5te Kapitel.

No. 28, 11te Juli 1857.

Nogle gik ud, Andre søgte at faa Spillemanden ind igjen, at Dansen kunde begynde; men Spillemanden var sovnet i en Krog af Gangen, og Enkelte bad for ham, at han maatte faa ligge ifred: «Siden Lars, Kameraten hans, blev fordærvetslagen her, har Ole maattet holde ud i over et Døgn.» – Man var kommen til Gaards med Thorbjørns Hest og Grejer; en anden Vogn blev spændt for, da han, trods Alles Anmodning, vilde tage afsted igjen. Brudgommen var det især, som søgte at holde ham tilbage: «Her er kanske ikke saa stor Glæde for mig, som det synes,» sagde han, og Thorbjørn tog en Tanke af det; men han foresatte sig dog at rejse, før Kvelden kom. Da de saa, han var urokkelig, spredte de sig i Gaarden; der var mange Folk, men megen Stilhed, og det Hele havde lidet Syn af et Bryllup. Thorbjørn skulde have sig en ny Sælepind og gik hen at finde en; i Gaarden var intet høveligt Emne og han gik lidt udenfor, kom saa til et Vedskjul, som han 82 gik ind i, langsomt og sagte, da Brudgommens Ord fulgte med ham. Han fandt der, hvad han vilde, men fremdeles uden at vide af det, satte han sig ned og op til den ene Væg med Kniv og Pinde i Haanden. Da hørte han det stønne i Nærheden af sig; det var paa den anden Side af den tynde Væg, derinde, hvor Vognskjulet var, og Thorbjørn lyede. «Er det – ogsaa dig», hørte han sagt med langt Mellemrum og af et Mandfolk, der talte med Besvær. Han tænkte først, det maatte være Knud; men Knud rullede paa R’et, og det gjorde ikke denne, saavidt han kunde høre. «Saa du – – vilde – finde mig op?» sagdes der om en Stund og af den Samme. Da hørte han En græde, men det var ingen Mand. – «Hvorfor kom du ogsaa hid?» blev der spurgt, og det maatte være af den, der græd; thi det var taarevaadt. – «Hm, – i hvis Bryllup skulde jeg spille, naar det ikke var – i dit», sagde den Første, og nu blev der stærkere Graad. Det er vel Lars, Spillemanden, som ligger der, tænkte Thorbjørn. Lars var en stout, vaker Karl, hvis gamle Moder boede til Leje i en Husmandsplads under Gaarden. Og den Anden maatte vel være Bruden. Thorbjørn lagde Øret tættere op til Væggen; dette syntes han dog at ville høre. – «Hvorfor har du heller aldrig talt!» sagde Kvindfolket og sagde det ret stærkt, som var hun meget bevæget. «Jeg tænkte ikke, det var nødvendigt mellem os To», svartes der kort. Da var det stilt en Stund, saa sagde hun atter: «du vidste dog han gik der.» – – «Jeg troede dig stærkere.» – Han hørte nu intet andet end Graad; endelig brød hun atter ud: «Hvorfor talte du ikke!»

«Det nyttede vel Gamle-Birthes Søn lidet at tale til Datteren paa Nordhoug», blev der svaret efter et Ophold, hvori han havde draget Vejret tungt og ofte stønnet. Der blev ventet paa Svar: – «Vi har dog seet paa hinanden i mange Aar», sagdes der. «Ja, – vi har det», svarte han sagte og drog atter Pusten meget tungt. Der var saare stilt, Thorbjørn hørte ikke engang, at der blev grædt. Med lav Stemme, som sad hun hensjunken, sagde endelig hun: «Det var harmeligt, at du ikke talte.»

– «Du var saa stolt; En turde ikke rigtig tale til dig». – – «Det var dog Ingenting, jeg heller vilde. – Jeg ventede hver Dag, – hvor vi mødtes; – jeg syntes næsten, jeg bød mig frem, jeg; – men –. 83 Saa tænkte jeg, – – du forsmaaede mig.» – Det blev atter ganske stilt. Thorbjørn hørte intet Svar, ingen Graad, han hørte heller ikke den Syge drage Vejret. I den Stilhed klang det underligt, da den Syge lod falde: «Det skulde jeg have vidst.»

