Den Food-tørrende Synderinde.

Og tørred HErrens Been
med hendis Hofved-Haar.

AL Verdens Frelser-mand Regent i Himmelen,
Der self giør Jorden tørr, saa Vandet sier hen,
Lod sig godvilligen aff Synderinden tørre,
Stor var vel hendis Synd; Men hans Miskundhed større,
O! merckeligt, at hun, en fooß ufructbar Green,
Tør brende sig saa hidt, og røre ved hans Been,
Som met en Aandepust hvert Menniske kand døfve,
Og i sin Vredis fart er gridsker end en Løfve.
Der Usa med it Greb kom hannem lit for nær,
Fik hand paa Timen døe: hun dog i denne Fær
Dum-dristig vofved sig, hvis synd var rød og blodig,
Hin tendte Troens Gnist giør hende saa frjmodig,
At hun derpaa falt an, og icke skued ham
J Løfve-lignelse; men som it taaligt Lam,
Der kom alleene for at drage syndsens Træle
Hen op ad effter sig blant udvald Salig Siæle.
Maria hafde her sin Himmel ved hans Food,
J siunlig Rørelse det icke alt bestood,
Fordi hun boodefuld og brændendis i Aanden
Langt meere rørdte ham med Hierted end med Haanden
Søg HErren, Menniske, saa hand din Andact seer,
Det er da lige got paa hvilcken Stæd det skeer.
J Huset, uden for, og hvor Man kand opregne,
Du finder Himmelen hos hannem allevegne,
En Poenitentzis Suk fuld store Ting formaar,
Hand røris, at der strax en Kraft fra hannem gaar,
Som heeler Liff og Siæl her Knust aff Modgangs Torden,
Og giør dig Foorenskab til Himmelen fra Jorden.
Jødinden rørdte ham, da hun blef Synden gram,
Og har paa den Maneer begyndt at tørre ham.

Den heede Sol er van at tørre Jorderjge,
Her Jorden Soolen self, u-hørligt maa mand sige,
Muld-varppen fatted Mod at tørre Liffsens Sool,
Og giorde Hofvedet til JEsu Foode-Stool.
Lad dig det være sagt, at Soolen bleff omstunder
Fuctactig, Jorden varm, bood virked det Vidunder.
Hun græd aff Kiærlighed, og vædet Frelseren,
Var derhos icke seen at tørre ham igien.
Det giortis vel behov, hand haffde tørred hende,
Hvis Kinder jefnlig flød i Taarer uden Ende;
Dog tørred hun hans Been udvædt aff hendis Graad,
Self-bøden Tieniste hand icke har forsmaad.
Og det saa mesterlig med Trøsten kunde ramme,
At hendis Taare-brynd bort-tørtis i det samme,
Der med var hun tilfreds, oc gaf sig Gud i Vold:
Hvad paa ham vendis an betalis tusindfold.
Naar din Immanuel seer dig for Synden græde,
Da vær forsickred paa, hand med sit Trøste-Klæde
Afftørrer dine Kind, og møder dig saa bliid,
At du skal tacke ham din gandske Liffvis Tiid.
Den første Verdens synd gad ingen ret beklage,
Thi græd jo Himmelen i fyrretiufve Dage,
Til Bonds gik Folk og Fæ, da verdsens Vande flød
Legg derfor Øyene betimelig i blød.
Din Graad annammer Gud, og du maa frilig tencke,
Det gaar i Lengden dig, som den Naitisk Encke,
Hand tyssed med sin Trøst, og giorde det, at hun
Forvandt sin Hierte-Sorg i det hand sagde kun:
Græd icke. Men vil du tiltecke syndsens Skaarer
Vist ofver din Ruin maa JEsus fælde Taarer.
Ah! tørr dog hannem med din boode-Klud, og sig:
Græd icke hiertens Gud! Jeg vil forbedre mig
Kast Synden i fuld Tro paa Daarernis Formynder,
Paa Christum det Guds Lam som bar al verdens Synder:
J Naadsens bond-løs Haf nedsenckis hvert it Grand
Og dagis aldrig op; blot du, saa skiuler hand.
Paa rund Bekiendelse vist rund Afløßning følger,
Bood icke Syndsens Skam med Figen-blade dølger,
Men aabner alle Feil, saa giorde hun her staar,
Og tørrer HErrens Been med hendis Hofved Haar.

