Idet jeg stod i Begreb med i denne Række af Erindringer og Bekjendelser at optage Enkelte af nogle forhen i vore Blade aftrykte Stykker, var jeg stærkt i Tvivl, om denne Redningsiver skulde udstrækkes til «Strikketøisbetragtninger», en liden Opsats, der har staaet i den «Konstitutionelle». Den skriver sig helt fra Aarene 40, og betegner saa at sige mit første frygtsomme Trin paa Forfatterbanen.
Ved at gjennemlæse den, fandt jeg den imidlertid, særlig naar man tager Hensyn til et saa langt tilbagelagt Tidspunkt, saa betegnende for den Sag, som det er bleven mig en Livsopgave efter bedste Evne at belyse, at jeg ikke betænkte mig paa at indlemme den i nærværende Samling.
En liden Bekjendelse bliver jeg nødt til her at forudskikke. De deri udtalte Anskuelser af vore selskabelige Tilstande og disses Bærere, omfatter, som enhver Læser ogsaa let vil forstaa, noget ganske Tilfældigt. Det Fortrin, der her ydes det «strikkende» Kjøn paa det Andets Bekostning, smager temmelig stærkt af det Gamle: Nei, da var det noget Andet i min Tid! og grunder sig derfor paa «Betragtninger», der i Løbet af de mellemliggende Aar maatte lide betydelige Modifikationer. Det er mindre paa Virkningerne af et Onde i deres mangfoldige Brydninger, vi skal rette vort Blik og vor Anklage, end paa Ondet selv, den store Grundaarsag; skulde vi begynde Sammenligningen fra denne Kant, kom vist «vi Strikkende» sørgelig tilkort. Og kan det være anderledes! Den Part i Sagen, der vindicerede Midlerne til en friere, fuldkomnere, mere harmonisk Udvikling, vil, det falder af sig selv, ogsaa fortrinsvis præstere Frugterne deraf. Det er derfor ikke saameget besynderligt, at Mand almindeligvis taget og ikke alene i den Dannelse, der ligger paa Aandens Omraade, staar over Kvinde, og at selve Feilene arte sig fordrageligere hos den Første, end hos den Sidste . . . Maaske vor bittreste Anklage! . . . .
Det er kun min Overbevisning, og denne maa jeg fastholde som et Udgangspunkt for hele min Opfatning af Kvindesagen, at en Overlegenhed, der skal holde sig oppe paa Randen af et Misforhold, altid staar i Fare for at udarte, og at den i alle uædlere Naturer uundgaaelig vil udarte.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I essayet «Strikketøisbetragtninger» skildrer Camilla Collett forholdet mellom kvinner og menn. Hovedpoenget hennes er at kunnskap og dannelse ikke bare skal forbeholdes mennene og at menn har et ansvar for å spre kunnskap til kvinnene. Essayet ble først utgitt anonymt som «Nogle Strikketøisbetragtninger» i avisen Den Constitutionelle 23. og 24. mars 1842. Da hun i 1873 ga ut Erindringer og Bekjendelser. Sidste Blade. Fjerde og femte Række tok hun med en lett bearbeidet versjon av essayet og utstyrte den med en liten innledning («Forerindring»). Det er versjonen fra 1873 som utgis her.
Se faksimiler av førsteutgaven av Erindringer og Bekjendelser. Sidste Blade. Fjerde og femte Række (1873) (nb.no)
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.