No. 27, 4de Juli 1857.
Granlidsæteren laa vakkert til, Bygden kunde oversees derfra, Solbakken først og fremst med sin mangefarvede Skog omkring, og dernæst de andre Gaarde, som de laa der i en Ring af Skog, saa den grønne Vold med Husene i Midten saa ud som en funden Fredsplet, der med Magt var tagen fra den vilde Mark. Det var 14 Gaarde, som kunde tælles fra Granlidsæteren; af Granlidgaardens Huse saa de blot Tagene, og det endda blot fra den yderste Pynt paa Sætervolden. Alligevel blev Jenterne ofte siddende og se efter Røgen, som steg op af Piberne der. «Nu koger Moder til Middag,» sagde Ingrid; «idag skal de have salt Kjød og Flesk.» «Hør der kalder de paa Mandfolkene», sagde Synnøve; «montro, hvor de arbejder idag?» Og deres Øjne fulgte Røgen, som skyndte sig fort og vilter op i den fine solglade Luft, men snart spagnende, betænkte sig, – flød saa i et bredt Tog ud over Skogen, altid tyndere, tilsidst som et hviftende Flor, og snart neppe synlig. Mangen Tanke steg dem da i Sind og lagde sig ud over Bygden. Den Dag mødtes de ved Nordhoug. Det var et Par Dage efter Bryllopet; men da dette skulde staa en sex Dage, naaede der endnu, ret som det var, Skud og enkelte Raab af de allerkraftigste op til dem. – «De har det muntert der,» sagde Ingrid. – «Jeg skal ikke misunde dem det,» sagde Synnøve og tog sin Binding. – «Det skulde dog være trøjsomt at være med,» sagde Ingrid, der sad paa Hug og saa bortover paa Gaarden, hvor Folk gik frem og tilbage mellem Husene, – nogle henad Staburet til, hvor vel Borde med Mad stod opdækket, – andre parvis længer ifra dem, og i fortrolig Samtale. – «Jeg ved ret ikke, hvad du længes efter derborte,» sagde Synnøve. – «Jeg ved det knapt selv,» sagde Ingrid, der endnu sad som før; – «det er vel Dansen,» føjede hun saa til. Synnøve svarte ikke Noget derpaa. «Har du aldrig dandset?» spurgte Ingrid. – «Nej.» – «Tror du da det er Synd at Synd at dandse] I 1856 skrev Bjørnson en artikkel i Illustreret Folkeblad, der han forsvarte «dans, sang, felespel og anden Morskab» mot pietistenes («leserens») angrepdandse?» – «Jeg ved ikke rigtig.» Ingrid talte ikke mere om det strax; thi hun mindedes, at Haugianerne strengt forbød Dans, og Forældrenes Forhold til Synnøve i det Stykke vilde hun ikke videre prøve. Men hvordan nu Tankerne faldt, saa 72 sagde hun om en Stund: «Bedre Danser end Thorbjørn har jeg aldrig seet.» – Synnøve ventede lidt, før hun sagde: «Ja, han skal danse godt.» – «Du skulde seet ham danse,» udbrød Ingrid og vendte sig mod hende. Men rask svarte Synnøve: «Nej, det vil jeg ikke!»
Ingrid studsede lidt ved det, Synnøve hældte sig ned over sin Binding og tælte sine Næster op. Med een Gang lod hun Bindingen falde i Fang, saa ende ud for sig og sagde: «Saa inderlig glad, som jeg er idag, har jeg dog ikke været paa længe.» – «Hvorfor?» spurgte Ingrid. «Aa – – fordi han ikke danser paa Nordhaug idag!» Endnu en Stund sad hun og saa lige ud for sig, lod saa med pludseligt Alvor Hovedet synke ned over sin Binding og arbejdede meget fort. Ingrid sad i sine egne Tanker. «Ja, der skal være Jenter, som længes efter ham,» sagde hun. Synnøve aabnede Munden, som vilde hun tale, men tiede, trak en Stikke ud og byttede. «Thorbjørn længes nok selv ogsaa; det skal jeg være sikker paa,» sagde Ingrid, men mærkede først bagefter hvad hun havde sagt, og saa paa Synnøve, der sad blussende rød og bandt. Da kunde Ingrid med stor Fart se bagover paa den hele Samtale, slog Hænderne sammen, – flyttede sig paa Knæ i Lyngen, saa at hun kom foran hende, – og gav hun sig til at se Synnøve lige ind i Øjnene; men Synnøve bandt. Da lo Ingrid og sagde: «Nu har du mangen Herrens god Dag gaaet og gjemt noget for mig igjen.» «Hvad siger du?» spurgte Synnøve og kastede et usikkert Blik paa hende. «Du er ikke sint, fordi Thorbjørn danser,» sagde Ingrid som før. Den Anden svarte ikke; Ingrids Ansigt var bare et eneste Smil, og saa tog hun Synnøve om Halsen og hviskede hende ind i øret: «men du er sint, fordi han danser med Andre end dig!»