Thorbjørn tænkte paa Brudgommen, som han troede at kjende for en brav Mand, og han blev ilde tilmode paa hans Vegne. Da sagde ogsaa hun: «Jeg er ræd for, han faar liden Glæde af mig, han, som –». – «Det er en brav Mand», sagde den Syge og begyndte paa Ny at give sig lidt, da det nok gjorde ondt for Brystet paa ham. Det var som dette ogsaa gjorde hende ondt; thi hun sagde: «Det er nok tungt for dig nu …. Men – vi var vel aldrig kommen til at tale med hverandre, vi, var ikke dette kommen imellem.» Og saa græd hun, og det var sommetider at Thorbjørn troede, at ogsaa Manden græd; thi det græd saa stærkt derinde.

«Det var bra’ du kom!» sagde den Syge. Thorbjørn lyede efter, hvad hun vilde svare herpaa. – «Jeg kunde ikke Andet», svarte hun, og lagde senere til: «Dengang du slog til Knud, forstod jeg dig først. Og siden – blev det et daarligt Bryllup for mig. – Aa ja, – det var ikke godt før heller.» – «Jeg, … kunde ikke bære det længer», sagde han, – og saa en Stund efter: «Knud er ond.» – «Han er ikke god», sagde Søsteren.

De taug en Stund, saa sagde han: «Jeg undrer mig paa, om jeg nogentid bliver god igjen. Aa ja, det kan nu ogsaa være det Samme.» «Har du det ondt, har jeg det værre,» og herpaa fulgte lang Taushed. «Gaar du?» spurgte saa han. «Ja,» blev der svaret. «Naar skal vi see – « han fuldførte ikke. Efter en længere Hulken blev der svaret: «aa jøje, jøje mig, hvad Liv dette skal blive!» «Græd ikke saa,» sagde han. «Vorherre gjør nok snart en Ende paa det for mig, og da skal du se, det ogsaa bliver bedre for dig.» Men nu græd hun saa det gjorde Thorbjørn ondt. «Jesus, Jesus, at du ikke talte!» raabte hun med tilbageholdt Stemme og som om hun vred sine Hænder; Thorbjørn troede hun gik i det Samme, eller ikke var istand til at tale paa længe; thi han hørte en Stund Intet og gik.

Den Første, den Bedste Thorbjørn traf i Gaarden spurgte han: «Hvad kom der imellem Lars Spillemand og Knud Nordhoug?» 84 «Haa? Mellem dem? Jo ?,» sagde Per Husmand og trak Ansigtet sammen, som vilde han gjemme Noget i Folderne: «du kan nok spørge om det, for det var lidet nok; han Knud spurgte bare Lars, om Felen hans gav god Klang i dette Bryllop – og slet ikke Mere. Det var Flere, som hørte paa det, maa vide, og frit er det, at Nogen skjønner, hvordan Lars, som ellers er saa sindig, drog til ham og det dyre lige over Ansigtet. Gud bevare os! Ja, du tror det kanske ikke; for han Knud plejer nok at gjøre Mere end saa. Men Pinedød er det sandt, jo, – det er sikert det;] ikke Mere.ikke Mere. Det var Flere, som hørte paa det, maa vide, og frit er det, at Nogen skjønner, hvordan Lars, som ellers er saa sindig, drog til ham og det dyre lige over Ansigtet. Gud bevare os! Ja, du tror det kanske ikke; for han Knud plejer nok at gjøre Mere end saa. Men Pinedød er det sandt jo, – det er sikkert det; Bruden selv stod ved Siden og hørte paa det; thi hun skjænkte netop Lars.» I det Samme gik Bruden forbi dem; hun havde Ansigtet bortvendt; men da hun hørte Lars nævne, vendte hun det og viste dem et Par store og røde Øjne, der saa usikkert; men ellers var Ansigtet meget koldt, saa koldt, at Thorbjørn blev ilde ved; thi han kjendte ikke hendes Ord igjen i det. Begyndte han da at skjønne Mere.

