8de Kapitel.

No. 31, 1ste August 1857.

– – – Nogle Uger efter, tidlig en Morgen, lagede hele Solbakkefolket sig til Kirkefærd; der skulde være Konfirmation, som indtraf lidt tidligere iaar end sædvanlig, og ved slig Leilighed blev Husene stængt; thi Alle skulde afsted. De vilde ikke kjøre, da Vejret var klart, om ogsaa lidt koldt og vindhaardt i Morgenstunden; Dagen tegnede til at blive vakker. Vejen bøjede omkring Bygden og forbi Granliden, strøg saa bortover tilhøjre, og een god Fjerding Vej frem laa da Kirken. Kornet var paa de fleste Steder skaaret og sat paa Stør, Kjøerne for det Meste tagne ned fra Fjeldegne og gik bundne, Markene var enten grønne anden Gang eller paa magrere Jord graahvid; rundtom stod den mangefarvede Skog, Birken alt syg, Aspen ganske gulbleg, Rognen med tørre Skrumpeblade, men stolt alligevel; thi den bar Frugt. Smaakrattet muddrede op langs Vejen og legte med de faldne Blade, som en kaad Vind kastede ind paa det, eller stod og nyste i Vejsanden, som raske Kjørende hjalp Vinden med at jage op. Fjeldsiderne begyndte ligesom at lude tyngre over Egnen, efter hvert som den herjende Høst klædte dem af og gjorde dem alvorlige, – Fjeldbækkene, der 108 blot stundimellem havde vist Liv i Sommeren, tullede nu hovne og sprættende igjen med stor Støj og sagde vidt, hvor de kom: der er endnu Liv paa Fjeldet! Granlidfossen gik en tyngre og større Gang, havde Meget at bære og foer ikke med noget Smaasnak; holdt den Taler, var det Taler med Fynd og Klem, navnlig da den kom ned i Granliduren, hvor Fjeldet med een Gang ikke vilde være med længer, men trak sig taus indad og lod den fare videre som den bedst kunde. Den var just ikke ræd, skjønt den blev vred nok; tog Spændtag i Stenen og satte hujende afsted, saa det skalv i Fjeldet. Vasket blev det for sit Forræderi; thi Fossen satte en tirrende Straalesprøit lige op i Ansigtet paa det. Noget nysgjærrigt Orderkrat, som gjerne vilde se paa dette, stak Hovederne ihob og nærmede sig Stupet, men blev som klomset] klumpeteklomset af Forfærdelse, havde nær ravet ned i Flommen, saaledes stod det og hikkede i Vandbadet; thi Fossen var ikke spar den Dag.

Thorbjørn, begge hans Forældre, begge hans Sødskende og øvrige Husfolk drog netop forbi og saa paa dette. Han var nu ganske frisk igjen og havde alt som før taget sine vældige Tag i Faderens Arbeide. De To gik nu bestandig sammen, saaledes ogsaa her. «Der tror jeg næsten, det er Solbakkefolket vi har lige bag os», sagde Faderen. Thorbjørn saa ikke tilbage; men Moderen sagde: «Ja, det er det ogsaa; – – men jeg ser ikke …. jo, der langt bag.» Enten fordi Granlidfolket herefter gik fortere eller fordi Solbakkefolket sagtnede paa sig, blev der større og større Afstand mellem dem, tilsidst saa man neppe hverandre. Det lod til at blive folksamt ved Kirken; den lange Bygdevej var sort af Folk, gaaende, kjørende og ridende; Hestene var vælige] «sunn, kraftig, frodig, fyrig, full av livskraft (særlig om hester) (Norsk riksmålsordbok)vælige nu i Højtiden og lidet vante til at være sammen med flere, hvorfor der var et Knæg og en Uro over dem, som gjorde Farten farefuld, men meget livlig.

