Tante Ulrikke

av Gunnar Heiberg

FØRSTE AKT


Eftermiddag i professor Bloms dagligstue, der er rigt udstyret; væsentlig mørke farver. Midt i stuen bord med lænestole og en puf. I forgrunden til højre sybord. Til venstre ligeoverfor en patée. På væggen kolossalfotografier fra Rom samt Thorvaldsens «Natten» og «Dagen» i stort format. I baggrunden fører en dør ind til professorens studereværelse, som er overflødig udstyret med bøger, papirer, skrivestel; en stor Pallas Athene over skrivebordet. På væggen til venstre dør ud til entréen, på højre dør ind til spisestuen.
Det er i mørkningen. Professor Blom og Fru Blom sidder på hver sin side af bordet, hvorpå kaffestel med stor maskine; bag denne står Helene.


    Blom.

Forbyde ham huset kan jeg naturligvis ikke. Han er jo søn af min gamle ven Stabel. Men det er en løs, upaalidelig person. Jeg vil ikke tale om hans anskuelser – men rent privat! Han skylder jo gud og hvermand. Advokat Strøm f. ex.


    Fru Blom.

Men kan da ikke gamle Stabel hjælpe ham?


    2Blom.

Du véd, Stabels affærer er ikke videre; – det er i det hele taget det uheldige ved vore ledende mænd baade på det ene og det andet parti – nå! her kan det imidlertid baade forklares og undskyldes. Og desuden – han er jo snart tredive år. Strøm, hvem han formelig har narret til at låne sig nogle hundrede kroner siger, at Ejvind Stabels eneste indtægt består i, at han averterer gratis i nogle radikale aviser – efter manuduktion, ser du.


    Fru Blom.

Men så har han vel elever?


    Blom.

Han havde en i norsk, som ikke betalte, fordi han strøg til artium. Saa fortæller Strøm idetmindste. (rejser sig). Giv mig en dråbe til min cigar. (Helene skjænker). Jeg får ind til afhandlingen. Klokken er blit mange. (Til Helene) Det er noget andet, det, de gamle Grækere – end folket og selvstyre og Ejvind Stabel og alt det. (ind på kontoret).


    Fru Blom.

Far har vist ret – Ejvind Stabel er vist en løs, upålidelig person – og det ikke bare i pengesager. – Jeg synes, det er underligt, at ikke du også har lagt mærke til det. – Jeg tror ikke på ham.


    3Helene.

Hvorfor siger du mig alt dette?


    Fru Blom.

For at advare dig Helene. Pas dig.


    Helene.

Jeg behøver ingen advarsler.


    Fru Blom.

Jo du gjør – jeg har nok mærket –


    Helene.

Nej, nej, det er ikke så!


    Fru Blom.

Jo Helene jo; men vogt dig. Slige mænd har stor magt over os. Jeg véd det. De lover så stort og vi blir øre af den dur af ord, som vi så gjerne lar suse os om ørene. Og så en vakker dag, når de skal løse ind sine løfter, – han minder mig saa levende om sin far, dengang han var ung, – og de andre unge på den tid.


    Helene.

Mor, jeg forstår hvem du mener, – far og Stabel og de andre, som skrev adresser og holdt taler for Danmark – men ikke noget fik de sat igjennem, og selv gik de ikke med i krigen. Du og jeg pilte charpi – jeg husker det godt, skjønt jeg var ganske liden – og jeg forstår 4ogsaa, hvorfor du bestandig var saa bleg og alvorlig dengang, nu forstaar jeg det.


    Fru Blom.

Hys, hys – ikke saa ivrig, Helene. Det er urigtigt af mig at tale slig (gir hende noget garn at holde) – men jeg er bange for denne Ejvind Stabel. Din far er en saa fin, nobel, human natur, men Ejvind Stabel – jeg tror ikke på alt dette frihedssnakket hans.


    Helene.

End far da! Jeg har læst i gamle aviser, hvorledes han snakkede oppe i studentersamfundet. Men det var dengang, han var ung. Herhjemme har han aldrig talt om frihed – hverken i det ene eller andet. Ikke for det, der blev saamæn aldrig talt om det på skolen heller – å jo kanske langt, langt tilbage i historien, dengang vi havde om Grækerne og Perserne, men det tabte sig ialfald indover tiden – jeg tror, vi læste om den franske revolution, uden at det ord blev nævnt. Men alvorlig talt, jeg skylder Ejvind og tante Ulrikke saa meget; det er nu engang dem, som har givet mig interesse for det, som er oppe i tiden.


    Fru Blom.

Det er ikke far og jeg, mener du. – Nej, nej, det er nok så.


    5Helene.