Længere frem i Gaarden stod Hesten og ventede; han satte sin Pinde fast og saa sig om efter Brudgommen forat tage Afsked. Han havde ikke Lyst til at gaa hen at søge ham, saa næsten helst, at han ikke kom, og satte sig derfor op. Da begyndte det at støje og raabe fra den venstre Side af Gaarden, der borte, hvor Laaven laa. Det var et helt Følge, som drog ud fra Laaven, en stor Mand, som gik foran, raabte: «Hvor er han? – Har han gjemt sig? Hvor er han?» «Der, der!» sagde Nogle. «Lad ham ikke komme did,» sagde Andre; «der bliver bare Ulykke af det.» – «Er det Knud?» spurgte Thorbjørn en liden Gut, som stod ved Siden af Vognen hans. «Ja, han er fuld, og da vil han altid slaas.» Thorbjørn sad alt paa Læsset og slog nu paa Hesten. – «Nej, stans, Kammerat!» hørte han bag sig; han holdt Hesten tilbage, men da denne gik alligevel, lod han den gaa. «Ho, er du ræd, Thorbjørn Granliden?» skreg det nærmere ham. Nu holdt han fastere igjen, men saa ikke tilbage.

«Stig af og kom i godt Lag!» raabte En. Thorbjørn vendte Hovedet. «Tak, jeg skal hjem,» sagde han. Nu underhandlede de lidt, og imedens var den hele Flok kommen hen til Vognen; Knud gik foran Hesten, klappede den først, tog den dernæst ved Bidslet. Knud var ikke høj, havde lyst, men stridt Haar og en but Næse. Munden var stor og tung, Øjnene melkeblaa, men dristige. Han 85 havde liden Lighed med Søsteren, kun var det Noget om Munden, som var ligt, og havde han samme Slags ret opstaaende Pande, men mindre, ligesom alle hendes fine Træk var grove hos ham. «Hvad vil du have for Gampen din,» spurgte Knud. «Jeg vil ikke sælge den,» sagde Thorbjørn. «Du tror kanske jeg ikke kan betale den,» sagde Knud. «Jeg ved ikke hvad du kan.» – «Saa? du tvivler om det? Det skulde du ellers vogte dig for,» sagde Knud, – og det var synligt for Hver, at han blot var kommen for at faa Tag i Thorbjørn, men ved at de se ham igjen, maatte han gjennem sligt ægleri først sætte Mod i sig selv. Hin Gut] sagde Knud. Hin Gutsagde Knud, – og det var synligt for Hver, at han blot var kommen for at faa Tag i Thorbjørn, men ved at se ham igjen, maatte han gjennem sligt Ægleri først sætte Mod i sig selv. Hin Gut, som før stod opefter Væggen derinde i Stuen og rørte ved Jenternes Haar, sagde derfor ogsaa til en Nabo: «Knud tør ikke rigtig dennegang.» Dette hørte Knud. «Tør jeg ikke? Hvem siger det? Tør jeg ikke?» skreg han. Flere og Flere kom til. «Afvejen, se Hesten!» raabte Thorbjørn og slog paa; han vilde rejse. «Siger du afvejen til mig?» spurgte Knud. «Tror du jeg gaar afvejen for dig?» – «Jeg maa frem,» sagde Thorbjørn, men veg heller ikke selv tilside. «Hvad, kjører du lige paa mig?» spurgte Knud. – «Saa gaa bort!» Og Hesten løftede Hovedet i Vejret, ellers havde det sat lige mod Knuds Bryst. Knud gav Hesten et Slag over Sidehovedet, saa den, ræd ifra før af, stejlte og skræmte Folk tilside. Thorbjørn var bleg, men sagde ganske rolig: «Gaa lidt afvejen, Knud.» – «Du kan kjøre til Siden», sagde Knud. Thorbjørn tvang Hesten ligefrem og mod ham, den stejlte paany, men Thorbjørn slog paa. Da tog Knud den ved Bidslet, og Hesten, som huskede Taget fra Vejen, begyndte at skjælve. Men dette rørte Thorbjørn mere end noget Andet, han rejste sig med Svøben i Haanden og drog til Knud over Hovedet. «Slaar du?» skreg Knud og kom nærmere; Thorbjørn hoppede af Læsset: «Du er en ond Karl,» sagde han ligbleg og leverte Tømmen til hin Gut fra Stuen af, da han kom og bød sig frem. Men den gamle Mand, som havde rejst sig borte ved Døren, da Aslak var færdig med sin Fortælling, han gik nu bort til Thorbjørn og rykkede ham i Armen: «Sæmund Granliden er for brav en Mand, til at Sønnen hans skal drages med slige Slagskjæmper,» sagde han. Det stilnede i Thorbjørn, men Knud raabte: «Jeg Slagskjæmpe? Det er han ligesaagodt som jeg, og min Fader er lige saa god som hans. – 86 Kom an! – Det er daarligt at Bygdefolket ikke ved, hvem af os To egentlig er ved bedst Magt», lagde han til og tog Halstørklædet af sig. «Vi prøver det tidsnok,» sagde Thorbjørn. Da sagde den Mand, som før havde lagt i Sengen: «De er som to Katter; de maa først snakke Mod i sig, Beggeto.» Thorbjørn hørte det, men svarte Intet. En og Anden af Flokken lo, Andre sagde det var stygt med alle de Slagsmaal i dette Bryllop, samt at de abede sig ind paa en Fremmedmand, som vilde drage fredeligt afsted. Thorbjørn saa sig om efter Hesten, det var hans Agt at fare. Men hin Gut havde vendt den og kjørt den forsvarlig langt bort; Manden selv stod nu lige bag dem. – «Hvad ser du dig om efter?» spurgte Knud; «hun Synnøve er langt borte nu.» – «Hvad rager hun dig?» – «Nej slige skinhellige Kvindfolk rager ikke mig,» sagde Knud; «men kanske hun modstjæler dig.» Dette var formeget for Thorbjørn; de mærkede, at han saa sig om for at prøve Pladsen. Nu lagde atter nogle ældre sig imellem og mente, at Knud havde gjort nok Ugagn i dette Lag. – «Mig skal han Intet gjøre!» sagde Thorbjørn, og da hine hørte dette, tiede de. Andre sagde: «Lad dem drages, saa bliver de Godvenner; disse har længe nok seet ondt over til hverandre.» – «Ja,» sagde En, «de vil Begge være den Bedste her i Bygden; lad os nu se.» – «Tror han, at han er det, kan gjerne det for mig,» sagde Thorbjørn. – «Nu har jeg længe staaet og ventet,» mente Knud; «har I] lad os nu se.» «Har Ilad os nu se.» – «Tror han, at han er det, kan gjerne det for mig,» sagde Thorbjørn. – «Nu har jeg længe staaet og ventet,» mente Knud; «Har I Andre seet noget ligt til han Thorbjørn Granliden? Jeg syntes, han nylig var her paa Gaarden.» – «Ja, her er han,» sagde Thorbjørn, og i det Samme fik Knud et Slag over det højre Øre, saa han tumlede hen i nogle Mænd, som stod der. Nu blev der ganske stilt. Knud rejste sig og foer frem uden at sige et Ord; Thorbjørn tog mod ham. Der blev nu en lang Nævekamp, da begge vilde hinanden paa Livet; men begge var vel vant og holdt hinanden væk. Thorbjørns Slag faldt nok saa ofte, og Nogle sagde, de faldt nok saa tungt. – «Der har Knud fundet sin Mand,» sagde hin, som havde taget Hesten; «giv Plads!» Kvindfolkene flygtede; kun een stod højt paa en Trap for bedre at se; det var Bruden. Thorbjørn fik et Glimt af hende og stansede lidt; da saa han en Kniv i Knuds Haand, huskede hendes Ord, at Knud ikke var god, og med et velrettet Slag traf han Knuds Arm 87 over Haandledet, saa Kniven faldt, men han selv rigtig nok i det Samme fik dens Od op i sin. «Au, hvor du slog,» sagde Knud. «Synes du?» spurgte hin og brød nu ind paa ham. Knud havde ondt for at bruge sin Arm, han blev løftet og baaret, men det bar imod, før han blev lagt. Han blev flere Gange sat slig mod Jord, at enhver Anden vel havde svigtet, men dette var en god Ryg, Thorbjørn flyttede med ham, Folk veg, men han kom efter med ham, og saaledes bar det rundt den hele Gaard. Da de kom opunder Trappen, hivede han ham endnu engang i Vejret og truede ham ned, saa Knæerne gav efter og Knud langs over Stenhelden, saa det sang i ham. Han blev liggende stille, gav et dybt Støn fra sig og lod Øjnene synke i; Thorbjørn rettede sig og saa op; hans Øjne faldt lige paa Søsteren, der stod ubevægelig og saa paa. «Tag Noget og læg opunder Hovedet paa ham,» sagde hun, vendte sig om og gik ind.

