2det Kapitel.

No. 25, 20de Juni 1857.

Kirken staar i Bondens Tanke paa et højt Sted og for sig selv, fredlyst, med Graves Højtid omkring, Messens Livlighed inde. Den er det eneste Hus i Dalen, hvorpaa han har anvendt Pragt, og dens Spir rækker derfor ogsaa lidt længer end det synes at række. Dens Klokker hilser langvejs hans Gang did den rene Søndagsmorgen, og han løfter altid paa Huen til dem, som han vilde sige dem et «Tak for sidst!» Der er et Forbund imellem ham og dem, som Ingen kjender. Tidlig stod han vel i den aabne Dør og lyttede til dem, medens Kirkefolket drog i stille Tog forbi nede paa Vejen, Fader lagede sig til, men han selv «var for liden». Han forbandt da mangen Forestilling med denne tunge, stærke Lyd, der regjerede mellem Fjeldene en Time eller to og ljomede fra det ene til det andet; men een var uadskillelig fra den: rene, nye Klæder, skinnende Kvinder, pudsede Heste med blanke Sæletøj.

Og naar de saa en Søndag ringer over hans egen Lykke, der han selv i splinternye, men for store Klæder gaar stø ved sin Faders Side og skal første Gang derhen, jo, da er der vel Jubel i dem! Da kan de vel slaa alle Døre op, for hvad han vil faa at se! Og paa Tilbagevejen, naar de larmer hen over Hovedet, endnu tungt og vuggende paa Sange, Messer, Prædikenord, der jager og jages af hvad Øjet paa samme Tid har optaget: Altertavlen, Dragter, Personer, – da hvælver de ogsaa een Gang for alle Tag over dette samlede Indtryk og vier ind den mindre Kirke, han herefter bærer i sit Indre.

Lidt ældre maa han gjete tilfjelds; men naar han den vakre, dugfulde Søndagsmorgen sidder paa Stenen med Kreaturene nedenfor sig, og hører Kirkeklokkerne over deres Bjælder, da bliver han tungsindig. Thi der klinger i dem noget Lyst, Let, Lokkende dernedefra, Tanke om Kjendinger ved Kirken, Glæde naar man er der, endnu større naar man har været der, god Mad hjemme, Fader, Moder, Sødskende, Leg paa Volden den glade Søndagskvel,.. og det lille Hjerte gjør Opstand i Brystet. Men det ender dog altid med, at det var Kirkeklokkerne som lød, han hus 52 ker sig om og finder tilsidst en halv Psalmestub, han kan; den synger han med foldede Hænder og et langt Øje ned i Dalen, siger saa en liden Bøn ovenpaa, springer op, er glad og støder i Luren saa det skralder i Fjeldene.

Her i de stille Fjelddale har endnu Kirken sin særskilte Tale til enhver Alder, sit eget Syn for ethvert Øie; Meget kan have bygget imellem, men aldrig Noget over. Den staar voxen og værdig for Konfirmanten, – med oprakt Finger, halv truende, halv vinkende, for Ynglingen, som har gjort sit Valg, bredskuldret og stærk over Mandens Sorg, rummelig og mild over Oldingen, som er træt. Midt under Gudstjenesten indledes og døbes de smaa Børn, og det er bekjendt nok, at under denne Handling er Andagten størst.

Man kan derfor ikke tegne norske Bønder, fordærvede eller ufordærvede, uden et eller andet Sted at støde sammen med Kirken. Det vil synes en Ensformighed; men det er maaske ikke den værste. Dette være sagt een Gang for alle og ikke netop for det Kirkebesøgs Skyld, som her kommer.