Retsindig Lærere, der Salighed prædicker,
Bør actis for hans Been, fordi hand dem udskicker,
Ved tro Paamindelser de fører ham til os,
Men græder, naar de seer Tilhøreren er fos,
Og icke gider hørt, langt mindre selff begrunder,
At Straff hos Synden gaar, og Dommens dag tilstunder:
Besind dig Menniske, nu du har Aande-Rom,
Gikst du hen u-paamindt, oc kom i Synden om,
Skal Blodet kræfvis ud aff deris Negle-Rødder,
Elsk dennem derfor kun, som HErrens egne Fødder,
De vaager for din Siæl, naar du Søfn-tung oc lad
Slar dig til Rolighed, lyd Christi Tiener ad,
Og den besynderlig, der lever som hand lærer.
En verdslig Førstis Svend for HErrens skyld man ærer
Guds egne Sende-Bud her kommer meere paa;
See til Galaterne, der elsked Paulum saa,
De baade løst oc fast for hannem vilde voffved,
Ja refved Øynen ud aff deris eged Hoffved,
Om hand var tient dermed den udvald Prædicant.
Vel muligt, somme nu har andet Sind iblant,
Maa skee, her findis faa, den geistlig Stand vil hedre;
Men nok der pønser paa, de Præstmænd kand fornedre
Og heller mellum sig Reff Øynen ud paa dem,
Med færdigere Mod, end bære Gafver frem.
En Synder er forpligt at tage mod Paaminding,
Var hand end klæd i Trip, og stod paa Templens Tinding.
Nok lofved Jacobs Børn, at tage det i Agt,
Som dem af HErren self ved Mose Mund blef sagt.
Lof Bedring, og holt Ord, saa glædis Christi Tiener,
Der græder, indtil du Synd-Lasset fra dig giener
Betenk i Tide det, som tiener til din Fred,
Og viid, en Levi Mand, af giffven Myndighed,
Bør Evangelium og Loven for dig sætte,
Leff saa, hand uden Graad sit Embed kand forrette.
Det er dit beste Raad, du giemmer Ordet smuct,
Og i Taalmodighed bær der aff nøttig Fruct,
Saa faar vel Hyrden sit af det Guds Haand dig løfner,
Men om hand er til Sinds at gribe Guld med Giøfner,
Og væder Øynen, for hand aff sin Faare-Flock
Kand icke med en hast faa Uld og Fedme nok,
Da græder hand omsonst, og synder mod sin HErre,
Her findis braaden Kar i alle Land, dißverre,
Vel den der tiener tro i det som lidet er,
Hand sættis ofver meer, naar Liffved endis her.
Du veedst hvad skrefvet staar. Fryct Gud oc elsk din Næste
Giør got, begræd din Synd, saa har du giort dit beste.
Maria lyde Raad, hun felte mangen Taar,
Og tørred HErrens Been med hendis Hofved Haar.

Hans Beene findis end blant de fornedred Lemmer,
Hvor i hand vandrer om, og smertelig fornemmer,
Hvad Verden fører i sit vanskelige Skiold,
Nu Christen Kiærlighed er moxen Jise-kold.
Had, Modbør og Fortræd hin Venneløse møder,
En Angest-Søe slar aff, en anden paa ham støder:
Mon Lyckens Glut Omhu for Josephs Skade bær?
Nej, hand i Sticken staar, maa legge sit Gevær,
Fordi hver anden Mand gad paa hans Hofved trampe
Og Verden seer ham an som en foracted Lampe.
In summa, HErrens Folck maa tit med vaade Kind
Beklage deris Nød, at Øjene staar trind.
Her vancker ingen Trøst, i hvor de Foden fæster,
En Part forhaaner dem, ja som de Jødisk Præster,
Udbytter kort Beskeen, og siger aabenbar:
Hvad kommer det os ved, see du dertil, slet Svar
For den Bedrøffvede, sig under Kaarsit vrier,
Og offte suckendis de Taared Øyen gnier.
Tørr hannem Menniske, holt det for ingen Spot,
Din Trøste-Dug her i kand giøre meget got.
Hvad er det, om du skiønt har meer end hand at sige?
