Synnøve Solbakken

av Bjørnstjerne Bjørnson

3die Kapitel.

Snart blev Mangehaande fortalt i Bygden; men Ingen vidste Noget med Sikkerhed. Aldrig blev Thorbjørn tiere] ofteretiere seet paa Solbakken, efterat de begge var konfirmeret, og det var dette Folk mindst kunde forstaa. Ingrid kom ofte over, Synnøve og hun gik da gjerne en Tur i Skogen; – «bliv ikke forlænge borte,» raabte Moderen efter dem. «Aa nej!» svarte Synnøve, og kom ikke hjem før i Kveldingen. De to Friere mældte sig paany. «Hun faar selv være om det,» sagde Moderen, og Faderen mente det Samme. Men da Synnøve blev tagen afsides og spurgt, fik de Afslag. Der mældte sig ogsaa flere, men Ingen hørte om, at de bar Lykken med sig hjem fra Solbakken. Engang Moderen og hun stod og skurede nogle Melkeringer, spurgte Moderen, hvem hun egentlig tænkte paa. Det kom saa hastigt over Synnøve, at hun blev rød. «Har du givet Nogen noget Løfte?» spurgte hin igjen og saa sikert paa hende. «Nej,» svarte Synnøve rask. Da blev der ikke Tale mere om den Ting.

Da hun var det bedste Gifte, Folk vidste af at sige, saa var det lange Øjne, som fulgte hende, der hun gik ved Kirken, det eneste Sted hun var til at se foruden i Hjemmet; hun fandtes nemlig ikke ved nogen Dands eller anden Lystighed, saasom Forældrene var Haugianere. Thorbjørn sad ligeoverfor hende i Kirkestolen; men de taltes aldrig ved, saavidt Folk kunde mærke. Saameget tyktes Hver og En alligevel at vide, at der maatte være Noget imellem dem, og da de ikke omgikkes hinanden paa samme Vis som andet ungt Kjærestefolk i Dalen, begyndte man at sige Mangt og Meget. Thorbjørn blev ligesom ikke videre likt. Han følte det nok selv; thi han lagde vel haardt frem, hvor Flere var forsamlet, saaledes ved Dandse og i Bryllop, og hendte det da, at han en og anden Gang gik sig bent frem i et Slagsmaal. Hermed sagtnede det dog efter hvert som flere lærte, hvor stærk han var; Thorbjørn vænte sig derfor tidlig til ikke at taale, Nogen stod vel meget i Vejen for sig. – «Nu er du kommen paa din egen Haand,» sagde Sæmund, Fader hans; «husk dog endnu paa, at min kanske er stærkere end din!»

62

Høst og Vinter gik, Foraaret kom, og endnu vidste Folk intet Bestemt. Der foer saamange Rygter rundt – om de Afslag Synnøve havde uddelt, at hun halvvejs blev gaaende som for sig selv. Men Ingrid fulgte hende, de To skulde drage tilsæters sammen iaar, da Solbakkefolket havde kjøbt Part i Granlidsæteren. Man hørte Thorbjørn synge oppe i Liderne; thi han lagede Et og Andet til for dem.

En vakker Dag, da det alt lakkede mod Kvelden, og han var færdig, satte han sig hen at tænke paa Et og Andet. Det var nok mest, hvad der taltes i Bygden, han tænkte paa, og da disse Tanker just ikke var de blideste, lagde han sig paa Ryggen hen i det røde og brune Lyng, og med Hænderne opunder Hovedet gav han sig til at stirre op i Himlen, som den gik der – blaa og skinnende bag de tætte Trækroner. Det grønne Løv og Bar flød udover den i en skjælvende Strøm, og de mørke Grene, som skar der igjennem, gjorde sælsomme, vilde Tegninger deri. Men Himlen selv var kun til at se, naar et Blad blaffede tilside; længer borte, mellem de Kroner, som ikke naaede hverandre, brød den frem som en bred Elv i lunefulde Svingninger, og løb henover. Men dette stemmede hans Sind, og han begyndte at tænke paa det, han saa. – – – – Birken lo atter med tusinde Øjne op til Granen, Furruen stod der med taus Foragt og strittede med sine Pigge til alle Sider; thi efter hvert som Luften blev mere kjælen, kviknede flere og flere Syglinge til, rendte ivejret og stak det friske Løv lige op i Næsen paa den. «Montro, hvor I var i Vinter?» – spurgte Furruen, hviftede sig og svedte Harpix i den utaalelige Hede. «Det er næsten for galt! – saa langt mod Nord – pfui!»

