Synnøve Solbakken

av Bjørnstjerne Bjørnson

6te Kapitel.

Synnøve havde faaet vidst om det Dagen efter at Thorbjørn havde været i Bryllopet. Hans yngre Broder var kommen didop til Sæteren med Budsending om det, men Ingrid havde havt fat i ham ude i Svalen, netop som han gik, og hun havde givet ham, hvad han skulde bære frem. Synnøve vidste derfor ikke Mere, end at Thorbjørn havde kjørt Læsset overende og at han derfor var tagen optil Nordhoug efter Hjælp, men at Knud og han der var kommen ihob, og Thorbjørn var kommen lidt til Skade; han laa, men det var ikke farligt. Dette var en slig Tidende, at Synnøve blev mere harm end bedrøvet. Og jo mere hun tænkte paa dette, desmere modfalden blev hun. Hvormeget han lovede, saa skulde han dog bære sig slig ad, at Forældrene fik Noget at sige paa ham; det saa næsten ud, som at Vorherre selv lagde sig imellem. Men de skulde nu ikke fra hverandre alligevel, tænkte Synnøve og græd.

Der gik ikke mange Bud op til Sæteren og derfor drygdes det, før Synnøve fik anden Tidende. Uvisheden lagde sig tungt paa Sindet, og Ingrid kom ikke op igjen, saa der maatte være Noget paafærde. Hun var ikke god til at synge Kreaturene hjem om Kvelden, som hun før havde gjort, og hun sov ikke godt om Natten, da hun savnede Ingrid. Dette gjorde, at hun var træt om Dagen og derved blev ikke Sindet lettere. Hun gik og stelte, skurede Ringer og Kopper, ystede Ost og lagde Melk op, men det var neppe med Glæde, og Thorbjørns yngre Broder, samt den anden Gut, som havde Gjeslen] gjetingGjeslen sammen med ham, syntes nu at faa Vished for, at der maatte være Noget mellem hende og Thorbjørn, hvad der gav dem Emne til mangen Samtale oppi Marken.

Om Eftermiddagen paa den femte Dag efter Ingrids Afhentning, syntes det at ligge tyngre over hende end nogensinde. 94 Nu var saa lang Tid runden og endnu ingen Tidende. Hun forlod sit Arbejde for at sætte sig og se udover Bygden, da dette syntes hende et Slags Selskab og hun nu ikke vilde være alene. Som hun sad der, blev hun træt, lagde Hovedet ned over sin Arm og faldt strax i Søvn; men Solen stak, og det blev en urolig Søvn. Hun var over paa Solbakken, oppe paa det Loft, hvor hendes Ting stod og hvor hun plejede at sove; Blomsterne fra Haven bar slig fager Duft op, skjønt ikke den, hun var vant til, men en anden næsten som af Lyng. Hvoraf kommer vel det, tænkte hun, og bøjede Hovedet udover det aabne Vindu. Jo, saa stod Thorbjørn nede i Haven og plantede Lyng. «Men kjære dig, hvorfor gjør du dette?» spurgte hun. «Aa, de Blomster vil ikke voxe», sagde han, og gik og stelte nede i Haven. Da gjorde det hende ondt for Blomsterne og hun bad ham, endelig at bære dem op til hende igjen. Ja, det kan jeg gjerne gjøre, sagde han, og saa samlede han dem op og kom med dem; men det var nok ikke paa Loftet, hun sad, for han kunde gaa lige ind til hende. Da kom Moderen i det Samme: «I Jesu Navn! Skal den stygge Granlidgutten komme ind til dig?» sagde Moderen og sprang til og stilte sig midt ivejen for ham. Men han vilde ind alligevel og nu begyndte de To at brydes. «Moder, Moder, han vil bare ind igjen med Blomsterne mine», bad Synnøve og græd. «Ja det hjælper ikke», sagde Moderen og brød paa. Og Synnøve var saa ræd, for hun vidste ikke hvem hun vilde have til at vinde; men tabe skulde Ingen af dem. «Tag ivare Blomsterne mine», raabte hun, men de brød nu værre paa end før, og de vakre Blomsterne hendes strøedes ud overalt, Moderen traadte paa dem, og han ogsaa; Synnøve græd. Men da Thorbjørn havde sluppet Blomsterne, blev han saa styg, saa styg, Haaret voxte paa ham, Ansigtet ogsaa, Øjnene saa ondt og lange Kløer satte han i Moderen. «Vogt dig Moder! Ser du ikke, det er en Anden, – vogt dig!» skreg hun og vilde hen og hjælpe Moderen, men kom ikke af Flekken. Da raabte Nogen paa hende og det raabte en Gang til. Men strax foer Thorbjørn væk, Moderen ogsaa; det raabte en Gang til. «Ja!» sagde Synnøve og vaagnede.