Thorbjørn var glad til Turen og Synet, fik forunderlig mange Farver i Øjnene uden for Kirken, følte den Stilhedens Tyngde, som laa over Alle, og Alt indenfor, da Messen ikke var begyndt; og skjønt han selv ikke huskede at bøje Hovedet, da Bønnen blev læst, var det dog som bøjet ved Synet af flere hundrede bøjede Hoveder. Sangen gik, og Alle sang paa een Gang omkring ham, saa det blev ham næsten forfærdeligt. Saa hensjunken sad han, at han skvat op som af en Drøm, da deres Stol sagte blev aabnet for En, som traadte ind. Efter endt Sang tog Faderen hin Mand i Haanden og spurgte: «Staar det godt til paa Solbakken?»

Thorbjørn fik Øjnene op; men hvorledes han saa eller ikke saa, var der liden Forbindelse at søge med denne Mand og nogenslags Troldom. Det var en mild, lyslet Mand med store blaa Øjne, høj Pande og høj i Sædet; han smilte, naar En talte til ham og sagde Ja til Altsammen, Sæmund sagde; men var ellers faatalende. – «Der kan du faa hende Synnøve at se,» sagde Faderen, idet han ludede sig ned til Thorbjørn, tog ham paa Knæ og pegte over i den ligeoverfor værende den ligoverfor værende Kvindfolkestol] refererer til at benkene på den ene siden av kirkens langskip var reservert for kvinneneKvindfolkestol . Der stod en liden 53 Pige paa Knæ oppe paa Bænken og saa udover Rækværket; hun var endnu lysere end hin Mand, saa lys, at han aldrig havde set Magen. Hun havde røde Flaggerbaand i Huen, hvidgule Haar indunder og lo nu over til ham, saa han en lang Stund ikke kunde se paa Andet end hendes hvide Tænder. Hun holdt en skinnende Psalmebog i den ene Haand og et sammenlagt rødgult Silketørklæde i den anden, og morede sig nu med at slaa Lommetørklædet paa Psalmebogen. Jo mere han stirrede, jo mere lo hun, og han vilde ogsaa staa paa Knæ paa Bænken ligesom hun. Saa nikkede hun. Han saa en Stund alvorlig paa hende; saa nikkede han. Hun lo og nikkede en Gang til; han nikkede atter, og en Gang til og endnu en Gang. Hun lo, men nikkede ikke mere, – før om lidt, da han alt havde glemt det; saa nikkede hun.

«Jeg vil ogsaa se!» hørte han bag sig – og følte i det Samme En drage ham efter Benene ned paa Gulvet, saa han var nær ved at falde; det var en firskaaren liden En, som nu arbejdede sig tappert op i hans Sted. Han havde ogsaa lyst, men stridt Haar, og en but Næse. Aslak havde nok lært Thorbjørn, hvorledes de slemme Gutter, han mødte i Kirke og Skole, skulde tages. Thorbjørn kneb derfor Gutten bag, saa han vilde til at skrige, men holdt inde og kravlede i dettes Sted meget fort ned igjen af Bænken, og tog Thorbjørn i begge Øren. Denne greb fat i hans Lug og satte ham indunder sig; hin skreg endnu ikke, men bed Thorbjørn i Laaret; Thorbjørn trak det tilbage og satte hans Ansigt lige lukt i Gulvet. Da blev han selv tagen i Trøjkraven og løftet op som en Halmsæk, – det var Faderen, som satte ham i Fang. «Var det ikke i Kirken, fik du Prygl,» hviskede han ham ind i Øret og trykkede hans Haand, saa det sviede lige ned i Foden. Han huskede paa Synnøve og saa over; hun stod der endnu, men saa stirrende og fortabt, at han begyndte at ane, hvad han havde gjort, – at det maatte være noget rigtig Galt. Saasnart hun mærkede, at han saa paa hende, krøb hun ned af Bænken og var ikke mere at se.