Er du ikke svært glad i tante?


    Fru Blom.

Jo – jovist.


    Helene.

Jamen du skulde holde meget mere af hende. Jeg synes, at både du og far ligesom er lidt kolde mod hende. Slig som hun er mod de døvstumme, og slig som hun går omkring hos fattigfolk og steller og hjælper – hvad gjør det så, om hun er lidt underlig.


    Fru Blom.

Ja men Helene – far har ret i – du har ikke godt af at være saa meget sammen med tante. Der er da andre mennesker, som du kan tale med, og som har interesse for det, som – som er oppe i tiden, som du siger.


    Helene.

Men hvem? hvem? Der er jo ingen andre end tante og Ejvind Stabel. Far bare smiler af mig, og jeg har ingen veninder længer; og der er jo næsten ingen herrer, som taler til mig heller, de synes naturligvis, jeg er kjedelig – og det endskjønt jeg blir jo en rig arving.


    Fru Blom.

Men kanske det netop er derfor, at Ejvind Stabel –


    6Helene.

Fy, mor, tal ikke slig om ham.


    Fru Blom.

Der kan du se, hvor ivrig du blir. – – Ja jeg kan ikke hjælpe.


    Helene.

Nej, det kan du ikke (Fruen ser hurtig hen på hende). Ja, kjære mor, det var ikke så, jeg mente. (Går hen og kysser hende).

Professor Blom ind.

    Blom.

Men hører I da ikke, det ringer.

En Pige kommer ind fra spisestuen og går ud i entréen. Lidt efter Statsråden ind. Fruen kalder på pigen, som bærer kaffestellet ud og strax efter kommer ind med lampen.

    Statsråden (trykker fruens hånd).

Skal hilse så meget fra min frue. (trykker Helenes hånd). Hvor ser De rask og godt ud! (til Blom) Godaften du. Jeg vilde gjerne tale med dig.


    Fruen.

Følger du med ud i kjøkkenet, Helene?


    Statsråden.

Jeg fordriver vel ikke damerne?


    Fruen.

Nej langtfra – jeg skal ud og stelle til aften. (Begge damer går).


    7Blom.

Nå værsågod, sæt dig ned, du er så urolig.


    Statsråden.

Ja jeg har som sagt meget vigtige ting at tale med dig om. Du véd statsråd Lie er meget syg.


    Blom.

Ja.


    Statsråden.

Det er højst sandsynligt, at han ikke lever ugen ud.


    Blom.

Jaså. Det er da sørgeligt – og hans kone stakkar?


    Statsråden.

Hun fik telegram netop ved middagstider og var meget bleg og bekymret. Det værste var at befrygte.


    Blom.

Men rejser hun da ikke ned til Carlsbad?


    Statsråden.

Hun skal ha en liden.


    Blom.

Å ja så. Men det var det vigtige, du vilde sige mig. Undskyld, kanske jeg afbrød.


    Statsråden.

Det var netop dette.


    8Blom.

Hvad?


    Statsråden.

Den post, som altså blir ledig ved statsråd Lies eventuelle død, – skulde ikke du, Blom?


    Blom.

Jeg?


    Statsråden.

Ja netop du, – vilde ikke netop det være en virkekreds for dig?


    Blom.

Men Stabel, hvor vil du hen – jeg har jo aldrig egentlig beskjæftiget mig med politik.


    Statsråden.

Politik. Havde jeg nogensinde beskjæftiget mig med politik, da jeg blev kaldt til hans majestæts råd?


    Blom.

Jamen alligevel!


    Statsråden.

Ingen falsk beskedenhed. Jeg har allerede talt med flere af mine kolleger og nu ieftermiddag med hs. exc. statsministeren, og ingen af dem var uvillige.


    Blom.

Ikke det?


    9Statsråden.

Blom! Hs. exc. blir gammel nu. Han fylder iår de 80, så det varer vel ikke mange år, før han ansøger hans majestæt om afsked. Selv har han slåt på statsråd Bornemann eller mig som sin eftermand. Hvem vilde du anse for mest skikket?


    Blom (tænkende).

Ja! – ja!? – Bornemann eller du? –


    Statsråden.

Nå ja, den tid, den – sorg. Modtag imidlertid denne post. Du skylder – ja rent ud, du skylder landet det offer. Vi blir færre år for år, vi, hvem landets sande vel ligger på hjærte. Vi trænger uafhængige, dannede, hæderlige mænd som du.


    Blom.

Men mangler I da slige?


    Statsråden.

Mangler. Hvor kan du spørge.


    Blom.

Du siger, at I trænger –


    Statsråden.

Synes du, det er et passende øjeblik at komme med ordkløverier.