To gamle Koner gik forbi; den ene sagde til den anden: «Herregud, der ligger En igjen; hvem er nu dette?» En Mand svarte: «han Knud Nordhoug». Da sagde den anden Kone: «Saa kanske det liver paa med Slagsmaalene herefterdags. De maatte da ogsaa have Andet at bruge sine Kræfter til.» – «Der sagde du et sandt Ord, Randi», mente hin; «Vorherre hjælpe dem saa langt frem, at de kan se forbi hverandre og hen til noget Mere.»

Dette faldt Thorbjørn underligt paa Sindet; han havde ikke sagt et Ord, men stod der endnu og saa paa dem, som stelte med Knud, – Flere talte til ham; men han svarte ikke. Han vendte sig fra dem og faldt i Tanker, Synnøve kom frem, i dem og han blev meget skamfuld. Han tænkte paa hvad Forklaring han skulde give, og han tænkte paa, det var ham nok ikke saa let at slutte, som han engang troede. I det Samme hørte han bag sig: «vogt dig Thorbjørn!» men før han fik vende sig, var han greben ved Skuldrene, bagfra, blev bøjet ned, og følte ikke Noget mere, uden en stikkende Smerte, hvis Sted han ikke rigtig kjendte. Han hørte Stemmer omkring sig, hørte, at de kjørte, troede selv stundom, at han kjørte, men vidste det ikke bestemt.

Dette varte meget længe, det blev koldt, snart igjen varmt og da saa let for ham, saa let, at han syntes at svæve, – og saa forstod 88 han det: han bares af Trætoppene fra den ene til den anden, saa han kom op i Liden, højere op, – paa Sæteren, endnu højere op, – lige paa det højeste Fjeld; der bøjede Synnøve sig ned over ham og græd og sagde, at han skulde have talt. Hun græd meget og mente, at han dog selv havde seet, hvorledes Knud Nordhoug gik ivejen for ham, bestandig ivejen for ham, og saa maatte hun jo tage Knud. Og saa klappede hun ham mildt ned ad den ene Side, saa det blev saa varmt der, og græd, saa Skjorten paa det Sted blev vaad. Men Aslak sad paa Hug oppe paa en stor spids Sten og tændte Trætoppene rundt omkring sig, saa de braste og brændte, og Kvistene føg om ham; selv lo han med vidt Gab og sagde: Det er ikke mig, det er Moder min, som gjør det! Og Sæmund, Faderen, stod til den ene Side og kastede Kornsække højt op, saa Skyerne trak dem til sig, bredte dem udover som en Taage, – og dette syntes ham underligt, at Kornsække kunde flyde slig udover al Himmel. Da han saa nedover paa Sæmund selv, blev denne saa liden, saa liden, at han tilsidst næsten ikke kom op over Jorden, men endda kastede han Sækkene højere og højere og sagde: gjør mig det efter, du! – – Langt borti Skyerne stod Kirken, og den lyse Kone paa Solbakken stod oppi Taarnet og hviftede med et rødgult Lommetørklæde i den ene Haand og en Psalmebog i den anden og sagde: hid kommer du ikke, før du har lagt af at slaas og bande, – og da han skulde se til, saa var det ikke Kirken, men Solbakken, og Solen stod slig paa alle de hundrede Ruder, at han fik ondt i Øjnene og maatte lukke dem haardt i – –