Vi syndig Adams Børn er fisked aff it Dige:
Som Dug forvißned Græß i Tyrcke falder vel,
Saa giør it trøstigt Ord for een udmatted Siæl.
Angst-Bølgen drifver paa, til hand i Sorgen blegner,
Ved din medlidig Røst det halffdød Hierte qvegner:
See Leiligheden an, reck frem din Trøste-Klud,
Den grædende til Hielp, i ham du tørrer GUD.
O! skam dig aldrig ved, at føye saadan HErre,
Der icke for din Graad sit Trøst-tøy plejer sperre,
Og enda lofver dig det søde Zions Hiem,
Alt dette skeer, fordi du skal husvale dem,
Som her saaer Taare-Sæd, oc ingen Fryd har høsted,
Giff dem den Trøst, hvor med du blefst af hannem trøsted.
Og naar it hart Gemyt vil hugge Saar i Saar,
Da verg den Gierning af det meste du formaar,
Den er jo saared nock, der føler Hierte-Naged,
Leg derfor ingen Tjd din Skilling med i Laged,
Du vedst dog icke self, blant dette verslig Kiør,
Hvor hastig Lyckens Vogn kand velte for din Dør.
Undsla dig icke fra de Hielpe-løsis Sager,
GUD hielper dig igien, naar du din Nød andrager:
Maria hialp hand paa, forbant og hendis Saar,
Hun tørrede hans Been med sine Hofved-Haar.

Da Christus vilde toe, strax Naderen var slutted,
De tolff Apostlers Been, it Skiørt hand om sig putted
Tog saa til Beckenet, hvor i hand øsed Vand
At vaske Beenen med, og dennem tørred hand,
Med det omgiordet Skiørt, som var Maneer i Landet.
Jødinden tvert imod optenkte noged andet,
Og paa sin egen Haand tog ugement affsted:
Hos denne sære Tvet var Øynen Beckened,
Og Taarene det Vand, Brudgommens Fødder vædet,
Paa Fode-Toelsen blef Haaret Tørre-Klædet,
Saa rart it Ære-Bad en Konning aldrig fik;
J hvilken Herris Hof mon hun har lærdt den Skik?
Hos syndigt Kiød og Blod det icke var at finde,
Men Aanden offven fra skiød hende det i Sinde,
Fordi hun varted op de verdslig Kongers GUD,
Og ærens Konge selff, nød hand det Præ forud.
Lin-Tøy til Tørrelsen hun ickc gad frembære,
Men vil at hendis Haar skal nyde saadan Ære:
Det førig puddret Haar anvendt til syndsens brug,
Nu Taare-skrammerert blef JEsu Foode-Dug.
Bib-ræd og kolled stod den usle Krop i Møyen,
Synd-Hornen var støt aff, det vidned hendis Øyen,
Hun giorde Krum-spring nok da Vellyst hende stak,
Men nu for HErrens Food aff Anger hartad sprak.
For Synderne var fleer, end Haar paa hendis Hofved
Hun hvert it Ledemod til hans Opvartning vofved.
Det er vel icke Ret at byde ham de Ting
Der først har lenge nok i Synden sveft omkring:
Og naar Beelzebub ved daglig Suus oc Svermen,
Har sluget Vinen op, tør leffne HErren Bermen;
Dog mens hand Naadefuld endnu som hand er van,
Vil tage blidelig det langsom Offer an,
Oc ene helliger hvad Synden har besmitted,
Naar det kun kommer aff it Hierte anger-splitted,
Da træd andæctig frem, og leg dit Offer hid
Paa HErrens Foode-blad, skynd dig, end er det Tid.
Lyd Pauli Raad i det din Salighed forfremmer:
Har du forsættelig bortgifved dine Lemmer
Til syndsens Tieniste, og kast Velfarten hen,
Da tien i Hellighed din Skaber-Mand igien,
At og det mindste Led fra hannem aldrig vagler,
Mens Aanden i din Hals til sidste Afsked ragler:
Maria med det Sind fra syndsens Trældom gaar,
Og tørred HErrens Been med hendis Hofved-Haar.

HUN GRÆD, da dødsens Braad i Barmen stak som Naale,
Og vicklede sit Haar om JEsu Foode-Saale,
Det hun før syndet med og meged Ondt bedreff,
Altsammen Bode-Tegn til hendis Frelse bleff.
