Tante Ulrikke

av Gunnar Heiberg

TREDJE AKT


Eftermiddag samme dag som 2den akt foregår. En plads i en af byens udkanter. Bakket og stenet terræng. En simpel, af umalte bord opført talerstol står på skrå omtrent midt på scenen. Den står på nederste afsats af en bergknaus, som hæver sig lidt højere og fylder ud scenen bag talerstolen – på venstre side af scenen. Tilhøjre i baggrunden ser man nogle simple små træhuse, deriblandt en brændevinssjap, over hvis dør staar: Ind- og Udskjænkning af Brændevin. Lidt længre frem på højre side en gaslygte. Længst i baggrunden, bag bergknausen og husene sees byen med tårne og andre fremtrædende bygninger. I forgrunden er terrænget fladt.

Der er samlet adskillige folk af alle samfundsklasser foran talerstolen, deriblandt mange arbejdere med redskaber og en samlet trop studenter dels med dels uden studenterluer. Tilhøjre lige foran talerstolen sidder Tante Ulrikke. Tilvenstre for talerstolen står 4–5 socialister tæt sammen. Et par gutter går omkring og sælger viser. Lige før tæppet går op høres skrig og spektakel. Når tæppet går op, står to fulde mænd på talerstolen og slås om at få komme tilorde. Student Fredriksen, en høj mager mand på over de tredve, er trængt tilside; han står dog på talerstolen. Lige foran talerstolen sidder referenter. Et par politifunktionærer går frem og tilbage.


    67Student A. Strøm.

Å gid onkel Strøm var her. – Jeg holder på ham med den røde luggen.


    Student P. Strøm (til den ene fulde mand).

Nej Olsen – du gir dig da ikke for den rødtoppen.

De fulde mænd ramler ned af talerstolen. Gutter roper med viser: «Å kjøb en vise da De! En nydelig vise, Morgenrøden, bare to skilling.» Skrig og leven.

    Dirigenten. (op på talerstolen.)

Herregud. Vi er da ikke mere end en 4–5 mand –


    Stemmer.

Og så et fruentimmer! Tante Ulrikke! Hun skal jo også snakke! Og der går da sikkert to mandfolk på hende!

(Latter.)

    Dirigenten.

– så De kan da gjerne høre på hvad vi siger. Det er da ikke noget at være ræd for! Hør efter nå da!


    En stemme.

Fram med studenten igjen da!


    Stemmer.

Ja fram med studenten.


    68Fredriksen. (på talerstolen.)

Får jeg lov at fortsætte nu?


    Stemmer.

Ja snak De far.


    Fredriksen.

Det var det jeg begyndte på! Det var ligesom en lignelse, jeg vilde bruge. Om julen, ved De, i den søde, glade juletid –


    En herre.

Ingen blasfemi!


    Fredriksen (fort).

Hvorfor ikke det? (roligt.) Det er forresten ikke gudsbespottelse det, jeg vil komme med. (til socialisterne). Blasfemi, det er at gjøre nar af gud det, gutter. – Altså om juleaften! Da går den yndige moder og steller med alle julegaverne og juletræet og sætter lys på. Imens sidder de yndige børn hos den kjærlige fader i det dybe mørke – i stuen ved siden af. Så åbnes dørene, og ind strømmer børnene efterfulgt af den kjærlige fader. Ja, tjenestepigerne får lov til at komme ind, de også gudbevares. De står i døren og er flaue og gjør de andre flaue. Og så er alt højtid og glæde og fred. Og familjen er så inderlig glad i hverandre og tror, at alt er såre vel og bra. Men dette er det, som de 69skal ruskes op af. For de ser jo, at der er fattige folk som både sulter og fryser samme kveld, og som sidder i mørke, uden at der er nogen stue ved siden af med lys og juletræ, og de siger jo, at de har medlidenhed med dem – men de, som det har, de kan ikke hvile, de får ikke fred, de feirer ingen yndig jul – hvis de har medlidenhed da. Den som har medlidenhed til den ene kant, han får snart hadet til den anden kant, og han ruster sig til den store krig. – Tænkemåden er det, som må forandres. For exempel – når en af sin overflødighed eller af sit gode hjerte gir penge til de fattige, en halv eller to eller ti kroner, så siger han: Vær nu fornøjet en stund! Dette er det, som må forandres. Han skal sige: Vær misfornøjet og vis dig misfornøjet for disse ti kroner, så skal du få tyve igjen.

(Latter).

    A. Strøm.

Fin fyr!


    Stemmer.