    10Blom.

Det var sandelig ikke så ment – undskyld. (ser ned; skraber med det ene ben på gulvet). Tror du virkelig, at fædrelandet –


    Statsråden.

Ja, fædrelandet kræver dette offer af dig.


    Blom.

Er han altså meget syg?


    Statsråden.

Meget farlig syg. Fru Lie ser overordentlig bekymret ud. Overordentlig bekymret. Frygtede det værste, det allerværste.


    Blom.

Døden?


    Statsråden.

Ja – døden.


    Blom.

Stakkels kone.


    Statsråden.

Du har ret.


    Blom.

Ja, vi får med guds hjælp håbe det bedste.


    Statsråden.

Ja, vi får håbe det bedste.


    Blom (hurtig).

Ja, kjære, ikke så at forstå –


    11Statsråden.

Nej, naturligvis.

(Liden pause).

    Blom.

Kirkedepartementet?


    Statsråden.

Kirkedepartementet!


    Blom (rækker hånden ud).

Gamle ven!


    Statsråden (trykker Bloms hånd).

Gamle ven!


    Blom (peger mod kontoret).

En cigar?


    Statsråden.

Tak.


    Blom.

Udmærket cigar.


    Statsråden

– Du, så var det min store obligation; den forfalder nu på mandag – (de går mod kontoret).

Ejvind Stabel ind. Der vexles håndtryk.

    Blom.

Nå, er De kommet hjem?


    Ejvind.

Ja jeg kom iformiddag. Professoren befinder sig vel – og familjen har det godt?


    12Statsråden.

Hvorledes har du havt det i sommer?


    Ejvind.

Jo tak. End du?

Blom ind paa kontoret.

    Statsråden.

Jo såmæn. – Lå du på den samme gården hele tiden?


    Ejvind.

Nej. Jeg rejste omkring. Jeg har arbejdet stærkt.


    Statsråden.

Arbejdet? På hvad?


    Ejvind.

På valgene – bare agitert i stilhed forresten. Familjen er ikke prostitueret –


    Statsråden.

Alvorlig talt, Ejvind. Agter du ikke at ta dig noget alvorligt for?


    Ejvind.

Alvorligt! Jeg tjener mit land på min måde. Desuden blir det ikke længe, før min roman kommer.


    Statsråden.

Er du færdig med den?


    13Ejvind.

Ja – det vil sige – jeg har ikke skrevet det ned altsammen – men jeg har det klart, hvorledes det skal være – altsammen.


    Statsråden.

Hvad skal du leve af nu i vinter? De vilde jo ikke ha dig længer i Eders værdige organ – du var for doven, har man fortalt mig.


    Ejvind.

Doven! Ja, de kaldte det doven; men sagen var, de betalte ikke, – og desuden var der meningsforskjel.


    Statsråden.

Der har været i dusinvis af dine regninger, mens du har været borte, og jeg kan ikke betale, jeg har ikke penge. Sålænge jeg lever, kan du jo bo hos mig, men –


    Ejvind.

Å min tid kommer nok. Desuden – jeg har jo min korrespondentvirksomhed.


    Statsråden.

Til radikale provinsaviser – jo det skal du bli fed af. Jeg tror formelig, jeg havde foretrukket, at du var vedblit med dette folkehøjskolelæreriet fremfor, at du aldeles ingenting bestiller.


    14Ejvind.

Gudsforholdet er blit et andet med mig, siden jeg var folkelærer.


    Statsråden.

Gudsforholdet! Folkelærer! Gudbevare mig vel. – Du kan få en plads i mit departement; ta den, før det blir for sent.


    Ejvind.

Jeg tjener ikke det nuværende ministerium.


    Statsråden.

Du gider ikke arbejde, far. Det er sagen. Man kan da også bli ærgerlig. Ja træk på skuldrene af din far, så meget du vil. Værsågod! Det er dog for din skyld, jeg taler.


    Ejvind.

Livets vilkår og livets krav er andre for den yngre slægt.


    Statsråden (stiller sig bag Ejvinds stol).

Sig mig Ejvind. Tar jeg fejl, når jeg tror at ha lagt mærke til, med fornøjelse at ha lagt mærke til, at du meget hyppig kommer her i min gamle vens hus, – og at det også er af den grund, at du er her nu iaften, lige efter at du er kommet hjem.


    15Ejvind.

Af den grund? hvilken grund?


    Statsråden.

Det vilde inderlig glæde mig, hvis så var.


    Ejvind.

Jeg forstår ikke.


    Statsråden.

Jovist forstår du, – og min velsignelse skulde I få.


    Ejvind.