«Synnøve!» raabte det. «Ja», svarte hun og saa op. «Hvor er du?» spurgtes der. Det er Moder, som raaber, tænkte Synnøve, rej 95 ste sig og gik indover mod Sætervolden, hvor Moderen stod med en Løb i den ene Haand, skyggede for sig med den anden og saa ud imod hende.

«Her ligger du og sover paa den slette Marken!» sagde Moderen. «Jeg blev saa søvnig,» svarte Synnøve, «at jeg lagde mig nedpaa en liden Rid, og saa vidste jeg ikke Ordet af, før jeg var indsovnet.» – «Sligt maa du vogte dig for, Barnet mit. – – Her er Noget til dig i Løben; jeg bagte igaar, da Fader skal paa Langrejse.» Men Synnøve følte paa sig, at Moderen ikke kom derfor, og hun tænkte, at hun havde ikke drømt om hende for Ingenting. Ingrid, saa hedte Moderen, som før sagt, var liden og spinkel af Vext, havde lyst Haar og blaa Øjne, som gik snare i Hovedet, hvilket ogsaa er sagt før. Hun smilte lidt, naar hun talte, men det var blot, naar hun talte med Fremmedfolk. Hendes Ansigt var nu blevet noget skarpt, hun var rask i sine Bevægelser og havde altid travelt. – Synnøve takkede hende for Gaverne, tog op Laaget og saa efter, hvad det var. – «Aa ja, gjør det en anden Gang,» sagde Moderen; «jeg lagde Mærke til, at Kopperne dine ikke var vasket endnu, det maa du passe paa at gjøre, Barnet mit før du tager Hvile.» – «Ja, det var ogsaa bare i Dag.» – «Kom nu, saa faar jeg hjælpe dig, siden jeg alligevel er her,» sagde Moderen og skjørtede sig op. «Du maa vænne dig til Orden, enten du gaar under Øjnene mine eller ej.» Hun gik foran mod Melkesvalen og Synnøve langsomt efter. Der tog de ud og vaskede op; Moderen saa efter deres Stel og fandt det ikke ilde, gav idelig Anvisning og hjalp til at feje rent, og saaledes gik en Time eller to med. Hun havde under Arbejdet fortalt hende om, hvad de drev med hjemme og om hvor travelt hun havde havt det nu, før hun fik Faderen ivej. Saa spurgte hun efter, om Synnøve huskede at læse Guds Ord før hun lagde sig om Kvelden, «for det maa ikke glemmes,» mente hun; «ellers gaar Arbejdet daarligt den næste Dag.»

Saasnart de nu var færdig, gik de ud paa Volden og satte sig der forat vente Kjøerne. Og som de nu vel havde sat sig, spurgte Moderen efter Ingrid, nemlig om hun ikke snart kom til Støls igjen. Synnøve vidste ikke mere derom end Moderen. «Ja, slig kan Folk fare,» sagde Moderen, og Synnøve forstod nok, at det ikke 96 var Ingrid hun mente; hun vilde gjerne have bøjet det væk; men hun havde ikke Mod til det. «Den, som aldrig har Vorherre i Hjertet, han findes sommetider, naar han mindst venter det,» sagde Moderen. Synnøve sagde ikke et Ord. «Nej, det har jeg altid sagt: den Gut bliver der Ingenting af. – End at fare slig, fy!» – De sad Begge paa Hug der og saa nedover; men de saa ikke paa hverandre. «Har du hørt, hvorledes det staar til med ham?» spurgte Moderen og saa nu kort hen paa hende. «Nej,» svarte Synnøve. «Det skal være daarligt med ham,» sagde Moderen. Synnøve begyndte at blive trang for Brystet: «er det da farligt?» spurgte hun. – «Aa, det var nu Knivstikket i Siden; – ja han fik nok slemme Slag ogsaa.» Synnøve vidste ikke rigtig, hvorledes hun skulde bære sig ad; strax vendte hun sig mere bort for at Moderen ikke skulde faa se hende. «Ja, det har vel ikke noget Videre paa sig at sige?» spurgte hun saa roligt som hun var god til; men Moderen havde lagt Mærke til, at hendes Bryst gik stærkt, og derfor svarte hun: «aa nej, ikke det heller.» Da begyndte Synnøve at ane, her maatte være noget Galt paafærde, men hvorledes hun skulde faa det at vide, vidste hun ikke. «Han ligger?» spurgte hun. – «Ja, kors, han ligger. – Det er Synd paa Forældrene, slige brave Folk de er. Godt opdragen er han ogsaa, saa Vorherre har Ingenting at kræve dem for.» Synnøve blev nu saa beklemt, at hun vidste ikke sin Raad; spørge turde hun ikke mere, og det lod til at Moderen heller ikke vilde sige hvad hun ventelig vidste. «Nu viser det nok at være brav, at Ingen er bunden til ham. Vorherre, han lager da ogsaa Alt til det Bedste.» De sad en Stund der uden at hun fortsatte; Synnøve holdt paa med Graaden, som det var saa tungt at tvinge ned.