Hys lad studenten snakke. Mere student!


    En anden stemme.

De skulde ta betaling for at snakke.


    En tredje stemme.

Nej hys da gut! Da blev han kanske så misfornøjet, at han ikke sagde et ord mere.


    70Stemmer.

Hold nå kjæft da! La’n få snakke i fred. Det er jagu noget i det han siger, lel.


    Andre stemmer.

Ja, ja! – Nej, nej bare væv!


    2den fulde mand.

Vi har det så godt, som vi har det.


    Fredriksen.

Videre! For jo mere misfornøjelse der blir – jo nærmere kommer vi en afgjørelse. Og det kunde være på tide nu.


    A. Strøm.

Å De er en opvigler.


    P. Strøm.

Fin levevej.


    Fredriksen.

Ja, jeg er opvigler, – og det efter bedste evne. Men som levevej er stillingen klejn her i landet – endda da!


    P. Strøm.

Åja, det er let nok at rive ned!


    Fredriksen.

Ånej – det er ikke så let, som folk tror. Her i landet er det endog temmelig vanskeligt. – Men vi skal gjøre vort bedste.


    71A. Strøm.

Men herregud da, menneske, hvad tror De på. Hvad er det, De vil?


    Fredriksen.

Hvad jeg tror? Jo, det skal jeg sige Dem. Jeg tror, der vil komme en tid, og det om ikke længe, mod hvilken den franske revolution var som en idyl. Alle de tusener af tusener, som er rå, udannede, uvidende, som fryser, er sultne og hævnlystne, alle de, hvem fortvilelsen driver øjnene ud i hodet på, så de stirrer og stirrer og må øjne bedre tilstande, fornuftigere tilstande – alle vil samle sig, rejse sig, gå, slå. Mænd, kvinder og barn. Rejse sig og ødelægge. Bare ødelægge. Bare lægge øde – og der vil stå en røg af brand og blod over Europa. (herefter mere dæmpet.) Det eneste, som har nogen magt i sig til at holde igjen, er de socialistiske læresætninger. Men heller ikke de duer mod det vandalernes rædselsherredømme som skal harve og gjøde jorden. De som da skal til at så, når jorden er frugtbar, de forstår, at det gjælder om at ta alle med. Alle. Ellers går det ikke. – Engang troede jeg, at Norge var et af de lande, som kunde slippe for denne revolution, om vi selv vilde. (ganske roligt). Jeg troede, at Nordmændene endnu var slig, at de vilde være med i spidsen, når de skulde være med. Der var små 72stater før, som havde gaaet i spidsen, fordi de nåede højest i frihed indadtil, i social frihed, og det kunde vi også – troede jeg. (dæmpet). Jeg syntes landet var så nyt, evnerne så friske, viljen og selvfølelsen så mægtig –


    En student.

Bjerkebæk!


    Studenterne.

Hå hå. Bjerkebæk!


    Fredriksen (hurtigt).

Jeg tror det ikke længer. – Tænk når Vandalerne, som jeg talte om, sætter fakler til skulpturmusæet – til universitetsbibliotheket – da kanske –


    A. Strøm.

Og De er akademisk borger. (Stemmer – især fra studenterne). Intet helligt! Råt! Sjofelt!


    P. Strøm (til studenterne).

Vi lar ham ikke få ordet mere. (roper højt.) Hørte De, hvad han sagde. Han vil, at de skal brænde op universitetsbibliotheket.

(Skrig)

    Fredriksen (forsøger at overdøve skrigene).

Har jeg sagt det?


    73A. Strøm.

Dannelsen må forsvares! Hyl gutter.

De hyler og piber en stund, til Fredriksen er gåt ned af talerstolen.

    Fin herre.

Tænke Dem, at ofre kunst og videnskab, fordi det nu engang er så, at der er nogle, som er fattige. Det er desuden stor skam at klage her i byen. Fattigplejen står overmåde højt, både den kommunale og den frivillige. Stor skam! Jeg har selv havt anledning –


    En dame.

Ja, jeg indrømmer, jeg er liberal, og jeg går med på adskilligt af venstres – men dette – nej ved De hvad! Der må dog ved gud være måde på alt!


    P. Strøm (som har kjøbt et nummer af «Morgenrøden» ramser op følgende vers – slig som børn læser:)

Hver ser nu klart, at løgnens ord

som avner trindtom spredes,

og at den hele faldne jord

ved løgnens magt vildledes.

(Almindelig latter.)

    Dirigenten.

Jeg må bé om lidt ro, så taleren kan få fortsætte.