Jo nærmere de kom Kirken des større Støj stod der af Hestene, idet hver, som kom, skreg op til dem, som alt stod bundne, og disse sled i Tjøret, trampede om paa Bagbenene og hvinte nedover mod dem. Alle Bygdens Hunde, som Ugen lang havde siddet og hørt paa hverandre, smaaskjændtes og ægget hverandre, de mødtes nu her ved Kirken og røg lige ihob i det voldsomste 109 Slagsmaal, parvis og i stærke Klumper ud over al Mark. Folket stod stille langs Kirkemuren og Husene, førte en hviskende Samtale og saa blot til hverandre fra Siden af. Vejen, som førte forbi Muren, var ikke bred, Husene laa tæt til paa den anden Side, og nu stod Kvindfolkene gjerne langs med Muren, Mandfolkene midt imod dem langs Husene; først senere vovede de at gaa over til hverandre, og om Kjendtfolk saa hverandre paa Afstand, lod de ikke som de kjendtes, før denne Tid kom, – det kunde da være, at de stod saa lige i Vejen for hverandre, naar den ene Part kom, at de ikke kunde undgaa Hilsningen; men da skeede den med halvt bortvendt Ansigt og knappe Ord, hvorpaa de gjerne drog sig til hver sin Kant. Da Granlidfolket naaede frem, blev der næsten mere stille end før, Sæmund havde ikke Mange at hilse, hvorfor det gik ret fort fremover Rækken; Kvindfolkene derimod hægtede sig fast strax og blev staaende blandt de Forreste. Dette gjorde, at Mandfolkene, da de skulde til at gaa ind i Kirken, maatte fremover igjen efter Kvindfolkene; idet Samme kom tre Vogne i Række voldsommere end nogen foregaaende og stansede end ikke Farten, idet de bøjede ind imellem Folkene. Sæmund og Thorbjørn, som nær var bleven overkjørt, saa op paa samme Tid; i den første Vogn sad Knud Nordhaug og en gammel Mand, i den anden hans Søster og hendes Husbond, i den tredie Føderaadsfolket. Fader og Søn saa paa hverandre; Sæmund forandrede ikke et Træk, Thorbjørn var meget bleg; de lod begge Blikket slippe og glide lige ud; der mødte det Solbakkefolket, som netop havde stanset ligeoverfor dem forat hilse Ingebjørg og Ingrid Granliden. Vognene var kommen imellem, Samtalen var stivnet, Øjnene hang endnu ved de Bortfarende, og det var en Tid, før de kunde tage dem til sig igjen. Som de da, Nogen og Hver, begyndte at komme sig efter Overraskelsen og lod Øjet strejfe for at søge en Overgang, mødte de Sæmund og Thorbjørn, der stod og stirrede. Guttorm Solbakken bøjede bort, Konen, Ingrid saa strax efter Thorbjørns Øjne; men Synnøve, som nok havde faaet disse, vendte sig mod Ingrid Granliden og tog hende i Haanden, som for at hilse hende, skjønt hun havde gjort det en Gang før. Men de mest forlegne, det var to, som hverken vovede 110 se op eller ned, det var Ingebjørg og Ingrid. Tjenestefolkene fulgte hver Bevægelse med megen Opmærksomhed, hine følte Alle paa en Gang at Andre gjorde ligesaa, og nu gik Sæmund bent over og tog med bortvendt Ansigt Guttorm i Haanden: «Tak for sidst»; – «selv Tak for sidst.» Ligesaa med Konen: «Tak for sidst»;– «selv Tak for sidst»; men heller ikke hun saa op. Thorbjørn gik efter og gjorde som Faderen; denne kom nu til Synnøve, som var den Første, han saa paa. Hun saa ogsaa op paa ham og glemte at sige «Tak for sidst.» Thorbjørn kom i det Samme; han sagde Intet, hun Intet, de tog hverandre i Haanden, men løst, Ingen fik Øjnene op, Ingen kunde flytte en Fod væk. – «Det bliver bestemt velsignet Vejr idag,» sagde Ingrid Solbakken og lod Blikket med Hast gaa fra den Ene til den Anden. Sæmund var den, som svarte: «aa ja; den Vind driver Skylagene væk.» «Godt for Kornet, som staar og trænger Tørke,» sagde Ingebjørg Granliden og begyndte at børste af Sæmund bag paa Trøjen, ventelig fordi hun troede, han var støvet. – «Vorherre har givet os et godt Aar; men det kan være uvist, om Altsammen vil i Hus,» sagde Ingrid Solbakken igjen, og saa hen til de To, som endnu ikke havde flyttet sig siden sidst. «Det kommer an paa Folkemagten,» sagde Sæmund og vendte sig mod hende, saaat hun ikke godt kunde se did hun vilde. «Jeg har tit tænkt, at et Par Gaarde skulde lægge sin Magt ihob; da gik det vist bedre.» «Det kan være slig, de vil bruge Tørken paa en Gang,» sagde Ingrid Solbakken og tog et Skridt tilsiden. «Javist,» sagde Ingebjørg og stillede sig tæt ved Manden, saaledes at Ingrid heller ikke nu fik se did hun vilde; «men sommesteder er der tidligere modent, end paa andre; Solbakken er ofte over Fjortendagene foran os.» «Ja, da kunde jo vi godt hjælpes,» sagde Guttorm langsomt og traadte et Skridt nærmere. Ingrid saa til ham i Hast; «ellers er der mange Omstændigheder, som kan komme ivejen,» føjede han til. «Det er det,» sagde Ingrid og flyttede et Skridt til den ene Side, et Trin til den anden og nok et, men saa atter tilbage; Ingrid Granliden var nu ogsaa kommen til at staa tæt ved Forældrene. «Aa ja – der er Mere i Vejen for En, end som kan flyttes tilside,» sagde Sæmund; det var ikke frit at Munden trak op til et Smil. «Vel er det saa,» sagde Guttorm; men 111 Konen skjød ind: «Menneskemagten rækker ikke langt; Gud er den største, skulde jeg tro, og det kommer an paa ham.» «Han skulde da vel ikke have synderlig imod, at vi hjalp hverandre med Grøden paa Granliden og Solbakken,» «Nej,» mente Guttorm, «det kan han da ikke have imod,» og han saa alvorlig hen til Konen. Denne vendte Samtalen; «her er mange Folk ved Kirken idag,» sagde hun; «det gjør godt at se dem søge Guds Hus.» Ingen syntes at ville svare; da sagde Guttorm: «Jeg tror nok, det monnes med Gudsfrygten; der er flere ved Kirken nu end i min Ungdom.» «Aa ja; – Folket øges,» sagde Sæmund. «Der er vel dem iblandt, kanske Størsteparten med, som blot driver hidover af Vane,» sagde Ingrid Solbakken. «Kanske de Yngre,» mente Ingebjørg. «De Yngre vil gjerne træffe hverandre,» sagde Sæmund. – – «Har I hørt, at Præsten vil søge sig væk?» sagde Ingrid og vendte Samtalen anden Gang. «Det var slemt,» sagde Ingebjørg; «han har baade døbt og konfirmeret alle Børnene mine.» «Du vilde vel ogsaa han skulde gifte dem først?» sagde Sæmund og tyggede væk paa en Flis, som han havde fundet sig. «Jeg undrer mig paa, om det ikke snart skulde være Kirketid?» sagde Ingrid og saa hen til Indgangen. «Ja det er nok bedre inde end ude idag,» sagde Sæmund som før. – «Kom nu, Synnøve, saa skal vi gaa ind.» – Synnøve foer sammen og vendte sig; thi hun havde nok talt med Thorbjørn. «Vil du ikke vente til Klokken ringer?» sagde Ingrid Granliden og skottede hen til Synnøve; «saa gaar vi Allesammen,» lagde Ingebjørg til. Synnøve vidste ikke, hvad hun skulde svare. Sæmund saa bagover til hende. «Venter du, saa ringer det snart – for dig,» sagde han. Synnøve blev meget rød, Moderen saa hvast op til ham. Men han smilte til hende. «Det bliver nu som Vorherre vil; var det ikke saa du sagde nys?» Og han ruslede i Forvejen bortover mod Kirken, de Andre efter.