«Hvor du snakker!» sagde Synnøve, sled sig løs og rejste sig. Ingrid rejste sig ogsaa og gik efter hende. «Det er Synd, du ikke kan danse, Synnøve!» sagde hun og lo; – «rigtig stor Synd! Kom nu, saa skal jeg lige saa godt lære dig strax!» Hun tog Synnøve om Livet. «Hvad vil du?» spurgte denne. «Lære dig danse, forat du ikke skal have slig Sorg i Verden, som at han danser med Andre end dig!» Nu maatte ogsaa Synnøve le eller lade som hun lo. «Der kan snart Nogen se os,» sagde hun. «Gud signe dig for det Svaret, 73 saa dumt som det var,» sagde Ingrid og gav sig allerede til at tralle og flytte Synnøve efter Takten. «Nej, nej! Det gaar ikke an!» – «Saa? Du har jo ikke været saa glad paa mangen god Dag, sagde du nylig; kom nu!» – «Kunde det bare gaa an!» – «Prøv, saa skal du nok se, det gaar an!» – «Du er saa vilter, du Ingrid!» – «Han sagde saa Katten til Spurven ogsaa, da Spurven ikke vilde gaa stille, saa Katten kunde faa tage ham; kom nu!» – «Jeg har da igrunden Lyst ogsaa, men –» «Nu er jeg Thorbjørn, og du den unge Konen hans, som ikke vil han skal danse med Andre end dig.» – «Men –» Ingrid trallede; – «men» – holdt Synnøve endnu paa; men hun dansede allerede! Det var en Springdans og Ingrid gik foran med store Skridt og mandhaftige Armesving, Synnøve efter med smaa Skridt og nedslagne Øjne, – og Ingrid sang:
Og Ræven laa under Birkerod
:,: bortved Lyngen. :,:
Og Haren hopped paa lette Fod
:,: over Lyngen :,:
«Det er vel noget til Solskinsdag!
Det glittrer for, og det glittrer bag
:,: over Lyngen. :,:»
Og Ræven lo under Birkerod
:,: bortved Lyngen :,:
Og Haren hopped i vilde Mod
:,: over Lyngen :,:
«Jeg er saa glad over alle Ting!
Hu – hej, gjør du slige svære Spring
:,: over Lyngen! :,:»
Og Ræven vented bag Birkerod
:,: bortved Lyngen :,:
Og Haren tumled ham midt imod
:,: over Lyngen :,:
«Men Gud forbarme sig, er du der! – –»
«– Aa, Kjere, hvor tør du danse her –
:,: over Lyngen? :,:» Melodi av komponisten Halfdan Kierulf (1859)
«Nu, gik det ikke an?» spurgte Ingrid, da de anpustne stansede.
Synnøve lo og sagde, hun havde mere Lyst til at valse. Ja derfor var Ingenting ivejen, mente Ingrid, og de lagede sig alt til, idet Ingrid viste hende, hvorledes hun skulde sætte Fødderne; «thi Valsen er vanskelig, den.» «Aa det gaar nok, naar vi bare kommer i Takten,» sagde Synnøve, og Ingrid vilde da de skulde prøve. Saa gjorde de, Ingrid sang og Synnøve sang med, i Begyndelsen blot nynnende, siden stærkt. Men da stansede Ingrid, slap hende og slog sine Hænder sammen af bare Forundring: «du kan jo valse!» udbrød hun.