    74A. Strøm.

Nej han får ikke fortsætte, (til studenterne.) Han burde relegeres fra universitetet.

(Bifald blandt studenterne.)

    P. Strøm.

Kommer han op igjen, river vi ham ned.


    En socialist (med knyttede næver hen mod studenterne).

Det skal vi se på.


    Fredriksen.

Ikke sligt! Ikke det gran! (op på talerstolen.) Kunde jeg få lov til nu –


    A. Strøm.

Hyl gutter!

(Der hyles.)

    Fredriksen. (smiler, trækker på skuldrene.)

Ja, ja! (går ned.)


    Dirigenten (forsøger at komme tilorde; på talerstolen).

Vi har indbudt medborgere til at komme sammen – for at vi kunde snakke om – for at afhandle om der ikke er nogen måde – hvorpå vi – som det gik an at forbedre de laverestillede klassers kår –


    75Stemmer (især blandt arbejderne.)

Vi vil ingen socialisme ha. – Det forstår ikke du dig på. – Bliv på værkstedet Deres, De far!


    En student.

Jeg skulde havt støvlerne mine alt igår jeg, Jensen.


    Dirigenten.

Å regningen er stor nok før!


    En kjærring.

Nu har ikke manden min gjort noget på otte dager – bare for disse socialistgrejerne.


    En af socialisterne.

Bare ikke bry dig kjærring.


    A. Strøm.

Der kan De se.


    P. Strøm.

Bare opvigleri!

Tante Ulrikke nærmer sig talerstolen.

    76En stemme.

Nu skal tante paa prækestolen.

Latter. Studenterne Strøm farer ilsomt om mellem mængden og taler sagte med folk.

    Fredriksen.

Det blir nok vanskelig at komme tilorde, frøken – det er så mange dannede mennesker her – akademiske borgere og slige.


    Tante Ulrikke.

På mig hører de nok!

Hun går op på talerstolen. Mængden begynder at klappe voldsomt i hænderne.

    Tante Ulrikke (stikker hodet fremover, ser først forbauset omkring på mængden; derpå stolt og strålende af glæde, halvhøjt til Fredriksen).

De har respekt for en kvinde, som ikke er ræd. (højt.) Jeg takker. Jeg takker. Jeg skal søge at gjøre mig Deres applaus værdig. – Idag havde jeg tænkt at gjøre Dem opmærksom på, hvorledes et nyfødt barn modtages forskjelligt i rige og fattige familjer. (Voldsom applaus). Ja, det er ogsaa værdt at lægge mærke til. Se bare på, hvorledes forberedelserne ere forskjellige.

(Applaus)

    Fin herre.

Er forberedelserne til en fødsel forskjellige hos rige og fattige, det vidste jeg ikke. (Latter.)


    77Tante Ulrikke.

I den rige familje –

(Applaus. Hun forsøger gjentagende at tale, men hvergang applaus).
Helene kommer ilsomt; går urolig frem og tilbage i baggrunden; hun har slør foran ansigtet.

    Tante Ulrikke.

Gjør dere nar af mig? – Hvorfor gjør dere nar af mig?

(Latter. Applaus).
Et par af socialisterne gjør sig færdig til at slås og går frem mod studenterne.

    Fredriksen (efter dem.)

Ikke sligt. Hører De. Vi må tåle det i begyndelsen.

Socialisterne tilbage til talerstolen.

    Tante Ulrikke.

Tror dere, jeg gjør det for min skyld. (Applaus.) Fy det er stygt, det er lumpent.

(Applaus.)

    En student.

Hyp, hyp. Fram med ridepisken da, blåstrømpede Athene!


    Tante Ulrikke.

Ja de fortjente lidt af den på –


    Studenten.

På hvad?


    78En anden student.

Er vi kommet til enden alt nu? Så er De vel færdig da, glaukopis Athene?

(Latter.)

    Tante Ulrikke.

Får jeg lov at tale? (slår hænderne sammen.) Gud hvor fejgt!

Voldsom applaus. Fredriksen taler til hende og får hende ned af talerstolen.

    1ste referent (skrivende).

Å dette med sauce på!


    2den referent (skrivende)

Jeg anretter det råt. Det er saftigt nok i sig selv. (Til 3die referent) Det er sku fine folk, De har på Deres parti.


    3die referent (skrivende; fornærmet).

Hun kan aldeles ikke regnes til det liberale parti.

Ejvind kommer ind fra baggrunden; ser sig omkring. Helene, der ser ham, stiller sig, så hun ikke kan sees.