Ved Kirkedøren var der Trængsel, og da de skulde se til, saa var den ikke oppe. Netop som de gik nærmere for at spørge om Aarsagen, blev den aabnet og Folk gik ind; men Nogle gik ogsaa tilbage, hvorved de Kommende blev adskilt. Op til Væggen stod To i Samtale, den Ene høj og svær med lyst, men stridt Haar, but Næse, og det var Knud Nordhoug, som, da han saa Granlidfolket 112 komme, stansede i Talen, blev lidt underlig, men stod alligevel. Sæmund skulde nu gaa lige forbi ham og laante ham et Par Øjer i det Samme, men Knud slog heller ikke sine ned, skjønt de ikke saa sikkert. Nu kom Synnøve og strax hun saa uventet fik Knud at se, blev hun ligbleg. Da slog Knud Øjet ned, løftede sig op fra Væggen, som vilde han gaa. Nu saa han fire Ansigter rettede paa sig, det var Guttorms, Konens, Ingrids og Thorbjørns. Han begyndte at gaa, men ret som han var ør, gik han lige paa dem, saa han uden selv at vide det, snart stod Ansigt til Ansigt med Thorbjørn selv; det lod som han vilde trække sig til Siden strax; men flere Folk vare komne til, det kunde ikke gjøres saa let. Dette hendte lige paa Stenhelden, som ligger udenfor Fagerlidkirken; oppe paa Tærskelen til Vaabenhuset var Synnøve stanset og Sæmund længere inde; de kunde, ved at de stod højere, tydelig sees af Alle udenfor. Synnøve havde glemt Alt og stod og stirrede paa Thorbjørn; Sæmund ligesaa, Konen, Solbakkeparret, Ingrid. Thorbjørn følte det og stod som naglet fast; men Knud tænkte, at han her maatte gjøre Noget, og saa rakte han den ene Haand et lidet Stykke frem, men sagde Ingenting. Thorbjørn strakte ogsaa sin lidt frem, men ikke saaledes, at de kunde naa hverandre. «Tak for –» begyndte Knud, men huskede strax, at det ikke var nogen rigtig Hilsen her og gik et Skridt tilbage. Thorbjørn saa op, og Øjet traf Synnøve, der var hvid som Sne. Med et langt Skridt frem og kraftigt Tag i Knuds Haand, sagde han, saa de Nærmeste kunde høre det: «Tak for sidst, Knud; vi kan – have Meget at tilgive Beggeto.»