Jeg kan tænke mig, hvad du mener; men hvis så var – så kan jeg forsikre dig, at min kjærlighed var ren, skinnende ren.


    Statsråden.

Det er min trøst, at så er, (lægger sin hånd paa hans skulder) at jeg er sikker paa, at så er. Jeg skal anvende al min indflydelse hos Blom, som nu engang ikke rigtig kan med dig. Og jeg skulde ta meget fejl, om det ikke skulde lykkes.


    Blom (i kontordøren).

Nå!


    Statsråden.

Nu kommer jeg. For at vende tilbage til det, vi talte om før, kjære Ejvind, din nuværende stilling er uholdbar. Noget må du gjøre. (ind på kontoret).


    16Ejvind.

Stillingen er uholdbar. (lidt efter bestemt) Vel! (hen til spejlet, indtager stillinger, gjør afvexlende sit ansigt tungsindig-alvorligt og vemodig-blidt).

Helene ind, standser et øjeblik.

    Helene.

Goddag!


    Ejvind. (vender sig hurtig).

Goddag – jeg – jeg havde fåt noget sort her lige ved næsen (ser sig i spejlet en gang til) – er det af nu? (gnider sig med lommetørklædet). Det var vist sod (tar hendes hånd, holder den længe og ser hende alvorlig i øjet). Hvorledes har så De havt det, frøken Helene.


    Helene.

Tak. Og hvorledes har De havt det i sommer?


    Ejvind.

Herligt! Der er noget forjættelsesrigt i dette at rejse i vort dejlige land. Indtrykkene samler sig så mægtigt i ens sjæl. Lysten vågner, og evnen øges til virke for land og folk. Og dog! Der er noget underligt trist i dette, at ingen forstår en; – bønderne deroppe forstod mig igrunden ikke, – og nu far! Det er tungt, ikke at ha sin far på sin side, når slaget kæmpes, – det har noget af borgerkrigens rædsel over sig. Og Deres forældre, frøken Helene, især Deres mor, jeg véd det godt – de har ikke tillid til mig – 17og hvorfor – jeg forstår det ikke. Og så De selv, De hvem jeg helst af alle – og jeg synes dog, jeg har delt med Dem af, hvad jeg kalder min rigdom, min kjærlighed til friheden og mit luende håb til fremtiden –


    Helene.

Jeg er Dem taknemlig for så meget.

Man hører højrøstede stemmer fra entréen.

    Ejvind (nærmer sig til hende).

Frøken Helene!


    Helene.

Det er vist tante og advokat Strøm.


    Ejvind (lidt forvirret).

Advokat Strøm?


    Helene.

Ja –


    Ejvind.

Nej det var bare – jeg synes han er så’n simplex.

Tante Ulrikke og Advokat Strøm kommer samtidig ind af døren. De er ivrig optaget af samtalen. Tante Ulrikke har bøger samt en ridepisk under armen.

    Tante Ulrikke.

Ja, man må være helt sig selv. Det var som da jeg mærkede, at kristendommen ikke bar mig 18længer, – jeg skyndte mig fra den, som jeg vilde skyndt mig fra et isflag på Bjørviken en varm aprildag.


    Strøm.

Er det bare døvstumme, De er lærerinde for, eller gir De undervisning i idioti også?


    Tante Ulrikke.

Der er plads for idioter også.


    Strøm.

Nå, nå, bare ikke hidsig. Jeg skal sige Dem noget, jeg; De har ikke alene alt for mange jern i ilden, De har også altfor meget ild i hjernen.


    Tante Ulrikke.

Gud hvor vittig!


    Strøm.

Å ja, ikke saa værst! (gjør grimaser med ansigtet og fingrene som til døvstumme).


    Tante Ulrikke.

Å lad være med det gaperi. (hen til Helene; hilser hjærtelig).


    Strøm (hen og trykker Ejvinds hånd).

Goddag, goddag. Glæder mig overmåde at se Dem igjen. Nu er det – lad mig se – det er 6, nej 7 afdrag siden jeg havde den fornøjelse at tale med Dem – foruden renter og omkostninger.


    19Ejvind.

Hr. advokat. Det er rigtig kjedeligt. Men nu kommer min bog snart, og da –


    Strøm.

Ja da – død og pine. De har formodentlig brugt mig i romanen også – det er jo en roman? – Med hud og hår, som jeg går og står; – det er jo skik nu – fin skik! Hul samfundsstøtte! Som gjør nar ad de unge, varme, ædle fremskridtsmænd, hva? – Både i literaturen og virkeligheden. Rigtig en fed gris – ja jeg for Dem. De skal rigtig ha tak for, at De ikke rent har slåt hånden af os gamle.


    Ejvind (ler tvungent).