Men saa var det en gammel, graaskaldet Furru, som saa opover alle de andre, – kunde endda bøje en fingerrig Gren næsten lodret ned og tage en dristig Løn i dens øverste Haartot, saa den skjalv lige ned i Knæerne. Denne favnetykke Furru havde Menneskene kvistet altid længer og længer opover, til den engang, træt og kjed af det, med Et skjød saadan tilvejrs, at den spinkle Gran ved Siden blev ræd og spurgte den, om den ogsaa huskede Vinterstormene? «Om jeg husker dem?» sagde Furruen og daskede den ved Hjælp af Nordenvinden saaledes om Ørene, 63 at den ikke var langt ifra at tabe sin Holdning, og det var ilde nok. Den storlemmede, mørkladne Furru havde nu sat en saa vældig Fod i Jorden, at Tæerne stak op en 6 Alen ifra den, og var endda tykkere end omkring det Tykkeste af Siljuen] seljeSiljuen, hvad denne med Undseelse en Kveld hviskede til Humlen, som forelsket spandt sig opover den. Den skjæggede Furru var sig sin Vælde bevidst og mælte til Menneskene, idet den højt over deres Evner jagede Gren paa Gren ud i den vilde Luft: «Kvist mig, om I kan!»

«Nej, de kan ikke kviste dig!» sagde Ørnen, nedlod sig naadig, lagde sine Vinger sammen med Anstand og pudsede noget usselt Faareblod af sine Fjedre. – «Jeg mener, jeg beder Dronningen sætte sig her, jeg; – hun har nogle Æg hun skal kaste,» tilføjede den sagtere og saa ned paa sine skaldede Ben; thi den var skamfuld over, at der kom flyvende en Del milde Erindringer fra hine tidligste Vaardage, hvori man bliver halvtosset over den første Solvarme. Snart hævede den igjen Hovedet og blikkede under de fjærskyggede Bryn op i de sorte Ure, om Dronningen ikke skulde sejle der etsteds, ægtung og lidende. Afsted satte den, og Furruen kunde snart se Parret oppe imod den klare, blaa Luft, hvor de sejlede i lige Linje med den højeste Fjeldtop og afhandlede sine huslige Anliggender. Det var ikke frit, at den var lidt urolig; thi saa gjild den end følte sig, var det dog endnu gjildere at faa et Ørnepar at vugge. De kom begge ned – og lige til den! De talte ikke til hverandre, men gav sig ifærd med at hente Kviste. Furruen videde sig, om muligt, endnu mere ud, – det var da heller Ingen, som kunde hindre den deri.

Men mellem den øvrige Skog blev der vel en travel Snak, da den saa, hvad Ære der var overgaaen Storfurruen. Der var saaledes en liden, tækkelig Birk, som stod og spejlede sig over en Dam, og troede, at den havde Ret til at vente lidt Elskov af en graahvid Linerle, der havde for Vis at sove Middag i den. Den havde duftet Linerlen lige op i Næbbet, klæbet Smaakryb fast til Bladene sine, saa de var lette nok at fange; ja, tilsidst havde den i Heden bygget og bøjet sammen et tæt lidet Grenhus, tækket med friske Blade, – saa Linerlen virkelig var paavej til at indrette sig der for Sommeren. Nu derimod: Ørnen havde sat sig fast i Storfurruen, 64 og væk maatte den. Det var vel en Sorg! Den sang en trillende Afskedssang, men ganske sagte, forat Ørnen ikke skulde mærke det, Birken græd ned i Bækken, og syntes, den saa styg ud.