Knud gav en Lyd fra sig omtrent som et Hik, og det var som han to eller tre Gange forsøgte at tale; men det blev ikke Noget af. Thorbjørn havde ikke mere at sige, ventede, – saa ikke op, men bare ventede. Der faldt imidlertid ikke et Ord, og som nu Thorbjørn stod der og drejede Psalmebogen i Haanden, kom han til at slippe den ned. Strax bøjede Knud sig, tog den og rakte ham den. «Tak,» sagde Thorbjørn, som selv havde bøjet sig; han saa op; men da Knud atter saa ned, tænkte Thorbjørn, det er bedst jeg gaar. Og saa gik han.

De Andre gik ogsaa, og da Thorbjørn nu havde sat sig ned og 113 en Stund efter vilde se over til Kvindfolkestolen mødte han Ingebjørgs Ansigt, som smilte moderligt mod ham og Ingrid Solbakkens, der bestemt havde ventet paa at han skulde se did over; thi strax han gjorde det, nikkede hun tre Gange til ham, og da han studsede derved, nikkede hun tre Gange til, endnu mildere end før. – Sæmund, Faderen, hviskede ham ind i Øret: «Det tænkte jeg.» De havde hørt Indgangsbønnen, sunget en Psalme og Konfirmanterne stillede sig alt op, før han næste Gang hviskede til ham: «men Knud kan ikke med at være god; lad det bestandig være langt fra Granliden og til Nordhoug.»

No. 32, 8de August 1857.

