Guttorm og Ingrid Solbakken havde alt spist, da Synnøve rød og anpusten traadte ind. «Men kjere Barnet mit hvor har du været?» spurgte Moderen. «Jeg blev tilbage med Ingrid,» sagde Synnøve, – blev staaende forat tage et Par Tørklæder af sig; Faderen ledte ind i Skabet efter en Bog. «Hvad kunde I to have at tale om, som tog slig lang Tid?» «Aa ikke om Noget.» «Saa var det da rigtig bedre du holdt Kirkefølge, Barnet mit!» Hun rejste sig og tog Mad frem til hende. Da Synnøve havde sat sig ned forat spise, og Moderen havde sat sig ligeover for hende sagde hun: «Var der kanske Flere du talte med?» «Ja, der var Mange,» sagde Synnøve. – «Barnet maa da faa tale med Folk,» sagde Guttorm. – «Vist kan 120 hun det,» sagde Moderen lidt mildere; «men hun burde dog følge sine Forældre.» – Herpaa svartes der ikke.
«Det var en velsignet Kirkedag,» sagde Moderen; «Ungdommen paa Kirkegulvet gjør En godt.» – «Man husker sine egne Børn» sagde Guttorm. – «Du har Ret deri,» sagde Moderen og sukkede – «Ingen kan vide, hvorledes det vil gaa dem». Guttorm sad længe taus: «vi har Meget at takke Gud for,» sagde han endelig: «han lod os beholde eet.» Moderen sad og drog Fingeren efter Bordet og saa ikke op: «hun er dog vor største Glæde», sagde hun sagte; «hun har ogsaa artet sig vel,» lagde hun endnu sagtere til. Der var lang Taushed. «Ja, hun har gjort os megen Glæde,» sagde Guttorm og senere med blød Stemme: «Vorherre gjøre hende lykkelig.» – Moderen drog Fingeren efter Bordet, der faldt en Taare ned paa det, som hun drog udover. – «Hvorfor spiser du ikke?» sagde Faderen idet han saa op en Stund efter. «Tak, jeg er mæt» svarte Synnøve. «Men du har jo Ingenting spist,» sagde nu ogsaa Moderen; «du har gaat lang Vej». – «Jeg er ikke god til,» sagde Synnøve og holdt paa med at trække op en Tørklædesnip af Barmen. «Spis Barnet mit,» sagde Faderen; «jeg kan ikke», sagde Synnøve og skar i at græde. «Men Kjere, hvorfor græder du?» – «Jeg ved ikke,» og hun hulkede. – «Hun har det saa let med at græde,» sagde Moderen; Faderen rejste sig og gik til Vinduet.
«Der kommer to Mænd opover,» sagde han. «Jasaa, paa dette Lejte?» spurgte Moderen, og hun gik ogsaa bort til Vinduet. De saa længe nedover. – «Kjere hvem kan det være?» sagde endelig Ingrid, men ikke netop som hun spurgte. – «Jeg ved ikke», svarte Guttorm og de stod og saa. – «Jeg kan rigtig ikke forstaa det», sagde hun] «Jeg kan rigtig ikke forstaa det», sagde hun – «Jeg heller ikke,» sagde han.«Jeg kan rigtig ikke forstaa det», sagde hun. Mændene kom nærmere. «Det maa være dem alligevel», sagde hun endelig. «Ja, det er nok saa,» sagde Guttorm. Mændene kom nærmere og nærmere, den Ældste stansede og saa sig tilbage, den Yngre ligesaa; gik de saa videre.
«Skjønner du, hvad de kan ville?» spurgte Ingrid omtrent som første Gang. «Nej, det gjør jeg ikke,» sagde Guttorm. Moderen vendte sig, gik bortover til Bordet, satte væk, ryddede lidt op; «du faar tage paa dig igjen, Barnet mit,» sagde hun til Synnøve; «for her kommer Fremmedfolk.»