Der kom Klokker, der kom Præst frem; han hørte og saa vel paa dem; der kom atter Klokker og atter Præst, – men endnu sad han der paa Faderens Fang og tænkte: skal hun ikke snart se op igjen? Hin Karl, som havde trukket ham ned af Bænken, sad paa 54 en Skammel længer inde i Stolen, og hvergang han vilde rejse sig, fik han et Puf i Ryggen af en gammel En, som sad og dubbede, men vaagnede regelmæssig, hvergang hin gjorde Mine til at rejse sig. «Skal hun ikke snart se op igjen,» tænkte Thorbjørn, og hvert rødt Baand, som han saa røre paa sig rundtomkring, mindede om de, hun havde, og hvert tilstadset Billede i den gamle Kirke var enten netop saa stort eller lidt mindre end hende. Jo, der stak hun Hovedet op! Men strax hun fik se ham, trak hun det alvorlig ned igjen. – Klokkeren kom frem og Præsten endnu engang, der blev ringet og man rejste sig. Faderen taler atter sagte med den lyse Mand, de gaar sammen over til Kvindfolkestolen, hvor man ogsaa har rejst sig. Den første, som kom ud herfra, var en lys Kone, der smilte ligesom Manden, men dog mindre; hun var ganske liden og bleg og holdt Synnøve ved Haanden. Thorbjørn strax lige mod hende; men hun trak sig hurtig undaf ham, rundt om Moderens Kjole. «Lad mig være!» sagde hun. «Han der har nok ikke før været i Kirke,» sagde den lyse Kone og lagde Haanden paa ham. «Nej, derfor slaas han ogsaa den første Gang han er der,» sagde Sæmund. – Thorbjørn saa skamfuld op paa hende og derfra paa Synnøve, der syntes ham endnu alvorligere. De gik Alle ud, – de Ældre i Samtale, men Thorbjørn efter Synnøve, som trak sig tættere til Moderen, hvergang han kom hende nær. Den anden Gut saa han ikke mere. Ude paa Kirkevolden standsede de og begyndte en længere Samtale. Thorbjørn hørte flere Gange «Aslak» nævne, og da han var bange for, der ogsaa kunde tales lidt om ham selv med det Samme, trak han sig tilbage. «Du skal ikke høre dette!» sagde Moderen til Synnøve; «gaa en Smule bort, Vennen min; gaa bort, siger jeg!» Synnøve drog sig nølende tilbage. Thorbjørn gik da nærmere hen til hende og saa paa hende, og hun saa paa ham, og saadan stod de en lang Stund blot og saa paa hverandre. Endelig sagde hun: «Fy!» – «Hvorfor siger du Fy?» spurgte han. «Fy!» sagde hun nok en Gang, – «Fy, skamme dig!» lagde hun til. «Hvad har jeg da gjort?» «Du har slaas i Kirken, og medens Præsten stod og messede, – fy!» – «Ja, men det er længe siden.» Dette slog hende, og hun sagde om lidt: «Er det dig, som hedder Thorbjørn Granliden?» «Ja, og det er dig, som hedder 55 Synnøve Solbakken?» «Ja. – – Jeg har bestandig hørt, at du var saadan en snild Gut.» «Nej, det er ikke sandt; for jeg er den Slemmeste af alle os hjemme,» sagde Thorbjørn. «Nu har jeg aldrig hørt!» …. sagde Synnøve og slog de smaa Hænder sammen: «Mor, Mor! han siger …» «Ti stille og gaa bort!» mødte hende fra den Kant, – og hun standsede, vendte derpaa langsomt og baglængs tilbage, med de store Øjne heftet paa Moderen. «Jeg har bestandig hørt, at du var saa snild,» sagde Thorbjørn. «Ja det er sommetider, naar jeg har læst, det,» svarte hun. – – «Er det sandt, det er saa overlag fuldt med Nisser og Trold og andet Ondt der borte paa Eders Kanter?» spurgte han, – satte Haanden i Siden, den ene Fod frem og støttede sig paa den anden, – akkurat som han havde set Aslak gjøre det. – «Mor, Mor! ved du hvad han siger? han siger?