    Tante Ulrikke (efter at have talt ivrigt med Fredriksen, farer hun op på talerstolen).

Nej, jeg vil tale.tale.] rettet fra: tale (mangl. tegnsetting) Det skal frem –


    79A. Strøm (til den ene fulde mand.)

Nu kan De gjøre det.

Den fulde mand, som er kommet ud fra sjappen med et æg i hånden, kaster det lige i ansigtet på Tante Ulrikke. Latter. Applaus. Skrig. En Konstabel arresterer den fulde mand.

    Tante Ulrikke (rasende, slår i stolen.)

Elendige pak! Stympere! (stille). Det er stygt, stygt. (går ned af talerstolen, sætter sig med ansigtet i hænderne på et af trinene.)


    Helene (farer frem til Ejvind, som er kommet frem i forgrunden.)

Nu kan De tale, Ejvind – tak fordi De kom – forsvar hende, forsvar hende.


    Ejvind.

Er De der? Jeg har ledt efter Dem. Kom Helene, vi går herfra. Her er uhyggeligt for Dem.


    Helene.

Var det derfor De kom, Ejvind – og jeg som troede – (stiller sig op ved siden af talerstolen.)


    Ejvind.

De må ikke. – Jeg skal tale, jeg skal forsvare – bare ikke De.


    80Helene.

Jeg tror Dem ikke, og aldrig tror jeg Dem. (slår Tante Ulrikke på skuldren.) Frisk mod tante.


    Tante Ulrikke.

Du her Helene. Du kom dog.


    Helene (med høj røst).

Ved I, – I – som –


    Ejvind og Tante Ulrikke (samtidig).

Helene!


    Helene.

I – I som behandler Eders velgjørere, I som – I som er slig – (stemmen knækker, hun blir ræd lyden af sin egen stemme.)


    Fredriksen.

Op på talerstolen!


    Helene.

Nej jeg kan godt stå her – forresten var det ikke noget videre –


    Fredriksen.

Nej, op! (får hende op på talerstolen; for sig selv). Ingen chance maa forspildes!


    81Tante Ulrikke (skriger ud).

Pas dig Helene! Ikke staa paa den talerstolen!

Alle trænger sig om talerstolen. Det er stille.

    En stemme (næsten hviskende).

Frøken Blom!


    En anden stemme.

Datter til professor Blom.


    2den referent.

Imorgen trykkes dobbelt oplag.


    En tredje stemme.

En fin Dame!


    Helene (fra talerstolen).

Ja jeg kan ikke tale, – det var ikke meningen så. Men jeg synes, det er så hårdt, – I skulde bare vide hvor god og snil hun er, hvor hun har arbejdet og strævet og havt det ondt bare for at hjælpe andre – – alt det hun har tjent, alt det hun har ejet, har hun givet bort. Hun vilde jo bare være med og forklare hvorledes man skulde hjælpe dem, som har det ondt. Er det da ikke mange, som har det ondt, mange af Eder som er her ogsaa? Tante – den dame, som talte – tante Ulrikke, 82som I selv kalder hende, hun vil jo bare at I skulde slutte jer sammen for at få det bedre; – ja jeg kan ikke udtrykke det, – det er så vanskeligt for mig at stå her og tale, når alle mennesker ser på mig; – men er ikke det rigtigt, er ikke det vakkert af hende, (inderligt) kan dere ikke forstå det da? Og hvor mange, mange er det ikke, som ikke gjør noget for – for – fattigfolk. Å, dere skulde kjende hende. Og da er det virkelig stygt at behandle hende slig. Og så ondt hun har havt det. Og det kanske allermest, hvor man mindst skulde vente det, – i sin egen familje (Tante Ulrikke hvisker til hende og griber hendes hånd, som hun beholder.) Hun siger, at jeg ikke skal tale om det. Men jo, jeg vil tale, det skal siges, for at I skal få vide, hvorledes hun er som I gjør slig nar af. Hendes egen nærmeste familje vil ikke være ved hende, de gjør nar af hende, håner og piner hende.


    Ejvind.

Helene – frøken Helene! Tænk på hvad De siger.


    Helene (højt).