Hvor kan De tro.


    Strøm.

Ha ha. Ja, det er sku ganske morsomt.


    Tante Ulrikke.

Kunde jeg få tale lidt med Ejvind nu? Det er derfor, jeg er kommet hid.


    Strøm.

De vil kanske skaffe ham en plads på anstalten – ja som lærer naturligvis.

Blom ind fra kontoret; Statsråden står i døråbningen.

    Blom.

Goddag advokat – goddag Ulrikke. I fuld kamp.


    20Strøm (får øje på tante Ulrikkes ridepisk.)

Men Gud i himlen, hvad er det? Er det den nyeste talemethode for døvstumme?


    Tante Ulrikke.

Jeg vil gå i fred om kvelden. Ja De får passe Dem, De også – så De ikke ved en fejltagelse –


    Blom.

Hys da. Helene er jo inde. Skal du ikke ta af dig, Ulrikke?


    Tante Ulrikke.

Så skulde kanske Kristine og Helene og jeg sidde her inde i dagligstuen alene – og ta imod visitter hvergang en af herrerne måtte her igjennem for at –


    Blom.

Men Ulrikke da!


    Ulrikke.

Ud i gangen, mener jeg – for at hente noget – et lommetørklæde, som de har glemt – altså –


    Strøm.

Hem! hem!


    Fruen (som netop er kommet ind og har hilst på de nye gjæster.)

Så ta nu af dig, Ulrikke (vil ta ridepisken.)


    21Tante Ulrikke.

Den beholder jeg. Advokaten er her.


    Strøm. (truer med fingren).

Forføreriske kvinde!


    Fruen.

Fy advokat. Jeg skal nok få advokaten til ikke at være slem mod dig. Ta så af dig.


    Tante Ulrikke.

Slem – han – mod mig. Pyh – skidt.


    Strøm.

Det ord tar sig bedst ud på døvstumt. Slig. (gjør grimaser).


    Blom.

En cigar, Strøm!


    Strøm.

Tak. Skal ikke De ha frøken. Å De forstår ikke (spør med døvstummegebærder).


    Tante Ulrikke.

Tak. Jeg røger ikke. Ejvind, går du med på socialistmødet imorgen.


    Ejvind (skvætter op).

Jeg. Nej – jeg kan desværre ikke. Jeg skal – jeg har lovet at besørge noget for far imorgen.


    22Statsråden.

Hva?


    Ejvind (blinker til faderen).

Far.


    Strøm.

Hvormange gange er De pebet ud på sådanne møder, som De har sammenkaldt selv?


    Tante Ulrikke.

Syv gange, og en gang peb jeg selv – men da var jeg alene – der kom ingen folk. Men imorgen skal vi holde det første socialistmøde på over tyve år.


    Statsråden (frem i forgrunden til Blom).

Det må forhindres.


    Blom.

Mødet?


    Statsråden.

Nej, at din svigerinde optræder. Det vil være til hinder for din udnævnelse.


    Blom.

Herregud!


    Statsråden.

Ikke noget snak. Hvad tror du, man vil sige i Stockholm til, at den nye kirkeministers svigerinde optræder på socialistmøder. (højtidelig til 23tante Ulrikke) Vel frøken! Jeg respekterer Deres personlige anskuelser, men det forekommer mig, at en sådan optræden let vilde kunne komme i strid med Deres skolegjerning – og De har jo statsbidrag.


    Tante Ulrikke.

Og så mener De at jeg skulde gjøre alle de døvstumme barna til socialister!


    Statsråden.

Nej, forstå mig ret, De forener Dem jo med fuldstændig gudløse mennesker.


    Tante Ulrikke.

Hvor der ingen religion er, har Gud tabt sin ret.


    Statsråden.

Er der ingen religion på Deres skole?


    Tante Ulrikke.

Jo på anstalten er de protestanter allesammen. Men jeg mener: jeg og socialisterne. Aanej, far! Jeg skal nok passe min skolegjerning. De skal ikke få noget at klage. Nej da! Den var ikke heldig.


    Strøm (spydig til statsråden).

Hun håner det helligste.


    Statsråden.

Blom!


    Blom.

Kristine!


    24Fruen.

Ulrikke. Er det værdt, du går paa det møde. Kristian vil det så nødig, og han har jo altid været så snil og human mod dig.


    Tante Ulrikke.

Human han! Han tåler ikke, at en bog ligger på maven, den må ligge på ryggen (gjør bevægelsen med en bog på bordet). Så human er han. Rig men ræd mor! Det er sagen.


    Statsråden.

Blom!


    Blom.