Bedre gik det ikke nogle Smaaspurve bort i et orderkjær] orekjerrOrderkjær. De havde ført et saa syndigt Leven der, at en Trost tæt ved, oppe i en Ask, aldrig fik sove i rette Tid, blev stundom lynende sint og gjorde Mund, saa det stod efter. En alvorlig Hakkespæt i Nabotræet havde leet, saa den nær havde drattet af Pinden. Men der saa de Ørnen i Storfurruen! og Trosten og Smaaspurven og Hakkespætten og Alt, som flyve kunde, maatte afsted, over Hals og Hoved, over og under Grenene. Trosten bandte, der han fløj, paa at han ikke oftere skulde leje slig, at han fik Spurvene til Gjenboere.

Saa stod Skogen deromkring forladt og eftertænksom midt i det muntre Solskin. Den skulde have al sin Glæde af Storfurruen, men det var en tynd Glæde. Aspen fik aldrig Fred for alle de misundelige Tanker, som faldt ned paa den, og Eneren sagde en Dag ganske alvorlig til den: «du har saa alligevel aldrig en Fugl mellem dine lige, langt fra hinanden skydende Grene, saa du kunde da i det Mindste tie stille.» «Kanske du har nogen, saa spids du er?» hvæste Aspen. «Nej,» sagde Eneren; «men nede ved Roden bygger dog altid en og anden liden En.» «Ja, der!» sagde Aspen og rystede paa sig. Skogen bøjede sig dog bange, hvergang Nordenvinden gik, Storfurruen slog Luften med sine vældige Grene, og Ørnen fløj i Ring om den, saa rolig og sindig, som om det blot var en krybende Kastevind, der bar noget ussel Virak op til den fra Skogen. Kun Hæggen sagde ikke et Ord; men nogle Træer i Nærheden vilde vide, det var af Ondskab; den havde saa stram en Lugt, at aldrig nogen af de mere fintfølende Fugle vilde bo der, og nu havde de andre det ikke bedre. laar duftede den ogsaa, saa det var en Gru. «Fy!» nyste Klongeren. «En kan ikke trække Vejret engang!» Der skulde da ogsaa være liden anden Duft der, hvor Klongerens kunde kjendes. Men den hele Furrufamilie var glad! Ikke een huskede, at den selv intet Rede fik at vugge det Aar. «Væk!» sagde de; «vi er af Slægten!»

– – – «Hvad ligger du og tænker paa?» spurgte Ingrid, – hun traadte smilende frem mellem nogle Buske, som hun holdt bøjet 65 tilside. Thorbjørn rejste sig: «Aa, saamangt kan lege i Ens Hu», sagde han og saa flygtig henover Træerne. «Ellers snakker de for meget i Bygden paa denne Tid», lagde han til, idet han børstede noget Støv af sig. «Hvorfor bryder du dig ogsaa bestandig om, hvad Folk siger?» – «Aa, jeg ved ikke rigtig; – men – endnu har aldrig Folk sagt Noget, som ikke har været i mit Sind, om det ogsaa ikke har været i min Handling.» – «Det er stygt sagt.» – «Det var det ogsaa», sagde han; om lidt føjede han til: «men det var sandt.» Hun satte sig paa Grønsværet, han stod og saa ned for sig. «Jeg kan let blive slig, som de vil have mig; de skulde lade mig være som jeg er.» «Saa er det din Skyld tilsidst alligevel.» – «Kan gjerne være; men de Andre har Part i En. – – – Jeg siger: jeg vil have Fred!» raabte han næsten og svingede om paa Hælen. «Men Thorbjørn!» hviskede Ingrid. Han vendte sig mod hende og lo: «Bliv ikke ræd,» sagde han; «som sagt: Mangt kan lege i Ens Hu. – Har du talt med Synnøve idag?» «Ja; hun er alt dragen til Sæteren.» «Idag?» – «Ja.» – «Med Solbakkebølingen?» – «Ja.» «Tralala! –