– – «Varligt, varligt, Sæmund!» hørte han og vaagnede som af en Slummer ved at han blev baaret, og da han saa sig om, var han kommen ind i Stuen paa Granliden, en stor Ild brændte paa Gruen, Moderen stod ved Siden af ham og græd; Faderen tog just opunder ham, – han vilde bære ham ind i et Sidekammer. Da slap Faderen ham sagte ned igjen: «Der er endnu Liv i ham!» sagde han med dirrende Stemme og vendte sig mod Moderen. Denne udbrød: «Vorherre hjælpe mig: han ser op! Thorbjørn, Thorbjørn, velsignede Gut, hvad har de gjort med dig?» og hun ludede sig ned over ham og strøg hans Kind, medens hendes Taarer faldt varme paa hans Ansigt. Sæmund var oppi Øjet med det ene 89 Ærme, flyttede saa Moderen blidt tilside: «Lad mig lige saa godt tage ham strax», sagde han. Og han tog vel opunder hans Skuldre med den ene Haand, lidt nedenfor Ryggen med den anden –: «Hold paa Hovedet, du Mor, om han ikke skulde have Kraft til at bære det». Hun gik da foran og holdt paa Hovedet, Sæmund søgte at komme i Skridt med hende og snart laa Thorbjørn paa Sengen i det andet Kammer. Efterat de nu havde bredt over ham og lagt ham vel tilrette, spurgte Sæmund, om Gutten var kommen afgaarde. «Der ser du ham!» sagde Moderen og pegte ud. Sæmund aabnede Vinduet og raabte ud: «Er du fremme om 1 Time, skal du faa din Aarsløn to Gange; – det er det Samme, om du sprænger Hesten.»

Han gik atter bort til Sengen, Thorbjørn saa paa ham med store, klare Øjne, Faderen maatte se paa dem, og da begyndte hans at fugtes. «Jeg vidste, det vilde ende slig», sagde han sagte, vendte sig og gik ud. Moderen sad paa en Krak inde ved Sønnens Fødder og græd, men hun talte ikke. Thorbjørn vilde tale, men han følte det faldt sig tungt, derfor tiede han. Men han saa paa Moderen uafbrudt, og Moderen havde aldrig seet slig Glands i hans Øjne, heller aldrig havde de været saa fagre, hvilket syntes hende et slemt Forbud. «Gud Herren han hjælpe dig!» brast det endelig ud; «jeg ved, at Sæmund vælter overende, den Dag du gaar væk». Thorbjørn saa paa hende med ubevægeligt Øje og Ansigt. Blikket foer lige igjennem hende, og hun begyndte at bede sit Fadervor for ham; thi hun tænkte, han kun havde lidt igjen. Medens hun da sad der, randt det hende i Sind, hvor kjær han fremfor Nogen havde været dem Alle og nu var Ingen af Sødskendene hans hjemme. Fik hun da Bud op til Sæteren efter Ingrid og en yngre Broder, kom saa igjen og satte sig der som før. Han saa endnu paa hende og Blikket var hende en Psalmesang; det førte hendes Tanker mildeligt ind i de bedre Ting, og gamle Ingebjørg blev andagtsfuld i Sind, tog Bibelen frem, og sagde: «nu vil jeg læse højt for dig, at du kan have det godt». Da hun ingen Briller havde ved Haanden, slog hun op et Sted, som hun omtrentlig kunde udenad fra hun var Pige, og det var af Johannes Evangelium. Hun var ikke vis paa, at han hørte hende; thi han var ubevægelig som 90 før, stirrede blot paa hende; men hun læste dog, om ikke for ham, saa for sig selv; thi Graaden stod stille saalænge.