Konfirmationen tog sin Begyndelse, idet Præsten kom frem og Børnene istemte Konfirmationspsalmen efter Kingo] «I Jesu Navn skal al vor Gjerning ske» eller «Kom Gud Skaber, o Helligaand» (Nielsen 1958, 132)Konfirmationspsalmen efter Kingo. At høre dem synge Alle paa een Gang og alene, fortrøstningsfuldt og klingende, plejer gjerne røre Folk, og helst den, som ikke er kommen længer bort, end at han husker sin egen Dag. Naar da dyb Stilhed følger paa, og Præsten, den samme nu i tretten Aar, den samme, som gjerne har havt en eller anden liden god Stund, hvori han har talt til det Bedre hos hver Enkelt af dem, – naar han nu folder Hænderne over Brystet og tager i, er det gjerne ligesaa megen Graad strax som senere hen, – indtil Børnene begynder at græde; men det sker først, naar Præsten taler om Forældrene og vil, at de skal bede til Vorherre for sine Børn. Thorbjørn, som nylig havde lagt for Døden, endnu nyligere troet, at han blev et hilseløst Menneske, græd meget, men især da Børnene aflagde Løftet og Allesammen var saa sikre paa at holde det. Han saa ikke en eneste Gang over til Kvindfolkestolen; men efter endt Tjeneste gik han hen til Ingrid og hviskede Noget til hende, hvorpaa han skyndsomt trængte sig frem og ud, og Somme vilde vide at han var tagen opover Liden og tilskogs istedetfor henad Landevejen; men de var ikke vis paa det. Sæmund ledte efter ham, – begav det dog, da han saa, at Ingrid ogsaa var borte. Han ledte siden efter Solbakkefolket, disse foer rundt paa al Gaarden og spurgte efter 114 Synnøve, som Ingen havde seet ligt til. De drog da hjemover hver for sig.

Men langt fremmi Vejen var baade Synnøve og Ingrid. «Jeg angrer næsten jeg tog med,» sagde den Første. – «Det er ikke længer farligt nu, naar Fader ved om det,» sagde den Anden. «Men han er dog ikke min Fader,» sagde Synnøve; «hvem ved»? svarte Ingrid, – og saa sagde de ikke Mere om den Ting. «Det var nok her vi skulde bie,» mente Ingrid, da Vejen havde gjort en stor Krog paa sig og de stod i en tæt Skog. «Han har en lang Omvej,» sagde Synnøve. «Alt kommen!» faldt Thorbjørn ind – han rejste sig op bag en stor Sten.

Han havde færdigt i Hovedet alt det han vilde sige, og det var ikke Lidet. Men idag skulde det ikke gaa traadt, for Fader hans vidste om det og vilde det, hvad han syntes at være vis paa efter det, som havde hendt ved Kirken. Slig som han ogsaa selv havde længtes den hele Sommer skulde han nok nu blive dygtigere til at tale med hende end han før havde været. «Det er bedst vi gaar Skogvejen», sagde han; «den fører snarere frem»; Jenterne sagde Ingenting, men fulgte. Thorbjørn tænkte at tale til Synnøve, men først vilde han vente, til de kom den Bakken opover, siden til de var over den Myren; men da de vel var over, tænkte han, det var bedst at begynde, naar han var kommen ind i den Skogen der længer fremme. Ingrid, som vel syntes det gik noget langsomt med dem, begyndte at sagtne Gangen og gled mere og mere tilbage, til hun næsten ikke var synlig; Synnøve lod ikke som hun mærkede det, men begyndte at plukke en og anden Bær, som stod fremmi Vejkanten.

Det var da underligt jeg ikke skulde faa Maal fra mig, tænkte Thorbjørn, og saa sagde han: «Det blev alligevel vakkert Vejr idag.» – «Det blev det,» svarte Synnøve. Og saa bar det et Stykke fremover igjen, – hun plukkede Bær, og han gik der. – «Det var snilt du vilde følge,» sagde han; men herpaa svarte hun ikke. – «det har været en lang Sommer,» sagde han; men herpaa svarte hun heller ikke. – Nej, saalænge vi gaar, tænkte Thorbjørn, kommer vi aldrig til at snakkes ved; «jeg tror vi gjør bedst i at vente lidt paa Ingrid,» sagde han. «Ja, lad os det,» svarte Synnøve og stod; her 115 var der intet Bær at bøje sig nedefter, det havde Thorbjørn nok seet; men Synnøve havde faaet fat i et stort Straa, og nu stod hun og trak Bærene ind paa Straaet.

