for sig fôr omkring og gjorde Kvalm i Gaderne. Thi alt af Skøier og Slusk, som i Langestrand fandtes, var nu paa sin høie Hest.
I Fronten for en af disse Flokke gik Oluf Rundstrøm og Oline Larsen.
– Og under den lokalkjendte Olines Ledelse blev der om Natten gjort Indbrud i Restaurationen hos Bertel Tallebergs Enke. – Der var fuldt op at finde for tørstige Halse. Madam Talleberg, som blev vækket ved Lyden af klirrende Glas og en knaldende Champagneprop, kom i ganske let Antræk ilende til. Men en blank Tollekniv og «aderton Tusen ramsalte Djeflar,» som Oluf Rundstrøm i en Haandevending kommanderte ud, jog hende paa et ilsomt Tilbagetog mod Soveværelset, bag hvis laaste Dør hun saa tilbragte en skrækkelig Time, mens Rundström og hans Følge jubilerte i Restaurationen. – Omsider gik de da sin Vei, men tog Drikkevarer med sig og fortsatte Festlighederne oppe i Aasen.
– Imidlertid havde Brugsarbeidernes Tog vært omkring paa Visit til Driftsherrerne – uden dog at have truffet en eneste.
Thi Langestrands Plankeadel havde i største Skyndsomhed emigreret – stukket afgaarde hver til sin Kant. Wang-Melterud var dog lige ved at blive for sén; Arbeiderskaren var allerede ved hans Hus, da hans lille Lystdamper forlod Bryggen nedenfor og piled udover Fjorden.
Oscar Andrésen var tidligt paa Eftermiddagen set jagende opover Dalen med sin Traverhest for Karjolen. – Men baade hos ham og hos Wang-Melterud gik de fleste Vinduer ivasken den Kvæld.
Det led langt over Midnat, før der blev nogenlunde stille i Byen.
– Klokken ikke mere end godt og vel 7 Tirsdag Morgen kom Langestrands Magistrat – som for Øieblikket repræsentertes af Byfogden, da den gamle Borgermester var blet upasselig – og Politimesteren sammen til Raadslagning; Frygten for uvedkommendes Indblanding havde faat de Herrer tidligere end vanligt op af Dynerne.
Det antoges som givet, at Optøierne vilde blive fortsat, sandsynligvis endog med forøget Voldsomhed. Og det besluttedes, at der telegrafisk skulde rekvireres Militærmagt – en Afdeling Infanteri, som kunde ventes at ankomme fra «Moen» ved Firetiden, da Eksercerpladsen laa i Nærheden af Jernbanestation. Kavaleri var ikke at tænke paa – Afstanden var for stor.
En civilklædt Politibetjent blev skikket afsted med de nødvendige Telegramer; og de tvende Autoriteter oppebied bag sine respektive Kontorvinduer længselsfuldt den Stund, da Oplandstogets Lokomotiv vilde pibe til Befrielse.
– Henad Formiddagen begyndte det igjen at trække op til Folkestimmel paa Torvet, og det tykned, efterhvert som det led.
Først og fremst var det Brugsarbeiderne. De fleste var overlegent freidige og lo til enkeltes Betænkeligheder – som f. Eks. at Militærmagt kunde blive tilkaldt. – Militære? – ja, lad dem bare komme! – Men de kommer ikke! – de vaager sig neigu ikke!
Politiet var fremdeles usynligt. – Og alligevel holdt Folkemassen sig idag over al Forventning skikkelig. Rigtignok hørtes der jo hist og her lidt Fylle-Skraal og nu og da et overmodigt Hurra; men det var ogsaa det hele.
– Det led fremover, til Klokken var 10 Minuter over 4.
Da lød Togets skingrende Signal over fra Jernbanestationen.
Kort efter sprang to hæseblæsende Gutter frem paa Torvet.
«Naa – kommer de! – – naa kommer de!»
«Hvem?»
«Soldaterne – vel! – fra Moen!»
– Og ind paa Broen nogle Hundre Skridt længer oppe svinged i samme Stund to Rækker af blanke, blinkende Bajonetter.
Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Streik, med undertittelen Arbeiderroman, fra 1891 er Per Sivles eneste roman. Den er skrevet på riksmål, eller dansk, som nynorskmannen Sivle selv sa det.
Hovedtrekkene i handlingen bygger på faktiske hendelser rundt en arbeideroppstand i Drammen ti år før utgivelsen, og den fiktive byen Langestrand er da også lett gjenkjennelig som 1880-årenes Drammen. Romanen oser av sosial indignasjon på vegne av underbetalte og dårlig behandlede trelastarbeidere, og handlingen er til tider svært dramatisk.
Da Streik utkom ble Per Sivle av flere anmeldere kritisert for å ha latt kunstnerisk kvalitet lide på bekostning av den politiske agitasjonen som gjennomsyrer verket. Men boken fikk fornyet oppmerksomhet i forbindelse med radikaliseringen på 1960- og 70-tallet, og regnes i de fleste litteraturhistoriske oversikter som Norges første arbeiderroman.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1891 (NB digital)
Per Sivle debuterte i 1878 med diktsamlingen En Digters Drøm, men er først og fremst kjent i ettertiden for å ha skrevet Norges første arbeiderroman Streik som ble gitt ut i 1891. Sivle bidro i stor grad til å sette søkelyset på arbeiderklassens levekår.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.