Sligt kunde Ruelsen i denne Siæl udrette,
Bodfærdig Syndere, speil dig og merk dog dette:
Formedelst syndig Jid du mister all din Roos,
Bær Træed raaden Fruct, da ligger Øxen hos.
J Hiertet Roden staar, som Synde-Fructen gifver,
Hvis du den icke snart ved Poenitentz udrifver,
Forraader Hierted dig, og fører dig enda
Fra Gud til Diefvelen; som Skøgen Dalila
Til Philisterne gaff hendis Samson offver,
Der hand aff Vellyst fyldt i Roo sød-sicker soffver;
Det stemmer offver ens med Verdens bløde Skiød,
Hvor i du slummer hen paa hendis Locke-Brød:
Og for en skiden Fryd der kand saa stacked vare,
Tør sætte Sandse-løs din Salighed i Fare.
Af Hierted stiger op atskillig ureen Lyst,
Det viste Tolderen, der slo sig paa sit Bryst,
Som hand da vilde sagt: Her sidder min Forræder,
Mit lønlig Syndeskiul, Anfang til onde Sæder.
Som Hierted sølt i Synd er dig en Pestilentz,
Saa nøttelig, naar du vil giøre Poenitentz.
Har Fanden sit Capel, hvor HErren har sin Kircke,
Da lad den hellig Aand i dig det gode vircke,
Ryd ud Ureenlighed mod denne værdig Giest,
Saa hand for alle Ting maa være Hierted nest.
Maria gaff ham sit til evig Odels Eye,
Og anger-fuld forlod de gamle syndig Veye;
Men før det kom saa vit, blef mangen Taar udløst.
Det Ord: Gak hen i Fred, var Synderindens Trøst.
Dybt giennem Marff og Been den Naade-stemme trekte
Guds Barn naar dig er vee, saa Siælen vil vansmekte
Da raab til Frelseren der bleff med dig it Kiød:
Min Hiertens angst er stor, Ah! Før mig af
min Nød.

Hand taaler icke, du skal her paa Roser dandse,
Og altid giøre dig Maj-Maaneds Blomster-krandse,
Tving derfor Kiød oc Blod, saa lenge Pulsen slar,
Ham til fornøyelse, som Torne Kronen bar.
Bøn-Dørren aabnis strax du paa Synd-talled ancker,
Og for hans komme skyld afskaffer fule Tancker,
Om de gaar Told-frj her paa Menniskens Maneer,
Antegner Herren dem, som lønlig Handel seer.
Skal hand en hellig Gud i Hierted faa sin Vaaning,
Maa synden først hen ud, som aldrig er hans gaaning:
J rene Hierters Kar hand lader see sin Krafft,
Med Mørckhed Lifsens Lius gid ingen Samqvem haft.
Hand kommer icke did, hvor Kiødsens Lyster ildrer;
Og man sig daarligen med syndigt Væsen kildrer;
Men naar du har ved Bod for Synden sat en Pind,
Og udgaar fra dig self, da gaar din JEsus ind.
J rørt grund-skiden Vand kand Solen icke straale,
Oc Retviißhedsens Sool kand indted ureent taale:
Randsag dig, figer du til det sig icke bør,
Da viid, at Synden end har dig i sine Klør.
Hun tager icke fluct, før du ved hende vemmis,
Oc for din Udyd skyld i Hierte-Roden skiemmis.
En Herre sømmer dig, hvor kanst du tiene to?
Giff Synden en god Dag, og tien din JEsu tro.
Hand pleier ingen Tjd med sin Dag-lønner Plude,
Vil hand annamme dig, har du vel været ude:
Din Siæl forsørger hand, naar Kroppen ligger stiff,
Oc hisset gifver dig it uforkrencked Liff,
Saa du maa glædis ved Forløßningen tilstunder,
Mens dine Synders Mengd er skiult i Christi Vunder:
Jødinden paa den Troo til Himmerjge traar,
Og tørred HErrens Been med hendis Hofved Haar.

Naar en besmitted Lem lod Haared aff sig rage,
Var det it Rense-Tegn hos Folck i gammel Dage:
Maria var belad med Synde-smitted Blood,
Nu falt det hende til at rense sig ved Bood.