Jeg tror ikke, du går, Ulrikke, når du hører, det kan være til skade for mig. Jeg har altid behandlet dig således –


    Tante Ulrikke.

Du er ræd for prostitution for familjen.


    Blom.

Mere end det, jeg –


    Statsråden.

Hys! –


    Tante Ulrikke.

Dere er rædde allesammen – alle dere gamle; – (til statsråden) De skulde tage Deres søn til exempel, De gamlingen.gamlingen.] rettet fra: gamlingen (mangl. tegnsetting) Er det en af dere, som gider gjøre 25noget for alle de tusener her i landet, som har det ondt og trænger hjælp – direkte gjøre noget – ikke bare skrive noget i protokoller – men direkte – gjøre noget selv – er det nogen af dere, som elsker Norge såpas.


    Strøm.

Elsker Norge. «Elsker, elsker det og tænker«! Besynderligt konversationsthema.


    Tante Ulrikke.

Elsker Norge ja. Ja, det er besynderligt, at jeg, et gammelt fruentimmer skal stå her og gjøre dere et sådant spørgsmål og ikke få noget svar – det er komisk.


    Strøm.

Ja det er komisk.


    Tante Ulrikke.

Her går dere så rolige og fornøjede omkring og er vigtige og går i selskaber og så videre og i theatret og – og lader som ingenting og ser ikke, at folk vrir sig i skidt og lugt og svineri.


    Strøm.

Det var en god mundfuld.


    Tante Ulrikke.

Men kan dere da ikke forstå, at det er rimeligt at være som jeg – jeg har ikke ro på 26mig et øjeblik – jeg synes ikke, jeg kan sidde stille et minut om gangen – jeg synes, jeg hører klynk og tuden i alle kroger. Men vær sikker, jeg skal gå på det møde, og jeg skal fortælle dem, hvad slags folk dere er.


    Blom.

Men så herregud da, Ulrikke; husk på, du er i en dannet familje.


    Tante Ulrikke.

Du vil måske forbyde mig huset, som du nu har hentydet til i mange år.


    Blom.

Ja Ulrikke, hvis –


    Statsråden (til Blom).

Hys. Diplomatisk. – Frøken Ulrikke, er det Deres fulde alvor, at De vil gå på det møde?


    Tante Ulrikke.

Ja gu er det mit alvor.


    Statsråden.

Hør. Mine damer og herrer. Jeg vil under tausheds løfte betro Dem en ting. Det er væsentlig af hensyn til Dem, frøken Ulrikke, at jeg gjør det, og jeg siger det rent ud, det er væsentlig for om muligen at få Dem bevæget til at opgive Deres forsæt. (stille, højtidelig). Det er ikke 27usandsynligt, at inden en ikke meget fjern fremtid vil hans majestæts øjne falde paa vor ven professor Blom ved valget af nyt medlem af højstsammes råd (Udrop af forbauselse og lykønskning).


    Strøm (trykker Bloms hånd).

Gud véd, hvorfor ikke du skulde være statsråd.


    Tante Ulrikke.

Hans majestæts øjne. Ha ha. Skal du bli statsråd. Det er emne som skabt til imorgen – jeg skal fortælle på mødet, hvad slags folk de sætter til at styre os her i landet – en mand, som gud hjælpe mig i hele sit liv ikke har gjort andet end skrevet en bog om partikelen ut – huttetu – og så været human.


    Fruen.

Det er betroet dig som en hemmelighed.


    Tante Ulrikke

Hemmelighed. Skal det være hemmelighed, hvem der skal være statsråd – nå ja, det er sandt – men – men jeg skal sige ting, som er meget værre (slår med ridepisken i luften). Dere skulde ha af denne, magtesløse magthavere; for nu skal der bli leven her i byen. – Adjø. Velkommen på mødet imorgen, allesammen. (går).


    Strøm (halvsagte efter hende).

O, var jeg ridepisken på din –


    28Statsråden.

Er der da intet som gjør indtryk på det menneske.


    Strøm.

Nej ikke engang hans majestæts øjne. Det er rigtig et hyggeligt menneske at ha i en familje. Hyggeligt menneske!


    Blom.

Nu ja, herregud – det er vel ikke så farligt – hun er jo – (peger på panden) Uf. – Lad os nu få det lidt hyggeligt her.


    Statsråden.

Jeg siger dig, Blom, svaghedens tid må være forbi. Humaniteten har også sine naturlige grænser.


    Strøm.

Spær hende inde for fanden, og når mødet er over, så exporter hende til Amerika, til miss Woodhull.


    Fruen.

Advokat Strøm. Hun er da min søster.


    Statsråden.

Ganske rigtig frue. Ingen voldelige midler naturligvis.