«Nej, jeg har altid sagt til han Far, jeg: Gud bevare os, har jeg sagt, vi har nu bare denne ene Datteren, og hende faar vi sørge for.» Begge kom de herved til at tænke paa Faderen; Moderen fortsatte: «Han er nu ligesom lidt blød af sig, han, saa brav han ellers er; men saa er det godt med det, at han tager Raadet der, han finder det, og det er i Guds Ord.» Men bare nu Synnøve kom til at tænke paa Fader sin, hvor mild han altid var, saa fik hun det endnu værre med at kue Graaden ned. Og dennegang nyttede 97 ingen Modstand, hun begyndte at græde. – «Græder du?» spurgte Moderen og saa hen til hende uden at faa se hende. «Ja, jeg tænker paa han Fader og saa ?» og det brød nu løs tilgavns. «Men kjære dig da, Barnet mit, hvad gaar der af dig?» – «Aa jeg ved ikke rigtig … det kom slig over mig … kanske det gaar ham ilde paa den Rejsen,» hulkede Synnøve. «Hvor du kan snakke,» sagde Moderen, – «det skulde ikke gaa ham godt? – til Byen efter slette Landevejen?» – «Ja, husk nu paa, … hvorledes det gik ? den Anden,» sagde Synnøve. «Ja ham; – men Fader din farer da ikke som en Gap, skulde jeg tro. Han kommer nok skadesløs hjem igjen, – saafremt Vorherre ellers vil holde sin Haand over ham.»

Moderen begyndte at tage en Tanke af denne Graad, som ikke vilde holde op igjen. Ret som hun sad der, sagde hun: «der er mange Ting i Verden, som kan være tunge nok; men da faar En trøste sig med, at de kunde have været endnu tyngere.» «Ja det er en daarlig Trøst,» sagde nu Synnøve og græd saart. Moderen havde ikke rigtig Hjerte til at svare hende hvad hun tænkte, saa sagde hun blot: «Vorherre selv bestemmer mange Ting for os paa en synlig Maade; det har han vel gjort her med», og saa rejste hun sig; thi Kjøerne begyndte at raute oppi Aasen, Klokkerne klang, Gutterne haukede, og det drog sagte nedover, da Kjøerne var mætte og rolige. Hun stod og saa til, bad saa Synnøve være med op at tage mod dem. Synnøve rejste sig nu ogsaa og kom efter; men det gik langsomt.

Ingrid Solbakken fik nu travelt med at hilse paa sin Buskap. Der kom den ene Ko efter den anden, og de kjendte hende og rautede; hun klappede dem, talte til dem og blev glad igjen ved at se, hvor godt de havde taget sig allesammen. «Aa ja,» sagde hun; «Vorherre er den nær, som holder sig nær til ham.» Hun hjalp nu Synnøve med at sætte dem ind; thi det gik sent med Synnøve den Dag. Moderen sagde Ingenting dertil, hun hjalp hende ogsaa med at malke, skjønt hun derved blev længere deroppe end hun havde foresat sig. Da de nu ogsaa havde silet, lagede Moderen sig til at tage nedover igjen og Synnøve vilde følge hende paavej. «Aa nej,» sagde Moderen; «du er kanske træt og vil være ifred,» og saa tog hun da den tomme Løb til sig, gav hende Haanden og sagde, idet 98 hun saa sikkert paa hende: «Jeg kommer snart op igjen forat se, hvorledes du har det. – – Hold du dig til os og «tænk ikke paa Andre.» Men det gjorde hun.] tænk ikke paa Andre.tænk ikke paa Andre.»