…. » «Lad mig være, hører du! Og kom ikke hid, før jeg kalder paa dig!» Hun maatte atter langsomt og baglængs tilbage, idet hun puttede en Snip af Tørklædet ind i Munden, bed fast og trak i det. «Er det slet ikke sandt, at hver Nat, saa spiller det i Haugene derborte?» «Nej!» «Har du aldrig set Trold da?» «Nej!» – «Men i Jesu Navn …» «Fy, det skal du ikke sige!» – «Aa pyt; det er ikke farligt!» sagde han og spyttede mellem Tænderne for at vise hende, hvorlangt han kunde spytte. – «Jo, jo» sagde hun; «for saa kommer du i Helvede!» «Tror du det?» spurgte han betydelig mygere; thi han havde blot tænkt sig, at han kunde faa Hug for det, og nu stod Faderen saa langt borte. – «Hvem paa Lag er den Stærkeste derover paa Eders Side,» spurgte han, og satte Huen lidt mere paa den ene Kant. «Nej, det ved jeg ikke.» «Ja paa vor Side er det Fader; han er saa stærk, at han prygler Aslak; og du kan tro Aslak er stærk!» «Jasaa.» «Han har en Gang taget og løftet en Hest.» «En Hest!» «Det er saa sandt, saa sandt, – for han har selv fortalt det.» Da tvivlede jo heller ikke hun. «Hvem er Aslak?» spurgte hun. «Det er vel en slem En, kan du tro. Han Far pryglte ham slig, at her i Verden er nu aldrig Mand bleven pryglt slig før.» «Slaas I der borte hos Eder?» «Ja, sommetider, saa ….. Gjør I ikke det over hos Eder?» «Nej aldrig.» «Hvad gjør I der da?» «Aa, Moder steller Maden, binder og syr; det gjør Kari ogsaa, men ikke saa godt som Moder, for Kari er saa lad. Men Randi passer 56 Kjøerne, Fader og Gutterne er i Marken eller ogsaa hjemme.» Dette fandt han var en tilfredsstillende Forklaring. «Men hver Aften læser vi og synger vi,» fortsatte hun, «og det gjør vi om Søndagen ogsaa.» «Allesammen?» «Ja.» «Det maa være langsamt.» …. «Langsomt? Mor, han sig…», men saa huskede hun, at derhen skulde hun ikke. – «Du kan tro jeg ejer mange Sauer,» sagde hun. «Gjør du?» «Ja, tre gaar med Lam i Vinter, og den ene tror jeg bestemt faar to.» «Saa du har Sauer, du.» – «Ja, jeg har ogsaa Kjøer og Grise. Har du ingen?» «Nej.» – – «Kom bort til mig, skal du faa et Lam. Saa skal du nok se, at du faar flere af det.» «Det vilde være urimelig trøjsamt] morsomt, fornøyeligtrøjsamt.» De stod lidt: «Kunde ikke ogsaa Ingrid faa et Lam?» spurgte han. «Hvem er Ingrid?» «Ingrid, vesle Ingrid?» Nej, hende kjendte hun ikke. «Er hun mindre end dig?» «Javist er hun mindre end mig, – saapas som dig.» «Aa nej! hende maa du tage med, hører du!» Jo, det skulde han da. «Men,» sagde hun: «da du faar et Lam, kan hun faa en Gris.» Det fandt ogsaa han var langt klogere, og nu fortalte de lidt om fælles Bekjendte, hvoraf de rigtignok ikke havde mange. Forældrene var færdige, og de maatte gaa hjem.