Aa, Solen ser ned paa Træet sit,
Triumlire!
«Staar du der, du skinnende Gullet mit?»
Triumlit, triumlat, –
Fuglen vogned og skvat:
«Hvad er paafærde? –»

«Imorgen løser vi Bølingen,» sagde Ingrid; hun vilde vende Tanken til en anden Kant. «Jeg skal være med at drive!» sagde Thorbjørn. – «Fader vil selv være med», sagde hun. «Jasaa», sagde han og taug. – «Han spurgte efter dig idag», sagde hun. «Gjorde han det?» sagde Thorbjørn, skar en Kvist af med sin Tollekniv og begyndte at flække den. – – «Du skulde tale oftere med Fader end du gjør», sagde hun blidt. «Han holder meget af dig», lagde hun til. – «Det kan gjerne være», sagde han. – «Han taler ofte om dig, naar du er ude.» – «Desto sjeldnere, naar jeg er inde.» «Det er din Skyld.» – «Det kan gjerne være.» – «Slig skal du ikke tale, Thorbjørn; du ved selv, hvad der er imellem Eder.» – «Hvad er 66 det da?» – «Skal jeg fortælle det?» – «Det kommer vel paa Et ud, Ingrid; du ved, hvad jeg ved.» – «Javist; du farer formeget paa din egen Haand; det ved du, han ikke liker.» – «Nej, han vilde nok holde i Armen.» – «Ja, helst naar du slog.» – – «Skal da Folk faa Lov at gjøre og sige, hvad de vil.» – «Nej; men du kan ogsaa gaa lidt afvejen; det har han selv gjort, og er bleven en agtet Mand ved det.» – «Han er kanske bleven mindre plaget.» – Ingrid taug lidt, saa fortsatte hun, efterat have seet sig om: «Det nytter vel ikke at komme ind paa dette igjen; men alligevel … hvor du ved, at Uvenner ventes, bør du være borte.» – «Nej! Netop der vil jeg være! Jeg hedder ikke Thorbjørn Granliden for Ingenting.» Han havde flækket Barken af sin Kvist; nu skar han den midt over. Ingrid sad og saa paa ham, spurgte noget langt: «Skal du til Nordhoug paa Søndag?» – «Ja.» Efterat have tiet en Stund uden at se paa ham, sagde hun igjen: «Ved du, at Knud Nordhaug er kommen hjem til Søsterens Bryllop?» – «Ja.» – Nu saa hun paa ham: «Thorbjørn, Thorbjørn!» «Skal han have mere Lov nu end før til at gaa imellem mig og Andre?» «Han gaar ikke imellem; ikke meer, end Andre vil!» «Ingen kan vide, hvad ‹Andre› vil.» – «Det ved du godt.» «Selv siger hun i alle Fald Ingenting.» – «Aa, hvor du kan snakke!» sagde Ingrid, saa uvilligt paa ham, rejste sig og saa bag for sig. Han kastede sine Kviststumper, satte Kniven i Slidren og vendte sig mod hende: «Hør, – jeg er stundimellem kjed af dette. Folk skjænder Æren baade af mig og hende, fordi Intet gaar aabenlyst til. Og paa den anden Kant … jeg kommer jo ikke engang over paa Solbakken, fordi Forældrene ikke kan lide mig, siger hun. Jeg faar ikke besøge hende, saaledes som andre Gutter besøger sine Jeg faar ikke besøge hende, saaledes som andre Gutter besøger sine Jenter] refererer til den gamle skikken på norsk landbygd der unge, ugifte gutter om lørdagskvelden besøkte de unge, ugifte jentene på deres fellessoveromJenter, fordi hun nu er af de hellige – maa vide!» «Thorbjørn!» sagde Ingrid og blev lidt urolig, men han fortfor: «Far vil intet Ord lægge ind; ‹fortjener jeg hende, faar jeg hende›, siger han. Snak, bare Snak paa den ene Side,.. og intet Vederlag for Snakket paa den anden … ikke engang – saameget som saa!» Ingrid foer til og lagde Haanden over hans Mund, idet hun saa sig tilbage. Der blev Buskene atter bøjet tilside, og en høj, slank En traadte blussende rød frem; det var Synnøve.