Men det gjorde hun. Neppe var Moderen kommen af Syne, før hun tænkte paa, hvorledes hun skulde faa snarest Bud ned til Granliden. Hun kaldte paa Thorbjørns Broder; hun vilde sende ham nedover; men da han kom, fandt hun det lejt at betro sig til ham, sagde derfor: «Det var Ingenting.» Hun tænkte da paa at gaa selv. Vished maatte hun have og det var Synd af Ingrid, som ikke sendte hende Bud. Natten var ganske lys og Gaarden laa ikke saa langt nede, at hun nok kunde gaa den Vej, naar Sligt drog derned. Medens hun sad og tænkte paa dette, lagde hun sammen i Tankerne Alt det Moderen havde sagt, og Graaden begyndte paany; men da var hun heller ikke sen, tog paa sig et Tørklæde og gik en Krogvej, forat Gutterne ikke skulde mærke det.

Jo længer hun kom frem, jo mere skyndte hun paa, og tilsidst hoppede hun nedad Gangstien, saa Smaastenene løsnede, rullede nedover og gjorde Skræk. Skjønt hun vidste, at det var bare Stenene, som rullede, forekom det hende dog, at der var Nogen i Nærheden og hun maatte stanse og lye efter dem. Saa var det Ingenting og hun hoppede afsted fortere end før; da hændte det sig, at hun med et stærkt Hop kom ned paa en større Sten, som stak frem i Vejen med den ene Ende, men nu løsnede og for afsted og forbi hende. Den gjorde svær Støj, det knagede i Buskene og hun var ræd, men blev det endnu mere ved at hun livagtig syntes, det var Nogen, som rejste sig og nu rørte sig længer nede paa Vejen. Først tænkte hun, det kunde være et Udyr, hun stansede med tilbageholden Aande; hint nede paa Vejen stod ogsaa stille. «Ho-i!» sagde det. Det var Moderen! Det Første Synnøve gjorde var at springe hen og gjemme sig. Hun sad en god Stund forat vente og se, om Moderen havde gjenkjendt hende og kom tilbage; men det gjorde hun ikke. Saa ventede hun endnu længer, forat Moderen kunde komme godt afvejen. Naar hun nu tog afsted igjen, gik hun stille – og snart nærmede hun sig Husene.

Hun blev noget beklemt igjen, da hun saa dem og det tiltog, jo nærmere hun korn dem. Alt var stille der, Arbejdsredskaberne 99 stod lænet op mod Væggen, Ved laa hugget og stablet op og Øxen bed fast i Stabben. Hun gik forbi og hen til Døren; der stansede hun endnu engang, saa omkring sig og lyede; men Intet rørte sig. Og som hun stod der og var i Uvished, om hun turde gaa paa Loftet til Ingrid eller ej, kom hun til at tænke, at det maatte vel være i en slig Nat for nogle Aar siden at Thorbjørn havde været over og plantet Blomsterne hendes. Men ved saaledes at tænke paa ham, blev Længselen efter at vide, hvorledes det var med ham, saa stærk, at hun uden Videre tog Skoene] Hurtigt tog han SkoeneMen ved saaledes at tænke paa ham, blev Længselen efter at vide, hvorledes det var med ham, saa stærk, at hun uden Videre tog Skoene af sig og listede sig op ad Trappen.

Ingrid blev meget ræd, da hun vaagnede og saa det var Synnøve, som havde vækket sig. – «Hvorledes har han det!» hviskede Synnøve. Nu mindedes Ingrid Altsammen og vilde tage paa sig forat undgaa at svare strax. Men Synnøve satte sig paa Sengekanten, bad hende ligge og gjentog sit Spørgsmaal.