«Hys, lad os ikke tale mere om det», sagde Synnøve og tog atter fat i Ingrid forat fortsætte. «Men hvor har du lært …» – «Tral, tral!» og hun svang hende. Da tog Ingrid fat ret af Hjertens Lyst og hun sang:
«Se, Solen danser paa Haukelidfjeld;
Dans, du Kjæresten min; – thi snart er det Kvæld!
Se, Elven hopper mod blanken Hav;
Hop, du viltreste Gut; – der venter din Grav!
Se Birken svajerfor Vindenes Kast:
Svaj, du frejdige Mø; – hvad var det, som brast?
Se, – –»
«Det er slige underlige Viser du synger,» sagde Synnøve og stansede Dansen. «Jeg ved ikke, hvad jeg synger, jeg; Thorbjørn har sunget dem.» – «Det er af Slave-Bents Viser,» sagde Synnøve; «jeg kjender dem.» – «Er det af dem?» spurgte Ingrid og blev lidt ræd. Hun saa ud for sig og sagde ikke Noget; pludselig blev hun opmærksom paa En nede paa Vejen. «Du – der kjører Nogen ned fra Granliden og tager bort over Bygdevejen! –» Synnøve saa ogsaa derhen. – «Er det ham?» spurgte hun. – «Ja, det er vist Thorbjørn; han skal til Byen.»
– – Det var Thorbjørn, og han kjørte til Byen. Den laa langt væk, han havde stort Læs, og kjørte derfor i Mag bortover den støvede Vej. Denne laa slig til, at den kunde sees fra Sæteren, og da han nu hørte det hauke deroppe ifra, skjønte han, hvem det 75 var, steg op paa Læsset og haukede igjen, saa det ljomede mellem Fjeldene. Da spillede det paa Lur ned til ham, han sad og lyttede, og da det stansede, rejste han sig atter og haukede. Saaledes gik det bortover og han var glad tilmode. Han saa paa Solbakken og syntes, den aldrig havde havt saamegen Sol som nu. «Det er en velsignet Gaard», tænkte han; medens han sad der og saa efter den, glemte han rent Hesten, saa den gik som den vilde. Da skvat han op ved at Hesten gjorde et svært Bøx til Siden, saa Skaaken knak, og Hesten afsted i vildt Trav udover Nordhougmarkene; thi det var over dem Vejen gik. Han rejste sig i Vognen og holdt igjen; det blev en Kamp mellem ham og Hesten; den vilde udover en Skrent og han holdt. Han fik den saavidt, at den stejlte, og da hoppede han af, og havde, før Hesten atter satte i Fart, faaet Tag om et Træ, – og nu maatte Hesten staa. Læsset var tildels kastet, den ene Skaak itu, og Hesten stod og skalv. Han gik frem til den, tog den om Bidslet og talte den blidt til; han vendte den strax, for at være sikker for Skrenten, om den lagde afsted paany; staa stille kunde den ikke, saa skræmt som den var, og han maatte i halvt Sprang følge den altid længer og længer fremad, lige op til Vejen igjen. Han foer da forbi sine egne Sager, som de laa der kastede overende, Kopperne itu og Indholdet tildels fordærvet. Hidindtil havde han været optaget af Faren, nu begyndte han at skjønne Følgerne af dette og blev harm; det stod for ham, at der ingen Byrejse blev af, og jo flere Betragtninger han gjorde, des harmere blev han. Kommen op til Vejen, skvat Hesten en Gang til, forsøgte saa at gjøre et Kast og sled sig løs, – og da brød Harmen ud. Medens han med venstre Haand holdt Bidslet, gav han den med højre henad Lænderne af sin store Rejsesvøbe, Slag i Slag, Slag i Slag, saa den blev rasende og satte Forhoverne paa hans Bryst. Men han holdt den fra sig, slog den nu værre end før, af al sin Magt, og brugte Tykenden af Svøben. – «Jeg skal lære dig, din trodsige Tamp!» og han slog. Hesten vrinskede og skreg, han slog. «Hej, her skal du kjende Næve, som er stærk!» og han slog. Hesten fnyste, saa Skummet valdt ham nedover hans Haand; men han slog: «Det skal være første og sidste Gang, din