Men om Natten drømte han om Solbakken, og syntes han at se bare hvide Lam derborte og en liden lys Jente med røde Baand gaa midt imellem dem. Ingrid og han talte hver eneste Dag om at komme derover. De havde saamange Lam og Smaagrise at passe, at de vidste ikke, hvorledes de skulde vende sig imellem dem. Imidlertid undrede de sig meget over, at de ikke kunde gaa did strax. «Fordi om den vesle Jentungen har bedt Eder?» spurgte Moderen; «har du hørt Noget før?» «Jaja vent nu til næste Prækensøndag,» mente Thorbjørn, «saa skal I se!»

Den kom. «Du skal være saa slem til at skryde og lyve og bande,» sagde Synnøve da til ham, «at du ikke faar Lov til at komme, før du har lagt det af.» «Hvem har sagt det?» spurgte Thorbjørn forundret. «Mor.»

Ingrid var spændt paa Hjemkomsten og han fortalte hende og Moderen, hvordan det var gaaet. «Der kan du se!» sagde Moderen; Ingrid sagde Ingenting. Men herefter passede baade hun og Moderen paa ham, hvergang han bandte eller skrydte. 57 Ingrid og han kom imidlertid op at slaas om, hvorvidt «Hunden fare i mig!» kunde være at bande eller ej. Ingrid fik Prygl og siden brugte han «Hunden fare i mig!» den hele Dag. Men om Kvelden hørte Faderen det: «Jo, han skal fare i dig!» sagde han og drev til ham, saa han tumlede hen. Thorbjørn var mest skamfuld for Ingrid; men hun gik om en liden Stund bort til ham og klappede ham.

Da et Par Maaneder led frem, kom de Begge over paa Solbakken. Synnøve var siden hos dem, de atter der, og saaledes under hele Opvæxten. Thorbjørn og Synnøve kaplæste; de gik i samme Skole, og han blev tilsidst flinkere, saa flink, at Præsten tog sig af ham. Men Ingrid gik det daarligere med, og hende hjalp de Begge. Hun og Synnøve blev saa uadskillelige, at Folk kaldte dem «Ryperne», fordi de altid fløj sammen og Begge var meget lyse.

Det hændte sig retsom det var, at Synnøve slog sig vred paa Thorbjørn, fordi han var vel vild af sig og ragede i Klammeri baade hist og her. Ingrid gik da altid imellem og de var atter Godvenner som før. Men fik Synnøves Moder høre om Slagsmaal, kom han ikke paa Solbakken den Uge og knapt nok den næste. Sæmund turde Ingen fortælle om Sligt; «han farer for haardt med Gutten,» sagde Konen hans og paalagde Alle Taushed.

Som de nu voxte til, blev de alle tre fagre at se til, skjønt hver paa sin Maade. Synnøve blev høj og slank, fik gule Haar, et stille, skinnende Ansigt, med store blaa Øjne. Naar hun talte, smilte hun, og Folk sagde tidlig, at det var velsignet at gaa indunder det Smil. Ingrid var mindre, men førere, havde endnu lysere Haar, men et ganske lidet Ansigt, der var blødt og rundt. Thorbjørn blev af Middelshøjde, men saare velvoxen, fik mørkt Haar, dunkleblaa Øjne, skarpt Ansigt og stærke Lemmer. Han plejede gjerne selv fortælle, naar han var vred, at han kunde læse og skrive ligesaa godt som Skolemesteren og frygtede ellers ingen Mand i Dalen – uden Fader sin, tænkte han; men det lagde han ikke til.

Thorbjørn vilde tidlig konfirmeres; men deraf blev der Intet: «saalænge du ikke er konfirmeret, er du bare en Gut, og jeg kan bedre raade med dig!» sagde Fader hans. Saadan bar det da til, at han, Synnøve og Ingrid gik til Præsten paa samme Tid. Synnøve havde ogsaa ventet længe; hun var 15 i det 16de Aar. «En kan aldrig 58 nok, naar En skal aflægge sit Gudsløfte,» havde Moderen altid sagt, og Faderen, Guttorm Solbakken, havde sagt Ja dertil. Saa var det ikke rart, at et Par Friere begyndte at vise sig, den ene en bedre Mands Søn og den anden en rig Nabo. «Det er dog for galt! Hun er endnu ikke konfirmeret!» «Ja, saa faar vi konfirmere hende da», sagde Faderen. Men herom vidste Synnøve selv Intet.