«God Kveld!» sagde hun. Ingrid saa paa Thorbjørn, som hun 67 vilde sige: der kan du se! – Thorbjørn saa paa Ingrid, som han vilde sige: det skulde du ikke have gjort. Ingrid saa paa Synnøve. «Jeg faar vel Lov at sætte mig lidt; jeg har gaaet saa meget idag.» Og hun satte sig; Thorbjørn vendte paa Hovedet som forat se, om det var tørt der hun satte sig. Ingrid havde ladet Øjnene løbe nedover til Granliden, og nu raabte hun med Et: «Aa nej, aa nej! Fagerlin har slidt sig og gaar midt i Nyageren. Det stygge Dyr! Kelleros ogsaa? Nej, nu bærer det over sig; det er det er fornø’n] det er nødvendigfornø’n vi snart kommer paa Sæteren!» – og saa lagde hun nedover henad Liderne uden at sige Farvel engang. Synnøve rejste sig strax. «Gaar du?» spurgte Thorbjørn. «Ja» sagde hun; men hun stod.

«Du tør gjerne vente lidt,» ytrede han, uden at se paa hende. – «En anden Gang» blev der sagte svaret. – «Det kan blive længe til». Hun saa op; han saa nu ogsaa paa hende; men det var en Stund, før de sagde Noget. «Sæt dig igjen», sagde han lidt forlegen. «Nej», svarte hun og blev staaende. Da gjorde hun Noget, han ikke havde ventet; hun gik et Skridt frem, bøjede saa lige mod ham, saa ham op i Øjet og sagde med et Smil: «Er du vred paa mig?» Og da han skulde se til, saa græd hun. «Nej», sagde han, luerød i Ansigtet.

Han rakte Haanden frem; men da hun atter saa ned, mærkede hun det ikke, og han trak den tilbage. Saa sagde han endelig: «Du har altsaa hørt det?» «Ja,» sagde hun, saa op og lo; men der var nu flere Taarer i Øjnene end før; han vidste ikke hvad han skulde gjøre eller sige; det faldt ham derfor af Munden: «Jeg har kanske været for slem.» Det var meget mildt sagt; hun saa ned og vendte sig halvt bort: «Du skal ikke dømme om det, du ikke kjender». Dette var sagt med halvkvalt Stemme, og han blev hel ilde ved; han følte sig som en Dreng og sagde derfor ogsaa, da han ikke kunde finde noget Andet: «Jeg beder dig om Forladelse.» Men da brast hun ud i virkelig Graad. Det kunde han ikke taale; men gik hen og tog hende om Livet og ludede sig nedover hende: «holder du ogsaa rigtigt af mig, Synnøve?» «Ja,» hulkede hun. «Men du er ikke lykkelig ved det?» Hun svarte ikke. «Men du er ikke lykkelig ved det?» gjentog han. Hun græd nu mere end nogensinde og vilde drage sig undaf. «Synnøve» sagde han, og tog 68 fastere om hende. Hun lagde sig nu op til ham og græd meget.