«Idag faldt mig stærkt paa Minde den Tid vi gik sammen til Konfirmationen», sagde han. «Jeg maatte ogsaa komme det i Hug», svarte hun. «Det er mange Ting hendt siden den Gang», – og da hun Intet sagde, fortsatte han: «men de fleste saaledes, som vi ikke havde ventet det.» Synnøve stak sine Bær meget flittigt ind paa Straaet og holdt Hovedet bøjet under dette; han flyttede lidt for at se hende i Ansigtet; men som om hun mærkede dette, fik hun lage det slig, at hun maatte vende sig paany. Da blev han næsten ræd, han Ingenting skulde faa frem; «Synnøve, du har da vel alletider lidt at sige, du ogsaa»? – Da saa hun op og lo; «hvad skal jeg sige»? spurgte hun. Han fik alt sit Mod igjen og vilde tage hende om Livet, men just som han skulde til, turde han ikke rigtig; men spurgte blot ganske spagfærdig: «Ingrid har vel talt med dig»? «Ja» svarte hun. «Saa ved du ogsaa Noget» sagde han. Hun taug; «saa ved du ogsaa Noget», gjentog han og kom anden Gang nærmere. «Du ved vel ogsaa Noget», svarte hun – Ansigtet kunde han ikke se. «Ja,» sagde han, og vilde faa fat i en af hendes Hænder; men hun var nu flittigere end nogentid før. «Det er saa lejt med det», sagde han, «at Du magtstjæler mig.» – Han kunde ikke mærke, om hun smilte til det, og derfor vidste han ikke, hvad han skulde føje til. «Kort og godt da,» sagde han saa med een Gang ret stærkt, skjønt Stemmen var ikke sikker: «hvad har du gjort med den Seddelen?» Hun svarte ikke, men vendte sig bort. Han gik efter, lagde den ene Haand paa hendes Skulder og bøjede sig let nedover hende: «Svar mig!» hviskede han. – – «Jeg har brændt den.»

Han tog rask og vendte hende mod sig, men da saa han at hun vilde til at græde, og saa turde han ikke Andet end slippe hende igjen; – det er da ogsaa slemt, saa let som hun tager til den Graaden, tænkte han. Bedst som de stod, sagde hun sagte: «hvorfor skrev du den Seddelen»; – «det har Ingrid sagt dig.» – «Javist; men … det var haardt af dig» – «Fader vilde det» …; – «alligevel» … – «Han troede jeg blev et hilseløst Menneske al min Tid; herefter skal jeg sørge for dig,» sagde han.

116

Ingrid viste sig nede i Bakken, og de tog strax paa at gaa. «Det var som jeg saa dig bedst, da jeg ikke mere tænkte at kunne faa dig,» sagde han. – «En prøver sig selv, naar En er alene,» sagde hun. «Ja; da mærkes der bedst, hvem der har den største Magten», sagde Thorbjørn med klar Stemme og gik alvorlig ved hendes Side.

Hun plukkede ikke mere Bær nu; «vil du have de der», sagde hun og rakte ham Straaet. «Tak», sagde han og saa tilbage efter Ingrid; hun var atter kommen bort. Han holdt Haanden, som rakte Bærene: «saa er det vel bedst, det bliver ved det Gamle,» sagde han, lidt svag i Maalet. «Ja,» hviskede hun neppe hørligt, og vendte sig bort; de gik videre fremover, og saalænge hun taug, turde han ikke røre ved hende, heller ikke tale; men han følte ligesom ingen Vægt i Kroppen og var derfor noget nær paavej at tumle overende. Det brændte for Øjet, og da de i det Samme kom paa en Houg, hvorfra Solbakken godt saaes, var det ham, som han havde boet der al sin Levetid og længtes did hjem. «Jeg følger hende ligesaa godt over strax», tænkte han, og gik og drak Mod i sig af Synet, saa han blev stærkere i sit Forsæt for hvert Skridt. «Fader hjælper mig,» tænkte han; «jeg holder ikke dette ud længer, jeg maa over, – maa!» og han gik fortere og fortere, bare saa ligefrem, det lyste over Bygden og Gaarden; «ja, idag; aldrig en Time længer venter jeg,» og han følte sig saa stærk, at han vidste ikke, hvorhen han først skulde vende sig.