Det Paafund har forvolt hun icke Haaret rocker,
Men Haareds Prydelse, de førig krused Locker,
Hun som it Fange-garn udbrede dem til Fald,
Der ukydsk Kalve-kaad med hende løb i Rald.
Da Marckened var endt, Vellysten ofverstanden,
Og hun Trolofved sig med Christo Frelser-Manden,
Fik hine Fode-fær, hun sled sig fra det Laß,
Og gruede for Synd, ret saa! det var til paß.
At rage Haared aff, det er at udelucke
Forhutled Tancke-tøy, hvor ofver GUD maa sucke.
Du Synder siger vel: Det er umuelig,
Jeg fra slig farlig Doent kand altid vocte mig.
Det er dig icke sagt, du Haaret skal udriffve,
Om du skiønt rager det, vil Rødder dog der bliffve,
At voxe til og fra, enda det ryctis tit;
Du blifver ingen Tjd slemt Hu-skud gandske qvit,
Men see kun ellers til, du kanst formedelst Aanden,
Affrage hvis dit Kiød udskiuder effter haanden:
Saa snart dig falder ind den Ting du burdte fly,
Da kap Synd-tancken aff, oc var dig for en ny.
Er Haared der endskiønt, saa leg det uden krusen,
Hen under JEsu Food Dy-vaadt aff Taare-slusen:
Ond Lyst skal vel forgaa med sin Omstendighed,
Beed Gud, at hand i dig vil træde saadant ned.
Naar Synden nager dig, som mod dit Hierte grenset,
Er det it sickert Tegn, du Aandelig est renset.
Strax denne Taare-fuld fra Synden tog Valet,
GUD hende til sig drog med Kierligheds Magnet,
Da giorde hun alt det, en fangen Brud tilhørdte,
Lod rage Haared aff, i det hun fra sig kiørdte,
Haar-brasked alt i hob, saa det fik Loff at gaa,
Her falt vel andet for end Prunk at pønse paa.
Jødindens Hu stod til hun kunde pynte Hierted,
Og giøre reent ved Bood det Synden hafde sverted:
Hen under JEsu Been hun sine Haar har bred,
Den gang hand fik Behag til hendis Deilighed,
Dog icke for hun var udvortis snude-faver;
Men for hun inden til de syndig Lyster aver,
Og aff hans Skiønhed blef opynged som en Ørn,
Der er den Dejligste blant Menniskernis Børn.
Vil Du Synd-fasked Kree med Christo dig Troloffve,
Da skaff de Noder aff som i hans Siun er groffve,
Smyk Haared passelig, storladen Orme-Mad,
Stolt Mod, ny Skabelon Brudgommen blæser ad,
Hand er slet intet tient med fremmede Modeller,
Hvem Hierted holder reent, hand til sin Brud udveller:
Var Haared svøbt i Bast, laa der på liden Magt,
Naar du indvortis bær Retviißheds hellig Dragt.
Gud elsker ickun det, som efter ham er daned,
Og Lifsens trange Vey ved Poenitentz har baned:
Saa fant hand denne Siæl, der Ynde hos ham naar
Og tørrede hans Been med hendis Hofved-Haar.

Da fordum Jonathan paa Vejen smagte Honning,
Hans Fader Saul imod den avindsiuge Konning,
Og skulde mist sit Liff for denne ringe Sag,
Handthefved Folcket ham, og sagde saa paa Lag:
Langt fra hans Lefve-Tid skal blifve ham
Berøfved,
Som saa stor Salighed i Jsrael har øfved,
Der skal og icke nu, Bekrefte de med Ed,
Jt af hans Hofved-Haar paa Jorden falde ned.
Maria kom kun for med hendis syndig Lippe
At sue Honningen aff Salighedens Klippe.
Aff Skaber-Manden selff, aff Sandheds Vey oc Grund,
Dog kun af Fødderne, men icke aff hans Mund.
Hun mercked alting var ham underlagt allene,
Derfore holt hun sig til hans liffsalig Beene,
Og vi vil ham iblant paa Hofvedet med Magt.
Som alle skabte Ting er under Foden lagt.
Tør ogsaa mangen gang paa Straffens Riis for sindet
Uddeele knobbed Ord, naar det gaar giennem skindet:
Men denne taalig Siæl tav stille som en Muus,
Og kyssede hans Riiß mod Jorden Næse-gruus.