«Kom, vi skal tale lidt sammen», sagde han, og han hjalp hende at sætte sig i Lyngen; selv satte han sig ved Siden. Men hun tørrede sine Øjne og forsøgte paa at smile; men det vilde ikke gaa. Han holdt en af hendes Hænder og saa hende ind i Ansigtet. «Hvad er det saa egentlig dine Forældre har at sige mig paa?» «Aa», sagde hun langsomt, idet hun legte med den anden Haand i Græsset: «omtrent hvad Far din siger». «Nu?» spurgte han. «Du er lidt for vild af dig; – ikke meget» lagde hun til. «Hm; – mener du det Samme?» Hun taug. – «Det ligger til Slægten», sagde han. – «En er ikke bunden der», sagde hun. Det Svar likte han ikke, og derfor undslap det ham: «Mine er heller ikke Haugianere.» Hun saa op paa ham, og han angrede det alt; da sagde hun meget mildt: «Er det mine du sigter, saa faar de være, hvad de er. – – – Det er dog dem jeg maa lyde.» – «Endnu skal Ingen sige mig noget Ondt paa,» sagde han; «jeg forstaar heller ikke, hvorfor min Færd bestandig skal drøftes saa vel gjennem Alles Sold … Ingen bliver prøvet nær saa haardt.» – Det Faldt hende med een Gang ind, at der var meget Sandt heri; hun kunde heller ikke klargjøre sig, hvorfor de var strengere med ham end med Andre, og derfor sagde hun: «Der er bestemt meget i, hvad du der siger; men – – naar det nu er saa?» – «Saa skal En bære frem det Læs, de har lagt paa ham, skjønt de selv ikke vil løfte det med en Finger?» fuldførte han. – «Ja, det kan være haardt nok; men –.» – – «Ellers kommer jeg ikke paa Solbakken?» Hun taug. «Har du aldrig bedt herom?» Hun taug. «Hvorfor har du ikke det?» spurgte han, og drog hendes Haand nærmere til sig. «Jeg tør ikke», sagde hun ganske sagte. Han tiede en Stund. – «Har du talt med dem om mig?» – «Nej.» – «Hvorledes kan du da vide, hvad de mener?» – «Jeg forstaar det.»

Han blev mørk, trak den ene Fod lidt til sig og lænte Albuen til Knæet, idet han lagde sit Hoved i Haanden…. «Paa denne Maade kommer jeg vel aldrig derover,» sagde han endelig. Istedetfor Svar begyndte hun at græde paany, og det meget stærkt. Han vidste ikke, hvorfor: men han følte Trang til det Samme. Ordene havde nok rakt længer frem end hans Mening, og da nu 69 denne begyndte at gaa efter, trak hans Indre sig sammen. «Aa ja .. jeg kan vel have gjort mange Ting, .. som .. ikke var som de burde. – – En maatte dog bære lidt over med mig…. Jeg er ikke ond (Han stansede en Stund) Jeg er ogsaa ung endnu; .. lidt over 20 Aar .. Jeg» – – han kunde ikke fuldføre strax. Synnøve græd endnu mere. – «Men den, som holdt rigtig af mig» sagde han igjen,» – – maatte dog», og her stansede han rent. Da hørte han ved Siden af sig gjennem stærk Graad. «Du skal ikke tale slig; .. du ved ikke hvormeget En holder af dig – – Jeg tør ikke engang sige Ingrid det –» (og saa igjen efter en længere Graad) «jeg … lider … saameget!» Han slog Armen om hende og trak hende tæt til sig. «Tal til dine Forældre,» hviskede han, «og du skal se, Alting bliver godt.» – «Det bliver som du vil,» hviskede hun. «Som jeg?» Da vendte Synnøve sig og bøjede sin Arm om hans Hals. «Holdt du saapas af mig, som jeg af dig?» sagde hun meget inderligt og med et Forsøg til Smil. – «Og det gjør jeg ikke?» sagde han blidt og sagte. – «Nej, nej; du tager intet Raad af mig, du ved, hvad der fører os sammen, men du gjør det ikke! Hvorfor gjør du det ikke?» – Og da hun nu var kommen ivej med at tale, saa sagde hun i samme Fart: «Herregud, vidste du, hvor jeg har ventet paa den Dag, jeg skulde faa se dig over paa Solbakken. Men altid skal En høre om Noget, der ikke er som det burde være – og det skal være Forældrene selv, som bærer det ind til En.» – Da tændtes ligesom et Lys for ham; han saa hende nu tydelig gaa over der paa Solbakken og vente paa en liden fredelig Stund, hvori hun kunde føre ham blidt frem for Forældrene; – men han gav hende aldrig en saadan Stund.

«Dette skulde du have sagt mig før, Synnøve?» – «Og det har jeg ikke gjort?» – «Nej, ikke saaledes.» – Hun tænkte lidt over dette; saa sagde hun, idet hun lagde sin Forklædesnip i smaa Folder: «Saa var det vel fordi … jeg ikke turde rigtig.» Men denne Frygt rørte ham slig, at han for første Gang i sit Liv gav hende et Kys.