Hys! – Hun er ikke ræd, hun tror på sin sag, og hun sætter livet ind for den, om det gjælder, (mod Ejvind) Det er en, – en, som – som jeg kjender, som sagde til mig, at hver tid har sin hovedtanke, som er så stærk, at de andre 83blir bare bitanker, som er saa levende, at den suger blodet fra alle de andre, og verden går ikke fremover, før den er løst. Og vor tids hovedtanke, sagde han, er at gjøre mennesker, fri mennesker ud af alle dem, hvis nakke er bøjet mod jorden af sult og elendighed og råhed – jeg husker så godt, da han forklarte mig det – og den tanke er det, som styrer tænkerne og begejstrer digterne, for bare de, som arbejder for denne tanke, bare de hvis inderste sjæl dirrer af håb om at få den løst, bare de lever tidens, vor tids liv. (holder sig for øjnene) Så var det han sagde (voldsomt mod Ejvind) Det er tidens pulsslag, det er det som kræves i tidens digtning, og ikke – ikke – (truer mod Ejvind).


    Tante Ulrikke (rejser sig halvt).

Helene, Helene!


    Helene (trækker Tanten lidt frem foran talerstolen).

Ja, hun arbeider for denne tanke, hun tror på den, – hun er i slægt med tidens stormænd – ja hun, hun, og ikke vi andre kloge fornuftige mennesker, som bare snakker og snakker og ikke gjør noget (slipper Tante Ulrikkes haand). Eller er det så, at vi almindelige mennesker ikke har noget med de store at gjøre – er det så, som jeg har læst i en bog, at åndens helte herhjemme og 84ude i hele verden bare er som en flok traner i susende flugt hen over vore hoder, og at de enkelte, almindelige som ser dem og kan tyde deres flugt, at de bare får et slag af vingerne over øjnene, så de blir forfjamsede, som – det går med enkelte. Å nej, nej, lad det ikke være således. – Lad det ikke være således. – Ja det var ikke noget andet.

Helene går ned af talerstolen. Tante Ulrikke omfavner hende. Fredriksen trykker hendes hånd. Socialisterne roper hurra og omringer hende. En stemme: «Lad os bære hende på guldstol!» Hun afværger det. Forøvrigt almindelig bevægelse, men temmelig roligt.

    Ejvind.

Jeg beundrer Dem Helene. Får jeg lov at følge (rækker hånden ud).


    Tante Ulrikke.

Ja kom.


    Helene. (skarpt).

Nej! – Kom tante. Jeg gaar hjem til dig og blir hos dig bestandig. Kom lad os skynde os.


    Tante Ulrikke (begeistret).

Ja vi to – vi tre. (pludselig) Nej, det går ikke an, Helene. Du skal gå hjem til dine forældre. Du skal gaa hjem.


    Helene.

Kom tante! Skynd dig. Jeg går til dig. (Tar tantens arm. De går.)


    85Fredriksen.

God aften, Stabel!


    Ejvind.

Godaften.


    Fredriksen.

Er ikke De liberal?


    Ejvind.

Jo, ved De ikke det – hvad mener De –


    Fredriksen.

Å det var bare så’n et spørsmål.

Ejvind går.

    Den ene fulde mand (på talerstolen).

Ærede forsamling – må det være mig tilladt –

Da nogle vil rive ham ned, vælter talerstolen. En konstabel fører den fulde mand væk. Skrig og spektakel.

    P. Strøm (til studenterne).

Vi går til samfundet.


    A. Strøm.

Jeg må op til onkel Strøm først; han sidder og venter. Farvel så længe! (går).

Studenterne går syngende: «Sjung om studentens lyckliga dar.» Referenterne ordner sine papirer.

    86Fredriksen (halvt for sig selv).

Ja, ja, det var det første mødet!

Socialisterne tar talerstolen, bærer den mellem sig og går.
En mand tænder gaslygten. Det er blit skumring. Man ser byen oplyst i baggrunden. Lys i brændevinssjappen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tante Ulrikke

Tante Ulrikke var Gunnar Heibergs første skuespill, det kom ut i København i 1884. Han hadde arbeidet med stykket helt fra 1877 og det skulle opprinnelig hete «Ministerskifte».

Skuespillet er et sosialt og politisk tendensdrama, en vittig satire over det konservative regime. Hovedpersonen er den radikale og modige tante Ulrikke som holder en tale for sosial frigjøring og for rettferdighet. Modellen er tydelig: kvinnesaksforkjemperen Aasta Hansteen.

Til tross for at skuespillet ble refusert ved Christiania Theater og først oppført i 1901, ble det Heibergs gjennombrudd.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1884 (nb.no)

Les mer..

Om Gunnar Heiberg

Gunnar Heiberg var forfatter, journalist, essayist og teatermann. Han var ordkunstner og hadde sans for skarpe poenger. Han var kulturradikal og i en periode var han en del av bohem-kretsen rundt Hans Jæger og Christian Krohg.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.