«Nu er det bedre,» sagde Ingrid hviskende; «jeg kommer snart op til dig.» – «Kjære Ingrid, gjem Ingenting for mig; du kan intet Galt sige mig, som jeg ikke har tænkt mig værre.» Ingrid forsøgte endnu at være skaansom, men den Andens Frygt drev paa og der blev ingen Tid til Omveje. Hviskende faldt Spørgsmaalene, hviskende Svarene, den dybe Stilhed rundt omkring gjorde baade Spørgsmaal og Svar endnu alvorligere, saa der blev en slig højtidelig Stund, hvori man vover at se den værste Sandhed lige i Øjet. Men dette syntes de Begge at faa ud, at Thorbjørns Skyld var liden dennegang, og at intet Ondt fra hans Side skjød sig imellem ham og deres Medfølelse for ham. De græd Begge frit ud, men stille, – og Synnøve græd mest; hun sad ganske sammensjunken paa Sengekanten og kom snart saavidt, at en Oplysning mere eller mindre gjorde hverken fra eller til. Ingrid søgte at friske hende ved at minde om, hvormangen Glæde de Tre ret havde havt sammen; men da gik det her som saa ofte, at hver liden 100 Erindring fra de Dage, hvorover Solskinnet leger, nu i Sorgen smelter op til Taarer.

«Har han spurgt efter mig?» hviskede Synnøve. – «Han har næsten ikke talt.» Ingrid huskede Seddelen, og den begyndte at trykke hende. – «Er han da ikke god til at tale?» – «Jeg ved ikke, hvorledes han har det; – han tænker vel desmere.» – «Læser han?» – «Mor har læst for ham; nu maa hun gjøre det hver Dag.» – «Hvad siger han saa?» – «Nej, han siger næsten Ingenting, hører du. Han ligger blot der og ser.» – «Det er i den malede Stue han ligger?» – «Ja.» – «Og vender Hovedet mod Vinduet?» – «Ja.» De tiede Begge en Stund. Saa sagde Ingrid: «den lille Sancthanslegen] «formodentlig en sankthans-urt, der er ophængt i vinduet som varsel. At den vender sig (og vokser opad), må ansees for et godt varsel» (Nielsen 1958, 131)Sancthanslegen, du engang gav ham, den hænger der i Vinduet og vender sig.»

Atter blev der stille en Stund, skjønt nok Synnøve græd ganske sagte, efter hvad Ingrid kunde høre. «Ja, det er det Samme,» sagde Synnøve pludselig og stærkt; «aldrig i Verden skal Nogen faa mig til at slippe ham, enten det nu gaar saa eller saa!» Ingrid blev meget beklemt. «Doktoren ved ikke, om han faar Hilsen sin igjen,» hviskede hun.

Nu hævede Synnøve Hovedet med tilbageholdt Graad, saa paa hende uden at sige et Ord, lod det saa igjen falde og blev siddende i Tanker; de sidste Taarer randt sagte nedover Kinderne, men ingen ny kom efter; hun foldede Hænderne, men rørte sig ellers ikke. Rejste hun sig pludselig med et Smil, ludede sig ned over Ingrid og gav hende et varmt, langt Kys.

Dette rørte Ingrid meget, uden at hun forstod hvorfor; men før hun kom sig til at sige Noget, følte hun sin Haand greben og trykket: «Farvel Ingrid. Nu vil jeg gaa opover alene.» – Og hun vendte sig meget hurtigt.

«Det var den Seddelen», hviskede Ingrid efter hende. «Seddelen?» spurgte Synnøve. Ingrid var allerede oppe, ledte den frem og gik hen til hende med den; men idet hun nu med sin venstre Haand puttede den ind paa hendes Barm, slog hun sin højre omkring hendes Hals, trykkede hende inderlig rørt op til sig og gav hende nu Kysset igjen, medens Synnøve følte hendes Taarer falde varme og store paa sit Ansigt. Saa skjød Ingrid hende ud af Døren og lukkede den i; for hun havde ikke Mod til at se Resten.

101

Synnøve gik sagte ned af Trappen paa sine Hosesokker; men da Tankerne var hende formange, kom hun uforvarende til at gjøre Støi, blev ræd, hoppede ud af Gangen, greb Skoene og ilte med dem i Haanden forbi Husene, over Markene og lige bort til Grinden; der standsede hun og trak dem paa, begyndte at gaa opover og skyndte sig, fordi Blodet var kommen i Fart og Tankerne med. Det var ikke godt at vide, hvilke disse var, men nok er det, at hun gik og smaasang og altid skyndte mere og mere paa, saa hun tilsidst blev træt og maatte sætte sig. Saa huskede hun Seddelen.

Synnøve blev nok siddende der den Nat. I alle Fald var hun ikke hjemme, da Buhunden gjorde Støj den næste Morgen, Gutterne vaagnede og Kjøerne skulde malkes og slippes.