Hun blev saa forandret ved det, at Graaden stansede med een Gang og Øjnene blev usikre, idet hun forsøgte at smile, saa ned, endelig op paa ham og smilte nu virkelig. De talte ikke mere, – dog fandt de hinandens Hænder igjen; men Ingen af dem turde 70 trykke til. Saa drog hun sin sagte tilbage, gav sig ifærd med at tørre sine Øjne og sit Ansigt, klappe sit Haar ned, da det var kommen lidt i Urede. Han sad der og tænkte i sit stille Sind, medens han saa paa hende: er hun forskjellig fra de andre Bygdens Jenter, og vil omgaaes paa en anden Maade, saa skal En ikke sige Noget dertil.

Han fulgte hende ogsaa til Sæteren, som ikke laa langt unda. De gik Haand i Haand; men der var kommen Noget over ham, som gjorde, at han knap turde røre ved hende, og syntes, det var forunderligt, at han havde Lov til at holde hendes Haand. – Da de skiltes, sagde han derfor ogsaa: «Det skal vare en Stund, til du atter spørger noget Galt fra mig.»

Hjemme holdt Fader hans paa at bære Korn paa Kværnen – fra Staburet af; thi Bygdens Folk rundt omkring malte paa Granlidkværnen, naar Vandet i deres egne Bække var gaaet op; Granlidelven var aldrig tør. Her var mange Sække at bære, somme ret store og somme overmaade store. Kvindfolkene stod tæt derved og vriede Klæder, som var i Vask. Thorbjørn gik bort til Faderen og tog fat i en Sæk. «Jeg skal kanske hjælpe dig?» – «Aa, jeg gjør det nok selv,» sagde Sæmund, lettede rask en Sæk paa Ryg og drog afsted mod Kværnen. «Her er mange af dem» sagde Thorbjørn, tog fat i to store, satte Ryg imod og greb over Skuldrene med een Haand i hver og støede mod til Siderne med sine Albuer. Midtvejs mødte han Sæmund, som gik tilbage efter flere; Faderen saa hastigt paa ham; men sagde Intet. Da Thorbjørn i sin Tur gik tilbage mod Buret, mødte han Sæmund med to endnu større Sække. Dennegang tog Thorbjørn en liden en og gik med den; da Sæmund mødte ham, saa han paa ham, og længere end forrige Gang. Saa begav det sig, at de siden kom til at staa ved Buret paa een Gang. – «Her er kommen Bud fra Nordhaug», sagde Sæmund; «de vil have dig med til Bryllops paa Søndag». – – Ingrid saa hen til ham fra sit Arbejde, Moderen ligesaa. – «Jasaa», svarte Thorbjørn tørt; men tog dennegang de to største Sække han kunde finde. «Gaar du?» spurgte Sæmund mørk. – «Nej!»

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Synnøve Solbakken

Bondefortellingen Synnøve Solbakken ble Bjørnsons store gjennombrudd som forfatter. Den utkom som føljetong i Illustreret Folkeblad i 1857 før den kom ut som egen bok.

Selv om historier fra bondekulturen ikke var noe helt nytt, var Bjørnson den som ga denne undersjangeren form i Norge. Bondefortellingene har en impresjonistisk stil med mange replikker, gir et idealisert bilde av bøndene og tar opp Bjørnsons viktigste problemstilling: hvordan mennesket kjemper for å overvinne sin egen natur. I Synnøve Solbakken møter vi Torbjørn Granlien som både kjemper mot mørke krefter i seg selv og for å få den vakre og gode Synnøve. Man kan si at det er en histore om hvordan man tar seg fra skyggesiden til solsiden både i konkret og overført betydning. Boken ble tidlig oversatt til andre språk.

Les Sigurd Aa. Aarnes' innledning og kommentarer

Se faksimiler av utgaven fra 1857 (NB digital)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.