Ingrid kom snart hjem for at bytte med hende; men da sov Thorbjørn. Ingrid græd uden Ende; hun var begyndt med det, før hun gik fra Sæteren, thi hun tænkte paa Synnøve, som Intet fik vide. Nu kom Doktoren og undersøgte ham. Han havde faaet et Knivstik i Siden, var ogsaa ellers bleven slagen, men Doktoren sagde Intet, og der var Ingen som spurgte ham. Sæmund fulgte ham ind i Sygestuen, stod der og saa uafbrudt paa Doktorens Ansigt, gik, da han gik, hjalp ham op i Kariolen og tog til Huen, da Doktoren sagde, at han kom igjen Dagen efter. Saa vendte han sig mod Konen, som havde fulgt med: «Naar den Mand ikke taler, er det farligt»; hans Mund bævrede, han slog den ene Fod omkring den anden og gik bortover Marken.

Ingen vidste, hvor han blev af; thi han kom ikke hjem den Kveld, heller ikke om Natten, men først den næste Morgen, og da syntes han saa mørk, at Ingen turde spørge ham om Noget. Selv sagde han: «Nu?» – «Han har sovet,» svarte Ingrid; «men han er saa magtesløs, at han ikke kan løfte en Haand». Faderen vilde ind for at se til ham; men vendte, da han kom til Døren.

Doktoren var der, ligesaa Dagen efter, og flere Dage itræk; Thorbjørn kom lidt til Kræfter, kunde tale, men fik ikke Lov til at røre sig. Ingrid sad som oftest hos ham, ogsaa Moderen og hans mindre Broder; men han spurgte dem ikke om Noget, og de ikke ham. Faderen var aldrig inde. Dette saa de, at den Syge lagde Mærke til; hvergang Døren gik op, blev han opmærksom, og de troede det maatte være fordi han ventede Faderen. Tilsidst spurgte Ingrid ham, om han ikke gjerne vilde se Flere af dem. «Aa, de vil vel ikke se mig», svarte han. Dette blev sagt Sæmund, som Ingenting svarte strax; men den Dag var han borte, da Doktoren kom. Saasnart Doktoren kom et Stykke paa Landevejen, traf han Sæmund, der sad paa Vejkanten og ventede ham. Efterat have hilset ham spurgte Sæmund om sin Søn. «Bedre end jeg havde ventet,» var det korte Svar. «Staar han sig?» spurgte Sæmund og rettede paa Hestens Sadelgjord. – «Tak, den sidder nok saa godt,» sagde Doktoren. «Den var ikke stram nok,» svarte Sæmund. Der 91 opstod en liden Stilhed, hvori Doktoren saa paa ham; men Sæmund saa ikke op. «Du spurgte nylig, om han stod sig; jeg tror nok det», sagde Doktoren langsomt. Sæmund saa rask op: «Er det til Liv?» spurgte han. «Det har det været i flere Dage», svarte Doktoren. Da piplede der nogle Taarer frem i Øjnene paa Sæmund, han søgte at tage dem væk; men de kom igjen: «Det er ogsaa en Skam, slig jeg holder af den Gutten,» hikkede han; «men ser du, Dokter: stoutere Karl har der ikke været i Præstegjeldet!» – Doktoren blev rørt og tiede; saa spurgte han: «Hvorfor har du før ikke villet vide Noget?» – «Jeg har ikke været god til at høre det,» svarte Sæmund og havde endnu et Stræv med Graaden, som han ikke kunde true ned; – «og saa var det de Kvindfolk,» fortsatte han. «De saa hver Gang efter, om jeg spurgte, og da nænte jeg det ikke.» «Du har Ingenting at græde for,» sagde Doktoren, «som sagt, han er over Livsfaren for lang Tid siden.» – «Ja, jeg ved ikke, hvoraf det kommer, jeg, jeg plejer ellers ikke være blød af mig …. Faar han Hilsen sin igjen?» spurgte han pludselig. – «Paa en Vis; ellers kan sligt endnu ikke siges med Sikkerhed.» Da blev Sæmund rolig og eftertænksom. «Paa en Vis,» mumlede han. Han stod og saa ned, Doktoren vilde ikke tale først, fordi der var noget ved den Mand, som forbød det. Pludselig løftede Sæmund Hovedet ivejret: «Tak for Underretningen,» sagde han, rakte Haanden frem og gik tilbage.