Krøbling! Der! endnu et! saa! hej, din Fillegamp, du skal prøve Mandetugt!» og 76 han slog. Under dette havde de vendt sig, Hesten gjorde ikke længer Modstand, rystede og bævede under hvert Slag, og bøjede sig vrinskende, naar han saa Svøben nærme sig i Luften. Da blev Thorbjørn ligesom lidt skamfuld; han holdt inde. I det Samme blev han var en Mand, der sad paa Grøftekanten, støttet paa Albuen, og lo af ham. Han vidste ikke hvorledes det gik til; det blev næsten sort for Øjet og med Hesten ved Haanden ruste han mod ham med hævet Svøbe. «Jeg skal give dig Noget at le af!» Slaget faldt, men traf kun halvt, da Manden med et Raab væltede sig ned i Grøften. Her blev han staaende paa alle Fire, men vendte paa Hovedet, skelede til Thorbjørn og trak Munden skjævt op til Latter; men Latteren selv hørte han ikke. Thorbjørn studsede; thi dette havde han seet før. Jo, det var Aslak.
Thorbjørn vidste ikke hvorfor; men det løb ham koldt nedover Ryggen. «Det er vel du, som har skræmt Hesten begge Gange», sagde han. – «Jeg laa bare og sov jeg,» svarte Aslak og løftede lidt paa sig; «og saa vognede du mig, da du skabte dig gal paa Hesten din». «Det var du, som gjorde den gal; alle Dyr er ræd dig,» og han klappede Hesten, der var saa sved, at det dryppede af den. «Han er nu vel endelig ræddere dig end mig; slig har jeg aldrig faret med nogen Hest» sagde Aslak, – han stod nu paa Knæ i Grøften. «Vær ikke for stærk i Munden!» sagde Thorbjørn og truede med Svøben. Da rejste Aslak sig og kravlede op. «End jeg da! Jeg stærk i Munden? Nej – ? Hvor skal du hen, som farer saa fort?» sagde han med blid Stemme, idet han nærmede sig, men slingrende til begge Sider; thi han var fuld. – «Jeg slipper nok for at komme længer idag,» sagde Thorbjørn, som sprættede Hesten ifra. «Det var rigtig lejt, det,» sagde Aslak og nærmede sig endnu mere, idet han tog til Huen. «Gudbevare mig», sagde han, «slig en stor, vaker Karl du er bleven, siden sidst jeg saa dig;» han havde begge Næver i Lommen og stod, saa godt han kunde, og betragtede Thorbjørn, der ikke kunde faa Hesten løs. Thorbjørn trængte Hjælp; men han kunde ikke faa det over sig at bede hin om den; thi Aslak saa styg ud; hans Klæder var tilrakket af Grøften, hans Haar hang filtret ned under en blank Hat, der var dygtig gammel, og Ansigtet, skjønt tildels det velbekjendte, var nu 77 bestandig fortrukket til Smil, og Øjnene endnu mere igjenlukte, saa han maatte holde Hovedet lidt bagover og Munden lidt gabende, naar han saa paa En. Alle Træk var blevne matte, og den hele Form var stivnet; thi Aslak drak.Thorbjørn havde tit nok seet ham før, hvilket Aslak ikke lod som han vidste. Som Skræppehandler havde han tit faret Bygden rundt, og var gjerne der, hvor der var Lystighed, da han havde mange Viser at synge, fortalte godt og fik Brændevin til Vederlag. Saaledes havde han nu været i Bryllopet paa Nordhoug, men havde, som Thorbjørn siden fik vide, fundet det bedst at holde sig en Stund borte, da han efter gammel Vis havde faaet Folk op at slages og det truede med at gaa ud over ham selv. – «Bind Hesten ligesaa godt fast til Vognen som at sprætte den ifra», sagde han. «Du maa saa alligevel op til Nordhoug for at faa dig istand igjen, enten du nu vil drage længer eller vende om.» Thorbjørn havde nok tænkt det Samme, men havde ikke rigtig villet tænke det. «Der er stort Bryllup, der», sagde han. «Derfor ogsaa stor Hjælp», svarte Aslak. Thorbjørn stod lidt tvivlraadig; men uden Hjælp kunde han hverken komme frem eller tilbage, og saa var det bedst at gaa op i Gaarden. Han bandt Hesten fast saalænge og gjorde saa. Aslak kom efter; Thorbjørn saa tilbage paa ham: «Saa faar jeg godt Følge til Bryllopsgaarden igjen», sagde Aslak og lo; Thorbjørn svarte ham ikke, men gik fort. Aslak kom syngende efter:
Der drager to Bønder til Bryllupshus, o. s. v.,
en gammel, velkjendt Vise. «Du gaar fort, du», sagde han om en Stund. «Du kommer nok frem alligevel», lagde han til. Thorbjørn svarte ham ikke. Gjenlyd af Dans og Spil mødte dem, Ansigter gav sig til at se ud paa dem gjennem de aabne Vinduer i den store toetages Bygning. Grupper samlede sig i Gaarden. Han saa, at de talte sig imellem om, hvem det kunde være, tillige, at han snart var kjendt, og at de lidt efter lidt fik Øje paa Hesten dernede og Kopperne, som laa udover Jorden. Dansen hørte op, den hele Sværm væltede ud i Gaarden, netop som de To kom op. «Hid kommer Bryllupsfolk mod sin Vilje!» raabte Aslak, da han endelig nærmede sig Kredsen, bag Thorbjørn. – Man hilste Thorbjørn og slog Kreds om ham.
78«Gud signe Laget, godt Øl paa Bordet, vakre Kvindfolk paa Gulvet og gode Spillemænd paa Knakken!» sagde Aslak og skjød sig i det Samme midt ind iblandt dem. Nogle lo, Andre forblev alvorlige; En sagde: «Skræppe-Aslak er altid ved godt Mod.» Thorbjørn traf strax Kjendtfolk, som han maatte fortælle om sin Hændelse; de tillod ham ikke selv at gaa ned efter Hesten og Tøjet, men bad Andre gaa. Brudgommen, en ung Mand og fordums Skolekammerat, bød ham ind at smage paa Bryllopsbrygget og nu drog det til Stuen. Nogle vilde fortsætte Dandsen, især Kvindfolkene, Andre vilde have en liden Drikkestund og faa Aslak til at fortælle, siden han nu alligevel var kommen til Gaards igjen. «Men du tør være lidt varere end sidst,» lagde En til. Thorbjørn spurgte, hvor alt Folket var. «Aa», svartes der, «her gik nylig lidt uroligt til; nu er Enkelte gaaet til Hvile, Andre sidder borte paa Laaven og spiller Kort; men Nogle sidder ogsaa der, hvor Knud Nordhaug er.» Han spurgte ikke efter, hvor Knud Nordhaug var.
Brudgommens Fader, en gammel Mand, der sad og røgte af en Kridtpibe og drak Øl til, sagde nu: «Kom saa med en Regle, du Aslak; det kan være gjildt nok at høre for en Gangs Skyld.»
«Er det flere, som beder mig?» spurgte Aslak, som havde sat sig over en Krak et Stykke fra Bordet, omkring hvilket de Andre sad. «Javist», sagde Brudgommen og gav ham et Glas Brændevin; «nu beder jeg dig.» – «Er det Mange, som beder paa den Maade?» sagde Aslak. «Det tør hænde,» sagde en ung Kone borte paa Sidebænken, og bød et Støb med Vin frem. Det var Bruden, en Kvinde paa 20 Aar, lyslet, men mager, med store Øjne og et stramt Træk om Munden. – «Jeg liker godt det, som du fortæller,» lagde hun til. Brudgommen saa paa hende og hans Fader paa ham. «Ja, Nordhaugfolket har altid likt mine Regler,» sagde Aslak. – «Ære være dem!» raabte han og tømte et Glas, som blev rakt ham af en Brudesvend. «Kom saa med Noget,» raabte Flere. – «Om Sigrid Fantekjerring!» raabte En. «Nej, den er styg!» sagde Andre, især Kvindfolk. «Om Lierslaget] Under krigshandlingene mellom Danmark-Norge og Sverige i 1808 og 1814 fant det sted trefninger ved gården Lier syd for Kongsvinger festning (Nielsen 1958, 129)Lierslaget!» bad Svend Tambur. «Nej, heller noget Trøjsamt!» sagde da en rank Gut, som stod i Skjortærmene og lænte sig opad Væggen, medens hans højre 79 Haand, som hang slapt ned, foer vel ofte borti Haaret paa nogle unge Jenter, som sad der; de skjændte, men flyttede sig ikke.