Som de endnu laa og undrede sig paa, hvor hun kunde være og fandt ud, at hun ikke havde lagt hele Natten – kom Synnøve. Hun var meget bleg og stille. Uden at sige et Ord gav hun sig til at lage Mad for Gutterne, lagde Niste ned og hjalp siden med at malke.

Taagen trykkede endnu de lavtliggende Aase, Lyngen glittrede af Dug henover den brunrøde Hej, det var lidt koldt, og naar Hunden gjøede, svarte det rundtomkring. Buskapen blev sluppen; den rautede mod den friske Luft og Ko paa Ko tog afsted udover Raaket; men derfremme sad alt Hunden, tog mod dem og mødte for dem, til alle var slupne, hvorpaa ogsaa han slap dem frem; Klokkelyden dirrede henad Aasen, Hunden gjøede saa det skar igjennem, Gutterne prøvede, hvem som kunde hauke stærkest. Fra al denne Larm gik Synnøve bort og ned til det Sted paa Stølen, hvor Ingrid og hun plejede sidde. Hun græd ikke, sad stille og stirrede, og mærkede af og til hin iltre Støj, som nu fjernede sig og flød bedre sammen, jo længere bort den kom. Under dette begyndte hun at smaanynne, derpaa at synge lidt højere og saa med klar høj Stemme følgende Sang. Hun havde nok laget den om Natten efter en anden, som ikke rigtig passede her; men var det saa, blev dette den første og sidste Vise, hun lagede.] Vise, hun lagede.*)*) Her, foran Sangen, maa denne eneste Glose flyde ind, at Bønderne ved «øje» blot forstaar det legemlige øje, ved «Syn» derimod Evnen til at se, saavelsom denne Handling selv.Vise, hun lagede.Hun havde nok laget den om Natten efter en anden, som ikke riktig passede her (…)» (s. 101). I SS II har Bjørnson her tilføyd følgende note: «Her, foran Sangen, maa denne eneste Glose flyde ind, at Bønderne ved ‘øje’ blot forstaar det legemlige øje, ved ‘Syn’ derimod ævnen at se, saavelsom denne Handling selv» (jubileumsutgaven av SS II, 1982, s. 103)

102

Nu Tak for Alt ifra vi var smaa
og legte sammen i Skog og Lage.
Jeg tænkte Legen skulde gaa
oppi de graanende Dage.

Jeg tænkte Legen den skulde gaa
ud fra de løvede, lyse Birke
did frem, hvor Solbakkehuse staa
og til den rødmalte Kirke.

Jeg sad og vented saamangen Kveld
og saa did bort under Granehejen;
men skygged gjorde det mørke Fjeld,
og du, du fandt ikke Vejen.

Jeg sad og vented og tænkte tit:
naar Dagen lider, han Vejen vover.
Og Lyset sluktes og brændte lidt,
og Dagen steg og gik over.

Det stakkers Øjet er blevet vant,
det kan saa sent med at vende Synet;
det kjender sletingen anden Kant;
og brænder saart under Brynet.

De nævner Sted, hvor jeg Trøst kan faa;
det er i Kirken bag om Fagerliden;
men bed mig ikke om did at gaa:
han sidder lige ved Siden.

Men godt, saa ved jeg dog, hvem det var,
som lagde Gaardene mod hverandre
og Vej for Synet i Skogen skar
og gav det Lov til at vandre.

103

Men godt, saa ved jeg dog, hvem det var,
som satte Stole til Kirkebor’et,
og gjorde, at de gaa Par om Par
fremover lige mod Koret.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Synnøve Solbakken

Bondefortellingen Synnøve Solbakken ble Bjørnsons store gjennombrudd som forfatter. Den utkom som føljetong i Illustreret Folkeblad i 1857 før den kom ut som egen bok.

Selv om historier fra bondekulturen ikke var noe helt nytt, var Bjørnson den som ga denne undersjangeren form i Norge. Bondefortellingene har en impresjonistisk stil med mange replikker, gir et idealisert bilde av bøndene og tar opp Bjørnsons viktigste problemstilling: hvordan mennesket kjemper for å overvinne sin egen natur. I Synnøve Solbakken møter vi Torbjørn Granlien som både kjemper mot mørke krefter i seg selv og for å få den vakre og gode Synnøve. Man kan si at det er en histore om hvordan man tar seg fra skyggesiden til solsiden både i konkret og overført betydning. Boken ble tidlig oversatt til andre språk.

Les Sigurd Aa. Aarnes' innledning og kommentarer

Se faksimiler av utgaven fra 1857 (NB digital)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.