121Neppe havde hun gjort dette, før Sæmund aabnede Døren og kom ind, Thorbjørn bagefter; «Siigne Laget!» sagde Særnund, stansede lidt ved Døren, gik dernæst sagte fremover forat hilse paa Folket; Thorbjørn fulgte. De kom sidst til Synnøve, som endnu stod med sit Tørklæde i Haanden borte i en Krog] som endnu stod borte i en Krog med sit | saa ned eller bort, hver paa sin Maade.] flygtede med øjnene, hver til sin Kant.som endnu stod med sit Tørklæde i Haanden borte i en Krog og vidste ikke om hun skulde tage det paa eller ej, vidste vel knap, at hun holdt det i Haanden. «I faar se til, I kan sidde indpaa,» sagde Ingrid. «Tak, – det er ellers ingen lang Vej hidover,» sagde Sæmund, men satte sig dog; Thorbjørn ved Siden. «I kom rent bort ved Kirken idag,» sagde Ingrid. – «Ja, jeg ledte efter Eder,» svarte Sæmund. – «Der var mange Folk,» sagde Guttorm. «Rigtig mange Folk,» gjentog Sæmund; «det var ogsaa en vakker Kirkedag.» – «Ja, vi sad just og talte om det,» sagde Ingrid. – «Det er saa underligt at se Konfirmation for dem, som selv har Børn,» lagde Guttorm til; Konen flyttede sig paa Bænken. – «Det er det,» sagde Sæmund; «man kommer til at tænke alvorligt paa dem, – og er det derfor jeg lakkede hidover i Kveld,» lagde han til, saa sikkert omkring sig, byttede Skraa og lagde den gamle varligt ned i Messingdaasen. Guttorm, Konen, Ingrid, Thorbjørn saa ned eller bort, hver paa sin Maade. – «Jeg tænkte, jeg skulde følge Thorbjørn hidover,» begyndte Sæmund langsomt; «han kom nok sent hidover alene, – gjør ogsaa ellers daarlig Besked, er jeg ræd for,» – han skottede bort til Synnøve, som følte det. – «Det er nu slig, at han har havt Hug til hende Synnøve fra det han var saapas Karl, han kunde have Forstand paa Sligt; – og ikke er det vel frit, at hun ogsaa har lagt sin Hug til ham. Men da tænker jeg, det er bedst de kommer sammen. – Jeg var lidet for det, den Tid jeg saa, han knap kunde styre sig selv, end sige Mere; men nu tror jeg at kunne borge for ham, og kan ikke jeg, saa kan hun; thi hendes Magt er nok nu den største. – Hvad mener I da, om at vi saa til at faa dem sammen? Det kan vel ikke haste, men jeg ved heller ikke, hvorfor vi skal vente. Du Guttorm er ved god Magt, jeg rigtignok ved mindre, og har Flere at dele paa; men endda saa tænker jeg det kan lage sig. I faar da sige, hvad I synes om dette – hende spørger jeg sidst, – for jeg tror nok at vide, hvad hun vil.»
Saaledes talte Sæmund. Guttorm sad paa Hug, lagde vexelvis 122 den ene Haand over den anden, gjorde flere Gange Mine til at løfte paa sig, idet han hvergang drog Vejret med mere Magt, men kom sig dog ikke til det, før den fjerde eller femte Gang, saa fik han endelig ret Ryg, strøg sig op og ned over Knæet og saa bortpaa Konen, saaledes at Blikket af og til strejfede Synnøve. Denne rørte sig ikke, Ingen kunde se hendes Ansigt. Ingrid sad over Bordet og stregede. – «Det er nu saa, – at det er et vakkert Tilbud,» sagde hun. – «Ja, det synes jeg, vi faar tage til Takke med,» sagde Guttorm med høj Stemme, og saa fra hende til Sæmund, der havde lagt Armene overkors og lænet sig mod Væggen. – «Vi har bare nu den ene Datteren,» sagde Ingrid; «vi faar betænke os.» – «Det var Raad til det,» sagde Sæmund; «men jeg ved ellers ikke, hvad der skulde være ivejen for at svare strax, sagde Bjørnen, – han spurgte Bonden, om han maatte faa den Koen hans.» – «Vi kan vist svare strax,» mente Guttorm og saa til Konen. – «Det var nu dette, at Thorbjørn kunde være vel vild,» sagde hun, men saa ikke op. – «Det tror jeg har rettet paa sig,» sagde Guttorm; «du ved selv, hvad du sagde idag.» – – Ægtefolkene saa nu vexelvis paa hverandre; det varte vel et helt Minut. – «Kunde vi bare være tryg paa ham,» sagde hun. – «Ja,» tog nu Sæmund atter til Orde; «hvad den Sagen angaar, saa maa jeg sige, hvad jeg har sagt før: det gaar godt med Læsset, naar hun holder Tømmerne. Det er svært slig en Magt hun har over ham; det prøvede jeg dengang han laa syg der hjemme hos mig, og vidste ikke, hvor det bar, – til Hilse eller ej.» – «Du faar ikke være for traa paa det,» sagde Guttorm; «du ved, hvad hun selv vil, og det er nu hende vi lever for!» Da saa Synnøve for første Gang op, og det var paa Faderen. – «Aa – ja,» sagde Ingrid efter en Stunds Taushed, og stregede nu lidt haardere end før: «Har jeg staaet imod i det Længste, saa har det vel været, fordi jeg havde en god Mening med det. – – Jeg var kanske ikke saa haard som Ordene, –» hun saa op og lo; men Graaden vilde frem. Da rejste Guttorm sig. «Saa i Guds Navn er det hendt, som jeg vilde helst her i Verden,» sagde han og gik bortover Gulvet mod Synnøve. – «Jeg har aldrig været ræd for det,» sagde Sæmund, rejste sig nu ogsaa: «det som skal ihob, det kommer ihob!» Han gik bortover. «Nu, – hvad siger du til det, Barnet 123 mit?» sagde Moderen, hun kom nu ogsaa hen til Synnøve.