«Nu fortæller jeg det, jeg vil, jeg,» sagde Aslak. «Fanden heller!» mumlede en ældre Mand, som laa over Sengen og røgte; hans ene Ben hang ned, med det andet laa han og sparkede til en fin Trøje, som hang over Sengestolpen. «Lad være Trøjen min!» raabte hin Gut, som stod op efter Væggen. – «Lad være Datter min,» svarte han, som laa. Nu flyttede Jenterne sig. – «Jo, jeg fortæller, hvad jeg vil da!» raabte Aslak; «Brændevin i Krop skyder Modet op!» sagde han og slog de flade Hænder sammen med et Klask. «Fanden heller!» gjentog Manden borti Sengen; «Brændevinet er vort.» – «Hvad skal det sige?» spurgte Aslak med ret aabne Øjne. – «Aa, den Grisen vi gjøder, slagter vi ogsaa,» sagde Manden, idet han dinglede med Benet. Aslak lukte Øjnene igjen, men blev siddende i samme Stilling med Hovedet; saa faldt det ned paa hans Bryst, og han sagde ikke Noget.
Flere talte til ham; men han hørte det ikke. «Brændevinet tager ham,» sagde hin i Sengen. Da saa han op, tog atter Smilet paa sig: «Jo, nu skal I høre en lystig Stub,» sagde han. – «Gud bevare mig, hvor lystig!» sagde han om en Stund og lo med vid Mund, men uden at de hørte Latteren. «Han er rigtig i Godlaget sit idag» sagde Brudgommens Fader. – «Ja, det var Raad til det!» sagde Aslak; «en Dram paa Rejsen da!» sagde han og strakte Haanden frem. Den kom; han drak den langsomt ud, holdt Hovedet lidt bagover med den sidste Draabe i Munden, svælgte den saa og sagde, vendt til ham i Sengen: – «for jeg er nu Grisen Eders jeg!» og lo som forrige Gang. Han spændte sine to Hænder om Knæet, og løftede saaledes Foden op og ned, idet han selv med det Samme ruggede frem og tilbage – og saa begyndte han: «Jo, det var en Jente, som boede borti en Dal. Hvad Dalen hed, kan være det Samme, hvad hun hed ogsaa. Men Jenten var vaker, det syntes Gaardmanden paa – hys! – og det var hos ham hun tjente. Hun fik god Løn, fik hun, og hun fik mere end hun skulde have; thi hun fik et Barn. Folk sagde, det var med ham; men det sagde ikke han; thi han var gift, og det sagde heller ikke hun; thi hun var stolt, det stakkars Trold. Saa blev det nok en Løgn over 80 den Daab, og det var en Skarv til Gut, hun havde født, saa det var slig Slag, om han blev døbt i en Løgn. Men hun fik en Plads under Gaarden, og det likte ikke Konen der, som ventelig var, og saa tag hun Manden baade Dag og Nat om at jage den Fantejenten paa Bygden. Kom Jenten didop, spyttede hun efter hende, men kom den vesle Gutten hendes for at lege med Gaardsgutterne, bad hun dem jage den Horungen; han var ikke bedre værdt, sagde hun.
Manden holdt igjen, saalænge han rigtig var Mand; men saa slog han sig paa Drikken, og da fik Kjærringen Taget. Siden blev det daarligt for Skarvejenten; det gik tilbage for hvert Aar og det stod slig til at hun skulde sulte ihjel der med den vesle Gutten sin, og han vilde ikke fra Moderen, han.