    Strøm. (rejser sig, frem på scenen; midt mellem statsråden og Blom).

Tror du, hun går på dette møde?


    29Blom.

Tror du, Kristine.


    Fruen.

Ja.

Under det følgende noget dæmpede men hidsige replikskifte ses Helene at sidde stiv og stille på stolen ved siden af kontoret i baggrunden. Fruen går hen og taler til hende. Helene svarer ikke, men lytter til hvad herrerne siger.

    Strøm.

Er det til hinder for Bloms udnævnelse?


    Statsråden.

Ja.


    Strøm.

Skal vi så holde os til det nøgne faktum; Hun er gal! Hendes galskab går ud over dig. Vi sætter i avisen, at hun er sindssvag.


    Statsråden

Det vilde kanske være vel hårdt – og det er desuden vel sent, det er jo allerede imorgen, at mødet skal holdes.


    Strøm.

Det vil i betydelig grad forsvage indtrykket – og jeg skal desuden få mine to brorsønner til at underholde hende, når hun optræder.


    Ejvind (temmelig højt).

Hr. advokat. Hun er fruens søster, hun er frøken Helenes tante.


    30Strøm (halvsagte).

Syv afdrag – foruden renter og omkostninger.


    Blom.

Lad os ikke mere tale om dette. Det lar sig nok arrangere. Hun er jo (peger på panden).


    Helene (fra stolen ved siden af kontoret; stille).

Nej, hun er ikke det.


    Blom.

Hvad behager?


    Helene.

Jeg siger bare, at tante er ikke gal, og det ved dere selv meget godt. Fy, jeg synes det er skam, far, at det ikke er nødvendigere, at du blir statsråd, end at de vælger en anden bare for tante Ulrikkes skyld. Og hvad galt er der i, at hun går på det møde. Jeg synes du skulde gå der selv. Du, som skal bli statsråd, må vel ha tænkt lidt over, hvorledes fattigfolk skal få det bedre, og hvorledes de skal få mere oplysning og alt det – og det kunde du jo da give råd om.


    Strøm.

Blom på socialistmøde. Ha, ha.


    Helene.

Det må det da være, som politiken tilsidst 31går ud på. – Ja værsågod, le såmeget dere vil – jeg tror nu det alligevel –


    Strøm.

De skulde optræde selv, frøken.


    Helene.

Jeg skal – jeg følger med tante.


    Strøm.

Hele familjen på socialistmøde. Professoren og tante Ulrikke og Helene. De også frue.


    Helene (frem).

Det er mit alvor. Jeg går med tante.


    Statsråden.

Blom – frue, hvad er det – hvad –?


    Blom.

Hun synes synd på tante, stakkar. Hun holder så meget af hende.


    Helene (halvt i gråt).

Ja jeg holder af tante, meget meget mere end dere nogensinde har gjort, og derfor går jeg med hende, og derfor vil jeg forsvare hende mod Deres brorsønner – jeg hørte det godt, hr. advokat – og fortælle, at dere vil sætte i avisen, at hun er gal – for hun er ikke gal – å det er stygt, stygt af dere. (hurtig ud gjennem spisestudøren).


    32Strøm.

Det blir nok ikke dig, som blir berømt for deltagelse i det offentlige liv, men din datter. Pak porteføljen sammen. Du får vente til næste dødsfald. Det blir nok Stabel, for han ser så sint ud, at han vist snart får blodprop.


    Statsråden.

Er det alvor? Kan der være tale om, at det er alvor? Kan der være spor af tale om, at det er alvor? Hvis – så, kan der ikke være tale om, at du kan komme ind i statsrådet. Har du også rigtig sat dig ind i situationen? Blom, det havde jeg aldrig, aldrig i verden troet om dig.


    Blom.

Hvor vil du hen? – jeg tror du er gal; tror du min datter –; hun er lidt overspændt og synes, at vi har ærtet den gamle for meget – og det har vi kanske også, men –


    Statsråden.

Din kone tror det – hun tror, det er din datters alvor; vi tror det allesammen, vi så det jo. Ikke sandt, Strøm?


    Strøm.

Jo gudbevares. Men ingen voldelige midler naturligvis!


    33Blom.

Men det var du – hvorfor? – det var du, som sagde til hende, at hun burde gå på det møde.


    Strøm.

Jeg! Nej hør véd du hvad – jo det er sandt, det var mig. Men jordbunden var vel forberedt, omgangen med tante Ulrikke, din humane opdragelse –


    Blom.

Vi skulde for lang tid siden ha forbudt tante huset – og jeg havde også gjort det, hvis det ikke havde været for din skyld, Kristine – vi skulde ha taget os ganske anderledes personlig af hendes opdragelse – hører du, Kristine; du har jo været sammen med hende hele dagen.