«Du gaar rent ifra mig,» hørte han en blid Stemme lige bag sig; det var Synnøve, som slet ikke kunde følge ham og nu maatte give tabt. Han blev skamfuld og vendte om, kom tilbage med udstrakt Arm og tænkte: jeg skal løfte hende over Hovedet paa mig; men da han kom nær til hende, gjorde han det slet ikke; «jeg gaar saa fort, jeg», sagde han. «Du gjør det», svarte hun.

Og de gik længer og længer fremover, – istedetfor at tale om alt Muligt, som han tænkte, talte de om slet Ingenting. Istedetfor at følge hende bent over begyndte han alt oppi Skogen at tænke: men er det ogsaa rigtig at fare saa fort frem? Hun er nu saa gjild en Jente, at Gud bevare mig! – rig, som alle Houger, eneste Datter – og saa vakker da! Førend de endnu var begyndt at tage nedover 117 fra Skogvejen til Bygdevejen, var han kommen overens med sig selv om, at det i alle Fald ikke var værdt at gaa derover idag; der kunde snart komme Regn, tænkte han, og Kornet staar ude paa Stør.

De var nær ved Bygdevejen; Ingrid, som hele Tiden havde været ude af Syne, gik her lige bag dem: «Nu skal I ikke gaa sammen længer,» sagde hun. Thorbjørn skvat op ved det, Synnøve blev ogsaa lidt underlig, skjønt det nu vel var et Kvarter, siden de havde talt sammen … «Jeg havde saameget jeg skulde sagt dig», hviskede Thorbjørn. Dertil svarte hun ikke; men det var ikke frit at hun smilte. – «Jaja» sagde han: – «en anden Gang,» – han tog hendes Haand og saa hende ind i øjet. Hun saa op] tog hendes Haand. [nytt avsnitt] Hun saa optog hendes Haand og saa hende ind i Øjet. Hun saa op med klart og fuldt Blik, saa han blev varm ved det og strax løb det ham gjennem Hovedet: jeg følger kanske! Da drog hun sin Haand varsomt tilbage, vendte sig rolig til Ingrid og sagde Farvel, gik saa sagte nedover mod Vejen. «Aa nej; det er maaske bedst at vente».

De to Sødskende gik hjem gjennem Skoven. «Fik I nu tale sammen,» sagde Ingrid.– «Fik vi tale sammen?» svarte Thorbjørn; «jeg har aldrig seet sligt; jeg forstaar mig ikke paa det!» og han brød en Kvist af, den han begyndte at løve] skjære av og samle inn løvløve, saa Bladene føg.

«Nu?» sagde Sæmund og saa op fra Maden da de to Sødskende kom ind i Stuen. Thorbjørn svarte Ingenting, men gik hen til Bænken paa den anden Side, ventelig for at tage af sig; Ingrid gik efter og smaalo. Sæmund begyndte at spise igjen, saa nu og da bortover til Thorbjørn, som havde meget travelt, smilte og spiste videre. «Kom og spis,» sagde han; «Maden bliver kold.» – «Tak, jeg skal ikke have Noget», sagde Thorbjørn og satte sig. – «Saa?» og Sæmund spiste. En Stund efter sagde han: «I var saa snare til at gaa fra Kirken idag.» – «Det var Nogen, vi skulde tale med», sagde Thorbjørn og satte sig paa Hug. «Nu, – fik du tale med dem?» «Jeg ved næsten ikke,» sagde Thorbjørn. – «Det var som Fanden,» sagde Sæmund – og spiste. En Stund efter var han færdig og rejste sig; han gik bort til Vinduet, stod en Stund og saa ud, hvorpaa han vendte sig: «Du, – vi skal gaa ud og se paa Grøden,» sagde han. Thorbjørn rejste sig. «Nej, – tag lige saa godt paa dig», sagde Sæmund. Thorbjørn, som sad i Skjortærmene, tog en gammel Trøje, som hang ovenover ham. – «Du ser, at jeg tager den nye,» 118 sagde Sæmund. Thorbjørn gjorde det Samme, og de gik ud, Sæmund foran, Thorbjørn efter.