Paa samme Tid sad Ingrid hos den Syge. «Er du god til at høre paa, saa skal jeg fortælle dig Noget om Fader», sagde hun. «Fortæl,» sagde han. «Jo, den første Kvelden Doktoren havde været her, kom Fader væk, og Ingen vidste, hvor han var. Men da havde han været over i Bryllopsgaarden, og der var alt Folk bleven ilde ved, da han kom. Han havde sat sig ned blandt dem og drukket, og Brudgommen har fortalt, at han troede, han var halv paa en Kant. Da først begyndte han at spørge efter Slagsmaalet, og fik nøjagtig Besked, om hvorledes det var gaaet til. Knud kom til, og Fader vilde, han skulde fortælle. Knud fortalte da, om hvorledes du havde faret med ham, efterat du havde lamslaaet hans Haand; men da Knud ikke vilde fortælle Mere, rejste Fader sig og spurgte, om det var saaledes det siden gik til? – i det Samme tog han 92 Knud over Bringen, satte ham højt op paa en Væg, holdt ham ind til den med sin venstre Haand og trak sin Kniv op med den højre. Da skiftede Knud Farve og alle Gjæster tiede; men Fader kastede Kniven, sagde, han var ingen Kjeltring, tog saa Knud og bar ham ud paa Gaarden. Der lagde han ham ned paa den Stenhelle, som endnu bar Blod efter dig. «Jeg kan ligesom ikke rigtig slippe dig heller», sagde Fader og stod der over ham. Da var det Folk, som saa Fader græde, men han gjorde ikke Knud noget. Knud selv rørte sig ikke. Fader rejste saa Knud op igjen, men lagde ham en Stund efter atter ned: «Det er tungt at slippe dig» sagde han og stod og stirrede paa ham, medens han holdt ham.

To gamle Koner gik forbi, og af dem sagde den Ene: «Husk nu vel paa Børnene dine, du Sæmund Granliden!» De fortæller, at Fader strax slap Knud, og at han en Stund efter var borte af Gaarden; men Knud drog sig husimellem bort fra Bryllopet og kom did ikke mere.»

Neppe var Ingrid færdig med denne Fortælling, før Døren aabnedes, En saa ind, og det var Faderen. Hun gik strax ud og Sæmund kom ind. Hvad de To talte om, fik Ingen vide; Moderen, som stod opefter Døren for at lye efter, hun troede dog at have fanget en Gang, at de talte om, hvorvidt han kunde faa Hilsen sin igjen eller ej. Men hun var ikke vis paa det, vilde heller ikke gaa ind saalænge Sæmund var der. Da Sæmund kom ud, var han meget blid og lidt rød i Øjnene. «Vi beholder ham nok,» sagde han i Forbigaaende til Ingebjørg; «men Vorherre ved, om han mere faar Hilsen sin igjen.» Ingebjørg begyndte at græde og fulgte Manden ud; paa Staburstrappen satte de sig ned, ved Siden af hverandre, og Mangt blev nu talt mellem dem To.

Men da Ingrid sagte kom ind igjen til Thorbjørn, laa han med en liden Seddel i den ene Haand, og sagde roligt og langsomt: «den faar du levere Synnøve, næstegang du træffer hende.» Da Ingrid havde læst, hvad der stod paa den, vendte hun sig om og græd; thi paa Seddelen stod:

«Til velagtede Pige Synnøve Guttormsdatter Solbakken!»

«‹Naar du haver læst disse Linier, faar det at være forbi 93 mellem os To. Thi jeg er ikke den, som du skal have. Vorherre være med os Beggeto.

Thorbjørn Sæmundsen Granliden.›»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.