    Statsråden.

Man er vistnok noget svag i så henseende – i vor tid; ja misforstå mig ikke, frue; det være langtfra mig at dadle Dem specielt; men hele opfatningen af, hele anskuelsesmåden af opdragelsen – i det hele – i vor tid –


    Blom.

Jeg tror absolut ikke, vi behøver være bange for Helene; men kjære Stabel, så ondt det gjør mig, én ting vil jeg dog sige dig, og 34det netop nu, da du taler om vor tids måde at opdrage børnene på. Gamle ven, det gjør mig ondt. Men den væsentligste grund til, hvad der er forefaldet her iaften, tror jeg, vi finder i, at Helene søger sig omgang med mennesker – og det meget mod min vilje – med mennesker, hvis meninger, hvis levesæt, hvis væsen så langt fra harmonerer med hvad jeg og mine sætter pris på –


    Ejvind (dæmpet).

Jeg forstår, hvem De mener. Men De tar fejl af mig, hr. professor, som De altid har gjort. Jeg tror, jeg handler, som jeg skylder mig selv, både som tilhænger af det store liberale parti og som ven af denne familje, når jeg forhindrer frøken Helene fra et overilet skridt. Ved at optræde på et sådant møde, gavner hun ikke den store sag – undskyld, det, jeg tror er den store sag – men hun opnår kun at vække unødig forargelse og splid i sin familje.


    Blom.

Forklar Dem. Jeg forstår ikke, hvad De mener.


    Ejvind.

Må jeg få lov at tale med Helene i enrum – og jeg tror, ja jeg er sikker på, at hun ikke skal gå på mødet.


    35Blom.

Jeg forstår aldeles ikke, hvorledes det skulde nytte Dem, når ikke jeg, hendes far –


    Statsråden.

Ingen formalia nu! Det gjælder din fremtid, og det gjælder din datters fremtid. Det gjælder om at skabe en minister og om at døde en skandale.


    Blom.

Jeg forstår ikke, hvorledes din søn –


    Ejvind.

Man kan høre til de forskjelligste politiske partier og dog agte hinandens helligste følelser.


    Blom.

Å kald på Helene, Kristine.


    Fruen.

Nej ikke nu iaften – kan det ikke vente til imorgen.


    Statsråden.

Det er imorgen, mødet skal holdes.


    Ejvind (til fruen).

Ha ikke mistillid til mig. (højt). Nu, jeg skal vente til imorgen formiddag, hvis professoren ikke har noget mod det.


    36Blom.

Ja, jeg tilstår, jeg forstår ikke.


    Strøm.

Å ungdommen, ungdommen!


    Blom.

Du mener da vel ikke –

En Pige er kommet ind og har talt til fruen.

    Fruen.

Værsågod, der er anrettet.


    Statsråden.

Må jeg ha den ære.

Statsråden, Fruen og Blom går iforvejen ind i spisestuen.

    Strøm (til Ejvind)

Å et øjeblik! Jeg skal rive hele obligationen i filler – med renter og omkostninger, hvis De får denne sag ordnet.


    Ejvind.

Hr. advokat. De tror da vel ikke –


    Strøm.

Hvor kan De tro? Men alligevel! Praktiske mænd! For min ven professorens skyld!

Blom viser sig i døren.

    Strøm.

Vi kommer. – Kjærlighed hvad?


    37Ejvind.

Ingen spøg – hr. advokat.


    Strøm.

Nej, naturligvis, ingen spøg. – Men De véd, damer liker ikke slige små uregelmæssigheder – med renter og omkostninger. (ind i spisestuen).

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tante Ulrikke

Tante Ulrikke var Gunnar Heibergs første skuespill, det kom ut i København i 1884. Han hadde arbeidet med stykket helt fra 1877 og det skulle opprinnelig hete «Ministerskifte».

Skuespillet er et sosialt og politisk tendensdrama, en vittig satire over det konservative regime. Hovedpersonen er den radikale og modige tante Ulrikke som holder en tale for sosial frigjøring og for rettferdighet. Modellen er tydelig: kvinnesaksforkjemperen Aasta Hansteen.

Til tross for at skuespillet ble refusert ved Christiania Theater og først oppført i 1901, ble det Heibergs gjennombrudd.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1884 (nb.no)

Les mer..

Om Gunnar Heiberg

Gunnar Heiberg var forfatter, journalist, essayist og teatermann. Han var ordkunstner og hadde sans for skarpe poenger. Han var kulturradikal og i en periode var han en del av bohem-kretsen rundt Hans Jæger og Christian Krohg.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.