Fordi det var fortient, da hun med Synden kæled,
En tung Samvittighed berøfved hende Mæled,
Og bar mod Qvindens synd Jndvollen giennem grof,
Langt skarper Vidnißbyrd, end tusind andre prof.
En ond Samvittighed fuld nær Nag-Ormen slecter,
Og piner offte meer end mange Bøddel-Knecter:
Det fandt Maria vel, der Pine-vuren peb,
Hvor for hun i sin Angst til JEsu Fødder greb.
O Dristighed, at hun, saa stor en Synderinde,
Tør faaste med hans Been, der kunde sancked Sinde,
Og træd Jord-Klimpen ned som lit vind-tørred Høe,
Det siunis, hun her ved fortiente nok at døe.
At icke Jonathan soff hen blant de forlaarne,
Var for den Salighed hand haffde giort tilfaarne:
Hun hafde kun giort Ondt, og Straf til veje bragt,
Det gik hun villig ved og uden Tvil har sagt,
Da hun i hiertens Angst sit Haar til Jorden slenger:
Ah! Jeg er icke værd at skulde leffve lenger,
Og nyde mindste Stub aff alt mit Hoffved-Haar,
Jeg som har dræbt mig selff med mange Synde-skaar
U-værdig, at jeg nu Trøst-Honningen skal smage,
Som JEsu Salighed har ofte tordt forjage:
Hvad svarede hand da, der ingen Siæl forsmaar?
Vær kun Frimodig, see, fordi saa dine Haar
Til mine Fødder laa, skal der aff ingen falde,
Jeg Hofved-haarene for lang Tjd siden talde,
Jødinden tenkte vist, bær min Immanuel
Omsorrig for mit Haar, da vil hand for min Siæl
End bære større Sorg: Skal jeg beholde Haaret,
Saa blifver Siælen jo for alting ubeskaaret,
Hand dyrt nok har betaldt og kiøbte med sit Blod,
Der hun ved Adams Fald fortabt i Fare stod.
Lad Fienden sancke Sold, og udstrø hindre-Steene,
Jeg ligger mine Haar paa min Gienløsers Beene,
Og Siælen i hans Skiød: tratz Sathan min Uven
Skal krøge mig it Haar, langt mindre rifve den
Aff Ejermandens Haand ved nogen verdslig Plage,
Det størcked Hierted meer end tilred Honning-Kage,
Bood fick hun for sin Sorg, der haffde saadant Kaar,
Og tørred HErrens Been med hendis Hofved-Haar.

Dem vant hun Haared om, og gaf dermed tilkiende,
Hand, som ved Haarene til sig fik drage hende:
Ja, Synder, Kiød oc Blod skal icke drage dig
Til Christum, men langt fra det stiffter mangen Krig
Jmellum Siæl oc Krop, om Aanden end er villig,
Er Kiødet skrøbeligt, til med opblæst oc krillig,
Der siælden, uden Tvang, vil følge Frelseren,
Fordi det ved hans Dræt ad Kaarsit dragis hen.
Hvo hannem hører til, mod Kampen sig udryster,
Kaars fester saa sit Kiød og detz begierlig Lyster,
Paa det de Gierninger, Kiøds Lyster har opvagt,
Kand dræbis ved hans Aand, oc det faar skee med Magt.
Hand efter Haarene, som ved en tvunden Stricke,
Maa slæbe Folcked frem, før kommer de dog icke:
Den skick er aarsag til hand fatter os iblant,
Saa hvert it Hofved-Haar aff Redsel staar paa kant.
Maria haffde før fra hannem Strafløs løbed,
Hvorfor hun sine Haar omkring hans Fødder svøbed
Stadfestede der med, hun, som en lydig Brud,
Nu vilde følge ham, oc henge ved hans Bud.
J Sorg for Synden skyld var Qvinden bidt og barcked,
Det volt, hun uforfærdt Vellysten fra sig sparcked,
Vel troligt hendis Ord falt saa bevægelig:
Du HErre lenge nok har vented effter mig,
Men aldrig skal du meer saa hefftig der paa driffve,
Jeg jo langt heller vil hos dig min JEsu blifve.