Det var nu det ene Aaret, det andet med, og der var otte af dem; men endnu var ikke Jenten kommen fra Pladsen, skjønt nu skulde hun væk. – – Og saa kom hun væk. – – Men forinden stod Gaarden i lys og vaker Lue, og Manden brændte; thi han var fuld, Kjærringen ræddede sig med Ungerne, og hun sagde, det var den Skarvejenten nede paa Pladsen, som havde gjort det. Det kunde gjerne hænde det. – – Og det kunde ogsaa gjerne være anderledes. – – Det var en underlig Gut, hun havde. I otte Aar havde han seet Moderen slide ildt og vidste vel, hvor Skylden var; thi Moderen sagde det ofte, naar han spurgte hvorfor hun bestandig græd. Det gjorde hun ogsaa Dagen før hun skulde rejse, og derfor var han borte om Natten. – – – Men hun kom paa Slaveriet paa Livstid, for hun sagde selv til Skriveren, hun havde gjort den vakre Luen deroppe paa Gaarden. – Gutten drog paa Bygden og fik alle Folks Hjælp, fordi han havde slig en slem Moder. – Saa drog han fra den Bygd og langt frem til en anden, hvor han ikke fik stor Hjælp, for der var nok Ingen, som vidste, hvilken slem Moder han havde. Jeg tror ikke, han sagde det selv. – Sidst jeg hørte fra ham, var han fuld, og de siger, han har lagt sig paa Drikken i den senere Tid; om det er sandt, skal være usagt, men det er sandt, at jeg ved ikke, hvad bedre han skulde gjøre. Det er en laak] skrøpelig, skrallaak, ond Karl, kan I tro; han liker ikke Folk, endnu mindre at de ere gode mod hverandre, og allermindst, at de er gode mod ham selv. Og han vilde 81 gjerne, at Andre skulde være slig, som han er selv – skjønt det siger han blot, naar han er fuld. Og da græder han ogsaa, græder saa det hagler, – over ingen Verdens Ting; thi hvad var det ogsaa han skulde græde over? Han har ikke stjaalet en Skilling fra Nogen, eller gjort noget af det Gale, som mange Andre gjør, saa han sagte Ingenting har at græde over. Og alligevel saa græder han, og græder saa det hagler, men ved ikke rigtig, hvoraf det kommer. Og skulde I se ham græde, saa tro aldrig paa det, for det er bare naar han er fuld, og da er han ikke ændsendes.» – Her faldt Aslak baglænds ned af Krakken i stærk Graad, men som snart gik over; thi han sovnede. – «Nu er Svinet fuld,» sagde han i Sengen; – «da ligger han altid og tuder sig isøvn». «Dette var stygt,» sagde Kvindfolkene og rejste sig for at komme bort. «Jeg har aldrig hørt ham fortælle andre Slags Historier naar han selv fik raade,» sagde nu en gammel Mand, som rejste sig borte ved Døren. – «Gud ved, hvorfor Folk vil høre paa ham,» sagde han og saa hen til Bruden.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Bondefortellingen Synnøve Solbakken ble Bjørnsons store gjennombrudd som forfatter. Den utkom som føljetong i Illustreret Folkeblad i 1857 før den kom ut som egen bok.
Selv om historier fra bondekulturen ikke var noe helt nytt, var Bjørnson den som ga denne undersjangeren form i Norge. Bondefortellingene har en impresjonistisk stil med mange replikker, gir et idealisert bilde av bøndene og tar opp Bjørnsons viktigste problemstilling: hvordan mennesket kjemper for å overvinne sin egen natur. I Synnøve Solbakken møter vi Torbjørn Granlien som både kjemper mot mørke krefter i seg selv og for å få den vakre og gode Synnøve. Man kan si at det er en histore om hvordan man tar seg fra skyggesiden til solsiden både i konkret og overført betydning. Boken ble tidlig oversatt til andre språk.
Les Sigurd Aa. Aarnes' innledning og kommentarer
Se faksimiler av utgaven fra 1857 (NB digital)
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.