De gik nedover mod Vejen. «Skal vi ikke gaa hen til Bygget?» sagde Thorbjørn. «Nej, nu gaar vi bortover til Hveden», sagde Sæmund. Just som de kom ned paa Vejen, kom en Vogn sagte kjørende. «Det er en af Nordhougvognene», sagde Sæmund; – «det er Ungfolket paa Nordhoug», lagde Thorbjørn til; men Ungfolket er det samme som de Nygifte.

Vognen holdt stille, da de kom nær Granlidmændene. «Hun er ret et stolt Kvindfolk, den Marit Nordhoug,» hviskede Sæmund og kunde ikke faa Øjnene fra hende; hun sad lidt tilbagelænt i Vognen, med et Tørklæde løst bundet over Hovedet og et andet omkring sig. Hun saa stivt ud for sig paa de To; der var ikke en Bevægelse over hendes rene, stærke Træk. Manden var meget bleg og mager, saa endnu mildere ud end sædvanlig, omtrent som den, der har en Sorg, han ikke kan tale om. «Er Karlene ude og seer til Kornet?» sagde han. «Skal tro det», svarte Sæmund. – «Det staar godt her iaar.» – «Aa ja; det kunde have været værre.» – «I kommer seent», sagde Thorbjørn. – «Det var meget Kjendtfolk at tage Afsked med», sagde Manden. «Nu – skal du rejse væk?» spurgte Sæmund. «Jeg skulde det, ja.» – – «Gaar den Rejse langt?» «Aa – ja.» – «Hvorlangt paa Lag?» «Til Amerika!» – «Nu da!» sagde begge Mænd paa een Gang – «en nygift Mand!» lagde Sæmund til. Manden smilte: «Jeg tror, jeg bliver her for Fodens Skyld, sagde Ræven, – den sad fast i Glæfsen.» – Marit saa bort paa ham, og derfra paa de Andre, en let Rødme fløj over Ansigtet, men det var ellers uforanderligt. – «Kanske Konen bliver med?» spurgte Sæmund. – «Nej, hun gjør ikke det, heller.» – «Hun skal komme efter siden?» – «Ja – En faar først prøve det alene.» – «Ikke galt tænkt,» sagde Sæmund; «de fleste farer for fort frem, drager baade Kone og Børn med strax; men maa tit gjøre Venderejse med begge.» – «De siger, det skal være let at komme til Magt i Amerika», sagde Thorbjørn, – han følte Talen ikke burde staa stille. «Aa – ja», sagde Manden. – – «Men Nordhoug er en god Gaard,» mente Sæmund. – «Der er for Mange paa den,» svarte Manden; – Konen saa atter hen til ham. – «Den Ene staar i Vejen 119 for den Anden,» lagde han til.

«Ja, god Lykke paa Rejsen», sagde Sæmund og tog hans Haand; «Vorherre give dig det, du vil finde!»

Thorbjørn saa sin Skolekammerat stærkt op i Øjet: «jeg vil tale med dig siden,» sagde han. «Det er godt at kunne tale med En,» svarte Manden og skrabede med Svøben i Vogngulvet. – «Kom over til os,» sagde Marit, – og Thorbjørn saavelsom Sæmund studsede og saa op paa hende; – de glemte bestandig, at hun havde saa mild en Stemme.

De kjørte; – det gik sagte fremover, en liden Støvsky krusede omkring dem, Aftensolen faldt lige paa, imod hans mørke Vadmelsklæder skinnede hendes Silketørklæde, en Bakke kom, og de forsvandt.

– – Længe gik Fader og Søn, før de sagde Noget. «Det bæres mig for, at han sent kommer igjen», ytrede endelig Thorbjørn. «Det er vel slig han vil have det,» mente Sæmund, og de gik atter tause videre. «Du gaar nok forbi Hvedeageren», sagde Thorbjørn. – «Vi kan se til den paa Tilbagevejen,» sagde Sæmund, – og de gik længer fremover. Thorbjørn vilde ikke rigtig spørge, hvor dette bar hen; thi de gik forbi Granlidjordet. – «Skal du langt frem?» spurgte han endelig. «Aa, et Stykke endnu.» – – –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.