Paa Præstegaarden syntes Kvindfolkene af Præstens Familie saa godt om Synnøve, at de tog hende ind for at tale med hende. Ingrid og Thorbjørn stod igjen ude blandt de andre, og da en Gut sagde til ham: «Saa du slap ikke ind med? De tager hende bestemt fra dig!», saa kostede dette hin Gut et blaat Øje. Fra nu af blev det en Skik blandt de andre Gutter at drille ham med Synnøve, og det viste sig ogsaa, at Intet kunde sætte ham i større Vrede. I en Skov opunder Præstegaarden blev der tilsidst og efter Aftale et stort Slagsmaal, der havde dette til Grund; det voxede slig op, at Thorbjørn fik at gjøre med en hel Flok paa een Gang. Kvindfolkene var gaaet i Forvejen, saa der var Ingen til at skille dem ad, og det blev derfor værre og værre. Tabe vilde han ikke, der kom flere indpaa ham, og nu forsvarte han sig paa hvad Maade han bedst kunde, hvorfor der uddeltes Slag, som siden selv fortalte, hvad her var foregaaet. Grunden kom med det Samme op, og der blev stærk Tale om dette i Bygden.

Næste Prækensøndag vilde Thorbjørn ikke gaa til Kirke, næste Dag de skulde være hos Præsten, lagde han sig syg. Ingrid gik derfor alene. Han spurgte hende ved Hjemkomsten, hvad Synnøve havde sagt. «Ingenting.»

Da han saa gik med igjen, syntes han alle Folk saa paa sig og at Konfirmanterne fniste. Men Synnøve kom senere end de andre og var meget inde hos Præstens den Dag. Han frygtede Skjænd af Præsten, men mærkede snart, at de to Eneste i Bygden, som ikke kjendte noget til Slagsmaalet, var hans egen Fader og Præsten. Det kunde endda gaa an; men hvorledes han atter kunde komme i Tale med Synnøve, vidste han ikke; thi det var første Gang han ikke rigtig vilde bede Ingrid gaa imellem. Efter endt Overhøring var atter Synnøve inde hos Præstens; han ventede, saalænge der endnu var andre paa Gaarden; men tilsidst maatte 59 ogsaa han gaa. Ingrid var gaaen blandt de Første.

Næste Dag var Synnøve kommen før alle de andre og gik i Haven med en af Frøkenerne og en ung Herre. Frøkenen tog op Blomster og gav Synnøve, Herren hjalp til og Thorbjørn stod blandt de andre udenfor og saa paa. De forklarte hende højt nok, saa Alle hørte det, hvorledes disse Blomster skulde sættes, og Synnøve lovede selv at gjøre det, forat det netop kunde blive som de havde sagt. «Det kan du ikke gjøre alene,» sagde hin fornemme Mand, og dette tænkte Thorbjørn paa. – Da Synnøve kom ud til de Andre, viste disse hende endnu større Agt end sædvanlig; men Synnøve gik hen til Ingrid, hilste blidt paa hende og bad hende følge med ned paa Volden. Der satte de sig; thi det var længesiden de havde talt rigtig sammen. Thorbjørn stod igjen blandt de Andre og saa paa Synnøves fine udenlandske Blomster.

Denne Dag gik Synnøve paa samme Tid som Alle. «Jeg skal kanske bære de Blomster for dig,» sagde Thorbjørn. «Det kan du gjerne,» svarede hun blidt, men uden at se paa ham, tog Ingrid ved Haanden og gik foran. Opunder Solbakken standsede hun og sagde Ingrid Farvel. «Jeg skal nok selv bære dem det Stykke, som er igjen,» sagde hun og tog Kurven, som Thorbjørn havde sat ned. Den hele Vej havde han tænkt paa at tilbyde sig at plante Blomsterne for hende, men nu kom han sig ikke til; thi hun vendte sig saa braadt. Men siden tænkte han ikke paa Andet end dette, at han dog skulde have hjulpet hende med de Blomster. «Hvad talte I To om?» spurgte han Ingrid. «Om Ingenting.»