Hør Syndere! hos hvem vilt du da heller roo,
End hos din Siælis Ven? søg ham du maa nok troo,
Hand vederqvæger dem, som under Byrden trettis,
Hans Aag er lidelig, og efterhaanden lettis,
Trin frem i JEsu Naffn, hand giør dig ingen skam
Tag dette Forsæt med, at du vil følge ham:
Og aldrig i dit Kaars it haarbred fra ham vige,
Slog hand dig end ihiel, Maria lod sig sige,
Hun brugte Brudens Ynsk Høysangen taler om:
O drag os effter dig, saa løbe vi, kom, kom.
Naar en sin Vederpart med Avinds-tag Haardrager
Hand sig om Raa-Rom seer, oc Food i Haanden tager:
Guds Dræt skeer icke med udvortis Vold oc Tvang
Men ved den hellig Aand i Ordet har sin Gang.
Hvad timelige Ting dig henger her i Hetten?
Lad HErren sørge for, hand kand snart stille Tretten,
Naar jeg kun haffver ham, bør være dine Ord,
Da skiøtter icke jeg om Himmel heller Jord.
Om baade Liff oc Siæl i mig vansmæcte vilde,
Er hand min Trøst og Deel; Løn hannem aldrig ilde,
Hand veed at hitte dig, stodst du paa høyen Hald.
Der Adam krøb i Skiul for sit motvillig Fald,
Fik hand dog for en Dag, hvor est du? HErren sagde,
Det var it Minde-Breff den faldnis Hierte nagde.
Gud satte ham i Floor og Lifsens Ære-Stand,
Men finder ham igjen een nøgen dødsens Mand.
Paa ferske Gierninger hand strax fik sin Betaling,
Kun for hand beed it Bid mod Skaberens Befaling:
Blef Adam for it Fald Lyksaligheden qvit?
Hvad vil da skee med os der falder tungt og tit.
Vi Leer-Kar en og hver i syndig Daad og Tancker
Er med it Mercke brendt, og Straf paa Halsen sancker:
Vil du forsettelig fra JESU Fod-spor gaa,
Forraader du dig self, ney, Synder, icke saa,
Følg ham, end skulde du paa Liffved tage Skade,
Naar Christus er dit Lif er Døden dig en Bade.
Saa snart hand vincker løb, det beste du har lærdt,
Belønningen er viß og nok Umagen værdt.
Blefst du skiønt eftertalt aff Verdens kælen Unger,
Var ingen Skade skeed, hver Fugl med sit Neb siunger:
Det dræber icke dig, en stor Mund brummer lit,
Naar du kun som sig bør har Snibbe-rommed frit.
Heng ved hin lille Hiord i sindet vel fornøyed,
Paa den Viis blifver du til Himmelen ophøyed;
Maria var vist it aff Christi fødis Faar,
Hun tørrede hans Been med hendis Hofved-Haar.

Mon nogen Synders Haar, Fra Verden var i gære,
Saa stoor en Ære nød? Nej aldrig, det lad være,
At der paa Absalon it præctigt Haar var grood,
Men det aff Verdighed kom icke her imood.
Fordi saa hendis Haar bleff effter Leiligheden
Benaad at tørre ham, som self var Dejligheden:
Hint herligt aff Coleur, til med i Victen drøyt,
Men dette skiønnere, der bragte det saa høyt,
At røre ved hans Been, som hersker i det Høye,
For hvilcken alle Knæ maa sig i Støffved bøye.
Der blifver prædicked om disse Hofved-Haar
Paa Jorden hist oc her, saa lenge Verden staar.
J Eegen Absalon blef hengendis ved Haared,
Til hand i svinged fik aff Joab Bane-saared:
Jødinden flettede sit Haar om Liffsens Træ,
Og bøyed Taare-fuld sit ydmyg Hiertis Knæ
For Jord og Himmels Gud, for Hielperen i Nøden,
Der ved forhverffved hun aff hannem Liff i Døden,
Paa Jorden Himmelen, og hvis hun pegte paa,
Her seer, du Menniske, hvad Boden kand formaa.
Du synder immerfort mod HErren som dig trøster,
Giør derfor Poenitentz, oc følg din Forgangs Søster:
Vel vorde disse Haar til Fødderne kom frem,
Og meere Læberne, der siden kyste dem.
Maria græd til gavns, og lod sig icke tysse,
Før hun sin Frelsers Been fik væde, tørre kysse.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.