Denne sad endnu der; de stod Alle omkring hende med Undtagelse af Thorbjørn, som sad, hvor han først havde sat sig. «Du faar rejse dig, Barnet mit», hviskede Moderen til hende; hun rejste sig, smilte, vendte sig bort og græd. «Vorherre han følge dig nu og altid», sagde Moderen, slog Armen om hende og græd sammen med hende. De to Mandfolk gik bortover Gulvet, hver til sin Kant.
«Du faar gaa hen til ham da», sagde Moderen endnu grædende, idet hun slap hende og skjød blidt til hende. Synnøve gik et Skridt, men stod, fordi hun ikke kunde komme længer; men Thorbjørn sprang op og gik mod hende, greb hendes Haand, holdt den, vidste ikke hvad han mere skulde gjøre og blev staaende der med den, til hun sagte tog den til sig igjen. Saa stod de der stiltiende ved Siden af hverandre.
Døren gik lydløst op, En stak Hovedet ind; «er Synnøve her?» spurgte en blød, varsom Stemme; det var Ingrid Granliden. «Ja, her er hun; kom nærmere», sagde Faderen. Ingrid ligesom betænkte sig; «kom du, her er Alt godt», lagde han til. De saa nu paa hende Allesammen. – Hun syntes noget forlegen: «her er nok flere ude,» sagde hun. – «Hvem er det?» spurgte Guttorm. – – – «Det er Moder,» sagde hun sagte. «Lad hende komme,» sagde Fire paa en Gang. – – Og Ingrid Solbakken gik imod Døren medens de Andre saa glade til hverandre. «Du kan gjerne komme Moder,» hørte de Ingrid sige. Og saa kom Ingebjørg Granliden ind i sit lyse Skaut. – «Jeg forstod det nok,» sagde hun, «skjønt Sæmund kan nu Ingenting sige. Og saa var Ingrid og jeg ikke god til Andet end at gaa over.» – «Ja her er det, som du vil have det,» sagde Sæmund og flyttede sig, for at hun kunde komme frem til dem. «Aa Gud velsigne dig fordi du vilde have ham] fordi du drog ham over til digfordi du vilde have ham,» sagde hun til Synnøve, tog hende om Halsen og klappede hende; «du holdt fast i det Længste, du Barnet mit; det blev dog som du vilde.» Og hun klappede hende paa Kind og Haar; hendes Taarer randt hende nedover Ansigtet; hun ændsede dem ikke, men strøg omhyggelig væk Synnøves. – «Ja, det er en gjild Gut du faar,» sagde hun. «Han holder ogsaa af dig kan du tro,» og hun sluttede] «og nu kjender jeg mig tryg for ham;» – og hun sluttede«Han holder ogsaa af dig kan du tro» og hun sluttede hende endnu en [124] Gang til sig. – «Hun Mor ved Mere i Kjøkkenet sit, hun,» sagde Sæmund, «end vi Andre, som skal være midt oppi det.»
Det stilnede lidt af med Graaden og Bevægelsen, Ingrid begyndte at tænke paa Kveldsmaden og talte til den anden Ingrid om at hjælpe sig, «for Synnøve er ikke god til i Kveld.» Og saa gav disse To sig ifærd med at koge Rømmegrød. Mændene kom i Tale om Aarets Høst og hvad det nu kunde falde sig. Thorbjørn havde sat sig borte ved Vinduet og Synnøve gled hen til ham og lagde Haanden paa hans Skuldre: «Hvad ser du paa?» hviskede hun. – Han vendte Hovedet, saa længe og mildt op paa hende, derfra ud igjen: «Jeg ser over til Granliden», sagde han; «det er saa underligt at se den herfra.»
Ende.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Bondefortellingen Synnøve Solbakken ble Bjørnsons store gjennombrudd som forfatter. Den utkom som føljetong i Illustreret Folkeblad i 1857 før den kom ut som egen bok.
Selv om historier fra bondekulturen ikke var noe helt nytt, var Bjørnson den som ga denne undersjangeren form i Norge. Bondefortellingene har en impresjonistisk stil med mange replikker, gir et idealisert bilde av bøndene og tar opp Bjørnsons viktigste problemstilling: hvordan mennesket kjemper for å overvinne sin egen natur. I Synnøve Solbakken møter vi Torbjørn Granlien som både kjemper mot mørke krefter i seg selv og for å få den vakre og gode Synnøve. Man kan si at det er en histore om hvordan man tar seg fra skyggesiden til solsiden både i konkret og overført betydning. Boken ble tidlig oversatt til andre språk.
Les Sigurd Aa. Aarnes' innledning og kommentarer
Se faksimiler av utgaven fra 1857 (NB digital)
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.