Da de Andre vel havde lagt sig, tog han sagte paa sig igjen og gik ud. Det var en vakker Kveld, lun og stille, Himlen havde et svagt Overtræk af blaagraa Skyer, hist og her iturevet, saa det var som om Nogen fik skue ud af det dunkle Blaa som af et Øje. Ingen var at se omkring Husene eller længer borte; men i Græsset til alle Sider skvattrede Græshoppene, en Agerrikse malte tilhøjre og svartes af en tilvenstre, hvorpaa der begyndte en Sang i Græsset fra Sted til Sted, saa det var ham, der gik, som havde han et stort Følge, skjønt han ikke saa en Eneste. Skoven trak sig blaa, siden dunkel og dunklere op imod Uren og syntes et stort Taagehav. Men derindefra hørte han Aarren spille og slaa til Lyd, en enkelt 60 Katugle skrige og Fossen at kvæde sine gamle, haarde Riim stærkere end nogensinde, – nu, da Alt havde sat sig ned for at høre paa den. Thorbjørn saa over mod Solbakken og gik afsted. Han bøjede af fra de sædvanlige Veje, kom raskt derover og stod snart i den lille Have, som Synnøve ejede, og som laa ligeunder det ene Loftsvindu, netop det, indenfor hvilket hun sov. Han lyttede og spejdede, men Alt var stille. Da saa han sig om i Haven efter Arbejdsredskaber, og fandt ganske rigtig baade Spade og Greb. Der var begyndt paa Opspadningen af et Kvarter; blot en liden Snip var bleven færdig, men i denne var allerede to Blomster sat, formodentlig forat se, hvorledes det tog sig ud. «Hun er bleven træt, Stakkel, og er gaaen fra det,» tænkte han; «her maa en Mand til» tænkte han videre og gav sig ifærd med det, følte slet ingen Lyst til Søvn, ja syntes endog, at han aldrig havde gjort saa let et Arbejde. Han huskede, hvorledes de skulde sættes, huskede ogsaa Præstegaardshaven og passede nu det Ene i det Andet. Natten gik med, men han mærkede det ikke, han hvilte neppe og fik det hele Kvarter opspadet, Blomsterne sat, en og anden omplantet forat faa det endnu smukkere, og alt i Et skottede han op til Loftsvinduet, om dog Nogen skulde bemærke ham. Men hverken der eller andet Steds var der Nogen, ej heller hørte han saameget som en Hund gjø, før Hanen tog paa at gale, vækkede Skogens Fugle, som da en efter en satte sig op at synge «god Morgen.» Medens han stod der og klappede Jorden til omkring huskede han paa Eventyrene, som Aslak havde fortalt, og hvorledes han engang troede, der voxte Trold og Nisser over paa Solbakken. «Jo, her voxer artige Trold og Nisser,» tænkte han, og saa endnu en Gang bort over Blomsterne, om de ogsaa nu stod, som de skulde. Han satte Redskaberne tilrette, trak Trøjen paa, som han havde kastet, saa op til Loftsvinduet, og smilte til, hvad Synnøve nu i Morgenstunden vilde tænke, naar hun saa ud efter de prægtige udenlandske Blomster, hun havde ført til Gaards igaar. Det var bleven dygtig lyst, Fuglene holdt allerede et forfærdeligt Spektakel, hvorfor han hivede sig over Gelænderet og skyndte sig hjem. Saa skulde da Ingen kunne sige, det var ham, som havde været over og plantet Blomster i Synnøve Solbakkens Have.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.